baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk En sort torsdag https://baptist.dk/en-sort-torsdag/ Wed, 29 Jan 2020 13:44:14 +0000 https://baptist.dk/?p=8637 Mange oplever ikke længere mangfoldigheden af kirkesamfund som et problem. Hvad er det så for en enhed, kirkerne skal efterstræbe?


”Hvem er iklædt sort i dag?” Sådan lød spørgsmålet, da vi netop havde sat os i møderummet i Kirkens hus i Oslo, hvor dette års møde i Nordic Faith & Order skulle til at finde sted. Det viste sig at være ”Thursdays in Black”, så var man klædt i sort, måtte man stille op til fællesfoto for i dagens anledning at protestere mod kønsrelateret vold og overgreb.

Konceptet stammer fra Kirkernes Verdensråd, men det har vist ikke rigtigt slået igennem herhjemme. At vi i Danmark kun i ringe grad interesserer os for, hvad der i det hele taget kommer fra den økumeniske bevægelse, kom til udtryk ved, at vi i år kun var to repræsentanter til mødet i Nordic Faith & Order.
Svenskerne og nordmændene var til gengæld stærkt repræsenterede med over 10 deltagere hver. Ud over de lutherske var der både katolikker, ortodokse, kvækere, baptister og metodister.

Kristi kærlighed fører verden til forsoning

Blandt de faste deltagere ved møderne i Nordic Faith & Order er brasilianske Odair Pedrose Mateus, der er formand for Faith & Order. Odair fortalte om arbejdet med at organisere det kommende møde i Kirkernes Verdensråd i Karlsruhe i 2021, hvor flere tusinde forventes at deltage. Temaet for mødet bliver, hvordan Kristi kærlighed kan føre verden til forsoning. Der er et ”urgent need for a counter cultural way of being Christian”[1], understregede Odair.

Efter dagens møde stod den på tapas og danskvand hos Oslos biskop, Kari Veiteberg, der fortalte om arbejdet med hjemløse i Oslo, der af mange opleves som en lukket og uvenlig by. Netop forsvaret for de marginaliserede, svage og underprivilegerede står i centrum for det økumeniske arbejde.

Populisme?

For tiden diskuteres det i den økumeniske bevægelse, hvad man skal stille op med politisk polarisering, ”populisme” og nationalisme. De liberale principper tages som en selvfølge i den økumeniske bevægelse. De, der ønsker at begrænse indvandring, er til gengæld allierede med ”mørke, onde kræfter”, hvis jeg forstod en oplægsholder ret. Lidt tilsvarende, at nogle stadig benægter klimaforandringerne, benægtes det i dele af den økumeniske bevægelse, at der overhovedet kan være negative følger af indvandringen.

Dog blev der på mødet lagt vægt på, at vi er nødt til at lytte til dem, der udtrykker indvandringskritiske synspunkter, for vi må jo erkende, at der også blandt kirkernes menige medlemmer er en frygt for konsekvenserne af indvandringen. Men det blev hurtigt klart, at det netop var “frygten”, vi skulle forholde os til, snarere end politiske argumenter. Det var simpelthen en sag for psykologer at finde ud af årsagen til frygten, hørte vi.

Jeg tror imidlertid, at der skal mere til. Hvis vi vil undgå polarisering, er det nødvendigt med en ligeværdig samtale, hvor vi faktisk lytter til hinandens argumenter i stedet for at afskrive nogle som ”populister”.

Har den økumeniske bevægelse en fremtid?

Den manglende evne til at forholde sig til politiske synspunkter, som ikke er på linje med de liberale principper, der gælder i den økumeniske bevægelse, rejser spørgsmålet, om den økumeniske bevægelse har en fremtid, når den er så ude af trit med den politiske virkelighed?

Problemet er måske, at den økumeniske bevægelse har sejret sig ihjel. Igennem det tyvende århundrede har man gang på gang oplevet at stå på den rette side mod fx nazisme, racisme og apartheid. Men gør dét, at man nu tager det som en selvfølge, at man har ret, mens de andre tager fejl, kunne man spørge?

Kristus i centrum

Der er ingen tvivl om, at de gode intentioner er funderet i en oprigtig kristentro. Det blev tydeligt ved de andagter og bønner, der som en selvfølge rammede dagene ind. Kristus er den røde tråd, og derfor er den økumeniske bevægelse for mig at se stadig relevant.

Det blev flere gange fremhævet, hvor vigtigt det er at stå sammen om at forkynde Kristus i en vesteuropæisk virkelighed, der bliver stadig mere sekulariseret. Her er kirkernes enhed om fx nadveren måske ikke så afgørende, som den har været.

Vi er gået fra det, som en deltager kaldte en tilstand af kristen splittelse til kristen ”bio-diversitet”. Mange oplever ikke længere mangfoldigheden af kirkesamfund som et problem. Spørgsmålet bliver så, hvad det overhovedet er for en enhed, kirkerne skal efterstræbe?

For mig at se er der stadig brug for den økumeniske bevægelse, for vi er nødt til at mødes og lære af hinanden på tværs af kirkesamfundene. Kun på den måde kan vi hver især reflektere over, hvad det vil sige at forkynde evangeliet i dag.

[1] ”Der er et påtrængende behov for en mod-kulturel måde at være kristen på.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Mange oplever ikke længere mangfoldigheden af kirkesamfund som et problem. Hvad er det så for en enhed, kirkerne skal efterstræbe?


”Hvem er iklædt sort i dag?” Sådan lød spørgsmålet, da vi netop havde sat os i møderummet i Kirkens hus i Oslo, hvor dette års møde i Nordic Faith & Order skulle til at finde sted. Det viste sig at være ”Thursdays in Black”, så var man klædt i sort, måtte man stille op til fællesfoto for i dagens anledning at protestere mod kønsrelateret vold og overgreb.

Konceptet stammer fra Kirkernes Verdensråd, men det har vist ikke rigtigt slået igennem herhjemme. At vi i Danmark kun i ringe grad interesserer os for, hvad der i det hele taget kommer fra den økumeniske bevægelse, kom til udtryk ved, at vi i år kun var to repræsentanter til mødet i Nordic Faith & Order.
Svenskerne og nordmændene var til gengæld stærkt repræsenterede med over 10 deltagere hver. Ud over de lutherske var der både katolikker, ortodokse, kvækere, baptister og metodister.

Kristi kærlighed fører verden til forsoning

Blandt de faste deltagere ved møderne i Nordic Faith & Order er brasilianske Odair Pedrose Mateus, der er formand for Faith & Order. Odair fortalte om arbejdet med at organisere det kommende møde i Kirkernes Verdensråd i Karlsruhe i 2021, hvor flere tusinde forventes at deltage. Temaet for mødet bliver, hvordan Kristi kærlighed kan føre verden til forsoning. Der er et ”urgent need for a counter cultural way of being Christian”[1], understregede Odair.

Efter dagens møde stod den på tapas og danskvand hos Oslos biskop, Kari Veiteberg, der fortalte om arbejdet med hjemløse i Oslo, der af mange opleves som en lukket og uvenlig by. Netop forsvaret for de marginaliserede, svage og underprivilegerede står i centrum for det økumeniske arbejde.

Populisme?

For tiden diskuteres det i den økumeniske bevægelse, hvad man skal stille op med politisk polarisering, ”populisme” og nationalisme. De liberale principper tages som en selvfølge i den økumeniske bevægelse. De, der ønsker at begrænse indvandring, er til gengæld allierede med ”mørke, onde kræfter”, hvis jeg forstod en oplægsholder ret. Lidt tilsvarende, at nogle stadig benægter klimaforandringerne, benægtes det i dele af den økumeniske bevægelse, at der overhovedet kan være negative følger af indvandringen.

Dog blev der på mødet lagt vægt på, at vi er nødt til at lytte til dem, der udtrykker indvandringskritiske synspunkter, for vi må jo erkende, at der også blandt kirkernes menige medlemmer er en frygt for konsekvenserne af indvandringen. Men det blev hurtigt klart, at det netop var “frygten”, vi skulle forholde os til, snarere end politiske argumenter. Det var simpelthen en sag for psykologer at finde ud af årsagen til frygten, hørte vi.

Jeg tror imidlertid, at der skal mere til. Hvis vi vil undgå polarisering, er det nødvendigt med en ligeværdig samtale, hvor vi faktisk lytter til hinandens argumenter i stedet for at afskrive nogle som ”populister”.

Har den økumeniske bevægelse en fremtid?

Den manglende evne til at forholde sig til politiske synspunkter, som ikke er på linje med de liberale principper, der gælder i den økumeniske bevægelse, rejser spørgsmålet, om den økumeniske bevægelse har en fremtid, når den er så ude af trit med den politiske virkelighed?

Problemet er måske, at den økumeniske bevægelse har sejret sig ihjel. Igennem det tyvende århundrede har man gang på gang oplevet at stå på den rette side mod fx nazisme, racisme og apartheid. Men gør dét, at man nu tager det som en selvfølge, at man har ret, mens de andre tager fejl, kunne man spørge?

Kristus i centrum

Der er ingen tvivl om, at de gode intentioner er funderet i en oprigtig kristentro. Det blev tydeligt ved de andagter og bønner, der som en selvfølge rammede dagene ind. Kristus er den røde tråd, og derfor er den økumeniske bevægelse for mig at se stadig relevant.

Det blev flere gange fremhævet, hvor vigtigt det er at stå sammen om at forkynde Kristus i en vesteuropæisk virkelighed, der bliver stadig mere sekulariseret. Her er kirkernes enhed om fx nadveren måske ikke så afgørende, som den har været.

Vi er gået fra det, som en deltager kaldte en tilstand af kristen splittelse til kristen ”bio-diversitet”. Mange oplever ikke længere mangfoldigheden af kirkesamfund som et problem. Spørgsmålet bliver så, hvad det overhovedet er for en enhed, kirkerne skal efterstræbe?

For mig at se er der stadig brug for den økumeniske bevægelse, for vi er nødt til at mødes og lære af hinanden på tværs af kirkesamfundene. Kun på den måde kan vi hver især reflektere over, hvad det vil sige at forkynde evangeliet i dag.

[1] ”Der er et påtrængende behov for en mod-kulturel måde at være kristen på.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/en-sort-torsdag/feed/ Ansvarsforflygtigelse https://baptist.dk/ansvarsforflygtigelse/ Thu, 25 Apr 2019 09:23:54 +0000 https://baptist.dk/?p=5899
Lone Møller-Hansen er generalsekretær i BaptistKirken.
Læserbrevet er sendt til flere aviser, men er ikke blevet optaget. Nu bringer vi det her!

I Baptistkirken i Danmark har vi en del flygtninge. De fleste var baptister – og dermed kristne, da de kom til Danmark, da der er millioner af baptister spredt ud over hele jorden.
Vi har blandt andet en stor gruppe burmesiske FN-kvoteflygtninge. Med deres familier tæller de i alt ca. 1000 personer.

De første kom for 15-16 år siden. De er meget velfungerende; har taget danske uddannelser, børnene og de unge taler flydende dansk, de har jobs og bidrager til samfundet.
De er FN-kvoteflygtninge, fordi de blev forfulgt i Burma/Myanmar for deres tro, og de fortæller stadigvæk, at derhjemme er den politiske dagsorden, at alle skal være buddhister.

Den seneste politiske udvikling i Danmark har slået benene væk under dem. De oplever, at deres livsgrundlag er usikkert. Med det såkaldte paradigmeskifte og det, at lovgivningen omkring hjemsendelse af flygtninge nu gøres aktiv, betyder, at de er bange for at modtage et brev om, at de skal hjem.

Ca. 5 % har fået dansk statsborgerskab, yderligere ca. 15 % har fået permanent opholdstilladelse. Ofte er det kun den ene ægtefælle. De frygter nu, at denne ægtefælle bliver sendt ud af landet. Vi kan forestille os, hvordan vi selv ville reagere. Skal vi fortsætte med at lære dansk, tage en uddannelse, leve et normalt liv. Hvad gør det ved børnene, når forældrene er grundlæggende usikre? Det er i allerhøjeste grad en trussel mod den positive integration, som de ellers har stået for.

Spørger man de politikere, der har vedtaget denne lovgivning, får man ingen garantier. Politikerne vedtager love med en signalværdi, og så overlader de til embedsværket at tage de vigtige beslutninger om, hvem denne lovgivning skal ramme. Det er ansvarsforflygtigelse. De kunne i det mindste beslutte, om denne lovgivning ikke gælder for dem, der har været en vis årrække i Danmark.

Vi ved godt, hvor lang tid der går, fra en lov er vedtaget og til at der er udarbejdet retningslinjer. Og disse retningslinjer kan være så brede, at alle kan blive ramt. Vilkårligt. Og imens går en befolkningsgruppe, der gerne vil bidrage til samfundet og som har troet, at de skulle bygge resten af deres liv op i Danmark, rundt og bliver apatiske. Og jeg tænker; Uden dem vil den primære pleje i mange kommuner være ilde stedt. Og mange arbejdspladser. Og dette gælder for flere af de flygtninge, som er velintegrerede i Danmark. Skal de alle nu frygte for at blive sendt væk?

Og så kalder vi os et kristent land. Gad vide om nogen tør skrive det i et nyt regeringsgrundlag.

Læs også interviewet med Moses Lal Bawi Peng: Alt er så usikkert nu og en baggrundsartikel af Hans Henrik Lund: Paradigmeskift

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Lone Møller-Hansen er generalsekretær i BaptistKirken.
Læserbrevet er sendt til flere aviser, men er ikke blevet optaget. Nu bringer vi det her!

I Baptistkirken i Danmark har vi en del flygtninge. De fleste var baptister – og dermed kristne, da de kom til Danmark, da der er millioner af baptister spredt ud over hele jorden.
Vi har blandt andet en stor gruppe burmesiske FN-kvoteflygtninge. Med deres familier tæller de i alt ca. 1000 personer.

De første kom for 15-16 år siden. De er meget velfungerende; har taget danske uddannelser, børnene og de unge taler flydende dansk, de har jobs og bidrager til samfundet.
De er FN-kvoteflygtninge, fordi de blev forfulgt i Burma/Myanmar for deres tro, og de fortæller stadigvæk, at derhjemme er den politiske dagsorden, at alle skal være buddhister.

Den seneste politiske udvikling i Danmark har slået benene væk under dem. De oplever, at deres livsgrundlag er usikkert. Med det såkaldte paradigmeskifte og det, at lovgivningen omkring hjemsendelse af flygtninge nu gøres aktiv, betyder, at de er bange for at modtage et brev om, at de skal hjem.

Ca. 5 % har fået dansk statsborgerskab, yderligere ca. 15 % har fået permanent opholdstilladelse. Ofte er det kun den ene ægtefælle. De frygter nu, at denne ægtefælle bliver sendt ud af landet. Vi kan forestille os, hvordan vi selv ville reagere. Skal vi fortsætte med at lære dansk, tage en uddannelse, leve et normalt liv. Hvad gør det ved børnene, når forældrene er grundlæggende usikre? Det er i allerhøjeste grad en trussel mod den positive integration, som de ellers har stået for.

Spørger man de politikere, der har vedtaget denne lovgivning, får man ingen garantier. Politikerne vedtager love med en signalværdi, og så overlader de til embedsværket at tage de vigtige beslutninger om, hvem denne lovgivning skal ramme. Det er ansvarsforflygtigelse. De kunne i det mindste beslutte, om denne lovgivning ikke gælder for dem, der har været en vis årrække i Danmark.

Vi ved godt, hvor lang tid der går, fra en lov er vedtaget og til at der er udarbejdet retningslinjer. Og disse retningslinjer kan være så brede, at alle kan blive ramt. Vilkårligt. Og imens går en befolkningsgruppe, der gerne vil bidrage til samfundet og som har troet, at de skulle bygge resten af deres liv op i Danmark, rundt og bliver apatiske. Og jeg tænker; Uden dem vil den primære pleje i mange kommuner være ilde stedt. Og mange arbejdspladser. Og dette gælder for flere af de flygtninge, som er velintegrerede i Danmark. Skal de alle nu frygte for at blive sendt væk?

Og så kalder vi os et kristent land. Gad vide om nogen tør skrive det i et nyt regeringsgrundlag.

Læs også interviewet med Moses Lal Bawi Peng: Alt er så usikkert nu og en baggrundsartikel af Hans Henrik Lund: Paradigmeskift

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/ansvarsforflygtigelse/feed/ Grænseløs https://baptist.dk/graenseloes/ Tue, 20 Nov 2018 09:38:49 +0000 https://baptist.dk/?p=4930 Et kapel og bevæbnede vagttårne markerer grænsen mellem Norge og Rusland.


Højt mod nord i Norge, hvor landet laver et lille buk mod øst ud mod Varangerfjorden, ligger en bebyggelse ved navn Grense Jakobselv. Stedet markerer grænsen mod Rusland og huser i vore dage ikke meget andet end en grænsestation og et kapel. Kapellet ligger smukt på en bjergtop, og inde fra kirkerummet har man udsigt både til Barentshavet og bevæbnede russiske vagttårne. Det blev bygget i 1869 som et resultat af norsk-russiske stridigheder angående fiskeriet ved rigsgrænsen. Det skulle være den indiskutable markering af grænsen mellem det evangelisk lutherske Sverige-Norge og det russisk-ortodokse Rusland.

Der går grænsen

Hertil, men ikke længere, går det evangelisk lutherske rige. Hertil, men ikke længere, går det norske Guds rige. Og jeg kan ikke lade være med at tænke to ting.

Det ene: Minder det ikke lidt om en tendens i vores eget land? En tendens til at holde Guds navn op som en gyldig – sådan da, hvis man lige tager de rette briller på – afgrænsning over for fremmedfolk.

Det andet: Mon Gud var med på råd, da de besluttede at bygge et grænseskel i hans navn? Synes han mon, det var en super idé?

“Ja, lad os afgrænse og opdele i mit navn!”

“Lad os bruge mit navn til at dømme mennesker indenfor og udenfor!”

“Brug endelig mit navn til – politisk – at indhegne jeres egne interesser!”
Nok ikke.

Uden grænse

For er der noget, Gud ikke gør, er det at begrænse sit rige. Vi begrænser vores riger, men Gud begrænser ikke sit. Han gør netop det stik modsatte, når Jesus sender sine disciple ud med beskeden om at gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen.

Alle skel blev smadret lige der – politiske, geografiske, kulturelle, religiøse skel – blev opløst af Jesus’ ord. Vi er stadig forskellige som mennesker, men for Guds kærlighed er vi alle lige. Den er nemlig grænseløs, og den forskanser sig ikke i et kapel ved den russiske grænse.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Et kapel og bevæbnede vagttårne markerer grænsen mellem Norge og Rusland.


Højt mod nord i Norge, hvor landet laver et lille buk mod øst ud mod Varangerfjorden, ligger en bebyggelse ved navn Grense Jakobselv. Stedet markerer grænsen mod Rusland og huser i vore dage ikke meget andet end en grænsestation og et kapel. Kapellet ligger smukt på en bjergtop, og inde fra kirkerummet har man udsigt både til Barentshavet og bevæbnede russiske vagttårne. Det blev bygget i 1869 som et resultat af norsk-russiske stridigheder angående fiskeriet ved rigsgrænsen. Det skulle være den indiskutable markering af grænsen mellem det evangelisk lutherske Sverige-Norge og det russisk-ortodokse Rusland.

Der går grænsen

Hertil, men ikke længere, går det evangelisk lutherske rige. Hertil, men ikke længere, går det norske Guds rige. Og jeg kan ikke lade være med at tænke to ting.

Det ene: Minder det ikke lidt om en tendens i vores eget land? En tendens til at holde Guds navn op som en gyldig – sådan da, hvis man lige tager de rette briller på – afgrænsning over for fremmedfolk.

Det andet: Mon Gud var med på råd, da de besluttede at bygge et grænseskel i hans navn? Synes han mon, det var en super idé?

“Ja, lad os afgrænse og opdele i mit navn!”

“Lad os bruge mit navn til at dømme mennesker indenfor og udenfor!”

“Brug endelig mit navn til – politisk – at indhegne jeres egne interesser!”
Nok ikke.

Uden grænse

For er der noget, Gud ikke gør, er det at begrænse sit rige. Vi begrænser vores riger, men Gud begrænser ikke sit. Han gør netop det stik modsatte, når Jesus sender sine disciple ud med beskeden om at gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen.

Alle skel blev smadret lige der – politiske, geografiske, kulturelle, religiøse skel – blev opløst af Jesus’ ord. Vi er stadig forskellige som mennesker, men for Guds kærlighed er vi alle lige. Den er nemlig grænseløs, og den forskanser sig ikke i et kapel ved den russiske grænse.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/graenseloes/feed/ Hvem hører med? https://baptist.dk/hvem-hoerer-med/ Thu, 30 Nov 2017 10:46:58 +0000 https://baptist.dk/?p=3277 For at blive accepteret til at skrive i bøgerne ‘Barn af Vendsyssel’ skal man være født i Vendsyssel. Det er ikke tilstrækkeligt, at man har boet i Vendsyssel det meste af sit liv, for vendelbo er man kun, når man er født i Vendsyssel.


I Danmark registrerer vi ikke menneskers tro og overbevisning, men deres herkomst vil vi have styr på. Vi opererer med første, anden og tredie generations indvandrere, og nogle er begyndt at ytre ønske om, at Danmarks Statistik også skal registrere fjerde generations indvandrere. Det er et tydeligt udtryk for, at vi regner dem for ‘anderledes’, noget for sig og ikke helt som os andre.

Hvad skal der til?

Det betyder, at man kan være født i Danmark og have dansk pas, have gennemført en dansk uddannelse, bestride en stilling og betale topskat i Danmark; man kan sågar tale et sprog, der tydeligt er præget af den lokale dialekt – og alligevel blive registreret som indvandrer hos Danmarks Statistik. Vendelbo er man, når man  er født i Vendsyssel, men der skal mere til for at blive regnet som dansker.

Fremmed – eller brødre og søstre i Herren?

Baptistkirken i Danmark består af 53 menigheder. Af dem har tretten navne, der klart fortæller, at medlemmerne primært har rod i en anden kultur end den danske. Dertil kommer grupper af asylansøgere, flygtninge og indvandrere i mange etnisk danske menigheder.

Den første januar 2016 havde BaptistKirken 5.238 døbte medlemmer. Heraf var mindst 922 af ‘anden etnisk oprindelse end dansk’ – altså 17,5% eller knap hver femte!

Hvor længe vil vi blive ved med at tale om etniske menigheder, etniske medlemmer, fremmede og hvad vi nu ellers bruger af betegnelser for at sætte skel mellem dem og os? Hvornår vil vi gå over til at sige ‘vi’ om alle baptister i Danmark og ‘os’ om alle medlemmer af BaptistKirken?

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> For at blive accepteret til at skrive i bøgerne ‘Barn af Vendsyssel’ skal man være født i Vendsyssel. Det er ikke tilstrækkeligt, at man har boet i Vendsyssel det meste af sit liv, for vendelbo er man kun, når man er født i Vendsyssel.


I Danmark registrerer vi ikke menneskers tro og overbevisning, men deres herkomst vil vi have styr på. Vi opererer med første, anden og tredie generations indvandrere, og nogle er begyndt at ytre ønske om, at Danmarks Statistik også skal registrere fjerde generations indvandrere. Det er et tydeligt udtryk for, at vi regner dem for ‘anderledes’, noget for sig og ikke helt som os andre.

Hvad skal der til?

Det betyder, at man kan være født i Danmark og have dansk pas, have gennemført en dansk uddannelse, bestride en stilling og betale topskat i Danmark; man kan sågar tale et sprog, der tydeligt er præget af den lokale dialekt – og alligevel blive registreret som indvandrer hos Danmarks Statistik. Vendelbo er man, når man  er født i Vendsyssel, men der skal mere til for at blive regnet som dansker.

Fremmed – eller brødre og søstre i Herren?

Baptistkirken i Danmark består af 53 menigheder. Af dem har tretten navne, der klart fortæller, at medlemmerne primært har rod i en anden kultur end den danske. Dertil kommer grupper af asylansøgere, flygtninge og indvandrere i mange etnisk danske menigheder.

Den første januar 2016 havde BaptistKirken 5.238 døbte medlemmer. Heraf var mindst 922 af ‘anden etnisk oprindelse end dansk’ – altså 17,5% eller knap hver femte!

Hvor længe vil vi blive ved med at tale om etniske menigheder, etniske medlemmer, fremmede og hvad vi nu ellers bruger af betegnelser for at sætte skel mellem dem og os? Hvornår vil vi gå over til at sige ‘vi’ om alle baptister i Danmark og ‘os’ om alle medlemmer af BaptistKirken?

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvem-hoerer-med/feed/