En by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Sådan sagde Jesus ifølge Matthæus-evangeliet. (Matt. 12,25)
I de senere år, har jeg flere gange oplevet tegn på, at vi som kirkesamfund er kommet i splid med os selv. Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om unge, dygtige teologer, der føler sig presset væk fra vores kirkesamfund, blandt andet fordi de beskyldes for at være ”for konservative” eller ”for karismatiske”.
De første danske baptister gik imod lovgivningen på flere områder – og blev straffet for det. Det var jo ligefrem grundlaget for at stifte vores kirkesamfund! Nu føler jeg, det er, som om vi prøver at tækkes det verdslige samfund på bekostning af vores værdier. I den forbindelse kan vi let komme til at underkende andres gaver fra Gud.
Jeg synes, vi som baptister skal være stolte af og turde stå ved vores standpunkter, vi skal ikke nødvendigvis forsøge at tilpasse os verden omkring os. Hvis vi gør det, har jeg svært ved at se vores berettigelse.
Jeg må indrømme, at jeg til tider tvivler på fremtiden for vores kirkesamfund. Men en samtale med en viis, ældre mand i sommerferien har givet mig følgende læring med: Vi kender ikke fremtiden, men vi skylder vores forfædre at forsøge at nå til enhed!
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har sagt i flere år, at vi er midt i et paradigmeskift i vores samfund og i vores kirkesamfund. De vredsudbrud i kommentarfeltet over satiriske memes, der forsøgte at holde baptister selvironisk, selvkritisk og reflekterede, var meget afslørende for den paradigmeskift – kampen mellem især faktaresistente, tidligere præster, der er vokset op i en tidsalder, hvor indoktrinering og negativ socialkontrol accepteredes som normen for Janteloven og en ny generation, hvor fokus på psykisk vold og et forældede syn på magtmisbrug i familien er sivet ind i vores forståelse for relationer i kirkefamilien.
Tabuet om at tale om psykisk vold og negativ socialkontrol fordækket som Jantelov er brudt. Og jeg tror det er derfor vi oplever flere stridigheder i vores kirkesamfund… fordi flere og flere vil ikke længere oplever undertrykkelse fordækket som en falsk næstekærlighed.
Sammenhold på vores kirkesamfund bliver sandsynligvis defineret af de kommende års tolerance eller opgør med psykisk vold i vores kirkefamilie – tør vi tale ærligt om det??? Tør vi være baptistforfædrene tro ved at blive enige om, at psykisk vold, mobning, udelukkelse, venden ryggen til, økonomisk millimeterretfærdighed, sexisme og sex chikane hører INGEN STEDER hen i vores kirkesamfund?
Hvis ikke man skulle tvinges til dåb, hvorfor skal man tvinges til at høre på stikpiller og se på nedværdigende adfærd???