Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Tilgivelse er det fælles bedste

Tilgivelse er det fælles bedste

Du husker nok drengen, der drillede dig i skolen? Eller pigen, der sårede dig? Eller måske den fulde bilist, der dræbte din kære? Gør det stadig ondt inden i dig, i dit inderste, når du ser deres ansigt for dig?

Når nogen har såret os, så bliver vi bundet til hinanden.
Når nogen gør ondt mod os, så bindes vores stier sammen.
Faktisk bindes vi til hver og en vi møder, på godt og ondt!

Det er nemlig i mødet med Næsten, vi skabes. Hver gang vi mødes med næsten, plantes der et lille frø inde i os. Særligt de, der har såret os, sætter ikke et godt frø i os, men et bitterhedens frø, der vokser sig til utæmmet ukrudt.

Ligesom gartneren må også vi selv passe vores have. Vi må hive de uønskede planter op med roden, og det kan gøre ondt. Gør vi det ikke, vil det vokse vildt, lukke lyset ude fra de gode, smukke planter og til sidst dræbe dem. Vil vi løse os fra vores ’voldsmand’, må vi hive bitterhedens plante op og tilgive ham. Vi må løse os fra det fængsel, vi sammen sidder i. Vi MÅ tilgive.

Tilgivelse

Når man snakker tilgivelse, må man starte med Desmond Tutu (billedet over artiklen). I 1995 satte han for alvor tilgivelse på dagsordenen, da han var med til at opfinde Sandheds- og Forsoningskommissionen efter apartheidstyret i Sydafrika.

Grundlaget for hans idéer om tilgivelse skal man finde i hans kulturelle oprindelse. Tutu er opvokset i Lesotho med bantusproget Sotho. I Sotho findes der et udtryk, der er svært at gengive på dansk; nemlig ubuntu.

Det betyder helt basalt, at min menneskelighed er uendeligt bundet op i din. Hvis jeg gør godt mod dig, er jeg god, og jeg gør dig god. Gør jeg dig ondt, er jeg ond og gør samtidig dig ond. Ubuntu betyder, at vi er bundet sammen.

Tutu skriver i Tilgivelsens Bog: ”Uden tilgivelse forbliver vi tøjret til den person, der gjorde os ondt. Vi er bundet sammen med lænker af bitterhed, fanget i en fælde. Indtil vi kan tilgive den person, der har gjort os ondt, vil han eller hun holde nøglerne til vores lykke og være vores fangevogter”

Derfor må vi løse os fra forbrydelsens åg og tilgive vores forbrydere, ellers vil vi til evig tid være bundet til dem. Og så bliver vi aldrig lykkelige!

Samtidig må vi gøre os det klart, at det at tilgive ikke er at glemme! Tilgivelse er ikke at lade som om, der ikke skete noget, eller at overgrebet ikke var så slemt endda. For at helbredelsen af sjælen kan komme i gang, må man tilgive; ikke glemme, men tilgive. At vi bliver helbredt, betyder ikke, at det, som er sket, aldrig mere vil gøre ondt. Det betyder derimod, at vores værdighed er genoprettet;

Det betyder, at vi kan komme videre med vores liv!

Vi bliver til i relationen

Mest centralt i tilgivelse er relationen. Det er nemlig der, mennesket dannes. Det er i mødet med Næsten, vi skaber os selv, så vel som vi skaber Næsten. I 1923 skrev Martin Buber sin fabelagtige bog Ich und Du, hvor han netop pointerer, at man gennem Du’et, altså gennem Næsten, bliver til et Jeg. I mødet med vores modpart kan vi begynde at indsnævre hvad jeg er og ikke er. Buber arbejder med to grundlæggende forhold i relationen: Jeg-Du og Jeg-det.

Jeg-Du er, når vi står i en ægte relation til Næsten. Det vil sige, vi ikke trækker vores fordomme ned over Næsten, men i stedet møder Næsten som han eller hun er.

Modsætningen er Jeg-Det, hvor vi ikke længere står i en ægte relation til Næsten. Det er fordi, vi her vil objektivisere Næsten og altså lade ham eller hende ligge under for vores fordomme.

For at forklare det med en hverdagssituation; Når din partner bliver irriteret over, at du igen har glemt at ordne vasketøjet, så vil Jeg-Du undersøge og sige ”Hvorfor bliver du irriteret over det? Hvordan kan vi løse det?”. Jeg-Det vil i stedet putte partneren i en kasse og sige: ”Det siger du også bare, fordi… Du tænker ikke over, at…”. Ja, det er et meget banalt eksempel, men det giver billedet på de to.

Det vigtige i de her relationer er, at i mødet med Du’et, bliver vores jeg-bevidsthed dannet. Når vi står i en ægte relation, møder vi vores modpart og bliver vi bevidste om, hvad vi er. Møder vi ikke Du’et, men derimod Det’et, møder vi ikke en modpart, men et objekt for vores fordomme. I Jeg-Det dannes vi ikke længere, fordi vi mister jeg-bevidstheden.

Når kommunikationen bryder sammen

Næsten, eller Du’et, er altså helt essentielt, for at Jeg’et kan dannes. Når man bliver såret af Næsten, enten fysisk eller psykisk, brydes Jeg-Du-forholdet. Næsten har sat sig over én, objektiviseret én og hævet sig over én. Man er ikke længere Jeg-Du, men Jeg-Det! Kommunikationen er brudt sammen! Det er ikke længere muligt at vekselvirke. I den relation er vi ikke længere ægte mennesker, men objekter overfor hinanden.

I Jeg-Det relationen bliver vi derfor fanget i et fængsel, uløseligt bundet til hinanden. Ingen af os kan dannes, fordi vi ikke længere står i en ægte relation. Ikke før relationen bliver genoprettet, kan vi løses fra lænkerne.

Så når relationen og kommunikationen går itu, kan tilgivelsen så genoprette relationen? Til det må jeg svare både ja og nej!

Desmond Tutu lægger meget vægt på, at enhver tilgivelse må ende ud i en overvejelse om, hvorvidt man kan genoptage forholdet, eller om det må opgives. Man må altså beslutte, om man mener, man kan reparere forholdet og skabe en ny relation eller ej.

Det at tilgive er som at række en hånd ud mod næsten, som har gjort mig ondt. Jeg kan ikke vælge om Næsten modtager tilgivelsen, men jeg kan tilbyde den. Desuden kan jeg heller ikke bestemme, om der er grundlag for at genoptage relationen. Tutu lægger stor vægt på, at beslutningen om at forny relationen eller give slip er et personligt valg. Fornyelse eller forsoning må altid fortrækkes, men den velovervejede beslutning om at afbryde et forhold er et gyldigt valg. Vi skal dog huske, at når vi vælger at afbryde et forhold, tager personen noget af os og et stykke af vores historie med sig!

Tilgivelse er det grundlæggende værktøj til genoprettelse af en brudt relation. Det er netop at sige ’Jeg løser mig af bitterhedens lænker. Jeg holder dig ikke længere fast i rollen som min gerningsmand.’ Denne betingelsesløse tilgivelse er en nåde, der, som en gave, gives frit.

Tutu siger selv, at: ”Den, der tilbyder tilgivelse som en nåde, bliver straks befriet fra åget, som bandt ham til den person, der gjorde ham ondt.” Tilgivelsen sætter altså også dig fri til at fortsætte dit liv uden at være i rollen som offer.

Processen med tilgivelse er altså både en proces, der rækker hånden ud mod ens gerningsmand, men man rækker samtidig også indad. Man giver sig selv et frikort, man trækker sig ud af offerrollen, ud af den fastlåste totalitet, der kan skabes.

Hvorfor skal vi tilgive?

Når vi tilgiver, gør vi hele verdenen til et bedre sted. Vi gør verdenen bedre, fordi vi fjerner bitterheden, lægger låg på smerten og frigør os selv som personer!

For netop når relationen brydes, brydes også fællesskabet. Dermed brydes verden langsomt ned med hver brudt relation. Man kan næsten sige, at brud af relationer er det fælles onde.

Når vi i stedet arbejder mod en heling af relationen, arbejder vi i virkeligheden mod en heling af verden. Når vi tilgiver, heler vi langsomt verdenen. Relation for relation. Tilgivelsen bliver dermed til et fælles bedste, da det er det bedste for den enkelte og for hele verden.

At tilgive er ikke bare en handling vi skal bruge, når vi er blevet slemt såret og ønsker at finde fred. Når vi tilgiver – selv for de mindste ting – er vi med til at skabe en bedre verden. Vi er med til at genopbygge brudte relationer og skabe nye ægte forhold til de mennesker, vi møder. Ægte forhold, der samtidig er med til at skabe os og danne os, gennem mødet med Næsten.

Tilgivelse er, lige nu og her, det fælles bedste!

Giv din mening til kende