”Hvad kan spejderarbejdet, som andre arbejdsgrene ikke kan,” spurgte spejderchef Mikkel Nilsson ved årets sidste regionale møde i Korskirken, Herlev.

”Det er en åben dør, et missionalt arbejde,” svarede han selv og gjorde opmærksom på, at de fleste menigheder gerne vil have flere aktive børn og unge, og flere unge familier i menighederne.

Det er en åben dør, et missionalt arbejde.

”Vi inviterer familier fra nabolaget, ofte ikke kirke-vante. De kommer ind i kirkebygningen, og vi viser, at baptister er et åbent fællesskab. De spørger, hvad baptister er, og vi prøver at forklare det. Det er her, vi har brug for menighederne. Kunne forældre og menighed gøre noget sammen? Kan præsten komme forbi?” spurgte Mikkel og fortsatte:

Genstartet spejderkreds

Spejderchef Mikkel Nilsson

”Det er spejderkorpsets målsætning at arbejde endnu mere intensivt med familie-arbejdet. Forældrenes opbakning er vigtig. Forældre er interesserede i udendørsliv og vil gerne gøre noget med deres børn. En moderne baptistkirke ønsker at nå hele familier. Spejderne tilbyder et familiefællesskab.”

Han fortalte historien om K1, som hørte til Kristuskirken på Nørrebro:

”Kredsen lukkede for ca. ti år siden, men er nu genstartet og har 60 medlemmer. Ingen af børnene er fra menigheden. Det er da fantastisk; 50 børn fra nabolaget. De oplever et fællesskab omkring kirken, som de måske aldrig har lagt mærke til før. Forældre er engagerede. Nu ved de, hvad baptistspejdere er, men de ved måske ikke, hvad baptister er. Det er så menighedens opgave at gøre opmærksom på det.”

De oplever et fællesskab omkring kirken, som de måske aldrig har lagt mærke til før.

Og så opfordrede han menigheder, der ikke har spejderarbejde, til at overveje, om der er nogle tidligere spejdere i nabolaget, som kan tændes på ideen. Og de menigheder, der har spejderarbejde, til at se det ubrugte potentiale. Også i fortiden og helt op til nu har spejderarbejdet ledt til at mennesker er blevet døbt og blevet ledt ind i en tjeneste i menigheden.

Ukendt idé-katalog

Også ved dette møde var Fælleserklæringen på dagsordenen. I 2020 vil BaptistKirken have fokus på Mission i Danmark. BaptistKirken og menighederne vil i fællesskab ”gøre Kristus kendt ved at have fokus på mission i Danmark gennem undervisning i discipelskab, trosoplæring af børn og unge og støtte til nye trosfællesskaber,” står der i Fælleserklæringen 2019-2024.

Flere tilstede anede ikke, at der på baptistkirken.dk er et idé-katalog, som menighederne både kan øse af og bidrage til.

Det kom frem, at bl.a. Bornholm har Fælleserklæringen på årsmødet om et par uger, og her har taget ideen med kirkebio til sig.

Generalsekretær Torben Andersen talte også om sammenhængskraft i BaptistKirken

Generalsekretær Torben Andersen opfordrede til, at de menigheder, der har mange ressourcer og som har deres egen dagsorden, sender deres ideer ind til idé-kataloget, så andre menigheder kan få konkret inspiration. ”Og husk en kontaktperson”, gjorde Gitte Elleby fra Sekretariatet opmærksom på.

Bent Hylleberg fra Tølløse mente, at nyhedsbrevet i en fast rutine kan fremhæve en konkret idé, måske hver 14. dag. BaptistKirkens nyhedsbrev sendes ud til knap 900 hver uge. Det er gratis, man skal bare tilmelde sig på baptistkirken.dk.

BaptistKirkens nyhedsbrev sendes ud til knap 900 hver uge.

Menighedsudflugt

Under punktet om BaptistKirkens sammenhængskraft var der flere konkrete ideer til, hvordan menighederne kan opleve et større fællesskab. Jan Kornholt fra Købnerkirken fortalte, hvordan de havde aflyst en gudstjeneste og var taget på udflugt til netop Korskirken. Siden da havde menighedsmedlemmer flere gange refereret til ”skal vi ikke gøre, sådan som de gør i Korskirken…”

Sambuh Langle fra Bornholm og Bjarne Willer fra Herlev i samtale.

Finn Günther fra Holbæk glædede sig over, at 8-10 unge fra deres menighed er inviteret til at deltage i et to-årigt forløb med kristendomsklasse sammen med Tølløse, Lyngby og Herlev. ”De vil lære andre at kende, så de kender nogen, når de mødes på lejre. Det er vigtigt for fremtiden.”

Ved det regionale møde i Korskirken var der 43 deltagere fra 10 menigheder. I alt har der deltaget 161 ved de fire regionale møder.

Læs også om de tre første regionale møder i artiklerne ”Hvad binder os sammen som baptister?”, ”Ideerne skal være helt nede på jorden” og ”Et dejligt broget møde”.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Ca. 40 baptister fra syv forskellige menigheder (Østhimmerland, Nørresundby, Pandrup, Brovst, Karmelkirken, Randers og Aarhus) var samlet i Vaarst til det andet af fem regionale møder. Det blev en dejlig aften med mange inspirerende tanker – og ikke dårligt at starte med en hyggelig og dejlig spisning.

