Lyt til artiklen:

I bakkerne ved Butaganzwa kommune i Musema sundhedsdistrikt rejser en usynlig hær sig – det er ikke soldater med våben, men mødre med viden og omsorg. Det er ”Care Group Volunteers” (på dansk omsorgsgruppefrivillige). Udstyret med notesbøger, undervisningsmaterialer og egne erfaringer er kvinderne blevet lokalsamfundets første forsvarslinje mod børnesygdomme og mødredødelighed.

En forvandlingsproces

Historien om de frivillige er en fortælling om en forvandling af helt almindelige mødre til sundhedsambassadører, der lærer naboerne at holde børn i live og sikre, at de trives. Deres mission begyndte i 2022, da projektet ”Undersøgelse af trivsel for børn under 5 år i Butaganzwa Kommune” blev lanceret. Projektet blev drevet af Burundis Baptistsamfund (UEBB) i partnerskab med BaptistKirken i Danmark (BiD) og World Relief Burundi (WRB). Initiativet opstod på baggrund af et akut behov for at bekæmpe en høj forekomst af underernæring, forebygge børnesygdomme og mødredødelighed i en af Burundis mest sårbare regioner.

Livets og håbets vogtere

De frivillige mødre i ”Care Group Volunteers” er ikke professionelle. Men de er blevet stærke forandringsagenter, fordi de er dedikerede og tæt på deres naboer. Uddannet i ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og mødreomsorg går de nu fra hus til hus og bringer livreddende viden derhen, hvor der er mest brug for den. I en hverdag præget af fattigdom, store familier og begrænset adgang til sundhedsklinikker, bygger ”Care Group Volunteers” bro mellem sundhedssystemet og familiernes hverdagsliv. Kvinderne ændrer adfærden i lokalsamfundet: De fremmer amning og håndvask, hjælper til mere sikre fødsler og lærer familier at genkende faresignaler hos syge børn. De er blevet livets og håbets vogtere for tusinder i Musema.

Care Group-modellen forklaret

Care Group-modellen er enkel, men kraftfuld. Hver frivillig mor bliver oplært i centrale sundheds-, ernærings- og hygiejnepraksisser. Hun organiserer derefter små grupper af 10 – 12 husholdninger i nabolaget. På regelmæssige møder videregiver hun sin viden til deltagerne.

På den måde kommer viden om sundhed ud af klinikkerne og direkte ind i køkkener, haver og baggårde.

Efter kirketid kan man opleve, at mødrene samler sig under mangotræerne og diskuterer:

• Amning og spædbarnsernæring
• Forebyggelse af diarré og dehydrering
• Håndvask og hygiejne
• Genkendelse af faresignaler hos syge børn
• Hvorfor selvmedicinering er risikabelt

Livreddende information, der kan forstås

Denne ”kvinde-til-kvinde”-undervisning sikrer, at alle mødre får adgang til livreddende information på et sprog og i en ramme, de forstår. Endnu vigtigere: Det skaber tillid – budskabet kommer ikke fra en fremmed, men fra en anden mor, der har oplevet de samme udfordringer. Hver frivillig bliver en bro mellem sundhedssystemet og landsbyen. Kvinderne er udstyret med visuelle hjælpemidler, sange og rollespil, der hjælper med at formidle det, der er svært at forstå. Ud over at dele viden viser de frivillige mødre, hvordan man får sikre vaner selv med få ressourcer. Effekten spreder sig hurtigt til hele landsbyen, når en enkelt frivillig påvirker ti familier.

Josiane Irankunda (Foto: Privat)

Josiane Irankundas rejse: Fra lærling til lærer

Josiane er 34 år og mor til tre. Hun kæmpede engang for at holde sine børn raske. Hendes første barn led ofte af diarré og underernæring. Da hun blev inviteret med i en Care Group, lærte hun om balanceret kost med lokale fødevarer, kogning af vand og vigtigheden af at søge sundhedshjælp tidligt.

I dag er Josiane gruppeleder. Hun samler sine naboer to gange om måneden og underviser med rollespil og sange. Hun siger:

“Jeg er ikke sygeplejerske, men jeg er mor ligesom dem. Når jeg viser, hvad jeg gør i mit eget hjem, ser de, at det er muligt. Det giver dem mod.”

Naboerne stoler på hende, fordi hun kender deres udfordringer. Hendes forvandling inspirerer andre. Over tid har hun set tydelige resultater: Færre syge børn, renere omgivelser og flere fædre, der støtter i børnepasningen. Hendes hjem er blevet et læringscenter, hvor mødre lærer at tilberede næringsrig grød eller vaske hænder korrekt. Hendes rejse afspejler Care Group-modellens succes: Almindelige kvinder, engang tavse ofre for fattigdom, står nu som respekterede ledere, der former en sundere fremtid for deres lokalsamfund.

Ngendakubwayo Violette (Foto: Privat)

At bryde barrierer gennem tillid

I landområderne tøver mødrene ofte med at opsøge sundhedsklinikken. Forhindringerne er mange: Afstanden er for stor, behandlingen for dyr eller der er kulturelle overbevisninger mod at bruge sundhedssystemet. Men når sundhedsrådene kommer fra en kendt nabo, falder modstanden.

Care Group Volunteers bruger hverdagssprog, lokale eksempler og ordsprog. Det gør sundhedsviden tilgængelig, genkendelig og brugbar.

Ngendakubwayo Violette, der deltager i projektet, fortæller:

“Når Josiane forklarer, hvorfor vi kun skal give modermælk de første seks måneder, forstår jeg det bedre, end når lægen siger det. Hun taler som en søster.”

Tillid er en central del af projektet

Tilliden er blevet en hjørnesten i projektets succes. Kendte stemmer har overvundet skepsis overfor sundhedsvæsnet og modstand mod forandring. Frivillige går lange afstande for at møde familierne og viser, at sundhedspraksis kan tilpasses lokale vilkår. Også mænd og bedstemødre inddrages, så mødrene ikke står alene med vigtige sundhedsvalg. Med tiden er indstillingen skiftet – familier ser nu sundhedscentre som partnere, ikke som fjerne institutioner.

Indvirkning på børn under fem år

Resultaterne er tydelige og målbare:

• Ernæring: Flere familier dyrker køkkenhaver og får sundere måltider. Underernærede børn bliver ”genoprettet” med lokale fødevarer på få uger.
• Sygdomsforebyggelse: Mødre kender nu til forebyggelse af diarré og malaria. Brugen af myggenet og rent drikkevand har reduceret infektioner drastisk.
• Sundhedssøgning: Familier kontakter hurtigere klinikker, gravide går til undersøgelser, og de fleste vælger nu at føde på klinikker.

Efter otte måneder viste undersøgelser, at 80 % af børn under fem år i projektområderne havde bedre helbred. Dødsfald af sygdomme som diarré, lungebetændelse og malaria faldt markant. Landsbyer, der før oplevede hyppige børnebegravelser, fejrer nu legende, livlige børn.

Forvandlingens historier

Violettes familie: Hendes første barn var konstant sygt. Efter at have lært om amning og hygiejne trives hendes andet barn.

Rent vand: Inspireret af Care Group byggede en landsby kildebeskyttelse for at sikre rent vand. Et råd blev til kollektiv handling og varig forandring.

Mænds deltagelse: Fædre er begyndt at støtte i børnepasning og ernæring samt deltage i spare- og lånegrupper. Det har lettet kvindernes byrder og styrket familiernes sundhed.

NSABIMANA Claudette (Foto: Privat)

Samarbejde med præster og sundhedspersonale

Frivillige står ikke alene. Præster styrker sundhedsbudskaber i prædikener, og sundhedsarbejdere giver træning og støtte. Samarbejdet danner en stærk trekant af tro, fællesskab og sundhed.

Sygeplejerske NSABIMANA Claudette siger:

“Når frivillige bringer mødre til os, ved de allerede, hvorfor de er her. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt.”

Præster og sundhedsarbejdere har sammen med frivillige styrket tilliden til sundhedsvæsnet og vist, at tro og viden kan gå hånd i hånd.

Udfordringer og udholdenhed

På trods af fremskridt står de frivillige stadig overfor udfordringer:

• Nogle familier holder fast i traditionelle midler af frygt for moderne medicin.
• Fattigdom begrænser adgang til varieret kost.
• Frivillige går lange afstande i svært terræn.

Men de frivillige fortsætter – drevet af kald, solidaritet og synlige resultater. Når blot ét barn bliver reddet fra underernæring, eller en mor føder sikkert, får de ny styrke til at fortsætte.

En model for Burundi og videre

Succesen i Butaganzwa viser, at Care Group-modellen kan skaleres. Små mødregrupper er blevet til en bevægelse, der ændrer folkesundhed på tværs af kommuner. Naboområder beder allerede om træning, og Sundhedsministeriet har bemærket resultaterne. Med lav pris og høj effekt har modellen potentiale til at brede sig i hele Burundi og nabolandet Rwanda.

Konklusion: Mødrene er blevet livets vogtere.

Viden og tillid forandrer samfund

”Care Group Volunteers” er ikke lønnede fagfolk, men deres indflydelse er enorm. De har omsat personlige kampe til tjeneste for fællesskabet og sikret, at ingen børn dør af uvidenhed eller forsømmelse.

Deres historie beviser, at når kvinder får viden og tillid, kan de forandre hele samfund. Disse mødre er ikke blot omsorgsgivere – de er sundhedsambassadører, livreddere og fremtiden for Burundis børn. Ved først at forvandle deres egne hjem forvandler de hele lokalsamfund.

Artiklen er skrevet af Jean-Marie Bukeyeneza i samarbejde med projektleder Zacharie Minani. Den er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Hver uge samles tusindvis af mennesker i spare- og lånegrupper i Burundis Ruyigi-provins. De sparer op, låner ud, investerer og bygger et stærkere lokalt fællesskab. Resultatet er ikke kun økonomisk vækst – men også ny tillid, mere ansvar og samarbejde. 

Samarbejdet 

Det var BaptistKirkens partner i Burundi, Dutabarane, der i perioden 2022–2024 etablerede 211 lokale spare- og lånegrupper (Village Savings and Loan Associations, VSLA) og 16 større fællesskaber, såkaldte føderationer (Village Savings and Loan Federations, VSLF). Projektet blev gennemført i Ruyigi-provinsen tæt på Tanzania i det østlige Burundi. Projektet er finansieret af FAHU Fonden: En fond, der arbejder for at forbedre levevilkårene for fattige mennesker gennem bæredygtige løsninger. 

Under besøg viser deltagerne skuespil om, hvordan projektet har ændret deres liv og hvad de har lært (Foto: Morten Kofoed)

En fond med global rækkevidde 

FAHU Fonden blev etableret i 2007 med det overordnede mål at støtte bæredygtig udvikling i marginaliserede områder verden over – uden politiske, økonomiske eller religiøse bindinger. Fonden opererer med et klart fokus på såkaldt finansiel inklusion. Det sker især gennem støtte til selvhjælps-initiativer som spare- og lånegrupper. FAHU finansierer blandt andet træning af lokale grupper, der arbejder for at løfte lokalsamfund økonomisk og socialt. 

Fra enkelte grupper til stærke føderationer 

Overordnet var formålet med projektet at fremme økonomisk selvstændighed og ansvarlighed især blandt kvinder og unge i landområder. Partnerskabet mellem Baptistkirken i Danmark og Dutabarane i Burundi gennemførte med økonomisk støtte fra FAHU-fonden det omfattende projekt 

I den indledende fase blev der etableret lokale VSLA-grupper, hvor medlemmer sparede sammen og ydede lån til hinanden. Træning i økonomistyring, landbrugspraksis, iværksætteri og social mobilisering gav deltagerne indsigt og ansvar i praksis. 

Samtidig blev VSLA-grupperne organiseret i såkaldte føderationer (VSLF) for at skabe større økonomisk gennemslagskraft – fx ved fælles investeringer i jordbrug og adgang til formelle finansielle ydelser fx gennem lokale banker. 

Besøg hos de lokale myndigheder er en vigtig del af projektets legitimitet og vigtigt for vores lokale partner – Dutabarane (Foto: Morten Kofoed)

Projektet har givet gode resultater 

I løbet af projektperioden blev der etableret 211 VSLA-grupper med 4.913 deltagere. 69 % af deltagerne var kvinder. Desuden blev der etableret 16 VSLF-føderationer, med i alt 3.160 medlemmer. Føderationerne giver mulighed for at få større lån til VSLA-grupperne – eller enkelte medlemmer af grupperne. Føderationerne fungerer også som lokale civilsamfundsorganisationer, der kan gå i dialog med myndigheder og banker om bedre forhold for lokalbefolkningen. 

Ved at deltage i projektet har deltagerne øget deres personlige opsparing. Det giver mulighed for lån, der kan investeres i lokale mikrovirksomheder. Mange af deltagerne driver nu små vellykkede landbrugsvirksomheder i form af køkkenhaver, agerbrug, opdræt af geder, kaniner og honningproduktion. 

VSLA-gruppernes investeringer i lokale mikrovirksomheder har ført til markant forbedring af husholdningernes økonomi: Familierne har fået råd til skolematerialer og til at betale skolepenge. 

Her er en VSLF gruppe gået sammen om at investere i dyrehold og har sammen bygget en stald og indkøbt grise (Foto: Morten Kofoed)

Familierne har også fået råd til en basal sundhedsforsikring, der giver mulighed for at betale sundhedsudgifter. En ændring der er med til at forbedre levevilkårene for de fattigste i Burundi. 

Udover bedre økonomi fortæller deltagerne også, at relationerne i lokalsamfundet er blevet mærkbart styrket: Folk tager større ansvar og samarbejdet i lokalsamfundet er blevet meget bedre. Konkret har VSLA- og VSLF-grupperne medvirket til at renovere veje og broer, ligesom man i fællesskab har bygget huse til særligt udsatte.  

Føderationerne har desuden skabt finansiel sikkerhed gennem tilslutning til lokale kooperativer, fx COOPEC, et lokalt pengeinstitut, som har specialiseret sig i finansielle tjenester til medlemmerne af VSLA- og VSLF’er i landområderne. 

Om Dutabarane 

Dutabarane er et netværk af protestantiske kirker i Burundi. Netværket blev etableret i 2007 af Baptistkirken i Danmark, World Relief Burundi og det burundiske kirkeråd. Oprindeligt var fokus HIV/AIDS-forebyggelse, men hurtigt blev fokus udvidet, da man erfarede den tætte sammenhæng mellem HIV, fattigdom og kønsbaseret vold. I dag arbejder Dutabarane bredt med:  

Økonomisk inklusion: Etablering og facilitering af VSLA-grupper, hvor deltagerne sparer op, låner og investerer sammen. VSLA er et godt redskab til fattigdomsbekæmpelse og lokal udvikling. Organisationen har siden 2009 trænet omkring 200.000 VSLA-medlemmer i Burundi. 

Fødevaresikkerhed, sundhed, social ansvarlighed og beskyttelse af børn, med en tilgang der sigter mod helhedsorienteret udvikling under navnet PILDA (Participatory Integrated Local Development Approach). 

Dutabarane arbejder i hele Burundi og støttes af lokale kirker, myndigheder og internationale partnere som World Relief, TearFund, FAHU Fonden og Baptistkirken i Danmark. 

Baggrunden: Hvorfor er dette vigtigt? 

VSLA-modellen har historisk vist rigtigt gode resultater i Østafrika, men den er ofte blevet begrænset til mindre grupper uden større økonomisk – eller lokalpolitisk – gennemslagskraft.  

Det har den FAHU-støttede indsats i projektet forsøgt at ændre gennem etablering af VSLF’er. Arbejdet har båret frugt i Ruyigi-provinsen, der er et område præget af fattigdom, mangel på adgang til formelle finansielle ydelser og lav økonomisk deltagelse blandt kvinder og unge. 

Projektet har haft fokus på fødevaresikkerhed, fattigdom og manglende lokal organisering – og anvendt netop de værktøjer, som FAHU støtter: Træning i finansiel inklusion, myndiggørelse og lokalt ejerskab. 

Selvom mange har oplevet forbedringer, er der fortsat udfordringer og områder, der kan forbedres. 

Nogle VSLA-grupper har endnu ikke tilsluttet sig føderationerne. Det handler både om manglende modenhed i arbejdet med VSLA og kendskab til føderationerne. Mange deltagere drømmer om en forbedret infrastruktur i form af faciliteter til dyreavl og forarbejdning af landbrugsprodukterne. Nogle af disse mål kan nås ved den lokale forankring og ejerskab. Det kræver dog en bedre adgang til flere finansielle muligheder i det formelle banksystem. 

Repræsentanter fra FAHU Fonden besøgte projektet i 2024. De blev hjerteligt modtaget ude i felten (Foto: Morten Kofoed)

Partnerskabet med FAHU Fonden 

Partnerskabet med FAHU Fonden har været uvurderligt for projektet. FAHU Fonden har – udover økonomisk støtte – bidraget med erfaring og ekspertise inden for mikrofinans. Blandt befolkningen har de kirkelige netværk og relationer været vigtige i forbindelse med mobilisering og træning af (frivillige) ressourcer i lokalsamfundene. 

Der skal tages flere skridt… 

Projektet er et godt eksempel på, hvordan finansiel inklusion og lokal mobilisering går hånd i hånd. FAHU Fondens støtte har ikke blot sikret bedre økonomi i projektet – den har styrket ansvar, ejerskab og social sammenhængskraft i udsatte landsbyer. Næste skridt bliver at udvide modellen, bygge på infrastrukturen og forankre føderationerne i formaliserede, bæredygtige systemer – til gavn for flere hjem, flere liv og flere generationer. 

 Læs mere 

• “Indkomstskabende aktiviteter og mikrofinans”: https://www.mikrofinans.dk/wp-content/uploads/2021/02/2019-Aarsrapport-2020-21-Handlingsplan-vedtaget-2.pdf
• FAHU Fondens webside: https://fahufonden.dk/ 

En VSLF-gruppe er gået sammen om at bygge et nyt hus til en værdigt trængende familie.(Foto: Morten Kofoed)

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen:

Uddannelse af flere kvinder kan støttes ved indbetaling på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’Unge mødre’.

