Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
At ta' sig selv alvorligt…

Kurt Bøgsted

Sommerstævne 2019

At ta' sig selv alvorligt…

Jeanette Munksbøl (61) fortalte tirsdag aften på sommerstævnet i Lindenborg om, hvordan ”det bedste bliver der værste og det værste det bedste”.

Jeanette oplevede for ti år siden sit liv falde fra hinanden og mødte en magtesløshed hos sig selv, som hun aldrig før havde oplevet. ”Jeg har jo ikke fået bank med en livrem og er ikke offer for hverken incest eller fysisk afstraffelse, som så mange andre” sagde hun. Svaret lød: ”Hvornår begynder du at tage dig selv alvorligt?”
Det har Jeanette så gjort de sidste ti år. Hun er kendt som kunstner og digter, men har siden 2008 ikke længere haft det som fuldtidsbeskæftigelse. I stedet har hun arbejdet fuld tid med børn og unge, som har særlige behov – både i asylafdelingen og nu som specialklasselærer.
Et sted i processen begyndte hun at skrive fortællingen om sin barndom og opvækst i et ’helt almindeligt dysfunktionelt hjem’. Opvæksten var præget af streng religiøsitet og voksne, som ikke var voksne.

Min relation til Gud er ikke den samme…

Den bog begyndte Jeanette at læse op fra på den lille scene på BaptistKirkens og Missionsforbundets sommerstævne. Selv er hun medlem af Missionsforbundets menighed i Frederiksværk, men har været meget fraværende de senere år.
”Min relation til Gud er ikke den samme, dér hvor jeg er i processen nu – Gud er i dag så langt mere nærværende for mig end tidligere – og dét er det bedste i det værste. At livet kan vælte så meget, og selvbilledet viskes ud i sådan en grad, at der ikke er noget tilbage – og så få lov at sidde i Guds båd, rystes, ruskes og næsten opgive ævred, men igen og igen opleve Guds nærvær og indgreb. Og dét på et plan som er så dybt personligt, at det kan være vanskeligt at redegøre for det.”

Frygten

Jeanette begynder med at læse fra fortællingen om, da hun var fem år og lå på Mormor og Morfars grønne sofa og var bange for ikke at komme med til julefest, hvis hun ikke sov til middag. Og hun kunne ikke falde i søvn. Skildringen lod også os tilhørere mærke den frygt, som sammen med så meget andet også kom til at handle om både Jesus på Golgatha-maleriet på væggen og mor, som begge to blev så ”kede af det”.
Det blev varmere og varmere i spisesalen på Lindenborg, hvor solen stod lige ind over fjorden og børnene havde en fest udenfor, så derfor var dørene lukkede. Den kvælende varme kom på sin måde helt fysisk til at illustrere det klaustrofobiske rum, som skabes i den dysfunktionelle familie, og de overlevelsesmekanismer, som lagrer sig i sindets og hjernens nervebaner.

Der er flere budskaber i Jeanette Munksbøls beretning om sin barndoms familie og sit liv.
En af de væsentlige er fortællingen om, hvordan religiøs rigiditet, ekstrem gudsdyrkelse og menneskelig manipulation, styring og kontrol kan påvirke et barn – som en dag er en voksen.
En anden handler om det mirakuløse i, at bedst som vi føler, at alt går under og selvbilledet krakelerer – så kan det vise sig at være den Gudgivne mulighed for at blive en langt bedre udgave af sig selv. Et mere helt og trygt og tillidsfuldt barn – af Ham.

Giv din mening til kende