Corona ramte kirkens akilleshæl

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned pga. Corona-smittefaren, var kirkerne hurtige til at følge trop. Nogle menigheder var også hurtige til at finde alternative løsninger – med fx video- og drive-in-gudstjenester, kirkekaffe på Zoom og undervisning online. Men hvad skete der for os personligt, rent menneskeligt? For nogle blev nedlukningen en befrielse, for andre førte den til stor ensomhed.

Nogle kirkegængere og menighedsmedlemmer fandt ud af, at de faktisk lever bedre uden snærende kirkebånd, forventninger (både egne og andres) og dårlig samvittighed. Andre var ved at være vanvittige af længsel efter fællesskabet, nærheden med andre mennesker, det at synge sammen i virkeligheden og ikke kun til en tv-skærm, at bede sammen og røre ved hinanden.

Selvom der stadig er nogle, der ikke er komfortable med at være sammen med andre, er vores frikirke-adelsmærke fællesskabet og det personlige engagement. Corona-nedlukningen afslørede en splittethed – frikirkens akilleshæl.

Lettelse og længsel

Jamie Cunningham. Fotograf: Peter Toldam

Jamie Cunningham er enlig mor, oprindelig amerikaner og næstformand i menighedsrådet i Viborg baptistkirke. Her fortæller hun om sine erfaringer under Corona-nedlukningen:

Jeg genkender denne splittethed mellem lettelse, dårlig samvittighed og længsel efter fællesskab, ikke blot det kristne fælleskab, men især berøring – fysisk og følelsesmæssigt. Jeg undrede mig over de tiltag, som det danske samfund fandt på for at holde sammen: Fællessang, fællesspisning eller fredagsøl på skærmen. Folk var innovative. Mange større kristne forsamlinger var også live-stream. Selv fulgte jeg Roskilde Baptistkirke fra Viborg.

Udbrændt

Men menigheden i Viborg gik bogstavelig talt i stå! Og jeg var ærligt talt lettet. Dels har vi en del ældre medlemmer, som er aktive om søndagen og særligt sårbare. Og dem ville vi passe på! Men vores lille menighedsråd med fire overbelastede medlemmer har igennem længere tid trukket et læs, der var for tungt til så få kræfter. For vi mangler en stor del af vores medlemmer i ‘bedsteforældre’-generationen. De har været væk i ca. 10 år. Vi lejer bygningen ud til flere forskellige menigheder og fællesskaber. Det kræver bl.a. koordinering, rengøring, kommunikation.

Som menighedsrådets næstformand kunne jeg mærke, at jeg var udbrændt – og at mine kollegaer også var det, hvis vi turde være helt ærlige. Så jeg greb Corona som en undskyldning til at holde pause og bede rådet om at kigge på realiteten. Jeg kunne ikke mere.

Så jeg greb Corona som en undskyldning til at holde pause.

Har vi glemt at være kirke?

Samtidig observerede jeg, at det sekulære Danmark brugte fællesskabsmetoder som sang, måltid og flere opringninger og vennetjenester med indkøb. Og her genkendte jeg kirkens oprindelige funktion – at passe på hinanden og sørge for alles behov så godt som muligt. Havde mange kirker glemt den del? Måske har vi fokuseret på andre detaljer end de mennesker, der kommer i kirken? Men jeg måtte ikke besøge de gamle. De var sårbare. Familierne sørgede for sig selv. Jeg følte mig totalt ubrugelig, da selve bygningen, lejeaftaler og koordineringsarbejdet gik i stå.

Lettet og tom på samme tid

Jeg ringede til nogle medlemmer, som jeg havde et personlig forhold til. Jeg delte links og postede idéer, men fik ikke rigtig respons. Så gik jeg over til at bede oftere og mere konkret for enkelte medlemmer. Samtidig var jeg selv ramt af en enorm ensomhed og følelsen af at være glemt. Pludselig forstod jeg, hvad mange ældre må opleve, når familien ikke kan eller vil besøge dem ofte. Live-streams var en livslinje, men de fjernede ikke ensomheden. Bøn kunne ikke erstatte smilet fra et af børnene eller en kæk bemærkning over kirkekaffen.

Jeg genkendte kirkens oprindelig funktion – at passe på hinanden og sørge for alles behov så godt som muligt.

Kirken er min familie

Min mangel på familie her i Danmark blev meget markant og aktuel under Corona. Jeg er i dag endnu mere glad for, at familierne i kirken har hinanden. Familien har altid betydet meget for os kristne. Men glem nu ikke, at for mange af os er kirken vores familie. Vi har forladt eller mistet vores egen. Så kirken er ikke en klub for familier, den er familien for mange. Og netop derfor er dit engagement på det helt basale og menneskelige plan vigtigere, end ‘hvilke højtalere, der skal købes’.

Det var også tankevækkende, at DR og regeringen gjorde rigtig meget for at passe på folks mentale helbred. Vi diskuterer, hvad vi skal bruge de frivillige ressourcer til. Og så findes der mange kræfter, der inkluderer og passer på – udenfor kirken!

At være kirke udenfor kirken

Jeg har selv få ressourcer. Jeg føler mig fortsat ensom. Jeg véd ikke, hvad vores menigheds fremtid er. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at der var andre under Corona, der bad for os og mig. Nogen, der havde brug for mit opkald og interesse. Men vi har stadig lukket kirken.

Måske ‘menigheden’ kan ses i et større perspektiv; at jeg må være ‘kirke’ for alle mulige omkring mig. Jeg måtte minde mig selv om, at det er Gud, der binder os sammen – og ikke bygningen. Bibelen fortæller om tidligere generationers pandemier og isolation, for at vi kan lære at vise medfølelse – også med ikke-kristne. For Guds Rige er allerede iblandt os. Vi glemmer det bare så let.