Unge enlige mødre udgør en af de mest udsatte grupper. Mange kæmper med stigma, fattigdom og isolation. I Butare i det sydlige Rwanda har Ngirankugire-projektet formået at vende mørke til lys for over 300 kvinder. De har gennem forløbet fået ny selvrespekt, økonomisk selvstændighed og håb for fremtiden.

Min søster – min stolthed

En vigtig indsats i projektet har været skolekampagnen ’My Sister – My Pride’. Psykolog i projektet Esperance Nyigema fortæller, at både piger og drenge har lært om ligestilling, respekt og forebyggelse af tidlige graviditeter. ”Vi gør op med den forestilling blandt unge mænd, at unge kvinder er mindre værd og blot skal efterkomme mændenes ønsker.” Esperance stiller de unge mænd spørgsmålet: ”Hvad nu, hvis det var din søster, som en ung mand ville i seng med?” Det bryder de sig ikke om.

Hvad nu, hvis det var din søster, som en ung mand ville i seng med?

Esperance fremhæver også elevklubber, hvor engagerede elever mødes for at udtrykke sig gennem drama, digte og sange. Det er med til at ændre de unges holdninger, når budskaber om ligestilling og forebyggelse af tidlige graviditeter formidles på denne måde. Mange unge mænd har haft en forkvaklet forståelse af, hvad et nej betyder. Det har ført til dybt nødvendige samtaler om samtykke, grænser og respekt. Nu tager de unge mænd aktivt del i dialogerne, og der opstår en ny form for medansvar i elevfællesskabet.

Forældrenes roller

Nu lærer fædrene af deres børn, at køn ikke bestemmer værdien.

Men indsatsen rækker ud over klasselokalerne. Også forældre er nu engageret i børnenes opdragelse med et nyt fokus på respekt, ansvar og ligeværd. Fædre, som tidligere opfattede piger som underlegne, har ændret holdning. Nu lærer de af deres børn, at køn ikke bestemmer værdien – drenge og piger har lige rettigheder og potentiale.

Blandt de voksne har forandringerne sat dybe spor. Gennem programmet ’Families for Life’ har over 100 forældrepar til de unge mødre lært at styrke deres forhold gennem gensidig respekt, kærlighed og åben dialog. Par, som tidligere var separeret, er nu genforenet. Hver søndag samles parrene, hvor mænd og kvinder hver for sig diskuterer familieroller, seksualitet og alkohol – og de mødes for at udveksle perspektiver. Det skaber rum for ærlig samtale og gensidig forståelse og bidrager til en mere harmonisk hverdag i hjemmene.

Spare- og lånegrupper og håndværksuddannelse

En vigtig aktivitet i projektet er oprettelsen af spare- og lånegrupper, hvor kvinderne lærer at spare op og tage små lån. Der er nu 128 grupper med mere end 3.000 medlemmer. For mange har det betydet farvel til afhængighed og goddag til en mere stabil tilværelse. Mere end 300 kvinder er blevet uddannet som enten frisør eller syerske, og yderligere 30 er under optræning. Sammen med adgang til lån har det ændret deres liv. En af de unge mødre arbejder nu som sælger på markedet. Hun havde sparet over 10.000 kr. op fra sit arbejde på en restaurant, investerede dem i en tøjbutik og kan nu betale skolepenge for sin søn. En anden kvinde, Clemence (se billede), har købt sin egen symaskine gennem opsparing og driver nu en lille systue.

Farvel til afhængighed og goddag til en mere stabil tilværelse.

Ud af de 300 unge mødre arbejder 96 nu selvstændigt som frisører eller skræddere, 40 kvinder har små butikker, og derudover er 39 kvinder valgt som ledere i deres spare- og lånegrupper – et tegn på stigende selvtillid og samfundsengagement. Andre er tilbage i skole – eller er blevet gift!

Håb

Ngirankugire betyder ’hjælp mig’. Projektet har lært kvinderne at hjælpe både sig selv og hinanden. Deres rejse fra håbløshed til håb er ikke blot en individuel sejr, men et skridt mod et mere inkluderende og ligestillet samfund, hvor kvinders position stille og roligt ændres til det bedre.

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/12/yegoyoungsinglemothers.mp3

”HURRAAAA!!! Vores projektansøgning er blevet godkendt af DUF. De skrev, at det var et rigtig godt og ambitiøst projekt. Nu glæder vi os til at komme i gang i juli med at hjælpe kvinder, der har fået børn uden for ægteskabet med at blive resocialiseret i samfundet.”

Sådan skrev YEGO-teamet på deres Facebook-side den 10. maj 2016. Siden er projektet blevet et mønstereksempel på samarbejde mellem unge mennesker i Danmark og Rwanda. Projektets succes understreges af, at BaptistKirken i dag fører arbejdet videre som en del af den samlede projektportefølje.

YEGO – et partnerskab med Rwanda

Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

YEGO gennemfører projekterne i et partnerskab med AEBR Youth – ungdomsorganisationen i baptistsamfundet Association of Baptist Churches in Rwanda (AEBR). Dansk Ungdoms Fællesråds internationale pulje finansierer størstedelen af projekterne, men indsamlede midler indgår også i projektøkonomien. Siden begyndelsen i 2010 har der været et tæt samarbejde med Baptistkirken i Danmark om projektarbejdet.

Enlige mødre har det svært i Rwanda

I 2015 er YEGO-teamet i dialog med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda. Det er almindelig kendt, at enlige mødre har det meget svært i Rwanda. De oplever, at venner og familie tager afstand fra dem, de bliver udstødt af kirken og de synker ofte ned i dyb fattigdom. Børnene arver moderens ”synd”: De sulter ofte og skolegang er udelukket.

YEGO og AEBR Youth ville ændre kvindernes livsvilkår.

TUGUMANE – ”Lad os stå sammen”

Iben Kragh fra YEGO-teamet fortæller:
”Vi har altid forsøgt at give projekterne navne, der giver mening i Rwanda. Vores pilotprojekt kom til at hedde TUGUMANE – ”Lad os stå sammen”. Og det gjorde vi!  Vi fik godkendt et et-årigt pilotprojekt af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der gav 150.000 kroner fra den internationale pulje til arbejdet. Så var vi i gang.”

Pilotprojektet blev en succes. I alt 50 kvinder var gennem et forløb, hvor de modtog undervisning i rettigheder og sundhed – både for dem selv og deres børn. Kvinderne var typisk blevet gravide i forbindelse med overgreb af varierende grovhed. Derfor havde projektet også som mål at styrke kvindernes selvværd.

Kvinderne i Turikumwe-projektet ultimo 2018 (Foto: YEGO)

TURIKUMWE – ”Vi er en”

Pilotprojektet blev gennemført med stor succes. Der var ros både fra Dansk Ungdoms Fællesråd og samarbejdspartneren, AEBR Youth. Nu skulle projektet videre.

Iben Kragh lyder temmelig stolt af YEGO-teamets indsats, da hun fortæller videre:
”Vi fik finansieret et to-årigt partnerskabsprojekt af Dansk Ungdoms Fællesråd. 670.000 kroner til at hjælpe endnu flere kvinder i Rwanda. Det var en fed fornemmelse!”

Projektet skiftede nu navn til TURIKUMWE – ”Vi er en” på kinyarwanda. Navnet signalerede, at arbejdet skulle udvikle sig fra udelukkende at fokusere på kvinderne til også at involvere det omgivende samfund. Nu begyndte træningsforløb med de ansvarlige i menighederne og med kvindernes familier: Udstødelsen måtte ophøre. Kvinderne skulle hjælpes tilbage til samfundet.

670.000 kroner til at hjælpe endnu flere kvinder i Rwanda. Det var en fed fornemmelse!

Undervisningen af kvinderne fortsatte med fokus på ernæring, ”reproduktiv sundhed” (seksualundervisning), rettigheder og pligter. Samtidig kom der to nye spor til projektet:

• ”Groups Of Hope” – fællesskaber i såkaldte ”håbs-grupper”. Her kunne kvinderne med lokal trænet bistand (såkaldte ”Community Volunteers” – frivillige samfundsmedarbejdere) i fællesskab bearbejde deres traumer og støtte hinanden.
• ”Skills” – uddannelse af kvinderne i simpelt håndværk, så de kunne skaffe sig selv en indtægt.

TURIKUMWE blev ligesom pilotprojektet en kæmpe succes. Flere end 100 kvinder blev i hvert af de to projektår hjulpet til et bedre liv. Samtidig lykkedes det i overraskende stort omfang at skabe bevidsthed om de enlige mødres situation i det omgivende samfund. Både familier og kirker indrømmede, at de ikke havde behandlet kvinderne ordentligt. Mange af kvinderne fandt tilbage til deres familier og begyndte at komme i kirken igen. Vigtigst af alt var en begyndende forståelse af, at enlige mødre ikke bærer skyld for deres graviditet.

