Bibelen skal læses med tre lamper tændt

Lyt til artiklen:

I 2024 oplevede var jeg Moesgaard Museums særudstilling om de gamle egyptere. Det slog mig, at de var rædselsslagne for døden. De gjorde sig store anstrengelser for – gennem omfattende balsameringstekniker – at bevare det fysiske legeme, og de var overbevist om, at drilagtige og uforudsigelige guder lagde fælder for at sikre, at kun de, der var af den rette herkomst og den rette støbning, kom igennem porten til dødsriget. I deres verdensorden var det helt afgørende, hvem der var ens forældre, og hvilken status man havde haft i livet i forhold til, hvordan ens skæbne ville blive i efterlivet.

Et kristent syn på mennesket

Hvor er det dog forskelligt fra den overbevisning, vi har som Bibelens folk: ”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og krybdyr, der kryber på jorden”.^[1] Det er vores overbevisning, at hvert enkelt menneske er indfældet i skaberværket. Vi er hver især en lille, men fuldgyldig del af det store univers. Vi er skabte og ligner Gud; men vi er ikke Gud! Jeg er ikke Gud; du er ikke Gud; men når vi ser på hinanden, ser vi et billede på, hvem Gud er!

Og jubelen fortsætter: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder.”^[2]

Små, men udvalgte

Her sættes vores lidenhed i perspektiv i forhold til det store skaberværk. Vi er så uendeligt små, men alligevel er vi særligt udvalgte. Vi skal forvalte det skabte. Gud lægger alt under menneskets fødder, fordi mennesket kun er lidt ringere end Gud.

Vi er så uendeligt små, men alligevel er vi særligt udvalgte.

De tre lamper

Men vi bliver ikke fri for at tænke selv! Bibelen er ikke et opslagsværk eller en ordbog, hvor du ved to opslag får et endegyldigt svar, som fritager læseren fra at tænke og tage stilling. Bibelen er Guds levende ord, og teksterne skal læses med tre lamper tændt: Hjernen, hjertet og troen.

Hvad er et menneske?

Hvad er et menneske, og hvordan skal vi opfatte og forstå livet – og døden også for den sags skyld? De bibelske tekster kan vidunderligt nok læses på flere måder, og sandheden og den dybe forståelse får vi nok først på den yderste dag, men lad os forsøge!

Gud er skaber og frelser, og mennesker er skabninger, der har brug for frelse. Så der er altså forskel på Gud og mennesker.

På den ene side er Gud skaber og frelser, og mennesker er skabninger, der har brug for frelse. Så der er altså forskel på Gud og mennesker. På den anden side er der også et tæt fællesskab mellem Gud og mennesker: Vi er skabt, så vi ligner Gud. I Johannesevangeliet læser vi: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”^[3]

Gennem Jesus, som er det sande lys, belyses vi og bliver Guds børn på ny. Jesus er det sande menneske, og ved at efterfølge ham bliver vi til sande mennesker.

Når vi ser på os selv, og når vi ser på vores skønne, kæmpende klode, så er der meget, der går galt. Vi ser, hvordan mennesker alene hver især, i flok og som nationer skader og ødelægger hinanden og vores fælles værdier. Hvad er det, der foregår? Vi ser, at selvom Gud er almægtig og ophav til alt, tillader Gud, at mennesker lever i synd og forøver ødelæggelser. Det virker, som om forholdet mellem Gud og mennesker er præget af menneskets oprør imod Gud!

Men vi har fået en vej – en vej ud af kampen – en vej til at være og forblive sande mennesker. Vi har lige fejret jul. Lukasevangeliet fortæller om den gamle Simeon. Han så lyset lige før sin død i den nyfødte frelser, Jesus Kristus. Med barnet i sine arme lovpriser han Gud: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”^[4]

Simeon så Herrens frelse. Han siger: ”Mine øjne har set DIN frelse”. Han siger ikke: Mine øjne har set min frelse. Han ved, at frelsen ikke kommer fra ham selv, men fra barnet Jesus, der bæres til templet af sine forbløffede forældre.

Uden frygt

Vi ser flere steder i Bibelen, at Paulus kæmper med at bevare sin egen menneskelighed og med de nye gryende kristne menigheders jordiske, kødelige trakasserier! Han fremtræder indimellem modløs, når han ser på sine medmennesker. Samtidig demonstrerer han en fast tro på, at det fornyede menneske, som drives af Ånden, vil gøre det gode.

Mennesker får skænket Guds nåde og tilgivelse uden betingelser.

Mennesker får skænket Guds nåde og tilgivelse uden betingelser. Guds lys rører gennem Jesus verden og mennesker, og dermed begynder Guds rige her og nu, og vi har ingen grund til at frygte livet eller døden.

Læs også artiklen ‘Nu griner vi igen’ om Thomas, som mistede sin hustru.

^[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 26

^[2] Salmernes Bog kap. 8, vers 4-7

^[3] Johannesevangeliet kap. 1, vers 9-13

^[4] Lukasevangeliet kap. 2, vers 29-32