Henrik Andersen,
I de uendelige beretninger om overgreb, undertrykkelse og stigende fattigdom overser vi ofte det enkelte menneske. Bag alle overskrifterne gemmer sig menneskeskæbner, der overkommer de mest ufattelige prøvelser.
I uge 21 gør vi opmærksom på den alvorlige situation i Myanmar. Brug hashtagget #MaydayMyanmar og vis den burmesiske befolkning, at vi ikke har glemt dem.
Du kan også vise din støtte ved at tænde et lys i uge 21 og dele det på sociale medier med hashtagget #MaydayMyanmar.
”Min mor og min bror bor i chin-statens hovedstad, Hakha. De fortæller, at skyderi og bombardement forekommer hver dag – hele dagen. Når det af og til hører op, bliver de så overraskede, at de er nødt til at undersøge, hvad der sker!”
Det er Chin Chin (Biak Chin Par Lian), der fortæller. Chin Chin er født og opvokset i Chuncung, en forstadsby til Hakha. I dag bor hun i Vestjylland. Chin Chin kom til Danmark som kvoteflygtning fra Malaysia i 2004. Hendes mand var modstander af det daværende regime i Myanmar. Til sidst var der ikke anden udvej end at flygte.
Chin Chin fortæller om broderen, der blev tilbage i Myanmar for at passe forældrene:
”Han lever med den konstante undertrykkelse. Han tilpasser sig. I 10 år havde vi et demokrati-lignende styre. Men fordi han var offentlig ansat måtte han kun stemme på militærets parti. Nu er han med i Civil Disobedience Movement (CDM – Den Civile Ulydighedsbevægelse, red.).
Hvis man ikke tilpasser sig, bliver man forfulgt. Sådan var det også dengang jeg flygtede. Nu er forskellen, at mange flere dør. Man skal vælge mellem liv og død.”
Chin Chin valgte flugten – og livet i Danmark. Hun har fået tre sønner og fire uddannelser! Cand.mag. i diakoni fra Aarhus Universitet står der bl.a på CV’et. I dag arbejder Chin Chin som sygeplejerske. Omsorgen for sine medmennesker viser sig også i et stort engagement i chin-menighederne i BaptistKirken.
Men selv om livet er godt i Danmark tynger udviklingen i hjembyen. Chin Chin fortæller om militærets seneste overgreb:
”For nylig tog militæret fra deres kaserner op mod chin-staten, op mod hovedstaden Hakha. Hele vejen brændte de huse ned, hvor de kom frem. Nu var det anden gang militæret var på vej til vores by, Chuncung, så indbyggerne havde forberedt sig. Sidste gang var alle flygtet fra byen i et par uger, men denne gang blev det to måneder. Sidste gang de flygtede, ville min mands onkel ikke med. Han var psykisk syg og ville ikke flygte. Til sidst tog han alligevel med, men han tog tilbage igen, fordi han havde glemt noget. Militæret fangede ham, slog ham ihjel og smed hans lig ud i haven. Senere fandt familien ham under bladene i haven. Det har været meget traumatisk for familien.
Denne gang var man bange for at alle, der blev tilbage, ville blive slagtet af militæret. Så alle flygtede, også gamle og syge. Nu har de været på flugt i to måneder. Der var 1.500 mennesker, der flygtede. Nu lever de 600 ude i markerne og resten i nabobyerne. De gamle og syge blev båret på primitive bårer. Der er utilstrækkelig mad og vand, så de syge bliver endnu mere syge, mange får diarré.”
Chin Chins svigerforældre og deres familie er også flygtet fra Chuncung til Hakha. De har fortalt familien i Danmark, at deres huse er ødelagt af militæret. De er nødt til at blive i Hakha og bruge hele 2023 på genopbygning.
Markerne er også ødelagt, så der hverken er mad til dyr eller mennesker. Chin Chin siger det med få ord: ”De råber om hjælp…”
Det kræver lige en dyb indånding og et tydeligt suk, før Chin Chin fortsætter beretningen:
”Imens har militæret bombet og brændt huse og kirker ned. De har levet i folks hjem og de har også boet i kirkerne. 82 huse er blevet brændt ned og to modstandsfolk, der blev tilbage og kæmpede, blev slået ihjel.
Nu er militæret taget afsted igen, men befolkningen kan ikke vende tilbage. Militæret har mineret byen, inden de trak sig tilbage. Det vil tage lang tid, før man kan vende hjem, genopbygge byen og begynde at hele sårene.”
Det er voldsomme beretninger. Og det er svært at forestille sig, hvordan man kan klare det som menneske. Chin Chin tilføjer, at soldaterne har boet i de forladte huse og i kirkerne. De hjem, der ikke er brændt ned, er fuldstændig raseret.
Omfanget af militærets terror mod befolkningen bliver endnu sværere at forstå, når Chin Chin fortsætter:
”… men det er jo bare en enkelt historie. Det er sådan næsten alle steder, hvor hæren rykker frem. Lige nu er der to – tre andre byer, der bliver bombet, fordi der er mistanke om, at modstandsfolk skjuler sig. De ligger i et grænseområde, hvor der allerede er mange internt fordrevne… Mange er døde og mange er kommet til skade.”
Støt BaptistKirken, når vi støtter Myanmar økonomisk
Mobile Pay 330048 eller konto 3201 0010042879 mrk. Myanmar
Under overskriften ’Mayday Myanmar’ går organisationerne Caritas Danmark, Danmission, Baptistkirken i Danmark og Chin Christian Association Denmark igen i år sammen om at vise solidaritet med Myanmars hårdtprøvede kirker og befolkning: Vi tænder lys, vi laver opslag på de sociale medier med #MaydayMyanmar, vi deltager i virtuelle events, vi støtter økonomisk og vi beder for fred i Myanmar – i hele uge 21.
Der er brug for det.
Befolkningen lider i Myanmar – Tænd et lys i mørket
Hkalam Samson, tidligere leder af Kachin-baptisterne, idømt 6 års fængsel af Myanmars militærregime
Myanmars militær tager igen magten
URL: https://baptist.dk/regimets-brutale-overgreb-er-hverdag-i-myanmar/