Mette Holmgaard, som har været konsulent for ledelsen på BaptistKirkens nye Fælleserklæring, fortalte, at hun var blevet inspireret og bekræftet af et vers fra Romerbrevet, hvori der står ”Troen kommer af det, der høres!” Nu skulle baptisterne høre hinanden.

Idé-kataloget

Første spørgsmål var, hvad der er afgørende for, at Idé-kataloget bliver brugt? Svarene handler bl.a. om målgruppen; altså bl.a. at man skal have lyst til at bruge det. Og der skal tales om det i menigheden.
Så handler noget om indholdet i Idé-kataloget: Ideerne skal være ”helt nede på jorden” og relevante.
Og endelig handler det om, hvordan det præsenteres: Det skal være nemmere at finde de relevante idéer. Her kunne man bruge gode søgeord og filtre, som man kender det fra, når man skal købe noget på nettet. I kirkens regi kunne det være børnearbejde, sorggruppe, seniorarbejde, omsorg eller lignende.

Det må også gerne virke smart og sproget skal være let forståeligt. Og så skal det omtales i Nyhedsbrevet, når der kommer nye ideer. Blandt barriererne for ikke at bruge det, blev det nævnt, at man måske ikke kan se, at man har et behov. At menighedsledelsen ikke tager det alvorligt, eller at der findes en frygt for noget nyt. Det kan også være uvidenhed, eller at det virker rodet og kedeligt.

Det skal være nemmere at finde de relevante ideer.

Mange ideer

Det var ikke fordi, der manglede gode idéer, som kunne være i Idé-kataloget. Deltagerne nævnte bl.a. syng-sammen hver tirsdag formiddag i Brovst. I Aarhus synger de hver fredag eftermiddag kl. 16 fra Højskolesangbogen og der er mad bagefter.

I Nørresundby har de 3G = Gud, Gospel og Go’ mad. Det er den sidste mandag i hver måned fra kl. 14, hvor der er Åben Kirke med kaffe, hyggeligt samvær, en andagt og sang. Kl. 18 er der fællesspisning for alle – og her kommer menighedsmedlemmer for at mødes med gospelsangere fra Gospelkoret Shine, der øver kl. 19. Inden korøvelsen har præsten Allan Ibsen ordet og fortæller på en let forståelig måde om livet med Gud. Herefter synger alle en fællessang og Shine synger en sang for ’forsamlingen’, inden der drikkes kaffe i lokalet ved siden af, og Shine kan tage hul på sin øveaften.

Der blev også nævnt en café for flygtninge og fælles spejder- og menighedsweekend.

Sammenhængskraft

Generalsekretær Torben Andersen kom med et oplæg om sammenhængskraften i BaptistKirken. Også her kom forsamlingen med gode idéer: Overskriften er, at ”vi skal have lyst til at se hinanden og styrke fællesskabet”. Og så blev det nævnt, at de nordjyske menigheder er gået sammen om at lave en fællesskabsdag den. 27. september i år med et program, som tilbyder noget for alle aldersgrupper. Sommerstævnet blev også nævnt som noget, der styrker sammenhængskraften.

Internt i menighederne blev netværksgrupper nævnt, ligesom der skal gives plads for forskellige kulturer. I én menighed har afrikanske børn dygtiggjort sig i musik, og de bidrager med indslag i gudstjenesterne. I Brovst har en stor gruppe nepalesere beriget menigheden med børnefamilier og unge. Det har styrket sammenhængskraften – og også nedsat gennemsnitsalderen. ”Det hjælper at tale mangfoldigheden op – i stedet for at stirre sig blind på forskellene”, som det blev sagt.

Et andet forslag er, at menighederne bakker op om arrangementer og gudstjenester, som er arrangeret af en ’gruppe’ (spejdere/unge/kor eller lignende).

Vi skal have lyst til at se hinanden og styrke fællesskabet

Et spejder-vidnesbyrd

Charlotte Mejer Friis, der er baptistspejder i Aarhus og medlem af Korpsrådet, kom med en varm peptalk. Hun opfordrede til samarbejde mellem menigheder og spejdere og tilbød hjælp til opstart af aktiviteter. Hun fortalte varmt og stærkt om, hvordan hun selv som fire-årig var blevet inviteret med til spejderaktiviteter i Esbjerg. Hun var blevet taget godt imod, havde oplevet et godt fællesskab og havde hver mandag hørt om Gud. Det betød, at hun som 20-årig blev døbt i Aarhus og har besluttet, at hun vil give det gode, hun havde oplevet, videre!

Læs også artikler fra de øvrige regionale møder: ”Hvad binder os sammen som baptister?”, ”Et dejligt broget møde” og “I kan nå familier gennem spejderne“.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Globalt

I spejdernes aktivitetshæfte ‘Byg en bedre verden’ introduceres verdensmål nummer 16 således:
”Uden fred kan der ikke være nogen bæredygtig udvikling, og uden bæredygtig udvikling kan vi ikke opnå fred”. Så direkte siger FN det i forordet til Verdensmålene og fortsætter: ”Det er grundlæggende vigtigt at sætte en stopper for krig, men freden kan ikke stå alene. Verdensmål 16 handler også om at reducere alle former for vold, blandt andet fra organiseret kriminalitet og terrorisme.”

Verdensmålene har siden 2015 været helt centrale for spejderarbejdet i hele verden. Men spejderne har arbejdet med målene, længe før de blev vedtaget af FN´s generalforsamling. Faktisk er spejderbevægelsen verdens største upolitiske, fredsbevarende organisation. Der arbejdes med fred både på verdensplan og i de små lokale grupper.

Faktisk er spejderbevægelsen verdens største upolitiske, fredsbevarende organisation.

– og lokalt

Jeg er selv flokleder hos Nørrebrospejderne, og det kan godt være svært for de mindste spejdere at forholde sig til de krige og den terror, der foregår ude i verden. Men der er heldigvis mange andre måder, man kan arbejde med fred på. Som spejdere er det vigtigt for os at arbejde med, at der er en god tone, når vi taler til hinanden. Det er vigtigt, at der ikke er nogen, der føler sig mobbet, og det er vigtigt, at alle forstår, de er velkomne lige præcis, som de er.

Vi klæder spejderne på til at håndtere konflikter. Vi leger lege, hvor de bliver kastet ud i at samarbejde og tale sammen – også med de spejdere, de normalt ikke taler med. Det giver dem værktøjer, de kan bruge resten livet, og det lærer dem at være sammen med mange forskellige mennesker.

Målet er, at spejderne får det så langt ind i hjertet, at de, også når de ikke ’går til spejder’, helt naturligt taler pænt til andre, stopper mobning og løser konflikter på fornuftige måder. Det er sådan, vi kan skabe en bedre verden, en verden med fred, retfærdighed og stærke institutioner.

Relateret

• 03. mar. 2020 - Ideerne skal være helt nede på jorden
• 16. aug. 2019 - #IFLYGREEN
• 21. feb. 2019 - Børn og politik
• 03. okt. 2018 - Børn og unge er hele menighedens ansvar
• 18. sep. 2018 - Uddannelse skal være for alle

Find flere

Jeg fik lov at bryde ind i deres Tweens-møde, og mens de andre bagte lækre julesmåkager stillede fire modige børn op til en samtale om politik og demokrati. Augusta, 4. kl., Peter og Patrizia, 5. kl., og Asta der går i 6. klasse.

Hvis jeg nu bare siger politik – hvad er så det første, der falder jer ind?

Larmende tavshed! – ”Hmmm ikke rigtig noget”, siger de alle fire. Men de er enige om, at det mest er noget, der foregår i TV, og i øvrigt mest er for voksne – og for resten er det mega kedeligt, og alle benægter ethvert kendskab til politik.

Slet ikke? Kender I heller ingen politikere?

Nå jo, der er ham der statsministeren. Augusta har lige glemt, hvad han hedder, men de andre kan supplere med, at han hedder Lars Løkke Rasmussen. Og borgmesteren i Aalborg hedder vist Thomas. Men ellers er det altså svært at huske, hvad politikerne hedder.

Asta – den ældste i flokken – synes dog, at politikerne er mega dobbeltmoralske. Og det er for dårligt. Fx er det rimelig mærkeligt og spild af papir, at der hænger vildt mange ens valgplakater, nogle gange flere lige efter hinanden det samme sted. Især når de samme politikere siger, at vi skal passe på miljøet.

Der var også ham politikeren fra Alternativet, der altid fløj til folkemødet på Bornholm, selvom han sagde, at man ikke skulle flyve, men ellers mente han ikke, man kunne komme til Bornholm. Som Asta siger, så har hun altså været mange gange på Bornholm uden at flyve.

Pludselig kommer Peter da også i tanke om det med at sende kriminelle udlændinge ud på en øde ø. Det er simpelthen for dårligt. Det var meget bedre, om vi lærte dem at opføre sig ordentligt i første omgang – det kunne vi alle sammen blive enige om. Men det er måske ikke så let.

Asta – den ældste i flokken – synes dog, at politikerne er mega dobbeltmoralske.

Der kan I bare se, I ved jo en hel masse

Så smiler flokken lidt genert. Samtalen forsætter over i hverdagsdemokrati. For i skolen er man jo faktisk også tit demokratisk. Både Patrizia og Augusta kan i hvert fald huske, at man en gang imellem skal stemme om noget i klassen. Det kan være, om man vil se film eller spille spil. Og alle fire kender også til elevråd. Patrizia fortæller, at i hendes klasse skulle man faktisk holde en tale, før de andre stemte på en. Se, det er jo rigtigt demokrati i børnehøjde.

Samtalen forsætter over i hverdagsdemokrati. For i skolen er man jo faktisk også tit demokratisk.

I de andres klasser var det bare noget med at trække lod. Augusta fortæller, at på hendes skole er det først fra 5. klasse, man sidder i elevrådet, men de har alligevel leget elevrådsvalg. Hun meldte sig, men blev ikke udtrukket. Det var simpelthen så strengt. Det var nemlig kun drenge, der blev udtrukket, og hun synes sådan set, at det burde være piger, der bestemte det hele. Asta bakker op og siger, at hun har hørt, at man i de fattige lande også tit bruger kvinderne til at bygge landsbyer op og til at holde styr på små lån.

Peter protesterer og er ikke helt enig. Han vil i øvrigt gerne sige, at hvis han var politiker, så ville han afskaffe lektier og lange skoledage. Augusta fortæller, at hvis drengene i hendes skole skulle bestemme, så ville de helt afskaffe skolen. Piger er altså meget mere fornuftige end drenge.
Patrizia fortæller, at hvis hun var politiker, ville hun nok hellere sørge for, at der var mad nok til alle – også hjemløse. Og det er trods alt vigtigere end kortere skoledage og færre lektier, siger de alle fire.

Menighedsmøder, mener alle fire, er meget kedelige.

Tænker I over, at der også er demokrati i kirken?

Nej, det mener de fire bestemt ikke, der er noget af. Det kan de i hvert fald ikke komme i tanke om. Fotografen, Astrid, minder om menighedsmøderne – de søndage, hvor de spiser frokost sammen. De møder, mener alle fire, er meget kedelige. ”Min far skal altid sige en hel masse”, fortæller Asta. (Han er formand for menighedsrådet.) ”Men nogle gange er det nu alligevel ret hyggeligt”, fortæller Augusta, ”for så er fx Asta og Anton eller nogle af de andre børn med oppe og lege med mig og Villy, imens de voksne holder møde, for vi bor nemlig i kirken”.

Nogle af jer er spejdere. Har I der hørt om at tage ansvar for samfundet?

Det har vi vist ikke lært så meget om endnu, men er det ikke noget med at opføre sig ordentligt? ”Jo, det er det”, forklarer jeg. ”Men det er også noget med, at man engagerer sig i sin by eller sin klasse. Og faktisk har man ret til – og måske også pligt til – at gå hen og stemme, når man kan det. For så heldig er man ikke i alle lande i verden. Alle fire enes om, at det trods alt er dejligt, at uanset køn og hvor rig man end er, må alle over 18 år stemme i vores land.
Nu begynder duften af nybagte småkager at brede sig, og alle fire bliver lidt utålmodige og vil også gerne lige nå at bage. Men på falderebet snakker vi om, at de da vist ved mere, end de først ville indrømme, og så er jeg nysgerrig efter at høre, om nogen af de fire kunne tænke sig at blive politikere. Svaret er klart nej – som Augusta svarer: ”Det lyder bare MEGA kedeligt.” 

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras

Find flere

Lørdag d. 29. september var repræsentanter fra 20 baptistmenigheder, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU og baptistspejderne, DBS, samlet for at tale om, hvordan vi som kirkesamfund og menigheder kan tage ansvar for at give troen videre til vores børn og unge. Med indlæg fra Ida Dietz, der har været ansat på Folkekirkens projekt ”Børn i Kirken” og Pia Søgaard, der har været konsulent på projekt ”Tro bygger bro” i Missionsforbundet, var der lagt op til en spændende dag med vigtige samtaler.

Eftermiddagen bød på valget mellem tre seminarer og mulighed for samtale i mindre grupper. Inden da blev spørgsmålet kvalificeret med oplæg om de religionssociologiske tendenser blandt børnefamilier af Ida, og hvordan man som menighed kan tage ansvar for trosoplæring af Pia. Begge oplæg gav stof til eftertanke.

Fælles for dem var, at der blev sat fokus på vigtigheden af at møde børn – og forældre – med tilbud af høj kvalitet, der taler til børnene – og forældrene – dér, hvor de er.

”I skal interessere jer for jeres unger”

Noget af det, der stod klart efter dagens input og diskussioner i både større og mindre grupper, er, hvor vigtigt det er, at vi som menigheder ser børne- og ungdomsaktiviteter som en del af helheden. Det er ikke kun børne- og ungdomsmedarbejdere, der har ansvaret for, at der er rum for børn og unge i kirken, men hele menigheden.

Menighedsrådet skal sørge for, at der er nogle rammer, hvor arbejdet med børn og unge har gode forhold, og hvor det er en del af kirkens liv. Det betyder også, at hele menigheden skal inddrages i processen omkring børneaktiviteter, for det er det, som skaber interesse for arbejdet og for børnene.

Med indspark, opfordringer og inspiration i bagagen er der nu en masse at arbejde videre med i menighederne. For en ting kunne alle blive enige om i lørdags, nemlig, at vi – som Lasse Åbom citerede Søren Østergaard for at sige – ”skal interessere os for vores unger”.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Spejderhjælpen

• i uge 38 vil spejdere i hele landet samle penge ind til Spejderhjælpen
• pengene går direkte videre til projektet i Rwanda
• se mere på http://www.spejderhjaelpen.dk – her findes bl.a. aktivitetsmateriale, som kan bruges af spejdere eller andre
• Følg også Spejderhjælpen på Facebook. Der kommer nyt i løbet af efteråret som optakt til spejderhjælpsugen.

Spejderhjælpen har siden 2016 haft et projekt i Rwanda kaldet ‘Uddannelse for alle’. Projektets formål er at hjælpe børn med handicap til at gå i skole og få en uddannelse på lige fod med andre børn i Rwanda. Projektet er et samarbejde mellem Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer. Projektet arbejder med at udvikle såkaldte ‘modelskoler’, som kan vise – helt konkret – hvordan man kan integrere børn med handicap i undervisningen, og hvordan man kan gøre skolerne rummelige for alle børn. Projektet skal sikre læring og sociale fællesskaber, der også omfatter børn med handicap.

Projektet er et samarbejde mellem Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer.

Emmanuel fortæller, at efter han er begyndt i skole igen, er det hele blevet meget bedre. De andre børn driller ham ikke længere, og han har mange gode venner i skolen. Faktisk er han også en af de bedste i sin klasse.

Med Spejderhjælpen i Rwanda

Mit navn er Axel Duebjerg Andersen. Jeg er 16 år gammel, og jeg er baptistspejder i Aalborg 1. I maj rejste jeg og tre andre unge spejdere med Spejderhjælpen til Rwanda, netop for at besøge projektet ‘Uddannelse for alle’. Vi så nogle af projektets modelskoler, og det, der på de enkelte skoler er blevet gjort, for at alle børn kan få en chance for at gå i skole og uddanne sig.

På mange af skolerne er der blevet lavet ramper og stier, så børn med kørestole kan komme omkring på skolen.

Bedre fysiske rammer

På mange af skolerne er der blevet lavet ramper og stier, så børn med kørestole kan komme omkring på skolen. Flere steder endda med tag over, så de også kan komme tørre frem og tilbage. Derudover er der også på de fleste af skolerne blevet lavet handicaptoiletter, så alle har en chance for at komme på toilettet i løbet af dagen. Endelig er tavlerne i klasselokalerne kommet længere ned mod gulvet, så man kan nå dem fra en kørestol.

Videreuddannelse af lærere

Udover alle de fysiske forbedringer på skolerne er lærere blevet uddannet i, hvordan de bedre kan integrere børn med fysiske og psykiske handicap i undervisningen. Nogle er fx blevet uddannet i tegnsprog og kan dermed undervise døve børn. Andre er blevet uddannet i, hvordan børn med psykiske lidelser opfører sig i forskellige situationer, og de har derfor bedre mulighed for at tilpasse undervisningen efter børnenes forskellige behov.

Det fedeste på turen

For mig var det vildt fedt at se, hvad projektet har gjort for rigtig mange børn. Jeg fik lov til at snakke med flere af dem og deres familier.

Den oplevelse, der ramte mig mest, var en eftermiddag, hvor vi var så heldige at få lov at besøge nogle af børnene derhjemme. Vi gik op og ned, gennem bjerge og dale, for at komme hjem til Theofilus, som har et fysisk handicap, og derfor har svært ved at gå langt – skulle man tro. Vi gik i rigtig lang tid. Det var varmt, og det var hårdt. Den vej går Theofilus hver eneste dag for at komme frem og tilbage til skole – og han har endda et handicap. Det, synes jeg, er mega sejt, og det var vildt fedt at se og opleve! 

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Signe Lund Christensen:

• medlem af Købnerkirken
• medlem af BaptistKirkens Internationale Missionsudvalg
• formand for bevillingsudvalget under Dansk Missionsråd
• baptistspejder, korpsets forretningsudvalg 2010-14, nu repræsentant i ‘Spejderne i Danmark’
• arbejder som programrådgiver for ADRA, ‘Adventist Development and Relief Agency’
• uddannet cand. scient. pol.

Signe var barn i et aktivt baptistspejderhjem i Tølløse og har lært at bidrage efter evne. Hun er vokset op med beretninger om Rwanda og Burundi, især fordi moster Mette har været sendt ud, og Signe kan huske, at der blev ‘sendt aftensmad’ til Afrika, og hvordan beretningerne om missionsarbejdet i Afrika var allestedsnærværende i søndagsskole og spejderkreds.

Hvad fik dig til at brænde for udviklingsarbejde?

”Umubano-turen[1] til Rwanda i 2003 var min første rejse til Afrika. Den gjorde det klart for mig, at det var det, jeg skulle bruge mit liv på.” Signe havde fået Afrikas røde jord under neglene, og det betød, at hun som 21-årig tog imod udfordringen til at blive udsendt som ungdomsleder[2] for at arbejde med at udvikle spejderarbejdet i Rwanda i et halvt år. ”Jeg måtte bare sige ja!”

”Spejderne planter forståelsen for at tage et ansvar for verden. Man får nogle gange tildelt et stort ansvar, som man må forvalte på bedste måde, men man lærer også meget af det. Jeg har lavet alt muligt i spejderbevægelsen, og spejderarbejdet har været absolut definerende for, hvem jeg er i dag.”

Ansat til at arbejde med udvikling i Rwanda og Burundi

Signe har siden læst statskundskab og arbejder nu i ADRA, Adventistkirkens verdensomspændende nødhjælps- og udviklingsorganisation, der virker i mere end 130 lande. Hun har primært ansvar for rådgivning omkring menneskerettigheder samt programmer i Rwanda og Burundi indenfor demokrati-udvikling. ”Jeg arbejder mest med det langsigtede udviklingsarbejde, men også meget med betydningen af at være en kirkelig organisation. Interessant at sidde på sit arbejde og finde bibelcitater for at underbygge grundlaget for det, vi gør. Det kan åbne døre at være en religiøs organisation og derigennem få nogle budskaber ud via præster, fx om kvinders ligeberettigelse”, siger hun.

Har du en klassisk kaldsforståelse?

Spejderne planter forståelsen for at tage et ansvar for verden.

”Jeg er meget dårlig til så store ord, men jeg er ret sikker på, at det er det her, jeg skal. En væsentlig motivation for mig er at finde her: ’Før ordet for de stumme, tal deres sag, når de er ved at bukke under. Før ordet, døm retfærdigt, og skaf den hjælpeløse og fattige ret!’[3] Det kan ikke passe, at verden skal være, som den er; at børn fx lever af det, vi andre smider ud. Det forpligter at have set så meget, og jeg er nødt til at være i det felt, hvor verden kan forandres.”

… og Spejdernes Lejr 2017?

”Det er det sjoveste, vildeste og største, jeg nogensinde har været med til at lave. Jeg var formand for det udvalg, der hed ‘Politik og Identitet’. Vi arbejdede med at anvende spejderlejren som et udstillingsvindue for at skabe en moderne fortælling om spejderbevægelsen – om Danmarks Stærkeste Fællesskab. Statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren samt Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet kom på besøg. Også 74 kommuner var repræsenteret med 41 borgmestre. Og 100 deltagere på en erhvervs-event lærte om de kompetencer, spejdere opnår gennem spejderarbejdet!”

