”Det er jo en familiesygdom” – Burundi kalder

Støt Lise og Jeps arbejde og udsendelse ved at sende et beløb til MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’Udsendte’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Med Corona på retur kan BaptistKirken igen lægge store planer for arbejdet i Burundi og Rwanda. Det er en kæmpe glæde, at vi nu kan præsentere vores næste udsendinge.

Erfarne folk med mange relationer

Det er ikke novicer, vi udsender. Begge har et stort kendskab til Burundi og Rwanda fra dengang, de som teenagere boede der med deres familier.

Jep tilser arbejdet med vandforsyning.

Parret skal bo og arbejde i Rubura i det nordlige Burundi. Rubura var en af de første missionsstationer, og der er fortsat masser af liv. Byen er centrum for en stor og levende menighed, præsteskole, sundhedscenter, landbrugsprojekter samt et hjælpeprojekt for det marginaliserede Batwa-folk. Det var her, Jep tilbage i 2018 var med til at gennemføre et større vandprojekt, der forsyner områdets ca. 10.000 indbyggere med friskt vand.

Kald eller opgave?

”Det er jo en familiesygdom”, fortæller Jep leende, da jeg kort spørger: ”Hvorfor?” Hans bedsteforældre, Martine og Hans Emming, var blandt BaptistKirkens første missionærer. I 1980 blev Jeps forældre Erna og Ole Emming udsendt til Burundi – samtidig med at Lises forældre Hanne og Hartvig Weber-Hansen blev udsendt til Rwanda.

Siden da har parret aflagt adskillige besøg i Rwanda og Burundi – ofte med familie og venner eller med Kvindenetværket, som står Lises hjerte nær.

Parret skal lige smage på ordet kald, da vi taler om årsagen til at tage afsted. Og efter kort tid siger Lise: ”Det er en stemme, som har prentet sig i bevidstheden. Der er så mange ting, der bare har peget den vej, så jo, det er et kald!”

Lise underviser i brug af symaskiner.

”Vi har hele tiden gået med tanken om at tage afsted igen”, supplerer Jep. ”Skulle vi vente, til vi blev ’seniorer’ eller hvordan? Men så bød chancen sig for foreløbig et års tjeneste.”  Lise fik orlov, og Jep beholder en deltidsansættelse i Danmark for at bevare kontakten til det firma, der har givet ham orlov.

”Vi føler, vi kan bidrage med erfaring, viden og de kompetencer, vi har, selvom de ikke kan overføres én til én. Vi véd, hvad vi går ind til, og det hjælper, at vi kan lidt kirundi, der er det lokale sprog”, siger Jep. Også baptistkirken i Burundi har udtrykt deres store glæde og begejstring over at få Lise og Jep til landet.
Familien hjemme bakker op – både deres forældre og børn. Det var ikke overraskende for nogen, at Burundi kaldte.

Lise Emming Weber-Hansen og Steen Jep Emming:

Lise er 54 år, uddannet lærer og har arbejdet som sådan i 30 år – heraf 27 år i skolevæsenet i Odense.
Jep er 57 år, uddannet ingeniør og er direktør i DESITEK A/S; et dansk firma, der er specialiseret i sikker drift af elektriske anlæg under unormale forhold.
Begge er meget aktive i menigheden i Odense, og de har 3 voksne børn og 2 børnebørn.

Solid erfaring

Jep frygter ikke at komme til at kede sig, selv om det ikke vil gøre noget at komme lidt ned i gear. Både hans ingeniørbaggrund og ledelseserfaring bliver nyttige i arbejdet med bl.a. regnskabsuddannelse, landbrugs- og vandprojekter.

Lise glæder sig til at arbejde tæt sammen med kvinderne i de to lande og til at styrke partnerskabet. Udover lang erfaring som lærer har Lise arbejdet meget med organisatorisk arbejde i bl.a. Kvindenetværket og DBSU^[1]. De erfaringer vil hun kunne bruge sammen med Kvindedepartementerne i Burundi og Rwanda til at lave projekter med afrikanerne i ligeværdigt samarbejde og partnerskab. ”Jeg glæder mig til samarbejdet. Det imponerer mig, hvad kvinderne for få midler kan stable på benene. Og så glæder jeg mig til at gense alle de skønne strikkedamer!”^[2], slutter Lise.

Stor opbakning

På Landskonferencen sidst i maj blev parret udsendt til tjeneste med forbøn og hilsener. Kvindenetværket og DBSU bakker flot op om parrets tjeneste – også økonomisk, og det har muliggjort udsendelsen.

^[1] Danske Baptister for Sundhed og Udvikling

^[2] Kvinder, der supplerer deres indtægt fra kaffeproduktion ved at strikke huer.