Lyt til artiklen her:

”Jeg var seks-otte år, og det var en stjerneklar juledag. Jeg stod udenfor og så op på himlen, en kæmpestor måne fascinerede mig. Og jeg sagde til en fætter: ’Hvem tror du, der lavede den her kugle, vi står på, og den lysende kugle på himlen?’ Jeg var fyldt af glæde. Men jeg blev gjort til grin. Ingen i min familie var troende, de svovlede og bandede. Jeg var meget alene med min tro. Hver aften bad jeg Fadervor. Jeg havde lært nogle salmer i skolen, og det blev en besættelse for mig, at jeg skulle nå at synge dem, inden jeg faldt i søvn. Men jeg nåede aldrig dem alle sammen, og troede, at Gud så var sur på mig. En dag fortalte jeg om min pine til min mor. ’Du ved jo godt, at Gud tilgiver alt’, sagde hun. Hun havde hverken før eller siden talt om Gud. Jeg ved ikke, hvor det kom fra.”

Søren Sjøberg fortæller om sin lange åndelige rejse, der jo egentlig begyndte godt. Men han havde ingen at tale om tro med, selvom kristendomsundervisningen i skolen var de bedste timer. I 1977 mødte han baptistpræsten Chresten Eskildsen på Bornholm og inviterede ham med hjem. Men hans daværende kone modsatte sig kontakten, så det blev ikke til mere.

Fred midt i kaos

Siden da har han været ansat i Folkekirken som graver og kirketjener, men i ingen af kirkerne oplevede han reel bibelundervisning. Han fik derimod store åndelige oplevelser, når han efter klokkeringningen gik alene ind i kirken og var stille dér. Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred. Nu véd han, at det var Helligånden, han mødte, men der var ingen til at fortælle ham om den treenige Gud.

Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred.

”Gud svigtede mig aldrig. Når jeg blev alt for udsvævende med fest og ballade – jeg har været gift tre gange – har Helligånden talt til mig og mindet mig om min ungdoms kærlighed til ham”, fortæller han. ”På et tidspunkt begyndte jeg at gå den spiritistiske vej med tarotkort. Da begyndte dæmoniske, mærkelige ting at ske, fordi jeg åbnede sindet for dem. Men det var som om Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig. Jeg havde stadig en hang til, at ting kunne erstatte Gud. Et lille trækors blandt andet. Men det blev simpelthen væk!”

Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig.

Søren Sjøberg oplevede det, som om Gud sagde: ”OK, du vil ikke søge de rigtige steder, men du har brug for bibelundervisning”. Og så mødte han Lotte, som er vokset op i Jehovas Vidner, og han blev et meget aktivt medlem dér.

Jehovas Vidner

”Jeg lærte min Bibel at kende hos Jehovas Vidner. Dér fik jeg åndelig oplæring. Men Jesus var ikke en del af Gud. Hverken i min folkekirke-tid eller ved Jehovas Vidner. Og Helligånden var ikke-eksisterende. Så sagde Gud, at jeg skulle flytte mig, og jeg begyndte at komme i Baptistkirken i Rønne. Det var svært for mig med korset i glasmosaikkerne. Man brugte ikke korset i Jehovas Vidner. Jesus blev ikke korsfæstet, men fæstet til en pæl. Korset var ’vederstyggeligt’. Jeg fik også en reaktion på nadveren i Baptistkirken. Jeg bad Gud fortælle mig, om jeg måtte tage nadver. Hos Jehovas Vidner måtte kun de 144.000 ’tage af symbolerne’. Jeg fik meget konkret at vide, at det var OK. Jeg faldt hurtigt for lovsangen, den påvirkede mig intenst følelsesmæssigt”.

Mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer.

Søren Sjøberg lutter: ”Lotte har respekteret, at jeg er skiftet fra Jehovas Vidner til Baptistkirken og den kristne tro. Det betyder meget for mig. Så mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer. Men jeg accepterer, at det er sådan, det er. Jeg tvivler aldrig på Guds eksistens, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke gør noget ved al den lidelse, der er på jorden. Han svarer på bøn, men ofte ikke sådan som jeg gerne vil have det”.

Læs også “Om at tegne Jesus – interview med Peter Madsen”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 22. dec. 2025 - At leve uden at bekymre sig (for meget)

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mit gudsbillede er Jesus Kristus

Kristian Bonde-Nielsen er præst i Købnerkirken på Amager:

Mit første møde med kristen musik, som ikke var salmesang, fik jeg, da min værelseskammerat på efterskolen spurgte: ”Kender du DC Talk? De er faktisk meget gode, selvom de er kristne!” Min værelseskammerat var efter eget udsagn meget lidt kristen, men alligevel syntes han, jeg skulle høre sangen ”Jesus Freak”.

“Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi.”

Og selvom sangen har sine musikalske og teologiske begrænsninger, så har det slået mig, hvor meget godt, der er i den titel. At være kristen er først og fremmest at være en efterfølger af Jesus – at være en Jesus freak – og det er blevet essentielt for mig, at et sundt gudsbillede tager sit udgangspunktet i Jesus Kristus.

Jesus er nøglen til gudsbilledet

Det lyder måske banalt, at gudsbilledet tager sit udgangspunkt i Jesus, og det er det sådan set også. Men igennem den kristne historie er der alligevel blevet tegnet et billede af Gud, som ikke altid rimer særlig meget på Jesus. Gennem min egen trosvandring opdager jeg mere og mere, hvordan Jesus er nøglen til et billede af Gud, der er værd at tro på. Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi. Mere end teologiske læresætninger og regnestykker, så er det Jesus Kristus, som er udgangspunktet for alt i den kristne tro.

Jesus’ fødsel lærer os, at Gud inkarnerer sig i vores verden, for at vi kan se Ham ansigt til ansigt. Gud er ikke oppe i himlen, men hernede på jorden sammen med os. Jesus’ liv lærer os, at Guds hjerte er genoprettelse af mennesker, relationer og samfund. Jesus er radikalt inviterende og inkluderende overfor alle dem, som samfundet har dømt ude, og Jesus er i evig kamp mod alle destruktive kræfter i vores verden. Jesus’ død viser os, at selv når vi vender Gud ryggen, går Han trofast kærlighedens vej for os. Og Jesus’ opstandelse viser os, at der er håb for alt og alle i den her verden, og at hverken døden eller ondskaben eller mørket får det sidste ord. Det gør derimod Guds kærlighed!

Jeg tror, at Jesus er den perfekte teologi, og derfor er mit gudsbillede mere end noget andet en spejling af, hvordan Jesus Kristus viser, at Gud er.

Mit personlige forhold til den treenige Gud

Kent Abildskov er præst i Ringsted Frikirke:

At beskrive, hvordan jeg oplever Gud, tænkte jeg, var en skøn opgave, som var let at forholde sig til. Men min konklusion er, at spørgsmålet er større og dybere, end blot at give et par eksempler på, hvordan Gud har hjulpet mig i givne situationer.

Kun et menneske

“Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud.”

Jeg ved, at Gud elsker mig, men Han elsker ikke alle mine handlinger. Jeg er jo kun et menneske på godt og ondt, og derfor stræber jeg efter at have Gud med i alt, hvad jeg foretager mig. Det betyder ikke, at jeg er i konstant bøn, eller at jeg ikke kan slå en lille prut, uden at min Far i himlen siger: ’Okay!’ Men jeg takker Ham, når ting lykkes for mig, og jeg takker Ham i svære situationer, fordi jeg ved, at Han hjælper mig igennem, når stormen er værst.

Jeg forsøger også at huske på, at jeg ikke altid får det, som jeg beder om, fordi Han ved bedst, og jeg har givet Ham lov til at være ledestjernen i mit liv. Når jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe en beslutning eller foretage et valg, søger jeg altid Helligåndens inspiration og vejledning, fordi jeg ønsker at have Gud med.

Guds valg

Gud har jo udvalgt mig. Det er ikke mig, der har udvalgt Gud, men jeg var blot i stand til at høre Ham kalde, dengang jeg fik mit første møde med Jesus. Jeg lukkede døren op og tog imod Jesus i mit hjerte og sind og bekendte Ham som Herre og frelser i mit liv. Det betyder nu, at jeg har en kærlig Far, som jeg kan komme til, når livet er hårdt, eller jeg har dummet mig. Jeg har den bedste læremester, der vejleder mig hver eneste dag. Jesus er den mest klippefaste bror, som altid vil tale min sag og kæmpe mine kampe, og Han er den bedste ven, som jeg kan grine og græde sammen med, som aldrig vil tale dårligt om mig. Det er mit personlige forhold til den treenige Gud.

En svingom med Jesus

Maria Bendtsen er præst i Frikirken i Sæby:

Mit gudsbillede beskrives bedst ved at fortælle om den dag, da Jesus bød mig op til dans, og jeg fik lov at opleve et øjeblik med stor inderlighed, omsorg, styrke, enhed og fred.

Dansen med Jesus

Trods træthed gav jeg mig til at bede, og der midt i bønnen stod Jesus foran mig og sagde: ”Skal vi danse?” Forbløffet fandt jeg mig selv oprejst med udbredte arme for at træde op på hans fødder og lukke mig selv ind i en dans. Vippende fra fod til fod, gav Jesus mig oplevelsen af at gemme mig ind til hans brystkasse som en kærlighedsdans.

”Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen.”

Jeg kiggede ud og så, at der var engle rundt om os. De var i krig, men kæmpede og beskyttede os. Så vidste jeg, at intet ondt kunne ramme mig. Jeg var et elsket barn, der blev mødt af himlen. Mange års vandring med Jesus og søgen efter svar på, hvem jeg er, og hvem Han er, fik et nyt perspektiv.

I dansen fandt jeg fortællingen om tyven på korset ved siden af Jesus. Han var uværdig, uelsket, uønsket og uden håb, men i et kig til siden fra sin dødsdans på korset fandt han livet, håbet, troen, retfærdiggørelsen og løftet om himlen. Døden mistede sin brod. Øjeblikket med englenes kamp blev en lektion for mig om trygt at kunne læne mig tilbage i Guds arme i visheden om, at Han véd alt og ser alt i mit liv.

Træd ind i dansen

At kende Gud Faderen, sønnen Jesus og Helligånden er en dans i livet, der svinger frem og tilbage. Den er et udtryk af både magtesløshed og sejr, og i hver dans lærer jeg nyt om Ham og om mig selv. Jesus er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved Ham. Jesus bliver min danseinvitation med Faderen, og gennem den bliver mit billede, af hvem jeg er, og hvem Han er, helt klart. Guds tronsal er vores mål. Det er der, dansen sker. Vi er inviteret ind, og vores himmelske far står klar til at tage os i sine arme og lade dansen begynde.

Fald så ind i dansen hos din Far, og lad Ham svinge dig rundt i sin tronsal.

Læs også “Hvordan påvirker gudsbilledet vores liv som kristne?”

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Lyt til artiklen her:

Johannes Aakjær Steenbuch:

• medlem af Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene, og cand.mag. i filosofi
• tilhører Baptistkirken Bornholm

Spørgsmålet, om hvordan Gud kan være god, retfærdig og almægtig, når så meget ondt sker i verden, dukker naturligt op, når vi konfronteres med nyheder om krig, men problemet er langt fra nyt. Også oldtidens kristne måtte bakse med troen på Guds godhed i mødet med verdens ondskab. De kristne var jævnligt udsat for forfølgelser, de blev kastet for løverne, og det må have ført til grublerier over, hvordan den gode Gud kunne tillade den slags.

Problemet, som sidenhen kendes som theodicé-problemet, formuleres ofte som et abstrakt spørgsmål om, hvordan Gud både kan være god og almægtig, når der nu findes ondt. Det er dog næppe et spørgsmål, der kan besvares rent rationelt og filosofisk. Kun ved at tage omvejen ad evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, kan vi forholde os til det onde og samtidig tro på, at Gud er god.

Hvad er det onde?

Det handler om gudsbillede, men også om menneskesyn. En række såkaldt ’gnostiske’ bevægelser hævdede i oldkirken, at den materielle verden var skabt af en ond og uduelig skabergud. Verden er derfor også ond, mente de. Frelse betyder at blive udfriet af verden, kroppen er et fængsel, som sjælen skal udfries af. Kristne teologer var uenige. Irenæus (ca. 125-202) og Teofilus (død ca. 185) gjorde det klart, at Gud har skabt verden god, og ikke ud af en ond materie. Vi kan derfor med glæde se frem til kødets opstandelse, for kroppen er ikke et fængsel for sjælen.

Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode.

Origenes (ca. 185-253) insisterede også på, at Gud er god, ligesom verden er skabt god. Det onde kommer fra mennesket, der har vendt sig væk fra Gud. Synd betyder fremmedgørelse fra Gud, der fører det onde med sig. Gud har skabt mennesket godt, men givet os mulighed for at vælge det onde. Det onde må derimod være ’intet’. Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode. Det onde er med andre ord ødelæggelse af Guds gode skaberværk, brudte relationer, manglende tillid og uvilje til at tage imod livet som en gave.

Det onde er som sådan ikke Guds vilje, mente Origenes, men Gud kan bruge det onde til at opdrage mennesker. Gud lader mennesker mærke syndens konsekvenser, for at de kan erkende behovet for Gud. Gud straffer ikke for straffens skyld, men altid kun for at opdrage og frelse. Det skurrer måske nok i moderne ører, der er vant til en anden pædagogik, men pointen er god nok, for det onde er begrænset, mens kun det gode varer evigt. Målet er altings genoprettelse, hvor alle bliver frelst. Når enden er god, er alting godt.

I Jesus går det op

Korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt.

Når vi spørger, hvordan en god og retfærdig Gud kan tillade ondskab i verden, er det ikke til at komme uden om evangeliet. Det er så meget sagt, at Gud tillader det onde, for korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt. Der er masser af ondt i verden, men i sin død og opstandelse har Jesus overvundet det onde. Vi er forsonede med Gud én gang for alle, selvom vi stadig kan leve på den løgn, at det ikke er tilfældet.

Det er også en tankegang, der findes i oldkirken. Athanasius (ca. 296-373) insisterede på, at Gud nu engang har indrettet verden sådan, at menneskets synd fører døden med sig. Det er der ikke noget at gøre ved, for Gud er retfærdig. Gud er også god, og gør derfor det, der skal til for at frelse mennesket. Guds Ord tager selv syndens konsekvenser på sig ved at blive menneske og dø på vores vegne. Guds godhed og retfærdighed går på korset op i en højere enhed.

Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt.

Gregor af Nyssa (ca. 335-395) er inde på noget lignende. Skal Guds retfærdighed, almagt og godhed gå op i en højere enhed, må frelsen udfolde sig historisk. Guds godhed kommer til udtryk i hans vilje til at frelse mennesker. Guds retfærdighed i, at han er villig til at betale den pris, som mennesket skylder døden på grund af sin synd. Guds magt kommer til udtryk i livets sejr over døden. Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt. Derfor er det stadig muligt for mennesket at vende sig væk fra Gud.

Syndens vilkår

Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp.

Da Romerriget blev invaderet af barbarer, blev spørgsmålet aktuelt igen. Det var måske en fornemmelse af krise, der gav Augustin (354-430) et pessimistisk syn på mennesket. Synden er et grundvilkår i menneskelivet, og det vil sige, at vi ikke formår at frelse os selv. Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp. Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet. Vi kan ikke udrydde alt ondt af menneskelivet, men risikerer at gøre det hele meget værre, hvis vi tror, vi kan skabe det perfekte menneske eller det perfekte samfund.

Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet.

Det minder os om, at vi stadig har brug for Gud. De mange forsøg på at forklare det onde rationelt, kommer til kort. Forsøget på at give en tilfredsstillende forklaring, der kan få os til at acceptere det onde, er vel nærmest en undvigemanøvre. Det nærmer sig ansvarsfraskrivelse at ville forklare det onde med et ondt princip i verden, fx en mytologisk størrelse som ’djævelen’. Det er at lægge ansvaret for det onde fra sig.

Kun ved at holde fast i evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, er det muligt at se det onde i øjnene og samtidig tro på, at Gud er god og retfærdig.

Læs også “Gud – og kampen om Guds køn og personlige pronominer”.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 03. maj. 2024 - Sådan oplever jeg Gud

Find flere

Lyt til artiklen her:

Raymond Jensen:

• foredragsholder
• cand.theol. og tidligere præst i Silkeborg, Karmelkirken i Aalborg og Østhimmerland
• medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Som kristne tror vi på den åbenbarede Gud, som Gud har vist os sig selv gennem Kristus: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.[1] Gud er vores Herre, Jesus Kristus er Guds søn, og ved Helligåndens indgriben begriber vi det og er derved genfødt til et levende håb. Et håb, der er dybt forbundet med virkelighedens verden, som den ser ud.

Guds ord i Bibelen er et levende og dynamisk skrift. Det giver os udholdenhed og trøst, så vi kan fastholde håbet og give trøst og håb videre til andre mennesker i handling.[2] Der er fire aktører i Bibelens gudsbillede: din næste, Helligånden, Sønnen og Skaberen. Gud er synlig i skabelsen, i Jesus Kristus og i relationen til andre mennesker.

Der er fire aktører i Bibelens gudsbillede: din næste, Helligånden, Sønnen og Skaberen.

Drama

Det er dramatisk, hvis man begærer at møde Gud direkte. Jakob forsøger at fastholde Gud efter sine familiestridigheder. Han siger til Gud: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”.[3] Han bliver belønnet for sin udholdenhed, men det koster ham hans førlighed.

Også Moses opsøger Gud i skaberens skikkelse og møder ham ved en brændende busk. Gud advarer Moses og siger: ”Du må ikke komme nærmere”, og vi læser, at Moses skjuler sit ansigt, for han tør ikke se Gud.[4]

Gud er ånd og ild

Gud kan og skal ikke forsøges rummet i en fysisk genstand. Gud er ånd.

Gud kan og skal ikke forsøges rummet i en fysisk genstand. Gud er ånd. Afguder er åndløse.[5] Vi kan ikke gemme Guds ånd eller Gud selv i en skattekiste for at holde på ånden eller gemme Gud til dårlige tider! Vi skal ikke grave gaven ned. Jesus fortæller lignelsen om de betroede talenter.[6] Her erfarer vi, at troens og frelsens gave ikke skal graves ned i baghaven. Ilden bliver kvalt, hvis der kastes jord på den. Ilden skal brænde frit og have lys og ilt. Ilden bringer lys i mørket og varme i kulden. Netop det er ildens væsen. Netop det er åndens væsen. Den skal deles og gives videre.

Gud er det, som binder os sammen som mennesker!

Gudserfaringer

I 1. Johannesbrev står der: ”Gud er kærlighed”. Hermed forstår vi, at Gud ikke er en genstand; Gud er det, som binder os sammen som mennesker! Gennem Jesus Kristus ser vi kærligheden udlevet, og gennem vores søstre og brødre kan vi – ved Helligåndens hjælp – få gudserfaringer, når vi oplever at være knyttet til hinanden, at elske hinanden. Gud viser os sit ansigt i Kristus og i vores næste.

Venlige øjne

I kærlighed ser vi Guds ansigt
i andre mennesker.
”Endnu ser vi i et spejl,
i en gåde,
men da skal vi se ansigt til ansigt.”[7]

Vi ser aldrig Guds ansigt direkte.
Han forbliver skjult.
Vi afkoder hans spor i kosmos –
i de fjerneste galakser
og i de mindste atomer.
Vi oplever i alt en central orden,
men vi ser den ikke ansigt til ansigt.

Men når vi forsoner os
med et menneske,
så lyser den op.
Så må vi sige –
som Jakob til sin bror:
”Du har jo taget venligt imod mig.
At se dig var som at se Guds ansigt”.[8]

(citeret fra Gerd Theissen: ”Tro og Tanke, en poetisk-kritisk katekismus, side 92, Alfa 2015)

Vi danner ikke Gud

I relationen til Gud er vi den modtagende part. Der forlanges ikke pilgrimsfærd eller detektivisk søgen efter Gud. Vi inviteres i stedet til at modtage. Kærligheden består ikke i, at vi elsker Gud. Det er ikke os, der danner Gud gennem vores kærlighedsgerninger eller ofre. Det er Gud, der elsker os først.[9] Det har uendelig betydning. Den franske tænker Jean-Luc Marion siger: ”Det første spørgsmål for et menneske bør ikke være, hvad jeg tænker, og hvad jeg ved. Heller ikke hvem jeg er, eller hvad jeg kan. Vi har glemt det dybeste spørgsmål, nemlig: Er der nogen, der elsker mig?”[10]

I relationen til Gud er vi den modtagende part.

Gud er rummelig

Gud er der først og sidst i vores liv. Vi er elskede fra første fløjt af Vorherre.

Gud er der først og sidst i vores liv. Vi er elskede fra første fløjt af Vorherre. Gud omfavner os i evighed i evangeliet om Jesus Kristus. Jesus afslører Guds kærlighed til mennesker: ”Mens vi stadig var tyranniseret af vores selvoptagethed, døde Kristus for os. Der er næppe nogen, der vil gå i døden for et menneske, der opfører sig, som man skal… Men Gud viser os sin kærlighed ved, at Kristus døde for os, selv om vi gjorde oprør mod ham.”[11]

Paulus siger, at Gud er ”stor nok til at rumme alle dem, der kalder ham ”Herre”.[12]

I Kristus kommer Gud helt ind under huden på os og rører vores hjerte.

I Kristus kommer Gud helt ind under huden på os og rører vores hjerte: ”Gud siger ikke til os: ’Tag op til himlen’, for at vi skal hente Kristus med ned, eller: ’Tag ned til dødsriget’, for at vi skal hente Kristus tilbage fra de døde. Til gengæld siger han: ’Mit ord er tæt på dig, for det er i din mund og dit hjerte.’ Det betyder, at du skal sige ja til, at Jesus er vores herre, og tro på, at Gud lod ham stå op fra de døde, for så vil du blive frelst.”[13]

Du skjuler dig i lyset,
du gådefulde Gud,
dog kender vi din vilje:
at vi skal leve ud
den kærlighed, der strømmer
imod os dag for dag,
og lægger det, du ønsker,
i vore hjerteslag.

Du viste os dit ansigt,
da Kristus gik på jord,
vi så dig i hans øjne,
vi så, han satte spor.
Han kunne le og græde,
han kunne blive vred,
han kæmpede og tilgav,
han var din kærlighed.

Du viser os dit ansigt
i dem, som vi får kær,
når deres øjne lyser,
forstår vi, du er nær.
Når kærligheden flammer,
så vi af ét kun ved,
da aner vi din gåde,
dit savn, din kærlighed.

Så giv os af dit mod til
at være stærk og svag,
at elske dem, du elsker
og aldrig bære nag,
at tåle alt og håbe,
at tro og holde ud,
at være ét for andre
og ét i dig, vor Gud.

Når vi engang må slippe
det liv, vi elsker her,
lys da for os i mørket,
så vi med glæde ser,
at alle gåder løses,
og smerten klinger ud,
når vi kan se dit ansigt
og kende dig, vor Gud.[14]

Læs også artiklen “Et forvandlet gudsbillede”.

[1]  1. Petersbrev kap. 1, vers 3

[2] Romerbrevet kap. 15, vers 4-5

[3] 1. Mosebog kap. 32, vers 25-33

[4] 2. Mosebog kap. 3, vers 1-6

[5] Jeremias Bog kap. 10, vers 14

[6] Mattæusevangeliet kap. 25, vers 14-30

[7] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 12

[8] 1. Mosebog kap. 33, vers 10b (Bibelen 2020)

[9] 1. Johannesbrev kap. 4, vers 9-16

[10] Reformation, 95 nye teser, side 14-15, Aarhus Universitetsforlag 2017

[11] Romerbrevet kap. 5, vers 6-8 (Bibelen 2020)

[12] Romerbrevet kap. 10, vers 12 (Bibelen 2020)

[13] Romerbrevet kap. 10, vers 6-9 (Bibelen 2020)

[14] Holger Lissner 1997, 2011.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Lyt til Hanne Kiels interview med Davis Gushee (uredigeret):

David Gushee:

• amerikansk baptistpræst, teolog og etiker
• en af de ledende stemmer i den amerikanske offentlighed for en nutidig kristen etik
• underviser på Mercer University i etik
• tilknyttet International Baptist Theological Seminary (baptistpræsternes videreuddannelse) i Amsterdam som ekstern forsker og underviser

”Vores billeder af Gud er det meste af tiden uudtalte. Vi har forestillinger om Gud, som vi har samlet op gennem bibellæsning, i familien, i prædikener eller i menigheden. De kan variere temmelig meget. Forskellige forestillinger om Gud kan føre til meget forskellige former for spiritualitet og etik i forskellige menigheder. Hvis vi fx mest opfatter Gud som lovgiver og dommer og har særligt fokus på Guds vrede over synd, fører det til en bestemt opfattelse af den kristne tros indhold: Vi må adlyde Guds vilje eller risikere evig straf. Mere aktuel er måske den opfattelse, at Guds vrede over menneskers synd, fordrer, at vi tror på Jesus Kristus, og det vil frelse os fra vores synder. Og hvis vi ikke kan det, er evig straf konsekvensen. Det gudsbillede vil måske sende os ud i en individuel missionsindsats, men det vil også efterlade os med stor frygt for Guds vrede mod os selv eller måske især mod andre.”

Hvis vi tænker på Gud som kærlighed….

”Gud er kærlighed. Ikke en passiv kærlighed, men en aktiv kærlighed, der søger at redde mennesket. Gud er ikke imod os, men for os og med os, og Gud søger en relation til hvert enkelt menneske. Gud er som en elskende far eller mor, og Guds vilje for os er først og fremmest god. Det motiverer mennesket til at reagere med kærlighed og tillid. Det er den Gud, som Jesus skildrer for os.

Gud er som en elskende far eller mor, og Guds vilje for os er først og fremmest god.

Min opfattelse af Gud stammer primært fra Jesus’ undervisning. Jesus’ forhold til sin himmelske far er præget af intimitet og tillid. Gud er god. Gud elsker os og ønsker at være i relation til os, men Gud har også forventninger til os – det er det væsentligste tema i Jesus’ undervisning. Verden tilhører Gud, der skabte den og holder den oppe, og Gud reagerer med smerte og sorg, når vi gør oprør og synder imod Gud og hinanden. Men Gud har truffet den beslutning at møde os med kærlighed og invitere os tilbage i fællesskabet. Det er den invitation, Jesus kommer med: Vend tilbage til Gud. Den kærlighed fra Gud demonstrerede Jesus i alt, hvad han gjorde hele vejen til korset.”

En kirkes gudsbillede har konsekvenser for dens holdninger

Den vrede Gud

Hele gudsbilledets bredde er i dag aktuelt og bliver præsenteret – blot af forskellige kirkeretninger.

”Traditionerne fra især den lutherske og den reformerte reformation lægger vægt på Guds vrede. I den moderne evangelikale bevægelse er budskabet snarere: ’Menneskeheden har et problem med synd. Den adskiller os fra Gud. Guds svar er Kristus. Tro på Jesus og omvend dig; bliv døbt, og lev for ham.’ Truslen om helvede er langt mindre udtalt i den evangelikale bevægelse end i fundamentalismen, men den evangelikale bevægelse har sin rod i fundamentalisme. Også i dag har nogle kirkeretninger et tydeligt fokus på den vrede Gud, men hele gudsbilledets bredde er i dag aktuelt og bliver præsenteret – blot af forskellige kirkeretninger.”

Gud – den store terapeut

”I det moderne samfund er et helt anderledes gudsbillede langt mere udbredt: Gud som den store terapeut. Den opfattelse, at Gud er ansvarlig for, at du har det godt og er glad. Vores billede af Gud udvikler sig i takt med forandringer i vores kultur. Samfundets fokus på terapi, selvudvikling og heling flytter ind i troen og påvirker vores opfattelse af Gud.”

I det moderne samfund er et helt anderledes gudsbillede langt mere udbredt: Gud som den store terapeut.

– Hvad er konsekvensen af det gudsbillede, når mennesket oplever alvorlig modgang? Hvad er løsningen?

”Mere terapi, mere coaching, mere selvhjælp. Selv om det terapeutiske gudsbillede er at foretrække fremfor skræmmebilledet af den frygtindgydende dommer, er det billede af Gud farligt for den kristne etik, fordi ’Gud den store terapeut’ er uden moralske standarder, aldrig siger nej og kun har til opgave at sørge for, at du er glad.”

– Hvor bliver synden af i den sammenhæng, og hvad er synd?

”Den forsvinder nærmest. Synd er det, som hindrer mit fuldendte liv, og opfattelsen er ofte, at synden har rod i de andre – ikke i mig.”

Gud møder os i andre mennesker

– Forskellige billeder af Gud understreger forskellige synspunkter. Hvilken betydning har det for vores opfattelse af fx retfærdighed? Bliver guddommelig retfærdighed først en virkelighed efter døden? Eller efter Jesus’ genkomst? Eller skal guddommelig retfærdighed blive virkelig nu og her?  

Den Gud, som Jesus forkynder, bekymrer sig om retfærdighed i livet her og ikke kun i livet efter døden.

”Den Gud, som Jesus forkynder, bekymrer sig om retfærdighed i livet her og ikke kun i livet efter døden. Gud kalder mennesker til at engagere sig i arbejde for retfærdighed i verden. Den Gud, Jesus proklamerer, søger partnere i arbejdet for Guds rige. Gud er ikke kun højt ophøjet og styrer alting, men Gud etablerer også fællesskaber af samarbejdspartnere. Gud reagerer på lidelse og uretfærdighed i verden ved at kalde mennesker til at samarbejde med sig på en retfærdig verden.”

–Dermed siger du, at Gud møder os gennem andre mennesker?

Gud deltager sammen med os og ønsker, at vi lægger krop til Guds arbejde i verden.

”Ikke kun gennem andre mennesker, men hovedsageligt! Gud skaber relationer til mennesker for at frelse verden. Gud har brug for en aktiv kirke, der vil handle på Guds vegne i verden. Gud er ikke kun over os; Gud deltager sammen med os og ønsker, at vi lægger krop til Guds arbejde i verden. Det er en misforståelse at tro, at Gud er højt ophøjet og styrer hele verden ved at tilsidesætte menneskers vilje. Gud er ophøjet over verden, men også til stede i livet, og Gud involverer mennesker i arbejdet på frelsen – så langt som vi er villige til det.”

Hvor er Gud, når verden lider?

– Det må betyde, at Gud ikke kan eller ikke vil sætte sin vilje igennem, hvis vi ikke vil være med. I sammenhæng med krigen mellem Israel og Hamas bliver spørgsmålet så: Kan Gud sætte sin vilje igennem og skabe fred, selvom menneskene ikke vil være med i det?

”Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om vilje. Det er heller ikke et spørgsmål om Gud har magt til at gennemføre det. Det er udtryk for Guds beslutning om ’personalepolitik’: Mennesket er frit og må vælge at gøre det gode – og så må Gud få mest muligt ud af vores anstrengelser og fællesskabet med os. Jeg tror ikke på, at Gud gennemtrumfer sin vilje på tværs af mennesket. Medmindre Herren kommer igen, kan jeg ikke forestille mig, at Gud skaber fred i Gaza uden menneskelige samarbejdspartnere. Det klassiske spørgsmål om Guds evne eller vilje til at gribe ind, når verden lider, er ikke et spørgsmål om, at Gud ikke kan, eller at Gud er ligeglad med verdens lidelse. Gud har taget en beslutning om sin politik: At respektere menneskets frie vilje og holde os ansvarlige for vores handlinger. Jeg skrev disputats om holocaust, og når mennesker spørger: ’Hvor er Gud?’, lyder Guds svar: ’Hvor er du?’ – tror jeg.”

Mennesket er frit og må vælge at gøre det gode – og så må Gud få mest muligt ud af vores anstrengelser og fællesskabet med os.

”Da en lille dreng hænger i døende i galgen i Auschwitz, spørger folk: ’Hvor er Gud?’ Nogle besvarer spørgsmålet med ordene: ’Han er her – han hænger i galgen.’ Det er vanskeligt at afvise tanken om den lidende Gud som en del af teologien, når vores Gud dør på korset. Gud absorberer verdens lidelse.”

Korsfæstelse og opstandelse

Kirken har forskellige opfattelser af korsfæstelsen. Er det Gud, der ofrer Kristus? Eller ofrer Kristus sit eget liv?

Kirken opfatter korsfæstelsen på mange måder. Det er et uudtømmeligt mysterium. Det kan ses fra mange vinkler. En af dem er denne: Gud sendte sin søn Jesus til verden for at frelse os – og vi reagerede ved at slå ham ihjel. Gud reagerede på vores reaktion ved at rejse Jesus af døden. Guds vilje var verdens frelse. Verdens kræfter rottede sig sammen om at dræbe Guds søn, og Gud reagerede ved at gøre korset til redskab for Guds frelse af verden og ved at rejse Jesus af døden. Menneskehedens hensigt var ond, men Guds hensigt var det gode. Hvis man ser på korsfæstelsen som soning af synden, så opfatter jeg det ikke som en vred Gud, der dræber sin søn, for at han kan bære en oprørsk verdens synd, men som Gud, der triumferer over en oprørsk verdens synd ved at rejse Jesus af døden.”

Læs også artiklen “Gudsbillede – og menneskesyn”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til artiklen:

Peter Madsen, f. 1958 i Aarhus

Tegner, forfatter, filmskaber og foredragsholder.

Debuterede allerede som 15-årig som tegneserietegner i Seriemagasinet. Studerede medicin 1980-84, men opgav studierne for at blive tegner på fuld tid. Peter Madsen har gennem årene vundet adskillige priser for sit arbejde. 

Udvalgt bibliografi:
Valhalla (1979-2009, tegneserie i 15 bind om de nordiske guder)
Menneskesønnen (1995, historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier malet i akvarel)
Historien om Job (1999, billedbog i ekspressiv stil baseret på Jobs Bog)
Signe-trilogien:
Signes Jul (2003, en julebog for hele familien i samarbejde med Johannes Møllehave)
Rejsen til Jerusalem (2008, om påsken)
Vingeslag (2018, om Pinsen)
Urhistorien (2021, Bibelens 11 første kapitler tegnet, fortalt, fortolket som tegneserie)

I 1995 udgav Bibelselskabet tegneserien Menneskesønnen om Jesus’ liv og død, tegnet og fortalt af Peter Madsen, som op gennem 1980’erne opnåede succes med serien Valhalla om de nordiske guder. Menneskesønnen solgte langt over forventning, og sidenhen er værket blevet oversat til adskillige sprog. Hvordan er det egentlig at fortolke Jesus gennem tegneseriemediets talebobleformat? Kan man afbilde Gud i en billedbog? Og er der ikke et urimeligt stort spænd fra at tegne nordiske guder til at afbilde treenigheden? baptist.dk har besøgt Peter Madsen i hans tegnestudie i Allerød til en snak om det.

”Jeg har faktisk ikke tegnet Gud ret mange steder. Det bliver så nemt til en totempæl, hvor billedet tager for meget over”, fortæller Peter Madsen, mens han bladrer i et eksemplar af Urhistorien, som er hans nyeste udgivelse for Bibelselskabet. ”I Urhistorien kunne jeg for første gang ikke rigtig slippe uden om det. Gud er mægtig og kan have mange skikkelser: dommer, pottemager, gartner, et dyr, alt efter hvor man læser i Bibelen”, fortsætter Peter fra sofaen i sin lyse tegnestue, som ud over et stort, skråtstillet tegnebord består af en del gulv-til-loft reoler fyldt med bøger og tegneserier samt et lille sofaarrangement.

Jeg har faktisk ikke tegnet Gud ret mange steder. Det bliver nemt en totempæl.

”Jeg har altid tegnet, som alle børn jo gør det. Jeg stoppede bare aldrig med det, og som 11-12årig begyndte jeg at tegne tegneserier. Kombinationen af tekst og tegning har altid fascineret mig. Teksten og tegningen befrugter hinanden og fortæller en helt ny historie”, fortæller Peter.

Kombinationen af tekst og tegning har altid fascineret mig. De befrugter hinanden og fortæller en ny historie.

Mens han gik i gymnasiet, blev han kontaktet af Henning Kure, der var redaktør på forlaget Interpresse, som udgav fx Lucky Luke. Forlaget ville gerne lave noget dansk med vikinger og mytologi, og Peter Madsen fik et tilbud om at tegne Valhalla. ”Oprindeligt tænkte jeg ikke på tegning som et erhverv, så jeg begyndte at læse medicin og kom egentlig ganske langt i studiet, før jeg fandt ud af, at studiet jo bare var en hobby”, siger Peter.

Samarbejde med Bibelselskabet

På et tidspunkt i 1990 i forbindelse med den nye bibeloversættelse blev Peter Madsen spurgt af Bibelselskabet, om han ville lave en tegneseriebibel, og efter nogen betænkningstid sagde han ja til at tage fat på den del af Bibelen, der var vigtigst for ham: Evangelierne. ”Jeg havde ikke lyst til at tegne i Valhallastilen, for jeg synes, stilen bør underlægge sig historien”, forklarer Peter. Han fik frie hænder til både at tegne og fortælle, så han startede med at læse Bibelen igennem fra ende til anden og lave masser af research i Israel, hvor det hele foregår.

Jeg ville ikke tegne i Valhallastil, for stilen bør underlægge sig historien.

Efter tre års arbejde udkom Menneskesønnen i 1995, og salget gik meget bedre, end man havde forventet, så samarbejdet med Bibelselskabet fortsatte. I sin søgen efter et nyt tegneprojekt faldt Peter Madsen over Jobs bog. ”Det er en forfærdeligt spændende fortælling, og hvis ikke det er, fordi den står i Bibelen, ville folk nok synes, den er blasfemisk. Den griber fat i teodicé-problemet, og det bliver man aldrig træt af at tænke over, så den ville jeg gerne lave en fortolkning af”, forklarer Peter. Det blev til Historien om Job, en billedbog i ekspressionistisk stil.

Højtiderne

I 2003 udkom Signes Jul, en højtlæsningsbog om julen skrevet i samarbejde med Johannes Møllehave. Efterfølgende rejste Madsen og Møllehave sammen på studietur til Israel for at researche til det næste projekt i støbeskeen: en bog om påsken. ”Påsken er en omfattende fortælling om død, opstandelse og de store spørgsmål”, forklarer Peter, mens han henter et eksemplar af Rejsen til Jerusalem, som bogen kom til at hedde, på en af reolerne i tegnestuen. Peter bladrer og viser de smukke illustrationer af Løveporten, Tempelpladsen og Grædemuren i Jerusalem. Tegnestilen i bogen er helt anderledes.

”Efter Rejsen til Jerusalem manglede jeg jo pinsen”, fortæller Peter Madsen. ”Rejsen til Jerusalem var en arbejdsproces på godt og vel fem år, men det tog mig altså næsten 10 år at komme omkring pinsen.” Den tredje bog i Signe-trilogien blev til Vingeslag, og den udkom i 2018. Peter henter et eksemplar af Vingeslag, mens han begejstret viser billeder i den og forklarer om handlingen. Bogen er lavet i regulær tegneseriestil. Peter Madsen forklarer: ”Hvor julen er et digt, påsken den store episke fortælling, så er pinsen er jo bare et øjebliksbillede, hvor verden får fylde, og det kunne jeg kun få til at fungere, hvis jeg lod billederne fylde mere. Jeg ville jo pine Helligånden fuldstændigt ud af projektet med alle mine ord, så jeg lod billederne tale. Det er netop det, som tegneserien er god til.”

Jeg ville jo pine Helligånden fuldstændigt ud af projektet med alle mine ord, så jeg lod billederne tale.

I Vingeslag finder hovedpersonen Signe et eksemplar af den franske kunstner Gustave Dorés gamle billedbibel fra 1850’erne. ”Den var jeg selv så heldig at finde i et antikvariat”, smiler Peter, mens han også henter den store, tunge billedbibel fra reolen og viser illustrationer.

Begyndelsen på det hele

Det nyeste projekt, som Peter Madsen har lavet i samarbejde med Bibelselskabet, er fra 2021: Urhistorien, som omhandler de første 11 kapitler i 1. Mosebog. ”Når jeg læste teksterne og dykkede ned i dem, blev jeg vildt fascineret. Jeg tog begge skabelsesberetninger med, for de er jo meget forskellige.” Den første skabelsesfortælling er malet i klassisk billedbogsstil, hvorimod den anden er traditionel tegneseriestil. Historien om Kain og Abel er malet med meget nedtonet farvepallet, næsten sort/hvid, og beretningen om Noa er lavet som blyantstegninger, der er farvelagt på computer. Det er tydeligt, at der ligger mange overvejelser bag denne vekslen mellem stilarter og tegnestile. Urhistorien afsluttes med Babelstårnet, som er malet i gouache-stil, der giver en meget mere malerisk effekt. ”Det er en fantastisk fortælling”, siger Peter og viser illustrationer fra bogen. ”Babelstårnet er jo ikke bare et tårn. Det er en totalitær ideologi og tro på, at vi som mennesker kan alt. Vi bygger stadig babelstårne den dag i dag.”

Hvordan ser Jesus ud?

I arbejdet med at tegne Menneskesønnen, forklarer Peter Madsen, at han arbejdede med 30-35 forskellige versioner af Jesus: langt hår, kort hår, tyk, tynd, høj, lav. Han endte dog med at læne sig en del op ad traditionen. ”Jeg har tegnet ham med jødekarakteristiske træk: halvlangt hår, kroget næse og mørk i huden, for det foregår i Mellemøsten. Jeg ville gerne undgå en Tarzan-figur”, griner Peter Madsen og forklarer videre: ”Nogle syntes, det var et ulideligt glansbillede, og han var hæslig. Andre synes, han lignede Loke fra Valhalla for meget, og en kvinde fra det engelske bibelselskab sagde til mig, at jeg godt kunne glemme at få bogen udgivet der, fordi min Jesus lignede Judas.”

Peter Madsen fortæller ivrigt videre, mens han viser tegninger fra Menneskesønnen. ”Det gode ved tegneseriemediet er, at man kan veksle billedet og udtrykket en del. På nogle billeder er Jesus muskuløs og magtfuld, andre steder er han spinkel og skrøbelig – en krykhusar. På andre tegninger er han mild og kærlig og på atter andre nærmest splittergal.”

På nogle billeder er Jesus muskuløs og magtfuld, andre steder er han spinkel og skrøbelig – en krykhusar.

Bibelen og Valhalla

Gennem årene har mange spurgt Peter Madsen, hvordan man dog både kan lave kristne tegneserier og serier om nordiske guder, trolde og jætter. ”Der er måske ikke så langt fra det ene til det andet”, siger han. ”Der er mange sandheder og moraler gemt i den nordiske mytologi, og mange af historierne har fællestræk med Det gamle testamente.” .”Grundtvig skrev jo også en hel del om nordisk mytologi, og når det var godt nok for Grundtvig, så går det nok også an for mig”, griner Peter som afslutning på interviewet siddende ved det store tegnebord.

Læs også artiklen “Sådan oplever jeg Gud”.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten

Find flere

Lyt til artiklen:

Vi har alle brug for at kunne spejle os i det, vi kalder Gud. Polyteistiske religioner har både mandlige og kvindelige guder. Tænk bare på de græske guder Aphrodite (gudinde for kærlighed) og Nike (gudinde for sejr). I den gamle nordiske religion har vi bl.a. Hel (gudinde for døden og underverdenen) og Idun (gudinde for ungdom og evighed). Alle polyteistiske guder har både guder med kvindelige træk og guder med mandlige træk. Selvfølgeligt dybt kønsstereotype tildelinger af evner, så det mandlige handler om krig og magtkamp, og det kvindelige har fokus på familie, frugtbarhed og fred.

I de monoteistiske religioner findes der kun én Gud, så her opstår der et problem med repræsentation, for hvilket køn har Gud? Og er det kønnede overhovedet noget, vi har brug for at spejle os i?

Religioner afspejler den kultur, de er blevet til i

Det er umuligt at tale om religion uden at tale om kultur. Religioner tager form efter den kulturelle kontekst, de er blevet til i, og den kontekst, de udspiller sig i. Derfor er Gud traditionelt blevet omtalt med maskuline pronominer og som et maskulint fænomen i både jødedom, kristendom og islam. Patriarkalske samfundsmønstre har været den virkelighed, forfatterne og redaktørerne har levet i og oplevet sig selv som en del af. De tre skriftreligioner står i en fælles udfordring, da Tanak (den jødiske helligskrift), Bibelen og Koranen alle er blevet til i en tid og en kulturel sammenhæng, hvor kvindens stilling på ingen måde var ligeværdig med mandens. Kvindens plads i de fortidige tekster er entydigt i familien og i hjemmet, hvorimod mandens domæne er det offentlige rum, hvor der skal handles og træffes beslutninger.

Hvordan påkalder moderne mennesker Gud?

Der skulle et billede til, som var velkendt, og det blev altså det patriarkalske overhoved i en familie.

Da jeg blev ordineret til præst i Lyngby Baptistkirke i 1995, var der forud for ordinationen et offentligt ordinationsråd, hvor jeg skulle gøre rede for mit kald og min teologi. Her delte jeg min undren over, at vi har så travlt med at reducere Gud og begrænse menneskers forestillinger om Gud til en personificeret farskikkelse. Jeg vil ikke beklikke, at det for de gammeltestamentlige redaktører har været et pædagogisk fif i stil med Grundtvigs ’menneske først, kristen så’, at betegne Gud som en maskulin farfigur. Der skulle et billede til, som var velkendt, og det blev altså det patriarkalske overhoved i en familie.

I min tid som præst begyndte jeg ofte den store kirkebøn på følgende måde: Kære Gud, vor himmelske far og mor… I dag siger jeg: Gud, vores himmelske forældre eller slet og ret: ’Kære Gud’. Fordi kirkebønnen bedes på vegne af hele menigheden, så ønsker jeg at bede, så de fleste kirkegængere oplever sig inkluderet i bønnen.

