To søstre om bøn

To søstre:
Marianne Koch er cand.theol. og sognepræst i Viborg Domkirke
Vibeke Dalsgaard er pædagog og næstformand i Baptistkirken i Danmark

Jeg lægger ud: ”Marianne, for nogen tid siden, fortalte du, at du har haft udfordringer med dit bønsliv, og jeg tænkte: Hold da op, det har jeg haft hele mit liv. Det må jeg da vide mere om.” Marianne reflekterer lidt: ”Jeg har brugt mange kræfter på bøn – mediteret, taget på retræter og læst meget. Jeg oplever, at jeg havde en forestilling om, at bønner skal være lange og inderlige, og det kunne jeg ikke rigtig præstere.”

Vibeke funderer lidt: ”Nej, det er også min udfordring. Jeg har prøvet at skabe mig andagtsstunder, hvor jeg læser daglige bibelvers, men når jeg kommer til bønnen, er jeg tit endt med at bede Fadervor. Ikke at jeg føler det forkert, men jeg længes efter at magte den mere personlige bøn. Jeg kan huske, at da jeg for en del år siden lærte Kristuskransen at kende, fik jeg en befriende følelse. Her var løsningen, men det var det heller ikke. Det blev jeg noget deprimeret over.”

”Jeg bruger stadig kransen, men jeg beder en enkelt bøn”, fortæller Marianne. ”For mig hjalp det en del, at Luther siger, at man skal bede sådan, at man kan huske både begyndelsen og enden. Det er altså ikke hverken længden eller formen på bønnen, der betyder noget.”

Jeg har aldrig kaldt det bøn, men måske mere en samtale med Gud.

Bevægelse giver ro på

Marianne fandt også en anden vej. ”For en del år siden begyndte jeg at brodere, og jeg fandt ud af, at når jeg sidder der, og nålen går, så bliver der helt stille i mit hoved, og jeg er i en helt anden kontakt med Gud, end når jeg holder mere formel andagt. Når jeg har de stunder, kalder jeg Gud Abba og bliver 5 år gammel, og så kan jeg fortælle min Far alt muligt.”

Vibeke bliver lidt stille og svarer så: ”Jeg har den samme fornemmelse, når jeg går i naturen eller kører bil alene. Jeg har aldrig kaldt det bøn, men måske mere en samtale med Gud. Jeg kan egentlig godt forstå, at pilgrimsvandringer er blevet populære. Jeg får også ro i hovedet, når benene bevæger sig.”

Marianne smiler lidt: ”For os to virker det åbenbart med lidt kombination af Martha og Maria – at gøre noget aktivt og sidde ved Jesus fødder samtidigt. For øvrigt er der en anden ting omkring mit broderi, som er lidt sjovt. Da jeg læste teologi, var jeg meget skræmt ved at skulle lære hebræisk, fordi jeg er ordblind. Det behøvede jeg ikke at være, det gik glat. Min hjerne er åbenbart skruet sammen til at læse fra højre mod venstre. Jeg broderer også ’den forkerte vej’, og så falder der ro på, og både samtalen med Gud og bønnen kommer naturligt.”

Gud véd det hele i forvejen, men jeg kan fornemme klart, at min Far i himlen gerne vil høre det fra mig.

Gud ved det jo allerede

Vibeke tænker lidt og siger så: ”Jeg oplever, at mit problem også har været, at Gud véd alting. Gud véd  både, hvad jeg bekymrer mig om, og hvad jeg ønsker. Så jeg fortæller ham egentlig noget, som Han udmærket godt véd.” Marianne svarer: ”Ja, vi véd godt, at Gud véd det hele i forvejen, men jeg kan fornemme klart, at min Far i himlen gerne vil høre det fra mig.”

At tale om bøn

Vibeke spørger Marianne med en smule undren: ”Du og jeg har kendt og talt med hinanden i 60 år, og jeg oplever, at du er det menneske i verden, som jeg har størst fortrolighed med, hvorfor har vi aldrig talt om emnet bøn før? Især når vi nu kan se, at både vores udfordringer og vores løsninger ligner hinanden”. Marianne tænker lidt og svarer: ”Jeg tror ikke, det er manglende fortrolighed. Nogle gange har vi bare ikke ord for det, som nager os – det er bare, sådan det er.”

Marianne slutter: ”Når vi skal tale bøn med mennesker – både kirkevante og søgende – så er det vigtigt, at der ikke er én rigtig måde. Vi er skabt forskellige, og vi bruger også forskellige måder, når vi taler med vores Far, og alle måder er lige rigtige.”