Tro og naturvidenskab

Peter Øhrstrøm

• dr. scient., professor ved Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet
• forsker i videnskabsfilosofi og naturvidenskabernes historie, etisk argumentation, IT-etik og sundhedsinformatik
• tilknyttet Kaj Munk Forskningscentret og Forskningscenter for Etik i Praksis
• har været folketingskandidat for Kristendemokraterne
• medlem af Det etiske Råd 2000-2010

Det naturvidenskabelige gennembrud i 1600-tallet var båret af kristne pionérer. For dem var troen en afgørende forudsætning for den videnskabelige aktivitet. De troede, at Gud har skabt verden og indrettet den på en rationel måde, således at vi har mulighed for at begribe afgørende træk ved den ved brug af vores iagttagelser og vores fornuft. Meget smukt blev det udtrykt af Johannes Kepler (1571-1630):

’Jeg ville opnå, at troen på, at verden er skabt, skulle forstærkes gennem denne ydre støtte, at Skaberens tanker skulle kunne genkendes, og at Hans uudtømmelige visdom skulle lyse stærkere fra dag til dag. Så vil menneskene til sidst kunne måle dybderne i Hans mægtige tanker og indse, at Gud, som grundlagde alt i verden efter en bestemt plan, også har udstyret menneskene med et sind, som kan forstå denne plan’.

Skabelsestro og naturvidenskab passer på den måde fint sammen.

Naturvidenskab – gudsdyrkelse

For videnskabens pionérer var sand naturvidenskab altså en slags gudstjeneste. De fremhævede, at Gud har skabt verden efter en sammenhængende plan og os med en forstand, der passer til verden på en sådan måde, at vi har mulighed for ved forskning at finde de principper (tanker), som Skaberen har nedlagt i naturen. Eksperimenter og observationer kan principielt foretages af alle mennesker med samme resultater uanset vilkår og baggrund. På den måde bliver naturen tilgængelig for den menneskelige erkendelse.

Det er en fremherskende opfattelse blandt videnskabshistorikere, at den kristne skabelsestanke virkede befordrende på videnskaben. Der er jo klart, at det giver mening at søge efter rationelle love i naturen, når man tager udgangspunkt i troen på en rationel lovgiver og skaber. Skabelsestro og naturvidenskab passer på den måde fint sammen. Sådanne betragtninger er mange gange blevet diskuteret og underbygget – senest bl.a. af Oxford-professor John Lennox.

To ‘bøger’ – én sandhed?

Klassisk set har man talt om ‘Naturens bog’, som kan ‘læses’ gennem de naturvidenskabelige metoder, som Skaberen har givet mennesket mulighed for at benytte sig af. De kristne anerkender naturligvis også Guds åbenbaring, som den kommer til udtryk i evangeliet – i Bibelen. Men hvad nu, hvis de to bøger strider mod hinanden?

Naturvidenskaben udelukker ikke, at Gud mirakuløst kan gribe ind i verden.

Det er en kristen grundantagelse, at det ikke kan ske i endegyldig forstand. Begge bøger kommer jo fra Gud. Hvis vi mener at ‘læse’ noget i den ene bog og det modsatte i den anden, bør vi gå vores læsning efter, og det vil vise sig, at vi har misforstået Naturens bog, Bibelens åbenbaring eller måske begge dele.

Miraklets mulighed

Debatten om mirakler er et godt eksempel. En firkantet tolkning af naturvidenskaben kan få folk til heri at se et argument for, at Bibelens udsagn om miraklers mulighed skal afvises, fordi de strider mod naturlovene. Herom skrev Kaj Munk:

’Den troende ved jo også om lovene; han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og når han grænseløst beundrer disse loves visdom og vælde, ærefrygter han altså Gud. Men den Gud, der har skrevet dem, står så tillige også over dem. Hvem ville forbyde urmageren at røre ved den lange viser med fingeren?’

Bedre kan det næppe siges. Naturvidenskaben handler om naturens gang, når Gud styrer verden gennem naturlovene, mens miraklerne er Guds ekstraordinære indgreb i verden. Naturvidenskaben udelukker ikke, at Gud mirakuløst kan gribe ind i verden. Naturens bog og Bibelens åbenbaring er ikke hinandens modsætninger, men derimod to forskellige kilder til sandhed og erkendelse – givet til mennesket af Skaberen.