Trossamfundsloven – og dét, der er værre

Loven gælder ikke blot frikirkerne, men alle religiøse samfund, der ønsker anerkendelse. Den udfylder Grundlovens ene løfteparagraf, mens den anden om Folkekirkens forfatning endnu ikke er blevet udfyldt. Endelig indeholder Grundloven også den grundlæggende paragraf 67 om religionsfrihed: ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’ – en mulighed for at være trossamfund uden anerkendelse. Som baptister har vi ønsket at bevare anerkendelsen fra 1952. Derfor er vi omfattet af den nye Trossamfundslov.

Lovens bestemmelse

Mens loven blev til, pegede vi i flere høringssvar på, at vi kun havde brug for en lov, hvis den løste reelle problemer, og at pligter, der følger med anerkendelsen, skal stå i et rimeligt forhold til de rettigheder, som trossamfundene får. Da loven blev vedtaget, fulgte der to rettigheder med: Vi fik vielsesret, og vi bevarede fradragsretten efter gældende skatteregler. Men der fulgte også pligter med. Da bekendtgørelse og vejledningen til loven forelå, viste det sig, at de blev meget restriktive.

Præsternes vielsesret

For at bevare vielsesretten skulle alle præster, der skifter menighed, på et obligatorisk ’kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre’. Kurset er dyrt, og dets relevans er begrænset. Indholdet blev da også bestemt ud fra et andet behov: At indføre udenlandske prædikanter i dansk tradition på de nævnte områder – en politisk hovsaløsning, der fulgte efter TV2’s udsendelse fra Grimhøjmoskeen. Ministeriet har konsekvent afvist ansøgning om dispensation fra erfarne præster, der har foretaget flere vielser gennem årene.

I vores høringssvar påpegede vi, at vores præster ikke burde bindes op på det kursus. Vi ville anbefale præsterne, at brudeparret bliver viet borgerligt, hvorefter Guds velsignelse over ægteskabet finder sted i en gudstjeneste. Det følger vores principielle syn: Et civilt anliggende bør adskilles fra den kirkelige handling.

Alle over én kam

Problemet er, at politikerne blander dansk kirkelovgivning med krav til udenlandske forkyndere.

Problemet er, at politikerne blander dansk kirkelovgivning med krav til udenlandske forkyndere. Naturligvis må man ikke diskriminere mellem fx kristne præster og muslimske imamer, der ønsker vielsesret. Alle bør have kendskab til danske love om ægteskab og vielse. Men at koble viden hos danske forkyndere med kendskab til ’frihed og folkestyre’ for udenlandske forkyndere i ét og samme kursus – hvor blev logikken af?

Her er det største problem med Trossamfundsloven: Politikerne vil stække muslimerne, og for at undgå diskrimination gælder loven alle ’fra folkekirken afvigende trossamfund’. Perspektivet bliver skævt. Og det bliver kun værre af, at de muslimske trossamfund stort set ikke søger anerkendelse – og derved går de under radaren. Det fatale er, at loven blev til i en tid, hvor de fleste politikere opfatter religion som farlig og kontrolkrævende. Derfor blev alle trossamfund spændt for den vogn, der skal bruges til at tromle islamisterne. Man mærker hensigten og bliver forstemt.

De fleste politikere opfatter religion som farlig og kontrolkrævende.

Trossamfundsregisteret

For at føre tilsyn med de anerkendte menigheder oprettede man i 2018 et digitalt register. Her skal trossamfund og menigheder rapportere deres økonomiske aktiviteter ved at indsende et årsregnskab, så offentligheden får indsigt i økonomi og organisation. Her kan man også diskutere, om pligterne står i et rimeligt forhold til de rettigheder, som trossamfundet får.

For at man kan sammenligne, skal årsregnskabet aflægges efter en model, der kræver mere ekspertise end almindelige menighedskasserere traditionelt har, så mange menigheder har måttet hente professionel hjælp. Det har påført os udgifter, der skal hentes fra frivillige gaver. Hertil kommer en stram administration af de fastsatte tidsfrister. Også her mødte vi mangel på fleksibilitet fra ministeriet med trussel om, at vi kunne miste vores anerkendelse, hvis ikke … – så vi måtte gribe til digital godkendelse af regnskabet. I år er fristen blevet forlænget, for ministeriet kan ikke selv opfylde lovens krav!

Dét, der er værre …

Kirkerne samarbejder om forslag til forbedringer af Trosamfundsloven, når den skal revideres, og følger opmærksomt med, når politikerne diskuterer andre love, der vil regulere muslimernes frihedsrettigheder – for de kommer også til at ramme alle os andre. Én lov satte i 2016 religiøse forkyndere i en kategori for sig. En anden lov rumler i horisonten: Loven om oversættelse af alle prædikener på fremmedsprog til dansk. Begge steder siger politikere og embedsmænd indirekte, at religion er et farligt fænomen, som må kontrolleres administrativt. Hvornår bliver det almindeligt at skelne mellem syg og sund religiøsitet, så der kun sættes grænser for den syge? Et tredje forslag går ud på, at trossamfund, der ikke ansøger om anerkendelse, skal tvinges til at lade sig registrere. Forslaget strider mod Grundlovens §67, og det viser, at politikernes syn på trossamfundene handler mere om kontrol end om tillid.

Hvis Trossamfundsloven skal sikre trosfriheden, må religiøsitet og trossamfund opfattes som en naturlig del af samfundet og et gode for borgerne. Og hvis trossamfundene skal registrere sig og søge anerkendelse – som politikerne ønsker – må rettigheder og pligter afstemmes. Det skal være attraktivt at være trossamfund.

I Grundtvigs fædreland hører åndsfrihed med til ’den danske religionsmodel’. Og ifølge Hal Kock går den farbare vej via den samtale, der er demokratiets grundvilkår. Andre tilgange skaber ufrihed og tvang – i stedet for den tillid, som ifølge Løgstrup er vort humane samfunds grundvold.