Det bliver påske - trods alt!

Teksten til Palmesøndag handler i år om et mærkeligt optrin i Simon den Spedalskes hus. Her sidder Jesus til bords, da en kvinde giver sig til at hælde kostbar Nardusolie over hans hoved for at ”salve” ham.1

Reaktionen fra Jesus’ disciple falder prompte: Hvorfor ødsle med sådan en kostbar olie, som kunne være solgt for mange penge til gavn for de fattige? Men Jesus forsvarede kvinden: Hun gjorde, hvad hun kunne – og de fattige har I jo alligevel altid hos jer, forklarer han disciplene. Det var måske ikke lige det mest rationelle og nyttige, sådan at hælde dyr olie ud over Jesus, men hendes gerning var nu alligevel god nok. ”Hun har på forhånd salvet mig til min begravelse”, uddyber Jesus.

Ofte kan vi, ligesom disciplene, gøre hensynet til det nyttige til det væsentligste, mens Jesus må vente. Når der er krise i samfundet, som nu på grund af virus-pandemi, lukker vi kirkerne og lader i stedet supermarkederne holde åbent påskedag. Det er sikkert ganske fornuftigt. Vi kan ikke som kirke tillade os at sætte menneskers liv og sundhed på spil, i hvert fald ikke, hvis det bare handler om at dyrke vores egen fromhed.

Alligevel bør vi måske lære noget af historien om kvinden, der salver Jesus. Det var ikke det nyttigste og mest fornuftige at gøre, men alligevel var hendes handling god, siger Jesus. Det betyder ikke, at vi skal blæse på fornuften, og holde normal gudstjeneste alligevel, trods smittefare – uanset om der åbnes for det eller ej. Men kan vi alligevel finde plads – midt i frygten – til at fejre påsken og mindes Jesus?

Det behøver ikke at foregå i kirkebygningerne, for kirken er heldigvis ikke bundet af mursten. Kirken er ikke lukket, så længe, der er kristne, der fejrer gudstjeneste! Ny Testamente beretter om, hvordan de første kristne mødtes i hjemmene, og holdt nadver sammen. Det kan vi også gøre – holde nadver sammen derhjemme i påsken (og er du alene, kan vi heldigvis også være sammen på afstand – Gud lader sig ikke begrænse af digitale medier).

Når vi holder nadver, forkynder vi Jesus og hans død, skriver Paulus. Når vi holder nadver sammen, gør vi på vores måde det, som kvinden gjorde, da hun salvede Jesus til hans begravelse – ikke på forhånd, som da hun gjorde det, men som generindring af det, som han én gang for alle har gjort for os med sin død og opstandelse.

Påsken afhænger heldigvis ikke af os – der er meget vi kan gøre, ligesom disciplene også kunne gøre meget for de fattige iblandt dem – men det afgørende kan vi ikke selv gøre. Påsken handler om, at Gud selv er gået vejen for os gennem lidelse og død.

Når vi har gjort hvad vi kan, er der i grunden intet andet at gøre, end at fejre påskens budskab: At det afgørende slet ikke afhænger af os, men af den konge, som palmesøndag ”kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”2 Det skal nok blive påske, trods alt.