Kaffe og kage skal der til

Kagen var god og stemningen var i top, da BaptistKirken inviterede til reception den 3. oktober i Købnerkirkens café. Receptionen markerede et velkommen til den nye generalsekretær Bodil Højbak Møller og en afsked med generalsekretær gennem de seneste fem år, Torben Andersen.

“I dag har vi fået en Bodil”

var velkomstordene til Bodil. Og i modsætning til den lidt stive og kolde hvide Bodil, som filmbranchen uddeler, er BaptistKirkens Bodil en varm og glad kvinde, der favner bredt.

Formand Vibeke Dalsgaard bød velkommen med et god dag til alle, et farvel til Torben og et velkommen til Bodil. “Husk, at vi er flere om at gøre arbejdet,” var Vibekes ‘formaning’ til Bodil. Og ‘formaningerne’ fortsatte: “Du skal passe på dig selv og huske.at passe dit liv uden for BaptistKirken.”

Christian Bylund Næstformand i BaptistKirken

Christian Bylund, der er næstformand i BaptistKirken, bestyrede talerlisten med de mange farvel- og goddag-hilsner fra både fra BaptistKirkens organisationer og fra et bredt udsnit af dansk kirkeliv. Eftermiddagen sluttede med de mere personlige hilsner.

Hilsner fra BaptistKirkens organisationer

Nicolas Ditlev Fromsejer Formand for BBU

Nicolas Fromsejer, formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) sagde:
“Tak for samarbejdet – og samtalerne. Vi er fælles om at skabe gode rammer for vores børn og unge i menighederne – selv om vi ikke altid er enige om, hvordan vi bedst gør det.”

Ann-Britt Klarholt Kvindenetværket

Kvindenetværkets nye formand Ann-Britt Klarholt takkede Torben for godt samarbejde og glædede sig over, at Bodil kommer med uddannelse og erfaring fra erhvervslivet.

Torsten Wendel-Hansen Immigrationsudvalget

Torsten Wendel-Hansen fra Integrationsudvalget takkede Torben for medleven og indsats i arbejdet med de unge migranter. De unge er danske, og har ikke samme kulturbaggrund som deres forældre.

Men forældrene vil gerne bevare tilknytningen til hjemlandet. Mange af de unge har aldrig været på besøg i deres forældres fødeland, så det handler om et kultursammenstød, fortalte Torsten.

Bjørn Bjørnø Det norske Baptistsamfund

Historien fra Musema

Flere bragte Bodils oplevelse fra besøget i Musema i foråret 2024 frem. En oplevelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards “De sendte en dame.” Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelseskomiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne.

Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om bekendtskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?”

Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

Hilsner fra samarbejdspartnere

Nik Bredholt RESAM

Organisationen Resam, Religion og Samfund var repræsenteret ved leder af sekretariatet Nik Bredholt. Torben har været en del af Resam Forum: Et forum for de øverste ledere af en række af Danmarks religiøse organisationer, som mødes fire – fem gange årligt.

Nik Bredholt fremhævede en dyb sandhed, som gælder på tværs af de forskellige religioner samlet i Resam Forum: “Gud er trofast” – selv om det ofte er svært at se på overfladen i organisationerne.

Bjørn Bjørnø Det norske Baptistsamfund

De norske baptister havde sendt generalsekretær Bjørn Bjørnø, som fortalte, at vi inviteres med ind i “Freden uden ende” med et “Kom, send din Fredsfyrste!” Bjørno kom også med et ønske om et tættere samarbejde mellem norske og danske baptister.

Henrik Kaas Frikirkenet

Henrik Kaas fra Frikirkenet takkede Torben for en helhjertet tjeneste – hvorefter de to bornholmere fortsatte med at udveksle ungdomshistorier fra en fælles fortid på klippeøen Til Bodil var ordene:
“Bodil, du skal huske, at det er Jesus, du tjener og stå fast i Guds trofaste nåde.”

Brian Kjøller, Formand for Evangelisk Frikirke Danmark

Formand for Evangelisk Frikirke Danmark, Brian Kjøller hilste BaptistKirken og Torben med ordene:
“Hvordan bærer I jer ad med at have en generalsekretær på mindre end fuld tid? Der er så meget arbejde.” Også i det tætte samarbejde, som BaptistKirken har med Evangelisk Frikirke Danmark har Torbens indsats været værdsat. Til Bodil sagde Brian Kjøller:
“Vi glæder os til at se Bodils erfaringer fra ledelse omsat til hverdag – og inspiration for os andre.”

INSPIRATION – Bodil underviser på præsteskolen i Burundi

Dagen sluttede med en række personlige hilsner og gode ønsker for fremtiden fra venner og kolleger. Alle havde det til fælles, at de udtrykte stor respekt for Torbens indsats og glæde over, at Bodil havde taget mod kaldet.

Hør Bodil fortælle om sig selv, sit liv og visionerne

Relateret

• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”
• 07. jun. 2025 - Hvornår er kærligheden sidst løbet af med os?
• 14. okt. 2024 - Gud har på forunderlig vis lagt kærlighed til BaptistKirken i mit hjerte

Find flere

Torben Andersen

Præst i Hjørring Baptistkirke og
Generalsekretær i Baptistkirken i Danmark

Lad mig dele denne påskerefleksion med enhver, der vil læse med og måske selv reflektere videre. I hvilket lys fejrer vi påske i år? Hvad fylder i tanke og sind – personligt, i familier og menigheder? Det er ikke mærkeligt, hvis Corona, manglende fællesskab og tomme kirker hurtigt presser sig på. Hverdagslivet er ikke længere det samme, heller ikke søndagslivet. Bekymringer for at blive syg eller at en af ens nærmeste bliver det. Ja, i værste fald at nogle vil dø. Det er en hård tid. Tør vi håbe på en lys fremtid?

