Det er en udfordring for mig at vente på Gud – og det var det også for Jesu disciple. De sad og ventede på, at det skulle ske, som Jesus havde sagt: “I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.”
Så de ventede og ventede. På hvad vidste de ikke helt. Hvordan det skulle ske, vidste de slet ikke. Så de ventede bare.
Det er et tema i biblens fortællinger – at vente på Gud. På den måde giver det med Gud ingen mening for os, der gerne vil handle os ud af alle situationer. Det er som om, Gud trækker det i langdrag. Men ventetiden på hans handlen gør noget ved os. Enten falder vi helt fra troen, eller også vokser den.
Vi venter utålmodigt på, at han griber ind. Så venter vi i tro på, at han griber ind, men det gør han ofte først, når vi udmattede giver op og overgiver det hele til ham. Så gør Gud pludselig mere end det, vi bad om – og gør det bedre, end vi havde forestillet os.
Men lige nu ventede og ventede disciplene. De måtte være klar, før de i Åndens kraft kunne forlade Jerusalem og blive Guds vidner, til det yderste af verden.
Vil du vente på Gud? Vil du være det hvedekorn, der lægges i jorden for at dø. Tænk, hvad det kan forvandles til.
Tænk også, hvad de mange, vi beder for kan opleve, hvis vi lægger hver lille bøn i Guds jord og i tro venter på resultatet. Mon så ikke forbøn for familie, naboer, venner og andre, giver fornyet tillid til, hvad Gud kan gøre?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende