Jeg er ikke så god til stringente regler. Det definitive, det argumentationsløse eller udsagnet, der slutter med et ”færdig”, har jeg svært ved. For inde i mig lever et stadigt og stædigt dialogsyn.
Jeg insisterer på samtalen og har behov for at bløde op, at forstå og række hånd ud til. Det firkantede og ufravigelige standpunkt strider mod alt, jeg står for. Ofte går stringente regler og holdninger ud over andre mennesker. De oplever måske en situation, hvor de har behov for imødekommenhed, eller fællesskabets vilje og evne til bøje reglerne i forsøget på at finde en mulighed. Måske er jeg dybest set bange, hvis det gik ud over mig og mine.
Mit ideal er Jesus, som jeg aldrig har opfattet som paragrafrytter – og slet ikke som dømmende. Det gør ondt i mig, når mennesker kommer i klemme og lider under andres dom eller manglende vilje til at byde dem velkommen i fællesskabet. Den såkaldt nye verdensorden, med hvad der kan opfattes som to diktatorer, skaber en ”vi og de andre” orden – måske endda for den enes vedkommende i Jesus’ navn.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende