Et missionalt præstepar

Henrik og Fie Nissen

• præstepar i Kristuskirken/Regen
• lever af Henriks løn
• har døtrene Doris (3) og Dagmar (1)
• Henrik er kontoruddannet i Thisted, har været ansat som ungdomsleder i Baptistkirken Bornholm og siden arbejdet bl.a. som pædagogmedhjælper
• Fie er cand. theol. fra Københavns Universitet

Jeg er i Nordvest, den del af København, hvor folk skyder hinanden. Der er pænere end forventet. Jeg noterer mig på vej hen til opgangen, at der er pænt mellem blokkene med grønt og afskærmning. Et sted står en overdækket klapvogn. Det viser sig senere at være Dagmar, Henrik og Fies datter på ét år, der sover dér. På vej op til tredje sal ser jeg, at på alle de seks døre, jeg passerer, står der fremmedartede navne.

”Evangelisation har ofte været event-baseret. Men Jesus sendte sine disciple ud og sagde: ’Bliv hos den person, der tager imod jer, Fredens Person’^[1] Nu er vi blevet her – i ti år for mit vedkommende”, siger Henrik, og fortæller om deres Thanksgiving-arrangement, hvor halvdelen af de 25 deltagere ikke var kristne. Men alle havde noget at takke for.

For at kunne lede, skal vi selv leve det liv, vi gerne vil have andre til at leve.

Familien bor nogle kilometer fra Kristuskirken, hvor Henrik er blevet præst efter Thomas Willer, Regens grundlægger, der er rejst til Aalborg for at starte en Vineyard-kirke. Henrik har været en del af Regen i mange år.

Socialt engagement

Han forklarer: ”Regens historie er vokset ud af, at vi gerne vil være de gode nyheder for folk. Vi har gjort meget ud af at hjælpe de svage fx med julehjælp, overnatning og café for hjemløse, storebror/storesøster netværk. Her i området så vi os omkring og spurgte, hvordan vi kunne gøre noget godt her. Der var ingenting mellem blokkene. Nu er der gårdhaver – vi fejrer fastelavn og meget mere.”

De insisterer på fortsat at være en missional familie. ”For at kunne lede, skal vi selv leve det liv, vi gerne vil have andre til at leve. Det betyder, at vi ikke kan vente på, at vi får gjort rent og ryddet op, før vi kan invitere folk indenfor”, siger Fie, der endelig har afbrudt Henriks talestrøm. Han fortæller om sin morfar på Bornholm, der sagde: ”Ethvert kristent hjem er en missionsstation.”

Kristus i sofaen

”Jeg vil hellere, at folk oplever Kristus i vores sofa end på en kirkebænk. De, der modtager Kristus her, har også et hjem, som de kan invitere folk ind i og fortælle om Jesus!” Så funderer han over, hvad man skal med en stor, gammel kirkebygning, der ligger et sted, hvor stort set ingen fra menigheden bor.

”Det er fantastisk at komme sammen med 50-75 andre og lovprise sammen. Men kirken må ikke være en byrde. Det bliver den nemt, men vi skal måske dele den med andre. Vi har allerede gode lejere, Byens Valgmenighed og FIBC – en engelsktalende baptistmenighed.”

Håbet er, at Kristuskirken/Regens medlemmer skaber fællesskaber, dér hvor de flytter hen. For flere af de unge familier flytter nu længere ud på Sjælland.

Gud er hovedpersonen, ikke os.

En menighed i forandring

”Vi er en menighed i forandring. Vi har eksisteret i 14 år som Regen, over 175 år som Kristuskirken og to og et halvt år sammen. Det er en samlingstid, hvor vi skal finde ud af, at det er os, der bærer sammen, men Gud der bærer kirken.” De har været frivillige medarbejdere i Regen forud, og nu er Fie igen en del af den frivillige stab.

Henrik og Fie har deltaget i Katapult-forløbet, som er støttet af BaptistKirken: ”Vi har fået sat ord på Guds historie. Koblingen mellem vores liv og historien om Kristus. Vi skal finde ud af, hvor Gud allerede er i gang. Det letter presset helt utroligt på os. Gud er hovedpersonen, ikke os. Vi er vokset op i en tid, hvor vi selv er i centrum. Men Gud er allerede i gang med at røre ved mennesker. Vi får bare lov til at træde ind i deres liv.”

Bæredygtighed

”Vi skal finde en bæredygtig model, hvor kirkebygningen ikke sluger al vores energi. At vedligeholde folks tro er ikke discipelskab, og vi er skabt til at skabe disciple. Vi skal finde den frugtbare balance, hvor kirkebygningen er et center for mission. Guds folk skal være på vandring. I begyndelsen ‘teltede’ Regen. Vi holdt gudstjenester på forskellige cafeer. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan det i en grundmuret bygning. Vi skal eje den, uden at den ejer os”, forklarer præsten, altså Henrik.

”Det er godt, at vi har prøvet at bo herude og være kirke her forinden. Derfor vil vi aldrig ønske kun at være en del af et søndagsfællesskab. Vi vil være Oikos – det græske ord for husholdning, i betydningen husfællesskab”, siger Fie, teologen. Henrik har ansvar for to månedlige formiddagsgudstjenester. Det er dér, den gamle og den nye menighed mødes.

Vi skal finde en bæredygtig model, hvor kirkebygningen ikke sluger al vores energi.

Et fælles kald

”Vores kald er at gøre tingene sammen som ægtepar. Det er ikke bare et job, Henrik har fået. Det er et kald, relationer, venskaber og vores passion. Vi er i gang med at prøve at finde ud af, hvordan det hele kan integreres, at være børnefamilie, missional herude i Nordvest og lederpar i kirken.”

Henrik tilføjer: ”Som gode baptister mener vi jo, at alle er præster. Min vigtigste opgave er at sørge for, at der er en samtale mellem folk i menigheden. Hvis der kun er én, der taler, får du kun ét billede på Kristus. Vi kan alle være præster for hinanden, for vi er alle vidner.”

Henrik leder også staben i Kristuskirken/Regen, der består af fem lønnede – kun Henrik på fuld tid – og en ulønnet præst samt en frivillig stab.

Hør nedenfor kommentar fra Henrik Nissen.

^[1] Med baggrund i Lukas-evangeliet kap. 10, vers 6