På sommerstævnet har du måske bemærket det store, hvide telt fra Holbæk. Her hænger 19 forskellige flag. Et fra hver nationalitet, der er tilknyttet kirken.
Annamary Jeromdesella
Der er også en broget gudstjeneste hver søndag. ”Det er især stort til jul og påske”, fortæller Annamary Jeromdesella, der er tamil. ”Så synger vi salmer og lovsange på vores eget sprog. Der er plads til os alle. Jeg er rigtig stolt af at være med i denne kirke.”
Dansk er vores eneste fælles sprog.
Mange af flygtningene kender hinanden fra sprogskolen. ”Dansk er vores eneste fælles sprog”, siger hun, der har tilhørt menigheden siden 2001. Integration er ikke noget, man snakker om. Det er bare noget, man gør – helt automatisk. De tre flygtninge, jeg taler med, er enige. Holbæk Baptistmenighed er noget specielt.
Valgte at blive
Netop en gruppe tamiler har ellers lavet deres egen menighed, der bruger kirken, men Annamary og hendes familie valgte at blive i Holbæk Baptistmenighed. ”Det var børnene, der bestemte det”, fortæller hun. De er nu 35, 38 og 39 år gamle! ”Vi fik en meget venlig modtagelse. Det fungerer så fint på trods af de mange nationaliteter”, fortsætter hun.
Naw Seng Dum Daw
Naw Seng Dum Daw, der er kachin’er fra Burma fortæller det samme: ”Der er ikke nogen, der tænker på nationalitet. Vi er bare mennesker.” Han kom til Danmark i 2008 med sin kone. Nu er han slagter- og butiksuddannet og har købt ’Slagterens Grill’ i Vig på Sjælland.
Der er ikke nogen, der tænker på nationalitet. Vi er bare mennesker.
”Jeg var baptist hjemme i Burma, og jeg kan godt lide baptistkirken. Vi fik en kontaktfamilie fra
starten. Nu er vi en rigtig familie. Det er dejligt. Menigheden har et varmt hjerte”, forklarer han. Han fortæller også, at han fik lektiehjælp i ’Åben Kirke’, dengang han studerede. Alle kachiner, der er baptister, har gudstjeneste på deres eget sprog en gang om måneden. Ellers deltager de i den danske gudstjeneste.
Åben kirke
Netop ’Åben Kirke’ er en enestående kontakt til det omgivende samfund. I en nytårs-cafégudstjeneste i 2011 spurgte den nu afdøde præst, Finn Basnov, deltagerne: ”Hvad skal du gøre for menigheden og for Gud i den tid, der kommer?”
Det tændte noget hos Inge-Lise Bornhardt, der netop var gået på efterløn. Hun inviterede Maja Andersen fra menigheden med hjem til frokost, og dér blev de enige om at starte ’Åben Kirke’. Den har så været der lige siden hver tirsdag, bortset fra de to gange, juleaften er faldet på en tirsdag – og bortset fra Corona-nedlukningen.
Her kan man få lektiehjælp eller bare snakke. Dengang lå sprogskolen i nærheden, og allerede første tirsdag kom to piger, én fra Eritrea og én fra Iran, og bad om hjælp. Nogle gange har der været op til 60 deltagere, nu kommer der 10-25.
De bliver behandlet som skidt her i Danmark. Jeg føler mig så magtesløs.
Inge-Lise Bornhardt
”Integrationen går så godt, at stort set alle kan forsørge sig selv nu. Så forsvinder de fra ’Åben Kirke’. Men der er nogle enkelte medlemmer af menigheden, der kommer. Det er dem, der er kommet senest til Danmark”, fortæller Inge-Lise. Hun bliver så oprørt, når hun hører dem fortælle deres historier: ”De har alle sammen en frygtelig historie. Og de bliver behandlet som skidt her i Danmark. Jeg føler mig så magtesløs, når jeg ikke kan hjælpe mennesker, jeg er kommet tæt på.”
Venligboerne
Hun er en af dynamoerne i ’Åben Kirke’ og i 2015 fik de god kontakt til Venligboerne. Den tidligere lærer Eva Lund-Madsen (75) kom for at hjælpe med lektierne. Hun er ikke kirke-aktiv og tænkte faktisk, om det kunne være en hæmsko, at lektiehjælpen var i en kirke. Flygtningene er jo både muslimer og alt muligt andet end kristne.
”Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var et problem”, fortæller hun. ”Kælderen under kirken er et meget menneskekærligt rum. Det er, som om det hænger på væggene. Her spiller det ikke ind, hvilken religion, du har. Vi griner en del og har et dejligt fællesskab. Det er hyggeligt. Hvis jeg kommer, og der ikke er brug for hjælp, drikker jeg måske en kop kaffe, og så smutter jeg hjem igen.”
Spisning onsdag aften
Annamary er også meget glad for spisningen i kirken onsdag aften: ”Jeg laver mad en gang imellem. Her er god tid til at snakke sammen. Bedre tid end til kirkekaffen om søndagen. Her finder de unge også sammen.”
Den første lørdag i måneden har der også været ’Åben kirke’ for familier. Den har været lukket pga. Corona, men starter formentlig op igen i februar. ”Vi leger med børnene, mest sanglege. Børnene kender dem fra institutionerne, men forældrene kender dem jo ikke. Og så lærer forældrene hinanden at kende”, siger Inge-Lise og fortæller om sommerudflugten til Odsherred Zoo: ”Ét år var vi over 30 afsted, alle udlændinge.”
Formand for en del
Jean-Pierre Makumbu
Både Annamary Jeromdesella og Jean-Pierre Makumbu sidder eller har siddet i menighedsrådet. Jean-Pierre var den første sorte mand i menigheden. Han fandt derhen ved et tilfælde, da han lige var flyttet til Holbæk, og blev varmt modtaget. Finn og Anne-Marie Basnov inviterede ham på frokost, og da han blev kørt hjem, vidste han, at her skulle han være. ”Til jeg dør”, tilføjer han.
Selvom han og hustruen nu har 35 km til kirken, er han særdeles aktiv. Han har arbejdet i menighedsrådet i 15 år, er formand for både projektudvalget og omsorgsudvalget. Foruden hans hjertebarn, Foreningen Bondeko, som hjælper forældreløse børn i hans hjemland Congo. ”Her er stor kærlighed og omsorg. Det er mit hus, mit hjem”, siger Jean-Pierre.
Giv din mening til kende