At se Jesus' ansigt

Søren P. Grarup, 76 år:

• gift med Pia, tre børn: Jonas og Sara, der er adopteret fra Columbia, og Silas
• præst på Bornholm, i Købnerkirken, Silkeborg og Vejle
• i BaptistKirkens ledelse 2009-13

Jeg sidder med Søren P. Grarup i den kirke, han har tjent i længst. Ikke kun som præst, men også som aktiv pensionist. Baptistkirken i Silkeborg, som sikkert har talte dage: ”Vi er blevet gamle, bærende kræfter flytter væk, ligesom de unge.” Han virker ikke ked af det, snarere afklaret. Søren var oprindelig uddannet gartner, før han blev baptistpræst. En stor del af sit præsteliv har han også haft et andet job:

”Jeg oplevede, at jeg som fuldtidspræst i Købnerkirken på Amager var ved at miste forbindelsen til livet udenfor kirken. Jeg var ’pakket ind i baptister’. Det blev lummert. I Silkeborg var der kun råd til en deltidsstilling. Her lavede jeg en cykeltrailer, hvor haveredskaberne stod på højkant. Jeg fik to slags kunder: Unge mennesker, der lige havde købt hus, og haven var groet til. Og gamle med en have med sjæl, som de ikke kunne klare længere. Det rodede i deres sjæl. Når de fandt ud af, at jeg var præst, havde vi mange gode snakke.”

Jeg var ’pakket ind i baptister’. Det blev lummert.

Salmedigter

Søren er også kendt som salmedigter (se www.spgrarup.dk). Selv siger han, at han ofte har skrevet en salme af nød: ”De gamle salmer springer fra omvendelsen og korset til himlen. Jeg vil gerne synge om livet. Når der ikke er en salme, der passer til gudstjenesten, må man jo skrive én. Jeg har flere gange oplevet det som en erkendelsesproces. Pludselig svarer salmen tilbage. Har jeg skrevet det? De sidste linjer i ’Over vor jord’: ’Underfuldt må selv synd og død sig føje, og opsummeres i din kærlighed.’ – Jeg forstår stadig ikke helt, hvad det betyder. Men jeg er blevet mere og mere klar over, at det er rigtigt. Til sidst skal alt sammenfattes i Guds kærlighed, også det, vi ser som skrupforkert.”

Når der ikke er en salme, der passer til gudstjenesten, må man jo skrive én.

Ikke særlig social

Søren og hans kone Pia har tre børn. Da den yngste, Silas, var 12 år, gik der en prås op for Søren. Silas fik stillet diagnosen Asperger: ”Da jeg lærte om det, genkendte jeg mange ting fra mig selv, og min mor og min morfar”, fortæller Søren. ”Jeg er ikke særlig social. Jeg kan slet ikke small-talke. Jeg siger ’godav’, men Kurt Sørensen i menigheden kan snakke med hvem som helst, og så hægter jeg mig på.”

Åndelig opvågning

Søren selv fik en åndelig opvågning i klosteret Taizé i 2002, da baptistpræsterne var dernede: ”Jeg havde Hortons hovedpine og ville være i stilhed frem for at tale med vildtfremmede. Jeg anede ikke, hvad det indebar. Til sidst fandt jeg et asketræ, sad i to meters højde og fandt ro. Skulle jeg læse i Bibelen? Det blev bare ord, ord, ord. Jeg gik en tur ned ad Memory Lane, og pludselig var det, som om der stod tyk, sort røg op fra mit indre. Da det var feset af, blev der helt stille. En jublende stilhed. Nu begynder jeg at tude, for alting omkring mig, skyerne på himlen, fuglene i busken, æbleplantagen to km væk. Afstand forsvandt. Alting fortalte om Guds grænseløse kærlighed.”

Alting fortalte om Guds grænseløse kærlighed.

Søren er meget rørt nu: ”Mens jeg sad i mit asketræ, kom en lille grå larve i en usynlig tråd. Den standsede foran næsen. Den skulle lige fortælle mig, at den grimme larve og jeg var lige elskede og små i forhold til den, der har skabt os. Og så fortsatte den. En dag efter aftenbønnen i kirken var jeg gået ud i mørket for at få en smøg. Et pindsvin piggede sig hen over mine skosnuder. Da forstod jeg 100%, hvad Frans af Assisi mente, når han kaldte alle andre skabninger for brødre og søstre.”

Senere blev Søren ’ramt at lynet’ i kirkerummet, da han så på kors-ikonet og erkendte, at ingen kan løbe fra Guds uendelige kærlighed: ”Vi mennesker tromler hinanden ned i krige, men Gud bliver ved med at elske. … Min gamle matematiklærer kom mig til hjælp. Uendelig divideret med to er uendelig. Uendelig divideret med 2000 – eller 6-7 mia. er uendelig. Guds kærlighed er grænseløs!” Som en af Sørens salmer også forkynder.

Jesus’ ansigt

Søren har også haft en anden grænsesprængende erfaring med Jesus, som har sat sig i ham og i hans forkyndelse: ”Jeg var begyndt at tage på stille-retræter, men kunne ikke få styr på Gud – og mig selv. Jeg blev introduceret til Ignatius af Loyola og det personlige bibelstudie. Jeg har modvilje mod systemer, men satte mig til at læse teksten den første dag om den blinde Bartimæus ved Jeriko – og skulle genfortælle den tre gange for mig selv. Pludselig – jeg var stadig i mit eget tøj, men jeg var i Jeriko. Jeg stod mellem folk, og Jesus var længere fremme, lige udenfor byporten. Jeg stod bagerst. Bartimæus står foran Jesus og har front mod mig. Alle var lavere end jeg, så jeg kunne se lige derhen. Jeg kunne se mandens ansigt. Et lukket ansigt, helt tydelig blind. De talte sammen, og så åbnede hans ansigt sig.”

Jeg var begyndt at tage på stille-retræter, men kunne ikke få styr på Gud – og mig selv.

Mens jeg stod dér, tænkte jeg: ”Her står jeg, har været præst i 25 år, har prædiket om ham deroppe. Jeg burde se ham i øjnene, men det er den blinde stodder, der får lov til det. Jeg blev flov. Kiggede rundt, mon nogen havde lagt mærke til mig. Og så er det hele min menighed, der står omkring mig.”

Igen bæver Sørens læber: ”Det var et rap over nallerne. Måske har jeg i min forkyndelse ladet mennesker se Jesus bagfra. Min prædiken hver søndag skal handle om at se Jesus i øjnene. Troen skal blive til en personlig relation mellem Gud og mig. Præcis som mellem dig og mig.”