Sådan sagde et familiemedlem til mig for nylig, og det fik mig til at tænke på Genstart2025.
I de seneste par måneder har flere af Torsdagstankerne på den ene eller anden måde handlet om eller været en kommentar til Genstart2025-processen. Alle med en opmuntring til at vi er åbne, ærlige og kærlige overfor hinanden i processen, men også at vi lægger fortiden spøgelser bag os og ser fremad.
Men det er lidt for nemt bare at sige til dem, der sidder med sår, at de skal lægge det bag sig. Det nærmer sig at føje spot til skade. For måske er en del af problemet netop, at vi aldrig har behandlet de sår, der er kommet. Vi har ladet dem stå åbne, og med tiden er de blevet betændte, og derfor er der stadig grobund til at pille i dem?
Så min opfordring til Genstart2025-processen er, at vi ikke bare lader som ingenting i forhold til gamle sår. Men at vi rent faktisk tager hånd om dem, og prøver at få dem renset, så de kan hele ordentligt. På den måde tror jeg bedst, vi kommer videre!
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
SÅ ENIG!!! Der findes begreber nu, for den adfærd du taler om… og de pejler ALLE hen mod nedværdigelser af den enkeltes oplevelse! Neuroforskning viser netop, at denne form for adfærd er faktisk mere skadelig end fysisk vold!
Og nyere lovgivning omkring psykisk vold i hjemmet, på arbejdspladsen og i skoler kan vi ikke længere ignorere som kirkesamfund.
Vi bliver nødt til at erkende at tidligere håndteringsmodeller er i virkeligheden undsigelser fra ansvar og handling på uacceptabel adfærd.
Tilgivelse er IKKE tilladelse!