baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Tue, 14 Apr 2026 20:02:08 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Nu kigger de ikke længere ned i jorden https://baptist.dk/nu-kigger-de-ikke-laengere-ned-i-jorden/ Thu, 09 May 2024 11:14:29 +0000 https://baptist.dk/?p=16819 Når man besøger Ngirankugire, projektet for enlige unge mødre i Butare, møder man smil og latter. Men sådan har det bestemt ikke altid været.


 

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/04/18-baptist-dk-2-pkt-16-nu-kigger-de-ikke-laengere-ned-i-jorden.mp3

”Første gang, vi mødte de unge kvinder, var de indadvendte, stille og kiggede ned i jorden”, fortæller Esperance, projektets psykolog og rådgiver. ”De har både i skolen, hjemme og i kirken hørt, at de er syndere og uværdige, og at de bør skamme sig. Mange er blevet udstødt af deres menigheder, måske smidt ud af skolen, og én af dem fortalte, at hun godt måtte bo hjemme, men ikke spise sammen med de andre i familien. Først når de havde spist, kunne hun sidde alene med sit lille barn og spise.”

Værdig i Guds øjne

Støt de unge kvinder ved at indbetale et beløb på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’unge mødre’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Esperance kigger rundt på de to hold, der er i gang med træning i syning eller ’hairdressing’.  Det er unge kvinder, som ikke har gjort skolen færdig, og som gennem træningen forhåbentlig kan få arbejde og indtægt, så de kan forsørge sig selv og deres børn. Træningen er et ekstra element i projektet, der er støttet af blandt andet Bethelkirken i Aalborg. Her er det ene hold i gang med at sy nederdele, og det andet er i gang med at flette lange fletninger på en af deltagerne. Når man ser dem arbejde og snakke og grine, ligner de typiske unge kvinder, måske lige bortset fra alle de små børn, som leger under opsyn af barnepiger.

For mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd.

”Det er ikke sikkert, at andre kan se det”, fortsætter Esperance. ”Men for mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd. Men gennem undervisning og arbejde med deres selvværd og selvforståelse, og ved fortælling om Guds kærlighed til alle mennesker, er de langsomt blomstret op og har fået mere tro på, at de også er værdige i Guds øjne!”

Der er også undervisning i familieplanlægning, godt forældreskab og børns udvikling. Det foregår på centeret LLCCM, hvor kvinderne kommer med deres børn to gange om måneden i hold på omkring 30. Man lægger straks mærke til den kærlige og nærværende måde, de er sammen med deres børn på. Undervisningen har haft betydning for den måde, de ser sig selv på som mødre, og at deres børn ikke er noget, de skal skamme sig over.

Tilbage til lokalsamfundet

En stor del af projektet arbejder med kvindernes forældre, præsterne i deres kirker og de lokale myndigheder. Her handler det om konfliktløsning i hjemmene og med at få de unge kvinder tilbage i kirkerne og skolerne, så de kan få deres uddannelse færdiggjort. En af metoderne til at knytte de unge kvinder til deres lokalområde er spare-låne grupper. Her er kvinderne med i hver sin gruppe, og flere er med i bestyrelserne i grupperne.

Leonard Ndayishimiye er leder i projektet. ”Selvfølgelig er der stadig udfordringer”, fortæller han. ”Ikke alt er gode fortællinger, men vi kan se, at mange af pigerne langsomt får vendt deres liv til noget mere positivt og tager aktivt del i at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Vi har stadig en stor opgave – ikke mindst i form af oplysning. Her skal vi ud på sekundærskoler sammen med nogle af de unge kvinder og fortælle om projektet, undervise i familieplanlægning og prævention. På den måde når vi også ud til unge mænd, som har en stor rolle i problemet med mange uønskede graviditeter hos unge piger. Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.”

Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.

Senest har der været en udsendelse i både lokalradio og Radio Rwanda om projektet. Her medvirkede Esperance, Leonard og nogle af de unge mødre. Udsendelsen gav virkelig meget respons. ”Jeg er blevet ringet op af mange præster efter udsendelsen”, fortæller Leonard. ”De roste projektet og efterlyste mere information rundt om i kirkerne.”

Projektet er nu halvvejs, og det bliver spændende at følge de unge kvinders rejse og udvikling. Fra udstødte og udskammede – til kvinder, som tør tro på, at vi alle er værdige og skabte i Guds billede.

Læs mere om projektet i artiklen “Young Single Mothers’ – projektet, der giver enlige mødre nyt liv.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Når man besøger Ngirankugire, projektet for enlige unge mødre i Butare, møder man smil og latter. Men sådan har det bestemt ikke altid været.


 

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/04/18-baptist-dk-2-pkt-16-nu-kigger-de-ikke-laengere-ned-i-jorden.mp3

”Første gang, vi mødte de unge kvinder, var de indadvendte, stille og kiggede ned i jorden”, fortæller Esperance, projektets psykolog og rådgiver. ”De har både i skolen, hjemme og i kirken hørt, at de er syndere og uværdige, og at de bør skamme sig. Mange er blevet udstødt af deres menigheder, måske smidt ud af skolen, og én af dem fortalte, at hun godt måtte bo hjemme, men ikke spise sammen med de andre i familien. Først når de havde spist, kunne hun sidde alene med sit lille barn og spise.”

Værdig i Guds øjne

Støt de unge kvinder ved at indbetale et beløb på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ’unge mødre’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Esperance kigger rundt på de to hold, der er i gang med træning i syning eller ’hairdressing’.  Det er unge kvinder, som ikke har gjort skolen færdig, og som gennem træningen forhåbentlig kan få arbejde og indtægt, så de kan forsørge sig selv og deres børn. Træningen er et ekstra element i projektet, der er støttet af blandt andet Bethelkirken i Aalborg. Her er det ene hold i gang med at sy nederdele, og det andet er i gang med at flette lange fletninger på en af deltagerne. Når man ser dem arbejde og snakke og grine, ligner de typiske unge kvinder, måske lige bortset fra alle de små børn, som leger under opsyn af barnepiger.

For mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd.

”Det er ikke sikkert, at andre kan se det”, fortsætter Esperance. ”Men for mig er forandringen meget tydelig. Før troede de ikke, at de var noget værd. Men gennem undervisning og arbejde med deres selvværd og selvforståelse, og ved fortælling om Guds kærlighed til alle mennesker, er de langsomt blomstret op og har fået mere tro på, at de også er værdige i Guds øjne!”

Der er også undervisning i familieplanlægning, godt forældreskab og børns udvikling. Det foregår på centeret LLCCM, hvor kvinderne kommer med deres børn to gange om måneden i hold på omkring 30. Man lægger straks mærke til den kærlige og nærværende måde, de er sammen med deres børn på. Undervisningen har haft betydning for den måde, de ser sig selv på som mødre, og at deres børn ikke er noget, de skal skamme sig over.

Tilbage til lokalsamfundet

En stor del af projektet arbejder med kvindernes forældre, præsterne i deres kirker og de lokale myndigheder. Her handler det om konfliktløsning i hjemmene og med at få de unge kvinder tilbage i kirkerne og skolerne, så de kan få deres uddannelse færdiggjort. En af metoderne til at knytte de unge kvinder til deres lokalområde er spare-låne grupper. Her er kvinderne med i hver sin gruppe, og flere er med i bestyrelserne i grupperne.

Leonard Ndayishimiye er leder i projektet. ”Selvfølgelig er der stadig udfordringer”, fortæller han. ”Ikke alt er gode fortællinger, men vi kan se, at mange af pigerne langsomt får vendt deres liv til noget mere positivt og tager aktivt del i at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Vi har stadig en stor opgave – ikke mindst i form af oplysning. Her skal vi ud på sekundærskoler sammen med nogle af de unge kvinder og fortælle om projektet, undervise i familieplanlægning og prævention. På den måde når vi også ud til unge mænd, som har en stor rolle i problemet med mange uønskede graviditeter hos unge piger. Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.”

Vi skal flytte fokus fra, at det er pigernes skyld, og det kan vi kun gennem oplysning.

Senest har der været en udsendelse i både lokalradio og Radio Rwanda om projektet. Her medvirkede Esperance, Leonard og nogle af de unge mødre. Udsendelsen gav virkelig meget respons. ”Jeg er blevet ringet op af mange præster efter udsendelsen”, fortæller Leonard. ”De roste projektet og efterlyste mere information rundt om i kirkerne.”

Projektet er nu halvvejs, og det bliver spændende at følge de unge kvinders rejse og udvikling. Fra udstødte og udskammede – til kvinder, som tør tro på, at vi alle er værdige og skabte i Guds billede.

Læs mere om projektet i artiklen “Young Single Mothers’ – projektet, der giver enlige mødre nyt liv.”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/nu-kigger-de-ikke-laengere-ned-i-jorden/feed/ Vibeke er klar til forandring https://baptist.dk/vibeke-er-klar-til-forandring/ Fri, 13 Oct 2023 13:13:39 +0000 https://baptist.dk/?p=15074 Vibeke Dalsgaard, den nye formand for Baptistkirken i Danmark, er en engageret arbejdshest, der ønsker at gøre noget, før det går galt.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/10/05-baptist-dk-4-pkt-3-vibeke-er-klar-til-forandring-.mp3

En 11-årig pige ser sammen med sin far en gudstjeneste i TV, hvor en ung pige bliver døbt. Hun spørger, hvad der foregår, og svaret er, at det er baptister, der døber voksne og – ”det er jo nok det rigtige”. Pigen bliver meget grebet af det, går på biblioteket og låner alt om baptister og bliver en klog lille pige, der véd, at hun skal være baptist.

Men meget kommer i vejen – først konfirmationen og siden alt det andet, som følger med i Vibekes aktive liv, endda otte år i menighedsråd i Folkekirken, før tiden er inde til at ’komme hjem’ og blive døbt i baptistkirken. Vibeke beskriver sig selv som værende troende hele livet med en ”usvigelig sikkerhed om en kærlig far på jorden og en kærlig far i himlen”.

Den afgående formand. Per Beck, holder tale for Vibeke, efter hun er blevet valgt til ny formand.

Vibeke er ikke vokset op med kirkegang, men i et hjem, hvor man var meget aktive i KFUK-spejderne, og hvor der blev debatteret meget og med en far, der insisterede på, at man trods uenighed skulle tage stilling. Vibeke lærte at være med i samtalen: ”Når man rækker fingeren op og blander sig, bliver man valgt til ting.”

Den sociale indignation og lederen

Spejderarbejdet og Vibekes tidlige færd som leder indenfor pædagogfaget betød, at den sociale indignation vågnede, fordi hun så mange børn og familier, der havde det svært. ”Jeg opdagede, hvor privilegeret jeg var, og hvor mange der ikke var.” Vibeke måtte være med til at skabe andre vilkår, hvilket betød engagement indenfor politik i SF: ”Jeg har altid ment, at vi skal gøre noget, inden det går galt”. Vibeke er nu medlem i Det radikale Venstre, men har afmeldt formandskabet i lokalkredsen til fordel for ledelsesarbejdet i BaptistKirken.

Efter fire år i Ålborg Byråd med pause fra pædagogverdenen blev Vibeke klar over, at det var nødvendigt med noget mere viden om forandringsprocesser. ”Jeg forstod jo ikke, hvorfor noget gik godt og andet ikke.” En merkonomuddannelse blev begyndelsen, og herefter fulgte en diplomuddannelse i offentlig ledelse og en master i læring med speciale i forandringsprocesser. ”På universitetet lærte vi, at vi her hos os ikke synes noget. Vi véd det, eller vi undersøger det. Halvprivate holdninger duer ikke i det professionelle rum.”

En del af BaptistKirkens nyvalgte ledelse. Fra venstre Vibeke Dalsgaard. Christian Bylund, Tine Kragh, generalsekretær Torben Andersen, Bodil Højbak Møller og Lasse Åbom. Fraværende er Moses Lal Bawi Peng og Pia Duebjerg Andersen.

Det vil hun bl.a. bringe med til den nye ledelse i BaptistKirken sammen med den erfaring, at de vil blive mødt af mange holdninger og måske ikke så mange ’likes’. ”Dem skal vi give til hinanden. Men det er vigtigt at have de mange holdninger med i drøftelserne.”

Hvem er Vibeke?

Vibeke er et ordentligt menneske med en høj arbejdsmoral, stor ansvarsfølelse og et blik for de svage. ”Alle har nådegaver, men ikke alle gør så meget væsen af sig. Jeg ser dem og kan påskønne dem, selvom de arbejder i det stille.”

Vibeke har stadig sit sociale engagement og glædede sig meget, da vi som lille kirke udtalte os om de syriske flygtninge. ”Vi skal selvfølgelig ikke udtale os om alt muligt, men når det er nødvendigt med en kirkelig stemme, bør vi være der.”

Jeg har på mine gamle dage fundet en ro i at være elsket.

Som barn og ung havde Vibeke et lavt selvværd og troede, hun skulle gøre sig fortjent til andres kærlighed. ”Det ligger i mit DNA, at jeg skal gøre noget godt.” Vibekes skuldre bærer til tider meget af ansvaret, men hun er bevidst om, at det ikke er sandheden. ”Jeg skal altid huske på, at vi er flere om opgaven, og jeg skal have tillid til de andre.”

Energien og prioriteterne

Når man som Vibeke engagerer sig, er klar i mælet og ikke er bange for uenigheder, kan det ikke undgås, at man møder modstand. Her har troen og samtalerne med Gud givet Vibeke kræfter til at fortsætte med at kæmpe for det, hun mener, er det bedste. ”Jeg har også på mine gamle dage fundet en ro i at være elsket.”

Nu sidder jeg med en ledelse, der bestemt ikke er enige, og jeg bliver helt entusiastisk.

Smil og glæde kommer frem på Vibekes ansigt, når hun skal beskrive, hvor hendes energi kommer fra. ”Fra at være sammen med inspirerende mennesker med forskellige synspunkter. Selvom jeg er leder, er jeg også et udpræget holdmenneske, og jeg elsker uenighed og diskussioner, hvis det kan føre til konstruktive løsninger. Nu sidder jeg med en ledelse, der bestemt ikke er enige, og jeg bliver helt entusiastisk.”

”I min familie har vi som i min barndom altid diskuteret meget. På trods af, at vi er medlemmer af tre forskellige trossamfund og flere partier, er vi meget tætte, og vi deler synspunkter med stor fornøjelse.”

BaptistKirken

Vibeke er klar til at gå ind i revitaliseringsprocessen og er overbevist om, at det ender med en god fremtid for BaptistKirken. ”Vi har noget helt unikt at tilbyde omkring tro, demokrati og fællesskab, og det skal bevares. Jeg havde virkelig fornemmelsen af Helligåndens tilstedeværelse, da en krise blev ændret til et håb i løbet af den frokostpause, hvor menighederne fandt kandidater til ledelsen.”

Der er søsat mange gode initiativer de senere år, men det har ikke virket nok på helheden. Nu vil vi se på best-practice, samle det til en helhedsløsning og lave en synode eller et kirkemøde, som jeg kalder det.”

Den bedste beslutning, da jeg endelig blev døbt som 50-årig.

Vibeke glæder sig, fordi det jo handler om den kirke, hun elsker. ”Jeg tog den bedste beslutning i mit liv, da jeg endelig blev døbt som 50-årig.” Vibeke er meget taknemmelig for den måde Pandrup menighed bød hende velkommen, ydede omsorg og gav plads.

Tiden skal fordeles skarpt, men børnebørnene på 8 og 15 vil stadig blive prioriteret højt, og ”Jeg er god til at prioritere mellem arbejde og fritid.”

Mød Vibeke og hør hendes introduktion til arbejdet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Vibeke Dalsgaard, den nye formand for Baptistkirken i Danmark, er en engageret arbejdshest, der ønsker at gøre noget, før det går galt.


Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/10/05-baptist-dk-4-pkt-3-vibeke-er-klar-til-forandring-.mp3

En 11-årig pige ser sammen med sin far en gudstjeneste i TV, hvor en ung pige bliver døbt. Hun spørger, hvad der foregår, og svaret er, at det er baptister, der døber voksne og – ”det er jo nok det rigtige”. Pigen bliver meget grebet af det, går på biblioteket og låner alt om baptister og bliver en klog lille pige, der véd, at hun skal være baptist.

Men meget kommer i vejen – først konfirmationen og siden alt det andet, som følger med i Vibekes aktive liv, endda otte år i menighedsråd i Folkekirken, før tiden er inde til at ’komme hjem’ og blive døbt i baptistkirken. Vibeke beskriver sig selv som værende troende hele livet med en ”usvigelig sikkerhed om en kærlig far på jorden og en kærlig far i himlen”.

Den afgående formand. Per Beck, holder tale for Vibeke, efter hun er blevet valgt til ny formand.

Vibeke er ikke vokset op med kirkegang, men i et hjem, hvor man var meget aktive i KFUK-spejderne, og hvor der blev debatteret meget og med en far, der insisterede på, at man trods uenighed skulle tage stilling. Vibeke lærte at være med i samtalen: ”Når man rækker fingeren op og blander sig, bliver man valgt til ting.”

Den sociale indignation og lederen

Spejderarbejdet og Vibekes tidlige færd som leder indenfor pædagogfaget betød, at den sociale indignation vågnede, fordi hun så mange børn og familier, der havde det svært. ”Jeg opdagede, hvor privilegeret jeg var, og hvor mange der ikke var.” Vibeke måtte være med til at skabe andre vilkår, hvilket betød engagement indenfor politik i SF: ”Jeg har altid ment, at vi skal gøre noget, inden det går galt”. Vibeke er nu medlem i Det radikale Venstre, men har afmeldt formandskabet i lokalkredsen til fordel for ledelsesarbejdet i BaptistKirken.

Efter fire år i Ålborg Byråd med pause fra pædagogverdenen blev Vibeke klar over, at det var nødvendigt med noget mere viden om forandringsprocesser. ”Jeg forstod jo ikke, hvorfor noget gik godt og andet ikke.” En merkonomuddannelse blev begyndelsen, og herefter fulgte en diplomuddannelse i offentlig ledelse og en master i læring med speciale i forandringsprocesser. ”På universitetet lærte vi, at vi her hos os ikke synes noget. Vi véd det, eller vi undersøger det. Halvprivate holdninger duer ikke i det professionelle rum.”

En del af BaptistKirkens nyvalgte ledelse. Fra venstre Vibeke Dalsgaard. Christian Bylund, Tine Kragh, generalsekretær Torben Andersen, Bodil Højbak Møller og Lasse Åbom. Fraværende er Moses Lal Bawi Peng og Pia Duebjerg Andersen.

Det vil hun bl.a. bringe med til den nye ledelse i BaptistKirken sammen med den erfaring, at de vil blive mødt af mange holdninger og måske ikke så mange ’likes’. ”Dem skal vi give til hinanden. Men det er vigtigt at have de mange holdninger med i drøftelserne.”

Hvem er Vibeke?

Vibeke er et ordentligt menneske med en høj arbejdsmoral, stor ansvarsfølelse og et blik for de svage. ”Alle har nådegaver, men ikke alle gør så meget væsen af sig. Jeg ser dem og kan påskønne dem, selvom de arbejder i det stille.”

Vibeke har stadig sit sociale engagement og glædede sig meget, da vi som lille kirke udtalte os om de syriske flygtninge. ”Vi skal selvfølgelig ikke udtale os om alt muligt, men når det er nødvendigt med en kirkelig stemme, bør vi være der.”

Jeg har på mine gamle dage fundet en ro i at være elsket.

Som barn og ung havde Vibeke et lavt selvværd og troede, hun skulle gøre sig fortjent til andres kærlighed. ”Det ligger i mit DNA, at jeg skal gøre noget godt.” Vibekes skuldre bærer til tider meget af ansvaret, men hun er bevidst om, at det ikke er sandheden. ”Jeg skal altid huske på, at vi er flere om opgaven, og jeg skal have tillid til de andre.”

Energien og prioriteterne

Når man som Vibeke engagerer sig, er klar i mælet og ikke er bange for uenigheder, kan det ikke undgås, at man møder modstand. Her har troen og samtalerne med Gud givet Vibeke kræfter til at fortsætte med at kæmpe for det, hun mener, er det bedste. ”Jeg har også på mine gamle dage fundet en ro i at være elsket.”

Nu sidder jeg med en ledelse, der bestemt ikke er enige, og jeg bliver helt entusiastisk.

Smil og glæde kommer frem på Vibekes ansigt, når hun skal beskrive, hvor hendes energi kommer fra. ”Fra at være sammen med inspirerende mennesker med forskellige synspunkter. Selvom jeg er leder, er jeg også et udpræget holdmenneske, og jeg elsker uenighed og diskussioner, hvis det kan føre til konstruktive løsninger. Nu sidder jeg med en ledelse, der bestemt ikke er enige, og jeg bliver helt entusiastisk.”

”I min familie har vi som i min barndom altid diskuteret meget. På trods af, at vi er medlemmer af tre forskellige trossamfund og flere partier, er vi meget tætte, og vi deler synspunkter med stor fornøjelse.”

BaptistKirken

Vibeke er klar til at gå ind i revitaliseringsprocessen og er overbevist om, at det ender med en god fremtid for BaptistKirken. ”Vi har noget helt unikt at tilbyde omkring tro, demokrati og fællesskab, og det skal bevares. Jeg havde virkelig fornemmelsen af Helligåndens tilstedeværelse, da en krise blev ændret til et håb i løbet af den frokostpause, hvor menighederne fandt kandidater til ledelsen.”

Der er søsat mange gode initiativer de senere år, men det har ikke virket nok på helheden. Nu vil vi se på best-practice, samle det til en helhedsløsning og lave en synode eller et kirkemøde, som jeg kalder det.”

Den bedste beslutning, da jeg endelig blev døbt som 50-årig.

Vibeke glæder sig, fordi det jo handler om den kirke, hun elsker. ”Jeg tog den bedste beslutning i mit liv, da jeg endelig blev døbt som 50-årig.” Vibeke er meget taknemmelig for den måde Pandrup menighed bød hende velkommen, ydede omsorg og gav plads.

Tiden skal fordeles skarpt, men børnebørnene på 8 og 15 vil stadig blive prioriteret højt, og ”Jeg er god til at prioritere mellem arbejde og fritid.”

Mød Vibeke og hør hendes introduktion til arbejdet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vibeke-er-klar-til-forandring/feed/ Dansk generalsekretær i Bruxelles https://baptist.dk/dansk-generalsekretaer-i-bruxelles/ Sun, 01 Oct 2023 12:34:22 +0000 https://baptist.dk/?p=14936 Interview med Jørgen Skov Sørensen, der fortæller om arbejdet som generalsekretær for Kirkernes Europæiske Konference (KEK)


Det var med sommerfugle i maven, at jeg skulle lave et interview med generalsekretær for Kirkernes Europæiske Konference (KEK), Jørgen Skov Sørensen, som til dagligt sidder på sekretariatets hovedkontor i Bruxelles, lige overfor EU-kommissionen.

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Jørgen Skov Sørensen er tidligere generalsekretær for Danmission, tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og han har været en vigtig stemme i fx Kristeligt Dagblad og Folkekirkens Nødhjælp. Jørgen Skov Sørensen har adskillige uddannelser bag sig, herunder en ph.d.-grad fra Birmingham Universitet (UK) og en cand.theol. fra Aarhus Universitet med fokus på økumeni, og så taler han flere end fem sprog, inklusive mandarin-kinesisk.

Nervøsitet inden interview

Det var ikke kun Jørgen Skov Sørensens imponerende CV og professionelle relation til både EU-politikere og kirkeledere over hele Europa, der gav god grund til, at jeg var nervøs. Jeg vidste ikke særlig meget om KEK og 60’ernes økumeniske rødder på Nyborg Strand før for nylig. Heldigvis er den snart 60-årige Jørgen Skov Sørensen fra Kolding, yderst imødekommende og nede på jorden at tale med. Og vi nåede meget omkring KEK’s nuværende situation på en halv time.

Så hvis du, som jeg, kun lige er begyndt at stifte kendskab med KEK og organisationens arbejde og nye økumeniske og politiske freds- og forsonings projekter i Europa, kan følgende interview måske hjælpe dig på vej.

I forbindelse med et nummer (baptist.dk nr. 4/23) om BaptistKirkens europæiske og internationale samarbejdspartnere har baptist.dk udgivet flere artikler om KEK (se fx “Kirkerne i Europa vil skabe en fælles fremtid”  og “En europæisk vagthund og ven)

Kirkernes Europæiske Konference

Den fællesskabsånd, der søgte fredens vej i 1960’erne, skabte blandt andet den økumeniske græsrodsbevægelse, som i dag hedder Kirkernes Europæiske Konference (KEK). Siden 2020 har en dansk generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen, arbejdet for at fokusere indsatsen i en presset tid.

Gennemgribende forandring af KEK

Du blev generalsekretær under Corona-pandemien i 2020 og lancerede en form for revitaliseringsproces for KEK i 2021. Hvordan var det?

KEK var meget ufokuseret, da jeg kom til posten. Der er 113 medlemmer med 113 meninger om alting. Og vi bliver formentlig 114 snart, med en af de to ukrainsk-ortodokse kirker på vej ind. Men vi har kun to en halv programmedarbejder og begrænsede økonomiske ressourcer. Derfor var det vigtigt for mig at facilitere en prioritering af vores indsatsområder, og holde det inden for økonomien. Og det kan være en udfordring, når de små medlemmer ønsker, at KEK kan hjælpe dem med at udføre de projekter, som de ikke selv har råd til, og når de store, velfungerende medlemmer ønsker, at KEK skal tage udgangspunkt i det, som de selv gør.

Det lyder fuldstændigt ligesom baptister i Danmark! Så hvordan gjorde du?    

Man skal huske, at KEK ikke kun er en organisation, der arbejder med politiske beslutninger og forsøger at præge den politiske debat i Europa. Vi er også teologisk funderet. Kirkemedlemmerne ejer organisationen, og vi skal dermed have en teologisk refleksion med ind over vores beslutninger. Og samtidig har KEK en noget omfattende struktur og behandlingsproces, før beslutninger kan træffes og implementeres. Men det som alle medlemmerne har til fælles, er ønsket om, at Guds vilje kommer til udtryk i vores arbejde. For eksempel har vi siden 2021 arbejdet bevidst med en strategi, vi kalder ’Call and Witness’ (oversættelse: Kald og vidnesbyrd).

KEK’s generalforsamling i Tallin i juni 2023 (Foto Christian Sofussen)

Tre vigtige fokusområder

Så Gud er vejviseren og vedtægterne er rammen, men hvordan fandt du de fokusområder, som KEK skulle prioritere, efter du trådte til?

Vi er en organisation, der repræsenterer teologiske holdninger fra både nord, syd, øst og vest i Europa indenfor de store protestantiske, ortodokse og anglikanske traditioner, samt rigtig mange mindretalskirker. Selv om de forskellige teologiske holdninger kan spille ind til tider i forhold til ønsker om, hvor vi sætter ind, og til hvem, der ønsker at blive medlem eller forlade fællesskabet, er det den økumeniske tråd, der helst skal pege os ind på, hvilke fokusområder, vi skal arbejde med.

…vi arbejder bredt med EU-politik for at sikre religionsfrihed og forebygge forfølgelse af religiøse mindretalsbefolkninger.

Så vi arbejder bredt med EU-politik for at sikre religionsfrihed og forebygge forfølgelse af religiøse mindretalsbefolkninger. Og vi går også ind lokalt med nationale regeringer og kirkeledere i områder, hvor der er konflikter, når nogle af vores medlemskirker beder os om det. Men vi arbejder ikke direkte med fx flygtninge. Det overlader vi til specialiserede, kirkelige organisationer i Europa.

Vi har tre fokusområder, som ligger i tråd med vores oprindelige mission:

  • At fremme fred, retfærdighed og forsoning i Europa
  • At styrke det økumeniske fællesskab og fremme kirkens mission
  • At støtte kirkernes stemmer i Europa og i europæiske institutioner.

Vi sørger for at inddrage vores 113 – snart 114 – medlemskirker og vores mange samarbejdspartnere, som også omfatter et tæt samarbejde med den romersk-katolsk kirke og dens ledere, da de ikke er medlem hos os. Men vi har en meget tæt relation. Det samme gælder EBF [European Baptist Federation].

KEK’s primære projekter

Kan du komme med nogle eksempler på KEK’s primære projekter?

Som nævnt har vi en vigtig dialog med EU-institutionerne, og den har været beskyttet siden 2007 under Lissabontraktaten. Et af vores mest kritiske mål for tiden er at få stoppet blokaden i det kriseramte Nagorno-Karabakh område, hvor mange civile lider. Indenfor vores økumeniske mission er vi ved at evaluere på de mål, vi fik sat med Charta Œcumenica, som skulle fremme forståelse kirkerne imellem, især omkring dåb og tværkirkelige ægteskaber. Situationen i Ukraine har selvfølgelig også givet os nye udfordringer. Det er ikke muligt for os at skabe fred i landet. Men vi kan arbejde med forsoning, og det ledte os frem til projektet ’Pathways to Peace’ (oversættelse: Veje til fred).[1]

KEK’s generalforsamling i Tallin i junii 2023: Den anglikanske biskop Rowan Williams (lvenstre), Erik Fink (højre). Foto: Ulf Tjärnström/CEC

KEK arbejdede også mod tvangsoversættelse af prædikener

Jeg kan forstå, at KEK også har spillet en vigtig rolle i forhold til at få den danske regering til at droppe deres planer om tvangsoversættelse af prædikener. Valgte du at gå ind i den konflikt, fordi du er dansker? 

Jeg holder selvfølgelig øje med de danske medier, men vi blev faktisk kontaktet af den tyske mindretalskirke i Sønderjylland. Det var i den forbindelse, at vi blandede os. Baptisterne i Danmark måtte også have haft problemer med det lovforslag, fordi I har mange migrantmenigheder?

Ja, det havde vi, og jeg ved at vores dygtige folk kæmpede imod. Men vil det sige, at Baptistkirken i Danmark ikke selv kontaktede KEK eller gik sammen med jer i den kamp?  

