At møde udsatte mennesker

Lyt til (en kortere version af) artiklen her:

Klaus Abildgaard:

• opvokset i præstehjem på Bornholm med rigelig plads til udsathed
• baptistpræst i Nørresundby i fem år: ”Jeg oplevede, at jeg ofte brugte tid på og faktisk befandt mig bedst sammen med sårbare mennesker”
• i 12 år ansat som projektmedarbejder og leder i socialt arbejde
• har nu været bedemand i fem år

 ”Der findes forskellige definitioner på udsathed, men ud fra min erfaring og læsning vil jeg sige: Det er mennesker, som kan være bundet, afhængige, ramt, eller har mistet noget/nogen”, siger Klaus Abildgaard. “En del er misbrugere eller er blevet misbrugt. Mange har ondt i fortiden og/eller nutiden, og derfor også i fremtiden. Ofte er det mennesker med særlige behov, som har svært ved at opfylde samfundets krav og forventninger.”

Er de udsatte midaldrende hjemløse mænd? Eller er det vores fordom?

”Statistikken underbygger fordommen. De midaldrende mænd er i overtal. Jeg vil helst undgå at tale om dem som hjemløse. Ikke alle udsatte er hjemløse. Man kan være udsat på mange forskellige niveauer. Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt. Hjemløshed er bare en del af det.

Nogle kommuner arbejder ud fra princippet ’housing first’: Før andre problemer kan løses, skal man skaffe den hjemløse en bolig. Men egen bolig kan også være et problem. Har man fx gæld til kriminelle, er man let at finde i sit hjem. Først banker de på døren, så banker de personen. Gæstfrihed kan føre til, at andres fest flytter ind, så man må forlade sit eget hjem. Klaustrofobi kan betyde, at man ikke kan holde ud at være i sit hjem. Man bliver ’funktionel hjemløs’.”

Udsathed er en proces, der kan gå hurtigt eller langsomt.

Gør noget særligt sig gældende i mødet med de udsatte?

”Der er flere niveauer i relationerne til de udsatte:

• relationen menneske til menneske: Her baseres mødet på den rene frivillighed.
• gennem de filantropiske foreninger som fx Blå Kors og Kirkens Korshær: Her er det som regel en blanding af ansatte og frivillige, og dermed både professionelle og amatører.
• det institutionelle niveau med sagsbehandlere, psykiatrien, misbrugscentre osv.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering.

Vi møder af og til de udsatte med den grundholdning, at det er synd for dem. Det fører til en stigmatisering – et stempel i panden – og det medfører, at vi taler til dem eller om dem, mens vi holder os selv lidt på afstand og undgår at tale med dem.

Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16.

Det er givetvis en konsekvens af behandlersamfundet. Hjælpen er blevet institutionaliseret: Vi er barmhjertige samaritanere fra 8-16. Der er sket en professionalisering og specialisering af hjælpen. Det er udmærket, at hjælperen er godt klædt på til opgaven, men forholdet mellem den professionelle og den udsatte er ikke ligeværdigt. Det er asymmetrisk, og det giver ofte et modsætningsforhold. Det fører til en stigmatisering, der igen bevirker, at man ingen forventning har om udvikling: ’Det er alligevel håbløst!’ Det fører til omsorgstræthed.”

Rejser mødet med de udsatte særlige krav til den, der vil være sammen med dem?

”Det er vigtigt, at man kan se mennesket bag udsatheden. Hjælperen må hverken sætte sig selv højere eller lavere end den anden. Man må heller ikke stille højere krav til den anden end til sig selv – eller end den anden kan honorere.

En del organisationer arbejder med at etablere ’peer-to-peer relationer’: Et menneske, der har mærket udsatheden på egen krop, men er kommet ud af den, bliver koblet sammen med en udsat. Det giver en særlig styrke, fordi man taler samme sprog og har de samme erfaringer. Man mødes på lige fod. Det kan kun blive en succes, hvis den robuste i relationen har overblik over sit liv, kender smertepunkterne og har forholdt sig til dem.”

Hvad er et værdigt liv?

”Værdigt i forhold til hvad? – Jeg har mødt nogle fattige og udsatte, der udstrålede større værdighed end andre velbjærgede. Skønt de selv havde behov for hjælp, magtede de at række ud for at hjælpe andre. Det gav dem værdighed.

Et liv kan fx være værdigt, hvis man har fred, har føde og har formål:

• fred med sig selv, med andre og med Gud
• føde, at man har de helt basale behov dækket
• formål i livet giver identitet, energi, livsmod og håb. Hvis det er formålsløst, at jeg er her, kan det hele være lige meget.

