Religionsforskrækkelse i vækst

Tonny Jacobsen:

• formand for bestyrelsen og pressetalsmand for FriKirkeNet
• præst i Bykirken i Vejle, tidligere Vejle Pinsekirke

Da tvillingetårnene på World Trade Center styrtede i grus i 2001, indså den vestlige verden, at den stod overfor en ny og farlig fjende. Radikal islam spillede en væsentlig rolle i den diffuse fjendes ideologi. Vestlige ledere var omhyggelige med at undgå at gøre konflikten til en religionskrig mellem islam og kristendom. Og dog var det klart, at der var sprængfarlige konfliktmuligheder mellem radikale tolkninger af den muslimske tro og de vestlige, sekulariserede samfund.

En ny religiøs virkelighed

Danmark fik en brat opvågnen med ‘Muhammedkrisen’ i 2006. Danske imamer var året før rejst til Mellemøsten for at opildne til konflikt. Da krisen eksploderede, blev de danske ambassader i Libanon og Iran sat i brand, og dansk eksport til Mellemøsten styrtdykkede.

Danskerne fattede ikke, hvordan det kunne sætte en hel region på den anden ende og gøre Danmark til et terrormål, at et dansk dagblad havde tegnet en karikaturtegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Danske kristne er vant til satire, og det er længe siden, det var farligt at gøre grin med Jesus, kirken og den kristne tro.

Religionen skal presses tilbage til privatlivet og ikke fylde i det offentlige liv.

Religionen ud af det offentlige rum

Således formulerede statsminister Anders Fogh Rasmussen sin holdning. Han gentog ikke sin udtalelse, men han havde formuleret mange sekularisters programerklæring: Religionen skal presses tilbage til privatlivet og ikke fylde i det offentlige liv.

Den umiddelbare årsag var uden tvivl forskrækkelsen over de hadefulde reaktioner blandt nogle muslimer på danskernes opfattelse af ytringsfrihed og religiøs satire. Men krisen forenede sig med et hundredårigt gammelt ønske i dele af befolkningen om at slippe af med tro og religion. Radikal islam har for mig at se bragt denne uvilje mod religion og tro for en dag.

Beskæringer af religionsfriheden

Op til 1980-erne kunne sekularisterne varme sig ved tanken om, at religionen var på retur. Når danskerne blev tilstrækkeligt veluddannede og fik gode og trygge liv, ville religionen visne og dø. Men helt uventet bekendte flere og flere danskere en tro på noget overnaturligt i værdiundersøgelser. Samtidig fik vi så en voksende befolkningsgruppe af muslimer, som ikke pakkede deres tro ind i det private rum, og som på væsentlige punkter ikke ville adoptere danskernes livsstil.

Kombinationen af reelle problemer med integration af muslimer og en forståelse af det religiøse som et problem i stedet for en ressource, har ført til en giftig cocktail, hvor der i de senere år er skåret skiver af religionsfriheden i Danmark.

I de senere år er der skåret skiver af religionsfriheden i Danmark.

‘Ordnede forhold’ for trossamfund

I 2014 satte daværende social- og integrationsminister Manu Sareen (R) gang i et lovforberedende arbejde, der skulle opfylde løftet i Grundloven om en egentlig lovgivning for ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’. Stik imod dansk forvaltningstradition gav Sareen ikke en eneste repræsentant for noget kirkesamfund sæde i udvalget. Vi skulle tydeligvis have minimal indflydelse.

Sareen valgte dog tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til formand for udvalget. Og Gammeltoft-Hansen var indstillet på at lave så omfattende høringsrunder, at de berørte trossamfund alligevel blev behørigt inddraget.

Kirkesamfundene skulle tydeligvis have minimal indflydelse.

Overhalet indenom

Medens udvalget skrev sin betænkning, viste TV2 en dokumentar med den fikse titel ’Moskeerne bag sløret’. Her kunne undercover-journalister dokumentere, at imamer gav råd om ægteskab og synet på det danske samfund, som syntes taget ud af den mørkeste middelalder.

Et politisk flertal ville ikke vente på Gammeltoft-Hansen-udvalgets lovforslag, men lavede en lovpakke – den såkaldte ’Imamlov’ – som angiveligt skulle komme parallelsamfundene til livs. Den væsentligste nyskabelse var, at man som religiøs forkynder fik snævrere rammer for, hvad man kan sige offentligt, end alle andre offentlige debattører har.

Trosfrihed er ikke en selvfølge

Frygten for islam kombineret med kræfter, der vil fremme sekulariseringen, vil kaste endnu flere politiske initiativer af sig i fremtiden. Vi har netop fået et burkaforbud forklædt som et maskeringsforbud. Der er et borgerforslag på vej om at forbyde drengeomskæring.

Vi kan ikke længere tage den trosfrihed, som tidligere generationer har kæmpet for, for givet. Den må genvindes i vores generation – for vores egen og de kommende generationers skyld.