De glemte chin-flygtninge i Mizoram

Lyt til artiklen her:

Interiør fra et flygtningehjem i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

”Der er meget ordentligt i lejrene i Mizoram. Men flere familier bor i samme rum kun adskilt af en flettet bambusvæg – ikke meget mere end sådan en bambusmåtte, vi tager med til stranden. Og så er deres fortællinger hjerteskærende…” fortæller BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller efter sit første besøg hos chin-folk i flygtningelejrene i den indiske delstat Mizoram.

85-åring flygtning i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Hjerteskærende beretninger

Bodil fortæller videre om en oplevelse fra en af lejrene:
”Det var en gammel mand på 85 år, hvor man tænker: ’Hvorfor flygte i din alder?’ Men han havde set 11 mennesker blive henrettet af regeringsstyrker i landsbyen.” Morten Kofoed, Sekretær for International Mission supplerer beretningen:
”Jeg har oplevet en del både i Afrika og i lejrene i Mizoram, så måske er jeg blevet lidt hårdhudet. Men denne historie gjorde særligt indtryk: Den gamle mand var blevet båret en del af vejen af andre, der flygtede sammen med ham.”

På trods af at livet i lejrene er hårdt, flygtningenes økonomi elendig og sygdom udbredt, så beretter Bodil og Morten om en fantastisk gæstfrihed og venlighed.
”Chin’erne  i Mizoram er nogle af verdens glemte flygtninge,” siger Morten og fortsætter:
”De er utrolig glade for at få besøg og få at vide, at de ikke er glemt.”

Opfølgning på samarbejdet

På rejsen til Delhi og Mizoram i Indien og Yangon i Myanmar i slutningen af november deltog ud over Bodil og Morten også Mang Lian Hrin (Alian) fra BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Community In Denmark (CCDK).

Chin Health Organization på arbejde i lejrene i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

BaptistKirken og Chin Christian Association Denmark (CCADK) støtter gennem lokale organisationer en række projekter både i flygtningelejrene i Mizoram og i Chin-staten i Myanmar. En af de lokale organisationer er CHO, Chin Health Organization, som udfører sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. CHO sender små teams med læger og sygeplejersker ind over grænsen mellem Indien og Myanmar for at hjælpe chin’er i nød. Med stor risiko for eget liv hos dem, der hjælper.

Alian fra CCDK var med på rejsen for at undersøge mulighederne for at samarbejde om flere projekter.

Chin-flygtningene í Indien

Det er svært at få præcise oplysninger om antallet af chin-flygtninge i Indien. Langt de fleste chin’er opholder sig i Delhi eller i lejre i delstaten Mizoram, der grænser op til chin-staten. Det anslås, at der bor 12.000 chin’er i Delhi og måske op til 90.000 i Mizoram.

Skoleklasse i flygtningelejr i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Små forbedringer i lejrene

”I lejrene kan man spore små forbedringer,” fortæller Morten og fortsætter:
”Der er fortsat stor fokus på børnenes skolegang og uddannelse. De voksne virker lidt opgivende, når man spørger til deres ønsker for fremtiden. Men børnene skal videre! Det kan man se på skolerne, hvor presenningerne på taget er blevet udskiftet med et rigtigt bliktag.”

Problemerne flytter med ind i lejrene

Morten fortæller videre, at der i nogle lejre er problemer med børnenes skolegang. Forskellige ideologiske opfattelser og etniske splittelser mellem oprørsgrupperne i Myanmar flytter med ind i flygtningelejrene. Pludselig går halvdelen af børnene ikke længere i skole, fordi undervisningen er overtaget af en anden gruppe.
”Det er problematisk at være flygtning. Det handler om meget mere end det daglige brød,” siger Morten, der tænker videre:
”Situationen i lejrene understreger virkelig, at man ikke automatisk vinder freden, bare fordi man vinder krigen – som oprørsbevægelserne måske er på vej til.”

Lejrliv i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Samarbejdet med de lokale er udfordret

Chin-flygtningene er også udfordret i forhold til at leve tæt sammen med den lokale befolkning, mizo’erne. De to folk tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Morten beretter om udfordringerne:
”De lokale samfund – man kalder det ’host communities’ – er ikke så vilde med, at der kommer flygtninge og stjæler deres arbejde. Derfor er det svært for chin’erne at få arbejde, og hvis de får arbejde, er det til en ussel løn, som arbejdsgiveren måske glemmer at udbetale. Hvis chin’erne vil sælge den lokale delikatesse, bambusskud, på markederne, vil de lokale ikke vide af dem. Så er de nødt til at sælge til en grossist, der selvfølgelig betaler meget mindre end markedsprisen.”

Det er svært at generalisere om forholdet mellem flygtninge og lokale. Nogle steder lever og arbejder mizo’er og chin’er sammen, andre steder giver det udfordringer.

Dr. Pari

I Delhi besøgte Morten, Bodil og Alian Dr. Pari. En lokal højt uddannet læge og ildsjæl, der har oprettet en klinik, hvor hun gratis behandler flygtninge fra Chin-staten. Hun hjælper sårede chin-flygtninge til videre behandling på hospitalerne. Mindre krævende behandling klarer hun på klinikken.

For at få økonomien til at hænge sammen er konsultationen åben fra kl. 8 om morgenen. Fra kl. 10 til kl. 15 er der gratis behandling for chin-folk, og fra kl. 15 til ud på aftenen har hun betalende patienter!

