Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueHun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.
Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)
Hun er vant til at gå op imod vinden.
Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”. Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.
Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.
Blev baptist som ung
Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.
Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.
”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.
Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:
Racisme og sexisme
”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.
Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)
”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”
Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.
Den dysfunktionel familie
Hvad der så gør hende så stærk?
”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.
Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.
Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.
”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:
”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.
Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”
Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”
Skoleskyderi
Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.
Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”
”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”
Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.
PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.



Giv din mening til kende