Jeg er stadig optaget af at gøre bibellæsere opmærksom på det patriarkalske fundament, de bibelske tekster er blevet til på, og hvordan det har smittet af på teksterne. Jeg har mødt mennesker, der har overlevet livet ved troen på en kærlig far, fordi deres jordiske far udøvede både psykisk og fysisk vold. Jeg har mødt mennesker, der har fået kvalme i kirken af at høre Gud omtalt som en almægtig far, fordi deres eget billede af en far spærrede for det positive farbillede.

Gud er ikke begrænset af menneskelige koncepter om køn.

Gud er ikke begrænset af menneskelige koncepter om køn. I mit teologiske univers kan vi ikke binde Gud fast til binære kønskategorier, men vi må slippe Gud løs af de snærende bånd – og derved slipper vi også mennesker fri til at gribe og begribe gud. Jeg undgår derfor at sige han/ham om Gud, for det får det guddommelige til at skrumpe for mig. Jeg kunne heller ikke drømme om at sige hun/hende, hen/høn eller de/dem, for i min optik vil det også være at gøre Gud mindre. For mig er Gud det alle-kønnede og ikke-kønnede, der ligger udenfor den menneskelige erfarings grænser.

Jesus er en mand født ind i et patriarkalsk samfund

Jesus er født som menneske og omtales i Det Nye Testamentes tekster som en dreng eller mand.

Anderledes forholder det sig med Jesus. Han er født som menneske og omtales i Det Nye Testamentes tekster som en dreng eller mand. I lyset af den oplysning om Guds søns køn, forsøger jeg at forstå hans ageren i det første århundredes middelhavskultur.

Bibelen er fuld af eksempler på, at Jesus bryder med normerne og insisterer på at være sammen med dem, de andre ikke anser for ligeværdige og udenfor det gode selskab. Når disciplene forsøger at holde kvinder og børn væk, irettesætter han dem. Disciplene repræsenterer den patriarkalske dagsorden, mens Jesus repræsenterer et brud med den.

Men hvad så med Helligånden? Har Helligånden et køn?

Hvad så med Helligånden? Hvilket køn har den tredje del af den treenige Gud? Det har tilsyneladende været svært at forklare, hvad Helligånden er for en størrelse, så derfor rummer både Det Gamle og Det Nye Testamente en række symboler og metaforer, der med billeder beskriver Helligånden: ild, vind, åndedræt, due, verdensfornuft (logos) m.fl. Helligånden er ofte blevet tillagt såkaldt klassiske kvindelige egenskaber såsom det sensitive, indfølende, kærlige og nærværende, og er derfor blevet udråbt til at repræsentere det feminine aspekt af Gud. Jeg vil heller ikke begrænse Helligånden med menneskelige koncepter om køn. Det græske ord for Helligånd er iøvrigt pneuma agio (Πνεύμα Άγιο), der er grammatisk intetkøn.

Hvilket køn har den tredje del af den treenige Gud?

Er et fortolkningsfællesskab også et uenighedsfællesskab?

De uenigheder, vi ofte oplever i den kristne menighed, har enten at gøre med den stil, musikgenre, sange og salmer og traditioner, som anvendes i vores menigheder, eller det har at gøre med vores syn på Bibelen og hvordan vi læser den. I et fortolkningsfællesskab, hvilket en baptistmenighed er, vil der være flere fortolkninger af de læste tekster. Søndagens prædikant kan således opleve, at der ved kirkekaffen bliver stillet uddybende eller kritiske spørgsmål til udlægningen af dagens tekst eller der bydes ind med flere nuancer til teksten. Fordi enhver fortolkning afhænger af fortolkerens for-forståelser og egen kulturelle og historiske opvækst, så er det ideelle, at fortolkninger deles og forfines i fællesskabet.

Bibelen, som er genstand for vores fortolkninger i en kristen menighed, er selv blevet til i en specifik kulturel og historisk kontekst. Det kræver i min bibellæsningspraksis en særlig opmærksomhed, så jeg ikke læser Bibelen, som om den er skrevet og samlet i min egen samtid. Denne problematik er ikke kun forbeholdt den kristne religion. Alle religioner med hellige skrifter drøfter i deres fællesskaber, hvordan de tekster skal læses og hvilken rolle de skal spille i både den institutionaliserede religion og i den religiøse udøvers lokale religiøse fællesskab og hverdagsliv. Kan det lokale religiøse fællesskab rumme flere måder at gå til de hellige skrifter på? Ja – det ser sådan ud, da man f.eks. i de lokale menigheder har mulighed for at samtale om det, der kan være uenigheder om, og stadig samles om nadverbordet. Det er nok lidt sværere på det institutionelle niveau at finde en måde at være sammen i et uenighedsfællesskab, da det kræver dialog, vilje og tolerance.

Nå, men hvilket køn har Gud så?

Når noget i samfundet – som kønsopfattelser – forandrer sig, så skaber det naturligvis problemer for religioner, der bygger på skrifter, der er bundet af deres tids historicitet og forestillinger om køn. Men fortolkninger er foranderlige, og religioner er foranderlige og dynamiske og ændrer sig over tid.

Mit gudsbillede har flere kønsnuancer.

Som det vist fremgår af mit skriv her, så mener jeg ikke, at kønsrollerne i de bibelske tekster er gudgivne og statiske, men de er udtryk for det første århundredes middelhavskultur, så selvfølgelig bliver Gud omtalt som en pater familias, en far, en mand med alt, hvad det nu indebærer på den tid, teksten er nedfældet. Hvis det gudsbillede passer godt til din opfattelse af Gud, så er det jo ret ideelt. Mit anliggende er blot at dele, at mit gudsbillede har flere kønsnuancer.

Læs også artiklen “Gud er håb og drama”.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Hvordan kan Gud belønne dem, der har rigeligt? – og straffe dem, der er bange for ikke at gøre det godt nok?

Det blev til “Brug dit talent – for alles indsats er vigtig!” Det kunne jeg stå inde for på prædikestolen. Men nu er det jo med Guds ord sådan, at der kan findes dybere lag i det, jeg tror, jeg kender – og at jeg havde taget flere mønstre med fra barndommen.

Forleden læste jeg en sætning, som ændrede min opfattelse af hele teksten. Det var på engelsk, og der stod bare “Come and share your master’s happiness”. Jeg gentog for mig selv: “Kom og del din Herres glæde”.

En invitation, jeg havde overset – at Gud ville DELE sin glæde med mig. Det var helt anderledes end “Gå ind til din Herres glæde” – som er passivt – og måske nærmere en form for underholdning for de retfærdige?

Men tænk, at Gud ønsker at dele GLÆDEN med mig – når jeg lykkes. At det ikke kun handler om, at undgå skammen over at mislykkes.

Det var nyt – og det var stort.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere