Lyt til aritklen:

På Baptist World Alliance’s (BWA) verdenskongres i Brisbane var der en spørgetime til den nye ledelse af BWA, formand Karl Johnson fra Jamaica, næstformand Lynn Green fra England og generalsekretær Elijah Brown. Her lød spørgsmålet fra salen: ”Hvordan kan BWA hænge sammen, når der er så store forskelle i holdninger og spiritualitet?”

Elijah Brown, Generalsekretær, BWA (Foto: Merrit Johnston)

Det var Elijah, der tog ordet for at svare: “Vi er hoved, hjerte og hænder. Vi skal ikke begynde med hovedet. Vi skal starte med hænderne, at handle sammen. Det vil bringe os til hjertet. Og når hjerte og hænder er i takt, kan vi komme til hovedet.” Jeg synes, det lød klogt, at jeg bagefter bad Elijah om uddybe sit svar. Det får du her:

• Hovedet repræsenterer seriøs dialog, samtale, teologisk tænkning og stærke holdninger.
• Hjertet repræsenterer relationer
• Hånden repræsenterer handling og praktisk tjeneste.

Vi er stillet overfor komplekse udfordringer i disse år. Nogle mener, at visse teologiske holdninger kræver offentlige erklæringer. Det sker måske især, når der er betydelig uenighed om disse teologiske overbevisninger.

Hovedet

De fleste ønsker at starte med ”hovedet”. At begynde med teologiske samtaler og udtalelser. De vil have en formel dialog. Håbet er, at hvis vi “forstår” hinanden, er der størst chance for, at vi ønsker at have en relation.

At vi kan komme til en intellektuel enighed. Vi ”hører” hinanden. Selvfølgelig er der en balance her. Vi skal forstå den andens perspektiv. Vi skal lytte til hinanden. Den naturlige reaktion ved uenighed er at sætte ”problemet” i centrum, at alle kigger på det ud fra deres perspektiv, og når vi har diskuteret det, vil vi nå til en fornuftig beslutning, som alle kan være enige om.

Vi håber og tror måske også, at vi kan nå til enighed (hovedet), og det vil påvirke vores fællesskab (hjertet) og lede til at vi bliver sammen og tjener verden (hånden).

Men min erfaring er, at denne model ikke virker.

BWA*s ledelse: Formand Karl Johnson fra Jamaica, næstformand Lynn Green fra England og generalsekretær Elijah Brown svarer på spørgsmål i Brisbane (Foto: Lone Møller-Hansen)

Hånden og hjertet

Min erfaring er, at vi skal gøre det omvendt. Vi skal begynde med ”hånden” og gøre noget sammen.  Dette leder naturligt til ”hjertet”. Når vi er sammen i missional tjeneste og oplever en god relation, er det meget nemmere at bevæge sig til ”hovedet” og de svære samtaler. Vi har så de svære samtaler ud fra gensidig respekt og kærlighed i stedet for at have behov for at positionere os for at vise, at vi har ret.

Det er sjældent  – men sker – at parter har en intellektuel samtale som leder til venskab. Det kan være en interessant samtale. Måske nogle ønsker at fortsætte samtalen, men det fører ikke til at blive venner. Det hjælper at tage på sommerstævne sammen, som I gør – og det elsker jeg. Det hjælper, hvis mennesker tjener sammen i et køkken for at give mad til fattige. Hvis mennesker går på gaden og beder for familier, de møder. Alle disse ting er handling – hånden. Når mennesker tjener sammen, er det mere sandsynligt, at det fører til venskab – i hvert fald en positiv relation og gensidig respekt.

Normalt begynder en relation ved at vi har en fælles interesse. Så nærmer vi os hinanden og finder et håbets rum, hvor samtaler kan forme fremtiden.

Fokus udad

Som en baptist-bevægelse tror jeg også, at det hjælper enormt, hvis vores fokus er udad og ikke indad.

Der er et pres for at vende dialogen indad. Både i Baptist World Alliance og i de enkelte kirkesamfund og lokale kirker. Der bliver normalt lagt et pres på præsten for at opfylde menighedsmedlemmernes behov mere end at opfylde det håb, de forventninger og behov der er hos de mange rundt om os, der ikke kender Jesus.

Det kommer så nemt til at handle om ”hovedet” mere end ”hænderne”. Igen skal der selvfølgelig være en balance. Det er vigtigt at de, der allerede er i kirken, bliver betjent. Kirkesamfund skal have interne diskussioner. Men samtidig skal man holde fokus på ”hånden” – handlinger, der forvandler liv og samfund.

Elijah Brown taler ved kongressens åbning (Foto: Merrit Johnston)

Meget baptistisk

Det er faktisk meget baptistisk. Selvfølgelig skal vi også komme med tros-erklæringer. Men vi er normalt ikke bedst til at skrive og blive enige om lange teologiske doktriner. Vi er snarere bedst, når vi fokuserer på mission og at nå de mange i vores nabolag og i vores land, der ikke kender Herren. Andre kristne traditioner har lavet lange teologiske udredninger, som er centrale for deres væren. Det er deres ekklesiologi. Måden de er kirke på.

Vores eksistensberettigelse som baptister er ikke, at vi alle deler samme teologi, men at vi føler os forpligtede på det samme missionale kald. Selv hvis vi var enige om teologien, ville det ikke nødvendigvis føre til, at vi var sammen i at sprede evangeliet, møde menneskers behov, gøre forskel i vores lokale nærområde og leve et liv i tro rettet mod vores medmennesker. Enhed i ”hovedet” fører sjældent til handling i ”hånden”.

Et praktisk eksempel

Da jeg var generalsekretær i Nordamerikas Baptistsammenslutning (NABF*) besluttede jeg, at vi på et møde skulle bruge en formiddag i en baptistkirke, hvor vi pakkede kasser med sko. Skoene skulle gives til forældreløse børn. Det var en meget enkel opgave, der skulle løses. Vi sad rundt om et bord og pakkede den ene kasse efter den anden med sko. Og dér kom der naturligt mange samtaler i gang. Nogle af disse samtaler var dybe, nogle var meget personlige. Efter at have brugt to-tre timer med praktisk arbejde og naturlige samtaler opstod der et meget stærkere fællesskab i ”hjertet” imellem disse ledere. Når hånd og hjerte bevæger sig sammen, er det meget nemmere at have de svære ”hoved”-diskussioner.

Elijah Brown taler ved kongressens åbning (Foto: Merrit Johnston)

I øvrigt tænker jeg, at det vil være en god idé, hvis vi en gang imellem har den slags håndens arbejde, når vi mødes i Baptist World Alliance. Det vil være en enkel men stærk påmindelse om, hvorfor vi er sammen. For at tjene verden, som Jesus gjorde. Vores teologiske overbevisning er, at tjeneste og håndens mission er vores første og vigtigste opgave og kald.

Hvor starter du selv?

Det er det samme, når vi er aktive i mission. Normalt vil du ikke begynde med at udfordre mennesker til at tage imod Kristus. Du vil begynde med at invitere mennesker hjem på mad eller til et arrangement i din kirke. Så gør I  noget sammen og opbygger en relation. Ud af den relation og gensidige tillid vil der (måske) springe samtaler om tro og at vedkommende tager imod Jesus.

Mange opfører sig, som om enighed i ”hovedet” naturligt vil lede til en ”hjertets” relation, som så vil føre til et væld af ”håndens” tjenester. Men det er hårdere at gøre det sådan. Det giver ikke genklang i vores baptistiske tankegang og heller ikke i alle andre menneskelige relationer. Normale relationer begynder med hånden, bevæger sig til hjertet og slutter i hovedet. Så når vi lægger vægt på ”hånden” – fælles praktisk tjeneste og mission i vores nærområde – men også nationalt og internationalt – vil det naturligt skabe et fællesskab i ”hjertet”, hvor mennesker er venner og forstår hinanden. Det giver rum og luft til at have de svære diskussioner – ”hovedet”. Og til at leve med at være uenige.

Så vi begynder med ”hånden”, bevæger os til ”hjertet” og slutter i ”hovedet”.

*NABF er ligesom European Baptist Federation, EBF, en regional sammenslutning af nationale kirkesamfund. Her mødes generalsekretærer og andre nationale ledere til møder og tager beslutninger på regionalt niveau.

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Hvorfor er det baptister bliver ved med at ville snakke om identitet? Det slog mig, at måske er det netop kernen i det at være baptist. At det er noget vi bliver nødt til hele tiden at tale med hinanden om, dele vores forståelse af og lytte til de andres mening om.

For vi er ikke enige – og det er måske en stor del af pointen.

Jeg er glad for at være en del af en kirke, hvor det hele ikke er givet på forhånd. Hvor troen ikke er en fasttømret størrelse, der ikke er til diskussion. Men hvor vi respekterer hinandens perspektiver nok til at vide, at vi ikke kan være kirke uden at give plads til hinanden – også dem vi ikke forstår.

For det er når vi holder op med at tale sammen, at vi holder op med at være kirke sammen – og måske også holder op med at være baptister?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning. 

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Det tredje af fire regionale møder i BaptistKirken blev afholdt torsdag den 5. marts i Ringe på Fyn med en migrantmenighed, Lai Baptist Church (LBC), som vært – i deres nye kirke. Fællesspisningen bar præg af det; ris, nudler, oksekød og grøntsager, og lidt over 40 deltog – halvdelen var fra værtsmenigheden.

Derudover deltog Brande, Give, Oure, Matu’erne fra Svendborg, Chin Baptist Church fra Ringe og Odense baptistmenighed.

For første gang deltog to repræsentanter; John og Peter, fra Myanmar Christian Fellowship, et nationalt fællesskab, som søger optagelse i BaptistKirken til sommer.

To sproggrupper

Som ved de andre regionale møder var hovedpunkterne dels Fælleserklæringen og hvordan den føres ud i livet ude i menighederne, og dels sammenhængskraften i BaptistKirken – hvad skal der til, for at fællesskabet bliver stærkere? Oplæggene er der skrevet om i artiklerne ‘Hvad binder os sammen som baptister?‘ og ‘Ideerne skal være helt nede på jorden‘. Odense kan bryste sig af at være den menighed, der er kommet med flest input til idékataloget, som skal gøre Fælleserklæringen levende. Se kataloget her.

Det, der var nyt i Ringe, var netop deltagelse af mange burmesere og derfor blev samtalen delt op i sproggrupper. Fælles for mange af de ideer, der kom på bordet, var fællesspisning – enten udelukkende af social karakter eller efterfulgt af en aktivitet.

Børn og unge

Der var fokus på afsnittet i Fælleserklæringen om børn og unge. Erland Grarup fra Brande fortalte om deres café-gudstjenester, hvor der er tid til at samtale rundt om bordene og samtalen fortsætter under den efterfølgende frokost. Dem form er særligt unge familier glade for.

Henrik Krak Søndergaard, præst i Odense, indrømmede, at de ikke er gode til at tale med de unge om troen. ”De unge har i en undersøgelse selv oplyst, at de gerne vil have nogle små puf fra de ældre”.
Ngun fra LBC fortalte, at de har to fredagsgudstjenester om måneden. Det er godt, hvis man er forhindret om søndagen. Alle har en opgave i kirken – også de helt unge, f.eks. med at byde velkommen i døren.

Der blev også nævnt fælles børnelejre, og regionale fællesskaber omkring gudstjeneste og fælles menighedsrådsmøder.

Cung fra LBC i Ringe fortæller, at de ikke har så mange aktiviteter, som rækker ud fra kirken. Men de har grillaftener om sommeren, hvor de unge inviterer efterskolevenner med.

Sammenhængskraft

Formand Per Beck spurgte, om BaptistKirken kan organisere sig på en måde, der styrker sammenhængskraften.

En deltager fra Give erklærede, at ”nedlæggelsen af missionskomitéen har været med til at aflive sammenhængskraften. Vi lærte folk fra andre menigheder at kende i missionskomitéen.”

Per spurgte igen: ”Hvorfor kan Landskonference 2, (LK2 – en lørdag i november) ikke løse det samme behov?”

Hertil svarede Karin Hansen fra Oure, at det måske skyldtes, at man er sammen så kort tid (typisk seks timer) på LK2. Missionskomitéens møder var med overnatning på en af efterskolerne.
Torsten Wendel-Hansen fra Odense beklagede bl.a. det manglende sammenhold mellem baptistkirkernes præster. Sammenholdet mellem præsterne er en del af sammenhængskraften.
Han konkluderede også: ”Vi er gode til international mission, men vi skal blive bedre til mission i Danmark.”

Migrantmenighederne talte med én stemme, da de erklærede, at hvis der skal være bedre sammenhængskraft i BaptistKirken, skal de unge gå forrest.

Læs også om det sidste regionale møde i artiklen “I kan nå familier gennem spejderne“.

Relateret

• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende
• 24. aug. 2025 - Hånd, hjerte og hoved
• 20. mar. 2025 - Om Gud vil
• 26. dec. 2023 - Aktive lemmer i Lyngby
• 18. sep. 2023 - Sommerlejr for børn og unge i Chin Bethel Church, Skjern

Find flere

Ca. 40 baptister fra syv forskellige menigheder (Østhimmerland, Nørresundby, Pandrup, Brovst, Karmelkirken, Randers og Aarhus) var samlet i Vaarst til det andet af fem regionale møder. Det blev en dejlig aften med mange inspirerende tanker – og ikke dårligt at starte med en hyggelig og dejlig spisning.

Mette Holmgaard, som har været konsulent for ledelsen på BaptistKirkens nye Fælleserklæring, fortalte, at hun var blevet inspireret og bekræftet af et vers fra Romerbrevet, hvori der står ”Troen kommer af det, der høres!” Nu skulle baptisterne høre hinanden.

Idé-kataloget

Første spørgsmål var, hvad der er afgørende for, at Idé-kataloget bliver brugt? Svarene handler bl.a. om målgruppen; altså bl.a. at man skal have lyst til at bruge det. Og der skal tales om det i menigheden.
Så handler noget om indholdet i Idé-kataloget: Ideerne skal være ”helt nede på jorden” og relevante.
Og endelig handler det om, hvordan det præsenteres: Det skal være nemmere at finde de relevante idéer. Her kunne man bruge gode søgeord og filtre, som man kender det fra, når man skal købe noget på nettet. I kirkens regi kunne det være børnearbejde, sorggruppe, seniorarbejde, omsorg eller lignende.

Det må også gerne virke smart og sproget skal være let forståeligt. Og så skal det omtales i Nyhedsbrevet, når der kommer nye ideer. Blandt barriererne for ikke at bruge det, blev det nævnt, at man måske ikke kan se, at man har et behov. At menighedsledelsen ikke tager det alvorligt, eller at der findes en frygt for noget nyt. Det kan også være uvidenhed, eller at det virker rodet og kedeligt.

Det skal være nemmere at finde de relevante ideer.

Mange ideer

Det var ikke fordi, der manglede gode idéer, som kunne være i Idé-kataloget. Deltagerne nævnte bl.a. syng-sammen hver tirsdag formiddag i Brovst. I Aarhus synger de hver fredag eftermiddag kl. 16 fra Højskolesangbogen og der er mad bagefter.

I Nørresundby har de 3G = Gud, Gospel og Go’ mad. Det er den sidste mandag i hver måned fra kl. 14, hvor der er Åben Kirke med kaffe, hyggeligt samvær, en andagt og sang. Kl. 18 er der fællesspisning for alle – og her kommer menighedsmedlemmer for at mødes med gospelsangere fra Gospelkoret Shine, der øver kl. 19. Inden korøvelsen har præsten Allan Ibsen ordet og fortæller på en let forståelig måde om livet med Gud. Herefter synger alle en fællessang og Shine synger en sang for ’forsamlingen’, inden der drikkes kaffe i lokalet ved siden af, og Shine kan tage hul på sin øveaften.

Der blev også nævnt en café for flygtninge og fælles spejder- og menighedsweekend.

Sammenhængskraft

Generalsekretær Torben Andersen kom med et oplæg om sammenhængskraften i BaptistKirken. Også her kom forsamlingen med gode idéer: Overskriften er, at ”vi skal have lyst til at se hinanden og styrke fællesskabet”. Og så blev det nævnt, at de nordjyske menigheder er gået sammen om at lave en fællesskabsdag den. 27. september i år med et program, som tilbyder noget for alle aldersgrupper. Sommerstævnet blev også nævnt som noget, der styrker sammenhængskraften.

Internt i menighederne blev netværksgrupper nævnt, ligesom der skal gives plads for forskellige kulturer. I én menighed har afrikanske børn dygtiggjort sig i musik, og de bidrager med indslag i gudstjenesterne. I Brovst har en stor gruppe nepalesere beriget menigheden med børnefamilier og unge. Det har styrket sammenhængskraften – og også nedsat gennemsnitsalderen. ”Det hjælper at tale mangfoldigheden op – i stedet for at stirre sig blind på forskellene”, som det blev sagt.

Et andet forslag er, at menighederne bakker op om arrangementer og gudstjenester, som er arrangeret af en ’gruppe’ (spejdere/unge/kor eller lignende).

Vi skal have lyst til at se hinanden og styrke fællesskabet

Et spejder-vidnesbyrd

Charlotte Mejer Friis, der er baptistspejder i Aarhus og medlem af Korpsrådet, kom med en varm peptalk. Hun opfordrede til samarbejde mellem menigheder og spejdere og tilbød hjælp til opstart af aktiviteter. Hun fortalte varmt og stærkt om, hvordan hun selv som fire-årig var blevet inviteret med til spejderaktiviteter i Esbjerg. Hun var blevet taget godt imod, havde oplevet et godt fællesskab og havde hver mandag hørt om Gud. Det betød, at hun som 20-årig blev døbt i Aarhus og har besluttet, at hun vil give det gode, hun havde oplevet, videre!

Læs også artikler fra de øvrige regionale møder: ”Hvad binder os sammen som baptister?”, ”Et dejligt broget møde” og “I kan nå familier gennem spejderne“.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Torben Andersen var på hjemmebane i Hjørring. Han havde to kasketter på ved årets første regionale møde. Først bød han velkommen som menighedens præst og efter maden blev han generalsekretær for BaptistKirken.

Aftenen havde især to hovedtemaer: At omsætte Fælleserklæringen til liv ude i menighederne og at øge sammenhængskraften i BaptistKirken.

Relationerne er afgørende

Torben Andersen citerer ofte Scot McKnight, som underviste ved sommerstævnet forrige år. ”Guds design for kirken er at være et broget, mangfoldigt fællesskab, der praktiserer det liv, som Jesus har lært os at leve, og som kendetegner Guds rige iblandt os.”

Og han tilføjer: ”Den rette dogmatik, troslæren i sig selv, skaber ikke nødvendigvis sammenhængskraft. Den er vigtig. Men vi kan sagtens tro nogenlunde det samme, men opleve alt andet end sammenhæng – og slet ikke kraft, der forener, styrker og forbinder. Relationerne er afgørende for, at det bliver et fællesskab.”

Netværk skal opbygges og holdes ved lige. Som Per Arne Dahl sagde ved sidste års sommerstævne: ”Gode fællesskaber kommer ikke af sig selv, men de kan smuldre helt af sig selv.” Der skal investeres i relationerne, for at de bliver til fællesskab. Og så tilføjede han:

”Vi skal ikke gøre os til herrer over hinandens tro. Men der skal både tro og relationer til for at opleve sammenhængskraft.”

Netværk skal opbygges og holdes ved lige.