Reklame for det egenfinasierede Dutange Imbaraga-projekt med fokus på uddannelse i at sy (Foto: YEGO)

DUTANGE IMBARAGA – ”Vi giver styrke”

Efter afslutningen af partnerskabsprojektet lykkedes det YEGO-teamet at indsamle 60.000 kroner fra menigheder og privatpersoner. Efterskolen Alterna donerede 40 symaskiner. ”Young Single Mothers”, som projektet efterhånden var kendt under i BaptistKirken, kunne fortsætte, men nu med fokus på at uddanne mødrene i at sy på sy-maskiner. På YEGO-teamets Facebook-side kunne man i maj 2021 læse følgende:
”Der afholdes træninger nogle gange om måneden, da vi har lidt at indhente grundet nedlukning i Rwanda, men vores fantastiske projektleder, Noheri, har arbejdet benhårdt for at få tingene til at køre som smurt igen. Vi er meget glade for det arbejde og den energi, han lægger i projektet, og allerede nu kan vi se, at det begynder at skabe resultater. Kvinderne vil modtage undervisning frem til juli, hvor vi afslutter projektet. Her vil de have færdighederne til at kunne skabe noget for dem selv, men samtidig også lære fra sig, og dermed skabe mere vækst i deres lokalområder.”

Selfie! (Foto: YEGO)

Det et-årige Dutange Imbaraga-projekt hjalp 50 kvinder videre.

Nogle ordentlige skulderklap

Hvert år sender Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) ungdomsdelegater til blandt andet De Forenede Nationers (FN) generalforsamling. I 2019 valgte DUF, at YEGO’s arbejde blandt de enlige mødre i Rwanda skulle fremhæves i ungdomsdelegaternes tale til generalforsamlingen.

I november 2021 var DUF på monitoreringsbesøg i Rwanda. Samarbejdspartnere i Rwanda havde overtaget driften af ”Young Single Mothers” projektet. Ideen fra det oprindelige projekt havde bredt sig og andre organisationer arbejdede med lignende projekter. Det gav – igen – ros fra DUF.

 Arbejdet fortsætter

I dag er det Baptistkirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers” projektet sammen med partnere i Rwanda. Iben Kragh fortæller om projektets nye liv:
”Mens jeg læste på 3K-uddannelsen (kristendom, kultur og kommunikation, red.) på VIA University i Aarhus var jeg i praktik hos Morten Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken. Jeg synes, det er lidt sjovt, at jeg kunne hjælpe Morten med at skrive ansøgningen til Civilsamfund i Udvikling (CISU), så BaptistKirken kunne få penge til at videreføre projektet.”

Uddannelse – og udsigt til at blive selvforsørgende: Det bringer smilet frem (Foto:YEGO)

Iben fortæller, at de unge i YEGO-teamet er meget stolte over at have gennemført et projektforløb over fem år med så stor succes – endda under en omfattende Corona-nedlukning i Rwanda. Iben slutter beretningen om projektet:
”Det er bare mega-fedt, at ”voksenkirken” nu har et projekt, som er opstået og bragt så langt udelukkende af de unge i YEGO-teamet – spejderne og BBU’erne.”

Læs mere om “Young Single Mothers”

Volontørerne Oline Norgaard Mortensen og Jakob Sandahl Ørskou skrev artikler om emnet på deres blog og i en artikel på baptist.dk: “Stærke og modige kvinder” fortæller de om BaptistKirkens fortsættelse af det oprindelige YEGO-projekt.

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det er en mørk og råkold november-aften på Amager, men på øverste etage i ’præsteboligen’ i Lærdalsgade er både stemningen og teen varm. Købnerkirkens netværksgruppe ’Strikkeklubben’ er samlet. Det sker én onsdag aften om måneden og initiativtagerne – Carla og Amanda – som også er beboere i den ’præstebolig’, som pt. er udlejet som ungdoms’kollektiv’ – må afbryde den livlige snak om sofabordet for at sætte gang i aftenens mere styrede samtale med spørgsmålet: ”Har du tænkt over din begravelse?”

Strik med et større formål

Foto: Signe Lund Christensen

Der er ikke noget nyt i at mødes i et kirkefællesskab omkring håndarbejde. Det husker jeg selv, at kvindekredsen gjorde i min egen barndom. Men Strikkeklubben er netop ikke kvindekredsen – det er en netværksgruppe med følgende beskrivelse:

I “STRIKKEKLUBBEN” mødes vi og deler glæden ved håndarbejde, mens vi sammen prøver at blive klogere på livet, troen og alt det, som undrer os. Vi mødes på tværs af alder og livssituation, for at lade os inspirere af hinandens levede liv, opmuntre af gode fortællinger og spejle os i alt det, vi har til fælles. Så lige meget om livet slår knuder, eller om du har hæftet alle ender, er du mere end velkommen til at tage del i vores fællesskab, hvor vi ikke garanterer facit og endelige svar, men ærlige snakke og godt selskab.”

Usædvanligt stort aldersspænd

Strik og håndarbejde er moderne og udbredt i alle aldersgrupper. Derfor har Strikkeklubben også ramt et uvant stort aldersspænd fra 20’erne til 70’erne – dog indtil videre primært kvinder. Aldersspredningen hindrer ingenlunde en åbenhjertig og fri omgangstone, hvor der er plads til både tro, tvivl og undren. Denne aften undres vi sammen over lignelsen om de ti brudepiger, mens kliklyden fra strikkepindene danner bagtæppe – også for stilheden og eftertænksomheden.

”Det giver noget helt særligt med så mange forskellige inputs på tværs af alder,” fortæller én af deltagerne på spørgsmålet om, hvad Strikkeklubben kan bidrage til i et menighedsfællesskab. ”Det er et dejligt fællesskab med nogen, som er et andet sted i livet end én selv.”

Oplæg til samtale (Foto: Signe Lund Christensen)

Plads til stilhed og refleksion

Rammen med håndarbejde fremhæves især for muligheden for at være stille sammen, uden at det er akavet. ”Det er lettere at blive i samtalen og man kan byde ind, som man vil,” nævner en strikker. En anden fortsætter: ”Det er ikke helt så intenst at tale om de store ting, når man samtidig sidder med noget i hænderne. Man kan også bare være stille.”

”Det er en anden måde og en anden gruppe at dele liv med end andre netværksgrupper.”

De unge tog initiativet

Det, at mødes på tværs at generationer og sædvanlige aldersskel – men med fællesskabet i troen og håndarbejdet – fremhæves igen og igen. Carla og Amanda, som har taget initiativ til Strikkeklubben, er selv de yngste deltagere i gruppen. Til hver gang har de forberedt et lille oplæg, som samtalen tager sit udgangspunkt i. Men uden et facit: ”Vi mødes for at undres sammen. Her er plads til de modige og svære spørgsmål og alle tolkninger er velkomne. Der er en stor tryghed i fællesskabet her.”

En livgivende cocktail

Samtale ud fra aftenens oplæg (Foto: Signe Lund Christensen)

Grin og humor er der heller ikke mangel på i Strikkeklubben, og på tværs af generationer deles både muntre bemærkninger, omsorgsfulde opmuntringer og tips til særligt udfordrende strikkeopskrifter. Efter et par timer af denne livgivende cocktail er det tid at pakke håndarbejdet sammen og begive sig ud i den blæsende november-aften, tanket op af nye indsigter og varmt fællesskab.

Strikkeklubben i Købnerkirken har været til inspiration for et lignende fælleskab: Strikkefællesskabet i Baptistkirken Nørresundby|Vodskov. Læs mere om det her.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Under Kvindenetværkets tur til Rwanda i februar ’23 fik Lise Emming og Jette Bjørnestad mulighed for at dele nogle overvejelser om moderne børneopdragelse med en række unge enlige mødre i ”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet. Mødet med de unge mødre og andre afrikanske kvinder efterlod et uudsletteligt indtryk hos Jette.

Rwandas kvinder er ved at rejse sig

Vi ser ofte afrikanske kvinder som undertrykte, som ofre for magtfulde mænds luner og som mennesker uden mulighed for at forbedre deres livssituation. I mange tilfælde er det også sandheden. Men i Rwanda er en stille revolution på vej.

Jette Bjørnestad

Jette Bjørnestad deler en personlig betragtning:
”De her kvinder: De bliver ikke regnet for noget. De bidrager ikke med noget. Mændene er ligeglade med dem: ”I kommer alligevel ikke med penge …”. Men de her kvinder – de rejser sig nu. De er slet ikke aggressive, men de rejser sig og de er stærke. Det gør stort indtryk på mig – også ud fra et kvindepolitisk synspunkt. Jeg synes, det er stort.”

Men de her kvinder – de rejser sig nu

De unge enlige mødre

Vi vender tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Men først skal vi en tur omkring Young Single Mothers projektet. Under besøget i Butare mødtes gruppen fra Kvindenetværket med 25 unge enlige mødre. Psykologen Esperance, der er tilknyttet projektet, havde på forhånd spurgt Lise og Jette, om de ville holde et indlæg om børneopdragelse for de unge kvinder. Børneopdragelse i Rwanda er ofte meget håndfast og fysisk afstraffelse er ikke usædvanligt. Det vil Esperance ændre.

En af deltagerne i Young Single Mothers-projektet

Jette fortæller:
”Esperance fortæller os, at hun aldrig slår sine børn: ”Jeg har aldrig gjort det. Jeg går ikke ind for det” fortæller hun. Og hun vil have os, der kommer udefra, til at fortælle, at man kan opdrage børn uden at slå dem.”

Konceptet, som Lise og Jette tog udgangspunkt i, hedder ”Positive parenting” – ”Positivt forældreskab”. Kort fortalt handler positivt forældreskab om at få det bedste frem i børnene ved at fokusere på deres styrker. I stedet for aktivt at forsøge at forhindre negativ adfærd, lægger man vægt på at anerkende og opmuntre positiv adfærd.

Jette siger:
”Min tilgang er ikke særlig videnskabelig. Det handler om, at man vejleder børnene ”med det gode”. Ikke med straf og slet ikke med fysisk straf. Man har en positiv tilgang til barnet. Man regner med, at barnet kan bidrage med noget positivt.”

Ufattelig barske vilkår

De unge kvinder har ikke mange forudsætninger for at forstå, at man kan opnå noget ”med det gode”. De bærer selv på historier om misbrug, voldtægt, uønsket graviditet og ofte også udstødelse af kirken og lokalsamfundet. Esperance har talt med kvinderne om at kunne sige ”nej”.

De unge mødre undervises

”Det er ikke noget man bliver opdraget til,” fortæller Jette og fortsætter:
”At sige nej er aldrig noget, man har talt med pigerne om. Hvis der kommer en voksen mand til dem og siger: ”Jeg synes du er dejlig, skal det ikke være os to,” så er ”nej” ikke en mulighed. Vi forstår det næsten ikke, for vi opdrager jo vores egne piger til at kunne sige ”nej” – hver gang! Men de her kvinders historier er fyldt med brudte løfter om ægteskab og guld og grønne skove. De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland.”

De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland

Mange af kvinderne er mellem 17 og 19 år. De har haft overvejelser om både at give børnene væk og selv begå selvmord. De er i den grad slået ud af kurs i livet.

Alligevel vil de gerne blive bedre til at tage sig af deres børn. Og de vil gerne lære om moderne børneopdragelse.

Et fantastisk forbillede

Lise og Jette bad de unge kvinder fortælle om deres liv. Fortælle om det, der gør det svært at være mor – og især enlig mor. De lyttede til kvindernes beretninger – og kvinderne lyttede til hinanden.

”Bagefter spurgte vi dem, hvem der var deres forbilleder. Hvem er det, der hjælper jer med at være gode mødre?” fortæller Jette og fortsætter: ”Og her fik de lov til at sige, at det jo ikke er de familier, der har forladt dem, der kan være forbilleder. Men hvor finder kvinderne så de forbilleder, der kan hjælpe dem med at blive gode mødre?”

De unge kvinder fik lov til at overveje spørgsmålet og tale med hinanden. Efter et stykke tid kom de tilbage med en overraskende melding.

Jette og Lise fortæller om “Positive Parenting”

”De kommer tilbage og peger på en af de unge kvinder i gruppen. Så siger de: ”Det er hende der, det er AnneMarie, der er vores forbillede. Vi kan se det på den måde, hun er sammen med sine børn. Sådan vil vi også gerne lære at tage os af vores børn,”” fortæller Jette om kvindernes overvejelser. Og hun fortsætter med at tale om AnneMarie: ”Hun fortæller selv, hvordan hun forsøger at løse konflikter mellem børnene. Det er så velovervejet og så modent for en ung kvinde i hendes situation. Det er helt fantastisk at kvinderne peger på en i gruppen og siger: ”Det er vores forbillede. Sådan vil vi også være!””

Undervisningen fortsætter med fokus på, hvad der er vigtigt for små børn: Mad, søvn, fysisk kontakt og øjenkontakt. Det er vigtigt for Lise og Jette at fortælle kvinderne, at de er rigtig gode mødre:

”Vi talte meget ind i, hvor dejligt det var at se, at de hele tiden lagde mærke til børnenes behov. De fulgte hele tiden børnene og lyttede til dem. Og så fortalte AnneMarie lidt om, hvordan hun talte med sit barn,  og vi fortalte lidt om en god øjenkontakt. Og at man godt kan signalere til et barn, at ”her er det stop” uden at gribe ind fysisk.”

”På den måde blev det meget mere en samtale end et foredrag,” siger Jette. Hun fortæller videre: ”Vi fortalte dem, at vi kan se på jeres børn, at de ved, de kan regne med jer. Vi kan se, at I giver dem alt det, de har brug for. Alt det I gør, er rigtigt. Det anerkender vi. Hold fast i det! Vi ved og I ved, at I er gode nok! Og lad ikke nogen komme og sige, at I ikke er gode mødre!”

Urkraften

Begejstring over LEGO fra Danmark

Vi skal tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Jette fortæller, at Kvindenetværket flere gange blev mødt af den samme historie fra de kvinder, de besøgte:
”Vi var modløse, vi var dovne, vi var snavsede, vi magtede ikke noget. Men nu er vi sammen, nu kan vi noget. Så rejser de sig op og synger. ”Vi kan sammen, vi er stærke sammen”. Det er næsten et kampråb!”

Jette er begejstret over mødet med en kvindekultur, hvor man glæder sig på hinandens vegne. Hvor man kan sige, at AnneMarie er vores forbillede, uden at det bliver mærkeligt eller akavet. Og hvor man ønsker den kvinde, der får solgt en flettet kurv, tillykke med salget og fortæller hende, at hun er dygtig til at flette!

Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.

Kvindernes samarbejde og deres evne til at skabe økonomiske resultater og bedre liv for deres familier påvirker også samfundet. Man hjælper dem, der er økonomisk trængt, man passer markerne, hvis nogen bliver syge: Man tager sig af hinanden. Jette siger:

”Det er også et vidnesbyrd, der får folk til at spørge: ”Hvad sker der, i den her kirke?”. Det er på en eller anden måde helt oldkirkeagtigt, at mennesker ser på de her kristne kvinder og siger:
”Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.”

KVINDENETVÆRKET
Danske Baptisters Kvindenetværk er et kristent netværk, hvor kvinder inspireres, opbygges og udrustes i tro og tjeneste.

“Et sted hvor kvinder i et ligeværdigt fællesskab tør være sig selv, udvikle selvværd og lade glæden blomstre.”

Kvindenetværket arbejder ud fra baptistmenigheder og samarbejder med Baptistkirken og andre kristne og humanitære grupper om nationale og internationale projekter.

Som i mange andre frivillige fællesskaber er nye og især unge medlemmer velkomne.

Med Jette Bjørnestads ord: “Vi har lidt forpligtet os til at formidle det (oplevelserne i Rwanda, red.) til især yngre baptistkvinder. Der må være mange flere, der synes vores arbejde giver mening.”

Se også Kvindenetværkets webside.

Jette slutter med at fortælle, at der sker noget særligt mellem kvinderne. De har en særlig kærlighed til hinanden. Jette siger:

”Det er fantastisk, at de her kvinder er ved at ændre samfundets opfattelse af kvinder. Og af de kirker, de kommer fra. Det får mennesker omkring dem til at sige: ”Det her er et sted, der er godt være, de tager sig af hinanden.””

Stærke kvinder giver #metoo en ny dimension

De fleste danskeres viden om Rwanda er begrænset til den politiske debat om ”fjernplacering” af danske asylcentre, folkedrabet i 1994 og måske en historie om gorillaer.

Det er nok de færreste danskere, der har fantasi til at forestille sig, at rwandiske kvinder i disse år er ved at give #metoo-begrebet en hel ny dimension: Mændene bliver overladt til sig selv og gennem stærke, positive fællesskaber, hvor man hjælper hinanden i alle livets forhold, skaber kvinderne økonomisk vækst og bedre leveforhold for deres familier.

Læs mere her:

På baptist.dk finder du artiklen:

• Lises rejsedagbog fra Rwanda

På volontørerne Oline & Jakobs blog er der også historier om stærke kvinder og Ngirankugire-projektet:

• Forældretræning: om tid, tale og tilgivelse
• Stærke kirker ledt af stærke kvinder – Portræt af Pastor Dusabimana Laetitia
• Reproduktiv Sundhed, NGIRANKUGIRE

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Det er en lang artikel, der skete så meget på turen. Så derfor er der også mulighed for at lytte til artiklen. Brug knappen lige her:

Hvis du foretrækker at læse, så begynder historien her:

”Dufatanye – Vi hjælper hinanden”

Lises fortælling begynder lørdag den 18. februar:
”I dag skulle vi besøger kvindegruppen i Mwendo. Det er fem kvarters kørsel fra Butare ad snoede og bumlede veje. Vi blev modtaget med sang og dans af festklædte kvinder.  Kvindegruppen er en af de 26 grupper i Kvindenetværkets Dukore-projekt, som kørte fra 2010 og frem til 2021. (Dukore betyder: ”Vi vil arbejde”). Fælles for alle grupperne er, at de har valgt en indtægtsskabende aktivitet og startet spare-låne aktivitet. Kvindenetværket støttet ikke længere økonomisk, men vi følger stadig op på gruppernes trivsel og aktiviteter.

Før Dukore var vi modløse, dovne og fattige. Nu er vi rene og pæne, og vi har løftet os selv op!

Gruppen i Mwendo startede i 2016. Den kalder sig “Dufatanye” – ”Vi hjælper hinanden”. I dag er der 35 medlemmer. Kvindernes mål, udover at hjælpe med indtægt til deres familier er, at være gode rollemodeller i familien, i kirken og i lokalsamfundet. De startede med at købe 14 smågrise for støtten fra Kvindenetværket. Da de fik det første kuld smågrise, blev de givet til kvinder, der ikke endnu havde en gris: Kirken fik også en! Det var rørende at høre kvinderne fortælle om, hvad det har betydet for dem at være med i gruppen: “Før Dukore var vi modløse, dovne og fattige. Nu er vi rene og pæne, og vi har løftet os selv op!””

Kvindenetværkets udsendte “delegation” med Lise Emming forrest som rejseleder

Livsforandrende hjælp

Kvindenetværkets projekt har været livsforandrende for flere af kvinderne, fx har tre af kvinderne brugt indtægterne fra grisene til at spare op til at bygge deres egne huse.

Kvinderne fra Mwendo fortæller selv om deres fremskridt:
”Vi har nu 18 grise i gruppen. Anden gang vi fik støtte i 2017, købte vi bønner, som vi plantede. Efter høsten fik hver kvinde 15 kilo bønner og resten solgte vi med god fortjeneste. Vi har sparet op! Vi har nu 150.000 RWF (cirka 970 DKK, red.) på vores konto. Vi lejer lige nu marker, som vi dyrker i fællesskab: Vi håber at spare i alt 700.000 RWF op (cirka 4.500 DKK, red.), så vi kan købe dem. Fire kvinder har selv betalt for træning i at sy og vi håber, at gruppen kan få råd til symaskiner på et tidspunkt, så de kan lave en forretning med at sy. Vi er taknemmelige, fordi vi er sunde og stærkere som kvinder.”

Gruppen arbejder sammen og hjælper hinanden uden at få noget for det. Det er til stor inspiration for lokalområdet. Folk omkring kirken er begyndt at spørge, hvordan de kan blive en del af fællesskabet. Glæden var stor, da ToFi-gruppen fra Herlev i forbindelse med besøget donerede penge til hele fire symaskiner.

”Tubumwe” – ”Vi er én”

Dagbogen fortsætter dagen efter. Det er blevet søndag den 19. februar og de 13 danske kvinder er til gudstjeneste i Rusatira. Lise fortæller:
”Vi blev modtaget med en sang om, at vi havde rejst langt, så nu ville de tørre vores trætte og støvede fødder – imens de symbolsk tørrede vores fødder. Yvette, der er sub-regional kvindeleder og tilknyttet Young Single Mothers-projektet, prædikede om at være modig”

Kirken i Rusatira er bygget i 2014 med dansk støtte. Taget er købt for penge samlet ind af Knud Erik KYT Hansen og Ole Broholm Andersen og kirken er bygget med jord købt af Bethelkirken og Østervrå Frikirke.

Nu drømmer menigheden om at udvide kirken yderligere og bygge i rigtige brændte mursten: Og så skal kirken have plastikstole!

Anita leder de 25 kvinder i Rusatira. Kvindegruppen kalder sig ”Tubumwe” – ”Vi er én”. De var en af de første grupper i Dukore-projektet og Lise Emming besøgte dem allerede i 2016 sammen med Edouard og Hanne og Hartvig Weber-Hansen – og igen i 2021 med Edouard og Laetitia.

”Tubumwe”-kvinderne har spare-låne-aktiviteter og grise. Første gang de fik støtte købte de 10 grise og anden gang 12. De avler på grisene og fordeler dem i gruppen efter princippet ”Solidarity Chain”: Den, der har en gris, giver en gris af det første kuld til et medlem som endnu ikke har en gris. Fra andet kuld gives også en gris til kirken. Resten må de sælge, spise eller avle videre på. Indtægterne fra grisene har blandt andet givet mulighed for at købe sygesikring og betale skolepenge til børnene.

Når en enkelt gris gør en stor forskel

Lise fortæller videre:
”Projektet havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke vi har haft Edouard som Kvindenetværkets “forlængede arm”. Han har gennem årene fulgt grupperne tæt og opmuntret og støttet dem, men også vejledt dem i svære perioder. Fx da Anita havde fået lån i spare-lånegruppen, men kunne ikke betale tilbage. Men ved at sælge en af sine grise blev hun igen gældfri.

Gruppen havde også købt bønner, men høsten blev ikke særlig god på grund af for lidt regn. I stedet for at sælge høsten, fordelte kvinderne udbyttet mellem medlemmerne. De fik 5 kilo hver, og efter næste høst betalte de allesammen 6 kilo tilbage til gruppen.

Kvinderne forstår sig på forretning: Under coronanedlukningen lånte de penge fra deres fælleskonto til kirkens diakoni-gruppe – mod 10% i rente!

De lejer også jorden, som kirken fik i gave fra Bethelkirken og Østervrå, og dyrker den i fællesskab. De giver 25% af udbyttet til kirken og fordeler de resterende 75% mellem medlemmerne i gruppen.

Lige nu sparer kvinderne op af overskuddet fra spare-lånekassen til at alle i gruppen kan få stof til en ny kjole.”

”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet

Tiden flyver afsted – i hvert fald bliver Lises dagbogsnoter kortere og mere præcise, da vi når mandag den 20. februar. Kvindenetværket er nået til Young Single Mothers-projektet ”Ngirankugire” og de mødes hos ‘Let the Little Children Come to Me’ (LLCCM) i Butare.

Projekt Ngirankugire for 300 unge, ugifte mødre

Igen er der modtagelse med sang og dans og symbolsk aftørring af gæsternes trætte og støvede fødder.  I dagens anledning er baptistkirkens unge volontører Oline og Jakob også med. Og projektleder Leonard, psykologen Esperance og de to Field Officers Felix og Jonathan, der blandt andet står for undervisning i VSLA – Village Savings and Loan Association og for kontakt og kommunikation mellem pigerne i projektet og andre aktører i de lokalområder, pigerne kommer fra.

Som projektnavnet fortæller, handler det om unge enlige mødre. Målgruppen er 300 unge ugifte mødre i aldersgruppen 13 – 23 år med et eller flere børn. Arbejdet foregår i Huye-distriktet og er opdelt i 16 celler. I dag er der inviteret 25 unge kvinder fra den celle, der er nærmest LLCCM.

Hjerteskærende historier

Lise fortæller om de hjerteskærende skæbner, man møder i projektet:
”En af pigerne fortæller, at hun stadig bor hjemme, men hun må ikke spise sammen med resten af familien. De laver mad til sig selv, og så må hun selv sørge for mad til sig selv og barnet. I projektet forsøger medarbejderne at forsone familien og give dem råd og vejledning.”

Undervisning af forældre til de unge, ugifte mødre

Der er alt for mange fortællinger. Lise fortsætter:
”Jose fødte som 16-årig og barnet er nu to år. Hun var tæt på at tage sit eget liv, fordi der i hendes familie var mange konflikter og meget vold. Efter rådgivning til både hende og familien deltager hun nu i ”vocational training” og har fået mere mod på tilværelsen.

Immacule fødte som 16-årig, men barnet døde. Hun har stadig brug for den vejledning og opbakning hun får i projektet.

Agnes er 24 år og døv og stum. Hun har to børn på otte og fire år. Hun levede før projektet et turbulent liv: Gik på barer og prostituerede sig. Nu går det bedre og hun får meget ud af samværet med de andre enlige mødre.”

Jeg fik en datter som 16-årig efter at være blevet tvunget til sex, af en jeg kendte.

Kvinderne i Kvindenetværket møder også den unge kvinde Jeanett, der fortæller om sit liv:
“Jeg fik en datter som 16-årig efter at være blevet tvunget til sex, af en jeg kendte. Han rejste, men efter et år kom han tilbage, og jeg fik ham til at gå med på kommunen og få barnet registreret som hans. Derefter forlod han mig, og jeg har ikke set ham siden.”
Jeanett bor nu ved sine forældre og prøver at leve af at sælge trækul. Hun køber en sæk og deler den op i små portioner. På den måde kan hun få et overskud per sæk på 2.000 RWF.

Jeanett fortæller videre:
“Mit liv var meget svært før dette projekt. Jeg fik skylden for graviditeten af mine forældre. Nu hvor jeg kan dele min situation med andre, der har det på samme måde, føler jeg mig ikke alene. Tak til Esperance for at hjælpe og støtte os.”

Jette Bjørnestad og Lise Emming underviser i “Positive Parenting”

Lises notater fortsætter med beretningen om AnneMarie:
AnneMarie fødte en datter, da hun var 17 og har nu 2 børn. Hun er selv forældreløs. Da hun blev gravid, gik hun i senior 3 og blev smidt ud af både skolen og pinsekirken.

AnneMarie fortæller også Kvindenetværket om sine oplevelser:
“I dette projekt får jeg håb, og jeg er blevet modtaget i AEBR (Baptistkirken). Jeg er taknemmelig for alt hvad Esperance og Leonard gør for os. Jeg er en tålmodig mor, som opdrager mine børn uden at slå. Jeg taler med dem og forklarer dem, hvad jeg vil have.”

AnneMaries tilgang til børneopdragelse afviger en smule fra traditionen. Men under Jette Bjørnestad og Lise Emmings oplæg om ”Positive Parenting” (positivt forældreskab, red.) fortæller de andre unge kvinder, at de ser AnneMarie som en rollemodel: Hun er en mild, god og tålmodig mor. De vil gerne være ligesom AnneMarie.

Den sidste beretning fra Young Single Mothers-projektet handler om Janine. Hun blev mor som 20-årig og har nu en datter på 3 år. Hun var gift, da hun fødte, men ægteskabet fungerede ikke. Efter fødslen flyttede hun hjem til sine forældre. Dengang var hun medlem af den katolske kirke og sang i det lokale kor. Nu håber hun meget at kunne komme med igen. Janine fortæller:
“Vi er enlige unge mødre, men her føler vi os som en familie og Esperance og Leonard er som vores forældre. Jeg har fået tro på mig selv og håb for fremtiden gennem den undervisning, vi får her.”

Biskop Emmanuel med gæsterne fra Danmark

Samfundet skal lære at inkludere kvinderne

Udover undervisning og støtte til de unge kvinder er der også undervisning af forældrene. Desuden er der information i form af små radio-indslag til de lokalsamfund, som pigerne kommer fra. Man bearbejder samfundene med sigte på, at de kan og vil inkludere kvinderne igen.

Nogle af pigerne har gennemført primærskolen, andre sekundærskolen, men en del er smidt ud af skolen efter at de blev gravide. Mange ønsker at vende tilbage til skolen, men skolepengene er et stort problem. De kæmper allerede for at skaffe penge nok til husleje, mad og sygesikring.

Kurvefletningen er en succes i Mayange

Kvindenetværket deltagere har et hårdt program. Tirsdag den 21. februar fortsætter turen med et besøg hos Dukore-gruppen i Mayange i Bugesera distrikt.

Dukore-gruppen mødes i Mayange

Det er lederen af gruppen, Fortune, der byder velkommen og fortæller om gruppens arbejde:
”Bugesera er et tørt område, og derfor slår høsten ofte fejl. Når det sker, har vi ingen penge – ikke engang til offer i kirken. I begyndelsen var vores aktivitet kun, at vi dyrkede, og det var svært, fordi vi mistede alt, når tørken ødelagde høsten.

Ledelsen i Kvindedepartementet har vejledt os og trænet os i VSLA, og åbnet vores øjne for, at vi har andre muligheder.

Vi valgte at flette kurve! Kun en af os – Epiphanie – kunne flette til at starte med. Men hun har trænet mange. Nu er det alle 25 i gruppen, der kan flette og sy.”

Epihanie tager ordet og fortæller videre:
“Kvinderne var meget ivrige efter at lære og de er blevet rigtig dygtige. Nu kan de bare se et billede af en kurv og kopiere den. Vi har brugt støtten til at købe materialer.

Kvinderne var meget ivrige efter at lære og de er blevet rigtig dygtige. Nu kan de bare se et billede af en kurv og kopiere den.

Når vi sælger kurve, går lidt af pengene i spare-lånekassen. Man kan låne penge fra kassen til andre former for small business. Det hjælper, hvis der mangler kunder til kurvene.”

Kvinderne i Dukore-gruppen har haft udfordringer: Tidligere var det let at skaffe materialer til kurvene – noget var endda gratis, fordi det bare kunne høstes i dalene. Men nu er flere i området begyndt at flette og der er blevet konkurrence om materialerne. Det er også sværere at sælge kurvene, når der er flere udbydere på markedet.”

Kvinderne fortæller, at de selv laver design eller bliver inspireret af billeder, når de fletter kurve. Det tager tre arbejdsdage at flette en stor brødkurv, som kan sælges for måske 7.000 RWF (cirka 45 DKK, red.).

Hjælpen hjælper

Der strikkes og det giver indtægt for kvinderne.

Lise har endnu flere dagbogsnotater. Lige nu ligger en længere beretning om ”TINYUKA”, Kvindenetværkets seneste projekt i Rwanda, og venter på redaktørens skrivebord.

Projektet handler om kvinder som rollemodeller, om lederskab og socio-økonomisk udvikling gennem ledertræning, Village Savings and Loan Association, VSLA  og ABCD, som betyder Asset Based Community Development (udvikling baseret på lokalsamfundets ressourcer). Et spændende projekt, som vi kommer til at høre meget mere om.

Lises noter fortæller os, at vores hjælp hjælper lige der, hvor der er allermest brug for den: Ude på højene blandt de fattigste mennesker i Rwanda. Og når man er fattig i Rwanda, er man blandt de fattigste i verden. Målt på bruttonationalprodukt per indbygger er der kun 13 lande i verden, der er fattigere end Rwanda.

.

Læs om:
“Ngirankugire” Young Single Mothers-projektet

Kirsten Bøgsted havde gaver med i bagagen til Rwanda

Lise Emmings nyhedsbrev fra 7. marts 2023 (pdf)
Her fortæller Lise om betydningen af, at grænsen mellem Rwanda og Burundi nu er åbnet og om, hvor meget 1.000 kr. kan løfte mange familiers trivsel, når kvinderne omsætter det til indtægt via solidaritet i låne/sparegrupper.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Støt BaptistKirkens arbejde

Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde har støttet med ca. 800.000 kr. og BaptistKirken og Bethelkirken har ligeledes bidraget. Støt arbejdet ved at sende et beløb til konto 3201 10042879 eller Mobile Pay 911 118 mærket “Timotheus”. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

På en menighedstur til Rwanda blev Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg så inspireret af tankegangen i Paulus’ udfordring til Timotheus om at undervise andre i det, han selv er blevet undervist i, at han henvendte sig til BaptistKirken, for ’vi må da kunne gøre noget’. Nu har vi i fællesskab afviklet to forløb og uddannet over 200 kirkeledere i Rwanda.

Vores fokus er på at opbygge en ny og inkluderende lederskabskultur, der bygger på kvalifikationer, engagement og samarbejde mere end på køn, alder og tradition. Kvinder og unge mennesker involveres i beslutningsprocesser og tager ansvar i arbejdet og ikke mindst i lokalsamfundets udvikling, fordi det at være kirke rækker ud over kirkens egne rammer. Derfor har de deltagende kirker etableret projekter, der kan udvikle de lokalsamfund, de er en del af.

Øget selvværd

Projektforløbet understøttes af spare-lånegrupper. Her kan kvinder og unge udøve praktisk ledelse. Forventningen er, at kvinder ’skal tie i forsamlingen’, men her får de styrket deres selvværd og lyst til at tage ordet. I spare-lånegrupperne kan deltagerne spare op og fx låne til såsæd eller etablering af små virksomheder. Bankerne tilbyder sjældent ydelser til de fattige, så spare- og lånegrupperne udfylder et behov, og de er en stor succes. Vi ved fra lignende projekter, at selv efter seks-otte år fungerer grupperne fortsat.

Privilegium at vandre med

Lars Midtgaard, der er primus motor i forløbet, fortæller: ”Det var et stort privilegium at bygge videre på de kompetencer, som deltagerne i forvejen havde. Vi kunne bidrage med at give perspektiv fra vores verden og kultur samt med synspunkter og værktøjer. Personligt har jeg fået bekræftet, at vi har noget, der kan gives videre til velsignelse og inspiration for andre, og at ’Gud har et folk og han er ligeglad med farven!’”

Der er så meget mere, der samler, end der skiller os.

Han fortsætter: ”Der er så meget mere, der samler, end der skiller os. På den baggrund er kærligheden til folket, kirken og Rwanda vokset stille og roligt i forløbet – også fordi jeg oplever, at vi har fået så meget den anden vej i engagementet. For mig er det blevet tydeligt, hvor vigtig den diakonale del af missionen er. Forkyndelse er selvsagt supervigtig for en kirke, men det giver ikke mening, at vi skal lære vores søstre og brødre, hvordan de skal forkynde evangeliet for deres egne. Det er de så meget bedre til end os!”

Unge og kvinder

Timotheus-projektet har forandret de deltagende kirker meget. En præst siger: ”Tidligere stod jeg alene med ansvaret, nu arbejder jeg sammen med fx børne- og kvindeledere i menighed og lokalsamfund. Det løfter arbejdet, når folk med de rigtige evner og med passion får ansvar. Selvom tradition stadig vægtes højt, ændres holdninger.” Lars Midtgaard supplerer: ”I det daglige mødes de i teams og deler, hvordan man kan udvikle arbejdet. Uddelegering har rykket menighederne. Det er de mest konkrete ændringer. Der er stor forståelse for at lede gennem andre ledere.”

Uddelegering har rykket menighederne.

Kvindernes situation er klart blevet forbedret, og de er blevet mere involverede, men Lars Midtgaard fornemmer, at der stadig er plads til forbedringer: ”De var der. De var med. De bød ind alt det, de kunne. Men jeg fornemmede også, at de skulle kende deres plads. På den måde er der desværre stadig mange traditionelle ledere, der overser lighed i skabelse, frelse og tjeneste. Vi så nok kun en brøkdel af kvindernes potentiale på seminarerne. Omvendt gav de udtryk for, hvor meget træningen havde givet dem – i deres trosliv og i deres rolle i menighed og lokalsamfund.”

Relateret

• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 26. maj. 2025 - Fra håbløshed til håb: Unge enlige mødres kamp for en ny fremtid
• 12. jun. 2024 - SCMT lukker: Seks års økumenisk samarbejde om præsteuddannelse slutter

Find flere

GirlTalk:

• har 6 ansatte, 125 rådgivere og i alt ca. 200 frivillige
• blev oprettet i 2004 af Anna Bjerre sammen med 4-5 andre unge kvinder med støtte af en EU-fond
• fik i 2005 tildelt European Youth Award
• fik i 2006-10 tildelt satspuljemidler og dermed mulighed for at udvikle organisationen
• har siden 2011 været finansieret gennem samarbejde med virksomheder, fonde og puljer
• blev i 2012 associeret partner af Netværk For Socialt Ansvar
• i 2017 akkrediteret af RådgivningsDanmark

GirlTalk er en non-profit organisation, der arbejder for at hjælpe unge piger mellem 12 og 24 år til mental sundhed og trivsel. Ideen opstod i mødet med unge piger, der havde brug for et frirum – en ventil, hvor de kunne give udtryk for tanker og følelser. De havde behov for at kunne sige det udenfor citat og referat.

Hvem er den typiske bruger?

Der er mange, og de er meget forskellige. Det er både den helt almindelige pige og dem, der har en rigtig svær hverdag. Det spænder bredt. Intet er for stort, og intet er for småt. Typisk er det de 15-20 årige, der kontakter os.

Hvad er de mest almindelige problemer?

Det drejer sig ofte om ensomhed og mindreværd eller relationer til kærester, veninder og forældre, der er gået i hårdknude.

Alle kontakter er anonyme. Der tages ikke notater og føres ikke journal.

Hvordan arbejder I?

Først og fremmest er der vores chatforum, der er åbent søndag til torsdag kl. 18.30-22.30, fredag og lørdag kl. 19.00-21.00. Her kan alle piger i målgruppen henvende sig og sparre med hinanden. Der er også mulighed for SMS rådgivning. Det er en personlig dialog mellem den unge pige og en af de frivillige rådgivere.

Hvis vi skønner det relevant, tilbyder vi professionel rådgivning eller gruppesamtaler. Alle kontakter er anonyme. Der tages ikke notater og føres ikke journal.

Vi samarbejder med forskellige kommuner om gruppeforløb. Vi tilbyder psykologsamtaler. Og vi afholder foredrag for unge, voksne og fagfolk.

Hvad gør I med de tungeste sager?

De unge pigers anonymitet trækker en skarp grænse for vores muligheder. Vi kan kun forsøge at bygge bro mellem pigerne og en ressourceperson i deres hverdag, som kan hjælpe dem videre.

Hvem er de frivillige?

Det er kvinder mellem 18 og 35 år. De er ofte under uddannelse eller arbejder indenfor det sociale område: sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og psykologer.

Vi kræver egen trivsel og stabilitet i tilværelsen. De skal være mødestabile, trofaste overfor vagterne og ansvarsbevidste. De må gerne have haft problemer, men vanskelighederne må ikke være aktuelle.

Det drejer sig ofte om ensomhed og mindreværd eller relationer, der er gået i hårdknude.

Hvordan klæder I dem på og støtter dem undervejs?

Udgangspunktet er et introforløb, derefter følger sidemandsoplæring, og otte gange årligt arrangerer vi obligatorisk undervisning. Gennem hele forløbet deltager de frivillige i supervision, der foregår i teams.

 Hvad er jeres bagland?

Vores bagland er først og fremmest bestyrelsen, der består af frivillige. Økonomisk bliver vi støttet af private virksomheder, fonde og offentlige puljer.

Hvad er dine visioner og drømme for GirlTalk?

At organisationen bliver ved med at være relevant og udvikler sig med tiden. Jeg håber, at GirlTalk bliver toneangivende for, hvordan vi kan skabe et bedre samfund for pigerne. Vi skal ikke fjerne alle bump i livet, men give dem styrke til selv at magte dem. Det drejer sig ikke om curling, men om hjælp.

Læs også artiklen: ‘Jeg vil gerne gøre op med perfektheden‘.

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere

Anna Bjerre

• 39 år og gift, mor til fem børn – de fire er hendes egne
• direktør for organisationen ‘GirlTalk’
• uddannet cand.psyk. aut. og har arbejdet som klinisk psykolog
• næstformand i Frivilligrådet og i RådgivningsDanmark (brancheforening)
• holder gerne foredrag for unge og voksne
• har udgivet:
  ‘Det du ikke ved om din teenagedatter’ – en bog, der henvender sig til voksne
  ’Ser du godt ud?’ – en bog om selvværd skrevet til unge piger og kvinder

• se http://www.girltalk.dk
• læs også artiklen: ‘Lige det de har på hjerte’

“Det gælder os alle. At ønske at gøre tingene godt og ordentligt og rigtigt – det er der intet forkert ved. Vi forsøger alle at være ordentlige mennesker, men i forsøget på at være perfekte rammer vi forbi. Kravet om perfekt udseende og perfekt præstation gør livet til en svær opgave – og det kan gøre os forkrampede og skabe angst. Vi snyder os selv, når vi stræber efter at være perfekte – for det er uopnåeligt. Vi skal snarere søge at rumme livet med de facetter, livet har – også når livet ikke arter sig, som vi ønskede.”

“Den coaching-bølge, der er skyllet ind over vores samfund, har sat fokus på målet med livet. Livet har en intention. Det er meningen, at vi skal opnå noget, og vi stiller alle spørgsmålet: ‘Hvad skal jeg med mit liv?’ Det fører til en konstant evaluering af egen performance, og for mange bliver det fortvivlende, fordi det bliver til en grundlæggende selv-usikkerhed: ‘Er mit mål godt nok?’ Det fører til ekstrem selv-centrerethed. Selv når vi ser på andre, ender vi med at evaluere os selv og vores egen reaktion. Man kunne spørge sig selv: ‘Hvorfor skal jeg være perfekt?’ Vi er ikke særlig nådige over for os selv. Det er lettere at tilgive andre end sig selv. Vi har enorme krav til os selv, men også til vores liv.”

Mange unge piger er pressede. Hvad er det, der presser dem?

“De er født ind i en anden diskurs i forhold til perfektionisme, end vi ældre er. Vi gjorde oprør mod andres og samfundets forventninger til os, men i dag drejer det sig ikke om samfundets krav, men om deres egne forventninger til sig selv og deres eget liv. Det handler ikke om, at du siger, at jeg er forkert, men om at jeg siger, at jeg er forkert. Pigerne gør oprør – mod sig selv. Det er en af grundene til spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd og mindreværdskomplekser. Alt det bliver forstærket af performance- og præstationskulturens fokus på perfektionisme.”

Selv når vi ser på andre, ender vi med at evaluere os selv og vores egen reaktion.

”Karakterskalaen er et eksempel på vores fokus på det perfekte. 13-talsskalaen tog udgangspunkt i karakteren 8, der dækker det forventelige standpunkt, altså ‘middel’. 12-talsskalaen derimod tager udgangspunkt i det perfekte, som giver karakteren 12, og den definerer standpunktet negativt i forhold til det perfekte. Du opnår ikke et 12-tal; du mister det. Vi er ikke længere fokuserede på dannelsesprocessen, men på resultatet.”

Hvordan søger pigerne at mestre presset?

“De fleste hopper på toget og søger at gøre det endnu bedre. Det bliver enormt selvforstærkende – det er et stort kor, der synger samme sang, og alle unge må forholde sig til det. Mange har det godt og fungerer fint, men jeg har mest kontakt med de sårbare og pressede pga. mit arbejde i GirlTalk. Vi taler med de unge om, hvordan de kan slutte fred med sig selv og deres forventninger til livet.”

Overser vi de unge drenge eller rammer presset kønnene forskelligt?

“Præmissen for de unge piger er anderledes end for de unge drenge. Forventningerne til pigerne er generelt højere. Den historiske udvikling i forholdet mellem kønnene har skabt meget høje forventninger til kvinderne. De skal både være primære omsorgspersoner og karrierekvinder.
I de traditionelle kvindefag er der et begrænset antal studiepladser i forhold til antal af ansøgere. Det presser karakterkravene i vejret. Det bliver selvforstærkende, fordi pigerne presser sig selv til højere karakterer for at være sikre på at komme ind – hvorefter karakterkravet blot bliver højere året efter.”

Der er forskel på vores forventninger til piger og til drenge. Og kvinder internaliserer forventningerne.

”Der er også et begrænset antal studiepladser i de traditionelle mandefag, men drengene er bedre til at tage det med ro. Derfor presser de ikke selv karaktererne i vejret. Vi kender ikke grunden til den forskel i pigers og drenges adfærd, men nogle af ingredienserne er vores måde at sætte det i tale på. Der er forskel på vores forventninger til piger og drenge – og på deres reaktioner på forventninger.

 Accepter dig selv

”Hvorfor er det forkert at være gennemsnitlig? Der er ikke noget i vejen med at stræbe efter karriere og det sublime, men der er heller ikke noget i vejen med ikke at stræbe efter det. Min drøm er, at vi stræber efter at acceptere os selv – også når vi ikke er gode nok. ‘Du er god nok, også når du ikke er den bedste!’.” 

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 05. aug. 2025 - Spare- og lånegrupper forbedrer livet for Burundis fattigste
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere