Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Opgaven lyder: Planlæg sommerstævnet

Tre baptister og tre missionsforbundere bruger lige nu meget af deres tid på at planlægge årets sommerstævne. Programudvalget er kun et af mange udvalg, der knokler for at sommerstævnet skal blive en god, fælles oplevelse for alle aldre.

Om Sommerstævnet 2017:

  • uge 29, dvs. den 16.-22. juli
  • på Efterskolen Lindenborg ved Borrevejle Vig, Roskilde

Det er en møjsommelig proces at få skruet et godt program sammen. Der fokuseres i år meget på at tiltrække de yngre generationer af voksne, så der også er et fællesskab og nogle, der i fremtiden vælger kirkesamfundene til. I næste nummer af baptist.dk kan vi præsentere programmet. Her skal I høre om de overvejelser, der følger med at sidde i programudvalget:

Sådan er opgaverne fordelt

Programudvalget (PU): Programmet for ‘det voksne stævne’

Koordinationsudvalget (KU): De overordnede beslutninger og økonomi

Tre udvalg, der arbejder med børn, teenagere og unge på Platform, der har de 18-30-årige som målgruppe.

”Det er et privilegium”, siger Bodil og fortsætter:

Tid er dyrebar, og ferietid er endnu mere dyrebar, så det er et stort privilegium at arrangere sommerens stævne. Der er mange ønsker til et sommerstævne. Dem prøver vi efter bedste evne at imødekomme – velvidende, at folk kommer med mange forskellige holdninger om, hvad et godt stævne er! Vi har en meget bred målgruppe både i alder, holdninger og spiritualitet, men alle er vi fælles om troen på vor Herre Jesus Kristus, og det skal gennemsyre stævnet.

Bodil Højbak Møller

Nogle ønsker flest input til hjernen, andre til hjertet, og mange vil gerne have begge dele. Jeg tør godt love, at der vil være inspiration til både hjerte og hjerne. Vi tilstræber at skabe et program, der opmuntrer, udruster og udfordrer os i vores discipelskab og styrker os i fællesskabet.

Det er et privilegium, at vi er to kirkesamfund, der laver sommerstævne sammen. Begge kirkesamfund byder ind med gode tanker, muligheder og kræfter – og ikke mindst dejlige sommerstævnedeltagere. Vel mødt til sommerstævne 2017!

”Vi skal omfavne forskellighederne”, mener Christian og siger:

Opgaven lyder: Planlæg Sommerstævne 2017 – en fælles trosrejse for to frikirkesamfund med selvstændige menigheder, der ikke altid tænker, tror og mener det samme. Det er noget af en mundfuld. Hvordan gør man det til en succes?

Christian Bylund

I arbejdet med det kommende sommerstævne har jeg reflekteret over sidste års stævne, som jeg var med til at planlægge, men også de mange sommerstævner, jeg har deltaget i. Jeg kan se tre måder at planlægge sådan et stævne på:

  • Man kan lægge én teologisk linje for stævnet. Det er lidt af en udfordring, fordi vi de sidste år har oplevet, at vi ikke altid er enige i og mellem menighederne
  • Alternativt kan man lave et midtsøgende stævne, hvor vi ikke kommer ind på de emner, vi til tider kan være uenige om. Så vil vi være nødt til at skære teologiske emner og talere fra, fordi de ‘støjer’ for meget. Heller ikke den løsning får succes, tror jeg.
  • Den eneste måde, hvorpå vi kan få et godt stævne for alle, er ved at åbne helt for bredden i vores kirkesamfund og forsøge at favne vores forskelligheder i teologi og spiritualitet.

Programudvalget

Fra BaptistKirken deltager

  • Lone Møller-Hansen, generalsekretær og præst på Bornholm
  • Bodil Højbak Møller fra regen/Kristuskirken
  • Christian Bylund fra Aarhus Baptistmenighed

Bodil og Christian er begge teologistuderende

Fra Missionsforbundet deltager

  • John Nielsen, missionsforstander
  • Svend Ryborg, præst i Thisted
  • Charley Stephansen, præst i Grindsted

Det er derfor, vi holder stævne. For breddens skyld. Vi holder stævne for at blive inspireret af hinanden, for at tage de teologiske samtaler med hinanden, for at knytte bånd på tværs. Vi gør det for at blive provokeret, for at blive opmuntret, for at se tingene fra en lidt anden vinkel, end vi måske gør i vores egne menigheder.

Jeg kommer på stævne, fordi jeg er på en trosrejse, hvor jeg har behov for at blive provokeret en gang i mellem, for at blive opmuntret, for at opleve Gud på en måde, jeg måske aldrig har prøvet før.

Giv din mening til kende