Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:
Åbn lyd i nyt vindueRaymond Jensen:
- theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
- medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020
Når menneskeliv smadres i krigens gru eller når migranter dør i Middelhavets bølger, rammes vi af sorg og medfølelse. Det er ikke neutralt eller ligegyldigt, selv om det er fremmede mennesker, der sætter livet til.
Men døden har også andre ansigter. Jeg har i de seneste år mistet tre af mine allernærmeste familiemedlemmer. De var gamle af år og mætte af dage, og døden var en vemodig, men naturlig hændelse.
Menneskekroppen er natur.
Naturlig, ja. Menneskekroppen er natur. Dømt til at forgå. Kroppen dannes i mors liv, den fødes, den modnes og den dør på et tidspunkt. Det er vilkåret for ethvert menneske.
Valget
Vi har muligheden for at leve livet efter vores umiddelbare drifter, men som kristne kaldes vi til at knytte vores naturlige krop og vores liv til Kristus. Vi er inviteret med i et fællesskab, som ikke har tilfredsstillelsen af vores egne behov i centrum, men medfølelsen og kærligheden.
Jesus var født som menneske. Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Som menneske nedstammede Kristus fra Kong David, og ved hjælp af Helligånden og med guddommelig kraft blev det understreget, at han også var Guds søn, da han stod op fra de døde.”[1]
Invitationen
Vi inviteres til at knytte vores liv til Kristus: ”Vi er døde i forhold til det liv, vi før levede i afstand til Gud. Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham. I dåben blev vi begravet sammen med Kristus, og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv. Vi er døde sammen med Kristus, og vi vil stå op af graven sammen med ham.”[2]
Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus.
Hos Paulus ser vi altså, at begreberne død og opstandelse sættes fri af vores biologiske begrænsninger. Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus og den kraftanstrengelse, han gjorde for at frisætte os: ”Vores gamle jeg døde sammen med Kristus på korset, for at modstanden mod Gud og den selvoptagethed, der styrede vores krop, ikke skulle have magt over os. Nu behøver vi ikke længere at være slaver af vores selvoptagethed, for når man er død, kan man ikke længere gøre noget ondt. Vi døde altså sammen med Kristus, og derfor tror vi også på, at vi skal leve sammen med ham.”[3]
Den kristne påske
For 2000 år siden gennemlevede Jesus og hans disciple den første kristne påske. Jesus bekræftede fællesskabet med disciplene skærtorsdag; han bar selv korset mod Golgata, hvor han blev slået ihjel. Han befandt sig i dødsriget, og påskedag blev han ved Guds kraft og hellige ånd befriet fra den fysiske død og vandrede på jorden igen som et lyslevende vidne om, at dødens magt er brudt.
Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.
Vi er kaldede til at drikke af det liv, der strømmer fra den første kristne påske. Og netop derfor kan vi reagere med forfærdelse og medfølelse overfor vores medmenneskers nød. Ingen menneskelig lidelse er os ligegyldig. Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.
Hjertet i vores tro
Paulus skriver: ”Kristus stod op fra de døde og vil aldrig dø igen. Derfor har døden ikke længere magt over ham. Han døde én gang for alle, og det gjorde han på grund af vores selvoptagethed og modstand mod Gud.”[4]
Jesus er den første, som er oprejst fra de døde til evigt liv. Men ikke den sidste. Jesus´ opstandelse er vores opstandelse. Som Jesus opstod som Guds søn, sådan skal vi alle opstå som Guds børn.
Læs også
“Bøn ved bisættelse” – fra Raymond Jensens pen.
[1] Romerbrevet kap. 1, vers 3-4
[2] Romerbrevet kap. 6, vers 2b-5
[3] Romerbrevet kap. 6, vers 6-8
[4] Romerbrevet kap. 6, vers 9-10. Alle citater er fra Bibelen 2020
Giv din mening til kende