Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Åndelig medvandring: en hjælp til at relatere til Jesus i alle ting

Åndelig medvandring: en hjælp til at relatere til Jesus i alle ting

Den trygge, ærlige samtale kan ofte flytte de kristne sandheder fra at være udvendige, teoretiske klumper til at blive hverdagserfaringer.

Gunni Bjørsted:

  • Præst i Vanløse Frikirke, Evangelisk Frikirke Danmark (tidligere Missionsforbundet)
  • retræteleder på Ådalen Retrætecenter
  • forfatter til bl.a. Elsket nok til at tale sandt, Sandheden lever og På vej mod genoprettelse

Den trygge og ærlige samtale – det er lige dét, åndelig medvandring handler om. Hvordan det helt konkret og enkelt kan foregå, har jeg beskrevet i min bog Elsket nok til at tale sandt (s.166-169), og jeg her har også forsøgt at formulere grundtankerne om medvandring (s.149-165). Den gode medvandringssamtale, hvor to mennesker følges ad, er ikke en genvej til hurtige resultater, men en langsom proces, hvor vi får hjælp til at styrke vores rødder i Kristus og til at bære Jesus-frugter i verden. ’Genveje’ viser sig for resten som regel at være ’afveje’, og ’hurtige resultater’ – tjah, hvor har Jesus stillet os dém i udsigt?

Jesus møder os i hverdagen

Der ligger et stykke enkel og central teologi under åndelig medvandring: Inkarnationen, altså at Gud er blevet menneske! At det er hér, Jesus er – og at det er som de mennesker, vi er, og i den historie og kontekst, der er vores, han møder os. Jesus kom ikke til os for at lede os ind i en isoleret ’åndelighed’, men for at hans skabertanke kan få magt i alle temaer i vores tilværelse.

Frelst til at være menneske!

Vi bliver aldrig frelst væk fra at være os, men til at være os!

Siden kristendommens første tid har en ødelæggende tankegang forsøgt at skubbe til den kristne tro på skabelse, inkarnation og dermed troen på, at alt i livet har med Jesus at gøre. Det er den gnostiske dualisme, jeg tænker på, hvor man skiller det åndelige fra det menneskelige, og hvor frelse sådan set bliver til evakuering bort fra skaberværket og det menneskelige. I stedet for evangeliets budskab om skaberværkets genoprettelse og befrielse til at være de mennesker, vi er skabt til at være. Om at vi aldrig bliver frelst væk fra at være os, men til at være os!

Det er min erfaring, at vi i frikirkerne har rigtig meget gnostisk dualisme raslende rundt i vores tanker og følelser. Og skadevirkningerne er store. Det er ind i denne tendens til opsplitning, at budskabet om inkarnationen møder os til heling af det, der er splittet ad i vores liv.  At nærme sig Gud er ikke at fjerne sig fra sig selv og sit, men at lukke op for Guds nærvær i alle ting. Vi vender os ikke bort fra alt vort eget; vi kommer til ham med alt vort eget! Ellers bliver det kun en fantasi-forvandling, der er gang i, og ikke noget, der berører vores faktiske liv.

Kontaktflade til Jesus Kristus

Jeg kender selv fristelsen til at stikke af fra menneskelivets reelle udfordringer og i stedet sidde og kloge mig i et religiøst aflukke og fremsige replikker fra det kristne rollehæfte – i stedet for at stå ved, hvad der er i hjertet og lade Jesus møde dét. Men man opdager jo efterhånden, at Ørkenfædrene fra 300-400-tallet havde ret, når de sagde: Vil vi ’videre’, må vi ofte ’blive’; den, som flakker omkring – altså stikker af fra sin virkelighed – modnes aldrig. Vil vi modnes og have Guds kærlighed integreret i alt, må vi følges med Jesus ind i virkeligheden.

Vil vi modnes og have Guds kærlighed integreret i alt, må vi følges med Jesus ind i virkeligheden.

Og til det har vi en vidunderlig hjælper! Helligånden! Sandhedens Ånd! Udover at pege på Jesus tror jeg også, at Sandhedens Ånd inspirerer os til at være sande – ikke automattroende robotter, men levende, skrammede og skønne mennesker, der øver os i at tale sandt om, hvordan vi i virkeligheden har det, og om, hvilke erfaringer, vi gør os, og hvad vi længes efter. Så der bliver et livssamfund, en erfaret kontaktflade mellem Jesus Kristus og os.

Ikke automattroende robotter, men levende, skrammede og skønne mennesker.

Til at styrke den kontaktflade er det, at åndelig medvandring kan være en stor hjælp. Det er ikke en samtale, der skal komme noget bestemt ud af det – andet end hjælp til at relatere til Jesus i alle ting. Det er ikke en eksamen, hvor der skal fremvises flotte produkter; det er et fællesskab, hvorudfra der typisk gror frugter. En tilstedeværelse sammen med Jesus, hvor han sætter sit præg på os, mens vi øver os på at lade vores mund sige til Jesus, hvad der er i vores hjerte.

Giv din mening til kende