Udsendt til krig

Peter Olesen, 77 år:

• er aktiv i Frederikshavn Baptistmenighed og har været spejder hele sit liv
• uddannet politiassistent i 1971 og har arbejdet inden for næsten alle sektorer i politiet
• officer af reserven i hæren, tilknyttet militærpolitiet
• gift med Annette, sammen har de børnene Inge og Søren

I 1991 brød Slovenien og Kroatien ud af den jugoslaviske føderation og erklærede sig selvstændige. Det førte til en brutal borgerkrig i området. I 1992 besluttede FN at indsætte en fredsbevarende styrke i landet. Folketinget besluttede i 1992, at Danmark skulle deltage i FN-styrken.

Fredsbevarende styrke

Hvilken betydning fik det for dig, Peter?
– Som tilknyttet forsvarsreserven bliver man spurgt om at deltage i et vist antal operationer. Fordi mine kompetencer var efterspurgte, sagde jeg ja.

FN-styrken i Jugoslavien var på ca. 40.000 mand, og vi var 900 danskere. Det danske ansvarsområde var på størrelse med Sjælland og Fyn i området omkring Kostajnica. Vores personel var spredt ud i området med fem kompagnier, mens jeg sad i hovedkvarteret i Kostajnica.

Hvad var jeres opgave?
– Opgaven var at være fredsbevarende. De jævnlige konflikter blev meldt til os, og vi skulle så gå i dialog med de kommanderende officerer i konflikten. Mange uenigheder bundede i, at kroaterne var katolikker, serberne ortodokse og bosnierne muslimer – og de søgte at ødelægge hinandens identitet ved at angribe kirker, klostre og moskeer. Den observation vandt ikke gehør hjemme i København. Religion skulle vi holde os fra.

– Vores mulighed var dialog, men som en amerikansk præsident engang sagde: ”Speak softly and carry a big stick”.^[1] Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog. Derfor fik vi tunge våben og kampvogne, så vi kunne lægge vægt bag det, vi sagde.

Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog.

Var du i åben kamp?
– Kun en enkelt gang. Jeg var i Sarajevo i en kort periode for at hjælpe franskmændene, der havde ansvaret der. Byen var fyldt med snigskytter, der lå på tagene og skød på forbipasserende, gamle mennesker og børn. Da var vi nødt til at skyde igen.

Et voldsomt mentalt pres

Hvordan klarer man det mentalt?
– Som officer er man uddannet til at klare pressede situationer, men du er ikke forberedt på, at du konstant lever under et mentalt pres. En af mine opgaver var også at efterforske krigsforbrydelser.

– Vi så mennesker blive pint, lemlæstet og dræbt. Vi så gårde, landsbyer, ja hele byer blive jævnet med jorden. Vi så uerstattelige kulturværdier blive ødelagt. Vi så koldblodige overgreb mod egen befolkning bare for at kunne beskylde modstanderen for at begå krigsforbrydelse og dermed retfærdiggøre sine egne nedrigheder. Vi oplevede skinhellighed og hyklet forargelse ved forhandlinger og konferencer, og at aftaler blev brudt fem minutter efter, de var indgået.

– Det kan man ikke klare, hvis ikke ens bagland er i orden. Og jeg er privilegeret. Annette klarede livet derhjemme med to børn og var altid parat til at lade mig læsse af, når noget var svært. Man skal ikke glemme, at også børnene er præget af den usikkerhed, deres far lever under.

Kunne I bruge hinanden?
– Ja, det er simpelthen nødvendigt. En klog mand sammenlignede det med et krus, der hele tiden løber noget ned i. Hvis du ikke af og til får noget hældt ud, så løber det over på et tidspunkt.  Vi havde også en psykolog og en feltpræst, vi kunne tale med.  Feltpræsten holdt gudstjenester hver søndag. Her var der mange, der deltog.

Blev du brugt som kristen?
– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror mere, det var cheffunktionen, der gjorde, at folk gerne ville have en snak. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg tror på Gud, og har også tit i samtalerne brugt Bibelen og citater derfra til at løse et problem. Det ligger helt naturligt for mig.

Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer.

Principiel holdning til krig som kristen

Kan man som kristen deltage i krig?
– Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer. Sådan har det været, så længe menneskeheden har eksisteret. Vi har et sørgeligt eksempel i dag med Ukraine. Nogle er nødt til at mestre den opgave. Derfor har jeg ikke som kristen haft problemer med, at jeg blev soldat. Jeg plejer at sammenligne forsvaret med brandvæsenet: Ingen ønsker, de skal træde i funktion, men når huset brænder, er det godt, at de er der.

Hvem er min næste i en krig og er tilgivelse mulig?
– For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne. Rent menneskeligt kan man ikke tilgive de bestialske ting, vi så, men professionelt er man nødt til at forholde sig til det. Fangede vi krigsforbrydere, måtte de retsforfølges.

For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne.

– Danske soldater har et vældig godt ry, fordi de er uddannet til at tage initiativ og løse problemer, og de behøver ikke at have en masse faste regler. Faste regler, langt fra virkeligheden, gav problemer. Samlede vi fx flygtninge op, skulle vi aflevere dem til de lokale myndigheder på stedet. Men vi vidste jo, hvad der skete med dem, så det var ufatteligt, så mange der flygtede fra os. Der sad nogle meget fornuftige ledere i høje stillinger, der helt præcist vidste, hvornår de skulle lukke øjnene.

– Jeg vendte tilbage til mit job og min hverdag uden problemer, men mit perspektiv på menneskelivet har ændret sig for altid. Livet er for kostbart til at gå op i småting!

Læs også artiklen ‘Vi må altid stå på de svages side’.

^[1] Oversat: ´Tal roligt og hav en stor stok med´.