Disse ord har de fleste af os hørt utallige gange i søndagsskolen, eller måske har vi stået og sunget den gamle lovsang af samme navn.
For nylig talte jeg med en god bekendt, der er blevet kristen i en voksen alder. Vi snakkede om, at det måske er en selvfølgelighed for os ”gamle” kristne, at vi kan overgive alt til Jesus: Bekymringer, frustrationer, glæde, det hele! Vedkommende fortalte, at det var et dagligt arbejde at huske at overgive det til Jesus og lade ham tage sig af det hele.
Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. (Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 33)
Det fik mig til at overveje, om det nu også altid er en selvfølge? For mit eget vedkommende kan jeg vist af og til glemme at tage Jesus med i hverdagen. Ikke mindst hvis tingene går godt for mig, hvis arbejdet fungerer, ungerne er raske og bilen kan starte!
Tak til min ny-kristne ven for at minde mig om altid at tage Jesus med, både når jeg har brug for hjælp og trøst, men ikke mindst når jeg har noget at glædes over!
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende