Vi er på vej mod den ene grøft, hvis vi taler om frelse og dåb uden at tale om tro og tjeneste. Et sådant dåbssyn kan begrundes på flere måder. Guds foregribende nåde betyder alt – Gud er alt, mennesket er intet. Guds vilje til at frelse er så stor, at troen intet betyder. Et sådant argument kan føre til, at alle former for dåb tolkes som spædbarnsdåb. Undertiden siges det ligeud: ’Enhver dåb er en barnedåb’ – for her ses Guds handling til frelse tydeligst; her råber vores afmagt højest.
Endnu en grøft
Hvor et sådant dåbssyn udfolder sig, kører baptister mod den anden grøft. Vi hører det ofte i vidnesbyrd fra dem, der døbes. Og hvad værre er, vi hører det fra prædikestolene! Her understreges det, at dåben kun er en ’lydighedshandling’. Afgørende er, at den, der døbes, har hørt Guds kald til omvendelse og dåb – og nu handler derefter. Men vi hører sjældent om Guds nåde, der frelser – også i dåben. Det er os, der ’vælger at blive døbt’. Hertil føjer sig en forbøn om Helligåndens udrustning til at tjene livets Gud.
Midt på vejen
Noget halter – på begge sider af vejens midte. Dåb, tro og frelse anskues kun ud fra de døbtes perspektiv. Når der tales om dåb i Det Ny Testamente, hører vi derimod, at ’Herren føjede nogle til, som blev frelst’[1]. Dåben knytter os sammen som ét folk under én Herre. Dåben føjer os til Guds Folk, der er til for at tjene Guds Rige her og nu. Sammen med Guds Folk skal unge ’se syner’ og gamle ’drømme drømme’. Alle døbte skal sammen have blik for, at Gud vil fortsætte Jesus’ gerning ved Kirken, der – i Åndens kraft – skal være redskab for Den Opstandne. Nu gælder det livsmod, tilgivelse, kærlighed, ret og fred. Det er Guds mission, hvorom alt drejer sig, i Hans – og i vores – verden.
Regnbue over Bujumbura Foto Rasmus Hylleberg
Den bibelske tanke
Om dette bruger Bibelen fra først til sidst et velkendt begreb, nemlig pagten. En pagt er en relation mellem to parter. Gud er ’pagtens herre’. Det folk, han vælger til at tjene sine formål, bliver til ’pagtens folk’. Den bibelske ’pagtshistorie’ har mange dimensioner, men alle Guds pagter har samme perspektiv: Gud vil igen favne alt, hvad han har givet liv. Perspektivet er universelt. Noa-pagten gælder skaberværkets redning.[2] Pagten med Abraham, der var stamfar til Israels folk, sigter mod alle jordens folkeslag.[3] Gud udvælger en del af helheden for at nå alt og alle. Gud opretter også ’den ny pagt’, for at ’hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære’.[4]
Gud er som ’pagtens herre’ suveræn. Hans historie gennem verden tager overraskende sving – fordi ’pagtens folk’ ofte gik dets egne veje. Følgelig må relationen mellem Gud og hans Folk være historisk fremadskridende, men den er altid personlig. Derfor lyder det i varierede former: ’Vælg i dag, hvem I vil tjene!’[5] Gud tvinger ingen! Han forholder sig til sin pagts-partner ved at kalde, nøde, opmuntre – med kærlighed.
Dåb som pagtstegn
Til en bibelsk pagt hører et pagtstegn. I Noa-pagten er det regnbuen. I pagten med Israel er det omskærelsen. I ’den ny pagt’ tæller vi til to, nemlig dåb og nadver. De gamle baptister talte med Bibelens eget sprog om ’pagtstegn’[6]. Gud kalder os ind i en relation til sig. Vi må vælge at blive en del af Guds Folk – i dåben, der er ’den gode samvittigheds pagt’. Og vi må udrustes til tjeneste – ved nadveren, der er ’den nye pagts måltid’. Gud tager som nådens Gud altid initiativet. Herpå forventer han vores svar. Det er ’den gyldne vej’ gennem Guds historie – og gennem alt Guds folk.
1 Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 47
2 1. Mosebog kap. 9
3 1. Mosebog kap. 12, vers 1-2
4 Filipperbrevet kap. 2, vers 5-16
5 5. Mosebog kap. 30, vers 19; Josvabogen kap. 24, vers 15
6 1. Petersbrev kap. 3, vers 21; 1. Korintherbrev kap. 11, vers 25
Giv din mening til kende