Var det et tungt ansvar?

”Det var ikke tungt, for vi var mange med forskellige kompetencer, men det var en kæmpe opgave. Lejren skulle lykkes for at vise værdien af spejderkorpsenes samarbejde – og det gjorde den heldigvis. Hvordan jeg fik tid til det? Sådan var det bare. Edith, som var 4 måneder, var god til at være med, og jeg har et højt energiniveau”, indrømmer Signe på forespørgsel. Far, Lars Magnus, og storesøster Agnes på 3 år var også med.

Hvordan harmonerer et så aktivt liv med familien?

En aftale om lidt ro i familien efter 3½ års arbejde med lejren blev aflyst, fordi Signe blev spurgt om at sidde i bestyrelsen for ‘Spejderne i Danmark’, hvor de fem største spejderkorps er medlemmer: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. Signe citerer ægtefællen: ”Du kan jo ikke sige nej!”, så sådan blev det. Formålet er samarbejde, og nu arbejdes der på holdninger, strategier og forankring af fælles projekter.

Når det kommer til uretfærdighed, kan jeg ikke lade være med at reagere. Det er ikke tilstrækkeligt bare at klage, man må gøre noget aktivt.

Har du en tålmodig mand?

”Ja, men også en meget aktiv mand! Vi har stor forståelse for hinandens engagementer. Familien er det vigtigste, og vi finder en balance. Vi arbejder ofte, når børnene sover. Vi tænker meget på, at børnene skal lære, at det giver mening at engagere sig, og at det er vigtigt, hvis man vil ændre noget. Fremover vil vi måske lægge nogle kræfter i børnenes aktiviteter.”

Du engagerer dig meget bredt?

Du skrev om ressourcer på hospitalet, da du fik Agnes; om vaccinationer; om din næste, der kan være en congolesisk kvinde. Hvorfor skal din stemme med? Signe svarer: ”Når det kommer til uretfærdighed, kan jeg ikke lade være med at reagere. Det er ikke tilstrækkeligt bare at klage, man må gøre noget aktivt.”

Hvordan har I det med kirken?

”Det betyder meget for mig. Vi er lige flyttet til Købnerkirken på Amager. Vi vil gerne have et aktivt kirkeliv, så nu skal det være. Kirken ligger lige om hjørnet, man har etableret børnekirke, og flere børnefamilier er kommet til, så tidspunktet er meget passende. Hvis man mener noget med kirken, kræver det en indsats at være med i fællesskabet.”

”Det er en del af min identitet at være baptist”

BaptistKirkens demokratiske opbygning har stor betydning for Signe: ”Når man er døbt, er man medlem. Alle medlemmer uanset alder har stemmeret på menighedsmødet, og menighedsmødet beslutter alt. Alle er med til at bestemme lokalt, og man dikterer ikke noget fra centralt hold. Baptistmenighederne spænder vidt, og det er vigtigt at anerkende diversiteten. Den fremkommer, fordi det er den lokale menighed, der bestemmer. Det er interessant at være så tæt på et andet kirkesamfund via mit arbejde. Det har gjort mig mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig i mit eget kirkesamfund.”

Hvis man mener noget med kirken, kræver det en indsats at være med i fællesskabet.

Signe er optaget af demokrati i kirken, men også som borger i et land, hvor ytringsfrihed og rettigheder er en selvfølge og endelig som programrådgiver i Rwanda: ”Jeg har set så mange steder, hvor man ikke kan få lov at stemme, eller hvor man kun kan stemme på én!” Signe citerer en kvinde i Rwanda: ”Nu har jeg lært at læse, og tænk, nu kan jeg være med til at stemme næste gang.”

”Demokratiet hænger sammen med at være kristen. Alle er lige meget værd og har en lige vigtig stemme. Det vigtigste for mig i kristendommen og mit arbejde er, at vi skal elske næsten og kæmpe for lige rettigheder og vilkår med de muligheder, vi hver især har.”

[1] 14 dages rejse til Rwanda arrangeret af Baptistspejderne og Baptisternes Børne-og Ungdomsarbejde

[2] Ungdomsledere er finansieret gennem Dansk Ungdoms Fællesråd og tilknyttes et projekt fra
samme sted

[3] Ordsprogenes bog kap. 31, vers 8-9

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Min vaskemaskine lugter af røg. Det gør min ’rene’ regnjakke, mine mudrede sko og min sovepose også. Sådan er det at komme hjem fra spejderlejr. Alligevel er det hverken bål, regn eller mudder, som jeg vil huske årets spejderlejr for.

Lejrens store overskrift var ’Danmarks Stærkeste Fællesskab’. Fællesskabet er en grundlæggende del af spejderarbejdet – og har været det siden starten i 1907. Fællesskabets mange sider, fra det mindste til det største, er også det, jeg husker bedst fra Spejdernes Lejr 2017.

Patrulje-kammerater

I det helt små oplevede jeg en ‘sammenbragt’ patrulje af spejdere, som ikke kendte hinanden ret godt på forhånd. I patruljen opstod der lynhurtigt kammeratskab, fordi spejderne kunne og skulle være fælles om aktiviteter og oplevelser i en uge. Kammeratskabet i det lille fællesskab blev til så gode venskaber, at spejderne brugte busturen hjem på at lave aftaler om at ses igen, mens de fleste af os andre brugte turen på at sove.

Finansminister Kristian Jensen oplevede spejderfællesskabet over frokosten hos baptistspejderne fra Herlev.

Baptistspejder-kammerater

Et lidt større fællesskab oplevede jeg blandt alle baptistspejderne på lejren. Uanset hvor jeg gik, kiggede jeg efter nogen, jeg kendte. Hver gang jeg mødte en baptistspejder, tog vi os tid til en hurtig hilsen, selvom vores relation i nogle tilfælde kun byggede på, at vores tørklæder og uniformer havde samme farve.

Fællesskabet i vores lille spejderkorps blev også slået fast, da vi samlede (næsten) alle 400 deltagende baptistspejdere til et fællesbillede. Det lykkedes, selvom intet var aftalt på forhånd, og der gik kun 24 timer fra idé til billede. Facebook var fantastisk til at sprede idéen og samle os alle sammen, men jeg tror ikke, projektet var lykkedes uden vores stærke relationer og fællesskab.

Kammeratskabet i det lille fællesskab blev til så gode venskaber, at spejderne brugte busturen hjem på at lave aftaler om at ses igen.

Det egentlige formål med at mødes var at tage et fællesbillede, men de 20 minutter, vi var samlet, bød på meget mere end det. Vi fik tid til at pleje vores fællesskab, og der var knap nok tid til at tage billedet, fordi alle skulle nå at snakke med alle.

Ét spejderfællesskab i Danmark

Jeg oplevede også det helt store fællesskab på Spejdernes Lejr, dvs. fællesskabet mellem alle danske – og udenlandske – spejdere. På tværs af uniformsfarver spillede spejdere ’Pløk’ med naboerne, på tværs af uniformsfarver stod spejdere klar til at hjælpe med at finde et plaster, og på tværs af uniformsfarver kunne vi alle 37.000 råbe med på det samme råb til de fælles lejrbål.

Lejrbålene, hvor alle deltagere var samlet, var med til at styrke det store fællesskab. På scenen var alle ’korpsneutrale’. Det betød, at værter, aktører og musikere optrådte som spejdere – ikke som baptistspejdere, DDS’ere eller grønne spejdere. Selvom de fleste helt sikkert ikke tænkte på det undervejs, er jeg sikker på, at det har styrket vores oplevelse af at være ét fællesskab.

En del af Danmarks stærkeste fællesskab

Fællesskabet er stadig en grundlæggende del af spejderarbejdet i 2017. Både i det små, hvor spejdere skal lære at samarbejde i patruljer, og i det store, hvor frivillige planlægger og gennemfører en lejr for 37.000 deltagere.

De fleste spejdere er netop spejdere, fordi vi føler os som en del af Danmarks Stærkeste Fællesskab.

Næste gang du møder en (baptist)spejder, så prøv at spørge, hvorfor han eller hun er spejder. Mit gæt er, at svaret vil handle om meget mere end aktiviteter, besnøringer, bål og myg i bivuakken. Disse ting er stadig en stor del af spejderarbejdet, men jeg er sikker på, at de fleste spejdere netop er spejdere, fordi vi føler os som en del af Danmarks Stærkeste Fællesskab. Et fællesskab som jeg i høj grad genoplevede og fik bekræftet på Spejdernes Lejr 2017. Det er det fællesskab, som fastholder én i spejderarbejdet i mange årtier.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Danske Baptisters Spejderkorps (DBS):

• Antal spejdere: 909, heraf 303 førere og 129 andre voksne
• Antal kredse: 21 – og én på vej på Nørrebro i København
• Alle spejderkredse er tilknyttet en baptistmenighed
• Se yderligere http://www.dbs.dk

Derfor ønsker vi at udfordre førerne til at vokse i troen, men vi har desværre ikke formået at give inspiration og vejledning ud over vores træninger. Vi ønsker, at menighederne involverer sig i at skabe gode relationer til spejdere og førere, for det personlige møde er den bedste vej til at udvikle tro. Et supergodt aktivitetsmateriale gør ingen forskel her. Et bedre samarbejde med menighederne om at danne gode kristne fælleskaber, der kan udvikle troen, er vejen frem.

Alle spejderkredse har førere med meget forskellig baggrund – spændende fra overbeviste kristne til dem, der ikke tror på Gud. Hvordan skal menighederne gribe det an?

Det er en gave til menighederne, at spejderarbejdet åbner kirken for mange forskellige mennesker. Det rykker virkelig ved spejderførerne, når der skabes fællesskaber på tværs. Når menigheden fx arrangerer fællesspisning i forbindelse med spejdermøderne eller fælles weekend for spejdere og menighed. For familier med børn, der er spejdere, skaber det et forhold til kirken som et ståsted i deres liv.

Vi ønsker, at menighederne involverer sig i at skabe gode relationer til spejdere og førere, for det personlige møde er den bedste vej til at udvikle tro.

Men jeg ønsker også, at menighedsrådene tænker førerne ind i menighedens undervisning, så de inspireres til at vokse i troen. Spejderarbejdet rummer et stort potentiale for menighederne, men det kan helt klart udnyttes bedre.

Der er stor aldersspredning blandt førerne, og de har vidt forskellige behov. Hvad skal menighederne tilbyde dem?

Uanset alder er nærvær, fællesskab og interesse for spejderarbejdet det vigtigste, menigheden kan tilbyde. Menighederne skal ikke lave forkromede planer for kontakt med spejderkredsen, men de skal turde være synlige, vise interesse og tage del i spejderarbejdet. Selvom kredsene er selvstændige enheder, er det vigtigt, at menighederne bruger spejderarbejdet som et aktiv.

Det drejer sig ikke blot om en repræsentant i kredsrådet, men om direkte støtte ved at være til stede. Fx ved at arrangere ting sammen med spejderne, at tilbyde kurser til førerne eller stå for maden på spejderweekenderne. Det er underordnet, hvad det er, når bare det skaber et godt fællesskab mellem spejderkreds og menighed.

Aktiviteter er ikke det vigtigste, men arrangementer etablerer rammer for fællesskab. Giv menighederne nogle forslag til rammer. 

Det væsentlige er kredsens behov, udfordringer og sammensætning af førere. Derfor vil jeg gerne opfordre og udfordre menighedsrådene til at invitere sig indenfor hos spejderne for at etablere en dialog. De tre første spørgsmål kan være:

• Hvordan kan menigheden hjælpe med at lette spejderkredsens arbejde?
• Hvordan kan menigheden hjælpe med at møde spejdernes forældre?
• Hvad skal der til, for at fællesskabet om kirken kan vokse?

Det er en gave til menighederne, at spejderarbejdet åbner kirken for så mange forskellige mennesker.

I en samtale herom skal de konkrete idéer, der giver mening for både spejderkreds og menighed, nok komme frem. Det vil virke bedst, hvis dialogen foregår på en spejderweekend; eller endnu bedre på sommerlejren, hvor menighedsrådet kommer forbi, ser hvad der foregår og måske laver aftensmad. Det kan give en god snak med førerne og de ældste spejdere, når lejrbålet er færdigt. Den fremgangsmåde vil lette førerne for et ekstra møde, men også vise, at menighedsrådet har interesse for spejderarbejdet.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere

Ved ankomsten til Kigali, Rwanda, var vi alle godt trætte, men også spændte på, hvad de næste to uger ville bringe. Uden for lufthavnen ventede Edouard og Aline fra AEBR[1] på os. De var begge to med os rundt i Rwanda, hvor de fx oversatte for os. Allerede den første morgen blev vi præsenteret for den traditionelle rwandiske morgenmad, som består af omelet, hvidt tørt brød, marmelade, frisk ananas og vandmelon/passionsfrugt.

Vi oplevede rwanderne som et positivt og kærligt folk.

Vi hilste på nogle af de ansatte på AEBR’s hovedkontor, og om eftermiddagen besøgte vi en ungdomsgruppe og deltog i deres gudstjeneste. Gudstjenesten var en oplevelse for os alle. Generelt er der godt gang i de rwandiske gudstjenester, hvor der er masser af sang, dans og musik – også til denne ungdomsgudstjeneste i Base, hvor vi fik en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Pludselig trådte nogle drenge klædt i karatedragter ind i kirken. De lavede en flot forestilling for os med nogle seje karatetricks.

Den triste historie i Rwanda

Vi oplevede rwanderne som et positivt og kærligt folk, men bag deres glade ansigter gemmer sig alligevel en trist fortid. I 1994 var der folkemord i Rwanda. Mange flygtede ud af landet, og mange mistede både familiemedlemmer og venner. Derfor finder man flere mindesmærker rundt om i Rwanda. Vi besøgte et, der er placeret midt i Kigali. Det består af et museum og en stor have, hvor ofre fra folkemordet ligger begravet under store betonsten.

I Murambi er mindesmærket den tidligere tekniske skole, hvor mange havde søgt tilflugt under folkemordet. De blev alle slået ihjel, og man har valgt at kalke nogle af ligene og rekonstruere, hvordan de lå og sov inden angrebet i 1994. Det var en trist oplevelse, men det var med til at give os forståelse for landets historie og kultur.

Det var med til at give os forståelse for landets historie og kultur.

Ungdomslejr og rwandisk kultur

Studieturens formål var at give os en mulighed for at opleve den smukke rwandiske natur, men også at skabe et fællesskab med unge rwandere, så vi kunne lære noget om landets kultur. Derfor bød turen på safari i Akagera National Park, vulkanbestigning og gorillabesøg for dem, som havde lyst. Vi besøgte også en skole for hiv-ramte børn og en ungdomslejr for unge rwandere.

På ungdomslejren var der ofte danske lege på programmet. Vi fik lært hinandens navne gennem danske og rwandiske lege og snakket om kulturer ud fra nogle spørgsmål. Det var sjovt at opleve i de forskellige sammenhænge, hvordan store som små engagerede sig i legene, og hvordan indslag, som indeholdt musik, dans, sang og leg, altid gjorde lykke. En sangleg, som var specielt populær blandt rwanderne, var ’En Lille And Med Vinge’.

Gudstjeneste

At opleve to rwandiske gudstjenester var spændende. Vi bragte hilsener fra Danmark og opførte et par sange for dem. Vi sang bl.a. ’Vi vil vandre i vor Herres lys’, først på dansk, så engelsk, dernæst swahili og til sidst på kinyarwanda. Da vi sang på kinyarwanda var alle rwanderne begejstrede, og der lød mange klapsalver.

Besøg hos familier

For at vi kunne få et indblik i, hvordan en afrikansk familie fungerer, besøgte vi to og to nogle familier. Her havde vi mange forskellige oplevelser. Nogle besøgte meget velhavende familier, og andre var ude hos fattigere familier. Det var spændende for os at opleve, hvordan familierne bor, lever, laver mad og sover.

Til slut vil vi gerne takke BBU og DBS for at give os muligheden for at rejse til Rwanda. Det har været en kæmpe fornøjelse, og vi er alle meget beærede!

1 Baptistkirken i Rwanda

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere