Evangeliet og den kulturelle mangfoldighed

Søren Dalsgaard

• koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde og Folkekirkens Mission under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
• uddannet teolog fra universitetet i Nairobi og cand.mag. i Afrika-studier fra Københavns Universitet
• formand for beboerforeningen i Mjølnerparken i København
• medlem af menighedsrådet ved Kingo Kirke på Nørrebro

Det var spørgsmål, som jeg ikke før havde reflekteret over. Og mine afrikanske medstuderendes svar var ikke nødvendigvis de samme som mine, for de udsprang af andre kulturelle normer og værdier. Og efterhånden, som jeg blev mere fortrolig med afrikansk kristendom, rejste et mere principielt spørgsmål sig i mig: Hvor meget af den kristendom, som jeg selv er vokset op med, er i virkeligheden blot et produkt af min kultur?

Evangeliet overfor kulturen

I Danmark oplever vi i stadig stigende grad, at der kommer folk fra hele verden, som bliver en del af vores samfund. Nogle bliver en del af kirken i Danmark. Andre ønsker at blive en del af kirken, men har svært ved at finde sig til rette i vores danske kirketradition og kristendomsforståelse. Derfor bliver vi som kirke nødt til at reflektere nærmere over forholdet mellem kirkens globale identitet og dens lokale udtryk.

Nøglen til forholdet mellem evangeliet og kulturen er at forstå forholdet mellem Jesus’ guddommelighed og Jesus’ menneskelighed. Gud forblev ikke i sin evige og uforanderlige verden, men iklædte sig menneskelig foranderlighed og blev knyttet til en bestemt kultur og et bestemt sprog. Sådan må evangeliet også til stadighed udtrykkes gennem en særegen kultur og et særegent sprog.

Uden sammenblanding

Hvor meget af den kristendom, som jeg selv er vokset op med, er i virkeligheden blot et produkt af min kultur?

I år 451 mødtes kirkeledere fra hele den kristne verden til et koncil i Kalcedon. De formulerede læresætningen om Jesus’ guddommelige og menneskelige natur. Den tjener som model for også at forstå forholdet mellem evangeliet og kulturen:

”Den ene og samme Kristus, den enbårne Søn og Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved virker med den anden naturs egenart i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden”.

Døbes for at blive dansk?

Kristendom og danskhed er altså ikke én og samme sag.

Den formulering siger blandt andet, at evangeliet og kulturen ikke må blandes sammen. Kristendom og danskhed er altså ikke én og samme sag. Den opfattelse møder vi undertiden hos udlændinge, der ønsker at blive døbt – primært fordi de vil være en del af det danske samfund. Og sandt er det, at kristendommen har bidraget med nogle af det danske samfunds værdier i dag. Men at være kristen og at være dansk er teologisk set to forskellige ting.

Forandres af kulturen?

Fra Kalcedon ved vi også, at evangeliet og kulturen kan forholde sig til hinanden, uden at det forandrer nogen af dem. Nogle steder i verden støder man på den opfattelse, at kristendommen er en vestlig religion. Når en person konverterer og bliver kristen, opfattes det som om, at vedkommende undsiger sig sine kulturelle rødder. Det er ikke hensigten fra et kristent synspunkt. Når vi fx i disse år oplever en stor kristen vækkelse i Iran, er det vigtigt at forstå, at kristendommen her netop ses som en genoplivning og fornyelse af persisk kultur, ikke som en fremmed importeret religion. At blive kristen indebærer ikke at forandre sin kultur, men at blive i den og forløse den.

Kristendom og kultur uden adskillelse

Af formuleringen fra Kalcedon fremgår det endvidere, at evangeliet og kulturen forholder sig til hinanden uden adskillelse. Som kristne kan vi komme til at leve vores liv i en spaltet tilværelse, hvis der opleves for stor forskel mellem vores kirkekultur og hverdagskulturen omkring os. Vi kan derfor komme til at leve med flere ansigter – et, som vi tager på i det kristne fællesskab om søndagen, og et andet, som vi har på resten af ugen.

Som kristne kan vi komme til at leve vores liv i en spaltet tilværelse, hvis der opleves for stor forskel mellem vores kirkekultur og hverdagskulturen omkring os.

Det kan blive en ekstra stor udfordring for udlændinge, der gennemgår en integrationsproces og gradvis bliver mere danske – måske især for efterkommere – fordi den kristne identitet er så tæt knyttet til kulturen fra oprindelseslandet. Hvis ikke de møder danske kristne og lærer, hvad det vil sige at være kristen på den nyerhvervede danske kulturs præmisser, risikerer de langsomt at blive fremmedgjort fra deres kristne identitet, efterhånden som tilknytningen til deres oprindelsesland bliver svagere.

En kulturel mangfoldig kirke

Det danske samfund og den danske kirke bliver mere og mere mangfoldig kulturelt set. Derfor må vi begynde at reflektere nærmere over forholdet mellem evangeliet og kulturen. Det bliver lettere at anerkende og inkludere vores kristne brødre og søstre, der er meget anderledes end os selv, når vi kan se bagom kulturforskellene og genkende evangeliets sande virke i dem. Og det bliver lettere at vurdere vores egen tro og kirkelige tradition, for i mødet med den anden trænes vi i kritisk skelnen mellem evangeliet og den foranderlige kultur, som evangeliet formidles igennem også til os.