Undertiden har jeg oplevet, at ressourcestærke mennesker kommer ud for et brud i deres tilværelse, som medfører en hurtig social deroute. De famler efter at få deres tidligere liv og position tilbage, men de tager ikke imod tilbud om hjælp til at komme på benene. Den systematiserede og professionaliserede relation mellem behandler og den udsatte kan medvirke til, at de kommer til at se sig selv som ofre. Det sker især i langvarige forløb, og de er meget svære at hjælpe.”

Det bibelske perspektiv

”Omsorgen for de udsatte går som en rød tråd gennem hele Bibelen. Det Gamle Testamente ligestiller i reglerne for livet i det forjættede land omsorgen for de fremmede, de faderløse og enkerne med omsorgen for børnene og de nærmeste. De har krav på det samme.^[1] Også profeterne har fokus på, at omsorgen for de udsatte er Guds vilje.^[2] Et retfærdigt og ordentligt liv indebærer at møde de udsatte med værdighed og tage hånd om deres behov.^[3] I lignelsen om arbejderne i vingården^[4] i Det Nye Testamente, vender Jesus retfærdighed og værdighed på hovedet: De arbejdere, der har stået ledige på torvet hele dagen, har om nogen oplevet uværdighed – ingen har brug for dem. Først hen under aften bliver de antaget, men de får samme løn som de andre. Når vi taler om værdighed, asymmetrisk hjælp, retfærdighed og udsathed, er det en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.” At de udsattes behov mødes, er netop tegnet på, at Jesus er Guds udvalgte^[5].”

Det er en vigtig pointe: Jesus møder alle mennesker med lige værdighed.

Kan man overhovedet tillade sig at tale om de udsatte som en særlig gruppe?

”Man må altid møde ét menneske ad gangen. Udsathed er som en virus: Det rammer bredt og spredes let, og skal det afhjælpes, må man ’vaccinere’ én for én. De filantropiske foreninger søger midler til at etablere tiltag og initiativer målrettet segmenter og grupper. Ofte må man gå på kompromis med egne idealer for at få del i pengene. Det gode kan findes i, at tiltag rettet mod en gruppe giver mulighed for at møde det enkelte menneske.”

De har gjort stort indtryk på mig

”Mens jeg arbejdede for Frelsens Hær, havde vi et aktiveringstilbud. Jeg kaldte det en ’skov-voksenhave’. Man mødtes til morgenmad i den sociale café i byen og kunne så derefter tage med derud. En ung mand med et misbrugsproblem tog en gang med. Han fandt fællesskab og mening. Han blev en ven og kom i vores hjem, og jeg knyttede kontakt mellem ham og nogle unge i Bethelkirken, og han kom i behandling på Bornholm. I dag er han clean, i arbejde og har familie på Sjælland. Jeg ser ham en gang imellem.

På samme måde mødte jeg en mand fra Grønland. Et ualmindelig talentfuldt menneske, tidligere elitesportsudøver og en anerkendt kunstner indenfor sit felt. Han har oplevet mange tab. Jeg fik lov til at følges med ham, lytte til ham, lære af ham og bede med ham. Han har stadigvæk et massivt alkoholmisbrug og har nok besluttet at drikke sig ihjel. Det virker som totalt spild af liv. Det kan man vælge. Det ligner et uværdigt liv.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer.

Vi vil som hjælpere rigtig gerne fikse de udsattes problemer. Man kan være der sammen med dem, når de vil, men man kan ikke beslutte sig for, at de skal ændre deres liv. Det er deres valg.”

Status

”Når jeg ser tilbage på min seneste halve levetid, har jeg haft i baghovedet, at forbilledet er Jesus, og jeg har forsøgt at møde og forstå menneskers udsathed. Møderne har været mange, frugterne har nok været få. Jeg har haft mulighed for at møde udsatheden som professionel. Derfor må jeg også med skam erkende, at jeg mange gange har stillet mig selv spørgsmålet: Hvad var det blevet til, hvis jeg ikke havde modtaget en overenskomstmæssig og bæredygtig løn?”

^[1] 5. Mosebog kap. 16, vers 14

^[2] Esajas kap. 58, vers 6-7 og Zakarias kap. 7, vers 9-10

^[3] Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46

^[4] Matthæus-evangeliet kap. 20, vers 1-16

^[5] Matthæus-evangeliet kap. 11, vers 2-5 og Lukas-evangeliet kap. 4, vers 16-21