Påske er kirkens største højtid og det er tankevækkende, at man i år vælger at lukke op for flere butikker Skærtorsdag og Påskesøndag, mens kirkerne stadig står tomme. Påske er de kristnes største højtid. Mange traditioner er forbundet med påsken. Bliver det det samme i år? Tør vi håbe på en god påske?

”Så længe, der er håb, er der liv!” sagde den kristne psykiater Gordon Johnsen (1905-1983), som var med til at stifte Modum Bad i Norge. En diakonal institution for behandling af psykiske lidelser og senere kom Instituttet for sjælesorg til.

”Håb er kraften til at være glad under omstændigheder, hvor vi kender til at være desperate!” sagde G. K. Chesterton (1874-1936), en engelsk journalist, forfatter og katolik.

Gud skænker aldrig håbløshed.

Gud er håbets Gud

I den kristne tro og derfor også i bibelen knyttes håbet til Gud. ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred…”, skriver Paulus i slutningen af romerbrevet (15,13). ”Gid håbets Gud vil give jer glæde og fred…” lyder det i Bibelen 2020. Herved understreges ønsket om, at det vil ske. At læserne, modtagerne af brevet, menigheden i Rom (og os i dag), må opleve og erfare, at Gud er håbets Gud og giver håb til den, som sætter sin lid til ham. Gud skænker aldrig håbløshed, da det vil være i uoverensstemmelse med den, Han er!

For ikke mange uger siden skrev jeg Torsdagstanken på baptist.dk: Stol på at det vil lysne. Den lød i al sin korthed sådan:

”Livet forandres i disse dage. ”Frygt ikke” lyder det igen og igen i bibelen og vi løfter ordene frem. Vi har brug for det, men endnu mere at flytte fokus fra noget, vi ikke skal gøre, til noget der giver nyt mod og håb!

Bibelen 2020 er lige udkommet og det kendte ord i Salme 23 vers 4 taler nu igen om ”dødsskyggens dal” og ikke ”mørkets dal”. Jeg glemmer aldrig en andagt fra min ungdom, hvor det blev sagt, at der er aldrig tale om skygge uden lys!

Stol på at det vil lysne – er ikke kun en torsdagstankes overskrift, men en titel på en helt ny bog på dansk af Thomas Sjödin. Læs den. ”Fornægt ikke mørket, men ringeagt heller ikke kraften i lyset”, lyder det i forordet. Stol på Gud!”

Stol på at det vil lysne

Nok var der mørke, men mørket havde ikke magten. Gud var i kontrol.

Da Jesus døde på korset ”blev det bælgmørkt over hele landet” (Bibelen 2020, Lukasevangeliet 23,44). I tre timer var det bælgmørkt. I den autoriserede oversættelse står der: ”… og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time…”. Nok var der mørke, men mørket havde ikke magten. Gud var i kontrol. Jeg tror, det mere var en oplevelse af dødsskyggens dal end mørkets dal. Der var lys, men det var så svært at få øje på. Gud var til stede som aldrig før, da Jesus døde på korset. Men som det menneske han også var, gennemgik Jesus lidelsen og smerten, som om Gud var borte og ude af kontrol. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” råbte Jesus højt. (Mattæusevangeliet 27,46). Vi kommer aldrig til at opleve den smerte, som Jesus måtte gennemgå. Den var unik med unikt indhold og konsekvenser. Men vi kan finde trøst og styrke i enhver lidelse og smerte, vi må opleve og erfare ved at se hen på Jesu kors. Vi ser det nemlig ikke i lyset af dødens sejr, men i lyset af påskemorgens opstandelse!

Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden

Det er på grund af Jesu Kristi opstandelse, at vi kender til Jesu kors og kan søge styrke der. Vi kan synes, at vi lever i en hård tid, men det er intet at regne for tidspunktet for Jesu død. Men Gud er håbets Gud og derfor vil der med Ham altid være en vej ud af håbløsheden. Fra mørke til lys. Det ligger implicit i det bibelske budskab og den kristne tro. I Salmernes Bog 62,6 kommer David med det statement og den overbevisning, som vi har godt af at høre igen og igen: ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham.” I Bibelen 2020 lyder det: ”Kun hos Gud kan min sjæl være stille, han gør, at jeg tør håbe.”

Det er på grund af Jesu Kristi opstandelse, at vi kender til Jesu kors og kan søge styrke der.

Gud gør, at jeg tør håbe

Det er en hård tid. Tør vi håbe på en lys fremtid? Det er for tidligt at gøre op, hvad Corona-krisen kommer til at betyde for os personligt og i menighederne, i det danske samfund som sådan og på verdensplan. ”Fornægt ikke mørket, men ringeagt heller ikke kraften i lyset”, skriver Thomas Sjödin. Han fortæller, at han har tre fremtrædende elementer i sine klummetekster: Lyset, håbet og muligheden. ”Jeg har et motto for alt, hvad jeg skriver: At tale oprigtigt om livet og altid forsøge at tilføre en lille smule håb. Aldrig det ene uden det andet. Oprigtigheden og håbet er hinandens forudsætninger og er begge en del af skribentens ansvar.”

Jeg håber, at dette også lykkes mig i denne påskerefleksion. Vi er midt i en Coronatid, hvor så meget er anderledes, end vi almindeligvis kender til og bekymringer let kan tage overhånd og hos nogle sætte sig til decideret angst. Naturligvis må vi være oprigtige og ikke tage let på tilstedeværelsen af en voldsom sygdom. Hverken personligt eller i menighederne. Det er alvorligt. ”Frygt ikke” læser vi igen og igen i bibelen eller som det lyder i Bibelen 2020: ”I skal ikke være bange” (Mattæusevangeliet 28,5). Vi har brug for at høre det, men endnu mere at flytte fokus fra noget, vi ikke skal gøre, til noget der giver nyt mod og håb!

Glædelig påske: ”Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Torben Andersen var på hjemmebane i Hjørring. Han havde to kasketter på ved årets første regionale møde. Først bød han velkommen som menighedens præst og efter maden blev han generalsekretær for BaptistKirken.

Aftenen havde især to hovedtemaer: At omsætte Fælleserklæringen til liv ude i menighederne og at øge sammenhængskraften i BaptistKirken.

Relationerne er afgørende

Torben Andersen citerer ofte Scot McKnight, som underviste ved sommerstævnet forrige år. ”Guds design for kirken er at være et broget, mangfoldigt fællesskab, der praktiserer det liv, som Jesus har lært os at leve, og som kendetegner Guds rige iblandt os.”

Og han tilføjer: ”Den rette dogmatik, troslæren i sig selv, skaber ikke nødvendigvis sammenhængskraft. Den er vigtig. Men vi kan sagtens tro nogenlunde det samme, men opleve alt andet end sammenhæng – og slet ikke kraft, der forener, styrker og forbinder. Relationerne er afgørende for, at det bliver et fællesskab.”

Netværk skal opbygges og holdes ved lige. Som Per Arne Dahl sagde ved sidste års sommerstævne: ”Gode fællesskaber kommer ikke af sig selv, men de kan smuldre helt af sig selv.” Der skal investeres i relationerne, for at de bliver til fællesskab. Og så tilføjede han:

”Vi skal ikke gøre os til herrer over hinandens tro. Men der skal både tro og relationer til for at opleve sammenhængskraft.”

Netværk skal opbygges og holdes ved lige.

Vi skal mødes

Efterfølgende bekræftede samtalerne ved bordene, at det at mødes er afgørende. ”Samtalen er central for at skabe forbindelse mellem tro og relationer,” som Torben Andersen også betonede og henviste til den tidligere Fælleserklæring, der havde tre overskrifter: Samtale, udrustning og efterfølgelse.

Der var flere eksempler på, hvordan menigheder mødes – f.eks. at de tre menigheder, der alle har hjemsted i Frederikshavn kommune, holder fælles arrangementer.

Det blev også italesat, at spørgsmålet ofte dukker op ude i menighederne: ”Hvad får vi ud af at være en del af BaptistKirken? Pengene kan vi da godt bruge her lokalt.” Her betonede Erik Nielsen fra Pandrup, at ledelserne i de lokale menigheder har et stort ansvar for at holde fast ved det nationale fællesskab. BaptistKirken skal tales op. Ellers er det nemt at vælge det fra.

Ved Landskonference 2 i november vil formiddagen handle om tro og grænser for, hvad vi som baptister vil kalde kristen tro.

Per Beck og Torben Andersen, hhv. formand og generalsekretær i BaptistKirken, kører parløb omkring alle de regionale møder.

Kirkesamfundets organisation

Torben Andersen fortalte også, at ledelsen er gået fra at tale om antal i ledelsen til at ønske en større samtale omkring hele kirkesamfundets organisation, og formand Per Beck nævnte en række ting, der er i spil: Opstillingsform, længde på valgperioden og klarhed over, hvad ledelsen laver.

For nogen virkede det tilsyneladende tiltalende, at der var noget konkret, hvor samtalen omkring tro og sammenhængskraft er mere diffus. Måske det afspejler dem, der kommer til regionale møder, at det er den – ret gråhårede – generation af baptister, der går op i rammerne for fællesskabet.
Men indholdet af fællesskabet blev også drøftet. Især under punktet omkring Fælleserklæringen.

Indholdet af fællesskabet blev også drøftet.

”Vi kan også bidrage”

Fælleserklæringen for 2019-2024 blev vedtaget sidste sommer og er en slags arbejdsprogram for BaptistKirken disse fem år. Der er fire temaer, som hver har fokus i ét år. I indeværende år, 2020, er fokus ’Mission i Danmark’.

De 50 deltagere fra ni nordjyske baptistmenigheder var insidere. De kendte tilsyneladende alle til det levende idé-katalog, der ligger på hjemmesiden baptistkirken.dk. Mette Holmgaard, som har været ledelsens konsulent i hele forløbet omkring Fælleserklæringen, opfordrede alle menigheder til at bidrage med det, de allerede gør. ”Alle menigheder har jo en eller anden aktivitet, der kan høre ind under Mission i Danmark”, var hendes opmuntring, og så hentede hun eksempler fra flere menigheders hjemmesider – og mon ikke en eller anden tænkte: ”Vi har da også noget at bidrage med”.

Et bekræftende møde

Elizabeth Andersen er ny formand for værtsmenigheden for det første regionale møde i denne omgang, Hjørring. Her ses hun i travlheden efter mødet var slut sammen med Carl Møller.

For Elizabeth Andersen, der er ny formand for menighedsrådet i Hjørring, var det første regionale møde. ”Det var oplysende, spændende og skabte mening. Jeg har selv været en, der har spurgt, hvad det større fællesskab betyder for vores menighed? Mødet blev også en bekræftelse på, hvordan Gud leder vores menighed. Jeg er i aften blevet bekræftet i, hvad Gud har talt til mig i løbet af ugen. Præcis det samme er blevet sagt i aften. Det, vi i menigheden har fokus på, hænger nøje sammen med det, der står i Fælleserklæringen. Det hænger så godt sammen,” siger hun og glæder sig til at drøfte det med menigheden og menighedsrådet.

Læs også artikler fra de øvrige regionale møder: ”Ideerne skal være helt nede på jorden”, ”Et dejligt broget møde” og “I kan nå familier gennem spejderne“.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

ReSam – Religion og Samfund er et samtaleforum for religiøse ledere i Danmark, hvor kristne, jøder og muslimer danner en ”tænketank”. Initiativtager er Jeppe Hedaa, en kristen forretningsmand med stort hjerte for, at ledere af kirker, kirkelige organisationer, nogle Imamer (muslimer) og overrabbineren for jøderne i Danmark har et sted at mødes for at lære hinanden at kende, samtale om tro og trosrelaterede politiske spørgsmål i dagens Danmark, finde frem til fælles værdier og udtale sig med én røst. ReSam forum har p.t. 20 deltagere, heraf deltog 17 på rejsen. Læs mere på http://www.resam.dk

Denne artikel er hverken kronologiske dagbogsnotater eller et referat af rejseoplevelser, men derimod nogle personlige refleksioner efter at have været på rejse sammen med andre ”religiøse” ledere til et politisk, kulturelt og europæisk center, som Bruxelles er. Kirkeligt set er det også en interessant by, da både den katolske og den protestantiske kirke har hovedkontorer her. Vi besøgte både COMECE (Rådet for Den Europæiske Katolske Bispekonference = en katolsk organisation for 28 medlemslande) og KEK (Den europæiske Kirkekonference = en organisation for 126 protestantiske og ortodokse kirkesamfund i Europa, men ikke katolske, i tæt samarbejde med Kirkernes Verdensråd). Vi fik hilst på KEKs nye danske generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen, som dagen før havde mødt en ortodoks præst, der sagde om kirkens rolle i forhold til EU-systemet: ”Kirken skal inspirere og ikke overbevise!”

Kirken skal inspirere og ikke overbevise!

Regelmæssig dialog

Vi blev gjort opmærksom på artikel 17 i en EU-traktat, som pålægger EU at ”føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med kirker, religiøse sammenslutninger samt filosofiske og konfessionsløse organisationer.” Hvad om Folketinget i Danmark indførte noget lignende? Hvad ville der ske, hvis kirker og trossamfund blev anerkendt fra politikernes side som vigtige samtalepartnere i den politiske beslutningsproces? Af EU-trakten fremgår det, at:

1. Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning.
2. Unionen respekterer ligeledes den status, som filosofiske og konfessionsløse organisationer har i henhold til national lovgivning.
3. Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.

Mit indtryk er, at i forhold til EU og dialogen med politikerne og embedsfolkene, har den katolske kirke langt flere ressourcer at trække på end f.eks. KEK. Der findes dog flere fora, hvor katolikker og protestanter mødes i samtale om fælles udfordringer i et mere og mere sekulariseret Europa, samt spørgsmål om immigration. Hvor det er muligt, lader man i fællesskab den kirkelige røst høre og søger herved indflydelse på den politiske beslutningsproces.

Kirkens røst i samfundsdebatten

Der er grundlæggende mere, der samler os end adskiller disse trossamfund i Danmark

Kirkens røst i samfundsdebatten og kontakten til politiske beslutningstagere er netop, hvad ReSam arbejder med. ReSam står for Religion og samfund. ReSam er en civilsamfundsorganisation, som søger at bidrage til samfundets positive udvikling ud fra den præmis, at Danmark er et samfund, der bygger på kristne værdier. Dog inviterer ReSam ledende muslimer og jøder med ind i samtalen og arbejdet. Der er grundlæggende mere, der samler os end adskiller disse trossamfund i Danmark. Vi er underlagt de samme love og forpligtelser fra statens side. I ReSam handler det altså ikke kun om kirkens røst i samfundsdebatten, men snarere den røst, der lyder, når repræsentanter fra de tre store monoteistiske trossamfund finder sammen, lærer hinanden at kende og udtaler sig sammen i en konkret sag. F.eks. i klima- og integrationsdebatten.

I ReSam er flest kristne

Vi havde et fantastisk godt fællesskab på rejsen

Som overskriften antyder, er der markant flere kristne end ikke-kristne i ReSam Forum. Sådan var det derfor også på denne rejse. Det kan der være forskellige holdninger til, men det fjerner ikke inspirationen og det lærerige ved også at være sammen med tre imamer (ledende muslimer) og en overrabbiner (ledende jøde), samtidig med ledere fra Indre Mission, Luthersk Mission og Dansk Oase, Kirkernes Integrationstjeneste og ledere fra frikirker og fire biskopper, en metodistisk, en katolsk, og to lutherske plus de to ledende fra ReSam. Vi havde et fantastisk godt fællesskab på rejsen. Der blev snakket på kryds og tværs i det tætpakkede program, og vi lærte hinanden bedre at kende. Også om hvor vores tro adskiller sig markant fra hinanden.

Synet på Jesus skiller

F.eks. sad jeg i lufthavnen på vej hjem og talte med en af imamerne om troen på Gud. Her har vi egentlig meget til fælles. Det overraskende mig ikke, men det blev tydeligt, at når vi skærer ind til kernen i vores respektive tro, så er det synet på Jesus, der skiller. Vores opfattelse af Jesus er vidt forskellig, om man er kristen, muslim eller jøde. En af imamerne sagde: ”Vi tror på Gud, men dér, hvor vi mener, at I tager stor fejl, ja, begiver jer ud på afveje, er i det, at I gør Jesus lig med Gud!” Samtalen må fortsætte en anden gang. At være sammen på tværs af religion betyder ikke, at alt er lige godt eller sandt, men det kan faktisk berige vores tro og menneskesyn. Vi kan samtale om tro, religion og samfund – uden at vi som kristne skal give køb på Gudsåbenbaringen som Fader, Søn og Helligånd!

At være sammen på tværs af religion betyder ikke, at alt er lige godt eller sandt, men det kan faktisk berige vores tro og menneskesyn

Tre EU-politikere, en moské og en synagoge

Vi mødtes med nogle danske medlemmer af Europa parlamentet. Først Pernille Weis på en café en sen eftermiddagstime og Margrethe Auken og Morten Østergaard på en restaurant samme aften. Vi talte om politikeres erfaringer med at lytte til trossamfund, og hvordan vi nemmest kunne få dem i tale. Vi blev bekræftet i fra andre møder på turen, at kirkens røst skal være inspirerende og vejledende, ikke bedrevidende eller fordømmende.

i talte om politikeres erfaringer med at lytte til trossamfund, og hvordan vi nemmest kunne få dem i tale

Vi besøgte en moské i bydelen Molenbeek og havde samtale med den ledende imam. Vi besøgte også et socialcenter og hørte om bydelens udvikling siden 1990’erne. Den er i dag kendt for at have huset nogle af terroristerne fra angrebene i Paris i 2015 og Bruxelles i 2016. Sidste dag var vi i Antwerpen og i det jødiske kvarter, hvor vi besøgte den ældste synagoge. I Antwerpen bor en af største grupper af jøder i Europa og byen er verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Den kaldes “verdens diamanthovedstad”. Vi spiste lækker kosher frokost på en jødisk restaurant. Derefter lyttede vi til et foredrag om sekularisme på universitetet – og så gik turen direkte til lufthavnen og hjem igen. Mange indtryk rigere!

Relateret

• 08. okt. 2024 - Goddag og farvel i BaptistKirken
• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?

Find flere

”Mission sker i menighederne og ikke på nationalt niveau,” erklærede biskop i Metodistkirken i Norden og Baltikum, Christian Alsted.

Og fortalte en historie fra Amerikas kolonisering om, hvordan man troede, at det vestlige Nordamerika så ud som det østlige. Efter at have roet til Mississippis udspring i kano troede spejderne, at man skulle finde et andet vandløb og sejle nedad. I stedet fandt de Rocky Mountains og de gamle redskaber (kanoerne) måtte kasseres og der måtte nye metoder til.

”Sådan er det at være kirke i dag. De redskaber og metoder, vi tidligere har brugt, virker ikke længere. Der skal nye til,” konkluderede han.

Han og andre talere glædede sig over, at både Lone og Torben har fødderne solidt plantet i deres lokale menigheder, mens de har eller skal bestride tjenesten som generalsekretær.
Der blev sagt mange rosende ord om Lones tjeneste og der blev givet mange velsignelser over både hendes og Torbens fremtid.

Hurtig, varm og langtidsholdbar

Den forhenværende formand Bent Hylleberg, der har kendt Lone og hendes mand Jesper siden før de blev gift, betegnede den afgående med tre ord: Hurtig (somme tider lidt for hurtig), varm og langtidsholdbar.

Efter generalsekretær i Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen havde holdt sin tale, kunne man med rette synge ”Den lille Lone med paraplyen” – hun blev kendt for at være paraplyholder ved åbningsgudstjenesten ved de Himmelske Dage i Herning tidligere i år.

Fra Sverige repræsenterede Sören Carlsvärd det svenske Baptistsamfund og Equmenia Kyrkan, som sammen med andre satte ord på det økumeniske engagement, som Baptistkirken i Danmark er kendetegnet af.

Tak for BaptistKirken

”Vi i et af de yngste kirke-fællesskaber i Danmark, Vineyard, ser op til BaptistKirken og de landvindinger, I har gjort i tidens løb,” sagde Hasse Falk Jakobsen, der også repræsenterede FrikirkeNet.

Der var mange andre, der tog ordet og skriftlige hilsner fra menigheder og både BWA og EBF. Afslutningsvis skulle Torben og Lone give hinanden en symbolsk gave. Lone fik af Torben et spejl, så hun ikke følte sig alt for alene på Bornholm, en bog om 49 kendte danskere, der fortalte om vendepunkter i deres liv; ”Tak skæbne” – og et glas bornholmske lakridser.

Lone gav Torben et nummer af ”Ud og Se” med DSB – og sit (BaptistKirkens) rejsekort. Selv har hun oftest taget toget, fordi hun så også kunne arbejde undervejs. Mens Torben formentlig vil tage sin bil fra Hjørring…

Således blev receptionen også en markering af BaptistKirkens nationale og internationale anerkendelse – rodfæstet i menighederne. BaptistKirken er bedre rustet end længe, for ved receptionen blev det også fejret, at Jan Kornholt, der var generalsekretær før Lone, er tilbage i tjeneste som menighedskonsulent, og Lone fortsætter som kommunikationsmedarbejder. Det er altså et styrket team (med to forhenværende og en nuværende generalsekretær), der er klar til udfordringen i at finde nye veje i mission i dette post-kristne samfund.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Se Torbens CV fra ledelsesvalget i sommeren 2019 her.

”I BaptistKirken er der højt til loftet og plads til mangfoldig spiritualitet og teologi. Det er en god byggesten, når Guds hus bygges i Danmark.  Der er privilegier ved at have en stærk folkekirke understøttet af staten. Jeg tror dog også, at kirken i Danmark har brug for dem, der taler for adskillelse af stat og kirke. En frikirke som BaptistKirken har en vigtig stemme her!”

Torben Andersen taler altid med vægt. Han har været næstformand i BaptistKirkens ledelse de sidste to år, så han kender dagsformen for det kirkesamfund, han nu skal være generalsekretær for. Han var også formand for BaptistKirken i en kort periode i 2004, indtil sygdom i familien og stress lagde ham ned og satte en stopper for dén tjeneste.

”Det var hårde år for min kone Else Marie og mig. Det gjorde os trætte på en måde, som vi nok aldrig kommer helt over. Derfor kan min fysik bekymre mig. Det er to ret krævende jobs, jeg nu skal kombinere. Men der er så meget andet, der er spændende og energigivende at tænke på,” siger den 61-årige, der har kommet i baptistkirken hele sit liv.

”Det var hårde år for min kone Else Marie og mig.”

Bornholm

Han er vokset op i Østerlars på Bornholm. Som 17-årig oplevede han Guds personlige tiltale og måtte tage stilling til, om han ville følge Jesus.

”Konkret handlede det meget om at vælge kirken til og fodbolden fra. Jeg blev døbt i 1975. Samme sommer deltog jeg i Baptisternes Verdenskongres i Stockholm, hvor Billy Graham talte. Det var stort.
Få år efter, en aften i forbindelse med min bibellæsning, mødte jeg Guds kald til tjeneste gennem beretningen om Samuels kaldelse. Jeg hørte ingen stemme i rummet, men jeg svarede ved højlydt at udtale ordene fra historien: ”Tal Herre, din tjener hører” – og så fik jeg et syn, hvor jeg så mig selv stå på en prædikestol og forkynde evangeliet.”

”Tal Herre, din tjener hører.” Torben Andersen

Torben fortalte om denne oplevelse kort efter ved et møde i menigheden og en af præsterne stod straks frem og sagde, at det var Gud, der talte og kaldte. Han tilføjede: ”Vi er mange, der har bedt om, at du ville få en afklaring.”

Torben understreger: ”For mig er det vigtigt at få et sådant kald bekræftet i sin kirkelige sammenhæng!”

Lægprædikant som 18-årig

Han omtaler Bornholms Baptistmenighed som en god læreplads. På det tidspunkt var der mange mødesteder på øen, og allerede som 18-årig fik han debut som lægprædikant.

Efter HF, Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse, tjeneste i Ungdomsforbundet og i Kristuskirken som ungdomspræst, kom kaldet med posten fra Bornholm. Han kunne ikke sige nej.

”Bornholms menighed viste mig enorm tillid, men det var en stor opgave. Sikkert for stor. Da Else Marie og jeg – vi var blevet gift et par år forinden – flyttede til øen, talte menigheden over 300 medlemmer. Jeg var ung og ene præst, bortset fra en ungdomsmedarbejder en del af tiden.”

Man siger, at en profet ofte er miskendt i sin fødeby. Hvordan var det at komme ‘hjem’?

”De minusser, der måske var ved at vende tilbage til min barndoms ø som præst, tror jeg blev opvejet af, at jeg kendte sproget, kulturen og forholdene med Rønne som hovedkirke og kredsene ude på øen.”

Hviler i sit kald

Han nævner også Bornholm, når jeg spørger til ’gode tider’: ”Det var her vi fik vore piger. Jeg var ung og fremtiden lå åben. Men når det gælder at hvile i mit kald, tjeneste og teologiske ståsted, ja, så tror jeg tiden er fuldt ud lige så god nu. Modenhed gennem både medgang og modgang har givet mig erfaringer, som jeg værdsætter højt. Min prioritering af tid til fordybelse og arbejde med bibelen er kun vokset gennem årene. Især tiden efter perioden med stress og sygdom har givet mig et andet perspektiv på flere områder. Bl.a. har jeg lettere ved at sige nej til opgaver i dag. Teologisk er jeg blevet mere bred efter et fjernstudie i Prag og en master i praktisk teologi. Det er en hjælp i dagligdagen og har givet mig forståelse af andre holdninger end min egen.”

Fælleserklæringen

Torben lægger vægt på den netop vedtagne Fælleserklæring:

”BaptistKirken er en kirke på vej med Kristus. Jeg håber virkelig, og vil gøre mit til, at vi i fællesskab og i de lokale menigheder kan tage papiret til os, bruge det og udveksle ideer og erfaringer. Det handler jo kort sagt om at have fokus på mission i Danmark og styrke fællesskabet mellem menighederne. At være i tjeneste for medmennesket lokalt, nationalt og globalt. Skal det lykkes endnu bedre, er den sidste pind i erklæringen oplagt: Forny vores måde at formidle det kristne budskab på!

I øvrigt glæder jeg mig også til samarbejdet med de øvrige ansatte i BaptistKirken og alle de frivillige i ledelse og udvalg. På ansættelsesområdet sker der jo væsentlige tilførsler af ressourcer i denne tid. Med dig (Lone Møller-Hansen) som kommunikationsmedarbejder og Jan Kornholt som menighedsudvikler synes jeg, det tegner rigtig spændende – og begge dele har også været i mine overvejelser omkring at vove mig ud på bølgerne og ind i en tjeneste som generalsekretær i BaptistKirken.”

Drømme

Er jobbet en drøm for dig? ”Det har ikke været en drøm, men jeg har brugt så megen frivillig tid på det nationale kirkefællesskab i min præstetjeneste gennem årene, at en ansættelse synes naturlig nu. Dog har jeg lovet Else Marie, som bakker mig helt op, samme antal friweekender mv. som før. ”Du har jo haft det i dig hele tiden!” – har hun lige så stille sagt til mig i overvejelsesfasen. Men beslutningen er min egen, det står jeg ved!

”Du har jo haft det i dig hele tiden!”
Else Marie Andersen

Jeg hørte engang en sige: ”Drømme er som tændingen på en bil. De skal få os i gang og holde os i gang, men de gør ikke arbejdet!” Det er vigtigt at turde drømme og tænke stort om fremtiden. I det findes en stor motivationsfaktor til det arbejde, der skal gøres nu, men Jesu kald til sine disciple var først og fremmest et kald til at følge ham og tage ved lære af ham nu – og åbne sig for Helligåndens kraft og ledelse. Sker det, ja, så vil fremtiden blive stor!

Relateret

• 01. apr. 2020 - Påskerefleksion – Gud gør, at jeg tør håbe!
• 27. feb. 2020 - Hvad binder os sammen som baptister?
• 12. feb. 2020 - 14 kristne, tre muslimer og en jøde på rejse sammen
• 02. okt. 2019 - Et godt mix
• 04. okt. 2018 - Grønne spirer og et fællesskab af forskelle

Find flere

Torben Andersen, præst i Hjørring Baptistkirke og medlem af ledelsen i Baptistkirken i Danmark.

”Når Helligånden meget konkret puster nyt liv til tankerne, kan de give en fornyet tro på, hvad Gud formår at gøre ved sin Ånd.” Det opdagede Torben som en sammenhæng mellem dette års sommerstævnetema, ”gen-Opdag de gode nyheder” og det kommende: ”gen-Opdag det gode fællesskab!” Han fortæller:

Brønden

I juli var min kone, Else Marie, og jeg på Treldenæs Camping mellem Vejle og Fredericia. Vi placerede campingvognen på en tør og god plads tæt på vandhanen. Så var der ikke så langt til friskt vand og vi kunne følge lidt med i, hvad der skete på pladsen. Mange falder i snak ved vandhanen og ofte hjælper man hinanden. På et tidspunkt sagde Else Marie: ”Det er jo næsten bibelsk, at brønden er mødested for mennesker på tværs af alder og køn.”

Men det, der talte stærkest til mig, var det grønne græs i en kort radius omkring vandhanen. Midt i sommerheden og tørken var der det friskeste grønne græs omkring en vandhane på Treldenæs Camping.

Helligånden skaber nyt liv på selv de tørreste steder.

”Det må jeg have et billede af”, sagde jeg. Helligånden var allerede på spil og jeg kunne se, hvordan jeg ville bruge illustrationen i min forkyndelse. Vand giver liv og grønt græs selv i den tørreste sommer. Hvorfor var der vand? Jo, dels fordi man spildte vand, mens man fyldte nyt i kander og flasker, og dels fordi der var et hul i cementkummen. Overskudsvandet skulle nemlig ikke stå og blive ulækkert, men lige så stille løbe ud på jorden. Resultatet var grønt græs tæt på vandkilden. Et af de bibelske billeder på Helligånden er vand. Helligånden skaber nyt liv på selv de tørreste steder. Det spildte vand talte også til mig om Guds kærlighed. Om ødselhed når det gælder at sprede Guds kærlighed og de gode nyheder!

Naturbrand

Senere på sommeren var vi igen nogle dage på camping. Denne gang i Nordjylland og da hørte vi om en voldsom naturbrand midt i sommerhusområdet i Blokhus. Det var galt nok med et nedbrændt hus og et par beskadigede, men hold da op, hvor kunne det have gået helt galt.

Det gik op for os, da vi mindre end en uge efter branden var hjemme igen i Pandrup og gik en aftentur i Blokhus. Da skete det igen. En illustration voksede frem af jorden og Else Marie kunne mærke, at jeg blev inspireret.

”Det må jeg have et billede af”, sagde jeg, og gik samme tur et par dage senere med mit kamera. På brandtomten var alt sort og svedent. Jorden syntes gold, men i udkanten af tomten, så jeg grønne spirer vokse frem af den sorte jordbund. Hvorfor? I samme øjeblik kom tanken til mig. Brandvæsenet havde sprøjtet og pøset vand på i uanede mængder for at slukke ilden. På det tidspunkt af sommeren var det stadig knastørt, men vand gav liv og nye spirer voksede frem. Hvordan kunne det ske så hurtigt? Jo, der har været et rodnet eller nogle frø med et mægtigt potentiale til at vokse frem en dag. Hvad, der manglede, var vand og noget udrensning. Da vandet flød, ganske vist i dette tilfælde på tragiske vilkår, vældede spirerne frem. Vand giver liv og vand er åndeligt set også her et billede på Helligånden. Samtidig talte billedet også til mig om, at frøene var der. Under overfladen var et rodnet med enormt potentiale for vækst. I disse år tales der meget om forandring og at tænke nyt, hvilket kan være meget rigtigt og have sine årsager, det være sig i menighed eller kirkesamfund, men dybest set handler det mere om at få det frem, som allerede er tilstede som skjult potentiale. At genopdage det gode fællesskabs muligheder og se, hvad Gud vil med sin menighed og kirke!

Herved kommer jeg til min anden inspiration denne sommer.

Forskelle

Udgangspunktet her er Scot McKnights undervisning på sommerstævnet i Lindenborg de fem formiddage. At genopdage evangeliet. Jeg havde læst noget af ham i forvejen, så mine forventninger var store, og de blev mere end indfriet. En både enkel, dyb og relevant undervisning på samme tid.

Hvad er kirken tænkt at være, spørger han. Hvis kirken er, hvad den er tænkt at være, hvordan ser så det kristne liv ud?

Inspirationen blev kun større, da jeg hjemme igen begyndte at læse en bog af ham, jeg havde købt i bogteltet: A Fellowship of Differents (Et fællesskab af forskelle) med undertitlen: Ved at vise verden Guds design for liv i fællesskab. En del af hans undervisning på stævnet uddybes faktisk i denne bog, der handler om kirken og det at være menighed med især Paulus og de første menigheder i Romerriget som eksempler. Hvad er kirken tænkt at være, spørger han. Hvis kirken er, hvad den er tænkt at være, hvordan ser så det kristne liv ud? Det er, hvad denne, for mig, meget inspirerende og relevante bog handler om.

Scot McKnight siger bl.a.: ”Kirken, som Gud designede den, er at være et fællesskab med forskellige og forskelle. En blanding af mennesker fra alle hjørner: mænd og kvinder, rige og fattige, sorte og hvide, og alle derimellem. Et fællesskab af forskelle udtrykker kirken som Guds verdens-forandrende-sociale eksperiment med henblik på at bringe forskellige og forskelle til bordet for at dele liv med hinanden som en ny måde at være familie på, idet man viser verden kærlighed, retfærdighed, fred, forsoning og hvordan livet sammen er designet af Gud til at være.”[1]

Her er mangfoldighed en rigdom og ikke en begrænsning. Her sættes den anden højere. Her drejer det sig ikke om få sin egen mening eller vision gennemført. Her søger man ikke bare fællesskab med de ligesindede. Her handler det om at være fællesskab med dem, som Gud har sat mig sammen med, så broget det fællesskab end ser ud.

”Gud er en farverig Gud”, lød det ofte for år tilbage i Naturlig Kirkevækst materialet til stor inspiration for mange, mig selv inklusiv. Jeg tænkte: ”Hvis Gud er farverig, hvordan kan det så være, at vi så ofte gør ham så sort/hvid?”

Jo, det er et privilegium at være en del af det kristne fællesskab og se, hvad Gud vil gøre med det!

Hvad Scot McKnight igen og igen understreger er, hvor banebrydende og anderledes det har været, at jødekristne og hedningekristne sammen har dannet husmenigheder og delt liv og tro med hinanden, så forskellige de end har været. Jeg oplevede denne sommer en større kærlighed til menigheden / kirken – så bøvlede forskellige meninger, personrelationer, prioriteringer, nytænkning og dagsordener end kan være nogle gange. Jo, det er et privilegium at være en del af det kristne fællesskab og se, hvad Gud vil gøre med det!

Det grønne græs og de grønne spirer taler til mig igen. Jeg tror, Helligånden er på spil. Ser vi potentialet for vækst, der hvor Helligånden allerede er på færde? Vover vi at genopdage det gode fællesskab med udgangspunkt i de gode nyheder med Jesus i centrum? Måske er det ikke altid så megen nytænkning, vi har brug for, men snarere et nyt syn på menigheden / kirken for at kunne se, hvad Gud allerede har tænkt med dette fællesskab?

[1] Scot McKnight, A Fellowship of Differents, Zondervan, 2014. Min oversættelse fra bogens omslag.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere