Med eller uden kød? Rejser med bil, tog, skib eller fly? Grøntsager fra baghaven eller Peru? Er Spanien ok? Hvilke rengøringsmidler er forsvarlige? Plastikposer eller stofposer? Hvor meget og hvilket tøj?
Et tidligere nummer af baptist.dk handlede om valg. Vi fortsætter nu med at sætte fokus på nogle af de valg, vi må træffe i forhold til at passe på vores klode og efterlade den i bedre stand til vores børn og børnebørn. Uanset hvad vi gør, har det konsekvenser. Der er fordele og ulemper ved alt, og det kan for den almindelige borger nærmest være umuligt at træffe beslutninger.
Nytter det?
Guds skaberværk lider, og der er generel enighed om, at der skal handles. Politikerne diskuterer, hvor vi som nation skal iværksætte handleplaner, og hvor mange midler, der kan blive afsat. Hvorledes kan vi som lille nation gøre vores indflydelse gældende globalt, og nytter det noget overhovedet, når der mange andre steder udledes væsentlig flere drivhusgasser, end vi gør i Danmark? Hvilken betydning har det globalt, om den enkelte spiser økologisk og stopper med at flyve? Eller køber svanemærkede varer og har en indkøbspose af stof?
Inspiration til at handle
I dette blad bliver vi præsenteret for indsatser på forskellige fronter. Der er heldigvis mange i vores land, der arbejder med klima. Som eksempler bliver vi inspireret af nogle mennesker, der tør tænke nyt og iværksætter ændringer, der har betydning for klimaet og dermed klodens fremtid. Vi læser om små og store tiltag, der skaber håb og giver os ideer. Vi kan ikke alle plante skove, men vi kan vælge at tro og handle på, at et lille bidrag også har betydning.
Giv din mening til kende