Ved alle anledninger havde fællesskab en fremtrædende plads med efterlysning af friheden og respekten i samtalen. Kirkesamfund på tværs på Himmelske Dage, samtalen os imellem på synoden og alle samfundskonstruktioner på folkemødet – alle steder var de centrale ønsker, at mennesker i frihed og respekt opbygger fællesskaber.

Hvem mere end kristne og kirken burde kunne bidrage til opbygning af fællesskaber, hvor den enkelte mødes med respekt? Ikke fordi alle mener det samme, men fordi friheden til at mene og give udtryk herfor er i centrum og mødes med forståelse.

I de kirkelige fællesskaber burde vi være i front med at møde mennesker med respekt for friheden, men samtidig er de kirkelige fællesskaber så vigtige for os, at det kan gøre ondt, hvis meninger er meget forskellige. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på fællesskabets udtryksmåde.

I en debat på folkemødet i kirketeltet (Himmel og jord) beskrev Michael Wandt Laursen udfordringen med bl.a. to udtryk (i min beskrivelse):

– Vi kan være så bange for at blive beskyldt for ikke være tro mod Ordet, at vi binder og begrænser hinanden i at møde mennesker.

– Hvis vores fællesskaber er usikre, er vi tilbøjelige til, at holdninger kan være hugget i sten (fordi vi er usikre), så det begrænser os i mødet med næsten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Lyt til artiklen her:

Skriftsted: Lukasevangeliet, kapitel 17, vers 20 til 34

I USA er der valgt en ny præsident. Det er vel næppe gået nogens næse forbi. Og heller ingen er vel i tvivl om, at han repræsenterer en politik, både indenrigs- og udenrigspolitisk, der på det bestemteste definerer, hvem der er inde – og ikke mindst, hvem der er ude.

Der trækkes grænser, og formodentlig vil der blive bygget mure. Og kun de rigtige vil kunne leve og arbejde, ja være en del af dem, der er indenfor, mens de, der er udenfor, hindres adgang af en mur: Et ”nej” til at have fællesskab med dem, der er indenfor.

Et rige for de rigtige?

Og ser man på hele den skare, der har valgt at give det menneske flertal, så har majoriteten været en flok bedende og bibellæsende kristne, der bakker op om at definere et rige – et land for de rigtige, mens resten holdes ude.

• Er det en tendens, der også er ved at slå igennem mellem kristne, vi deler brød og vin med, beder med og derved har fællesskab med?
• Handler det om Guds rige i tanke, forventning og et menneskeligt forsøg på at virkeliggøre det som ideal?

I teksten hos Lukas møder vi Jesus i samtale med farisæerne. Og farisæerne havde en forventning om Guds rige – riget for de rigtige, dem der ikke alene kunne leve op til forventningerne, men også de uskrevne såvel som skrevne regler. Husk på, hvor mange gange evangelierne beretter om deres modstand og konfrontationer med Jesus, fordi han ikke var lovdanner – dommer – men mennesket med det store hjerte.

Mennesket, som i kraft af kærlighed og ikke mindst nåde, forkyndte Guds rige som ikke bare kommende, men allerede nærværende. Husk Jesu ord i Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 17: ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”. Indledningen er, at farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer.

Jeg elsker hans svar.

Måske er det fordi, han giver det et større og mere langtrækkende perspektiv, end det jeg kan forstå, begribe eller definere konkret og med grænser.

Guds rige midt iblandt os

Jesus siger, at Guds rige kommer – ikke så man kan iagttage det eller sige ”Se, her er det” – eller ”Se dér!” For Guds rige er midt iblandt jer. Jeg elsker hans svar, fordi det er åbent og inkluderende – et svar, der peger på en større virkelighed end den overfladiske og ydre forventning, som farisæerne havde til Messias-riget. Et rige, de gerne ville have del i. Et rige, hvor de så sig selv som selvfølgelige deltagere med en implicit magt til at adgangsregulere i kraft af deres teologi og forståelse af loven.

En fælde også kirken kan falde i, fordi tro – og netop vores opfattelse af Jesu ord – bliver tolkningsnøgle og bestemmende over andres tro og liv.

Jesus gør op med dette. Han gør op med forståelsen, men også den selvetablerede, selvretfærdige magt til at definere, hvem der er inde – og ikke mindst hvem, der er ude. Se det i hans svar til den rige unge mand, der havde fulgt loven fra barnsben af, og som spurgte efter yderligere gerninger for at sikre sin plads i Guds rige. Husker du det? ”Sælg alt hvad du har, giv pengene til de fattige – og kom så og følg mig!” Skal dette tages for pålydende i dag? Hvem kan så blive frelst? Hvem deltager i det rige, der efterspørges, og som Jesus lover enhver som tror.

• Når Jesus et andet sted tager et barn og stiller midt imellem dem, så virkeliggør hans Guds rigets inderste kerne og sande natur, som viljen til uforbeholdent at tage imod det.
• Her skal ikke lægges noget til eller trækkes noget fra – som barnet midt imellem dem er hvert menneske skabt i Guds billede og elsket af ham.

Jesu kærlighed – Guds nåde og tilgivelse – er frelse for enhver, der tror. Gud sendte sin søn til verden for at lære – og give os – kærlighed, ikke for at vi fik kompetencen til at lade andre få kærligheden at føle.

Hvad er da evangeliet?

Måske er baggrunden for farisæernes spørgsmål om Guds rige i virkeligheden ønsket om at kunne bygge mure – at sætte hegn – at have magt over hvem, der er inde og hvem, der dømmes ude. I virkeligheden er det meget menneskeligt: Det begynder i børnehaven og finder sted i skolegården, det eksisterer mellem mennesker, der begrænser relationer og tilkendegiver, hvem man ikke vil lege med. Det er ikke blot det dårlige selskab, som Kim Larsen skriver i sin sang. Det er mennesker, der ikke er som vi. Mennesker, vi føler os forskellige i forhold til. Og vi er naturligvis de rigtige. Det afgørende er ikke, hvornår Guds rige kommer, men at det kommer og allerede nu er en virkelighed.

• Hvad er da evangeliet denne dag?
• Sidder du og tænker: Hvad med resten af tekstens advarsler om at være forberedt – at forvente – at frygte? For som teksten siger ”To mænd skal ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.”

Måske er jeg forkert på den? Måske tager jeg fejl, simpelthen. For når evangelierne er Jesu tale til os og undervisning om Guds kærlighed, har jeg svært ved at tage enkelte sætninger ud af deres sammenhæng og lade dem være grundlag for tro – endsige frygt.

Jesus underviser om Guds rige. Han underviser om, at når riget oprettes endeligt, når han kommer igen, så vil det være tydeligt og ingen vil være i tvivl. Det, der vil tælle er hjertets indstilling, livet i tro og bekendelse, hvilket er et personligt forhold mellem dig og Gud. Intet menneske vil være dommer – ikke engang linjedommer! Guds rige kommer, ja – det er allerede nu, hvor mennesker lever i – og formidler den kærlighed, Jesus blev sendt til verden for at leve og være mellem mennesker.

Relateret

• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber
• 07. jun. 2025 - Hvornår er kærligheden sidst løbet af med os?
• 23. dec. 2024 - Kærlighedens magt over kærlighed til magten
• 22. dec. 2023 - Er julen aflyst?

Find flere

Drømmene blev slået i stykker, da Jesus blev hamret fast på et kors langfredag. Disciplene stod tilbage i undren og frustration, for alle deres forventninger var knyttet til det, Jesus sagde og gjorde. De havde efterladt alt for at følge ham og være med i den revolution, han var ved at starte.

Nu var det hele forbi. Jesus var død og deres følelser var i oprør. Den ene havde sladret om ham for 30 sølvpenge og kunne ikke leve med det. En anden havde nægtet at kende ham, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sin fejhed.

Deres liv var vendt på hovedet i løbet af en eneste dag og nu sad de sammen og forsøgte at finde mening i bare noget af det, der var sket. Mon ikke der har været en trykket atmosfære? – for hvad skulle de nu?

De havde givet slip på alt for at følge håbet om noget nyt og bedre – og var sikkert blevet grinet ud af familie og gode venner for at forfølge en absurd drøm. og nu fik de ret, dem der havde sagt, de hellere skulle koncentrere sig om at fange fisk i Genesaret sø.

Det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget

Men det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget, som han ville indføre. Det var det, de gerne ville være en del af. Det bankede på en særlig måde i deres hjerte, når han talte om, hvordan alle ville være lige og ingen mere værd end andre. De så, at Guds kraft kunne gøre mirakler i menneskers liv – og det ville de gerne være en del af, sammen med Jesus.

Noget nyt var født i dem – selv om de ikke helt vidste, hvad det var, eller hvad det kunne betyde. De vidste bare, at de ikke kunne opgive deres nye liv. Det havde været så rigtigt og de drømte stort om, hvordan det kunne udfolde sig.

Indtil denne morgen, hvor status var, at Jesus var død og hang på et kors – til grin for hele Jerusalem. Disciplene havde mest lyst til at gemme sig, og det gjorde de så, mens de tænkte over fremtiden. For de kendte ikke slutningen på påskens fortælling – som vi gør.

Det er lige her, jeg bedst kan relatere til påskens ord om døden. Her, hvor alt er umuligt at overskue og mine drømme er slået i så små stykker, at jeg skammer mig over nogen sinde at have troet på, at de kunne blive til virkelighed.

Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne af den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons installation i Strandparken i Holbæk.

Jeg føler mig til grin for at have troet på en bedre verden, hvor der var plads til alle slags mennesker. Hvor vi behandlede hinanden med værdighed. Hvor vi ville hinandens bedste, i både små og store fællesskaber.

For alt det, jeg troede på, der kunne vokse frem i Gudsriget – når Gud fik magt og mulighed i menneskers liv – var det bare fantasi?

Har jeg misforstået, hvad livet handler om? – og spildt det undervejs? Når alt er slået i stykker og jeg ikke kender hverken det næste kapitel af mit livs fortælling – eller slutningen.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen og det mirakel, vi fejrer i kirkerne, når vi siger “Han er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” Disciplene måtte forholde sig til den virkelighed, at Jesus var død og alle hans løfter om en bedre verden var væk.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen

Mange kunstnere har beskrevet mørket på den dag, som vi kalder langfredag, men vi hopper hellere videre til påskemorgens lys – selv om vi lever langt flere dage i mørket – måske i et mismod, som vi skammer os over. For vi har jo hørt om det mirakel, Gud gjorde i opstandelsen.

Vi er i ventetiden, som er svær, for hvor længe vil den vare? Vi venter på, at noget nyt skal spire frem af det, vi har lagt i Guds hænder, som små frø, der ligger i jorden, til de er klar til at spire frem, bryde jordoverfladen og blive synlige.

Ventetidens usikkerhed vælter mange. Vi opgiver troen, for den er oppe mod ulige odds. Vi opgiver måske også håbet, for det gør ondt at mærke smerten ved erkendelsen af, at jeg kan have taget fejl. Så jeg venter videre i blanding af tro, håb og mismod, som jeg helst ikke taler om.

Der er et billede i biblen af hvedekornet, der må lægges i jorden for at kunne spire, vokse op og bære frugt. Det er fint at henvise til, når vi ser de første forårsblomster spire frem. Men det er mindre fint, når den overførte betydning rammer os – når det er mig og mit liv, der må lægges ned i kold jord for – måske – at spire efter lang tid i ubemærket mørke og i fugtig jord.

Alt det kommer før, vi når til påskemorgens fejring af Jesu opstandelse. Før vi synger de elskede påskesalmer om livets sejr over døden og mærker, at vi er en del af Guds vinderhold. Før vi glæder os over at sige “Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.”

Men påsken er ikke en engangsforestilling i vores liv, som den er i biblens fortælling. Den er et tema, vi møder livet igennem og et vilkår for ethvert menneske.

Vi må investere os selv i livet – og tro på, at det giver udbytte, for os selv og for andre. Historien er fuld af eksempler på, hvor meget verden kan ændres gennem små tiltag og minimale indsatser.

Det er vigtigt, vi kommer med selv de mindste bidrag, for der sker noget helt forunderligt, når de bliver lagt i Guds hænder og han planter det i Gudsrigets jord, hvor småt bliver stort.

Gud overrasker mig igen og igen med det, der vokser frem af de små frø, jeg kommer med. Det kan være småbidder af det, jeg har evner til at gøre – eller stumperne af noget, jeg har ødelagt. Gud forvandler det og skaber mere liv, når han klinker skårene af det, jeg har slået i stykker.

Gud genrejste Jesus fra døden.

Gud ønsker at genrejse os, genoprette vores liv og gøre os til velsignelse.

.

Andre artikler om påsken: 

Påsken er en bevægelig fest

Påsken kommer med håbet

Påskens brændende kærlighed

God påske

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

”Gå ind i byen og hent et æsel” sagde Jesus til disciplene, står der i biblens fortælling om palmesøndag.

Nu har Jesus ikke bedt mig hente et æsel, men somme tider står jeg i samme underlige situation som Jesus’ to disciple – at Gud beder mig gøre noget, som er latterligt. Hvor jeg føler mig til grin og tænker, min fantasi løber langt foran mig. Her har jeg svært at finde et Hosianna frem.

“Mor, nu er du pinlig” har mine børn ofte sagt, når jeg henvendte mig til vildtfremmede mennesker i Netto eller på gaden. Ja, det er usædvanligt, men hvad skal jeg gøre, når jeg bliver inspireret til at handle på min intuition?

Jeg har lært, at det – for det meste – er en hvisken fra Gud, som jeg skal gøre noget ved, selv om jeg føler mig dum. Når jeg ringer op til nogen, fordi jeg føler det er vigtigt – og det så oftest viser sig, at det var præcis, hvad de havde brug for?

”Gå ind i byen og hent et æsel” sagde Jesus til disciplene, står der i biblens fortælling om palmesøndag. Hvis de kunne – så må jeg vel følge deres eksempel. 😏

Men min sunde fornuft står ofte i vejen – eller min ulyst til at være underlig. Selv for Gud. Men jeg har lært, at lydigheden i de latterlige forehavender med Gud – de baner vej for Jesus, “han som kommer”.

De er Guds fodtrin på vej til andre menneskers liv, hvor Jesus banker på døren med et “Må jeg komme ind?”

Velsignelsen følger, når du kommer til andre i Herrens navn. Det prøver jeg at huske, når Gud be’r mig om fjollede ting – som virker lige så underlige som at “låne et æsel”. 🤨😶

Glædelig palmesøndag

.

Her finder du bibelteksten fra Matthæusevangeliet 21,1-9

“Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.”

Stephen Sandoval skriver her mere om baggrunden for, at Jesus ikke rider ind i Jerusalem med pomp og pragt – men på et æsel.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Med flaget hejst og i bagende sol kunne Roskilde Baptistkirke, efter fem års planlægning og to års byggeri, endelig indvie den nye kirkebygning søndag, den 14. august 2022.