Ikke så vidt jeg ved. Men det kunne de sagtens have gjort. I er et vigtigt medlem for os, fordi I er en mindretalskirke. De danske baptister og Folkekirken stod meget tæt i starten af den økumeniske bevægelse og i forbindelse med at få etableret KEK på Nyborg Strand. Flere baptister deltog, bland andet var Ebbe Holm ’steward’ på M/S Bornholm, da nogle Østeuropæiske kirkeledere ikke kunne få visum i Danmark, så mødet blev flyttet til Østersøen. Jeg ved, han har mange gode historier fra dengang.

Det er meget vigtigt for KEK, at mindretalskirkerne er aktive medspillere.

BaptistKirken har været savnet

Jeg ved, at BaptistKirken har fået en ny repræsentant i år, Christian Sofussen, og at vi har været lidt stille i forhold til KEK i en del år. Har vi været savnet?

Ja, det ville jeg mene. Folkekirken og BaptistKirken har efterhånden et meget stærkt samarbejde, men som flertalskirke har Folkekirken også en betydelig stemme. Generelt har de store kirkesamfund meget at sige, hvis ikke de små sikrer deres indflydelse i KEK’s sammenhæng. Det er meget vigtigt for KEK, at mindretalskirkerne er aktive medspillere. De bringer et andet og meget vigtigt perspektiv ind, især når en af vores historiske roller ikke kun har været at sikre den religiøse stemme i et sekulært Europa, men især stemmerne fra mindretalskirker.

[1] Conference of European Churches. ‘What We Do”. https://ceceurope.org/what-we-do/

Andre artikler om KEK på baptist.dk

Kirkerne i Europa vil skabe en fælles fremtid
En europæisk vagthund og ven

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Interview med Jørgen Skov Sørensen, der fortæller om arbejdet som generalsekretær for Kirkernes Europæiske Konference (KEK)


Det var med sommerfugle i maven, at jeg skulle lave et interview med generalsekretær for Kirkernes Europæiske Konference (KEK), Jørgen Skov Sørensen, som til dagligt sidder på sekretariatets hovedkontor i Bruxelles, lige overfor EU-kommissionen.

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Jørgen Skov Sørensen er tidligere generalsekretær for Danmission, tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd og han har været en vigtig stemme i fx Kristeligt Dagblad og Folkekirkens Nødhjælp. Jørgen Skov Sørensen har adskillige uddannelser bag sig, herunder en ph.d.-grad fra Birmingham Universitet (UK) og en cand.theol. fra Aarhus Universitet med fokus på økumeni, og så taler han flere end fem sprog, inklusive mandarin-kinesisk.

Nervøsitet inden interview

Det var ikke kun Jørgen Skov Sørensens imponerende CV og professionelle relation til både EU-politikere og kirkeledere over hele Europa, der gav god grund til, at jeg var nervøs. Jeg vidste ikke særlig meget om KEK og 60’ernes økumeniske rødder på Nyborg Strand før for nylig. Heldigvis er den snart 60-årige Jørgen Skov Sørensen fra Kolding, yderst imødekommende og nede på jorden at tale med. Og vi nåede meget omkring KEK’s nuværende situation på en halv time.

Så hvis du, som jeg, kun lige er begyndt at stifte kendskab med KEK og organisationens arbejde og nye økumeniske og politiske freds- og forsonings projekter i Europa, kan følgende interview måske hjælpe dig på vej.

I forbindelse med et nummer (baptist.dk nr. 4/23) om BaptistKirkens europæiske og internationale samarbejdspartnere har baptist.dk udgivet flere artikler om KEK (se fx “Kirkerne i Europa vil skabe en fælles fremtid”  og “En europæisk vagthund og ven)

Kirkernes Europæiske Konference

Den fællesskabsånd, der søgte fredens vej i 1960’erne, skabte blandt andet den økumeniske græsrodsbevægelse, som i dag hedder Kirkernes Europæiske Konference (KEK). Siden 2020 har en dansk generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen, arbejdet for at fokusere indsatsen i en presset tid.

Gennemgribende forandring af KEK

Du blev generalsekretær under Corona-pandemien i 2020 og lancerede en form for revitaliseringsproces for KEK i 2021. Hvordan var det?

KEK var meget ufokuseret, da jeg kom til posten. Der er 113 medlemmer med 113 meninger om alting. Og vi bliver formentlig 114 snart, med en af de to ukrainsk-ortodokse kirker på vej ind. Men vi har kun to en halv programmedarbejder og begrænsede økonomiske ressourcer. Derfor var det vigtigt for mig at facilitere en prioritering af vores indsatsområder, og holde det inden for økonomien. Og det kan være en udfordring, når de små medlemmer ønsker, at KEK kan hjælpe dem med at udføre de projekter, som de ikke selv har råd til, og når de store, velfungerende medlemmer ønsker, at KEK skal tage udgangspunkt i det, som de selv gør.

Det lyder fuldstændigt ligesom baptister i Danmark! Så hvordan gjorde du?    

Man skal huske, at KEK ikke kun er en organisation, der arbejder med politiske beslutninger og forsøger at præge den politiske debat i Europa. Vi er også teologisk funderet. Kirkemedlemmerne ejer organisationen, og vi skal dermed have en teologisk refleksion med ind over vores beslutninger. Og samtidig har KEK en noget omfattende struktur og behandlingsproces, før beslutninger kan træffes og implementeres. Men det som alle medlemmerne har til fælles, er ønsket om, at Guds vilje kommer til udtryk i vores arbejde. For eksempel har vi siden 2021 arbejdet bevidst med en strategi, vi kalder ’Call and Witness’ (oversættelse: Kald og vidnesbyrd).

KEK’s generalforsamling i Tallin i juni 2023 (Foto Christian Sofussen)

Tre vigtige fokusområder

Så Gud er vejviseren og vedtægterne er rammen, men hvordan fandt du de fokusområder, som KEK skulle prioritere, efter du trådte til?

Vi er en organisation, der repræsenterer teologiske holdninger fra både nord, syd, øst og vest i Europa indenfor de store protestantiske, ortodokse og anglikanske traditioner, samt rigtig mange mindretalskirker. Selv om de forskellige teologiske holdninger kan spille ind til tider i forhold til ønsker om, hvor vi sætter ind, og til hvem, der ønsker at blive medlem eller forlade fællesskabet, er det den økumeniske tråd, der helst skal pege os ind på, hvilke fokusområder, vi skal arbejde med.

…vi arbejder bredt med EU-politik for at sikre religionsfrihed og forebygge forfølgelse af religiøse mindretalsbefolkninger.

Så vi arbejder bredt med EU-politik for at sikre religionsfrihed og forebygge forfølgelse af religiøse mindretalsbefolkninger. Og vi går også ind lokalt med nationale regeringer og kirkeledere i områder, hvor der er konflikter, når nogle af vores medlemskirker beder os om det. Men vi arbejder ikke direkte med fx flygtninge. Det overlader vi til specialiserede, kirkelige organisationer i Europa.

Vi har tre fokusområder, som ligger i tråd med vores oprindelige mission:

  • At fremme fred, retfærdighed og forsoning i Europa
  • At styrke det økumeniske fællesskab og fremme kirkens mission
  • At støtte kirkernes stemmer i Europa og i europæiske institutioner.

Vi sørger for at inddrage vores 113 – snart 114 – medlemskirker og vores mange samarbejdspartnere, som også omfatter et tæt samarbejde med den romersk-katolsk kirke og dens ledere, da de ikke er medlem hos os. Men vi har en meget tæt relation. Det samme gælder EBF [European Baptist Federation].

KEK’s primære projekter

Kan du komme med nogle eksempler på KEK’s primære projekter?

Som nævnt har vi en vigtig dialog med EU-institutionerne, og den har været beskyttet siden 2007 under Lissabontraktaten. Et af vores mest kritiske mål for tiden er at få stoppet blokaden i det kriseramte Nagorno-Karabakh område, hvor mange civile lider. Indenfor vores økumeniske mission er vi ved at evaluere på de mål, vi fik sat med Charta Œcumenica, som skulle fremme forståelse kirkerne imellem, især omkring dåb og tværkirkelige ægteskaber. Situationen i Ukraine har selvfølgelig også givet os nye udfordringer. Det er ikke muligt for os at skabe fred i landet. Men vi kan arbejde med forsoning, og det ledte os frem til projektet ’Pathways to Peace’ (oversættelse: Veje til fred).[1]

KEK’s generalforsamling i Tallin i junii 2023: Den anglikanske biskop Rowan Williams (lvenstre), Erik Fink (højre). Foto: Ulf Tjärnström/CEC

KEK arbejdede også mod tvangsoversættelse af prædikener

Jeg kan forstå, at KEK også har spillet en vigtig rolle i forhold til at få den danske regering til at droppe deres planer om tvangsoversættelse af prædikener. Valgte du at gå ind i den konflikt, fordi du er dansker? 

Jeg holder selvfølgelig øje med de danske medier, men vi blev faktisk kontaktet af den tyske mindretalskirke i Sønderjylland. Det var i den forbindelse, at vi blandede os. Baptisterne i Danmark måtte også have haft problemer med det lovforslag, fordi I har mange migrantmenigheder?

Ja, det havde vi, og jeg ved at vores dygtige folk kæmpede imod. Men vil det sige, at Baptistkirken i Danmark ikke selv kontaktede KEK eller gik sammen med jer i den kamp?  

Ikke så vidt jeg ved. Men det kunne de sagtens have gjort. I er et vigtigt medlem for os, fordi I er en mindretalskirke. De danske baptister og Folkekirken stod meget tæt i starten af den økumeniske bevægelse og i forbindelse med at få etableret KEK på Nyborg Strand. Flere baptister deltog, bland andet var Ebbe Holm ’steward’ på M/S Bornholm, da nogle Østeuropæiske kirkeledere ikke kunne få visum i Danmark, så mødet blev flyttet til Østersøen. Jeg ved, han har mange gode historier fra dengang.

Det er meget vigtigt for KEK, at mindretalskirkerne er aktive medspillere.

BaptistKirken har været savnet

Jeg ved, at BaptistKirken har fået en ny repræsentant i år, Christian Sofussen, og at vi har været lidt stille i forhold til KEK i en del år. Har vi været savnet?

Ja, det ville jeg mene. Folkekirken og BaptistKirken har efterhånden et meget stærkt samarbejde, men som flertalskirke har Folkekirken også en betydelig stemme. Generelt har de store kirkesamfund meget at sige, hvis ikke de små sikrer deres indflydelse i KEK’s sammenhæng. Det er meget vigtigt for KEK, at mindretalskirkerne er aktive medspillere. De bringer et andet og meget vigtigt perspektiv ind, især når en af vores historiske roller ikke kun har været at sikre den religiøse stemme i et sekulært Europa, men især stemmerne fra mindretalskirker.

[1] Conference of European Churches. ‘What We Do”. https://ceceurope.org/what-we-do/

Andre artikler om KEK på baptist.dk

Kirkerne i Europa vil skabe en fælles fremtid
En europæisk vagthund og ven

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/dansk-generalsekretaer-i-bruxelles/feed/ Opråb fra en sofavælger https://baptist.dk/opraab-fra-en-sofavaelger/ Mon, 17 Jul 2023 17:21:08 +0000 https://baptist.dk/?p=14584 Andreas Højmark Søndergaard, tidligere medlem af ledelsen i BaptistKirken med meget mere, har valgt sofaen i stedet for Sommerstævnet. Nu lyder hans debatstemme fra sofaens dyb


Det er søndag formiddag. Klokken er 11.07, og min kone og vores to børn er på besøg hos mine svigerforældre, som er på campingferie ikke langt fra vores hjem. Det slår mig, at det er i dag, Sommerstævnet begynder på Lindenborg. Jeg selv skal have en dag på sofaen, inden arbejdet kalder igen i morgen.

Det er nu, der skal forandringer til

Og det er egentlig mit afsæt for dette. For jeg er bevidst om, at jeg ikke selv er på sommerstævne. Jeg har ikke selv været særlig aktiv på andet end lokalt plan i de seneste 10 år. Så indlægget her er nok mere en stemme fra kanten eller et opråb fra sofaen. For jeg hører rygter. Gode rygter. Om at det nu er tid til at revitalisere Baptistkirken i Danmark, og det glæder mig. Meget. Der har været antydningen til debat om vores fælles fremtid i Christian Bylunds og Jan Kornholts kronik og kommentar. Der diskuteres kant og mangel på samme! Jeg vil gerne give mit perspektiv her fra sofaen. For jeg tror egentlig, at det er nu, der skal forandringer til, hvis vi vil have et levende kirkesamfund i fremtiden.

Er der behov for mere kant?

Spørgsmålet om kant vil vi kunne bruge meget tid på. Der kan afholdes temadage, regionale møder, inspirationsaftener, måske endda webinarer, foruden drøftelser på landskonferencer. Og det er grundlæggende også interessant, om Baptistkirken i Danmark har udspillet sin rolle. Teologisk? I spirituelt udtryk? I form og indhold? Har vi en selvstændig berettigelse, eller er det, der engang var ”vores” kendetegn også repræsenteret i andre dele af det danske kirkeliv? Jeg er enig i, at vi er nødt til at få lavet en rodbehandling, men vi skal passe på os selv.

En nødvendig samtale

For hvor har vi dog haft temadage og ”inspirationsaftener”. Rigeligt af dem. Jeg tror, vi er et sted, hvor vi skal passe på med ikke kun at filosofere ord og tekster. Vi er nødt til at have en parallel samtale om, hvad det er, vi vil som kirkesamfund. Hvad det er, vi vil gøre sammen.

Det er muligt at være fælles

For min påstand er, at det er muligt at være én fælles missionsorganisation, selv på et (alt for) bredt formuleret eller ikke-eksisterende grundlag som det nuværende. Vi kunne egentlig godt forsætte som nu – hvis vi fandt ind til kernen af, hvad det er, vi vil sammen.

En missionsforening uden fælles mission?

Når Christian og Jan efterlyser kant, hører jeg en dybfølt efterspørgsel efter en fælles vision og et fælles grundlag. Jeg er enig, men efterlyser samtidig en fælles mission. Noget indhold. Noget at være sammen om. Så kirkesamfundet får en dybde af ting, vi gør sammen. På baggrund af vores fælles grundlag. Så ordene ikke bare bliver ord – hvor gode, reflekterede og teologisk velfunderede, de ellers er!

Hvad er det egentlig, vi gør sammen?

Jeg har tænkt over, hvad det egentlig er, vi gør sammen i dag. Et aktuelt svar flagrer lidt i vinden. Lidt hårdt sagt har baptisterne vendt sommerstævnet ryggen. For 15 år siden var vi 1.200-1.600 deltagere på vores eget stævne i Mariager. I år er der 840 – selv efter, vi har besluttet at holde vore stævner sammen med Evangelisk Frikirke Danmark.

Bladet baptist.dk skimmes af mange, men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra klubbladet, hvor hovedattraktionen er en afart af ”menighedsstafetten” og et personligt portræt foruden bladets afsnit om døbte og døde. Vi skal jo lige have styr på familierelationerne…

Vi har en stor portefølje på den internationale mission. Men hvor mange kan med ro i sindet nævne de projekter, vi driver?

Vi vil menighedsudvikling. I hvert tilfælde på papiret. Selvom der i disse år lukker flere menigheder, end der åbner, og at den seneste strategiske menighedsplantning vel skete for 20 år siden.

En missionsforening uden fælles grundlag

Jeg oplever det nationale fællesskab i Baptistkirken i Danmark som en missionsforening uden fælles grundlag – og måske endda uden fælles mission. Og vores fælles arbejde er nok ikke det, vi brænder for. Det er snarere blevet det, som ingen rigtigt kan være imod.

Vi er struktureret til, at nye projekter kan poppe op hurtigt. Vi mødes til to årlige generalforsamlinger. Men det er vist længe siden, at en landskonference blev fyldt af en fælles tro på fremtiden og nye projekter – og at optagelse af nye menigheder ikke er sket efter splittelse i eksisterende.

Vil vi noget? Gør vi noget? Omsætter vi fælleserklæringen til ord og handling – og ikke bare et ligegyldigt idékatalog et mørkt sted på en hjemmeside, som ingen finder?

Hvad står vi sammen om med hænder, hjerter, økonomi og forbøn? Hvad er hjerterne fyldte af?

Hvor blev jeg selv af?

Det er denne sommer 10 år siden, jeg trådte ud af Baptistkirken i Danmarks ledelse. Tilmed ét år før udløbet af min valgperiode. Jeg var frustreret. Frustreret over én hverdag om måneden at skulle udeblive fra mit studie/omlægge mine vagter på mit fritidsjob i den offentlige sektor for at mødes om kopimaskineaftaler og temadage. Da jeg blev valgt til ledelsen, forelå en vision og mission for fællesskabet. Skrevet af den tidligere ledelse. Det var et dokument, der var én A4-side langt, som jeg ikke kan huske det præcise indhold af. Men vi skulle alt godt – dog uden at konkretisere noget som helst.

Vi omsatte intet til strategier og konkrete indsatser. Men vi brugte tid på at overveje, hvordan vores 175-års jubilæum skulle fejres. Det fik sloganet ”Kom nu videre!” – måske vi i dag er klar til at tage det tema sådan rigtigt til os! Alt andet i den daværende ledelse blev ikke rigtigt til noget. Jo – det blev til en katastrofal diskussion om vielser af par af samme køn, som hverken var køn eller klædelig for nogen. Spørgsmålet er, om de gode tanker er blevet til handling siden 2013?

Siden dengang har jeg engageret mig lokalt. I Købnerkirken på Amager – siden Immanuelskirken i Aarhus. Begge steder har jeg oplevet ærlige, kærlige og gode trosfællesskaber, hvor man faktisk tør gå ud i tro på, at Gud kan og vil mere end det bestående. Hvor man faktisk tør træde ud på vandet i tro på, at verden er større end vores lille båd.

Hvor skal vi hen, du?

Ja, vi skal i hvert tilfælde fremad. Vi har en tradition og historie, som vi i høj grad kan være stolte af. Men det er næppe historien, vores vedtægter og demokratiske struktur, vores nedskrevne visioner og ambitioner, der gør forskellen ude i virkeligheden. Kirkeligheden trænger til at blive støvet af. Der skal luftes ud. Kirkeligheden skal møde virkeligheden.

Vi trænger til at synge en fællessang, der samler. Måske endda sikre nye landvindinger. Ikke imperialistisk eller kolonistisk. Men vi skal da overveje, hvorfor der ikke er baptistmenigheder i store byer som Randers, Horsens, Kolding, Næstved og Helsingør? Og om husprisernes himmelflugt i de store byer gør det attraktivt at plante nyt i mindre byer?

Hvor blev børnene af?

Vil vi acceptere, at en indsats for børn, teenagere, unge og børnefamilier ikke fylder i Baptistkirken i Danmark i dag? Og i øvrigt ikke har gjort det i dette årtusinde. Javist, vi har to landsorganisationer, som bliver væsentlige samarbejdspartnere i det arbejde. Men hvorfor ikke hjemtage entreprisen og selv gå i gang. Skabe liv. Energi. Sætte noget i gang. I den proces ville det selvfølgelig være tudetosset ikke at anvende de bedste aktører på markedet – bl.a. vores egne landsorganisationer.

Et styrket kald til tjeneste?

Bør vi styrke kaldet til tjeneste yderligere? Bør vi styrke præstefællesskaberne yderligere? Bør vi udstyre alle nye præster med en erfaren mentor? Bør vi skabe nogle mere forpligtigende netværk mellem menigheder, hvor den som er vældig stor også skal være vældig rar mod den mindre? Bør generalsekretærens tjenestebeskrivelse ændres, så den bliver mere general end sekretær? Giver vi vort personale de optimale rammer for at udfolde deres kompetencer?

Der kan gøres meget mere

Har sommerstævnet i sin nuværende form overlevet sig selv? Har vi de rette talere? Har vi fokus på børnefamilierne, relevante teenagespor osv.? Hvor børn er, er der også forældre og bedsteforældre. Det viser al erfaring.

Er det tid til at strømline vores kommunikation og visuelle udtryk? Er det i det hele taget tid til at fokusere? På det nødvendige og på det, vi finder, er vores særlige DNA. Så vores visioner faktisk også bliver til liv – og ikke bare (gode men måske) forblommede ord, vi bekræfter hinanden i hvert femte år?

Det er nu!

Jeg tror, det er tid til en grundlæggende debat nu. Hvis vi vil, kan vi undgå, at det nationale fællesskab ikke fader ud som en parodi på en organisation, som få tror på levedygtigheden af – og resten måske bare ikke tør sige det?

Vi skal skabe begejstringen ude lokalt! Vi skal indgyde håb og tro på en fælles fremtid! Vi skal være andet og mere end en pjece, en pulje med penge – og et par portaler på internettet, hvor man kan læse mere…

Vi kan lægge meget over til Gud – men mon ikke, han forventer mere af sit folk, end at vi bare læner os tilbage med credoet: ”Guds rige skal smage, derfor kaffe og kage. Foran tv’et jeg venter, til Herren mig henter!”

Sofavælgerens refleksion

Og apropos tv’et. Her fra sofaen kan jeg se, at Tour de France-feltet angriber dagens højeste bjerg. De kører hårdt på for at få skabt dagens udbrud, inden det store slag skal stå mellem Pogacar og Vingegaard. Selv de ryttere, der var i asfalten, kommer på benene igen. De ofrer sig for hinanden for holdets bedste.

Tja – måske vi kan lære lidt. Af Tour de France – og måske af det store potentiale Baptistkirken i Danmark har. Men jeg tror, at store dele af det potentiale er som mig. Vi har valgt sofaen. Måske ikke i vrede og frustration. Vi har ladet fødderne tale. Det stille opråb fra sofavælgeren.

Læs mere:

“Mangler vi kant” af Christian Heldgaard Bylund

“Blev kanten for blød?” af Jan Kornholt

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Andreas Højmark Søndergaard, tidligere medlem af ledelsen i BaptistKirken med meget mere, har valgt sofaen i stedet for Sommerstævnet. Nu lyder hans debatstemme fra sofaens dyb


Det er søndag formiddag. Klokken er 11.07, og min kone og vores to børn er på besøg hos mine svigerforældre, som er på campingferie ikke langt fra vores hjem. Det slår mig, at det er i dag, Sommerstævnet begynder på Lindenborg. Jeg selv skal have en dag på sofaen, inden arbejdet kalder igen i morgen.

Det er nu, der skal forandringer til

Og det er egentlig mit afsæt for dette. For jeg er bevidst om, at jeg ikke selv er på sommerstævne. Jeg har ikke selv været særlig aktiv på andet end lokalt plan i de seneste 10 år. Så indlægget her er nok mere en stemme fra kanten eller et opråb fra sofaen. For jeg hører rygter. Gode rygter. Om at det nu er tid til at revitalisere Baptistkirken i Danmark, og det glæder mig. Meget. Der har været antydningen til debat om vores fælles fremtid i Christian Bylunds og Jan Kornholts kronik og kommentar. Der diskuteres kant og mangel på samme! Jeg vil gerne give mit perspektiv her fra sofaen. For jeg tror egentlig, at det er nu, der skal forandringer til, hvis vi vil have et levende kirkesamfund i fremtiden.

Er der behov for mere kant?

Spørgsmålet om kant vil vi kunne bruge meget tid på. Der kan afholdes temadage, regionale møder, inspirationsaftener, måske endda webinarer, foruden drøftelser på landskonferencer. Og det er grundlæggende også interessant, om Baptistkirken i Danmark har udspillet sin rolle. Teologisk? I spirituelt udtryk? I form og indhold? Har vi en selvstændig berettigelse, eller er det, der engang var ”vores” kendetegn også repræsenteret i andre dele af det danske kirkeliv? Jeg er enig i, at vi er nødt til at få lavet en rodbehandling, men vi skal passe på os selv.

En nødvendig samtale

For hvor har vi dog haft temadage og ”inspirationsaftener”. Rigeligt af dem. Jeg tror, vi er et sted, hvor vi skal passe på med ikke kun at filosofere ord og tekster. Vi er nødt til at have en parallel samtale om, hvad det er, vi vil som kirkesamfund. Hvad det er, vi vil gøre sammen.

Det er muligt at være fælles

For min påstand er, at det er muligt at være én fælles missionsorganisation, selv på et (alt for) bredt formuleret eller ikke-eksisterende grundlag som det nuværende. Vi kunne egentlig godt forsætte som nu – hvis vi fandt ind til kernen af, hvad det er, vi vil sammen.

En missionsforening uden fælles mission?

Når Christian og Jan efterlyser kant, hører jeg en dybfølt efterspørgsel efter en fælles vision og et fælles grundlag. Jeg er enig, men efterlyser samtidig en fælles mission. Noget indhold. Noget at være sammen om. Så kirkesamfundet får en dybde af ting, vi gør sammen. På baggrund af vores fælles grundlag. Så ordene ikke bare bliver ord – hvor gode, reflekterede og teologisk velfunderede, de ellers er!

Hvad er det egentlig, vi gør sammen?

Jeg har tænkt over, hvad det egentlig er, vi gør sammen i dag. Et aktuelt svar flagrer lidt i vinden. Lidt hårdt sagt har baptisterne vendt sommerstævnet ryggen. For 15 år siden var vi 1.200-1.600 deltagere på vores eget stævne i Mariager. I år er der 840 – selv efter, vi har besluttet at holde vore stævner sammen med Evangelisk Frikirke Danmark.

Bladet baptist.dk skimmes af mange, men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra klubbladet, hvor hovedattraktionen er en afart af ”menighedsstafetten” og et personligt portræt foruden bladets afsnit om døbte og døde. Vi skal jo lige have styr på familierelationerne…

Vi har en stor portefølje på den internationale mission. Men hvor mange kan med ro i sindet nævne de projekter, vi driver?

Vi vil menighedsudvikling. I hvert tilfælde på papiret. Selvom der i disse år lukker flere menigheder, end der åbner, og at den seneste strategiske menighedsplantning vel skete for 20 år siden.

En missionsforening uden fælles grundlag

Jeg oplever det nationale fællesskab i Baptistkirken i Danmark som en missionsforening uden fælles grundlag – og måske endda uden fælles mission. Og vores fælles arbejde er nok ikke det, vi brænder for. Det er snarere blevet det, som ingen rigtigt kan være imod.

Vi er struktureret til, at nye projekter kan poppe op hurtigt. Vi mødes til to årlige generalforsamlinger. Men det er vist længe siden, at en landskonference blev fyldt af en fælles tro på fremtiden og nye projekter – og at optagelse af nye menigheder ikke er sket efter splittelse i eksisterende.

Vil vi noget? Gør vi noget? Omsætter vi fælleserklæringen til ord og handling – og ikke bare et ligegyldigt idékatalog et mørkt sted på en hjemmeside, som ingen finder?

Hvad står vi sammen om med hænder, hjerter, økonomi og forbøn? Hvad er hjerterne fyldte af?

Hvor blev jeg selv af?

Det er denne sommer 10 år siden, jeg trådte ud af Baptistkirken i Danmarks ledelse. Tilmed ét år før udløbet af min valgperiode. Jeg var frustreret. Frustreret over én hverdag om måneden at skulle udeblive fra mit studie/omlægge mine vagter på mit fritidsjob i den offentlige sektor for at mødes om kopimaskineaftaler og temadage. Da jeg blev valgt til ledelsen, forelå en vision og mission for fællesskabet. Skrevet af den tidligere ledelse. Det var et dokument, der var én A4-side langt, som jeg ikke kan huske det præcise indhold af. Men vi skulle alt godt – dog uden at konkretisere noget som helst.

Vi omsatte intet til strategier og konkrete indsatser. Men vi brugte tid på at overveje, hvordan vores 175-års jubilæum skulle fejres. Det fik sloganet ”Kom nu videre!” – måske vi i dag er klar til at tage det tema sådan rigtigt til os! Alt andet i den daværende ledelse blev ikke rigtigt til noget. Jo – det blev til en katastrofal diskussion om vielser af par af samme køn, som hverken var køn eller klædelig for nogen. Spørgsmålet er, om de gode tanker er blevet til handling siden 2013?

Siden dengang har jeg engageret mig lokalt. I Købnerkirken på Amager – siden Immanuelskirken i Aarhus. Begge steder har jeg oplevet ærlige, kærlige og gode trosfællesskaber, hvor man faktisk tør gå ud i tro på, at Gud kan og vil mere end det bestående. Hvor man faktisk tør træde ud på vandet i tro på, at verden er større end vores lille båd.

Hvor skal vi hen, du?

Ja, vi skal i hvert tilfælde fremad. Vi har en tradition og historie, som vi i høj grad kan være stolte af. Men det er næppe historien, vores vedtægter og demokratiske struktur, vores nedskrevne visioner og ambitioner, der gør forskellen ude i virkeligheden. Kirkeligheden trænger til at blive støvet af. Der skal luftes ud. Kirkeligheden skal møde virkeligheden.

Vi trænger til at synge en fællessang, der samler. Måske endda sikre nye landvindinger. Ikke imperialistisk eller kolonistisk. Men vi skal da overveje, hvorfor der ikke er baptistmenigheder i store byer som Randers, Horsens, Kolding, Næstved og Helsingør? Og om husprisernes himmelflugt i de store byer gør det attraktivt at plante nyt i mindre byer?

Hvor blev børnene af?

Vil vi acceptere, at en indsats for børn, teenagere, unge og børnefamilier ikke fylder i Baptistkirken i Danmark i dag? Og i øvrigt ikke har gjort det i dette årtusinde. Javist, vi har to landsorganisationer, som bliver væsentlige samarbejdspartnere i det arbejde. Men hvorfor ikke hjemtage entreprisen og selv gå i gang. Skabe liv. Energi. Sætte noget i gang. I den proces ville det selvfølgelig være tudetosset ikke at anvende de bedste aktører på markedet – bl.a. vores egne landsorganisationer.

Et styrket kald til tjeneste?

Bør vi styrke kaldet til tjeneste yderligere? Bør vi styrke præstefællesskaberne yderligere? Bør vi udstyre alle nye præster med en erfaren mentor? Bør vi skabe nogle mere forpligtigende netværk mellem menigheder, hvor den som er vældig stor også skal være vældig rar mod den mindre? Bør generalsekretærens tjenestebeskrivelse ændres, så den bliver mere general end sekretær? Giver vi vort personale de optimale rammer for at udfolde deres kompetencer?

Der kan gøres meget mere

Har sommerstævnet i sin nuværende form overlevet sig selv? Har vi de rette talere? Har vi fokus på børnefamilierne, relevante teenagespor osv.? Hvor børn er, er der også forældre og bedsteforældre. Det viser al erfaring.

Er det tid til at strømline vores kommunikation og visuelle udtryk? Er det i det hele taget tid til at fokusere? På det nødvendige og på det, vi finder, er vores særlige DNA. Så vores visioner faktisk også bliver til liv – og ikke bare (gode men måske) forblommede ord, vi bekræfter hinanden i hvert femte år?

Det er nu!

Jeg tror, det er tid til en grundlæggende debat nu. Hvis vi vil, kan vi undgå, at det nationale fællesskab ikke fader ud som en parodi på en organisation, som få tror på levedygtigheden af – og resten måske bare ikke tør sige det?

Vi skal skabe begejstringen ude lokalt! Vi skal indgyde håb og tro på en fælles fremtid! Vi skal være andet og mere end en pjece, en pulje med penge – og et par portaler på internettet, hvor man kan læse mere…

Vi kan lægge meget over til Gud – men mon ikke, han forventer mere af sit folk, end at vi bare læner os tilbage med credoet: ”Guds rige skal smage, derfor kaffe og kage. Foran tv’et jeg venter, til Herren mig henter!”

Sofavælgerens refleksion

Og apropos tv’et. Her fra sofaen kan jeg se, at Tour de France-feltet angriber dagens højeste bjerg. De kører hårdt på for at få skabt dagens udbrud, inden det store slag skal stå mellem Pogacar og Vingegaard. Selv de ryttere, der var i asfalten, kommer på benene igen. De ofrer sig for hinanden for holdets bedste.

Tja – måske vi kan lære lidt. Af Tour de France – og måske af det store potentiale Baptistkirken i Danmark har. Men jeg tror, at store dele af det potentiale er som mig. Vi har valgt sofaen. Måske ikke i vrede og frustration. Vi har ladet fødderne tale. Det stille opråb fra sofavælgeren.

Læs mere:

“Mangler vi kant” af Christian Heldgaard Bylund

“Blev kanten for blød?” af Jan Kornholt

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/opraab-fra-en-sofavaelger/feed/ Blev kanten for blød? https://baptist.dk/blev-kanten-for-bloed/ Tue, 11 Jul 2023 05:20:19 +0000 https://baptist.dk/?p=14393 I begyndelsen af maj måned 2023 skrev Christian Bylund: ”Mangler vi kant?”. Christian efterlyste en bred debat om BaptistKirkens fremtid. Men den brede debat udeblev. Nu prøver vi at sætte gang i debatten igen – med hjælp fra Jan Kornholt, præst i Kløvermarkskirken i Holbæk, der var en af de få, der hævede debat-stemmen


Jan Kornholt indleder sit svar på Christians debatoplæg med ordene:
”Tak Christian for dine gode spørgsmål og udfordringen til vores kirke. Du rammer plet! Baptistkirken i Danmark mangler kant. Ja, vi mangler eksistensberettigelse!”

Foto: Bent L. Hansen

Jans indlæg fortsætter:

”Vi har ‘kant’, når vi kæmper for den enkeltes trosfrihed og den lokale menigheds selvstændighed. Men absurd nok, så er det netop friheden, der gør, at vi mangler kant. For hvis alle skal respektere alles holdninger, så ender fællesskabet som en grød, som ingen kan identificere sig med.

Den voksende forskellighed gennem mange årtier, i et fællesskab, der hylder frihed og uafhængighed, har udvandet vores identitet. Hvis vi skal have mere kant, så må vi være parate til at tænke anderledes om alles ret til at mene hvad som helst.

Jeg vil gerne være med i en kirke med mere kant og en tydeligere profil, men konsekvenserne bliver, at ikke alle nuværende baptistmenigheder fortsat kan være i det samme kirkesamfund.

Så HVIS vi fortsat skal være et kirkesamfund, så lad os få et opgør: Lad os beskrive et kirkesamfund med kant og acceptere, at nogen vil være med og at andre ikke vil!

I øvrigt er vores kirkesamfunds struktur og vores fælles arbejde også en anakronisme, som mangler kant og relevans. BaptistKirkens struktur hører hjemme i en sammenhæng, hvor medlemskirkerne var i en helt andet situation end i dag. Dengang (for 40-50 år siden) var vi få og store menigheder i et homogent fællesskab med stor sammenhængskraft takket være præsteseminarium, højskole, ungdomsårsmøder, lejre, missionsuger mv.

I dag er vi flere, men mindre menigheder, de fleste uden tilstrækkelige ressourcer til at udvikle sig. Sidste år lukkede vi tre menigheder og flere er på vej til at lukke. Vores kirkesamfund har en veludviklet administration og penge i banken, men vi har ikke meget at tilbyde den lokale menighed, som kæmper med overlevelse og kæmper med at finde nye brugbare veje i mission.

Derfor er det på tide, at vi får et opgør med BaptistKirkens struktur, så vores kirke kan blive en organisation, der matcher menighedernes virkelighed og behov.

Der sker ikke noget nyt uden at noget gammelt må dø! Og lige der, har vi i vores kirke gennem årene oplevet markant modstand mod forandring, samtidig med at visionære kræfter ikke gad være med længere. Måske er det for længst for sent at skabe den nødvendige fornyelse?! Jeg håber det ikke.”

Tag del i debatten – her på siden eller hvor der er mulighed: Forteltene på Sommerstævne ’23, menighedsmøder, grillaftenerne med vennerne fra kirken eller over en kop kirkekaffe.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I begyndelsen af maj måned 2023 skrev Christian Bylund: ”Mangler vi kant?”. Christian efterlyste en bred debat om BaptistKirkens fremtid. Men den brede debat udeblev. Nu prøver vi at sætte gang i debatten igen – med hjælp fra Jan Kornholt, præst i Kløvermarkskirken i Holbæk, der var en af de få, der hævede debat-stemmen


Jan Kornholt indleder sit svar på Christians debatoplæg med ordene:
”Tak Christian for dine gode spørgsmål og udfordringen til vores kirke. Du rammer plet! Baptistkirken i Danmark mangler kant. Ja, vi mangler eksistensberettigelse!”

Foto: Bent L. Hansen

Jans indlæg fortsætter:

”Vi har ‘kant’, når vi kæmper for den enkeltes trosfrihed og den lokale menigheds selvstændighed. Men absurd nok, så er det netop friheden, der gør, at vi mangler kant. For hvis alle skal respektere alles holdninger, så ender fællesskabet som en grød, som ingen kan identificere sig med.

Den voksende forskellighed gennem mange årtier, i et fællesskab, der hylder frihed og uafhængighed, har udvandet vores identitet. Hvis vi skal have mere kant, så må vi være parate til at tænke anderledes om alles ret til at mene hvad som helst.

Jeg vil gerne være med i en kirke med mere kant og en tydeligere profil, men konsekvenserne bliver, at ikke alle nuværende baptistmenigheder fortsat kan være i det samme kirkesamfund.

Så HVIS vi fortsat skal være et kirkesamfund, så lad os få et opgør: Lad os beskrive et kirkesamfund med kant og acceptere, at nogen vil være med og at andre ikke vil!

I øvrigt er vores kirkesamfunds struktur og vores fælles arbejde også en anakronisme, som mangler kant og relevans. BaptistKirkens struktur hører hjemme i en sammenhæng, hvor medlemskirkerne var i en helt andet situation end i dag. Dengang (for 40-50 år siden) var vi få og store menigheder i et homogent fællesskab med stor sammenhængskraft takket være præsteseminarium, højskole, ungdomsårsmøder, lejre, missionsuger mv.

I dag er vi flere, men mindre menigheder, de fleste uden tilstrækkelige ressourcer til at udvikle sig. Sidste år lukkede vi tre menigheder og flere er på vej til at lukke. Vores kirkesamfund har en veludviklet administration og penge i banken, men vi har ikke meget at tilbyde den lokale menighed, som kæmper med overlevelse og kæmper med at finde nye brugbare veje i mission.

Derfor er det på tide, at vi får et opgør med BaptistKirkens struktur, så vores kirke kan blive en organisation, der matcher menighedernes virkelighed og behov.

Der sker ikke noget nyt uden at noget gammelt må dø! Og lige der, har vi i vores kirke gennem årene oplevet markant modstand mod forandring, samtidig med at visionære kræfter ikke gad være med længere. Måske er det for længst for sent at skabe den nødvendige fornyelse?! Jeg håber det ikke.”

Tag del i debatten – her på siden eller hvor der er mulighed: Forteltene på Sommerstævne ’23, menighedsmøder, grillaftenerne med vennerne fra kirken eller over en kop kirkekaffe.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/blev-kanten-for-bloed/feed/ Mangler vi kant? https://baptist.dk/mangler-vi-kant/ Tue, 09 May 2023 10:00:36 +0000 https://baptist.dk/?p=14082 Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistmenighed stiller spørgsmålet. Christian ønsker, at BaptistKirken skal være et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening. Han efterlyser en åben og fordomsfri debat om emnet.


 

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/05/manglervikantmp3281123.mp3

I den sidste weekend i april mødtes BaptistKirkens ledelse til den indledende samtale om vores kirkesamfunds udfordringer, og hvordan vi arbejder videre med dem. Den proces kalder vi revitaliseringsprocessen. Den vil I høre meget mere om i den kommende tid.

Et spørgsmål, som blev relevant i løbet af døgnet, var: “Mangler vi kant?”.

Jeg vil derfor gerne indlede en samtale med alle jer baptister om netop det: “Mangler vi kant?” Er der behov for mere kant? Jeg er selv i tvivl. Jeg elsker vores frihed, men kan friheden skabe en kultur med så meget bredde, at det ikke længere gavner fællesskabet? Kan det skabe en kultur, hvor ”everything goes”?

Jeg vil gerne lægge ud med lidt tanker.

Baggrunden

Gennem de sidste knap 180 år har nogle af grundpillerne i dansk baptisme været bredden og menighedernes selvstændighed. Bredden og selvstændigheden har ændret sig med årene og har favnet bredere og bredere. Den tidlige danske baptisme var præget af stærk kirketugt og indflydelse fra tyske og amerikanske baptister, der trak i forskellig retning.

Efter mange år med effektiv brug af udelukkelsesparagraffer forsøgte baptistkirken at definere sig på ny ud fra den fælles kerne: Jesus’ lære og den bredde, der er deri. Det skabte rum for endnu mere diversitet i menighederne. Nu står vi her i dag, hvor vi er enige om forskelligheden.

Hvad har ændret sig? Er der sket et skred? (Foto: Bent L. Hansen)

Men baptistkirken har også haft andre stærke søjler, vi har stået på som fællesskab. Vi har historisk set haft ledere, som har vist retning. Vi har haft voksendåben, menighedernes selvstændighed, religionsfriheden og forkyndelsen af evangeliet på et utal af måder i ind- og udland, som vores fælles fundament. Igennem mange år var afholdenheden også en af de bærende piller. Vi havde adskillige sager, vi var enige om. Sådan er det ikke længere.

Hvad har ændret sig?

En af de ting, som har ændret sig, er, at vi ikke længere har de markante præster og lægfolk i vores kirkesamfund, som præster og menigheder lytter til, som viser os retning og som tager ansvar for debatten.

I dag har vi ikke samme respekt for hinandens holdninger, udover at vi tillader, at alle må tænke, hvad de vil. Holdningsfrihed er godt, men er der grænser for, hvad vi kan rumme? Tidligere tog vi som kirkesamfund stilling til nogle ting. Det gør vi nærmest ikke længere. Alle sådanne samtaler bliver lukket med ord om menighedernes selvstændighed.

Vores kamp om dåben har ændret sig, vil jeg mene. Vi har vundet den kamp, og jeg vil blot referere til min artikel “Hvorfor døber vi ingen?” fra februar sidste år. Er der behov for baptister i den sammenhæng? I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

Vi har i grove træk fået vores religionsfrihed, eller kampen har i hvert fald ændret sig. Vores kamp er ikke en kamp mod statskirken, men nærmere en kamp sammen med Folkekirken f.eks. igennem Danske Kirkers Råd mod politiske vinde som “Tvangsoversættelser af prædikener” eller anden religionspolitik, der rammer kirkelivet bredt. Vi har i dag lov til at være baptister. Er kampen for religionsfrihed en sag for baptister eller en sag for alle kristne?

Tilbage står vores selvbestemmelse eller holdningsfrihed i menighederne, en frihed der tidligere blev præget af de ledende præster i vores samfund, som blev præget af teologer og lægfolk i samtaler på og omkring seminariet i Tølløse, eller som blev debatteret, når tidligere tiders baptister tog emner op på årsmøder, hvor alt kunne diskuteres.

Meget har altså ændret sig, og spørgsmålet melder sig: ”Har vi behov for mere kant?”

Har vi behov for mere kant?

For det første mener jeg, at vi aldrig har haft så meget bredde på så mange punkter, som vi har i dag. Tidligere tiders diskussioner gik i høj grad på enkeltsager, som vi kan læse det i årsmødereferaterne. Men baptister var enige om det meste. I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

Igennem det forgangne år har jeg selv som formand for Teologisk Forum, som præst i vores præstekollegium og som medlem af BaptistKirkens ledelse været med til at debattere et hav af emner fra dogmatik, liturgi, karismatik, ledelse, ordination, ritualer, og jeg kunne blive ved. Her blot nogle eksempler i tilfældig rækkefølge:

  • Vi har diskuteret salmer i forhold til lovsang. Jeg har lagt øre til utilfredshed om vores stævner, om åbningsgudstjenester, lovsangsaftener, og at spiritualiteten er noget, som mange ikke føler sig hjemme i, uanset om det gælder salmer eller lovsang.
  • Vi har diskuteret sex før ægteskabet, homoseksuelles rolle i menigheden, såvel som muligheden for velsignelse eller vielse.
  • Vi har diskuteret universalisme, om helvede findes, om alles frelse, og om Gudsriget har sin gang på jord eller kun har noget med himmelen at gøre.
  • Vi har diskuteret, om Gud har en moderlighed, eller om Gud kun er mand.
  • Vi har diskuteret Gud som treenig Gud, eller om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er en og samme, og ikke vægtes lige.
  • Vi har diskuteret ”young earth creationism”, om jorden er skabt på små 10.000 år, eller om vi tror på evolutionsteorien.
  • Vi har diskuteret bibelsyn. Er den en guddommelig indblæst bog, eller er det menneskelige vidnesbyrd om Gud?
  • Vi har diskuteret baptistisk ledelse. Hvem kan sidde i menighedsråd – er det kun mænd? Og kan præster diktere en retning i menighederne?
  • Vi har diskuteret, om dåben kræver et omvendelsesøjeblik, eller om den er et bekendelsessvar?
  • Vi har diskuteret alt. Alt mellem himmel og jord.

Alle synspunkter og modpoler findes i vores kirkesamfund. Meget af det er direkte modstridende. Meget af det har ændret sig væsentligt i forhold til vores forfædre. Meget af det er forandret, for BaptistKirken er ikke der, hvor vi var i det 19. århundrede, og det er på mange måder både godt og naturligt.

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne?

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne? Eller hov? – har vi ikke også enkelte menigheder eller præster, der har døbt børn?

Er vi som baptister det kirkesamfund, som hovedsageligt døber voksne, men ellers lader præster og menigheder tro, hvad de vil?

Er det vores udgangspunkt, at alt altid er oppe til debat? Er det vores samarbejdsgrundlag? Er det diskussionen eller mangel på samme, fordi vi ikke tør tage samtalen på tværs, i frygt for den enkeltes selvstændighed, der er vores kerne?

Hvis de otte teser fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg sige, det er tyndt. De fortæller om et kirkesamfund, hvor alle kirker kan være med, folkekirken såvel som frikirker. Vores fælles fodslag siger så lidt, at mange, hvis ikke størstedelen, af landets kirker kan sige ”Ja og amen” til det.

Er der behov for os?

Hvad vil konsekvensen af mere (eller mindre) kant være? (Foto: Bent L. Hansen)

Er det nok kant? Eller har vi behov for mere? Anderledes formuleret: Er der behov for os? Er baptister bedre tjent med at arbejde i de kirkesamfund, hvor vores enkelte særegenheder står nærmest, om det er Evangelisk Frikirke Danmark, Folkekirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken eller Metodistkirken? Eller bør vi arbejde sammen om mere kant? En fælles vej for baptister i fremtiden?

Jeg ved ikke selv, hvor jeg står. Jeg har kæmpet for menighedernes selvstændighed igennem hele mit voksne liv, men pt. føler jeg, at det lige netop er den, der udfordrer vores fremtid. Det er den, der sætter fællesskabet på prøve. Det er den, der handlingslammer os, og gør, at vi står i stampe og ikke ved, hvor vi skal hen.

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Et mindre kirkesamfund? Ja, det vil nok blive et mindre kirkesamfund, men det ville også blive et egentligt kirkesamfund igen. Et homogent et af slagsen. Det vil være nemmere at arbejde sammen. Vores stævner vil kunne være mere stringente. Lejre, uddannelse, kurser og meget mere ville måske være nemmere, fordi alting ikke altid ville være oppe til debat. Der ville ikke altid være en mistillid til andre sider af kirkesamfundet.

Vil nogle skulle gå? Det er svært at sige, men alt efter hvilken kant, man ender med, ja, så vil nogle i den ene, anden eller tredje fløj i BaptistKirken være nødsaget til at overveje, om den kant er noget, de/vi kan være kirke i.

Vil nogle blive smidt ud? Jeg tror det ikke; jeg tror nærmere, at vi finder ud af, hvad størstedelen af vores samfund vil sammen, og så er der nok nogle, der finder sammen med andre samarbejdspartnere.

Jeg ønsker et kirkesamfund

Ønsker jeg at splitte kirkesamfundet? Nej overhovedet ikke, men jeg ønsker et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening, men et kirkesamfund. Et der ikke er i dyb krise, som den vi står i, men et kirkesamfund, der blomstrer igen.

Hvem skal bestemme, hvilken vej vi skal gå? Det nemme svar, og det eneste svar, vi har, er fællesskabet. Det er hverken ledelsen, præster eller mig som enkeltperson, der skal diktere en retning – nej, den skal vi finde i fællesskab.

Så er der behov for mere kant? Er der behov for at gå ned ad en ny vej? Er der behov for lidt mere retning, så vores samtale på tværs af kirkesamfundet kan fungere på ny?

Jeg ved det ikke, men lad os tale om det og ikke lukke samtalen, før den er startet!

Mere information:

Læs også Christians artikel Hvorfor døber vi ingen?
Link til nyhed på baptistkirken.dk og og pdf-fil med “De otte teser”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistmenighed stiller spørgsmålet. Christian ønsker, at BaptistKirken skal være et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening. Han efterlyser en åben og fordomsfri debat om emnet.


 

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2023/05/manglervikantmp3281123.mp3

I den sidste weekend i april mødtes BaptistKirkens ledelse til den indledende samtale om vores kirkesamfunds udfordringer, og hvordan vi arbejder videre med dem. Den proces kalder vi revitaliseringsprocessen. Den vil I høre meget mere om i den kommende tid.

Et spørgsmål, som blev relevant i løbet af døgnet, var: “Mangler vi kant?”.

Jeg vil derfor gerne indlede en samtale med alle jer baptister om netop det: “Mangler vi kant?” Er der behov for mere kant? Jeg er selv i tvivl. Jeg elsker vores frihed, men kan friheden skabe en kultur med så meget bredde, at det ikke længere gavner fællesskabet? Kan det skabe en kultur, hvor ”everything goes”?

Jeg vil gerne lægge ud med lidt tanker.

Baggrunden

Gennem de sidste knap 180 år har nogle af grundpillerne i dansk baptisme været bredden og menighedernes selvstændighed. Bredden og selvstændigheden har ændret sig med årene og har favnet bredere og bredere. Den tidlige danske baptisme var præget af stærk kirketugt og indflydelse fra tyske og amerikanske baptister, der trak i forskellig retning.

Efter mange år med effektiv brug af udelukkelsesparagraffer forsøgte baptistkirken at definere sig på ny ud fra den fælles kerne: Jesus’ lære og den bredde, der er deri. Det skabte rum for endnu mere diversitet i menighederne. Nu står vi her i dag, hvor vi er enige om forskelligheden.

Hvad har ændret sig? Er der sket et skred? (Foto: Bent L. Hansen)

Men baptistkirken har også haft andre stærke søjler, vi har stået på som fællesskab. Vi har historisk set haft ledere, som har vist retning. Vi har haft voksendåben, menighedernes selvstændighed, religionsfriheden og forkyndelsen af evangeliet på et utal af måder i ind- og udland, som vores fælles fundament. Igennem mange år var afholdenheden også en af de bærende piller. Vi havde adskillige sager, vi var enige om. Sådan er det ikke længere.

Hvad har ændret sig?

En af de ting, som har ændret sig, er, at vi ikke længere har de markante præster og lægfolk i vores kirkesamfund, som præster og menigheder lytter til, som viser os retning og som tager ansvar for debatten.

I dag har vi ikke samme respekt for hinandens holdninger, udover at vi tillader, at alle må tænke, hvad de vil. Holdningsfrihed er godt, men er der grænser for, hvad vi kan rumme? Tidligere tog vi som kirkesamfund stilling til nogle ting. Det gør vi nærmest ikke længere. Alle sådanne samtaler bliver lukket med ord om menighedernes selvstændighed.

Vores kamp om dåben har ændret sig, vil jeg mene. Vi har vundet den kamp, og jeg vil blot referere til min artikel “Hvorfor døber vi ingen?” fra februar sidste år. Er der behov for baptister i den sammenhæng? I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

Vi har i grove træk fået vores religionsfrihed, eller kampen har i hvert fald ændret sig. Vores kamp er ikke en kamp mod statskirken, men nærmere en kamp sammen med Folkekirken f.eks. igennem Danske Kirkers Råd mod politiske vinde som “Tvangsoversættelser af prædikener” eller anden religionspolitik, der rammer kirkelivet bredt. Vi har i dag lov til at være baptister. Er kampen for religionsfrihed en sag for baptister eller en sag for alle kristne?

Tilbage står vores selvbestemmelse eller holdningsfrihed i menighederne, en frihed der tidligere blev præget af de ledende præster i vores samfund, som blev præget af teologer og lægfolk i samtaler på og omkring seminariet i Tølløse, eller som blev debatteret, når tidligere tiders baptister tog emner op på årsmøder, hvor alt kunne diskuteres.

Meget har altså ændret sig, og spørgsmålet melder sig: ”Har vi behov for mere kant?”

Har vi behov for mere kant?

For det første mener jeg, at vi aldrig har haft så meget bredde på så mange punkter, som vi har i dag. Tidligere tiders diskussioner gik i høj grad på enkeltsager, som vi kan læse det i årsmødereferaterne. Men baptister var enige om det meste. I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

Igennem det forgangne år har jeg selv som formand for Teologisk Forum, som præst i vores præstekollegium og som medlem af BaptistKirkens ledelse været med til at debattere et hav af emner fra dogmatik, liturgi, karismatik, ledelse, ordination, ritualer, og jeg kunne blive ved. Her blot nogle eksempler i tilfældig rækkefølge:

  • Vi har diskuteret salmer i forhold til lovsang. Jeg har lagt øre til utilfredshed om vores stævner, om åbningsgudstjenester, lovsangsaftener, og at spiritualiteten er noget, som mange ikke føler sig hjemme i, uanset om det gælder salmer eller lovsang.
  • Vi har diskuteret sex før ægteskabet, homoseksuelles rolle i menigheden, såvel som muligheden for velsignelse eller vielse.
  • Vi har diskuteret universalisme, om helvede findes, om alles frelse, og om Gudsriget har sin gang på jord eller kun har noget med himmelen at gøre.
  • Vi har diskuteret, om Gud har en moderlighed, eller om Gud kun er mand.
  • Vi har diskuteret Gud som treenig Gud, eller om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er en og samme, og ikke vægtes lige.
  • Vi har diskuteret ”young earth creationism”, om jorden er skabt på små 10.000 år, eller om vi tror på evolutionsteorien.
  • Vi har diskuteret bibelsyn. Er den en guddommelig indblæst bog, eller er det menneskelige vidnesbyrd om Gud?
  • Vi har diskuteret baptistisk ledelse. Hvem kan sidde i menighedsråd – er det kun mænd? Og kan præster diktere en retning i menighederne?
  • Vi har diskuteret, om dåben kræver et omvendelsesøjeblik, eller om den er et bekendelsessvar?
  • Vi har diskuteret alt. Alt mellem himmel og jord.

Alle synspunkter og modpoler findes i vores kirkesamfund. Meget af det er direkte modstridende. Meget af det har ændret sig væsentligt i forhold til vores forfædre. Meget af det er forandret, for BaptistKirken er ikke der, hvor vi var i det 19. århundrede, og det er på mange måder både godt og naturligt.

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne?

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne? Eller hov? – har vi ikke også enkelte menigheder eller præster, der har døbt børn?

Er vi som baptister det kirkesamfund, som hovedsageligt døber voksne, men ellers lader præster og menigheder tro, hvad de vil?

Er det vores udgangspunkt, at alt altid er oppe til debat? Er det vores samarbejdsgrundlag? Er det diskussionen eller mangel på samme, fordi vi ikke tør tage samtalen på tværs, i frygt for den enkeltes selvstændighed, der er vores kerne?

Hvis de otte teser fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg sige, det er tyndt. De fortæller om et kirkesamfund, hvor alle kirker kan være med, folkekirken såvel som frikirker. Vores fælles fodslag siger så lidt, at mange, hvis ikke størstedelen, af landets kirker kan sige ”Ja og amen” til det.

Er der behov for os?

Hvad vil konsekvensen af mere (eller mindre) kant være? (Foto: Bent L. Hansen)

Er det nok kant? Eller har vi behov for mere? Anderledes formuleret: Er der behov for os? Er baptister bedre tjent med at arbejde i de kirkesamfund, hvor vores enkelte særegenheder står nærmest, om det er Evangelisk Frikirke Danmark, Folkekirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken eller Metodistkirken? Eller bør vi arbejde sammen om mere kant? En fælles vej for baptister i fremtiden?

Jeg ved ikke selv, hvor jeg står. Jeg har kæmpet for menighedernes selvstændighed igennem hele mit voksne liv, men pt. føler jeg, at det lige netop er den, der udfordrer vores fremtid. Det er den, der sætter fællesskabet på prøve. Det er den, der handlingslammer os, og gør, at vi står i stampe og ikke ved, hvor vi skal hen.

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Et mindre kirkesamfund? Ja, det vil nok blive et mindre kirkesamfund, men det ville også blive et egentligt kirkesamfund igen. Et homogent et af slagsen. Det vil være nemmere at arbejde sammen. Vores stævner vil kunne være mere stringente. Lejre, uddannelse, kurser og meget mere ville måske være nemmere, fordi alting ikke altid ville være oppe til debat. Der ville ikke altid være en mistillid til andre sider af kirkesamfundet.

Vil nogle skulle gå? Det er svært at sige, men alt efter hvilken kant, man ender med, ja, så vil nogle i den ene, anden eller tredje fløj i BaptistKirken være nødsaget til at overveje, om den kant er noget, de/vi kan være kirke i.

Vil nogle blive smidt ud? Jeg tror det ikke; jeg tror nærmere, at vi finder ud af, hvad størstedelen af vores samfund vil sammen, og så er der nok nogle, der finder sammen med andre samarbejdspartnere.

Jeg ønsker et kirkesamfund

Ønsker jeg at splitte kirkesamfundet? Nej overhovedet ikke, men jeg ønsker et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening, men et kirkesamfund. Et der ikke er i dyb krise, som den vi står i, men et kirkesamfund, der blomstrer igen.

Hvem skal bestemme, hvilken vej vi skal gå? Det nemme svar, og det eneste svar, vi har, er fællesskabet. Det er hverken ledelsen, præster eller mig som enkeltperson, der skal diktere en retning – nej, den skal vi finde i fællesskab.

Så er der behov for mere kant? Er der behov for at gå ned ad en ny vej? Er der behov for lidt mere retning, så vores samtale på tværs af kirkesamfundet kan fungere på ny?

Jeg ved det ikke, men lad os tale om det og ikke lukke samtalen, før den er startet!

Mere information:

Læs også Christians artikel Hvorfor døber vi ingen?
Link til nyhed på baptistkirken.dk og og pdf-fil med “De otte teser”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/mangler-vi-kant/feed/ Assistance og selvværd https://baptist.dk/assistance-og-selvvaerd/ Fri, 29 Jul 2022 09:20:37 +0000 https://baptist.dk/?p=12531 Når kirkerne går sammen om at bekæmpe uretfærdighed, sker der noget.


Dutabarane arbejder for, at voldsudøvere bliver retsforfulgt i Burundi. Forholdene for kvinder ændrer sig langsomt til det bedre, når kirken træder ind.

I Burundi er vold i familierne stadig et stort problem. Ifølge FN oplever næsten halvdelen af Burundis kvinder fysisk vold eller er udsat for overgreb en eller flere gange i løbet af deres liv. Knap 30% har oplevet det indenfor det seneste år. Det bekæmper vores partner Dutabarane i Burundi. Gennem træning af både mænd og kvinder arbejder de på forebyggelse. De giver juridisk assistance til voldsudsatte kvinder, så sagerne anmeldes, og der føres retssager, der fører til domfældelse. Og så assisterer de ofrene gennem psyko-social rådgivning, hvor kvinderne får behandlet de traumatiske oplevelser. Der gives direkte økonomisk støtte i form af tilskud til ’small business’ og medlemskab af spare- og lånegrupper.

Kirken kan forandre

Mænd vil gerne noget andet, men har så at sige ikke andre ’værktøjer i værktøjskassen’ end vold i konfliktsituationer.

Sammen med kirkerne i Burundi har vi siden 2013 arbejdet med at ændre sociale normer og opfattelsen af kvinders rolle og værdi i samfundet gennem samtale, træning og opbygning af relationer. Mænd vil gerne noget andet end vold, men de har så at sige ikke andre ’værktøjer i værktøjskassen’ i konfliktsituationer. Kirken har en unik mulighed for at ændre på dette gennem undervisning og forkyndelse.

Bernardines historie og 25 dømte voldsmænd

Under mit besøg i Burundi i maj måned mødte vi Bernadine. Hun er 36 år, har fire børn og har tidligere været gift med en psykisk syg mand. Uden en ægtefælle er hun i en sårbar situation. En dag på vej hjem fra markedet blev hun overfaldet og voldtaget af en mand fra lokalområdet. Manden stjal hendes penge, og hun blev slået næsten ihjel. Efterfølgende er hun blevet hjulpet af projektet til at komme på fode igen.

Tidligere tog politiet ikke kvinder som Bernadine alvorligt.

Tidligere tog politiet ikke kvinder som Bernadine alvorligt, hvis de vovede at anmelde sagerne, men det har Dutabaranes tilstedeværelse og undervisning ændret på. Manden blev idømt 1½ års fængsel, og de seneste 1½ år er 25 mænd blevet retsforfulgt og dømt. Det lyder ikke af meget, men det er et enormt fremskridt for kvinderne i Burundi.

Trods de alvorlige oplevelser kan Bernadine smile under vores samtale. Assistancen fra projektet har hjulpet hende til igen at have det godt. Hun føler ikke skam, når hun færdes i lokalsamfundet. Hvad hun var udsat for, kan også ske for andre, fortæller hun. Og så er det godt, at der bliver gjort noget ved det.

Kvinder er verdensmål

Ifølge FN er vold mod kvinder udbredt: 35 % af alle kvinder i verden oplever fysisk og/eller seksuel partnervold eller seksuel vold af en ikke-partner i deres liv. Derfor er “ligestilling mellem kønnene og en styrkelse af alle kvinder og piger” et af FNs 17 Verdensmål for en bæredygtig udvikling af jorden.

Varige ændringer

Senere på dagen taler vi med den lokale borgmester. Han fortæller, at volden er udbredt i familierne, men at der nu er værktøjer til at håndtere det – og ikke mindst undgå det. Vi taler også med Philbert på 45, der fortæller, at den træning, han har gennemgået sammen med sin kone, har fået ham til at ændre adfærd. De havde problemer med at få børn, og det kunne kun være konens skyld, men efter deltagelse i træningen, er han holdt op med at drikke og være voldelig – og de har tilmed fået et barn! Også medlemskabet af spare- og lånegrupper har ændret relationerne i deres familie. Nu træffer de fælles beslutninger om liv, samliv og økonomi for deres lille familie – uden at han føler, at han har mistet noget ved det. Tværtimod indser han, at han har vundet på det! Det er et godt fundament for varige ændringer og øget selvværd!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Når kirkerne går sammen om at bekæmpe uretfærdighed, sker der noget.


Dutabarane arbejder for, at voldsudøvere bliver retsforfulgt i Burundi. Forholdene for kvinder ændrer sig langsomt til det bedre, når kirken træder ind.

I Burundi er vold i familierne stadig et stort problem. Ifølge FN oplever næsten halvdelen af Burundis kvinder fysisk vold eller er udsat for overgreb en eller flere gange i løbet af deres liv. Knap 30% har oplevet det indenfor det seneste år. Det bekæmper vores partner Dutabarane i Burundi. Gennem træning af både mænd og kvinder arbejder de på forebyggelse. De giver juridisk assistance til voldsudsatte kvinder, så sagerne anmeldes, og der føres retssager, der fører til domfældelse. Og så assisterer de ofrene gennem psyko-social rådgivning, hvor kvinderne får behandlet de traumatiske oplevelser. Der gives direkte økonomisk støtte i form af tilskud til ’small business’ og medlemskab af spare- og lånegrupper.

Kirken kan forandre

Mænd vil gerne noget andet, men har så at sige ikke andre ’værktøjer i værktøjskassen’ end vold i konfliktsituationer.

Sammen med kirkerne i Burundi har vi siden 2013 arbejdet med at ændre sociale normer og opfattelsen af kvinders rolle og værdi i samfundet gennem samtale, træning og opbygning af relationer. Mænd vil gerne noget andet end vold, men de har så at sige ikke andre ’værktøjer i værktøjskassen’ i konfliktsituationer. Kirken har en unik mulighed for at ændre på dette gennem undervisning og forkyndelse.

Bernardines historie og 25 dømte voldsmænd

Under mit besøg i Burundi i maj måned mødte vi Bernadine. Hun er 36 år, har fire børn og har tidligere været gift med en psykisk syg mand. Uden en ægtefælle er hun i en sårbar situation. En dag på vej hjem fra markedet blev hun overfaldet og voldtaget af en mand fra lokalområdet. Manden stjal hendes penge, og hun blev slået næsten ihjel. Efterfølgende er hun blevet hjulpet af projektet til at komme på fode igen.

Tidligere tog politiet ikke kvinder som Bernadine alvorligt.

Tidligere tog politiet ikke kvinder som Bernadine alvorligt, hvis de vovede at anmelde sagerne, men det har Dutabaranes tilstedeværelse og undervisning ændret på. Manden blev idømt 1½ års fængsel, og de seneste 1½ år er 25 mænd blevet retsforfulgt og dømt. Det lyder ikke af meget, men det er et enormt fremskridt for kvinderne i Burundi.

Trods de alvorlige oplevelser kan Bernadine smile under vores samtale. Assistancen fra projektet har hjulpet hende til igen at have det godt. Hun føler ikke skam, når hun færdes i lokalsamfundet. Hvad hun var udsat for, kan også ske for andre, fortæller hun. Og så er det godt, at der bliver gjort noget ved det.

Kvinder er verdensmål

Ifølge FN er vold mod kvinder udbredt: 35 % af alle kvinder i verden oplever fysisk og/eller seksuel partnervold eller seksuel vold af en ikke-partner i deres liv. Derfor er “ligestilling mellem kønnene og en styrkelse af alle kvinder og piger” et af FNs 17 Verdensmål for en bæredygtig udvikling af jorden.

Varige ændringer

Senere på dagen taler vi med den lokale borgmester. Han fortæller, at volden er udbredt i familierne, men at der nu er værktøjer til at håndtere det – og ikke mindst undgå det. Vi taler også med Philbert på 45, der fortæller, at den træning, han har gennemgået sammen med sin kone, har fået ham til at ændre adfærd. De havde problemer med at få børn, og det kunne kun være konens skyld, men efter deltagelse i træningen, er han holdt op med at drikke og være voldelig – og de har tilmed fået et barn! Også medlemskabet af spare- og lånegrupper har ændret relationerne i deres familie. Nu træffer de fælles beslutninger om liv, samliv og økonomi for deres lille familie – uden at han føler, at han har mistet noget ved det. Tværtimod indser han, at han har vundet på det! Det er et godt fundament for varige ændringer og øget selvværd!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/assistance-og-selvvaerd/feed/ Hvad med kærligheden? https://baptist.dk/hvad-med-kaerligheden/ Fri, 05 Feb 2021 11:46:40 +0000 https://baptist.dk/?p=10479 Hvordan kan det være, at det er så svært at tale om sex og seksualitet – ikke mindst i en kirkelig sammenhæng?


Jens Christensen, cand.theol., tidligere baptistpræst i Lyngby, Karmelkirken, Aalborg og Aarhus.
  

Hvorfor betragtes det, der har med vores kønsliv at gøre, som syndigt og urent? Er det historisk betinget? På den korte historiske bane var det seksuelle for bare 60-70 år siden ikke samtaleemne i kirkelig sammenhæng. Kun når et ungt par ventede barn før ægteskab, blev det et menighedsanliggende – med alt for mange tilfælde af sårede følelser og brud til følge. Så kom ungdomsoprøret i 1968 med et efterfølgende årti af frigørelse på mange områder – ikke mindst det seksuelle. Siden da har det været let at blive ’oplyst’ om snart sagt alt, hvad der har med kønslivet at gøre. Dog ikke lige i kirkens fællesskab.

Mennesket er en synder

På historiens lange bane er udgangspunktet formentlig den bibelske fortælling om det såkaldte ’syndefald’.[1] Her oplever menneskene skyld efter overtrædelsen af Guds forbud. Derefter føler de skam over deres nøgenhed. Og endelig bliver de straffet ved at skulle arbejde for føden og have besvær og smerte ved at sætte børn i verden. Det sidste er specielt kvindens problem – men nu var det jo også hende, der var den første til at spise af den forbudte frugt.

Forfatteren Gary R. Renard skriver: ”De fleste religioner har altid forsøgt at undertrykke det seksuelle udtryk – indtil det blev tid til at blive gift og lave flere kroppe til kirken, selvfølgelig. At sige til mennesker, at de skal undertrykke deres ubevidste, præprogrammerede ønske, er som at sige til en fugl, at den ikke må flyve.” Og han fortsætter: ”Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus. Hvis du synes, der er noget galt med sex, kan du lige så godt mene, at der er noget galt med at spise mad. Begge dele er normale aktiviteter for en krop, og enhver ide om det modsatte er helt og aldeles menneskers påhit og ikke åndeligt inspireret.”[2]

Som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning.

Når det så alligevel er så svært at snakke med vores børn og hinanden om denne selvfølgelige del af vores liv som mennesker, hænger det sammen med, at vi har fået indpodet ideen om, at vi er syndere. Derfra kommer vores tilfredsstillelse ved at se og vide, at der er nogle, der er større syndere, end vi selv er. Og det hænger sammen med et problematisk gudsbillede.

Guds elskede skabning

Gud skaber og har altid skabt ud af kærlighed og uden betingelser. Han kan ikke andet. Så som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning. Kærlighed må nødvendigvis være betingelsesløs. En sådan kærlighed er det eneste, der kan sætte mig fri. Men friheden giver mig mulighed for at vælge – og så har jeg problemerne. Skal jeg vælge ud fra mine egne behov eller ud fra det fælles bedste? Er den seksuelle dimension af min tilværelse som udgangspunkt et behov, jeg stræber efter og har ret til at få tilfredsstillet? Eller er det en egenskab og noget værdifuldt, jeg gerne vil give til og dele med en partner – uden noget krav om, at det skal modtages?

Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus.

Mod til forandring

Vi skal have modet til at tage den religiøse historie op til revision. Vi bliver nødt til at erkende, at en betingelsesløst kærlig Gud er uforenelig med en straffende Gud. Det kan være med til at give os en oplevelse af selvværd, som 95% af os mangler.

I stedet for at fokusere på synd, skyld og skam kan vi fokusere på vores muligheder for at vælge – vælge at tilgive os selv. For hvis vi ikke kan det, kan vi ikke tilgive andre – af egen erfaring véd jeg, at det kan være vanskelig læring. Og vi må kunne tilgive os selv for at kunne elske os selv. Kan vi ikke elske os selv, kan vi ikke elske andre – betingelsesløst. Hvis vi kan nå dertil, vil vi have en mulighed for at give vores børn og børnebørn et anderledes og bedre udgangspunkt i tilværelsen og i kirkefællesskabet, end vi selv har fået. Og samtalen – også om sex og seksualitet – vil da blive en naturlig følge. 

[1] 1. Mosebog kap. 2-3

[2] Gary R. Renard: Gud er, Borgen 2006

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Hvordan kan det være, at det er så svært at tale om sex og seksualitet – ikke mindst i en kirkelig sammenhæng?


Jens Christensen, cand.theol., tidligere baptistpræst i Lyngby, Karmelkirken, Aalborg og Aarhus.
  

Hvorfor betragtes det, der har med vores kønsliv at gøre, som syndigt og urent? Er det historisk betinget? På den korte historiske bane var det seksuelle for bare 60-70 år siden ikke samtaleemne i kirkelig sammenhæng. Kun når et ungt par ventede barn før ægteskab, blev det et menighedsanliggende – med alt for mange tilfælde af sårede følelser og brud til følge. Så kom ungdomsoprøret i 1968 med et efterfølgende årti af frigørelse på mange områder – ikke mindst det seksuelle. Siden da har det været let at blive ’oplyst’ om snart sagt alt, hvad der har med kønslivet at gøre. Dog ikke lige i kirkens fællesskab.

Mennesket er en synder

På historiens lange bane er udgangspunktet formentlig den bibelske fortælling om det såkaldte ’syndefald’.[1] Her oplever menneskene skyld efter overtrædelsen af Guds forbud. Derefter føler de skam over deres nøgenhed. Og endelig bliver de straffet ved at skulle arbejde for føden og have besvær og smerte ved at sætte børn i verden. Det sidste er specielt kvindens problem – men nu var det jo også hende, der var den første til at spise af den forbudte frugt.

Forfatteren Gary R. Renard skriver: ”De fleste religioner har altid forsøgt at undertrykke det seksuelle udtryk – indtil det blev tid til at blive gift og lave flere kroppe til kirken, selvfølgelig. At sige til mennesker, at de skal undertrykke deres ubevidste, præprogrammerede ønske, er som at sige til en fugl, at den ikke må flyve.” Og han fortsætter: ”Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus. Hvis du synes, der er noget galt med sex, kan du lige så godt mene, at der er noget galt med at spise mad. Begge dele er normale aktiviteter for en krop, og enhver ide om det modsatte er helt og aldeles menneskers påhit og ikke åndeligt inspireret.”[2]

Som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning.

Når det så alligevel er så svært at snakke med vores børn og hinanden om denne selvfølgelige del af vores liv som mennesker, hænger det sammen med, at vi har fået indpodet ideen om, at vi er syndere. Derfra kommer vores tilfredsstillelse ved at se og vide, at der er nogle, der er større syndere, end vi selv er. Og det hænger sammen med et problematisk gudsbillede.

Guds elskede skabning

Gud skaber og har altid skabt ud af kærlighed og uden betingelser. Han kan ikke andet. Så som udgangspunkt er jeg ikke synder, men Guds elskede skabning. Kærlighed må nødvendigvis være betingelsesløs. En sådan kærlighed er det eneste, der kan sætte mig fri. Men friheden giver mig mulighed for at vælge – og så har jeg problemerne. Skal jeg vælge ud fra mine egne behov eller ud fra det fælles bedste? Er den seksuelle dimension af min tilværelse som udgangspunkt et behov, jeg stræber efter og har ret til at få tilfredsstillet? Eller er det en egenskab og noget værdifuldt, jeg gerne vil give til og dele med en partner – uden noget krav om, at det skal modtages?

Hele tanken, at sex er noget dårligt, er aldrig kommet fra Gud og heller aldrig fra Jesus.

Mod til forandring

Vi skal have modet til at tage den religiøse historie op til revision. Vi bliver nødt til at erkende, at en betingelsesløst kærlig Gud er uforenelig med en straffende Gud. Det kan være med til at give os en oplevelse af selvværd, som 95% af os mangler.

I stedet for at fokusere på synd, skyld og skam kan vi fokusere på vores muligheder for at vælge – vælge at tilgive os selv. For hvis vi ikke kan det, kan vi ikke tilgive andre – af egen erfaring véd jeg, at det kan være vanskelig læring. Og vi må kunne tilgive os selv for at kunne elske os selv. Kan vi ikke elske os selv, kan vi ikke elske andre – betingelsesløst. Hvis vi kan nå dertil, vil vi have en mulighed for at give vores børn og børnebørn et anderledes og bedre udgangspunkt i tilværelsen og i kirkefællesskabet, end vi selv har fået. Og samtalen – også om sex og seksualitet – vil da blive en naturlig følge. 

[1] 1. Mosebog kap. 2-3

[2] Gary R. Renard: Gud er, Borgen 2006

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/hvad-med-kaerligheden/feed/ Naturen er forandring https://baptist.dk/naturen-er-forandring/ Thu, 17 Sep 2020 04:00:13 +0000 https://baptist.dk/?p=9824
I mit arbejde som vikar i skole og pædagogmedhjælper i SFO, har jeg i løbet af den seneste uge set Disney-filmen Ratatouille to gange. Begge gange har denne følgende dialog rørt og ramt mig.

Django:           Vi passer på vores egen slags, Remy, for når alt kommer til alt, har vi kun os selv.

Remy:              … Nej.

Django:           Hva’?

Remy:              Nej! Far, jeg tror ikke på det. Du siger til mig, at fremtiden er, og kun kan være, mere af det her?

Django:           Det her, er sådan tingene er. Du kan ikke forandre naturen.

Remy:              Naturen er forandring, far. Og vi kan have indflydelse på den! Og det begynder, når vi beslutter os for det. (Vender sig om og går)

Django:           Hvor skal du hen?

Remy:              Med lidt held; fremad.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
I mit arbejde som vikar i skole og pædagogmedhjælper i SFO, har jeg i løbet af den seneste uge set Disney-filmen Ratatouille to gange. Begge gange har denne følgende dialog rørt og ramt mig.

Django:           Vi passer på vores egen slags, Remy, for når alt kommer til alt, har vi kun os selv.

Remy:              … Nej.

Django:           Hva’?

Remy:              Nej! Far, jeg tror ikke på det. Du siger til mig, at fremtiden er, og kun kan være, mere af det her?

Django:           Det her, er sådan tingene er. Du kan ikke forandre naturen.

Remy:              Naturen er forandring, far. Og vi kan have indflydelse på den! Og det begynder, når vi beslutter os for det. (Vender sig om og går)

Django:           Hvor skal du hen?

Remy:              Med lidt held; fremad.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naturen-er-forandring/feed/ Et missionalt præstepar https://baptist.dk/et-missionalt-praestepar/ Tue, 23 Jan 2018 13:43:07 +0000 https://baptist.dk/?p=3504 Henrik og Fie Nissen er nyt præstepar i Kristuskirken på Nørrebro. Han er lægmand og præst, mens hun er teolog og frivillig. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste for dem er at fungere som familie og være i mission dér, hvor de bor.


Henrik og Fie Nissen

  • præstepar i Kristuskirken/Regen
  • lever af Henriks løn
  • har døtrene Doris (3) og Dagmar (1)
  • Henrik er kontoruddannet i Thisted, har været ansat som ungdomsleder i Baptistkirken Bornholm og siden arbejdet bl.a. som pædagogmedhjælper
  • Fie er cand. theol. fra Københavns Universitet

Jeg er i Nordvest, den del af København, hvor folk skyder hinanden. Der er pænere end forventet. Jeg noterer mig på vej hen til opgangen, at der er pænt mellem blokkene med grønt og afskærmning. Et sted står en overdækket klapvogn. Det viser sig senere at være Dagmar, Henrik og Fies datter på ét år, der sover dér. På vej op til tredje sal ser jeg, at på alle de seks døre, jeg passerer, står der fremmedartede navne.

”Evangelisation har ofte været event-baseret. Men Jesus sendte sine disciple ud og sagde: ’Bliv hos den person, der tager imod jer, Fredens Person’[1] Nu er vi blevet her – i ti år for mit vedkommende”, siger Henrik, og fortæller om deres Thanksgiving-arrangement, hvor halvdelen af de 25 deltagere ikke var kristne. Men alle havde noget at takke for.

For at kunne lede, skal vi selv leve det liv, vi gerne vil have andre til at leve.

Familien bor nogle kilometer fra Kristuskirken, hvor Henrik er blevet præst efter Thomas Willer, Regens grundlægger, der er rejst til Aalborg for at starte en Vineyard-kirke. Henrik har været en del af Regen i mange år.

Socialt engagement

Han forklarer: ”Regens historie er vokset ud af, at vi gerne vil være de gode nyheder for folk. Vi har gjort meget ud af at hjælpe de svage fx med julehjælp, overnatning og café for hjemløse, storebror/storesøster netværk. Her i området så vi os omkring og spurgte, hvordan vi kunne gøre noget godt her. Der var ingenting mellem blokkene. Nu er der gårdhaver – vi fejrer fastelavn og meget mere.”

De insisterer på fortsat at være en missional familie. ”For at kunne lede, skal vi selv leve det liv, vi gerne vil have andre til at leve. Det betyder, at vi ikke kan vente på, at vi får gjort rent og ryddet op, før vi kan invitere folk indenfor”, siger Fie, der endelig har afbrudt Henriks talestrøm. Han fortæller om sin morfar på Bornholm, der sagde: ”Ethvert kristent hjem er en missionsstation.”

Kristus i sofaen

”Jeg vil hellere, at folk oplever Kristus i vores sofa end på en kirkebænk. De, der modtager Kristus her, har også et hjem, som de kan invitere folk ind i og fortælle om Jesus!” Så funderer han over, hvad man skal med en stor, gammel kirkebygning, der ligger et sted, hvor stort set ingen fra menigheden bor.

”Det er fantastisk at komme sammen med 50-75 andre og lovprise sammen. Men kirken må ikke være en byrde. Det bliver den nemt, men vi skal måske dele den med andre. Vi har allerede gode lejere, Byens Valgmenighed og FIBC – en engelsktalende baptistmenighed.”

Håbet er, at Kristuskirken/Regens medlemmer skaber fællesskaber, dér hvor de flytter hen. For flere af de unge familier flytter nu længere ud på Sjælland.

Gud er hovedpersonen, ikke os.

En menighed i forandring

”Vi er en menighed i forandring. Vi har eksisteret i 14 år som Regen, over 175 år som Kristuskirken og to og et halvt år sammen. Det er en samlingstid, hvor vi skal finde ud af, at det er os, der bærer sammen, men Gud der bærer kirken.” De har været frivillige medarbejdere i Regen forud, og nu er Fie igen en del af den frivillige stab.

Henrik og Fie har deltaget i Katapult-forløbet, som er støttet af BaptistKirken: ”Vi har fået sat ord på Guds historie. Koblingen mellem vores liv og historien om Kristus. Vi skal finde ud af, hvor Gud allerede er i gang. Det letter presset helt utroligt på os. Gud er hovedpersonen, ikke os. Vi er vokset op i en tid, hvor vi selv er i centrum. Men Gud er allerede i gang med at røre ved mennesker. Vi får bare lov til at træde ind i deres liv.”

Bæredygtighed

”Vi skal finde en bæredygtig model, hvor kirkebygningen ikke sluger al vores energi. At vedligeholde folks tro er ikke discipelskab, og vi er skabt til at skabe disciple. Vi skal finde den frugtbare balance, hvor kirkebygningen er et center for mission. Guds folk skal være på vandring. I begyndelsen ‘teltede’ Regen. Vi holdt gudstjenester på forskellige cafeer. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan det i en grundmuret bygning. Vi skal eje den, uden at den ejer os”, forklarer præsten, altså Henrik.

”Det er godt, at vi har prøvet at bo herude og være kirke her forinden. Derfor vil vi aldrig ønske kun at være en del af et søndagsfællesskab. Vi vil være Oikos – det græske ord for husholdning, i betydningen husfællesskab”, siger Fie, teologen. Henrik har ansvar for to månedlige formiddagsgudstjenester. Det er dér, den gamle og den nye menighed mødes.

Vi skal finde en bæredygtig model, hvor kirkebygningen ikke sluger al vores energi.

Et fælles kald

”Vores kald er at gøre tingene sammen som ægtepar. Det er ikke bare et job, Henrik har fået. Det er et kald, relationer, venskaber og vores passion. Vi er i gang med at prøve at finde ud af, hvordan det hele kan integreres, at være børnefamilie, missional herude i Nordvest og lederpar i kirken.”

Henrik tilføjer: ”Som gode baptister mener vi jo, at alle er præster. Min vigtigste opgave er at sørge for, at der er en samtale mellem folk i menigheden. Hvis der kun er én, der taler, får du kun ét billede på Kristus. Vi kan alle være præster for hinanden, for vi er alle vidner.”

Henrik leder også staben i Kristuskirken/Regen, der består af fem lønnede – kun Henrik på fuld tid – og en ulønnet præst samt en frivillig stab.

Hør nedenfor kommentar fra Henrik Nissen.

[1] Med baggrund i Lukas-evangeliet kap. 10, vers 6

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Henrik og Fie Nissen er nyt præstepar i Kristuskirken på Nørrebro. Han er lægmand og præst, mens hun er teolog og frivillig. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste for dem er at fungere som familie og være i mission dér, hvor de bor.


Henrik og Fie Nissen

  • præstepar i Kristuskirken/Regen
  • lever af Henriks løn
  • har døtrene Doris (3) og Dagmar (1)
  • Henrik er kontoruddannet i Thisted, har været ansat som ungdomsleder i Baptistkirken Bornholm og siden arbejdet bl.a. som pædagogmedhjælper
  • Fie er cand. theol. fra Københavns Universitet

Jeg er i Nordvest, den del af København, hvor folk skyder hinanden. Der er pænere end forventet. Jeg noterer mig på vej hen til opgangen, at der er pænt mellem blokkene med grønt og afskærmning. Et sted står en overdækket klapvogn. Det viser sig senere at være Dagmar, Henrik og Fies datter på ét år, der sover dér. På vej op til tredje sal ser jeg, at på alle de seks døre, jeg passerer, står der fremmedartede navne.

”Evangelisation har ofte været event-baseret. Men Jesus sendte sine disciple ud og sagde: ’Bliv hos den person, der tager imod jer, Fredens Person’[1] Nu er vi blevet her – i ti år for mit vedkommende”, siger Henrik, og fortæller om deres Thanksgiving-arrangement, hvor halvdelen af de 25 deltagere ikke var kristne. Men alle havde noget at takke for.

For at kunne lede, skal vi selv leve det liv, vi gerne vil have andre til at leve.

Familien bor nogle kilometer fra Kristuskirken, hvor Henrik er blevet præst efter Thomas Willer, Regens grundlægger, der er rejst til Aalborg for at starte en Vineyard-kirke. Henrik har været en del af Regen i mange år.

Socialt engagement

Han forklarer: ”Regens historie er vokset ud af, at vi gerne vil være de gode nyheder for folk. Vi har gjort meget ud af at hjælpe de svage fx med julehjælp, overnatning og café for hjemløse, storebror/storesøster netværk. Her i området så vi os omkring og spurgte, hvordan vi kunne gøre noget godt her. Der var ingenting mellem blokkene. Nu er der gårdhaver – vi fejrer fastelavn og meget mere.”

De insisterer på fortsat at være en missional familie. ”For at kunne lede, skal vi selv leve det liv, vi gerne vil have andre til at leve. Det betyder, at vi ikke kan vente på, at vi får gjort rent og ryddet op, før vi kan invitere folk indenfor”, siger Fie, der endelig har afbrudt Henriks talestrøm. Han fortæller om sin morfar på Bornholm, der sagde: ”Ethvert kristent hjem er en missionsstation.”

Kristus i sofaen

”Jeg vil hellere, at folk oplever Kristus i vores sofa end på en kirkebænk. De, der modtager Kristus her, har også et hjem, som de kan invitere folk ind i og fortælle om Jesus!” Så funderer han over, hvad man skal med en stor, gammel kirkebygning, der ligger et sted, hvor stort set ingen fra menigheden bor.

”Det er fantastisk at komme sammen med 50-75 andre og lovprise sammen. Men kirken må ikke være en byrde. Det bliver den nemt, men vi skal måske dele den med andre. Vi har allerede gode lejere, Byens Valgmenighed og FIBC – en engelsktalende baptistmenighed.”

Håbet er, at Kristuskirken/Regens medlemmer skaber fællesskaber, dér hvor de flytter hen. For flere af de unge familier flytter nu længere ud på Sjælland.

Gud er hovedpersonen, ikke os.

En menighed i forandring

”Vi er en menighed i forandring. Vi har eksisteret i 14 år som Regen, over 175 år som Kristuskirken og to og et halvt år sammen. Det er en samlingstid, hvor vi skal finde ud af, at det er os, der bærer sammen, men Gud der bærer kirken.” De har været frivillige medarbejdere i Regen forud, og nu er Fie igen en del af den frivillige stab.

Henrik og Fie har deltaget i Katapult-forløbet, som er støttet af BaptistKirken: ”Vi har fået sat ord på Guds historie. Koblingen mellem vores liv og historien om Kristus. Vi skal finde ud af, hvor Gud allerede er i gang. Det letter presset helt utroligt på os. Gud er hovedpersonen, ikke os. Vi er vokset op i en tid, hvor vi selv er i centrum. Men Gud er allerede i gang med at røre ved mennesker. Vi får bare lov til at træde ind i deres liv.”

Bæredygtighed

”Vi skal finde en bæredygtig model, hvor kirkebygningen ikke sluger al vores energi. At vedligeholde folks tro er ikke discipelskab, og vi er skabt til at skabe disciple. Vi skal finde den frugtbare balance, hvor kirkebygningen er et center for mission. Guds folk skal være på vandring. I begyndelsen ‘teltede’ Regen. Vi holdt gudstjenester på forskellige cafeer. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan det i en grundmuret bygning. Vi skal eje den, uden at den ejer os”, forklarer præsten, altså Henrik.

”Det er godt, at vi har prøvet at bo herude og være kirke her forinden. Derfor vil vi aldrig ønske kun at være en del af et søndagsfællesskab. Vi vil være Oikos – det græske ord for husholdning, i betydningen husfællesskab”, siger Fie, teologen. Henrik har ansvar for to månedlige formiddagsgudstjenester. Det er dér, den gamle og den nye menighed mødes.

Vi skal finde en bæredygtig model, hvor kirkebygningen ikke sluger al vores energi.

Et fælles kald

”Vores kald er at gøre tingene sammen som ægtepar. Det er ikke bare et job, Henrik har fået. Det er et kald, relationer, venskaber og vores passion. Vi er i gang med at prøve at finde ud af, hvordan det hele kan integreres, at være børnefamilie, missional herude i Nordvest og lederpar i kirken.”

Henrik tilføjer: ”Som gode baptister mener vi jo, at alle er præster. Min vigtigste opgave er at sørge for, at der er en samtale mellem folk i menigheden. Hvis der kun er én, der taler, får du kun ét billede på Kristus. Vi kan alle være præster for hinanden, for vi er alle vidner.”

Henrik leder også staben i Kristuskirken/Regen, der består af fem lønnede – kun Henrik på fuld tid – og en ulønnet præst samt en frivillig stab.

Hør nedenfor kommentar fra Henrik Nissen.

[1] Med baggrund i Lukas-evangeliet kap. 10, vers 6

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/et-missionalt-praestepar/feed/