Situationen i Myanmar og Chin-staten

Flere uafhængige kilder anslår, at oprørsgrupperne kontrollerer op mod 60% af Myanmar – uden for de større byer. Militærjuntaens tropper bliver også svækket af, at soldaterne deserterer eller overgiver sig til oprørerne. Juntaen har stadig luftherredømmet og bombninger af både oprørere og civile er fortsat udbredt.

I Chin-staten lider befolkningen under militærets bombardementer, manglende adgang til sundhedsydelser og en voksende sultkrise. Kampene mellem militæret og etniske modstandsgrupper medfører også et stigende antal internt fordrevne. Det samlede antal internt fordrevne chin’er er ukendt, men alene efter de gentagne bombardementer af byen Thantlang er over 10.000 på flugt.

Morten fortæller, at militærjuntaens indførelse af værnepligt har haft voldsomme konsekvenser for Myanmar:
”Mange unge flygter til nabolandene eller til de områder oprørerne kontrollerer for at undgå at blive tvunget til militærtjeneste. De unge, der bliver rekrutteret, modtager minimal træning og bliver sendt direkte til fronten, ofte som ’kanonføde’.”

Stormen Yagi ramte Myanmar i september 2024 og forårsagede udbredte oversvømmelser. Omkring en million mennesker blev direkte påvirket af Yagi. Oversvømmelser ødelagde infrastruktur: Sundhedsklinikker, skoler og veje. I store dele af landet var det umuligt at levere humanitær hjælp til befolkningen.

Yagi ramte landbruget hårdt, da mange marker blev oversvømmet. Sammen med manglende arbejdskraft efter indførelsen af værnepligt betød Yagi en forværring af fødevaresituationen.

Bodil og Morten sammen med MBC’s ledelse (Foto: Privat)

Besøg hos samarbejdspartnere

Efter besøget i Mizoram rejste delegationen videre til Myanmars hovedstad Yangon for at besøge andre samarbejdspartnere. I Delhi var der besøg hos Chin Refugee Council (CRC), der består af repræsentanter fra forskellige etniske grupper. I Mizoram var det Chin Health Organization (CHO), der blev besøgt. I Yangon kom turen til Myanmar Baptist Convention (MBC) – den overordnede organisation for alle sammenslutninger af baptistkirker i Myanmar. Om det besøg fortæller Morten: ”MBC har egen udviklingsafdeling. Og de vil meget gerne samarbejde med os. Men det er en udfordring at finde ud af, hvordan vi bruger ressourcerne bedst muligt og at finde de rette samarbejdspartnere.”

Møde med KBC HDD’s ledelse (Foto: Privat)

Samarbejdspartneren Kachin Baptist Convention Humanitarian Development Department (KBC HDD) fik også besøg. Det var i samarbejde med KBC HDD, at BaptistKirken skaffede en million kroner til nødhjælp efter tyfonen Yagi.

”Vi er også i gang med at forberede et projekt for tros- og religionsfrihed. Frihed til at tro har også trange kår i Myanmar og der er spændinger fx mellem buddhister og kristne,” siger Morten, der fortsætter:
”Derfor var vi også på besøg hos Myanmar Institute of Theology Peace Studies Center i forsøg på at skabe et samarbejde.”

Besøg på MBC*s kvindecenter i Yangon (Foto: Privat)

Kvindecentret

Under opholdet i Yangon besøgte Bodil et kvindecenter, der har eksisteret siden begyndelsen af 1900-tallet. Centret tilbyder uddannelse i elementær sygepleje men også undervisning i kvinders rettigheder. Bodil var meget glad for besøget:
”Det er virkelig et sted, hvor kvinder oplever, at de har værdi. Jeg havde prioriteret besøget, da vi i øvrigt kun mødte ganske få kvinder. Og lige der er der måske godt at vi lader os repræsentere af både mænd og kvinder. Det sender et signal til kvinderne i Myanmar om, at vi har blik for deres situation. Og at vi gerne samarbejder med kvinder.”

Bodil prædiker ved aftenmøde til jubilæumsfejring i Lairam Jesus Christ Baptist Church i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Jubilæum med en enkelt kvindelig taler

Ud over besøg i flygtningelejrene og møder med samarbejdspartnere indgik der også en tre dage lang jubilæumsfejring i Lairam Jesus Christ Baptist Church i Lawngtlai i Mizoram. En organisation med 188 menigheder og næsten 23.000 medlemmer. Som eneste kvinde prædikede Bodil ved et aftenmøde:
”Selv om vi blev modtaget med stor hjertevarme og venlighed, var det tydeligt, at de ikke var vant til kvindelige prædikanter. Det var da også formanden for Global Chin Christian Federation, der havde insisteret på, at jeg skulle medvirke. Han syntes, det var sejt, at BaptistKirken sendte en kvindelig generalsekretær. I den situation synes jeg, jeg har en opgave som rollemodel, som prøver at bryde ny jord. At vise både mænd og kvinder her, at kvinder kan være præster.”

”They give me goosebumps…”

Et af de sidste punkter på rejsen var et besøg hos FN-organisation UNOPS (United Nations Office for Project Services) i Yangon. Her arbejder den danske læge Josephine Obel som Fund Director, Access to Health Fund. Hun kendte udmærket til BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) og deres arbejde både i lejrene i Mizoram, men også de risikofyldte hjælpeoperationer inde i Myanmar. Bodil og Morten forlod mødet en smule stolte over BaptistKirkens samarbejde med CHO. Det er ikke hver dag, at en officiel FN-udsending anerkender samarbejdspartneres modige indsats med ordene: ”… They give me goosebumps” [… de giver mig gåsehud]