Tidsånden

Tidsånden er en underlig størrelse. Den føles luftig og uhåndgribelig og alligevel former den vores samfund, kulturen og hele vores verden. Og derfor også kirkerne. Efter Berlinmurens fald var der håb. Håb om fællesskab, demokrati og åbenhed.

Men tidsånden har skiftet retning. I dag mærker vi i stedet splittelse, mistillid og polarisering. Og kirkerne? Vi er ikke hævet over det. Vi påvirkes også. Af frygt. Af trangen til at vælge side, til at skære væk. Af frygten for at tage fejl.

Men evangeliet kalder os i en anden retning. Ikke væk fra verden men midt ind i den. Som mennesker, der insisterer på fællesskab, der lytter før de taler, og som tør rumme uenighed. Jesus kaldte både toldere og fiskere, både ivrige og tvivlende.

Det må også være vores kald: at gå mod tidsånden når den splitter og i stedet lade Helligånden føre os sammen. Ikke mod enshed, men mod en enhed, hvor vi lærer af vores forskellighed og bruger den som et redskab til at møde alle mennesker med evangeliet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.