Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Emil Lauge Ibsen

Nekrolog

Emil Lauge Ibsen

Natten til søndag den 2. november sov pastor emeritus Emil Lauge Ibsen stille ind i sit hjem i Østervrå, 94 år gammel.

Emil Lauge Ibsen blev født i Give i Midtjylland, og som ung blev han uddannet gartner. Han blev gift med Birte Tylleskær Jensen fra Odense. Men han fik kald som præst, og derfor flyttede parret til det daværende præsteseminarium for Baptistkirken i Tølløse. Efter uddannelsen fik Emil Lauge Ibsen sit første embede i Thylands Baptistmenighed i 1961, og derefter flyttede familien og tjenesten til Brovst Baptistmenighed. I disse år kom børnene Lone og Jens også til.

I en periode tog familien Ibsen på efteruddannelse i Rüschlikon i Schweiz, inden kaldet kom fra den daværende Østervrå Baptistmenighed i 1973. Og beslutningen blev hurtigt taget om at flytte til Østervrå, endda så hurtigt, at det hjem, som Emil Lauge Ibsen boede i resten af sit liv endnu ikke var bygget færdigt. Så det var heldigt at kirkens ungdomslokaler kunne bruges som midlertidig bolig for familien.

De faldt rigtig godt til i Østervrå, hvor Birte arbejdede som lærer på skolen, mens Emil passede sin præstegerning med stor flid og altid god støtte fra sin kone!

I alle årene var Emil Lauge Ibsen også aktiv i Baptisternes Afholds Mission. I en del år endda som formand for BAM. Og han var i den forbindelse også med til at danne det kristne hjælpecenter ”Kildegården” i Ryslinge på Fyn.

Det var en stor glæde for præsteparret, at begge børn engagerede sig tidligt i mission, Lone i Nepal og Papua New Guinea og Jens i Kina, i USA og i Thailand blandt andet.

I 1995 var det tid til at give præstegerningen i Østervrå Baptistmenighed videre til yngre kræfter. Men selv om den lønnede tjeneste ophørte, og Emil Lauge Ibsen senere mistede sin elskede kone, stoppede hans engagement i kirken ikke. Heller ikke, da kirken flyttede til Sæsing og blev til Kirken i Kulturcenter Vendsyssel!

Især elskede han seniorarbejdet i ”Netværkscaféen”, hvor han stod i spidsen for mange hyggelige formiddage. Han tog også ivrigt del i bønneaftener og i vækstgrupper. I øvrigt stod han og Birte i spidsen for dannelsen af de første Vækstgrupper i menigheden helt tilbage i 1980. Og vækstgrupperne har fungeret siden i forskellige udgaver.

I løbet af de sidste par år skrantede helbredet mere og mere, og i de sidste måneder kunne han ikke længere gå. Han var dog for det meste klar og ville gerne have besøg. Og ingen var i tvivl om, at han var en ”Guds mand” og en ”Kirkens mand”, heller ikke de mange sygeplejersker og SOSU assistenter, der kom i hjemmet i de sidste år!

Så sent som lørdag eftermiddag talte han med begge sine børn, inden han faldt i søvn og derfra gled ind i evigheden!

Emil Lauge Ibsen overleves af de 2 børn, 2 svigerbørn og 4 børnebørn samt oldebørn.

Giv din mening til kende