Med balloner og vimpler i loftet kunne Jakob Vagner, vores ene præst, officielt byde velkommen til indvielse. Det var en længe ventet dag for mange. I flere år har vi nemlig gået i byggerod, og selvom vi i menigheden har taget det med et smil, er det alligevel rart endelig at kunne sætte et bygge-punktum.

Pladsmangel og vandskade

Allerede i 2017 begyndte det daværende menighedsråd at drømme og snakke om at bygge ud. Pladsen var blevet for trang i kirken, cafeen og mødelokalerne og køkkenets placering var meget upraktisk. Vi døjede også med en vandskade fra en dårlig sammenbygning af cafeen og aktivitetsfløjen. Så der skulle gøres noget.

Indledningsvis indhentede menighedsrådet flere forslag til arkitekttegninger, som efterhånden blev kogt ned til to, som blev fremlagt på et menighedsmøde. I begyndelsen af 2018 tog vi en beslutning om at starte byggeprocessen: Vi ville udbygge cafeen og et nyt køkken i forlængelse heraf, vi ville bygge en ny aktivitetsfløj med tidssvarende mødelokaler og så ville vi bygge en 1. sal på aktivitetsfløjen med værelser til udlejning.

Ét års forsinkelse

Selvom menigheden økonomisk var godt rustet, besluttede vi alligevel at sætte et år af til at samle penge ind, FØR vi gik i gang. Imens skulle der indhentes tilladelser diverse steder fra. Alt gik som smurt, bortset fra at en enkelt nabo gjorde indsigelse mod byggeriet. Han var bekymret for den støj et evt. øget antal af brugere ville medføre.

Indsigelsen kom til at betyde et helt års forsinkelse. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det betød nemlig, at vi kunne nå at samle endnu flere penge ind, og dermed få en bedre låneaftale med banken.

I efteråret 2020 godkendte vi det færdige projekt – og herefter er det gået stærkt. Den første mur blev væltet i februar 2021, i september 2021 kunne vi holde rejsegilde – og nu holder vi altså den officielle indvielse.

“Jeg er en mursten”

Til indvielsen fremførte Amalie Munk, en af kirkens unge, en poetisk, sjov og reflekterende monolog. Under overskriften “Jeg er bare en mursten” blev vi ført igennem, hvordan Gud har formet os som særegne mursten.

Livet som mursten er svært, da vi hver for sig ikke rigtig har nogen funktion. Vi kan hverken bygge rum for andre eller skærme nogen for vind og vejr – alene. Kun når man sætter os sammen med Guds mørtel, bliver vi til noget.

Du kan opleve Amalie Munks monolog her på livestreamingen af gudstjenesten, Du skal 21 minutter ind i videoen.

Vi bliver velsignet for at være til velsignelse

Dagens prædiken stod Michael Frost, vores anden præst, for. Ud fra fortællingen om Jakob og Esau talte han om velsignelser.

Velsignelser får vi ikke for at beholde dem for os selv, ligesom Jakob der snød sig til velsignelsen for egen vindings skyld, men vi får dem for at kunne give videre til andre. Og i bund og grund er det derfor, vi har bygget ny café og aktivitetsfløj, ikke for egen mageligheds skyld, men for at få bedre faciliteter til at viderebringe de gode nyheder.
Læs her om kirkens aktiviteter og tilbud

Flotte rammer med indhold

I dagens anledning havde vi besøg af Rasmus Hylleberg, selv baptist og medlem af Roskilde byråd.

Rasmus lykønskede os med vores nye flotte rammer, men mindede os samtidig om, at det vigtigste er, hvad vi putter i de rammer. Han sluttede derfor med at ønske Guds velsignelse over os med ordene:

“Må I være en menighed der altid er i bevægelse, et fællesskab der giver næring indadtil, og overskud til at være et vigtigt fællesskab i vores by udadtil. En menighed der altid er brændende lige dér, hvor mennesker har brug for jer.”

Med de ord klippede Rasmus officielt den røde snor over sammen med Janus Maigaard, leder af byggeudvalget.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Hvor mange af jer får stadig håndskrevne kort? De her hyggelige kort, som man måske får til sin fødselsdag eller ved særlige anledninger. Særligt skattede jeg de kort, som jeg fik fra mine bedsteforældre. Jeg er opvokset i en kristen familie, og der var derfor ofte et lille bibelord med i kortene. På et tidspunkt i min ungdom begyndte min mormor at skrive: ”Vær en velsignelse”. Det var hendes ønske for mig.

Min mormor havde den flotteste håndskrift. Hun gik til porcelænsmaling og malede fine ting, så jeg fik sågar en platte, hvorpå der stod: ”Vær en velsignelse” – med min kære mormors nydelige håndskrift. Jeg holdt meget af min mormor. Men i årevis har jeg haft lyst til at smadre den!

Præstationskrav 

For den symboliserede for mig en forventning om præstation. En uopnåelig forventning – en forventning om at være til velsignelse for andre såvel som for Gud. Vi kan så let komme til at tro, at det hele kun afhænger af os og vores arbejdsindsats, vores formåen! Med risiko for at vi kommer til at overvurdere vores egen indsats på godt og ondt.

Et Guds mirakel

Jesus fortæller en lignelse[1] om en mand, der går ud og sår. Han aner ikke, hvordan det sker, men alligevel spirer og gror kornet i jorden og vokser op og bærer frugt. Deri ligger, at væksten er noget underfuldt, ja ligefrem en hemmelighed, som bonden ikke kan gennemskue. Men selvom han ikke kan gennemskue, hvordan det sker, sker det.

For det, der sker i Guds rige, er underfuldt og skjult for mennesker. Det er underfuldt – det er et Guds mirakel. Jesus tegner et billede af Guds rige, som er fuldt af håb og sætter os fri. Fri fra at opfatte ”Vær en velsignelse” som en tung og urimelig byrde, og fri til at høre det som en opmuntring og en invitation til at gå ud og sprede Guds rige sædekorn.

Nu ville jeg ønske, at jeg ikke havde smadret platten …

[1] Matthæusevangeliet kap. 13, vers 1-9.

Relateret

• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber
• 19. nov. 2024 - Intet menneske er dommer – ikke engang linjedommer – i Guds Rige!
• 07. apr. 2023 - Da disciplenes drøm døde med Jesus langfredag
• 02. apr. 2023 - Kongen kommer på et æsel
• 15. aug. 2022 - Mursten til velsignelse for andre

Find flere

Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

• I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
• De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
• Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

• Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
• Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

• Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
• Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
• Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

• Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

• Og vejen tilbage?
• Kan vi finde tilbage?
• Skal vi finde tilbage?
• Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

• det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
• Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

• som trofasthed mod troen
• mod fællesskabet
• mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

• Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

• Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
• Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
• For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Han henviste både til de politiske strømninger i Danmark i disse år, og til BaptistKirkens ønske om at vise solidaritet med den lidende befolkning i Myanmar.

Her kan formandsberetningen læses i sin helhed:

Jeg tror enhver beretning for det seneste år i denne tid er præget af Covid-19.

Menighederne har løst opgaven med menighedsliv og Corona på forskellig vis. Elektroniske gudstjenester og andre aktiviteter har præget arbejdet i en række menigheder, og nogle medlemmer har benyttet sig af muligheden for at komme til gudstjeneste flere steder – også med stor geografisk afstand – samme søndag. Vi har manglet samvær og fællesskab, især hvis ikke elektronikken gav mulig for at hilse på hinanden før og efter gudstjenesten. Vi har måske oplevet at noget, der var en del af vores faste program, har kunnet undværes uden det store savn, og andet har vi taget som selvfølgeligheder og har nu set, at det betød et stort savn at undvære.

