Lyt til artiklen:

En mandag i begyndelsen af november giver menighedsrådet i Karmelkirken formiddagskaffe. Formand Per Beck, næstformand Laurits Larsen, kasserer Donald Larsen og forhandlingsleder Louise Varberg sidder rundt om bordet i krypten. Det har de gjort mange gange før. Men snart er det slut. Dagen før traf menigheden beslutning om at ophøre som selvstændig menighed.

”Det er alder og det er kræfter, der har været afgørende,” siger Per og fortsætter: ”Når man kan se, at vi bliver færre og ældre, så kan det godt skabe en vis form for modløshed.”

Karmelkirken 1952 (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Overvejelser og afklaring

På menighedens seneste forhandlingsmøde blev der truffet to vigtige beslutninger: Karmelkirken ophører som selvstændig menighed, og der sker en sammenlægning med Østhimmerlands Baptistmenighed. Fra de første tanker om samarbejde, fusion eller nedlæggelse har menigheden brugt seks år på at finde den rigtige løsning.

”Der var en del af vores ældre, der blev meget usikre: Hvor fører det her hen? Derfor besluttede vi at se tiden an i fem år. De udløb i 2024. Så tog vi samtalen op igen,” fortæller Per.

Menighedsrådet er enige om, at med 15 gudstjenestedeltagere over en længere periode, så var en fortsættelse udsigtsløs.

Karmelkirkens Baptistmenighed

Adresse: Petersborgvej 35B, Vejgård, 9000 Aalborg
Stiftet: 1952
Kirkebygning: 1930
Medlemmer: 53 (november 2025)
Hjemsted for Vejgårdspejderne

Louise pointerer: ”Det har også noget at gøre med rettidig omhu. Det kan godt være, at vi er nogle, der har kræfterne endnu, men lige pludselig kan det være slut. Det har vi set flere gange.”

Da Karmelkirken summede af børn, spejdere og musik

I mange år var Karmelkirken centrum for et stort børne- og ungdomsarbejde. Stemningen omkring kaffebordet stiger adskillige grader, da vi begynder at tale om ”dengang”.

Karmelkirkens hornorkester ved stiftelsen i 1952 (Foto: Karmelkirkens arkiv).

”Vi havde et stort spejderarbejde i Karmel,” fortæller Donald, ”og et hornorkester! Vi marcherede gennem Vejgaard med hornorkestret forrest. Både spejderne og søndagsskolebørnene deltog. Og folk i Vejgård var begejstrede over det liv, vi skabte.”

Der var spejderarbejde og søndagsskole både i Karmelkirken og i menighedens to ”missionshuse”, Elim og Tranumgården. Menighedens to spejderhytter, Skalhøj og Eshøjlund, blev også flittigt brugt til aktiviteter. I mange år deltog flere hundrede børn og unge i aktiviteterne.

Spejdere og søndagsskolebørn marcherer gennem Vejgård (Foto: Karmelkirkens arkiv).

Musikken var en stor del af livet i Karmelkirken: Her var Ungdomskoret Reflex, forgængeren for Gospelkoret Shine i Nørresundby og et ambitiøst firestemmigt voksenkor. ”Man skulle op til sangprøve for at være med. Og der var nogle, der dumpede! Men jeg bestod og var med i en del år,” beretter Donald.

Menigheden bliver grå i toppen

I takt med at fritidstilbuddene blev flere, og velfærdssamfundet tilbød pasning, faldt interessen for Karmelkirkens tilbud til børn og unge.  Som i en del andre menigheder med et stort børne- og ungdomsarbejde førte arbejdet aldrig til stabil vækst i menigheden. Der blev sået og sået, men enten blev høsten aldrig moden – eller også blev menigheden aldrig moden til at høste?

Per fortæller, at tidligere generalsekretær Lone Møller-Hansen engang drillede med statistikken i årbogen: ”I er Danmarks ældste baptistmenighed! I er i hvert fald den menighed, der har det højeste aldersgennemsnit.”

Per fortsætter: ”Det er jo det, vi oplever. Når vi ser på gudstjenestedeltagelsen over tid, så er de yngste typisk først i tresserne.”

Et nyt kapitel på Petersborgvej

Menighedsrådet fortæller, at kirken skal sælges til organisationen Youth For Christ (YFC). Der er indgået aftale om, at Vejgårdspejderne kan fortsætte arbejdet ud fra kirken på Petersborgvej. Lokalplanen for området giver heldigvis fortsat mulighed for kirkelig aktivitet. Måske skal naboerne vænne sig til et højere lydtryk og mere moderne toner.

Karmelkirkens kor (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Menigheden har besluttet at donere 500.000 kr. til to af BaptistKirkens skoleprojekter i henholdsvis Rwanda og Burundi i forbindelse med sammenlægningen med menigheden i Østhimmerland.

”’Murstenene’ har ikke haft afgørende betydning. Alle har været enige om, at det er menigheden, det handler om,” kommenterer Per salget af kirken.

Afslutningen

Rundt om bordet er der enighed om, at der ikke er plads til ærgrelser eller fortrydelser. Der er fokus på ”glædesanledninger”. Og de kommer hurtigt. En gudstjeneste, hvor der dukkede 40 deltagere op, og sangen hævede sig til et helt nyt niveau, et salmejazz-arrangement, en barnevelsignelse og et bryllup. Fællesskabet har bragt glæde til mange.

”Selv om det ikke har betydet, at der kom en masse fremmede i kirken, har der altid været stor åbenhed over for alle, der dukkede op,” siger Louise, og Per supplerer: ”Hvis der er nogen, der har haft lyst til at eksperimentere med et eller andet, så har man stillet sig frit over for det. Og der har været plads til forskellige mennesker.”

Tavshed og refleksion spreder sig rundt om bordet. Louise får det sidste ord. De andre nikker, da hun siger: ”Vi kunne ikke fortsætte, men det er alligevel uendelig trist ikke at skulle mødes til gudstjeneste i Karmelkirken længere.”

Drengespejdere i Karmelkirken – Aalborg 2. (Foto: Karmelkirkens arkiv)

Relateret

• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 27. maj. 2024 - Karneval i Aalborg med Englevagt
• 14. maj. 2024 - Baptistspejderne: Fra ledelseskrise til håb for fremtiden
• 20. jul. 2023 - Det som livet er…

Find flere

Lyt til artiklen:

BaptistKirkens samarbejdspartner i Rwanda, Association des Églises Baptistes au Rwanda (AEBR) fortæller, at kirkelukningerne har haft store konsekvenser. Mange menigheder har mistet deres samlingssteder. Ud over at menighederne ikke længere kan mødes til gudstjeneste og andre kirkelige anledninger, rammer kirkelukninger også sociale aktiviteter og udviklingsprogrammer blandt samfundets mest udsatte.

Kirkebygning i Butare (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Butare-regionen er særlig hårdt ramt

AEBR’s menigheder i Butare-regionen i det sydlige Rwanda er særlig hårdt ramt. Angiveligt er kun ganske få af de 60 baptistkirker i området i drift i dag.

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, siger:
”Regeringen lader som regel kirkerne genoptage arbejdet, når de lever op til lovens ganske omfattende bygningstekniske krav.  Men udfordringen er, at mange kirker i deres nuværende form og med den aktuelle beliggenhed aldrig kommer til at opfylde fx krav om ’… lydisolering og nok parkerings-/tilgængelighedsplads, hvor det er nødvendigt.’ I mange tilfælde vil det kræve en ny kirkebygning at leve op til krav om lydisolering.”

Udendørs gudstjeneste i Kibaga. Kirken må fortsat benyttes, men den var for lille, da der kom gæster fra nabomenighederne. Heldigvis var der ikke klager over afholdelse af udendørs gudstjeneste! (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Myndighedernes krav

I en pressemeddelelse fra den 30. august 2024 fortæller den rwandiske regering om den række af krav, religiøse samlingssteder skal leve op til:

”Juridisk anerkendelse: Trosbaserede organisationer skal have et gyldigt registreringsbevis udstedt af Rwanda Governance Board (RGB) samt et gyldigt samarbejdsbrev med den relevante distriktsadministration.

Uddannelseskrav til ledere: Kirkens ledelse skal besidde en gyldig teologisk uddannelse eller en anden  relevant uddannelse suppleret med en uddannelse i kirkeledelse.

Bygningskrav: Kirken skal eje sin egen bygning, der overholder lokale bygningsreglementer. Det betyder blandt andet at:

• Bygningen må ikke være et åbent område, et telt eller en multifunktionel bygning.
• Sikkerheds- og sanitetsforhold: Bygningen skal opfylde følgende krav:
  • Tilstrækkelig ventilation.
  • Toiletter og andre nødvendige sanitære faciliteter.
  • Lydisolering for at minimere støjforurening.
  • Tilstrækkelig parkeringsplads og adgangsforhold, hvor det er nødvendigt, for at sikre adgang for nødkøretøjer.
  • Installation af lynafleder.
  • Adgang til vandforsyning.

Disse foranstaltninger er implementeret for at sikre de bedendes sikkerhed og velfærd samt for at forhindre udnyttelse og spredning af skadelige praksisser.”

Kirkebygning i Karama (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Absurde krav

I pressemeddelelsen forklarer regeringen, at ”tilstrækkelig parkeringsplads” i praksis betyder mindst ”en halv hektar” svarende til 5.000 kvadratmeter. Begrundelsen for netop dette krav er ”at sikre adgang til udrykningskøretøjer til at hjælpe i tilfælde af behov. Sikkerheden for mennesker er vigtig, uanset hvor de befinder sig.”

Både af praktiske og økonomiske årsager er der mange menigheder, der aldrig kommer til at opfylde myndighedernes krav. De fleste kan se det fornuftige i, at der er ordentlige sanitære forhold i kirkerne, men rindende rent vand er fortsat en udfordring mange steder på landet i Rwanda. Og parkeringspladser på 5.000 kvadratmeter til ikke-eksisterende udrykningskøretøjer forekommer absurd i et land, hvor 35% af befolkningen fortsat er underernærede og de færreste ejer en bil.

Hvorfor lukker regeringen kirkerne?

Regeringen i Rwanda forklarer, at der i perioden 2018 til 2024 er foretaget kontrol af 14.000 religiøse bygninger. 8.000 af bygningerne havde mangler i forhold til reglerne, hvorfor de blev lukket.

De væsentligste mangler i forbindelse med kontrollerne var:

• Manglende dokumentation for uddannelse (eksamen) i teologi for relevante kirkeledere.
• Mangel på godkendelse fra Rwanda Governance Board til at virke som kirke.
• Manglende brev om / godkendelse fra distriktet, hvor det er relevant.
• Udførelse af tilbedelsesaktiviteter i andre uautoriserede områder (huler, bjerge, floder, skove osv.).
• Bygninger, der ikke opfylder de lokale bygningsregler, herunder
  • Dårlig sanitet
  • Mangel på lydisolerende foranstaltninger
  • Manglende overholdelse af grundlæggende sikkerhedsstandarder (fx manglende parkeringspladser)

Regeringen meddeler, at de religiøse ledere er ”villige til at løse de fremhævede anomalier.” Det fremgår ikke, i hvilket omfang samarbejdsviljen hos de religiøse ledere har ført til genåbning af kirkerne.