Vi skal mødes

Efterfølgende bekræftede samtalerne ved bordene, at det at mødes er afgørende. ”Samtalen er central for at skabe forbindelse mellem tro og relationer,” som Torben Andersen også betonede og henviste til den tidligere Fælleserklæring, der havde tre overskrifter: Samtale, udrustning og efterfølgelse.

Der var flere eksempler på, hvordan menigheder mødes – f.eks. at de tre menigheder, der alle har hjemsted i Frederikshavn kommune, holder fælles arrangementer.

Det blev også italesat, at spørgsmålet ofte dukker op ude i menighederne: ”Hvad får vi ud af at være en del af BaptistKirken? Pengene kan vi da godt bruge her lokalt.” Her betonede Erik Nielsen fra Pandrup, at ledelserne i de lokale menigheder har et stort ansvar for at holde fast ved det nationale fællesskab. BaptistKirken skal tales op. Ellers er det nemt at vælge det fra.

Ved Landskonference 2 i november vil formiddagen handle om tro og grænser for, hvad vi som baptister vil kalde kristen tro.

Per Beck og Torben Andersen, hhv. formand og generalsekretær i BaptistKirken, kører parløb omkring alle de regionale møder.

Kirkesamfundets organisation

Torben Andersen fortalte også, at ledelsen er gået fra at tale om antal i ledelsen til at ønske en større samtale omkring hele kirkesamfundets organisation, og formand Per Beck nævnte en række ting, der er i spil: Opstillingsform, længde på valgperioden og klarhed over, hvad ledelsen laver.

For nogen virkede det tilsyneladende tiltalende, at der var noget konkret, hvor samtalen omkring tro og sammenhængskraft er mere diffus. Måske det afspejler dem, der kommer til regionale møder, at det er den – ret gråhårede – generation af baptister, der går op i rammerne for fællesskabet.
Men indholdet af fællesskabet blev også drøftet. Især under punktet omkring Fælleserklæringen.

Indholdet af fællesskabet blev også drøftet.

”Vi kan også bidrage”

Fælleserklæringen for 2019-2024 blev vedtaget sidste sommer og er en slags arbejdsprogram for BaptistKirken disse fem år. Der er fire temaer, som hver har fokus i ét år. I indeværende år, 2020, er fokus ’Mission i Danmark’.

De 50 deltagere fra ni nordjyske baptistmenigheder var insidere. De kendte tilsyneladende alle til det levende idé-katalog, der ligger på hjemmesiden baptistkirken.dk. Mette Holmgaard, som har været ledelsens konsulent i hele forløbet omkring Fælleserklæringen, opfordrede alle menigheder til at bidrage med det, de allerede gør. ”Alle menigheder har jo en eller anden aktivitet, der kan høre ind under Mission i Danmark”, var hendes opmuntring, og så hentede hun eksempler fra flere menigheders hjemmesider – og mon ikke en eller anden tænkte: ”Vi har da også noget at bidrage med”.

Et bekræftende møde

Elizabeth Andersen er ny formand for værtsmenigheden for det første regionale møde i denne omgang, Hjørring. Her ses hun i travlheden efter mødet var slut sammen med Carl Møller.

For Elizabeth Andersen, der er ny formand for menighedsrådet i Hjørring, var det første regionale møde. ”Det var oplysende, spændende og skabte mening. Jeg har selv været en, der har spurgt, hvad det større fællesskab betyder for vores menighed? Mødet blev også en bekræftelse på, hvordan Gud leder vores menighed. Jeg er i aften blevet bekræftet i, hvad Gud har talt til mig i løbet af ugen. Præcis det samme er blevet sagt i aften. Det, vi i menigheden har fokus på, hænger nøje sammen med det, der står i Fælleserklæringen. Det hænger så godt sammen,” siger hun og glæder sig til at drøfte det med menigheden og menighedsrådet.

Læs også artikler fra de øvrige regionale møder: ”Ideerne skal være helt nede på jorden”, ”Et dejligt broget møde” og “I kan nå familier gennem spejderne“.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

”Mission i Danmark er livsnerven i vores kirkesamfund.” Sådan siger BaptistKirkens formand Per Beck forud for de fem regionale møder, som finder sted i de kommende uger.

Her er den netop vedtagne Fælleserklæring anledningen til, at menighederne kan inspirere hinanden indbyrdes til at være i mission, præcis som de er, dér hvor de er.

Fælleserklæringen

Fælleserklæringen blev vedtaget på Landskonference 1 på Lindenborg i juli 2019. Hvor fælleserklæringen tidligere har været mere overordnet, er den for denne femårs periode (2019-2024) meget konkret og handler især om livet i menighederne.

Det første år – 2020 – er det tanken at koncentrere sig om Mission i Danmark. Alt fra arbejdet med at give troen videre til børn og unge, til seniorarbejde, at dele sin troshistorie og lave kirkebio og meget mere.

Et idé-katalog bringer erfaringer videre fra menighed til menighed.

Halvdelen er ikke gået i gang

Mette Holmgaard fra Aalborg hjælper ledelsen som konsulent og har bl.a. ringet rundt til alle danske menigheder for at høre, hvad de tænker om Fælleserklæringens mål. Hun fortæller, at ca. halvdelen af de danske menigheder ikke har kigget på Fælleserklæringen endnu og af resten har halvdelen deres egne planer og visioner, som (selvfølgelig) ikke ændres af Fælleserklæringen.

”Det kan være lidt deprimerende at høre, at halvdelen af menighederne ikke har kigget på det. Men det håber jeg jo, at vores regionale møder kan ændre på,” siger Per Beck.

Han tror grundlæggende på, at samtalen og inspirationen mellem menighederne er selve sammenhængskraften i BaptistKirken.

Ingen pral

”Vi har ikke brug for praleforanstaltninger, men at vi lytter og griber det, vi kan bruge. Vi skal gå til møderne med den indstilling, at vi både skal fortælle om glæder, overvejelser og sejre, men også hvilke vanskeligheder vi har haft. Vi ønsker et realistisk billede af, hvad har man taget fat på i menighederne og kæmpet med. Det vil også være godt at se på forskellene mellem at være i en stærk og stor menighed og den lille enhed. Jeg håber, at vi kan glæde os over hinandens arbejde.”

Spejderne deltager

Han er glad for, at spejderkorpset har grebet ideen og deltager ved tre af de fem møder (Hjørring, Vaarst og Herlev) for at fortælle, hvad spejderarbejdet kan gøre ved en menighed – og omvendt.
”Et af temaerne for i år med Mission i Danmark er jo netop ’at fokusere på børn og unge’. Vi håber, at menighederne har syn for, at det er deres fremtid”.

Tid til samtale

Et af kritikpunkterne fra tidligere regionale møder har været, at der har været for lidt tid til samtale. Derfor inviterer ledelsen til to regionale møder mere end sidste år. Det skulle give mere plads til de enkelte, med færre til at dele tiden – og kortere afstand at køre.

Spisefællesskabet – der indbydes til mad før mødet – giver også mulighed for samtale. Endelig håber ledelsen at få flere af de etniske menigheder med i samtalen.

Tilmelding

Møderne finder sted i Hjørring Baptistkirke den 26. februar, i Vaarst Baptistkirke den 27. februar, i Brande Baptistkirke den 4. marts, i Lai Baptist Church, Ringe den 5. marts og endelig i Korskirken, Herlev den 9. marts. Alle dage kl. 18.30, hvor der serveres et måltid mad.

Der er tilmelding en uge før. Tilmelding sker til info@baptistkirken.dk – og det er gratis at deltage.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Peter Skov-Jakobsen (f. 1959):

• biskop i Københavns Stift siden 2009 og for Sømandskirkerne og Europakirkerne
• cand.theol., tidligere sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England.
• formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

På den anden side er der mennesker nok, der taler kristendommen som sammenhængskraft i samfundet ned. Som kristen kan jeg ikke være med i det kor af grædekoner. Desuden tror jeg heller ikke på, at det er sådan – bare se på præster på hospitaler og i fængsler, kristendomsundervisning i folkeskolen og horderne af nysgerrige konfirmander.

Sammenhængskraft

Jeg har tyvstjålet overskriften og de følgende verslinjer fra digteren Halfdan Rasmussen. Han har skrevet om det moderne menneskes længsel efter at blive forundret og have lov til at stille de store spørgsmål. Den kraft strømmer fortsat igennem vores samfund, selvom det ikke altid er til at se det – for vi bærer ikke vores kristne identitet udenpå tøjet.

Thi alle steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.

Det mest hjemlige

Her grundlægges agtelsen for medmennesket og skabelsen. I den fortælling venter en forundringskraft hele tiden. Men jeg er heller ikke naiv, for kristendommen, den kulturelle arv og menneskesynet, der følger med, er ikke naturgivet som tidligere. Der er flere bevægelser i gang på samme tid. Når vi dagligt bombarderes med over 5.000 budskaber (ja, det er der målt på!), og når samfundet bevæger sig i retning af det mere individuelle, kommer de store fællesskaber som folkeskole, politiske partier og kirken under pres. Hvad gør man så?

Som kirke kan man råbe højere, eller man kan dæmpe sig og blive bedre til at lytte. Jeg tror faktisk på begge dele, for som kirke er man nødt til at gøre opmærksom på sin eksistens og på, at kirken og troen har bevæget sig i takt med tiden. Men jeg tror mest på det sidste: Vi skal især blive bedre til at lytte til, hvor og hvordan der er behov for os.

Kirken vælges til

Mange tros-pessimister glemmer, at de, som er medlem af kirken og bruger kirken i dag, er mennesker, som bare kunne melde sig ud, for det er enkelt at gøre. Men det har de ikke gjort. Kristendommen er fortsat en vigtig og uudslettelig kraft i samfundet, trods almen sekularisering og aggressive ateistkampagner.

Kristendommen, den kulturelle arv og menneskesynet, der følger med, er ikke naturgivet som tidligere.

Vores samfund rummer flere og flere nationaliteter, trosretninger og livssyn, og vi ser øgede tendenser til polarisering og en dem-og-os-retorik, hvor man peger fingre ad hinanden og tænker i konflikter. Vi lever under den samme himmel og skal ikke splittes op i isolerede enheder, men samtalen, som er central i kristendommen, bør være i centrum. Vi må kunne rumme vores samtid og være i dialog med den.

I dialog med hinanden

‘Danskhed’ og ‘danskere’ er begreber, der bruges i flæng og ikke altid med omhu. Et ord, jeg godt kunne ønske mig, der vinder frem, er ordet ‘borger’. En borger er bevidst om at leve i et demokrati og skylder samfundet at tage stilling, for vi skal hele tiden være i dialog med hinanden, hvis vi skal finde den grundindstilling, som vi er fælles om, og som gør, at vi kan kalde os et samfund. Borgeren har rettigheder og pligter og opfatter ikke bare sig selv som en kunde i staten, der skal have skole, hospital, kultur og kirke for pengene. Vi er mere end kunder. Vi er borgere.

Som kirke kan man råbe højere, eller man kan dæmpe sig og blive bedre til at lytte.

Lad os også turde være ærlige over for hinanden og tage de skarpe diskussioner, men altid i gensidig agtelse og i bevidsthed om, at Danmark er vi alle fælles om. Der er ingen grund til at være sur eller forbeholden. Tværtimod er der grund til at glæde sig til de mange samtaler, de sjove modsætningsforhold og de ærlige uoverensstemmelser mellem os på tværs af kulturer og traditioner i vores fælles land.

Danskhed med udsyn

Hvis ens egne ord slipper op eller ikke slår til, kan man altid låne fra en digter. Man siger om digteren Benny Andersen, at han er noget af det mest danske, der findes. Jeg tror, det er rigtigt. Han er folkelig, for hos ham bliver man aldrig lukket ikke inde i danskheden. Han kunne med ord tegne ”den lidt slaskede horisont”, som vi er fælles om og heldigvis aldrig bliver færdige med.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere