Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Vi kan ikke overbevise hinanden

Synode2025

Vi kan ikke overbevise hinanden

Synoden i BaptistKirken viste viljen til at være ét, men vi bliver ikke et holdningsfællesskab.

Det blev nok en mere positiv oplevelse at være til synode, end mange havde frygtet. Den gode tone bliver fremhævet. Der blev faktisk lyttet – også til dem, man ikke er enig med. Der var en udpræget vilje til at blive sammen. Det viste de orange kort, som tilkendegav deltagernes positive holdninger – uden en afstemning. Det kunne kun ses fra podiet, fordi kortene blev holdt foran brystet.

Men det står også klart, at vi ikke kan overbevise hinanden. Vi kan med andre ord ikke blive enige om især det, der er/var indeholdt med ét ord i værdierne, seksualitet. Kan man blive leder i det nationale fællesskab, hvis man ikke er heteroseksuel og udlever en anden seksualitet?

Ledelsen traf en beslutning, som langt de fleste var lettede over. Det spørgsmål er skudt til hjørne og skal behandles på læredage de kommende halvandet år frem til en landskonference i efteråret 2026.

Forståelse af Bibelen

Det, der ligger bag uenigheden, må vi adressere. Vi har talt om forskelle i bibelsyn, men det er for snævert. Det handler også om bibeltolkning og bibelbrug. For at forstå hinanden – og os selv – må vi bruge god tid på at tale om, hvad det betyder, hvis vi hver især siger, at vi tror, at Gud åbenbarer sig selv og sin vilje i Bibelen. Det lægger vi tydeligvis ikke det samme i. Det handler om bibelsynet.

Dernæst må vi tale om, hvordan vi tolker de enkelte bibelsteder – bl.a. dem, der tolkes til at handle om homoseksualitet. Endelig skal vi tale om, hvad Bibelen og vores tolkning af den betyder for vores liv og valg. Både personligt og i fællesskabet.

I den proces må vi bede Helligånden om at gøre det, vi ikke kan gøre selv. Forene os. Det bliver sandsynligvis ikke et holdningsfællesskab. Men forhåbentlig et handlingsfællesskab, som den europæiske ’baptistgeneral’ Alan Donaldson opfordrede os til.

Giv din mening til kende