Al tro er synkretisme

Ordbog:

Synkretisme er en betegnelse for religiøse opfattelser og religiøse udtryk, der forener stof fra to eller flere forskellige religiøse traditioner.

Ayurvedisk behandling omfatter medicin, som er baseret på planter, kombineret med diæter, legemlige øvelser – yoga, udrensninger og massage. Det hænger sammen med Transcendental Meditation.
Homøopati er en alternativ behandlingsform, hvor små doser af udvalgte ekstrakter kan bidrage til balance i både krop og sind.

”Al tro er synkretisme”, siger manden, der selv bruger zoneterapi på sin syge kone. ”Det er et enormt relevant emne at tage op. Hvor går grænsen for kristendommen? Det er det, min livsrejse har handlet om”, siger Anders Laugesen, da vi starter interviewet. Han slynger om sig med for mig ukendte åndelige begreber, som vil få mange kristne til at bakke. Jeg tvinger mig til at tage ham og hans store livserfaring for pålydende.

Som 16-årig fik han i det økumeniske kloster i Taizé i Frankrig helt usædvanlige oplevelser, som ingen kunne rumme i det danske kirkelige landskab i midten af 70’erne. I gymnasiet var han åndeligt nysgerrig og hørte om Jes Bertelsen på universitetet og begyndte at gå til hans undervisning. ”Han var utrolig skarp og intellektuel”, fortæller Anders, og de udviklede et venskab. På et tidspunkt stoppede deres åndelige fællesskab. ”Hans vej var buddhistisk, min var kristen”, siger Anders, men de har stadig et venskab.

Jeg blev forvandlet. Nu vidste jeg, hvor jeg hørte til og erfarede derefter en stor frihed til at opleve verden i dens mangfoldighed.

Jeg blev forvandlet

Inden da havde Anders haft sin anden vigtige åndelige erfaring. I gravkirken i Jerusalem. Det var begge store omvendelseserfaringer: ”Jeg blev forvandlet. Nu vidste jeg, hvor jeg hørte til, og erfarede derefter en stor frihed til at opleve verden i dens mangfoldighed.” Anders er medlem af Folkekirken, men føler sig hjemme i den ortodokse tradition, som er den østlige kristendom – med bøn, stilhed og ikoner.
Han taler om, hvor fattigt det protestantiske sprog er på det indre liv. Der er ikke ord for det indre landskab i mennesket: ”Vi er så rationelle. Men mennesker søger en åndelighed, som ikke er rationel. Du kan godt have et fint liv ved at sidde og være almindelig søndags- og hverdagskristen, men mange mennesker har en længsel efter et rigere åndeligt, indre liv. Gud har givet os så mange redskaber og indsigter. Vi skal turde bruge bl.a. et terapeutisk sprog.”

Anders Laugesen

Ondt og godt i os alle

Den vestlige kirke har været langsom til at finde et svar på den længsel. Men de, der bevæger sig ind i dette indre landskab, skal være forberedte på, at det åbner for nye udfordringer. Anders har erfaringer, fordi han har dyrket stilhed og indre bøn, siden han var ung.

”Vi skal være bevidste om, at der i os er et polært system – en kamp mellem ondt og godt. Når vi bevæger os ind på et følelsesmæssigt dybt plan, får vi indre billeder. I vores bevidsthed kan vi møde ånder, djævle og dæmoner. Jeg er meget forsigtig, når jeg bevæger mig rundt i et ukendt landskab i mig selv. Jeg ville fx ikke røre tarotkort med en ildtang, men jeg ved, at præsten i ‘I Mesterens Lys’, Ole Skjerbæk Madsen, synes vældig godt om dem.”

Min kones invaliderende sygdom

Anders er til gengæld åben for andre religioners indsigter på anden vis: ”Der er så megen livserfaring samlet igennem århundreder. Bare fordi den græsk-jødiske tradition ikke har taget det til sig, betyder det ikke, at det ikke kan være sandt. Det, jeg kan overskue, er at hengive mig til Kristus’ kærlighed og hans forvandlende kraft, hver eneste dag.”

Vi skal i langt højere grad lægge hænderne på hinanden.

Hans kone, Sara, har en autoimmun sygdom, som kunne invalidere hende. ”Gud har foræret sin skabelse gode gaver og indsigter, der kan hjælpe Sara. Skulle vi så ikke bruge dem?” spørger han. Hun får behandling af en homøopat i Tyskland og en anden erfaren mand udi den ayurvediske medicin-tradition i femte generation. Selv giver han hende zoneterapi, og de har lagt kosten om. Alt sammen medvirker til, at Sara lever uden symptomer på sin sygdom.

”Vi skal i langt højere grad lægge hænderne på hinanden. Ikke kun når vi beder om Helligåndens hjælp. Vi kan også hjælpe hinanden i det små. Når vi rører et sted, sætter det en proces i gang, der kan hele smerter et andet sted”, siger han af erfaring.

Al tro er synkretisme

Han fortæller om en bog, han allerede har læst tre gange og for tiden læser igen. MacCulloch’s Christianity: The First Three Thousand Years: ”Det er en fantastisk bog, som siger, at tro er en proces. Al tro er synkretisme. Guds kærlighed rammer et menneske, der har en historie, og en kultur, der har en historie. Vi forstår det, der sker, på vores kulturs forudsætninger. Lige nu er der en stor åbning ind til en ny måde at betragte verden på. Et opgør med den meget rationelle tænkemåde, som har præget os.”

Han tænker ikke kun på forholdet omkring ny-åndelighed i kirken, men også praktisk handling: ”Det er nu, den kristne tradition skal vise, hvad den kan. Grundtvig kan komme på banen. Fællesskabets kærlighed og rummelighed skal vise sig i handling overfor hele den jord, der er ved at falde fra hinanden. Hvis vores tro ikke viser sig i handling, er det lige meget. Hvis der kommer en impuls til at finde løsninger på vores kriser fra kristne sammenhænge, så kigger man i den retning. Alt, hvad der er autoritet, er slået i stykker. Nu ser mennesker på, hvordan tingene fungerer. Ord er ikke nok.”

Alt, hvad der er autoritet, er slået i stykker. Nu ser mennesker på, hvordan tingene fungerer.

At rydde op i mørket

Anders Laugesen, født 1960:

• Journalist bl.a. ved DR, hvor han er kendt fra ‘Mennesker og Tro’ og senest ‘De højere magter’; ufrivilligt farvel til radioen efter 35 år, fra januar 2020 vært ved TV-gudstjenester
• Cand.phil. i kristendomskundskab/religion
• har rejst verden tynd, ikke mindst i Østen

Jes Bertelsen, født 1946:

• dr. phil. i idéhistorie
• spirituel lærer og forfatter
• har siden 1982 været leder af Vækstcenteret i Nørre Snede

Han vender tilbage til det fællesskab, der skal rumme anderledes tænkende, nytænkende, nysgerrige: ”Det, der går galt i frikirkerne – i beåndede, karismatiske vækkelser – er, at der kan være rigtig meget lys, uden at man rydder op i det personlige mørke. Lyset kaster dybe skygger, og får skyggerne lov til at leve deres eget liv, opstår der let opblæste ego’er, der viser bagsiden af mennesket. Når det sker, skal det mødes af fællesskabets kærlige omsorg.”

Anders påpeger, at det er vigtigt, at man i den slags processer er ligeværdige. At man har taleret ind i hinandens liv: ”Det handler i bund og grund om, at vi bekymrer os om hinanden. At vi tør spørge ind til, hvordan den anden har det: ’Hvad sker der inden i dig. Bliver du meget vred? Hvad med dit ægteskab? Har du styr på din økonomi?’ Vi skal turde tale sammen og følges ad i de processer, Gud leder os i. I sårbarhed.”

Jeg vender tilbage til spørgsmålet, om der er en grænse for, hvad man kan kalde kristent?
”Gud er Gud over alt. Til stede over alt. Guds kærlighed i Kristus kan være til stede over alt. Det er Guds og ikke min opgave at bestemme, hvor han er. Jeg skal ikke sætte grænser. Min tradition er, at vi hele tiden skal være i samtale, når vi går ind i de åndelige dybder.”