Sang og dans til gudstjenesten i Kibaga (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Handler det kun om kirkegængernes sikkerhed?

Rwanda er på trods af økonomisk fremgang, fremgang i sundhed og fødevaresikkerhed, fremgang i beskæftigelse, ligestilling i parlamentet og meget andet positivt de facto et diktatur. Det er hævet over enhver tvivl, at præsident Paul Kagame styrer landet. Opposition og systemkritik findes næsten ikke i Rwanda.

Kirken er i vækst i Rwanda og kirkerne er i høj grad steder mennesker mødes, lytter og taler sammen. Kirkerne er også omdrejningspunkter for meget af den hjælp, der går til de fattigste. Kirkerne er kulturelle knudepunkter i et ellers forknyt demokrati.

Derfor hævder en del systemkritikere udenfor Rwanda, at kirkelukningerne er politisk motiverede. Både The New York Times og Christianity Today har bragt artikler om emnet. Amnesty International har udtrykt bekymring for, at kirkelukningerne kan være en del af en bredere indsats for at begrænse ytrings- og religionsfriheden i landet og have kontrol over hele NGO-sektoren.

Det er varmt at være til gudstjeneste i Kibaga (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Konkrete eksempler på, at loven handler om andet end bygninger

I den omtalte pressemeddelelse gør regeringen en del ud af at fortælle, at Rwandas forfatning giver borgerne både religions- og forsamlingsfrihed. Samtidig præciseres det dog, at disse rettigheder ”skal udøves i overensstemmelse med loven. Loven pålægger folk at bede et sted, der opfylder visse krav, for at forhindre dem i at bringe deres liv i fare.”

Regeringen forklarer årsagerne til, at så mange kirker ikke lever op til kravene og de deraf følgende kirkelukninger på denne måde:
”… der er dem, der etablerer kirker ikke for evangelisering, men for deres egen fordel. De etablerer kirker for at få penge og ejendom fra folket, prædiker vildledende budskaber og engagerer sig i udnyttelse af mennesker. Nogle prædikanter har forvandlet kirker til forretninger…”

Regeringen forklarer videre:
”I de senere år har der været en hastig stigning i … tilfælde af prædikanter, der er involveret i udnyttelse af mennesker gennem afpresning af penge og ejendom ved at love mirakler, tilskynde til skadelig praksis såsom at så splittelse, fremme anti-vaccinationsideologier og andre konspirationsteorier.”

Loven rammer skævt

På baggrund af den rwandiske regerings egen forklaring så sent som i august 2024 er det klart, at lovens hensigt også er at ramme religiøse forkyndere, som regeringen ikke bryder sig om. I det omfang, det handler om plattenslagere og småforbrydere kan alle ordentlige kirkesamfund støtte loven. Men vi ser desværre også, at fx krav om parkeringspladser og kirkebygning med rindende vand rammer mange af de menigheder, BaptistKirken har støttet i snart 100 år. I Rwanda beder de til, at de kirker, der har arbejdet hårdt på forbedringer, snart kan genåbnes.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen med lydklip fra dagen i Nyrup:

En stille, kold men også meget smuk solskinsmorgen mødte kirkegængerne i Nyrup den 1. december 2024. Udenfor kirken spillede hornorkestret som så mange gange før. Indenfor var der genkendelse og stille hilsner på tværs af generationer. Det skarpe vintersolskin ramte bænkene, mens de langsomt blev fyldt. En stille forventning bredte sig. Da præludiet begyndte, var det som om, følelserne sad helt uden på vinterfrakkerne.

“Det lille lys jeg har…” – Lars Thorndal går forrest og instruerer i fagterne (Foto: Jørgen Skovgård)

”Du er først død, når du er glemt”

Der var engang, da en fyldt kirke hver søndag begyndte gudstjenesten med at synge ”Pris Gud fra hvem al nåde kom.” Det gjorde vi også – for sidste gang. Lars Thorndal, der har været fast tilknyttet prædikant i Nyrup de seneste 12 år, talte om lyset og kærligheden. Lars citerede skuespilleren Erik Clausens ord: ”Du er først død, når du er glemt” og opfordrede menigheden til ikke at søge glemslen, men derimod ”tage lyset med og dele ødselt ud af kærligheden.”

Det faldt helt naturligt at skrue tiden tilbage og synge ”Det lille lys jeg har…” med alle fagterne fra dengang, vi gik i søndagsskole.

Ikke amen – men tak

To tidligere præster, Ole Jørgensen og Knud Rønne Hansen, fortalte om menighedens betydning i deres liv. Begge kendte menigheden fra deres ungdom og de to vidnesbyrd gav indtryk af, at netop i Nyrup havde de to præster set lyset. Ole Jørgensen sluttede med ordene: ”Her skal man ikke sige amen – men tak!”

120 gæster var på plads til kirkefrokosten i Pyramidesalen (Foto: Henrik Andersen)

Plads til minderne

120 gæster havde meldt sig til kirkefrokost i Pyramidesalen. Lydniveauet fastholdt indtrykket af, at gamle venskaber og løfter om at ses igen blev fornyet. ”Kan du huske dengang…” blev dagens mest brugte sætning ved bordene, hvor erindringerne flød i en lind strøm.

”Vi har altid en opgave”

I løbet af eftermiddagen var der tid til at fortælle om dengang. Der var både stort vemod forbundet med at opgive at være menighed og taknemmelighed over at have været menighed i så mange år. Men det blev ikke ved fortiden. Der var også optimisme og lyst til at bringe lyset videre hos talerne.

Marianne Christophersen satte meget præcist ord på følelserne: ”Jeg er taknemmelig for alt det, jeg har fået i min rygsæk… Hold fast i troen! Guds løfter står ved magt. Vi har altid en opgave, der hvor vi bliver sat.”

BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, opfordrede menighedens medlemmer til at tage et fjumreår! (Foto: Jørgen Skovgård)

BaptistKirkens formand opfordrede til at tage et fjumreår!

BaptistKirkens formand Vibeke Dalsgaard var meget konkret i sin opfordring til menigheden: ”Jeg opfordrer jer til at slutte med glæde! For mange er kommet til tro her, og meget er gået ud herfra. I har rakt ud i verden! Gå nu forskellige veje i respekt for hinandens valg. Vær åbne og lad jer berige i de nye fællesskaber I finder. Tag et fjumreår – og tag så fat igen.”

Fortsat en stor familie

”Selv om det er lidt vemodigt, skal vi alligevel glæde os over, at vi fortsat er en stor familie,” sluttede Bente Hansen efter at have fortalt, at hun nok var den i menigheden, der havde overnattet mest i kirken. Bente var tre måneder gammel, da hun flyttede ind i kirken sammen med sine forældre, der var blevet pedelpar. I øvrigt en tjeneste de påtog sig de følgende 35 år!

Margith Sprotte fortæller om familien Sofussens historie i menigheden (Foto: Jørgen Skovgård)

Familiens betydning

Bentes afslutning ledte tankerne hen på familiernes betydning i en stor landmenighed, der har eksisteret i mange generationer. Margith Sprotte ridsede kort sin egen historie op: ”Mine oldeforældre og tipoldeforældre stod i 1880erne registreret som medlemmer af Vandløse menighed. Min farmor blev døbt i Gyrstinge sø i 1906. Min far blev døbt i Nyrup kirke i 1933 og jeg og min mand Aage blev som ganske unge døbt i kirken i 1961. Sidenhen blev vi gift i kirken, vores børn blev døbt i henholdsvis Skee og Nyrup, og vores datter og svigersøn blev gift i Nyrup. Jeg er altså 5. generation i denne menighed.

Dette var milepæle i slægten i flere generationer. Men også i hverdagen var menigheden en del af livet. Jeg selv blev født i Nyrup i 1950. I min barndom i 1950erne og -60erne var menigheden, ’Kirken’, en del af hverdagen, en del af åndedraget. Det var her, jeg gik i søndagsskole, det var herfra jeg kom med på lejr, det var her, jeg oplevede spejderfællesskabet i mange år, det var her, jeg oplevede ungdomsår med rigtig mange venner, og det er her, jeg har oplevet mit voksne liv som en del af fællesskabet.”

Nyrup Hornorkester – fejrer 100 år i 2025 (Foto: Henrik Andersen)

100 års hornmusik

Margiths beretning fik senere på eftermiddagen en endnu finere ramme, da hun spillede i hornorkestret med sin mand og sine tre søskende. Et hornorkester, der har fulgt menigheden siden 1925 og været en vigtig del af kulturen. Siden 1925 er kirkegængerne blevet budt velkommen til juleaftensgudstjenesten af sprøde juletoner fra messinginstrumenterne.

Hans Bertelsens efterladte erindringsskrift blev læst op af sønnen Ole (Foto: Jørgen Skovgård)

Vækkelserne

Efter Hans Bertelsens død i 1996 fandt hans søn Ole et skrift, hvor Hans fortalte om menigheden og den vækkelse, der var på egnen i hans ungdom:
”Da jeg var 12-13 år, var A. Broholm hjemme fra Amerika, og der var en mindre vækkelse og nogle af mine kammerater blev døbt. Jeg snakkede med min far, men han syntes, det var for tidligt, så jeg gik tiden til jeg blev 16-17 år og Ingvar Josefsen var her og holdt nogle missionsuger. Der blev en stor vækkelse, hvor også jeg kom med. Søndag den 5. februar 1928 var vi 28 som blev døbt (tallet er måske forkert). Den yngste var 12 år og den ældste 74 år. Omkring den tid var den lille sal næsten for lille til bønnemøder og ungdomsmøder.”

Anna Grete Jørgensen kom til menigheden i 1959 (Foto: Henrik Andersen)

Mange kom til

Under frokosten fortæller Anna Grete Jørgensen ved bordet, at hun kom til menigheden fra Hals menighed i 1959. Men allerede under et højskoleophold i Tølløse i 1955 havde hun været forbi Nyrup:
”Det var jo den store kirke på Midtsjælland,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg er ked af, at vi lukker. Personligt ville jeg gerne have fortsat, men det nytter jo ikke, når kræfterne ikke er der. Men så er jeg glad for og lettet over, at en anden kirke vil overtage bygningerne.”

Anna Grete fortæller, at hendes mand døde for 1½ år siden. Selv om han tilhørte folkekirken, kom han trofast sammen med Anna Grete i kirken i Nyrup. En af de sidste dage han levede, spurgte han Anna Grete, om der stadig ikke var en fast præst i Nyrup. ”Jeg måtte desværre skuffe ham og sige nej. Det havde han savnet…” siger Anna Grete.

Ligesom Ole Jørgensen, Knud Rønne Hansen og Anna Grete Jørgensen er mange andre kommet til menigheden. Livets omstændigheder har bragt mennesker til Nyrup. Andre som Bente Hansen, Ole Bertelsen og Margith Sprotte er født ind i og opvokset i fællesskabet. Mange kom til – men endnu flere rejste væk.

Anne Bolvig takkede for livet som barn og teenager i menigheden (Foto: Jørgen Skovgård)

Og mange rejste væk

Anne Bolvig er barn af menigheden og en af dem, der er rejst – men vendt tilbage denne eftermiddag:
”Tak til alle jer, der var der for mig de første tyve år af mit liv. Tak til jer, der lavede søndagsskole, var spejderførere, arrangerede Reersølejre og de uforglemmelige søndagsskolejulefester. Tak til jer, der var lidt ældre teenagere og tog mig med i flokken.”
Anne hilste menigheden med det ord, Gud havde givet hende samme morgen – hele salme 143, hvor der i vers fem står: ”Forkynd mig din godhed hver morgen, for jeg stoler på dig. Vis mig den vej, jeg skal gå, for jeg længes efter dig.” En tekst, man som menighed kan spejle sig i, når man skal videre, foreslog Anne.

Skeespejderne fortsætter arbejdet i den gamle kirke i Skee. Søren Jensen bragte en hilsen, hvor han takkede for kirken, som spejderne har fået af menigheden. Søren fortalte også om projektet “Den grønne fælles spejdergrund i Skee” – Følg det på Facebook (Foto: Jørgen Skovgård)

En beslutning, der var længe undervejs

For ti år siden udgav BaptistKirken en video om Midtsjællands Baptistmenighed. Dengang sagde Margith Sprotte i videoen:
”…. vi har en gennemsnitsalder på 65 år. Meget af det, vi gør, er præget af, at familien har mange traditioner. Som i alle familier, hvor de gamle er blevet ladt tilbage, så tænker vi på fremtiden. Hvor længe kan vi være raske? Hvor længe kan vi bo i huset? Hvor mange år har vi tilbage? Engang var vi 300. Nu er vi 80, og af dem er cirka 40 hjemmeboende…”

I 2024 var det slut. Menighedens 48 medlemmer besluttede at lukke menigheden i god ro og orden. Kirken blev sat til salg med en salgsannonce, der trak overskrifter i medierne fra Sjællandske Nyheder til BT. Annoncen blev kommenteret på sociale medier og den udløste et indslag fra et ’Åbent Hus’-arrangement i den bedste sendetid i Nyhederne på TV2. Efter at have modtaget hele ni bud besluttede menigheden i begyndelsen af december at sælge til Frikirken Vestsjælland, der er en fusion mellem Pinsekirken Kalundborg, Pinsekirken Korsør og Stenlille Frikirke.

For næstsidste gang

Søndag den 1. december 2024 var næstsidste gang, menigheden var samlet. Juleaften er det slut og allerede den 5. januar 2025 holder Frikirken Vestsjælland den første gudstjeneste i Nyrup. Menighedsrådsformand Oluf Jensen sluttede dagen med at fortælle om sin ungdom i menigheden. Om at være en forvirret rod og finde alt det i menigheden, han behøvede for at komme videre i livet.
”Hvad er er det, der betyder mest for os i hverdagen?” spurgte Oluf og gav selv svaret: ”Tilgivelse, omsorg og så at komme videre.” En opfordring til menigheden, som alle tog til sig.

Se med på denne video fra dagen, hvor Margith og Aage Sprotte fortæller om menighedens betydning.

Et blik mod fremtiden

”Velsignet er det bånd” var den rigtige salme at slutte dagen med. Da menighed og gæster sang ”thi byrden bliver mindre svar, når brødre deler den” var det som om alle rettede sig en smule op og rettede blikket mod fremtiden.

Foto: Jørgen Skovgård

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt
• 16. jan. 2025 - Til salg?
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 12. jun. 2024 - SCMT lukker: Seks års økumenisk samarbejde om præsteuddannelse slutter

Find flere

Lyt til artiklen her:

Den 31. december 2024 opløses en af baptisternes ældste menigheder officielt. Midtsjællands Baptistmenighed i Nyrup har på to på hinanden følgende ordinære menighedsmøder vedtaget at opløse menigheden ved årets udgang. De glæder sig dog over, at de handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen. De kan se hinanden i øjnene vel vidende, at de har samarbejdet i en god tone og haft omsorg for hinanden.

De handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen.

Samlingspunkt

Som så mange andre landmenigheder, der engang samlede mange børn og unge i søndagsskole, til spejdermøde og ungdomsforening, er også Midtsjællands menighed i dag stærkt forandret på grund af den almene demografiske udvikling. Menighedsfællesskabet består nu primært af ældre og har et vigende medlemstal.

Pyramidesalen er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft.

Kirkebygningens store udvidelse i 70’erne, Pyramidesalen, er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft, og lokalerne er områdets mest eftertragtede samlingssted. Derfor er det ikke uden vemod, menigheden forlader de lokaler, der betød så meget for fællesskabets sammenhold. De håber på, at bygningen fortsat kan blive brugt til kristne formål, men ”den må hellere blive revet ned fremfor at stå og forfalde”, siger fjerde-generations baptist, Anni Kofoed.

Alt det praktiske

Det er tydeligt under interviewene, at medlemmerne holder enormt meget af hinanden og har en stærk baptistisk tradition. Selv om de fleste er langt over pensionsalderen, så er de heldigvis mobile nok til at køre ca. 15-20 kilometer til andre menigheder i Tølløse, Holbæk, Ringsted, Osted[1] eller en folkekirke.

Medlemmernes generelle helbred har gjort omsorgstjenesten i menigheden lettere, da kun få har haft brug for besøg, men helbredet holder ikke for evigt, og der er for få unge kræfter til at bære de knap halvtreds medlemmer selvstændigt videre.

Flere har kunnet klare at besøge de syge i en præsteløs tid, men de praktiske opgaver med bygningens vedligehold fylder mere, end de fleste bryder sig om. Menigheden samles dog fortsat til gudstjeneste om søndagen med skiftende prædikanter. Nogle få synger morgensang sammen om onsdagen, og nogle, der normalt ikke kommer i kirken, nyder fællesskabsaftener. Derudover har menigheden en lille gruppe i Kvindenetværket samt to cellegrupper.

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at alle de forskellige forsamlinger stopper til januar, da opsætning af stole og bord, madlavning og oprydning er blevet for tungt. Men de længes stadig efter Gud og efter andre, de kan dele Gud med.

Ordentlighed

Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023.

Menighedens trofaste kerne fik i hast dannet et menighedsråd med fem medlemmer tilbage i 2017 efter flere turbulente år og overvejelser om at lukke allerede i 2016. Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023. I den svære erkendelse og processen frem mod en nedlæggelse af Midtsjællands Baptistmenighed har netop ordentlighed været en bærende værdi. Alle var enige om at holde fokus på en god tone og koncentrere sig om nedlukningen. Endelig ønskede de at holde en takkefest for menigheden, der gennem generationer har været et fast samlingssted og dannet udgangspunkt for andre sjællandske menigheder.

Det stærke sammenhold og den fælles forståelse for den svære situation betyder rigtig meget for dem, der har været en aktiv del af processen. De håber, at alle bliver velsignet i deres fremtidige menigheder og åndelige fællesskaber, og at menighedens penge kan blive til velsignelse for BaptistKirkens projekter og forvaltning. Der er også et underliggende håb om, at eventuelle gamle sår læges, når frøet lægges i Nyrups muld.

[1] Evangelisk Frikirke Danmark

Se video fra besøg i Midtsjællands menighed i 2014, hvor Aage og Margith Sprotte fortæller.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Nakskov Baptistkirke er solgt til en, som vil ombygge kirken til sin privatbolig.

Sådan endte tre års ”ørkenvandring” for at få denne kirke solgt. Flere kirker viste ind i mellem interesse, men det blev en tidligere slagter, Peter Friis, som endte som køber. Han overtog bygningen 1. maj – og vil i øvrigt gerne høre om kirkens historie.

Kirken har haft en særlig historie, da den blev flyttet sten for sten fra oplandet ind til hjørnegrunden på Bregnevej i Nakskov, hvor den blev indviet i 1960. Kirken har været til salg siden 2019. For et par måneder siden blev der sat en ny ejendomsmægler på, og så skete der noget.

Elise og Jørgen flyttede

Siden menighedens afsluttende festgudstjeneste i april 2019 har der været afholdt nogle få gudstjenester, inden Elise og Jørgen Jørgensen flyttede. De har været menighedsledere i mere end en menneskealder. De flyttede sidste år fra et gammelt hus i Købelev udenfor Nakskov til et rækkehus i udkanten af Næstved. Dermed har de fået opfyldt et længe næret ønske om at komme tæt på familien og ind i et hus, der er nemmere at holde. Ansvarsfølelsen overfor menigheden i Nakskov afholdt længe det ældre ægtepar fra at skride til handling.

Elise og Jørgen Jørgensen ved den afsluttende festgudstjeneste i april 2019.

En stor opgave

De sidste næsten tre år har John Olesen stået for kontakten til ejendomsmægler og den praktiske afvikling af menigheden.  Han har været medlem af menigheden, siden han flyttede til Nakskov i 1979, hvor han bl.a. har været bedemand i 20 år. ”Men jeg kom kun i baptistkirken til specielle lejligheder, så jeg har ikke været specielt aktiv”, indrømmer han.

Men det blev der altså lavet om på, da ingen andre havde kræfter og overskud til at tage sig af salget.

”Jeg er jo pensionist, men har haft rigtig god hjælp af Hans Christensen, som er opvokset i en baptistfamilie, men ikke har været medlem. Han har klippet hækken og græsset, når jeg ikke har været hjemme. Det er jeg dybt taknemmelig for”, siger John.

Inventaret fordelt

En stor opgave var at prøve at afsætte de mange ting fra kirkens interiør. En af menighedens tidligere præster, Benny Klarholt, lagde billet ind på størstedelen af stolene til kirkesalen i Silkeborg. Resten af stolene gik til Røde Kors. Nadversættet blev også afsat til en privatperson. Indsamlingsbøsserne ville de gerne have i Hjørring, hvor baptistmenigheden har tre polske venskabsmenigheder. Carl Peter Bylund fortæller, at Hjørring også har fået indsamlingsbøsserne fra Røde Kro, da den kirke blev nedlagt, så nu har de i alt leveret seks ens indsamlingsbøsser til Polen. Og har selv tre magen til i Hjørring.

John Olesen

Salmebøger, bibler og billeder afleverede John Olesen til BaptistKirkens sekretariat. Men der var noget, han ikke fik afsat.

”Det gjorde helt ondt, at jeg måtte slå kirkens orgel og klaver i stykker. Der var en folkekirke, der gerne ville have haft orgelet, men de skulle åbenbart købe et nyt i stedet for det, de kunne have fået forærende,” forklarer John.

Alterbilledet har John taget hjem til sig selv, men han vil gerne give det til en kirkelig sammenhæng. Ligeledes har han nu fire stole, som han kan give til den, der måtte trænge til dem.

En lettelse

Nu er han lettet, for en stor byrde er taget fra hans skuldre.

BaptistKirken skal have overskuddet efter salget og Elise Jørgensen har sammen med Kanny Kruse, nogle af de få tilbageværende medlemmer i menigheden, sat formål på nogle af pengene.

”baptist.dk mangler altid penge, så de skal have 25.000 kr.”, fortæller Elise og remser flere andre gode formål og beløb op. Salgsprisen var 365.000 kr., og så går der et mæglersalær fra.

Det næste spørgsmål for de medlemmer, der endnu er tilbage, men spredt geografisk er, hvor de nu skal melde sig ind. ”For jeg har jo altid været baptist”, siger John, der oprindelig er fra Bornholm.

Elise fortæller, at hun og Jørgen nu kommer i Folkekirken, hvor sønnen Carsten er graver. Men de har ikke helt besluttet sig for, hvor de skal være medlemmer.

Bente Hansen, som var menighedens sidste præst – hun var ansat i både Falster Baptistmenighed og Lollands Baptistmenighed i et års tid fra 1987, har skrevet sine tanker om menighedens lukning: ”Når kirken er til salg”.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Nibe Baptistmenighed er lukket ned. Hugo Møller Thomsen, der har været menighedens præst i mere end 33 år, har længe vidst, at det ville ende sådan. De seneste år har der været op til otte personer, der mødtes som husmenighed i private hjem, efter at de i 2017 solgte kirken i Nibe.

Hugo Møller Thomsen

”Der var 23 medlemmer til sidst – spredt ud over hele landet, men vi så aldrig de fleste af dem,” fortæller Hugo.

Han har gjort sig umage med at lukke menigheden på en ordentlig måde. Alle medlemmerne har fået et brev, som fortalte om menighedsrådets beslutning:

”Det er for os som menighedsråd ikke nogen glæde at være med til at opløse menigheden i Nibe, men menigheden ser sig nødsaget til at opløse sig med udgangen af 2020.”

109 år som menighed

Brevet fortæller også historien om den menighed, der nu er lukket.

”Årstallet 1891–2020 dækker Nibe Baptistmenigheds historie. Der var et åndeligt røre i Nyrup vest for Aalborg og det resulterede i stiftelsen af Nyrup Baptistmenighed juledag 1891 som en husmenighed, men allerede 16. oktober 1892 mødtes den i egne lokaler og samme år blev den optaget i Det danske Baptistsamfund, for man ville være med i fællesskabet.

Det var en glæde at forme et menighedsfællesskab for 109 år siden.

Det har også været en glæde at være med gennem de 109 år, der er gået siden. Forskellige bygninger har været ramme for fællesskabet. Kirkebygningen Parkvej 5 var rammen om menighedslivet indtil oktober 2017, hvor menigheden så sig nødsaget til at sælge bygningen. Omkostningerne var for store eller menighedens medlemmer for få. Menigheden har siden fungeret som husmenighed med møder og gudstjenester i private hjem/primært i præsteboligen.” Brevet skitserede også mulighederne for det enkelte medlem; at få flyttet sit medlemskab til en anden kirke, baptistmenighed eller folkekirken. Hugo og Aase Møller Thomsen har besluttet at tilknytte sig Karmelkirken.

Kommer i Folkekirken

Christen Skræp var næstformand i menighedsrådet frem til afslutningen. Han og hans hustru Annelise bor i Vindblæs ved Løgstør, og tilhørte i sin tid Løgstør Baptistmenighed, der er nedlagt for mange år siden.

”Vi er begyndt at komme i Folkekirken og i Indre Mission, men det er ikke sikkert, at vi melder os ind. Der er noget, vi ikke er enige i. Vi går f.eks. ikke til alters. Jeg kan ikke forlige mig med at det skulle være syndsforladelse i forbindelse med nadveren. Vi har jo været baptister hele vores liv”, siger Christen.

Han forklarer, hvorfor de ikke flytter deres medlemskab til en anden baptistmenighed. Der er 50 km til enten Aalborg eller Østhimmerland og 30 km til Brovst. Det er for langt for dem, der er hhv. 74 og 76 år gamle.

Kristeligt indhold

De er otte fra menigheden, der fortsat mødes i skiftende hjem den sidste lørdag i måneden. Frem til nytår mødtes de tre gange om måneden.

”Det er vigtigt, at det ikke kun er kaffe, vi mødes om. Der skal være et kristeligt indhold, og det står jeg gerne for,” siger Hugo, som også har lovet, at så længe han kan, vil han begrave sine baptist-brødre og søstre.

Tak for trofast tjeneste

Der er nu 53 menigheder tilknyttet Baptistkirken i Danmark. Generalsekretær Torben Andersen sendte før jul en hilsen til menigheden, hvor der bl.a. stod:

”Baptistkirken i Danmark mister herved også en af sine trofaste lokale menigheder i fællesskabet gennem mange år. Jeg vil på ledelsens vegne udtrykke en stor tak for trofast tjeneste lokalt og nationalt, ja, også med en stor international bevågenhed. Det europæiske og verdensomspændende baptistfællesskab har altid fyldt i jeres liv, Aase og Hugo, og I sidder i dag tilbage med en masse gode oplevelser og minder fra den store baptistfamilie. Det gælder også fra det nationale fællesskab og vi håber fortsat at se jer her.” Med brevet fulgte en buket blomster.

Relateret

• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt
• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 11. maj. 2022 - Kirken i Nakskov er solgt
• 01. okt. 2020 - Corona ramte kirkens akilleshæl

Find flere

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned pga. Corona-smittefaren, var kirkerne hurtige til at følge trop. Nogle menigheder var også hurtige til at finde alternative løsninger – med fx video- og drive-in-gudstjenester, kirkekaffe på Zoom og undervisning online. Men hvad skete der for os personligt, rent menneskeligt? For nogle blev nedlukningen en befrielse, for andre førte den til stor ensomhed.

Nogle kirkegængere og menighedsmedlemmer fandt ud af, at de faktisk lever bedre uden snærende kirkebånd, forventninger (både egne og andres) og dårlig samvittighed. Andre var ved at være vanvittige af længsel efter fællesskabet, nærheden med andre mennesker, det at synge sammen i virkeligheden og ikke kun til en tv-skærm, at bede sammen og røre ved hinanden.

Selvom der stadig er nogle, der ikke er komfortable med at være sammen med andre, er vores frikirke-adelsmærke fællesskabet og det personlige engagement. Corona-nedlukningen afslørede en splittethed – frikirkens akilleshæl.

Lettelse og længsel

Jamie Cunningham. Fotograf: Peter Toldam

Jamie Cunningham er enlig mor, oprindelig amerikaner og næstformand i menighedsrådet i Viborg baptistkirke. Her fortæller hun om sine erfaringer under Corona-nedlukningen:

Jeg genkender denne splittethed mellem lettelse, dårlig samvittighed og længsel efter fællesskab, ikke blot det kristne fælleskab, men især berøring – fysisk og følelsesmæssigt. Jeg undrede mig over de tiltag, som det danske samfund fandt på for at holde sammen: Fællessang, fællesspisning eller fredagsøl på skærmen. Folk var innovative. Mange større kristne forsamlinger var også live-stream. Selv fulgte jeg Roskilde Baptistkirke fra Viborg.

Udbrændt

Men menigheden i Viborg gik bogstavelig talt i stå! Og jeg var ærligt talt lettet. Dels har vi en del ældre medlemmer, som er aktive om søndagen og særligt sårbare. Og dem ville vi passe på! Men vores lille menighedsråd med fire overbelastede medlemmer har igennem længere tid trukket et læs, der var for tungt til så få kræfter. For vi mangler en stor del af vores medlemmer i ‘bedsteforældre’-generationen. De har været væk i ca. 10 år. Vi lejer bygningen ud til flere forskellige menigheder og fællesskaber. Det kræver bl.a. koordinering, rengøring, kommunikation.

Som menighedsrådets næstformand kunne jeg mærke, at jeg var udbrændt – og at mine kollegaer også var det, hvis vi turde være helt ærlige. Så jeg greb Corona som en undskyldning til at holde pause og bede rådet om at kigge på realiteten. Jeg kunne ikke mere.

Så jeg greb Corona som en undskyldning til at holde pause.

Har vi glemt at være kirke?

Samtidig observerede jeg, at det sekulære Danmark brugte fællesskabsmetoder som sang, måltid og flere opringninger og vennetjenester med indkøb. Og her genkendte jeg kirkens oprindelige funktion – at passe på hinanden og sørge for alles behov så godt som muligt. Havde mange kirker glemt den del? Måske har vi fokuseret på andre detaljer end de mennesker, der kommer i kirken? Men jeg måtte ikke besøge de gamle. De var sårbare. Familierne sørgede for sig selv. Jeg følte mig totalt ubrugelig, da selve bygningen, lejeaftaler og koordineringsarbejdet gik i stå.

Lettet og tom på samme tid

Jeg ringede til nogle medlemmer, som jeg havde et personlig forhold til. Jeg delte links og postede idéer, men fik ikke rigtig respons. Så gik jeg over til at bede oftere og mere konkret for enkelte medlemmer. Samtidig var jeg selv ramt af en enorm ensomhed og følelsen af at være glemt. Pludselig forstod jeg, hvad mange ældre må opleve, når familien ikke kan eller vil besøge dem ofte. Live-streams var en livslinje, men de fjernede ikke ensomheden. Bøn kunne ikke erstatte smilet fra et af børnene eller en kæk bemærkning over kirkekaffen.

Jeg genkendte kirkens oprindelig funktion – at passe på hinanden og sørge for alles behov så godt som muligt.

Kirken er min familie

Min mangel på familie her i Danmark blev meget markant og aktuel under Corona. Jeg er i dag endnu mere glad for, at familierne i kirken har hinanden. Familien har altid betydet meget for os kristne. Men glem nu ikke, at for mange af os er kirken vores familie. Vi har forladt eller mistet vores egen. Så kirken er ikke en klub for familier, den er familien for mange. Og netop derfor er dit engagement på det helt basale og menneskelige plan vigtigere, end ‘hvilke højtalere, der skal købes’.

Det var også tankevækkende, at DR og regeringen gjorde rigtig meget for at passe på folks mentale helbred. Vi diskuterer, hvad vi skal bruge de frivillige ressourcer til. Og så findes der mange kræfter, der inkluderer og passer på – udenfor kirken!

At være kirke udenfor kirken

Jeg har selv få ressourcer. Jeg føler mig fortsat ensom. Jeg véd ikke, hvad vores menigheds fremtid er. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at der var andre under Corona, der bad for os og mig. Nogen, der havde brug for mit opkald og interesse. Men vi har stadig lukket kirken.

Måske ‘menigheden’ kan ses i et større perspektiv; at jeg må være ‘kirke’ for alle mulige omkring mig. Jeg måtte minde mig selv om, at det er Gud, der binder os sammen – og ikke bygningen. Bibelen fortæller om tidligere generationers pandemier og isolation, for at vi kan lære at vise medfølelse – også med ikke-kristne. For Guds Rige er allerede iblandt os. Vi glemmer det bare så let.

Relateret

• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt
• 07. dec. 2024 - ”Tag lyset med og del ødselt ud af kærligheden!”
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 08. feb. 2023 - Ungdomsarbejdet er ramt af senfølger
• 11. maj. 2022 - Kirken i Nakskov er solgt

Find flere