Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Chin-kirke køber missionshus

Lian Nawl

Chin-kirke køber missionshus

Immanuel Chin Church på Bornholm har købt et missionshus billigt og får endelig deres egen kirke. De var trætte af at leje.

Den bornholmske menighed Immanuel Chin Church, ICC, har fået deres egen kirke. I lørdags overtog de missionshuset Salem i Nyker, syv km fra Rønne. Og inden da havde de nået at få deres navn på facaden.

To års forløb er gået forud for købet af deres nye kirke, som er et noget nedslidt missionshus. Corona har også forsinket forløbet.

Søvnløse nætter

ICC blev en selvstændig menighed i 2012, da en stor gruppe burmesere i Baptistkirken Bornholm valgte at træde ud. De lejede sig ind i Metodistkirken i Rønne, men det var problematisk, fortæller Lal Ram fra ICC.

”Mange søndage kunne vi ikke holde gudstjeneste, fordi de selv skulle bruge kirken. Og familien, der boede ovenpå, klagede over, at vi larmede. Så i 2019 fandt vi ELM i Rønne, hvor vi kunne være hver søndag kl. 12-15 for en billig husleje. Men vores gudstjenester er lange og hvis der var undervisning, var jeg bange for, at vi ikke kunne overholde aftalen,” siger Lal Ram. Lokalesituationen har givet ham mange søvnløse nætter.

Menigheden tæller 80 voksne og børn.

Alle årene har menigheden samlet penge ind til at købe en kirke for. En overgang havde de kik på en bygning, som kostede over en mio. kr. Man så flyttede et par familier fra øen, og de indså, at det var for stor en mundfuld. Missionshuset i Nyker kunne de købe kontant.

Chin’ernes generalsekretær Moses Lal Bawi Peng (th) var gæst i lørdags. Som traditionen byder, spiser gæstepræsten og formanden for menighedsrådet, Ceu Ku, for sig selv.

Køber vigtigere end prisen

Palle Kure fra Indre Mission siger: ”Vi er glade for, at den burmesiske menighed nu får mulighed for at udvikle gode rammer omkring deres menighedsliv i det hus, der indtil nu har været vores missionshus i Nyker. Vi valgte i denne situation ikke at sætte huset til salg, men at afklare om den burmesiske menighed kunne være en interesseret køber. Dem havde vi tidligere haft kontakt med. Det er en praksis, som vi har benyttet flere steder. Det er muligt, at huset ved et salg til andre formål kunne være handlet til en noget højere pris, men det betyder også meget for os, at huset bliver benyttet til et kristent formål.”

 

IM efterlod borde, stole og bænke til chin-menigheden.

IM havde indtil nu et missionshus i både Nyker og Klemensker. Især i det ene sogn har der været en del fraflytning, så de vurderede, at der blev brugt for mange ressourcer på at vedligeholde to huse med så kort afstand. Så nu er de lagt sammen til Nyker – Klemensker IM med hjemsted i Klemensker.

Og som en fin gestus efterlod de en del inventar, borde, stole, bænke, gardiner, tallerkener og kopper til chin’erne.

Ombygning

”Vi skal bygge om. Der skal nyt køkken. Vi vil også gerne udvide salen,” fortsætter Lal Ram.

Køkkenet er nedslidt, men kan bruges. Her er det Van Nun Ring og Iang Tum, der laver mad til festen.

Et af menighedens medlemmer, Ngun Chin, bor i Nyker. Det var hende, der formidlede kontakten til Indre Mission, og hun har også skrevet om overtagelsen på en lokal Nyker-side på Facebook.

Bl.a. har hun skrevet, at menigheden gerne vil blive en del af Nyker og hun undskylder på forhånd, at der kan blive lidt trafik og lidt støj i forbindelse med arrangementer. Og så varsler hun et åbent hus.

Reaktionen har kun været positiv fra Nyker-boerne. De er glade for, at der kommer liv i missionshuset.

Tin Mang steger kylling i de rå baglokaler.

De venter med et åbent hus i deres nye kirke til i det nye år, men føler sig allerede godt modtaget. Som Ngun Chin skrev i sit Facebook-opslag: ”Vi er rigtig glade og lykkelige for at bo på Bornholm, og vi føler os trygge her. Og så understreger hun, at burmeserne er flittige og rolige mennesker, som ikke er ude på at skabe problemer, men at sproget kan give problemer.

Ngun Chin har også henvendt sig til den nye ejer af den gamle brugs-bygning, som er næsten-nabo og fået lov til, at de bruger den store p-plads.

”Vi er så glade og taknemmelige”, fortæller Lal Ram.

Nyker betyder faktisk Ny Kirke – og det passer jo.

Giv din mening til kende