Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”

”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”

Flemming Vesth Nielsen er nyvalgt til BaptistKirkens ledelse på Landskonferencen. Han vil arbejde for et fællesskab, der glæder og opbygger.

Flemming Vesth Nielsen, 57 år:

  • gift med Bodil siden 1991. Sammen har de fire sønner og en plejesøn
  • bor i Pandrup og tilhører Bethelkirken i Aalborg
  • født på Mellemgård i Ingstrup, hvor baptisterne holdt møder fra 1894 til kirken i Ingstrup blev bygget i 1916
  • motionerer helst med en ketcher – badminton og tennis er de foretrukne sportsgrene

”Det betyder meget for mig at komme i min egen kirke og i kirkesamfundet og blive fyldt på i et miljø, hvor jeg hviler, glæder mig og bliver opbygget.” Flemming lægger vægt på, at han søger kompromiset og helst arbejder med konsensusbeslutninger. Han ved, at begge dele er svære i BaptistKirken i øjeblikket: ”Det er ikke realistisk, at alle bliver enige om alting. Jeg ved ikke, hvor ’smertegrænsen’ for uenighed går. Men jeg vil arbejde for at skabe en ramme, som flest muligt kan se sig selv i.”

Nåden er det største

”Jeg oplever, at Gud taler til mig i hverdagen, og at Jesus er nærværende. Jeg har oplevet vilde ting i mit liv. Fra et menneskeligt synspunkt er noget af det overnaturligt, men i Guds perspektiv er det naturligt overnaturligt”, fortæller Flemming og beretter, at Bodil engang blev kontaktet af en kvinde i bussen: ”Jeg kender dig ikke”, sagde kvinden til hende og fortsatte: ”Jeg ved, det er grænseoverskridende, men jeg er nødt til at fortælle dig noget. I står i nogle overvejelser med et barn. Det bliver til stor glæde og stor velsignelse for jer.” Hun stod af bussen, og Bodil har aldrig set hende siden. Men på det tidspunkt var Bodil og Flemmings plejesøn på vej til at blive en del af familien.

Tænk, hvis vi fik som fortjent! Jeg er så taknemmelig for Guds kærlighed til os.

Flemming fremhæver nåden som det største, der findes: ”Tænk, hvis vi fik som fortjent! Jeg er så taknemmelig for Guds kærlighed til os. Jeg føler mig privilegeret, fordi han elsker lige præcis mig – trods alt. Nåden er det største.”

Fra velkommen i døren til fællesskab i kirken

Flemming fremhæver to områder, der kræver ledelsens opmærksomhed i fremtiden: børn og unge samt gæster i kirken.

For Flemming handler det ikke kun om at komme til tro: ”Hvis vores børn og unge ikke får relationer inden for kirken, så dropper de ud. Det er få, der får så stærk en trosmæssig omvendelse, at den kan bære alene.” Flemming vil arbejde for flere ungefællesskaber, hvor lokale menigheder samarbejder – fællesskaber, der styrker relationerne mellem unge, der endnu ikke er rodfæstede i deres tro.

Det andet emne, der også optager Flemming, er: ”Jeg brænder for at finde ud af, hvordan gæster eller nye i menigheden kommer fra det første ’velkommen’ i kirkens indgangsparti til at være en fast del af en cellegruppe.” Nogle menigheder har ’knækket koden’. Deres erfaring vil Flemming arbejde for, at andre får glæde af.

Samtalen er nødvendig, hvis vi vil bevare fællesskabet

Behovet for enhed optager Flemming. Han peger på, at debatten om kirkelig vielse af personer af samme køn også var aktuel i BaptistKirken for 12–13 år siden: ”Nu har vi i en lang periode levet med uenigheden. Når vi så tager uenigheden frem, peger på den og ønsker at fremhæve det ene synspunkt frem for det andet, så opstår der et modpres.”

Behovet for enhed optager Flemming.

Samtalen er nødvendig. Flemming vil gerne være med til at facilitere en samtale, hvor vi aftaler rammerne og tænker: ’Hvad ville Jesus gøre eller sige her?’, inden vi handler.

Flemmings bud på god ledelse

Flemming har sin ledelseserfaring fra ungdommen i Ingstrup og Pandrup, fra tiden som formand for NBUF[1] og medlem af ledelsen i DBUF[2] (senere BBU[3]). Som menighedsrådsmedlem og -formand har han også erfaring med ledelse af det nære fællesskab. Adspurgt svarer Flemming: ”God ledelse er at være god til både at kommunikere og informere. Den gode ledelse forstår at lytte, derefter overveje og beslutte for så at udføre det, der er besluttet.”


[1] NBUF – Nordjyske Baptisters Ungdoms Forbund

[2] DBUF – Danske Baptisters Ungdoms Forbund

[3] BBU – Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Giv din mening til kende