Elise og Jørgen Jørgensen har været lederpar for Lollands Baptistmenighed i mere end en menneskealder.

Det er længe siden, der har været så mange mennesker i Nakskov Baptistkirke. Over 40 deltog i det, der længe havde været planlagt som en takkegudstjeneste for kirkebygningen, som er sat til salg. De fleste deltagere havde en personlig relation til Lollands Baptistmenighed og et forhold til den kirke, der nu snart skal lukke.
Elise Jørgensen, der i mere end en menneskealder har fungeret som menighedens leder, og hendes mand, Jørgen, er begge over 80 år. De har været med i kirken hele deres liv, og det var også her, de traf hinanden. Elise fortalte ved gudstjenesten, at hun var med, da kirkebygningen bogstaveligt talt blev flyttet fra Roløkke nord for Nakskov ind til Nakskov by. Det var i 1959, hvor der var en arbejdslejr for unge mænd og kvinder fra hele landet. Mursten, tagsten, vinduer og døre blev pillet ned og en ny kirke blev så opført af håndværkere i et parcelhuskvarter i Nakskov. Det tog 14 dage, og det var ikke kun arbejde. Der blev holdt lejrbål og bibeltimer.

I stedet for en bolig på loftet, blev der lavet menighedslokaler, som er blevet flittigt brugt i tidens løb, ikke mindst til børnearbejde.

En svær beslutning

Den nye kirke blev indviet 8. maj 1960. Den oprindelige kirke var bygget i 1920 i Roløkke. Allerede i 1874 fik menigheden en menighedsbygning i Roløkke, et lille hvidt hus med lejer i den ene ende.
Menighedens historie går tilbage til 1857, og den er således en af de ældste seks menigheder i BaptistKirken.

Det har været en svær beslutning at skulle sælge kirken. ”Men det er det helt rigtige, vi har gjort”, kunne Elise bekendtgøre. Hun sluttede sin tale med at sige: ”Endnu er vi her, og der er ikke noget værre end en tom kirkebygning, der forfalder. Så vi holder døren åben, så længe vi kan.”
Hvad der bliver af menigheden, er ikke besluttet endnu.

Alting har en tid

Gilbert Rukundo: ”Alting har en tid”

Gilbert Rukundo har været menighedens gæsteprædikant siden 2010. Han er også præst i den internationale baptistmenighed på Amager, og han har specielt taget sig af de afrikanere, der har været og er tilknyttet menigheden. Hans budskab til menigheden og de forsamlede var, at ”alting har en tid”, idet han citerede Prædikerens Bog 3. kapitel. Og nu var det tid til at lukke kirken. ”Vi holder jo ikke op med at være kristne, fordi kirken lukker. Gud har gode planer for vores liv, og vi må ikke holde op med at spørge: ”Gud, hvad vil du, at vi skal gøre i morgen?”

Uden død ingen opstandelse

Lone Møller-Hansen: ”Hvedekornet lægges i jorden og må dø, for at noget helt nyt kan opstå. Sådan kan det også være i en menigheds liv.”

Generalsekretær Lone Møller-Hansen prædikede over Jesu ord om hvedekornet; Det ene korn, der bliver lagt i jorden, opstår som noget ganske andet. Hun sagde bl.a., at det er en forudsætning for opstandelsen, at der er en død. Uden død ingen opstandelse.

”Sådan kan det også være i vort personlige liv. Når noget skal lægges bag os, for at noget nyt kan ske. Og det kan være sådan i et fællesskabs liv.”

Hun tilføjede, at intet godt er gjort forgæves, og der har været meget godt i kirken i Nakskov.

Anne-Marie Winther, hvis far, Kristian Sørensen, har været præst i Nakskov, kom med en opmuntrende hilsen: ”Jeg håber, at bygningen kommer til at leve et liv, hvor den bliver brugt til socialt arbejde.”

Der var dejligt mange i kirken i Nakskov denne lørdag eftermiddag.

Det har bygningen allerede tjent som, og det vidnede Eydritt Marseille om. Højgravid – faktisk efter termin – deltog hun i takkegudstjenesten og kom med sin egen tak. Hun og hendes mand Jan er lederpar i Frelsens Hær i Nakskov og hun roste baptistkirkens fantastiske rammer. ”Der er gået så meget af Guds lys og kærlighed ud fra denne kirke,” og så fortalte hun om et par af de piger, der har mødt Jesus i Frelsens Hærs børnearbejde i baptistkirken i Nakskov.

Jørgen og Elises to sønner, Flemming og Karsten, deltog musikalsk i gudstjenesten og havde familien med, så tre generationer Jørgensen fik sagt farvel med manér.

Inventaret i kirkebygningen kan afhentes efter aftale, når kirkebygningen er solgt. (Se mere her.)

Herunder ses to billeder fra kirkens indvielse i Nakskov d. 8. maj 1960.

Læs også Bente Hansen artikel ‘Når kirken er til salg’ om udfordringen ved kirkelukninger.

Relateret

• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 24. jul. 2020 - Virtuelt verdensmøde
• 02. okt. 2019 - Et godt mix
• 21. maj. 2019 - Guds kald til mig er altid: ”Kom ud af båden, Lone!”
• 15. jan. 2019 - Når kirken er til salg

Find flere

Jeg er vist nok selv blevet en af “de gamle”. der har mærket, at det er svært at give helt slip på det, der engang var godt. Det er svært at efterleve ordet “Se, det gamle er forbi, noget nyt er kommet til!”

Jeg har været en del af kirkelivet i så mange år, at jeg har oplevet tomme kirkebygninger og menigheder, der må lukke ned og sælge bygningen for højeste, men lave, tilbud. Ofte til nedrivning efter en lang dødskamp, hvor de sidste medlemmer trofast har forsøgt alt for at holde liv i det, der en gang blomstrede. Så jeg har stor respekt for de mennesker, der bærer fællesskabet i vores menigheder, hvor medlemstallet falder.

Vi taler ikke meget om de baptistkirker, der er blevet solgt – eller de menigheder, der ikke findes mere. Vi er langt bedre til at dele begejstringen over nye bygninger og nye tiltag. Selvfølgelig er vi det, for hvem vil ikke hellere være en del af et inspirerende fællesskab, der vokser?

Nu bliver lukninger til en notits i nyhedsbrevet. Men tænk, hvis vi kunne støtte hinanden i at holde et brag af en jubelfest med tak til Gud for Hans værk og velsignelse – før de trofaste medarbejdere lukkede og fandt nye veje og fællesskaber.

Det er vi ikke gode (nok) til og kun få kender i dag til, hvor mange baptistkirker, der er “forsvundet”.

Der var engang …

Det er noget særligt, når det handler om et sted, hvor jeg har været en del af fællesskabet. Derfor var det vemodigt at se billederne af inventaret fra Nakskov Baptistkirke, der “kan afhentes, når kirken er solgt”.

Mange er kommet til tro på Gud her – ikke på grund af bygningen på Bregnevej nr. 31 – men gennem forkyndelsen og fællesskabet, der mødtes her i flere generationer. Før da i det gamle kapel i Købelev, hvor min mands oldemor var et af de første medlemmer. 5-6 generationer har haft deres åndelige hjem her. “Har haft”, for det er slut nu.

Svigter vi de gamle – eller Gud?

Hvor længe skal man holde liv i en døende menighed af kærlighed? – eller i en kirkebygning af loyalitet over for de mennesker, der opførte den?

Jeg har set kristne fællesskaber blive definerede af deres bygning: Man har været loyale mod forfædrene, eller tidligere generationer, der byggede lige dér, hvor det var rigtigt og relevant at drive mission og nå mennesker med Ordet. Hvor netop Guds Ord tog bolig blandt mennesker i nabolaget.

Men tiderne skifter og det gør mennesker også. De flytter, og de flytter sig. Ja, mange af os kan køre til det sted, hvor vi føler et åndeligt fællesskab og oplever et socialt fællesskab, som vi trives i.

Det er Ordet, der bor hos os

Johannesevangeliet bliver indledt med ordene om Ordet der blev kød og tog bolig iblandt os. For mig er det så meningsfyldt, at “tog bolig” kommer fra det græske ord “skenoå”, som betyder “teltede iblandt os”. Ganske som Pagtens Ark blev båret med på rejsen.

Jesus, som er Ordet fra Gud, der blev menneske – han “telter” blandt os. Det betyder for mig, at Jesus er med mig i hverdagen. Han er med på min livsrejse med alle forhindringerne og omvejene. Når det går stærkt ad livets motorveje og når rejsen går i ukendt terræn og uden kort. Han “telter” med mig og min familie.

Jesus “telter” også i min kirkefamilie. Han har sin bolig dér, hvor Guds Folk mødes. Og Gudsfolket er et folk på vandring. Ikke som i en utilfredsstillet søgen efter det perfekte, men som i en stadig søgen efter Guds vilje og ledelse. Som Guds Folk er vi altid på vej. Ledet af Ånden til mennesker, der har brug for Ordet fra Gud, og en berøring fra Ham, gennem os.

Vi er på rejse

Vi er hinandens rejseselskab i den søgen efter Guds ledelse. Ofte taler vi om Guds plan og forventer, at der ligger et klart mål, som vi kan taste ind med adresse i vores åndelige gps og hurtigt finde frem til. Guds plan er ikke et sted, men en udvikling – og derfor vil vi altid være på vej.

På sådan en rejse kommer vi forbi ruiner af noget stort, der er forladt og forfaldent. Bygninger, der ikke længere var brug for. Samlingssteder, der blev forladt og hvor sidste mand låste døren til minderne om storhedstiden.

Selv på rejse har vi behov for huse, hvor vi kan søge læ og hvile. Hvor vi kan mødes og opmuntre hinanden. Jeg glæder mig over funktionelle lokaler, nye samlingssteder og nye gode bygninger. Jeg vil gerne sidde på en god stol søndag formiddag og drikke en kop kaffe efter gudstjenesten. Men det er Livet med Gud, der definerer menigheden – ikke bygningen.

Allermest ønsker jeg at være klar til at rejse mig og gå, når Gud siger: “Kom og følg mig!”.

Læs også Lone Møller-Hansens artikel ‘Kirkelukning med manér i Nakskov’ om afslutningsgudstjenesten 27. april 2019.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere