Et folk på vandring

Lyt til artiklen:

Efter at have været lagt på hylden af protestanter i små 500 år, er pilgrimsvandring de seneste 20 år igen blevet populært. Den mest kendte er Camino de Santiago, som har over 200.000 årlige vandrere, men der er utallige ruter andre steder, og nye pilgrimsruter dukker også op i Danmark. Som pilgrimsvandrer går man ofte alene, men alligevel føler man en stor samhørighed med andre pilgrimsvandrere, som følger de samme spor, både dem, som er gået før, og dem, som kommer.

Sporene

Sporene flytter os. Nogle vandrere går for at efterlade smertefulde oplevelser, andre går i længslen efter en ny start, mens andre igen blot vil inspireres og opmuntres. ”Spor at gå” er titlen på det samtalemateriale, som mange af os er sammen om i øjeblikket. Der er mange spor at gå, der er mange trin at gå – og ligesom på en pilgrimsvandring er det nogle gange svært og sårbart.

Når man er på pilgrimsvandring, handler det ikke om bare at komme fra A til B, for så havde man valgt andre mere komfortable transportmidler. Men selve vandringen – det der sker, når man går med trætte ben og mest af alt har lyst til at sætte sig, men alligevel bliver ved med at gå, selvom det er tungt og svært – dét gør noget særligt ved en. De tanker og oplevelser fæster sig anderledes end normalt.

BaptistKirkens værdier

Vi er i ledelsen blevet spurgt om, hvorfor vi ikke selv kan formulere de værdier, som, vi mener, er BaptistKirkens fælles DNA, eller hvorfor vi ikke vil udstikke en klar kurs, som andre kan tilslutte sig eller kritisere eller helt tage afstand fra?

Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med?

Et af svarene er, at vi hver især – som enkeltpersoner og menigheder – har brug for at gå på pilgrimsruten med de forskellige spor og finde ud af, hvilke erfaringer og lærdomme man tager med sig. Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med? Og hvilke nye erfaringer – måske endda åbenbaringer – fik man?

Det må vi tale med hinanden om, og ligesom pilgrimsvandrere oplever fællesskab med de andre vandrere ved at træde de samme stier, håber vi, at vi vil samtale og lytte til hinanden og til Åndens vejledning, så vi sammen kan formulere de værdier, som er umistelige for os i fællesskabet i BaptistKirken.

Vi er et folk på vandring

De første kristne blev kaldt ’de, som følger vejen’, og selv kaldte de kirken for ’Vejen’. Det er et gennemgående tema i Bibelen, at det at være troende er at være i bevægelse. Vi ser det, når Jesus kalder de første disciple til at forlade det sted, hvor de er, og følge Ham. Jesus kaldte og kalder også os med ’kom, følg mig’.

At være troende er at være i bevægelse.

At være en levende kristen, en levende kirke, kræver også i dag bevægelse. Alting omkring os bevæger sig, og hvis vi som kirke skal være relevant og aktuel, må vi være åben for fornyelse og forandring. Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os. Åbne arme og rum for de mennesker, som Han leder til vores kirker, spejdergrupper, ungdomsgrupper, varmestuer og socialt arbejde. Men vi skal også være villige til selv at bevæge os og lade Ham lede os på nye veje, til nye opgaver og nye mennesker.

Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os.

”Kirken er kun kirke, når den eksisterer for andres skyld”

Dette citat af den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer er med i ”Spor at gå” og minder os om, at vi ikke bare er her for vores egen skyld. Et vigtigt spørgsmål, som vi kan stille hinanden, som lokale menigheder og som kirkesamfund er derfor: Hvad vil folk udenfor vores kirke savne, hvis vi ikke er her? Hvilke værdier og handlemåder kendetegner egentlig vores fællesskaber?

Genstart2025 har fra begyndelsen været et stort ønske om en værdiproces, hvor vi bliver skarpe på de værdier, vi vil bære frem og ønsker at give plads og prioritet – både lokalt og nationalt i Baptistkirkens fællesskab. I arbejdet med den nuværende fælleserklæring for Baptistkirken tog vi afsæt i ordet fra Mika 6,8, og det ord tager vi med ind i Genstart2025: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Kaldet er det samme

Vi skal stræbe efter at handle retfærdigt, men selve handlingerne kan se forskellige ud alt efter behov og omstændigheder og de tjenester og gaver, der omgiver os og er i den lokale menighed. Alle er vi kaldet til at vise trofast kærlighed. Men forskellige menigheder oplever sig særligt kaldet til at vise trofast kærlighed overfor bestemte grupper. Det vigtige er ikke, hvem vi er særligt kaldet til at vise trofast kærlighed, men at vi gør det!

Kaldet – endda kravet – til at vandre opmærksomt med vores Gud lyder til os alle, men hvordan vi udtrykker og udlever denne opmærksomhed, ser forskelligt ud blandt menighederne og endda i menighederne. Men kaldet er det samme til os alle.

Stærkere sammen

Vi er organiseret i Baptistkirken i Danmark i tillid til, at vi står stærkere sammen end hver for sig. Det er der utallige eksempler på. Men overalt sker der store forandringer, og vi skylder hinanden en seriøs samtale om, hvordan vi bedst støtter og opmuntrer hinanden til at gå i det kald, der er vores. Samtalen fungerer altså bedst, hvis vi taler og mest af alt lytter til hinanden! Så lad os tale sammen – i menighederne og i det store fællesskab.