Som andre steder i samfundet tror jeg, det er vigtigt, at menighederne vurderer det seneste år og tager de elementer med fra Corona-tiden, som også giver god mening i en mere normal hverdag.

Forlængelse af generalsekretæren

For BaptistKirkens ledelse har antallet af møder har været som det plejer, men de fleste møder har været zoom møder. Alle mødetyper har fordele og ulemper, og vi vil prøve i det kommende år at lægge op til en kombination af fysiske og elektroniske møder, så vi både kan udnytte effektiviteten i det elektroniske møde med kortere tidsforbrug (bl.a. ingen rejsetid) og det fysiske møde, hvor pauser og småsnak kan være med til at give nye input og opbygge relationer.

Organisatorisk fremlægger vi forslag til justering af vedtægter for at styrke ledelsesarbejdet med flere hænder at fordele opgaverne på og et stærkere system til opstilling af kandidater til ledelsen.  Organisationen og vore regler skal være funktionelle og i orden, men alt i alt er det vigtigste, at vi finder organisationsformer, der styrker arbejdet og sammenhængskraften i vores kirke.

Til efteråret – 30. september – udløber Torben Andersens ansættelse som generalsekretær. Formand og næstformand har – på vegne af ledelsen – haft indledende samtaler med Hjørring Baptistkirke om en forlængelse af samarbejdet, som begge parter vurderer som meget velfungerende. Fra BaptistKirkens side har vi ønsket, at et kommende samarbejde kan betyde lidt mere tid til BaptistKirkens opgaver – og dermed lidt mindre tid til menigheden. Vi tror, det vil kunne styrke samarbejdet med menighederne, at generalsekretæren har flere ressourcer og bedre mulighed for menighedskontakt. Samtidig tror vi, at Torben Andersen på en god måde kan løfte denne opgave. Hjørring Baptistkirke har menighedsmøder i maj og juni, hvor mulighederne set fra menighedens side drøftes. Vi håber, at vi kan nå frem til en aftale, alle parter kan glædes ved.

Den vigtige kommunikation

Kommunikationen er vigtigere end nogensinde for os. De gode historier må fortælles, og jeg tror ikke, vi skal overse, at enkelte beretninger spiller en stor rolle. Vi ved, at pressen har større tilbøjelighed til at bære negative sager frem, f.eks. på det seneste, hvor en frikirkepræsts overgreb mod en række kvinder, er sendt på DR1 i den bedste sendetid. Jeg siger ikke, at grundlæggende forkerte handlinger skal skjules, men vi må gøre, hvad vi kan, for at der ikke skabes et fortegnet billede af det kirkelige liv. Derfor må vi gøre mest muligt for at fortælle de gode historier. Jeg hører til den del af befolkningen, der godt kan lide at følge ”folketingskanalen”, og det er jo ikke sjældent, at der henvises til sager fra medierne i den politiske argumentation.

30. september er BaptistKirken medarrangør af en tværkirkelig temadag med titlen, ”Når kirken svigter”. Her sættes fokus på, hvordan vi undgår overgreb i det kirkelige miljø, og hvordan vi handler, hvis overgreb finder sted.

For to år siden var vi glade for at kunne fastholde Lone Møller-Hansen i arbejdet med kommunikationsopgaver, og dette har fungeret rigtig godt, men vi bør alle hjælpe i kommunikationen med at gøre opmærksom på de gode historier, vi ser.

Jan Kornholts arbejde som menighedskonsulent har været meget udfordret af Corona situationen. Jans tilbud til menighederne gælder jo året ud, og Jan stiller sig efterfølgende til rådighed for ad hoc-opgaver.

I verden

Som kirke er vi placeret i verden og i det samfund, der blev vores.

Det politiske system udfordrer vores og andre kirker og religiøse samfund. Der synes at være et ønske om med alle midler at ramme visse rabiate religiøse grupperinger, hvad der kan være forståeligt. Men samtidig er der en ligegyldighed over, at dette på helt urimelig vis rammer kirker og religiøse grupper, der fungerer som en integreret del af samfundet. I min ungdom var slagordet: ”hellere lade en skyldig gå fri end dømme en uskyldig”. Dette synes at være vendt om i dag til: ”kan vi ramme en ’skyldig’ så skidt med, at vi rammer en række uskyldige”.

Det varslede lovforslag om prædiken-oversættelse til dansk er det seneste af disse tiltag. Dette vil være dræbende for vore etniske menigheder, og BaptistKirken har, sammen med nationale og internationale organisationer, protesteret kraftigt overfor regeringen. Vi skal fastholde protesterne, men man kan håbe, at når fremsættelsen af forslaget er udskudt gang på gang, skyldes det, at der breder sig en forståelse af, at ”dette forslag ikke har sin gang på jorden”

Det siges i skåltaler, at de demokratiske rettigheder ikke er vundet én gang for alle, men forsat må forsvares. Oplevelsen i de seneste år er, at dette gælder religionsudøvelse og religionsfrihed – her har baptister altid stået på barrikaderne, både for vores egen frihed og for at andre grupper nyder samme frihed.

Myanmar

I de seneste måneder har Myanmar fyldt mere i vores bevidsthed. Det er belastende for vore burmesiske brødre og søstre at være vidne til undertrykkelse og forfølgelse, der også rammer familie, venner og bekendte i Myanmar.

Vore migrantmenigheder med denne nationale baggrund har engageret sig i protesterne, og som Baptistkirke har vi støttet op, dels gennem arbejdskraft, hvor Lone Møller-Hansen, Moses Peng og Morten Kofoed særligt har været engageret, og også med mindre økonomiske bidrag – senest ved demonstrationen sidste lørdag i København, hvor mødet på Rådhuspladen blev ledt af generalsekretær Torben Andersen.

Kirken har altid spillet en rolle i det sociale arbejde i et samfund. Som baptister har vi måske ikke tradition for at denne del af tjenesten fylder mest, men i menighederne er der mange, der arbejder med julehjælp, familiestøtte, medvandrere mv. og dette er en central del af at være kirke.

BAM lukker ned

Baptisternes Afholdsmission (BAM) har i mange år været en del af det sociale arbejde med oplysning om misbrug, engagement i Kildegården og tidligere ”mandagsmøderne” i flere storbyer. BAM har påbegyndt sin opløsning, der er vedtaget på en generalforsamling, og skal vedtages igen på en kommende generalforsamling. Samtidig med denne proces har BAM modtaget et større beløb fra boet efter A-forsikringen. BAM har kunnet styrke Kildegaarden, oplysningsarbejde ud fra Kirken i Kulturcentret i Sæsing og desuden vil der efter aftale blive etableret en konto i BaptistKirken på 200.000 kr., der kan anvendes til lokale og nationale projekter, til oplysningsarbejde omkring misbrug og til socialt arbejde.

Samtidig med dette har vi i BaptistKirken fået gennemgået retningslinjerne for KSA – Kirkernes sociale arbejde, der med udspring i Silkeborg søges udbredt til hele landet. Her er der mulighed for at enkeltpersoner – i samarbejde med andre fra kirkelivet – kan være med til at hjælpe og støtte andre socialt udfordrede. Jeg tror, dette kan være en mulighed for vore menighedsmedlemmer. Også fordi det ikke kræver, at en menighed skal stille hele apparatet til rådighed, men at medlemmer – få eller mange – kan engagere sig.

Kurt Sørensen fra Silkeborg Baptistmenighed er formand for KSA og kan hjælpe med yderligere information.

Ansvaret for den svage

Vi lever i et luthersk land, hvor to-regimente læren om at skille det åndelige regime fra det verdslige regime præger samfundet, selvom vi som baptister naturligvis ikke er bundet af en luthersk doktrin, er vi jo alle præget af vore omgivelser.

Skal Bibelen bruges til at føre politik efter? Skal kirken handle politisk? Jeg tror ikke, vi kan skelne skarpt mellem et kristent liv og et politisk liv. Vi skal respektere, at vi som kristne kan tage forskellige politiske standpunkter, men vores kristne livsholdning vil altid præge de andre dele af tilværelsen – også når vi skal tage stilling. Oplever vi, at den svage angribes, vil ansvaret for næsten altid udfordre os til at søge handling.

 Ikke af verden

BaptistKirken deltager i et omfattende kirkeligt samarbejde. Vi har et godt samarbejde i Danske Kirkers Råd og har her oplevet, at kirkerne står sammen om at reagere mod urimeligheder, f.eks. forslaget om prædikenoversættelse, uanset om disse urimeligheder rammer egen kirke eller andre. I forlængelse af arbejdet i DKR er ”Himmelske dage”. Vi ser frem til at mødes til det kirkelige folkemøde i Roskilde i Kristi Himmelfarts-dagene 2022, hvor jeg håber, at også mange fra vore menigheder vil være med.

Efter to års pause ser vi frem til igen i fællesskab med Missionsforbundet, MBU og BBU, at kunne samles til sommerstævne i 2022. Den aftale, vi har om de fælles sommerstævner på Lindenborg, udløber i 2023 og skal derfor gentænkes. Som verden ser ud nu, har vi en forventning om at samarbejdet kan fortsætte. Vi har talt om forskellige områder, hvor BaptistKirken og Missionsforbundet kunne udbygge samarbejdet. Corona har sat overvejelserne på pause, men jeg forventer, at samtalerne kan genoptages i det kommende konference-år

SCMTs forlængelse

Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, der er et samarbejde mellem Apostolsk kirke, BaptistKirken, Dansk Oase og Vineyard, samler teologistuderende om bl.a. netværksdannelse, menighedspraktik og at optage en tjeneste i en menighed. SCMT nærmer sig udløbet af den første tre-årige periode, hvor Borgfonden sammen med medlemskirkerne har bidraget til forløbet. I den kommende uge mødes repræsentanterne fra medlemskirkerne for at evaluere forløbet og drøfte mulighederne for at videreføre projektet i en ny periode.

BASIS – uddannelse for ikke teologer i forskellige teologiske temaer, gudstjenestens liturgi mv. – afsluttede første hold efter et to-årigt forløb i maj i år. Forløbet er blevet meget godt modtaget, og et nyt hold tilbydes efter sommerferien.

Ægtepar til Afrika

Samarbejdet i International Mission med kirker i Burundi, Rwanda og Myanmar er en central del af BaptistKirkens virke. Vi glæder os over den fælles tjeneste, hvor evangeliet har frit løb og hjælp til mennesker i en udfordret livssituation. Det er med stor glæde, at vi fra Landskonferencen kan udsende Lise og Jep Emming til tjeneste i Burundi og Rwanda med base i Rubura.

Tidsmæssigt bevæger vi os frem mod 2028, der er 100-året for begyndelsen af BaptistKirkens mission i Burundi. Er tiden ikke snart kommet til at trække os tilbage, kan man spørge om? Jeg tror, at så længe vi i et ærligt og ønsket samarbejde kan mødes som partnere i tjenesten, har vi en opgave at løse, samtidig med at opbygningen frem mod lokalt at tage størst muligt ansvar må være målet.

Den lutherske kirke fylder i sagens natur meget i det kirkelige landskab i Danmark. Det er spændende at følge debatten om gudstjenesteliturgi, samtaler om dåb og nadver og hvem der bestemmer i kirken.

Hvordan finder man i gudstjenesten et sprog, som når mennesker indenfor den fastlagte liturgi? Er den korte halvtimes gudstjeneste fremtidens gudstjeneste? Vi har mulighed for at prøve forskellige former for gudstjenesteformer uden at være bundet af højmesseordning eller andre liturgiske bindinger, og bør bruge vores frihed klogt.

Debatten omkring dåbssynet er ligeledes spændende set ud fra et baptistisk synspunkt. Flere og flere indlæg i debatten taler peger på, at det fødte barn er Guds barn uden en frelsende dåbshandling. Den islandske lutherske kirke har indført et ritual for barnevelsignelse i erkendelse af, at flere forældre ønsker, at dåben er udtryk for en personlig stillingtagen. De øvrige nordiske lutherske kirker har ikke ønsket en tilsvarende ordning – endnu!

Endelig er der flere, der stiller spørgsmål ved, med erfaringer fra Corona-året, om det er den rigtige kirkeordning, at staten kan koste rundt med kirken efter forgodtbefindende.

Som baptistkirke bør vi være opmærksomme i debatten og i en respektfuld samtale bidrage med vore erfaringer og holdninger.

Børn og unge

Det bør være en helt central opgave for os at formidle evangeliet til vore børn og unge, og i samarbejde med spejderne og BBU fortsættes dette arbejde. I flere af vore menigheder er der ganske få børn og unge. Vi må være kreative i at finde veje til, at der kan skabes miljøer, hvor evangeliet kan formidles på tværs af menigheder, ikke mindst for kristendomsklassekandidater. Spærrer forskellig teologisk tolkning for samarbejde, bør menighederne sætte sig sammen og finde et forløb, alle kan se sig selv i.

Ved siden af den organisatoriske samtale igangsætter vi efter sommerferien samtalen om BaptistKirkens identitet, som er kaldt ”præambelsamtaler”, idet en kommende fælles forståelse kan være baggrund for en senere formulering af indledningen af vores vedtægter – præamblen. Det vigtige er samtalen om, hvor vi som baptister er fælles med andre kristne, og hvor vi som baptister har et særligt bidrag i den kirkelige samtale – og hvordan tjenesten kan udformes i og mellem menighederne.

De, som tjener fællesskabet

Vi kan blive bange for de store opgaver, vi ser ligge foran os, og vi føler måske heller ikke altid, at vi er de bedste til at løse opgaverne – og andre kan være enige heri. I forbindelse med den elektroniske afstemning af forslagene og valgene i efteråret, fik jeg sendt et spørgsmål fra en menighed. Nu var mailen en fortsættelse af en korrespondance i menigheden (som jeg ikke tror, jeg skulle have set), og hvor menighedsrådsformanden skrev til menighedens repræsentanter:

” Jeg foreslår, at vi støtter alle kandidater med tre stemmer hver, selvom det ikke ligefrem er stjerner, der er opstillet til ledelsen.”

Så er det dejligt at synge eller læse salmen, som vi hørte til indledning ”Morgenstund har guld i mund” og i sidste vers læse: ”Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning!”

Vi har som baptistkirke og menigheder en opgave at løse i den verden, vi blev forvaltere af. Vi må søge efter måder, hvor vi sendes ud i ordets forkyndelse og i praktisk tjeneste for næsten. Vore kræfter må sættes ind på at inspirere og støtte hinanden i tjenesten, fordi Gud har kaldet os, og her har vi alle en plads og en opgave at løse. Vi læser i 1. Johannes brev 4: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Således er vi bundet sammen i et handlende fællesskab som et resultat af Kristi kærlighed.

TAK

Læs også om Benny Klarholts indtryk fra landskonferencen.

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Anmeldelse af Guds rige er anarki. Evangeliet mellem magt og afmagt. A/politisk teologi. København: Fønix (Palmeserien nr. 13), 2019. 193 sider.

Johannes Aakjær Steenbuch (JAaS) (formand for BaptistKirkens Teologiske Forum), har skrevet en udfordrende bog om kristentroens forhold til magt og afmagt – om kristen praksis i lyset af Jesus’ forkyndelse af Guds rige. Bogen dækker et stort materiale, er velargumenteret og fyldt med prægnante teologiske udsagn. Jeg vil i det følgende opridse bogens vigtigste pointer og håber dermed at inspirere til læsning og studie af den. Det fortjener den.

Umiddelbart vil mange studse over bogens titel. Anarki? Anarki forstår vi almindeligvis som lovløshed, men Guds rige handler vel ikke om at sætte sig uden for loven? JAaS gør opmærksom på, at ordet har rod i det græske archê, der betyder ”magt”, ”myndighed”, men også ”begyndelse”. An-archê (anarki) betyder således ”ikke-magt” eller ”uden begyndelse”, og det er i den betydning, det bruges i bogen. Guds rige er det magtfrie rum, et rum, hvor kærlighed og frihed hersker, et rige der ikke er skabt gennem voldelige handlinger – som denne verdens riger normalt er. Denne forståelse af Guds rige som anarki er inspireret af den russiske politiske og religiøse filosof, Nikolai Berdjajev.[1]

Bibelens vidnesbyrd

Bogens første hoveddel gennemgår den bibelske forkyndelse af Guds rige, fra dets rødder i Det Gamle Testamente, med sit centrum i Jesu forkyndelse og sin videre udfoldelse hos Paulus. Jesus´ guddommelighed kommer ikke til udtryk gennem overmenneskelige egenskaber eller i magt og pomp og pragt, men i at alle magtforhold i Jesus vendes på hovedet, og det gudsrige, der bringes med Jesus, er radikalt anderledes end ”denne verdens” riger (s. 43). Jesus falder ikke for fristelsen til at indføre Guds rige med politiske magtmidler, for riget bygger netop på alternativet til magt: kærlighed og tilgivelse. Ikke sådan forstået, at kærlighed er en ny form for magt, tværtimod er det netop alternativet til magt (s. 73). Gudsriget er ikke blot en ”indre”, en ”psykologisk” tilstand, og det er ikke en flugt ind i en ”åndelig sfære”. Gudsriget søger virkelig at omstøde verdens magtsystemer, men ikke gennem magt, men gennem kærlighed.

At Guds rige ikke er ”af denne verden” betyder ikke, at det hører til i det hinsides, men at det her og nu kæmper med andre midler end denne verdens magter. Jesu bud om at ”vende den anden kind til” er heller ikke et spørgsmål om passivt at acceptere vold, men en opfordring til ikke-voldelig, kreativ, civil ulydighed med forsoning som mål.

Centralt i denne del – og i bogen som helhed – er forståelsen af Jesus´ død. Jesus tager den gamle, magtsyge menneskehed med sig i døden, og ved hans opstandelse skabes en ny forsonet menneskehed, der har del i Guds rige. Det er det kristne evangelium i en nøddeskal. Ved sin død på korset gør Jesus det umulige og går ad den snævre sti, ”som ingen af os er i stand til at træde ind på, fordi vi er faret vild på den brede vej, magtens, pengenes, bekymringernes, dømmesygens og voldens vej” (s. 68). Det er ikke et tilfælde, at Jesus bliver korsfæstet. Korsfæstelsen var for outsidere, slaver og politiske oprørere. Jesus dør, fordi han sætter sig op mod politiske og religiøse magter. ”Ved hans død er vi principielt sat fri fra den spiral af vold og gengældelse, vi har lagt os ind under med vores uretfærdighed” (s. 70). Jesus´ død sætter os fri fra at blive slaver under magt, begær efter ejendom, og fra frygten for døden. Han døde for os, og vi er døde med ham og oprejst med ham, dvs. sat fri til at leve et liv ikke i lydighed mod magterne, men mod Gud. Synd er netop ”… at ville tjene de magter og myndigheder, som Kristus har besejret” (s. 75).

Teologiske perspektiver

Bogens anden hoveddel er viet de teologiske perspektiver, som denne læsning lukker op for. Jesus´ forkyndelse og – gennem sin død og opstandelse – legemliggørelse ­af Guds rige betyder en radikal kritik af al religion, herunder alle sekulære religioner som humanisme, kapitalisme, forbrugerisme og teknologi, idet disse bliver afguder, der betjener sig af magtens midler (det gælder i øvrigt også Kristendom som religion betragtet), og det er netop disse magter, Jesus´ død afvæbner. ”Også kristendommen selv må derfor løbende udsættes for kristen religionskritik, hvis evangeliet skal stå klart frem. Evangeliet er en frisættelse fra religion, uanset om der er tale om den `overnaturlige´ af slagsen, eller om der er tale om humanismens, civilreligionens eller kapitalismens dyrkelse af mennesket, staten, det folkelige fællesskab, nationen og Mammon, vækst og velstand” (s. 85-86). Der er brug for en langt bredere religionskritik end den, der blot går ud at anfægte, at der er en Gud i det høje, skriver JAaS.

JAaS betoner med Karl Barth, at vi alene kender Gud gennem åbenbaringen i Jesus Kristus, og ikke gennem nogen filosofisk, abstrakt forståelse. Kristus er nøglen. Derfor kan Kristendommen heller ikke lægges til grund for et politisk projekt. Det er ikke os, der skal bygge riget (ud fra nogle overordnede principper eller såkaldte værdier). Vi skal følge Kristus. Gud bygger selv sit rige, og det indebærer frasigelsen af magt, og hengivelse til kærlighed (s. 90).

Gud er ikke vred

I et afsnit om den ikke-voldelige Gud, tager JAaS et opgør med forståelsen af Gud som vred, en Gud hvis vrede kun kan stilles gennem et blodigt offer. I denne teologi, der har været og stadig er fremherskende i store dele af kristenheden, frelser Gud så at sige gennem vold. Forståelsen har i kristen tradition været brugt som legitimering af voldsanvendelse. Kan Gud være voldelig, kan vi også, lyder logikken. JAaS betoner, at Jesu død netop er et opgør med vold, ikke en sanktionering af den. ”Jesus dør for at besejre magt og myndighed ved at frasige sig magten – ikke for at tilfredsstille en voldelig og magtsyg Gud” (s. 93). Derfor er ikke-vold den eneste mulige praksis for kristne. Det handler dog ikke om at bekende sig til en principiel pacifisme, og heller ikke indtage rollen som underkuet, der søger at ægge voldsmanden til medlidenhed, men i efterfølgelse af Kristus i enhver konkret situation at vælge ikke at bruge magt. Ikke-vold handler om at se den enkelte (også sin fjende) som en ny skabning (s. 96). ”Anarki som trospraksis skal (…) forstås som konkrete forsøg på at skabe magtfrie rum, snarere end et politisk projekt eller ideal” (s. 97).

Ved korset er vi sat fri fra den gamle verden og dens magter og myndigheder. Ved Kristus´ opstandelse er en ny verden blevet til, som står over enhver nations folkeånd, et rige hvor mennesket afstår fra at søge rigdom og magt. Hvor der før var vold og magt, fyldes tomrummet nu af Guds rige. Det onde, det dæmoniske, er områder med fravær af kærlighed. Det er kirkens kald at fylde hullerne med kærlighed (s. 101).

Kaldet er til at elske, ikke dømme

Et afsnit med overskriften ”Frihedens etik” rummer et centralt tema for JAaS. Kristus´ død og opstandelse betyder frihed, og denne frihed betyder, at man selv fries fra ønsket om at dømme andre. Dommen over synden er afsagt én gang for alle ved Jesus´ død på korset, og det er ikke den kristnes opgave at dømme nogen. Kaldet er at elske, ikke dømme. Enhver dom over andre er at tiltage sig magt og myndighed, som alene er Guds. ”At være `praktiserende kristen´ betyder hverken mere eller mindre end at elske andre” (s. 104). Kristen næstekærlighed er ikke et moralsk ideal og kan ikke gøres til en ideologi eller et politisk program, for kristen næstekærlighed er at afstå fra at dømme sin næste, men til gengæld elske vedkommende i det konkrete. Gud er ene den, der befrier os, og vi dem, der er sat fri og derfor afstår fra vores egne moralske, ideologiske eller politiske projekter.

Pengeguden og hans fætter

Den sidste del af andet hovedafsnit er viet til en række kultur- og samfundskritiske betragtninger. Under overskriften ”pengeguden og hans fætter” og ”ejendom er tyveri” retter JAaS sigtekornet mod den afgudsdyrkelse, som penge og private ejendomsret er blevet. Skytset hentes ikke mindst hos flere af kirkefædrene, der forholdt sig kritisk til privat ejendom. Der er ikke nok, at vi bliver mere godgørende med det, vi kalder ”vores eget”. Der er brug for, at vi helt skifter perspektiv og forstår, at alt er givet os. Vi har kun ”ret” til at bruge det, vi har behov for. Afsnittene ”En anden verden er mulig” og ”Håb for alle” runder andet hovedafsnit af med en række vigtige overvejelser om kirkens mulighed for at være en stemme i samfundet. ”Vi kan og skal ikke indføre gudsriget på jorden, men evangeliet om gudsriget (som er en realitet i Kristus) kan inspirere til kritik af den uretfærdighed, ufrihed og ulighed, som vi konkret bevidner. Det betyder ikke passivitet i forhold til vores rolle i samfundet. Tværtimod. Jesus har med sin død og opstandelse ”sat os fri af dødens magt – og det betyder, at vi er fri fra at bekymre os for, hvad der sker, når vi dør, så vi i stedet kan engagere os radikalt her og nu” (s. 133-34).  Opgaven består i at engagere sig i verden og gøre det klart for verden, at dens fyrste er dømt (Joh 16,11) – og at det er godt nyt” (s. 139).

Kirken og dens opgave

Tredje og sidste del af bogen handler om kirkens opgave. ”Gudsrigets anarki er ikke kaos og uorden, men forligelse og forsoning, frihed og kærlighed, som gør magtanvendelse overflødig, hvor det vinder frem” (s. 147). Kristendom er uforenelig med uforsonlighed, had, splittelse og uretfærdighed, og det er kirkens opgave at vidne om dette anderledes liv gennem sin praksis. Dog må kirken ikke forfalde til moralsk idealisme, hvor kristendommen bliver en god ”idé”, en drøm som kirken skal realisere. Derfor kan det paradoksalt nok være, når kirken ikke bliver aktivistisk, at den tydeligst vidner om gudsriget, mener JAaS (s. 149). Kirkens opgave er først og fremmest at afsløre magtinteresser, og at øve religions- og ideologikritik, sådan at mennesker kan sættes fri af falske magter og finde en ny identitet i gudsriget, som ikke er knyttet til magt, myndighed og herredømme (s. 151).

Ledelse er tjeneste

Under overskriften ”Kirkens grundlov” retter JAaS en skarp kritik af det fokus på lederskab, der har præget især frikirkelige kredse i en del år, og som ofte har ført til lederdominerede menighedsmodeller. Når man overtager erhvervslivets ledelsesstrukturer og idealer om ”stærk” ledelse, underlægger man kirkens liv et paradigme, som den netop er kaldet til at være et alternativ til, fremhæver JAaS. Kirkens opgave er ikke at ”sælge et produkt”, men at være vidnesbyrd om et anderledes liv. ”Kirken skal i sin form og organisation afspejle det evangelium, den er sat i verden for at forkynde” (s. 154).

Jesus taler om, at den, der vil være leder, må være alles tjener (Matt 20,28). Netop dette kaldte den dansk-tyske baptistpioner, Julius Købner, for ”kirkens grundlov”. I menigheden er ingen over andre, og ingen mellem os og Gud. Ledelse handler ikke om status, men om tjeneste. ”Den sociale kontrol, der kendetegner mange sekteriske religiøse miljøer, er udelukket for den kirke, der vil vidne om gudsrigets magtfrie rum ved at værne om den enkeltes myndighed og samvittighedsfrihed” (s. 157).

Det skal ikke forstås sådan, at alle i kirken har lige meget ret, men snarere at ingen har ”ret”, for det har kun Gud. Ifølge JAaS betyder denne lighed ikke automatisk, at vi skal tilstræbe konsensusdemokrati, som han mener ofte kan blive for konservativ og favorisere de veltalende og ”karismatiske”. Ligheden kan ligeså vel – eller bedre – realiseres i mere formelle strukturer. Bundlinjen er dog altid, at ingen struktur og ledelsesmodel er absolut og ”svarer til” gudsriget. ”Det nærmeste, vi kommer den perfekte kirke, er et fællesskab, der realistisk og selvkritisk er opmærksom på sine fejl og mangler, og som netop derfor giver plads til frisind og frimodighed” (s. 162).

Kirken skal ikke agere politisk

Kirkens forhold til stat og politik tages op i det følgende afsnit. Her mærker man JAaS’s gæld til både anabaptister og til Karl Barth og den dialektiske teologi. Kirkens rolle er at vidne om gudsriget, ikke at blive politisk. Det betyder ikke, at kirken ikke har en stemme i det offentlige, men kirken skal ikke agere gennem politik, men gennem forkyndelse og sit eget liv. Kirken må anerkende, at staten har en midlertidig rolle (i modsætning til kirkens som er knyttet til det evige, gudsriget), som også indebærer at voldsanvendelse – men kirkens rolle er en anden. Kristne skal ikke flygte ud af samfundet, men være tilstede med et vidnesbyrd om, ”at der er en enhed og et fællesskab, som er vigtigere end alle skel mellem mennesker” (s. 169).

Kirkens ”udenfor-hed”

JAaS betoner i et afsnit om det globale og økumeniske over for det lokale, at kirkens rolle altid er at være tro over for det konkrete, det lokale. Mennesket har et begær efter at samordne alt i totalitære enheder, hvad end det handler om ideologier, politik eller religion. Kirken må modsætte sig dette begær og være tro over for den eneste, som er over alt: Kristus. Kirkens enhed består, når vi lokalt vidner om Ham. Dette gør kirken ved konkret at stå samme med alle, der er ”udenfor”. Vi skal snarere erkende kirkens ”udenfor-hed” – at vi er fælles med alle, der er udenfor ­– end etablere kirken som et ”indenfor”, som skal rumme alle. Jesus gik selv til samfundets yderste margener og døde som udstødt og kriminel (s. 173). JAaS advarer gentagne gange mod lysten til at gøre kirken til en magtfaktor, og gøre gudsriget eller kærligheden til et projekt, vi vil have til at lykkes. For kirken er der ikke et middel (fx at elske) som tjener et mål (kirkens vækst), men middel og mål er det samme.

Helligånden skal overbevise

JAaS’ grundforståelse af gudsriget som det, der er i modsætning til denne verden, fører i et afsnit om apologetik (forsvar for troen) til en advarsel mod at føre forsvar for troen på denne verdens præmisser, dvs ved argumentation og retorik. Kirkens opgave er at forkynde evangeliet og stole på, at Helligånden gør sit arbejde med at overbevise. Det er fristende at søge at argumentere mod fx ateisme og andre ideologier på rationalitetens præmisser, men det er en fælde, for det ender netop i den magtudøvelse, som gudsriget ikke kan have noget med at gøre. ”… jo stærkere argumenter, jo større risiko er der for, at trosforsvar bliver åndelig magtudøvelse. Det eneste kirken kan gøre er at fortælle om det gudsrige, der står i modsætning til menneskelig magt og herredømme, og som derfor stiller kirken selv i øjenhøjde med resten af verden” (s. 179-80).

Anarki er frihed, ikke kaos

Det sidste afsnit i bogen handler om bøn og gudstjenesteliv. På samme måde som kirken aldrig må blive del af verdens ”magter og myndigheder” ved at betjene sig af dens virkemidler (magt og manipulation), må bønnen og gudstjenesten ikke blive en del af et religionsvæsen i den forstand, at det bliver midler, vi bruger for at opnå noget. Vi beder ikke for at forandre Gud (efter mål vi selv definerer), men vi beder som et gensvar på Guds tiltale. Vi holder heller ikke gudstjeneste for at tilfredsstille Gud med vores lovsang, men for at praktisere de tegn på gudsriget, som står i modsætning til denne verden: forkyndelse, dåb, nadver, diakonalt arbejde, der vidner om Ham som herre. Den kristne liturgi ”må svare til Helligåndens frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22-23). Helligånden skaber fællesskab, forståelse og indsigt – velordnet anarki, frihed, ikke kaos” (s. 190). Fra gudstjenesten går menigheden ud i verden med evangeliet om gudsrigets grænsesprængende forsoning og forligelse. Her viser det sig i praksis, at ”Guds rige er nær” (s. 190).

En afsluttende bemærkning opsummerer bogens hovedanliggende: Gudsrigets anarki som kristen trospraksis bygger på en grundholdning, en strategi, en metode, en tilgang til magt og lederskab, der er radikalt anderledes end ”denne verdens”.

Bedømmelse

Her slutter JAaS. Man kan sige, lige når det skal til at blive interessant. For det er den konkrete udfoldelse i menighedsliv og kristen efterfølgelse, der afgør om tankerne i denne bog er andet end det. Det, der til gengæld udfoldes i bogen, er både bydende og indbydende. Her har vi fået en fremstilling af gudsriges-tanken i Det Nye Testamente, som man både i klarhed og perspektiv har svært ved at finde en parallel til i dansk teologi. Det er en bog, der fortjener at blive læst og studeret af teologer såvel som lægfolk. Den er en kærkommen kritik af meget moderne kirkeliv og bogen vil – uanset om man er enig eller uenig i dens udgangspunkt og udsyn – føre til centrale samtaler om, hvordan vi forbliver tro over Jesus’ forkyndelse af gudsriget midt i en verden, der forguder magt, uanset om denne er politisk, religiøs, økonomisk eller af anden art.

[1] JAaS står i øvrigt på skuldrene af kirkefædre og er præget af både Karl Barth, Jürgen Moltmann, ikke-voldstraditioner som man finder dem hos anabaptister, social gospel-traditionen, og tænkere som William Stringfellow og Jacques Ellul.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 19. jun. 2025 - Frihed og respekt i fællesskaber

Find flere

Der var nu ikke meget ulvetime over hjemmet. Nora på 9 og Isak på 5 legede stille på gulvet, og engang imellem krøb de op på skødet for at få et klem, men hele stemningen fortalte om en familie med ro og fred.

Jette og Rik er begge opvokset i kristne hjem.

”Min familie har været baptister i mange generationer”, fortæller Jette, mens Rik skiftede trossamfund, da han flyttede til Danmark: ”Jeg er opvokset i Den reformerte Kirke, men har tilhørt en evangelisk kirke de seneste 7 år i Holland.” Jette og Rik mødte hinanden på en Torchbearer-bibelskole[1] i Sverige. Her blev deres medbragte værdier og tanker om deres praktiske virke som kristne meget klare.

At række hånden frem

”Det er vigtigt for os at pointere, at vi ikke føler os specielle eller bedre end andre”, pointerer Rik, ”men fra vores hjem har vi værdier med, der gør det naturligt for os at praktisere næstekærlighed i vores hverdag.” ”Hvis nogen har brug for hjælp”, supplerer Jette, ”så rækker vi hånden frem. Det tænker vi ikke så meget over. Vi er heller ikke bange for at snakke med de ikke-kristne, vi omgås, om, hvad troen er, og hvad den betyder for os.”

Om prioritering

Arbejdet med de forskellige opgaver i menigheden oplever Jette og Rik også som en naturlig del af deres liv. Tidligere var de fx meget engagerede som kredsførere for spejderne. ”Men en anden prioritering blev nødvendig, da vi fik børnene. Særligt da vi fik Isak, og dermed havde to børn, var vi nødt til at træffe nogle aktive beslutninger”, fortæller Jette og fortsætter: ”Det var lidt smertefuldt, men vi var nødt til at erkende, at vi for en tid ikke kunne engagere os i større opgaver i menigheden.”

Det var lidt smertefuldt, men vi var nødt til at erkende, at vi for en tid ikke kunne engagere os i større opgaver i menigheden.

Personlig andagt

Det er ikke kun det kirkelige arbejde, som Rik og Jette oplever, tiden er blevet mindre til. ”Det kan godt lyde som bunker af dårlige undskyldninger, men den personlige andagt både alene og sammen med Rik forsvinder ofte i de daglige gøremål”, erkender Jette. Rik fortsætter: ”Tidligt op, aflevering af børn og af sted til arbejde, hjemkomst med mad og andre praktiske opgaver, og så ender vores bibellæsning ofte med bibelhistorie for børnene i stedet for.”

Menighedsliv

Rik finder sin personlige ro under søndagens gudstjeneste, hvor han kan sidde i kirken sammen Jette og vide, at børnene også får en god oplevelse i børnekirken. Jette arbejder i Frederikshavn, og hun bruger sin køretur til refleksion og bøn. Rik og Jette har også fundet stor glæde i at deltage i en netværksgruppe med par med små børn. Rik nævner, at det er rigtig godt at være sammen med andre, som er i samme situation som en selv.

Alle valg har konsekvenser

Det er parret meget opmærksomme på. ”Vi har fx valgt Filipskolen[2] til vores børns skolegang, fordi det er en god skole, og fordi vi ønsker at give dem en kristen ballast”, fortæller Jette og fortsætter: ”Det betyder, at de ikke oplever så mange børn og familier, som ikke er kristne. Det giver dem en mere lukket berøringsflade i skoletiden.”
Både Jette og Rik oplever , at det er nødvendigt at træffe valg. Det gælder både valget af skole og valget af at prioritere tiden til børnene, selv om især sidstnævnte oplevedes svært. De glæder sig begge til, at de – måske om ikke så længe – igen kan deltage mere aktivt i menighedens arbejde.
”Vi er startet i det små”, fortæller Rik, ”men de store opgaver må stadig vente”. De ved dog begge, at tiden kommer, for et aktivt arbejde for Guds rige var den værdi og det store ønske, der blev lagt på deres hjerter, da de mødte hinanden på bibelskolen.

[1]    Torchbearers International er en tværkirkelig kristen bevægelse, se http://www.torchbearers.org

[2]    Kristen friskole i Aalborg

* Note: Redaktionen kender Jette og Riks efternavn

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere