Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen:

Inspirationsdøgnet på Hotel Trinity i Fredericia får besøg af Kyle Henderson, der siden 2024 har været ”director” for Acts2Movement i Baptist World Alliance (BWA). Han vil opmuntre lokale menigheder til at se deres liv og mission som del af et større globalt fællesskab, hvor kristne på tværs af landegrænser står sammen om bøn, evangelisation og discipelskab.

Kyle Henderson (Foto: BWA)

Fra lokalpastor til global rolle

Kyle Henderson kommer ikke til Fredericia som konsulent fra BWA med et færdigt program i kufferten. Han har i mange år arbejdet som præst i lokale menigheder og kender menighedslivets rytme indefra. Før han fik sit nuværende job i BWA, var han i 27 år præst i First Baptist Church i Athens i Texas. Her arbejdede han både med kunst og multimedier i gudstjenesten og med at styrke menighedens økonomi. Som formand for byens ”race-taskforce” var han også med til at samle kirkerne i Athens i arbejdet for et mindre splittet samfund.

Den 2. marts 2023 vågnede Kyle Henderson efter en drøm, hvor han talte med Rick Warren, stifter af Saddleback-kirken i Californien, om at være med til at ”afslutte opgaven” (på engelsk: Finishing the Task). På det tidspunkt havde de to mænd aldrig mødt hinanden! Drømmen blev begyndelsen på et samarbejde i en global bevægelse, hvor kirker, organisationer og enkeltpersoner arbejder for, at alle mennesker inden 2033 får adgang til Bibelen, et kristent vidnesbyrd og et lokalt fællesskab på deres eget sprog.

I 2024 blev Kyle Henderson ansat i BWA som ”director” for Acts2Movement. Med initiativet vil BWA mobilisere 53 millioner baptister i 138 lande omkring fem centrale spor: Bibelen, vidnesbyrd, omsorg, naboen og frihed til at tro.

Kyle Hendersons baggrund giver ham en særlig stemme i samtalen om mission. Han taler ikke kun som strateg eller konsulent, men som en person, der har stået midt i det konkrete kirkeliv i mange år.

Forklaringen…

Acts2Movement er en genial titel. Frit oversat: Handlinger til bevægelse. Det giver ikke mening. Den dybere mening er ordspillet på engelsk, hvor Acts er Apostlenes Gerninger, 2 er kapitlet, hvor pinseunderet er beskrevet og hvor 3.000 mennesker tog imod budskabet. Titlen er både en reference til bibelen og en opfordring til at handle og sætte kirken i bevægelse!

Ikke et nyt program

Henderson understreger, at Acts2Movement ikke først og fremmest er endnu et kirkeligt program. Tværtimod beskriver han det som et forsøg på at genopdage noget oprindeligt:

”Acts2Movement handler ikke så meget om at skabe noget nyt, som det handler om at genopdage noget originalt – det Åndsrige, relationelle, udadvendte liv i den tidlige kirke,” skriver Kyle Henderson til baptist.dk.

På globalt plan håber han derfor ikke først og fremmest på organisatorisk succes, men på en åndelig bevægelse, hvor almindelige troende lever evangeliet naturligt og trofast i deres hverdag.

Et budskab til Danmark

Når Kyle Henderson møder deltagerne på Inspirationsdøgnet, vil hans budskab ifølge ham selv især kredse om tre ord: formål, opmuntring og invitation.

Det første handler om kald og retning: Hvad er det, Gud kalder kirken til lige nu?

Det andet handler om at få øje på det, der allerede sker. Henderson peger på, at Gud også virker i Danmark gennem stille og trofaste fællesskaber, som måske ikke skaber store overskrifter, men som har betydning i Guds rige.

Og det tredje handler om invitation. Ikke til at overtage et færdigt koncept, men til at træde ind i en fælles global rytme med fokus på bøn, evangelisation og discipelskab – særligt i perioden mellem påske og pinse.

Henderson understreger samtidig, at Acts2Movement ikke er noget, der bliver sendt til Danmark fra BWA.

”Det er ikke noget, der bliver sendt eller bragt til Danmark, men noget, vi håber at opdage sammen med Danmark,” skriver han.

“… a lens, not a layer”

Et af Hendersons stærkeste billeder er, at Acts2Movement skal være “a lens, not a layer” (dansk: en linse, ikke et lag).

Med det mener han, at Acts2Movement ikke skal lægges oven på kirkernes liv som endnu en aktivitet eller endnu en strategi. I stedet skal det hjælpe menigheder med at se deres eksisterende arbejde i lyset af missionsbefalingen og den større globale sammenhæng.

For danske baptister håber han, at det kan styrke både identitet og frimodighed: at også små menigheder har en reel og vigtig plads i Guds globale fortælling. I et større billede håber han, at Acts2Movement kan blive en bro mellem forskellige kristne traditioner, fordi initiativet samler om en fælles mission.

Begyndelsen på relationer

Kyle Hendersons forventninger til mødet i Danmark rækker derfor ud over selve Inspirationsdøgnet. Han håber, at besøget kan blive begyndelsen på nye relationer.

Han ønsker at lytte til danske baptisters behov og svare på måder, der kan støtte det, Gud allerede har lagt på hjerte hos menigheder og ledelse. Og han understreger, at Acts2Movement ikke er en kampagne, men et samarbejde.

Det er med andre ord ikke styring, branding eller centralisering, der er målet. Målet er at skabe plads til fælles retning og initiativ, uden at lokale kirker mister deres særpræg.

Når Henderson i næste weekend gæster Inspirationsdøgnet i Fredericia, kommer han ikke kun for at præsentere et internationalt initiativ fra BWA. Han kommer også for at invitere danske baptister ind i en samtale om, hvordan lokal trofasthed og global mission hænger sammen.

Læs mere på baptist.dk:
“Trosfrihed er mere end jura” om trosfrihed i Danmark og Myanmar af Biak Chin Par Lian(Chin Chin)
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost

Find flere

Lyt til artiklen:

Klokken er næsten 19, da Richard Cung går på scenen i Åbenkirke i Herning. Vi er til Awake Worship, og stemningen blandt de næsten 300 teenagere og unge er forventningsfuld. De er klar.

Bandet (Foto: Brendan Van)

Richard inviterer de unge til at forlade stolesæderne og komme frem foran scenen, hvor stolerækkerne er flyttet væk, så alle kan være der:
”Du skal hilse på tre personer, du aldrig tidligere har mødt! Ønsk dem en god aften. Vi er i Guds hus: Her skader det ikke at hilse på hinanden! Kom frem – Vi skal synge, vi skal danse for Herren i aften. I kommer alligevel ikke til at sidde ned de næste 20 minutter!”

Publikum jubler. Alle er med på at have en fest med hinanden og med Herren i aften. Da Richard fortsætter med strækøvelser, er der ikke flere tilbage på stolerækkerne.

Lovsang (Foto: Brendan Van)

Drømmen lever – endnu mere

Det begyndte sidste år med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. De fire unge mænd var inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple  …”

Richard fortalte sidste år:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund, og vores udgangspunkt for drømmen var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Derfor var det naturligt for de fire initiativtagere at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra. I 2026 er endnu mere af drømmen gået i opfyldelse: Over 200 har bestilt billet på forhånd og publikum er i ordets bedste betydning multietnisk og ”multi-kirkeligt.”

AWAKE WORSHIP NIGHT II

– blev støttet økonomisk af Nordjylland Chin Church (Sæby), Lai Baptist Church (Ringe), Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 28. marts 2026.

Awake  – en del af en bevægelse blandt unge?

Inden lovsangen overtog lydbilledet, fortalte Awakes SoMe-ansvarlige Isabella Izette Tychsen, at budskabet om Awake Worship anno 2026 er nået langt ud:
”Jeg kommer selv fra Kolding og har apostolsk baggrund, flere i bandet er fra pinsekirken i Aalborg. Og vi kan se på billetbestillingerne, at der er mange etnisk danske deltagere i år.”

For Isabella er Awake ikke bare en enkeltstående aften. Hun ser arrangementet som del af en bredere bevægelse blandt unge kristne:
”Der er faktisk en del lignende initiativer rundt omkring i ’Kirke-Danmark’. I Kolding har vi lige haft et ’Lad os tale om tro’-arrangement målrettet unge mennesker, ’Praise’ – hvor unge bare dukker op og synger gospel – ser ud til at brede sig til flere byer. Der er også udsendelser i tv, hvor unge står frem og fortæller om deres tro. Der sker noget blandt de unge – og det er Awake med til!”

Aftenens setliste (Foto: Brendan Van)

Lovsangen er kommet op i gear. Bandet og sangerne har alle med. Vi har alle sammen haft mulighed for at forberede os: Allerede i slutningen af januar lagde Awake-teamet set-listen på musiktjenesten Spotify. Stemningen i salen og lovsangsbandets engagement er helt på højde med de polerede musikvideoer på Spotify. Alle kender sangene og synger med.

En ung mand med en mission

Aftenens taler var Daniel Malan, ungdomspræst i Åbenkirke i Herning. En ung mand med et kald til at arbejde blandt unge. Han møder unge mennesker dér, hvor de er. Med blik for den usikkerhed, overtænkning og identitetskamp, mange bærer på. Det afspejler sig også i hans foredrag og øvrige formidling uden for kirken. Her har han fokus på selvværd, socialt pres og friheden til at leve uden hele tiden at være styret af, hvad andre tænker. I Åbenkirke forener han den tilgang med sin præstetjeneste: en nærværende omsorg for det enkelte menneske og en tydelig forkyndelse af Jesus som den, der møder mennesker med nåde, sandhed og en ny begyndelse.

Aftenens taler, Daniel Malan fra Åbenkirke i Herning (Foto: Brendan Van)

I sin prædiken foldede Daniel korsets budskab ud for de unge. Med udgangspunkt i temaet om Jesu blod vendte han igen og igen tilbage til, at evangeliet ikke først og fremmest handler om at tage sig sammen eller blive et lidt bedre menneske, men om frihed, tilgivelse og en ny begyndelse. De unge fik at vide, at de ikke behøver bevise deres værdi, for i Jesus er de allerede elsket, set og gode nok. Og da Jesus døde på korset, bar han også det, de selv slæber rundt på af skyld, skam og nederlag. Derfor, lød Daniels pointe, er ingen færdige eller fortabte: I Kristus er der fra død til liv, fra nederlag til håb og fra fordømmelse til tilgivelse.

Forbøn og refleksion

Daniel slutter sin prædiken med bøn og med en opfordring til at bede for og med hinanden. Efter prædikenen er musikken i et lidt lavere gear. Vi synger den gode gamle ”Løfte vore hænder” og de unge følger opfordringen til at bede for og med hinanden – lige der på gulvet foran scenen. Mange søger også mod forbønsst ationerne ude i kanten af salen. Fra scenen bliver opfordringen til bøn og forbøn gentaget flere gange. Vi synger ’Make Room’:

Bandet (Foto: Brendan Van)

Here is where I lay it down
Every burden, every crown
This is my surrender
Here is where I lay it down
Every lie and every doubt
This is my surrender

Og det er præcis, hvad der sker: De unge lytter, overgiver sig og lægger deres byrder, løgne og tvivl om livet frem i bøn. I salen får påskebudskabet om frihed i Kristus et konkret udtryk.

Samme budskab på mange måder

Budskabet om at blodet har sat dig fri kommer i mange varianter aftenen igennem: I en gammel video med Billy Graham, lyder det: ”Du vil blive tilgivet, som om du aldrig har syndet – ved blodet!”. Og sammen synger vi Grundtvigs ’Hil dig, Frelser og forsoner’ i moderne tempo. Selv om ordene er fra 1837, synger alle med. Der er våde øjne, da vi når til ’Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! ”

Pastor Khon Mong sender de unge ud i verden (Foto: Brendan Van)

Aftenen nærmer sig afslutningen, da pastor Khin Mong går på scenen med budskabet til de unge om, at de er en udvalgt generation:
”Måske tænker du: ’Jeg er ikke værdig’. Men du tager fejl. Du er speciel. Gud skabte dig helt specielt. Du er en del af en udvalgt generation. Udvalgt til at bringe evangeliet ud: I din skole, på dit arbejde og blandt de mennesker, du møder. ”

Lovsang! (Foto: Brendan Van)

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads og fimrehårene i det indre øre rejser sig igen, er der socialt samvær – og kage! De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og visionen om Awake sidste år, gjorde det igen. Sidste år lovede Richard, at de ville forsøge at vende tilbage med:
”… en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Awake kom tilbage i 2026. Det blev en aften præcis som Richard lovede. Det var den svære to’er. De unge glæder sig til fortsættelsen!

(Foto: Brendan Van)

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen her:

Trine byder velkommen til Palmesøndag i Bethelkirken (Foto: Henrik Andersen)

Palmesøndag er der gudstjeneste for hele familien i Bethelkirken. Det er der egentlig hver søndag, men lige netop i dag er forkyndelsen målrettet barnlige sjæle under overskriften ”Æslets historie”. Nysgerrigheden er vakt hos unge og ældre.

Bethelkirken har et rigtigt kirkeorgel. Tidligere blev det støvet af ved hver eneste gudstjeneste. Nu sker sjældnere. Men i dag er der fuld pedal på lydstyrken, når Alice byder menigheden velkommen med  ”Din, Din er æren.”

Teksten som Johannes Møllehave fortæller den

Trine har hentet dagens tekst fra Johannes Møllehaves børnebibel. En ældre sag med gulnede sider, fortæller Trine om sit eksemplar. Men en fortolkning af ordet, der også er aktuel i vores tid.  Sammen lytter vi til historien om indtoget i Jerusalem. Om disciplene, der låner et æselføl til deres mester og om folkets glæde og hyldest til Messias, befrieren. En genfortælling, hvor Møllehaves fokus på menneskers svigt, giver plads til eftertanke:

”Ordet Hosianna betyder egentlig: Frels os Gud, men det var også det råb, man skulle bryde ud i, når Messias – den store befrier, jødernes konge – kom. De folk, som strør grønne kviste og breder deres kapper ud der, hvor Jesus kommer ridende, skulle kort tid efter blive så skuffede over ham, at de råbte ”Korsfæst ham.” Han var jo ikke den befrier, de havde regnet med. Han fik jo ikke revet Israel fri af romernes jernhårde magt.

Ulla (til venstre) og Naja fortæller “Æslets historie” (Foto: Henrik Andersen)

Æslets historie

Nu er vi nået til æslets historie, som Naja (æslet) og Ulla (æslets ven) fortæller:

ÆSEL:
”Nå, så sidder vi lige her lidt og tager en pause. Jeg er jo ikke så ung, som jeg har været. Jeg skal have en pause, bare jeg har rejst mig op. Mine ben er ikke så hurtige længere, og min ryg knirker højere end døren ind til stalden. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal bruges til mere. Jeg står mest inde i stalden, mens de unge æsler de farer afsted – boomer – kalder de mig. Og så siger de hele tiden noget med six – seven. Jeg forstår dem ikke. (Æslet sukker højt). Jeg tror faktisk, jeg er blevet lidt… overflødig.”

(Mens æslet taler med sig selv, dukker æslets ven op.)

VEN:
”Nogle gange, når man føler sig overflødig, så er det bare fordi, man sidder og glemmer noget meget vigtigt.”

ÆSEL:
”Hvad skulle jeg dog have glemt? Jeg husker mest, at jeg er gammel. Og træt.”

VEN:
”Kan du huske, da du var lille?”

ÆSEL:
”Lille? Det er meget længe siden.”

VEN:
”Ja… men det var også noget helt særligt.”

Børn og voksne pynter korset med grene og påskeliljer (Foto: Henrik Andersen)

ÆSEL (retter sig lidt op):
”Ja…Nu du siger det… Der var engang… da jeg bare var et æselføl. Jeg var lille dengang. Mine ben var så tynde, og jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg hørte til. Pludselig kom der nogle mennesker. De tog mig med. Jeg blev lidt bange… men så mødte jeg hans blik. Jesus. Han var rolig. Han talte blidt, og han satte sig på min ryg. Og så… så skete det. Folk råbte. De vinkede med grene. Der var sang og glæde og jubel. Og midt i det hele…mig. Et helt almindeligt æselføl. Jeg var ikke stærk. Jeg var ikke modig. Men Jesus valgte mig.”

Mens æslet filosoferer videre over sin situation, bliver børn og voksne inviteret til at pynte korset med grene og påskeliljer. Mindre prangende end palmegrene, kapper på vejen og ”Hosianna”-råb fra folket i Jerusalem. Men med plads til refleksion og umiddelbar glæde over de første forårstegn.

Æslet møder Jesus

Naja og Ulla fortsætter med at fortælle æslets historie:

ÆSEL:
”Åh ja. Det var noget helt særligt den palmesøndag, hvor jeg mødte Jesus. Men årene gik. Jeg var ikke længere et barn – men et ungt æsel, og verden var stor og spændende! Der var så meget at se. Så meget at opleve. Så meget jeg selv ville prøve. Jeg tænkte ikke så meget på Jesus længere. Jeg tænkte egentlig mest på mig selv.”

VEN:
”Det kan man hurtigt komme til, når verden ligger åben og er fuld af muligheder.”

ÆSEL:
”Ja…Jeg havde travlt med at være vigtig og med at være fri. Travlt med at finde ud at være… mig. Jeg glemte at være der for andre. Glemte at lytte. Jeg glemte at være en god ven.”

VEN:
”Det kan vi godt komme til en gang imellem. Men heldigvis glemmer Jesus aldrig at være vores ven. Uanset hvor meget vores liv er fyldt af, vil han altid gerne være sammen med os.”

Alt der fylder – for meget (Foto: Henrik Andersen)

”Uanset hvor meget vores liv er fyldt af…” siger æslets ven. Sammen får vi mulighed for at tænke over alt det, der fylder vores liv – og give det, der fylder for meget, til Jesus. Vi skriver på post-it’s, og sætter dem op på det store røde hjerte i hjørnet af kirken.

Æslets fortæller om alt det, der fyldte i livet

ÆSEL:
”Så blev jeg voksen. Der var arbejde. Ansvar. Pligter. Der var så meget, der skulle nås, og mange ting, der skulle lykkes. Jeg ville have det gode liv for mig og min familie. Så jeg knoklede og drønede af sted. Men jeg glemte at standse op. Jeg glemte at mærke efter. Glemte at være taknemmelig. Alt det, jeg lærte af Jesus dengang… det druknede i travlhed.”

VEN:
”Nogle gange løber man så hurtigt, at man ikke opdager, at det gode allerede var dér, hvor man startede.”

ÆSEL:

”Men tror du, det er for sent at gøre noget ved det nu? Nu er jeg jo bare et gammelt æsel, så måske kan det hele være lige meget.”

VEN:
”Det er heldigvis aldrig for sent at sige TAK.”

Fællesskab i takkebøn (Foto: Henrik Andersen)

Det er blevet tid til en takkebøn. Sammen med et par spejdere leder Trine menigheden gennem bønnen og de tilhørende fagter, inden orglet igen bliver varmet op: Ingen Palmesøndagsgudstjeneste uden ”Hil dig, Frelser og forsoner.”

Gudstjenesten er ved at være slut. Vi møder æslet og vennen for sidste gang.

”Vi kan noget forskelligt, og derfor kan vi hjælpe hinanden.”

ÆSEL:
”Nu sidder jeg bare her. Gammel. Med masser af tid – men ingen, der rigtig spørger efter mig. De unge taler et sprog, jeg ikke forstår. De voksne har travlt. Og børnene… ja, vil de overhovedet være sammen med sådan et gammelt, langsomt æsel som mig?”

VEN:
”Måske er det ikke dig, der er blevet for langsom. Måske er verden bare blevet lidt for hurtig?”

ÆSEL:
”Ja… og måske… Måske har jeg stadig noget at give? Jeg har minder. Historier. Tid. Jeg kan lytte. Jeg kan gå langsomt sammen med børnene. Jeg kan fortælle dem om Jesus. Om dengang, han valgte mig. Jeg var et æsel, Jesus kunne bruge dengang, og jeg er det stadig – bare på en anden måde.”

VEN:
”Det er nemlig lige præcis rigtigt kære ven. Der er brug for os alle sammen her i kirken. Det er lige meget, om man er barn, ung, voksen eller gammel. Vi kan noget forskelligt, og derfor kan vi hjælpe hinanden.”

ÆSEL:
”Tak fordi du var her til at minde mig om det.”

VEN:
”Selv tak – nu kan du gå ud og minde en anden om det samme. Det er nemlig altid rart at få at vide, at der er nogen, der har brug for en.”

ÆSEL:
”Det vil jeg gøre, og det tror jeg også, at alle dem, der har været med i dag, vil gøre. God påske alle sammen.”

Gudstjenesten er slut. Vi tager hinanden i hænderne og synger ”Gennem al Guds folk.”

Efterskrift

Æslets historie er skrevet af Trine Engbo Sørensen. Har du haft en Palmesøndagsoplevelse, som du har lyst til at dele, så hold dig ikke tilbage. Skriv en kommentar efter artiklen her på siden – eller på baptist.dk’s Facebookside. Vi glæder os til at læse om din oplevelse.

Korset med grene og påskeliljer

Forrige

• 19. apr. - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 07. apr. - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 29. mar. - ”Vi kan noget forskelligt, og derfor kan vi hjælpe hinanden”
• 15. mar. - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 07. mar. - ”Alle har ret til et godt udeliv”

Find flere

Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

På græsarealet mellem de to bosteder, Tåstrup Stræde og Tåstrup Have i Holbæk, er to unge kvinder fra Solsikkepatruljen ved at tænde bål. Snart varmer bålet på den råkolde aften og duften af brænderøg breder sig.

Det er Solsikkepatruljen hos Holbæk- og Regstrupspejderne: spejdermøder for mennesker med særlige behov. Frivilligt fællesskab midt mellem to bosteder. Den sidste mandag i måneden mødes spejderne om bål, kaffe og aktiviteter, der giver noget sjældent: rollen som én, der bidrager. For lederne Betina Murphy og Hans Christian Dahl er det Baden-Powells Duty to Others omsat til praksis.

En beboer låser skuret op og begynder at hente patruljegrej. Hun har ansvaret for nøglen og tager rollen alvorligt. Hun dirigerer lidt, holder øje med at det hele går rigtigt til: Hun er med i fællesskabet.

Snart begynder flere at komme. De fleste fra de to bosteder. En enkelt kommer helt fra Hillerød, men tager trofast tager turen hver gang. Der bliver hilst, grinet, hentet lidt mere brænde og vand til kaffen.

Solsikkespejderførerne Hans Christian Dahl og Betina Murphy (Foto: Hans Christian Dahl)

Klokken 18.30 kalder Betina Murphy og Hans Christian Dahl til samling og næsten alle synger med på “Ja, vi er danske spejdere.”

“Den store lakmusprøve var den dag, himmel og hav stod i et og det øsregnede,” fortæller Hans Christian. “Og de kom alligevel – næsten alle sammen. Der er noget eksotisk over bål. Så har vi jo kaffe eller kakao, og der er altid kage. Og så har vi det bare sjovt.”

Der bliver tændt op. Trangiaerne snurrer. Jetboileren hvæser. Snart er der kaffe, kakao og te. Kagen har sin egen historie: De to bosteder har en fast kageordning, der går på skift mellem afdelingerne. Den fungerer. Det ved alle.

Man kunne kalde det lejrbål, selv om der endnu ikke er underholdning og færdige ritualer. Men der er samtaler og latter. Den særlige ro, alle spejdere kender fra lejrbålet, sænker sig. Og alle får en oplevelse af at høre til i fællesskabet.

Fra Spejdernes Lejr til Solsikkepatruljen

For Hans Christian begyndte det på Spejdernes Lejr i 2022 ved Hedehusene. Her var han dybt involveret i Projekt Lejrhjælper. 100 mennesker med særlige behov blev inviteret ind i lejrfællesskabet. Et aktivitetscenter fra Høje Taastrup flyttede endda hele sin daglige drift ud på lejren i perioden.

Der skal arbejdes for kaffen! (Foto: Hans Christian Dahl)

Borgerne blev hentet og bragt hver dag. De havde arbejdsopgaver ligesom andre frivillige og de bød ind i aktivitetskataloget: danseaktiviteten begejstrede mange lejrdeltagere. De var ikke bare gæster på lejren. De var med til at skabe lejren ligesom alle andre deltagere.

“Det var dybt inspirerende, både for mig og rigtig mange andre,” siger Hans Christian.

Men erfaringerne var ikke kun, at samarbejdet havde været inspirerende. De afslørede også noget andet.

Der er en kløft mellem institutionslivet og det frivillige Danmark. En kløft man sjældent krydser alene, hvis man har særlige behov.

Mange mennesker med særlige behov har ikke overskud eller evner til selv at opsøge nye fællesskaber i det frivillige Danmark. Men overskud og evner er langt fra hele problemet, mener Hans Christian:
”Jeg ved ikke, hvor meget den her gruppe borgere reflekterer over, hvad man kan bruge det til, når solen skinner udenfor. Mange mennesker i institutionsverdenen har jo været vant til hele deres liv at få fortalt alt, hvad de skal foretage sig.”

De er vænnet til, at andre mennesker sætter rammerne for deres fritidsliv.

“Hvis ikke der er en pædagog eller et familiemedlem, der hiver dem ud og får dem til at prøve noget nyt, så sker det jo ikke,” siger Hans Christian. Han fortæller engageret om en enkelt sætning, der er blevet et mantra i hans eget spejderarbejde:

“Alle har ret til et godt udeliv.”

At bygge bro

Til daglig underviser Hans Christian mennesker med særlige behov i sang og musik. Det har han gjort i mange år, så han kendte allerede solsikkespejds målgruppe i Holbæk. Han kendte også bostederne. Og han vidste, at der mellem bygningerne ved to af bostederne lå et grønt område med to bålpladser.

“Der er jo aldrig nogen, der bruger dem,” fortæller han.

Ikke fordi nogen er imod det. Men fordi det kræver initiativ og overskud at rykke ved rammerne.

Bålhygge hos Solsikkepatruljen (Foto: Hans Christian Dahl)

Hans Christian holdt møde med ledelsen. De to bosteder har samme afdelingsleder. Hun havde selv været spejder, så ideen fængede med det samme. Da det viste sig, at souschefen havde været været baptistspejder i Herlev og stadig gemte sin spejderbibel med Finn Basnovs hilsen, var aftalen hurtigt på plads!

“De var vilde med ideen,” siger Hans Christian med et smil. “Selvfølgelig måtte vi lave spejderarbejde. Det var også helt i orden at invitere deltagere ude fra byen med til spejdermøderne.”

Det blev begyndelsen på Solsikkepatruljen for et par år siden. I dag møder 17–20 deltagere op hver gang. Nogle kommer længe før start og begynder på lejrbålet. Andre skal hjælpes lidt i gang eller have et kærligt skub ud ad døren. Roller opstår naturligt i fællesskabet: En er nøgleansvarlig, en anden tager spontant oprydningen, mens en tredje kaster sig over kaffebrygningen.

“De påtager sig roller og tager ansvar,” fortæller Hans Christian. “Uden at have fået besked af lederne. Jeg synes næsten, det er smukt. Det er i hvert fald meget spejderligt.”

Bål, suppe og juledekorationer

Aktiviteterne er bevidst enkle. I begyndelsen handlede det om at finde det rigtige niveau. Der blev forsøgt med arbejdsstof til flok og trop. Siden er der lavet fuglefoder, patruljesærpræg og juledekorationer i december.

Solsikkespejderne laver mad over bål (Foto: Hans Christian Dahl)

Spejderne har lavet suppe over bål:
“Det er ufatteligt, så mange mennesker med særlige behov, der aldrig har prøvet at tænde et bål,” siger Hans Christian, der forklarer, at der er kommet mere fokus på at give spejderne håndgribelige erfaringer: Tænde et bål, skære grøntsager, røre i en gryde over et bål.

Spejderne får håndgribelige færdigheder. Men de får meget mere end det.

De får erfaringer gennem et frivilligt fællesskab, hvor alle får lov til at deltage. Et fællesskab med struktur og rammer, men også masser af frihed til at være sig selv.

”Men det er altid med hyggen først,” siger Hans Christian, ”og så skal aktiviteterne give mening for dem.”

”Duty to Others”

Hans Christian har været spejder i over 50 år. Når han skal forklare, hvorfor han bruger alle sine mandage på spejdermøder, vender han tilbage til Baden-Powells klassiske tre pejlemærker:

Duty to God.
Duty to Others.
Duty to Self.

Hygge! – og kaffe. To vigtige elementer i Solsikkespejd (Foto: hans Christian Dahl)

“Vi er rigtig gode til selvudvikling,” siger han. “Vi dyrker, at spejderne udvikler sig: til diamantspejdere eller ledere. Vi er et kristent spejderkorps: vi dyrker også troen. Men Duty to Others… ”

Hans Christian lader sætningen hænge et øjeblik.

“Med Solsikkepatruljen synes jeg, vi rammer noget, hvor vi gør en indsats og en forskel for andre mennesker.”

Det klassiske billede af spejderen, der hjælper en gammel dame over vejen, kan virke som en irriterende karikatur. I Solsikkepatruljen får Baden-Powells ord om at være nyttig, hjælpsom og tjene samfundet konkret indhold.

Den frivillige verden er også for dig

Erfaringerne fra Spejdernes Lejr 2022 blev samlet i en rapport fra Socialt Udviklingscenter, SUS. Rapporten pegede på det samme, som Hans Christian oplever i Holbæk:

Den frivillige verden er ikke automatisk tilgængelig for mennesker, der bor på institution.

“Bare fordi du bor på institution, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er noget til dig i den frivillige verden,” siger han. “Den er for alle, også for dig.”

Grejet er klar til en hyggelig aften (Foto: Hans Christian Dahl)

Men det kræver nogen, der går foran og tager initiativ til at skabe tilbuddene. Hans Christian lægger ikke skjul på, at Solsikkespejderne ikke kan køre af sig selv. Der skal være en drivkraft. Et engagement. En vedholdenhed.

“Et stort hjerte, specielt for den her gruppe mennesker,” siger han, da han bliver spurgt, hvilke kompetencer det kræver for at være leder for solsikkespejdere. Det kræver ikke en specialpædagogisk uddannelse eller andre faglige kompetencer. Det kræver vilje og lyst til at indgå i relationer med mennesker, der ikke altid ligner dig selv!

Når regnskabet for den frivillige indsats er gjort op, er Hans Christian ikke et øjeblik i tvivl:
“Der er altid plus på bundlinjen.”

Drømmen om 2026

Flere af solsikkespejderne har allerede blikket rettet fremad mod Spejdernes Lejr 2026.

Som en del af den store lejr med cirka 30.000 deltagere og måske 50.000 gæster, skal der i år være en solsikkelejr for mennesker med særlige behov. Lejren bliver indrettet med særlige faciliteter: mulighed for at blive skærmet og for at trække sig lidt væk, hvis de mange indtryk bliver for voldsomme.

“Spejderlejr i den størrelse virker overvældende – på os alle sammen,” forklarer Hans Christian.

Men med de rigtige rammer kan mennesker med særlige behov få del i den store spejderoplevelse.

“De skal have oplevelsen af at være med i det store fællesskab,” siger han og gentager sit mantra:
”Alle har ret til et godt udeliv!”

Mad over bål – også til Solsikkespejd (Foto: Hans Christian Dahl)

Mere end et projekt

Spejdermødet nærmer sig afslutningen. Der er oprydning, mens bålet brænder ud. Enkelte går afsted mod bussen. Andre har kun få meter til deres bolig.

Solsikkepatruljen laver ikke vilde aktiviteter eller tager på spektakulære natløb. Den har ikke store armbevægelser. Den har kaffe, kage, bål og fællesskab.

Men den har også noget andet.

Solsikkepatruljen bærer et stille vidnesbyrd om, at Guds skaberværk ikke er forbeholdt de stærke eller de perfekte. Fællesskabet med Gud og andre mennesker er ikke forbeholdt dem, der selv kan finde vej ind i det. Der er plads til alle.

Solsikkepatruljen er spejderbevægelsens løfte om ”duty to others” i praksis.

Og en påmindelse om, at alle har ret til et godt udeliv.

Læs mere om Holbæk- og Regstrupspejderne her:

“Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal””
“Grønne Hjerte i Regstrup”
“Baptistspejdere får penge til bæredygtig renovering af spejderhuse”

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Hvad laver du, hvis jeg møder dig en helt tilfældig aften?” Spørgsmålet får Sebastian til at grine højt:
”Hvis jeg ikke laver et eller andet bestyrelsesarbejde eller sidder til møde, kan jeg godt lide bare at være social sammen med andre. Min kæreste spiller klaver og nogle gange synger vi sammen, selvom det ikke altid lyder så godt, når jeg synger med.”

Liv i fællesskab fylder meget for Sebastian. Ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet handler livet om kæresten, bofællesskabet, fællesskabet i den kristne fodboldklub FC Udfordringen og vennerne. Men lige nu er det især én opgave, der trækker: Sebastian er ny formand for BBU. Og han har et mål med arbejdet:
”Jeg tror meget på fællesskaber, der er inkluderende og attraktive, som er trygge og sjove at komme i. Det er det, der skal få børn og unge i kirken, fastholde dem, og få dem til at vokse i tro.”

“Der fik jeg lidt formandskasketten…”

Sebastian blev valgt til formandsposten i september 2025, men hans vej ind i BBU-ledelsen begyndte tidligere. I 2023 blev han næstformand, og da den daværende formand, Nicolas Fromsejer, rejste til Honduras i et halvt år, fik Sebastian “formandskasketten” i praksis.

“Der fik jeg prøvet det. Jeg kunne godt fornemme, at Nicolas godt ville give posten videre på en god måde. Så valget kom lidt naturligt. Jeg har svært ved ikke at engagere mig, når jeg først er i det,” siger han.

Sebastian Bækgaard

• Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund siden september 2025.
• 24 år gammel, bor i København i et bofællesskab og læser statskundskab på 4. semester på Københavns universitet.
• Har rødder i Roskilde Baptistkirke, var ung i Pinsekirken i Odense i gymnasietiden og er i dag medlem af Kristuskirken på Nørrebro.
• Har gennem flere år været en del af BBU’s miljø – sommerstævner, ledertræning og som næstformand.
• Bestyrelsesmedlem i den kristne fodboldklub FC Udfordringen.
• Forsøger at dyrke sport, når lektierne ikke fylder for meget.

BBU som hjem – og en vej tilbage

Sebastian er vokset op i Roskilde Baptistkirke og BBU er næsten skrevet ind i familiehistorien. Både hans far og storebror har været engageret:
”Min far var med i ’gamle dage’, og min bror har også siddet som næstformand i en periode. Det var nok allerede dengang, da jeg var barn og teenager og kom med på Sommerstævne, at jeg for alvor fandt ud af, hvad BBU var”.

Sebastian peger på Sommerstævnerne og discipelskabs- og lederkurset SHIP som oplevelser, der har bidraget til hans udvikling som leder. Men også oplevelser, der har givet relationer på tværs af landet og oplevelsen af at være en del af noget større end kun den lokale hverdag.

Sebastian bruger sig selv som eksempel, da han peger på vigtigheden af at fastholde unge i foreningsarbejdet. ”Jeg flyttede med familien til Odense i 2019 og skiftede kirkesamfund til Pinsekirken. Men fordi BBU altid har været en del af mit tros- og kirkeliv, var det ikke svært at vende tilbage, da Nicolas opfordrede mig til at gå ind i arbejdet.”

“Det kan godt være, jeg sidder for bordenden…”

Sebastian er meget bevidst om sin manglende erfaring som formand. Netop derfor har han allerede gjort sig en del tanker om udfordringerne. På spørgsmålet: ”Hvilken type leder vil du gerne være?” svarer han:
”Det er vigtigt for mig at være inkluderende, når vi mødes i ledelsen. Jeg er nysgerrig på, hvad andre har at sige, og hvad vi hver især kan byde ind med. Det kan godt være, at det er mig, der sidder for bordenden, men det betyder ikke, at det er mine ord, der skal vægtes højst, eller at det er mig, der har ret”.

BBU rammer plet! (Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Han er bevidst om sine egne kompetencer i forhold til økonomi og drift, men lige så bevidst om, at han ikke har den store erfaring fra livet i lokalforeningerne eller som leder på Sommerstævnerne:
”Det er jo noget af det, jeg som leder skal være god til: At se de kvaliteter, som vi hver især har i ledelsen, sådan at de kan blive brugt. Det tænker jeg over, hver gang jeg sidder og styrer en dagsorden eller et møde”.

Hvad er BBU? “Alt sammen starter jo ude lokalt”

Når Sebastian skal forklare formålet med BBU, har han fokus på det lokale arbejde. Det er i lokalforeningerne, i menighederne, de unge møder fællesskabet første gang:

”Jeg synes, at vi nogle gange overser det lokale arbejde: Det, der sker ude i kirkerne. Det er jo der, langt de fleste har det første møde med BBU. Sådan skal det også være! Vi er jo en organisation for lokalforeninger”.

Sebastian fortæller videre om bestyrelsens arbejde, der har fokus på to spor: et nationalt spor med kurser og lederskabstilbud – og et internationalt spor med projekter, der rækker ud over Danmark.

Men logikken er den samme, uanset om man vil noget i sin egen by eller i et andet land: BBU skal hjælpe med at gøre det muligt. “Vi har et slogan,” siger Sebastian, “der hedder: Vi tror på det, du brænder for.” Han folder betydningen ud: BBU er forbundet, der har midler, ansatte og kompetencer, som kan sættes i spil og understøtte lokale drømme, dér, hvor nogen vil noget.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Frivillige og synlighed

Mange ungdomsorganisationer er presset på medlemstal. Når Sebastian kigger fremad i “100 dage, 1 år, 3 år” er det ikke medlemstal, der bekymrer ham mest.

Udfordringen er det frivillige engagement.

”Det er noget, vi snakker meget om. Vi har et lederskabstræningskursus, KEFAS, hvor vi lige nu mangler en stab. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne tænke mig, var at finde en god løsning til at få engageret nogle flere frivillige. Vi har mange gode tilbud, men vi mangler nogle gange de frivillige til at køre dem”.

Sebastian peger også på synlighed som et andet fokusområde for bestyrelsen:
”Der er nogle lokalmenigheder og foreninger, som er rigtig gode til at bruge BBU, både vores støttepuljer og andre tilbud. Der mange foreninger, som har deres lokale liv, men måske mangler engagement i de nationale og internationale tilbud, som BBU har”.

Sebastian peger på, at BBU især har haft svært ved at engagere lokalforeningerne i Chin-menighederne på nationalt plan, selv om de er meget velfungerende lokalt.
”Det er noget af det, jeg drømmer om, at vi har fokus på hen over det næste år, måske to år. Vi har allerede fået to repræsentanter med i ledelsen, som også er aktive Chin Christian Association Denmarks (CCADK) ungdomsafdeling”.

Samarbejde

Sebastian glæder sig over samarbejdet med Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) om YEGOs arbejde i Rwanda. ”Der er faktisk lige blevet underskrevet et nyt projekt” fortæller han.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

”I forhold til BaptistKirken var det et lidt turbulent tidspunkt, jeg kom ind i ledelsen på. Sommerstævnet, som jo ikke er der længere, var jo der, hvor vi havde vores primære samarbejde. Men jeg oplever, at vi stadig holder kontakten. BaptistKirkens ledelse har en kontaktperson til BBU, som jeg for nylig har haft møde med. Men vi skal finde en ny måde at samarbejde på, når nu Sommerstævnet ikke er der længere.”

Et nyt samarbejdsområde er Inspirationsdøgnet den 24.-25. april 2026 på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia:
”Vi har en ansat med i planlægningen af Inspirationsdøgnet, og vi giver tilskud til deltagelse,” fortæller Sebastian, der fortsætter: ”Vi reklamerer for Inspirationsdøgnet på vores sociale medier og håber, at mange vil deltage.”

Demokrati som en del af traditionen

Til sidst i interviewet vender Sebastian tilbage til kultur og tro: det handler om demokrati. BBU har arbejdet med, hvordan flere kan deltage i demokratiet, når alt for få fx møder op til landsmødet. Nu er vedtægterne blevet ændret, så delegerede skal repræsentere de enkelte lokalforeninger. For Sebastian handler det om at værne om en demokratisk tradition – også i en baptistisk forstand, hvor forskellige stemmer bliver hørt og ansvaret løftet i fællesskab. Derfor sender Sebastian en opfordring til sine medlemmer: Mød op, når der er generalforsamling, når der skal tages beslutninger, både lokalt og nationalt.

En organisation, der vil dig og dit trosliv

”Hvis jeg kun møder BBU en enkelt gang: Til en konference eller ved et besøg i en lokalforening – hvad ønsker du så, jeg skal tage med mig videre i livet?” Sebastian bliver en smule overrasket over spørgsmålet, men svaret kræver ikke meget refleksion. Det kommer hurtigt:
”Jamen, så vil jeg gerne have, at du tager med, at du har mødt et forbund, en organisation, som gerne vil dig og vil dit trosliv, som støtter og underbygger det, du brænder for. Jeg tror, at vores slogan, at vi tror på det, du brænder for, fanger det meget godt: Vi skal være med til at understøtte alle de gode aktiviteter og alt det gode trosliv, som er forskellige steder, lokalt eller internationalt.”

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Lyt til artiklen:

”I uge 7 oplevede vores menighed en stor glædesdag: Tolv af vores unge blev døbt og bekendte offentligt, at de har givet deres liv til Jesus Kristus,” fortæller Chin Chin (Biak Chin Par Lian) fra Chin Bethel Church (CBC) i Skjern.

Dåben var frugten af en intensiv ungdomslejr i menigheden med 80 deltagere. De 12- til 16-årige var samlet i to døgn, og de unge over 16 år var samlet i yderligere to døgn. Undervisningen favnede bredt fra bibelfordybelse til samtaler om tro og identitet. Der var selvfølgelig også plads til masser af lovsang og fællesskab. For mange unge blev dagene et vendepunkt, hvor troen gik fra at være noget, de havde hørt om til et personligt valg om at følge Jesus.

Underviseren Sailo Thang på scenen i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Zo Lian Mang)

En prædikant med en mission

Undervisningen var lagt i hænderne på ungdomspræsten Sailo Thang fra USA: han er en efterspurgt forkynder blandt chin-kristne verden over. Han besøgte CBC på en sommerlejr i september 2023, og lige siden har mange set frem til gensynet.

Chin Chin fortæller om forkyndelsen:
”Med et klart evangelisk budskab og et hjerte for unge formåede Sailo Thang at skabe et trygt rum, hvor spørgsmål, tvivl og længsel fik plads – og hvor kaldet til efterfølgelse blev tydeligt. Hele undervisningen under lejren foregik på engelsk, mens søndagsprædikenen blev holdt på chin, så hele menigheden kunne være med.”

Fædrenes åndelige ansvar

I prædikenen talte Sailo Thang særligt om fædrenes åndelige ansvar. Med både kærlighed og tydelighed udfordrede han mændene. Over hele verden ser man i Chin-fællesskaber, at kvinderne ”overhaler” mændene på områder som uddannelse, trofasthed og engagement. Med et glimt i øjet sagde han, at der findes fædre, der stadig lever som “drenge med ble”. Det var ikke en kritik af kvindernes omsorg for deres mænd, men en opfordring til mændene om at vågne op!

Chin Chin siger, at budskabet var klart:
”Hvis hjem og menighed skal være sunde, må fædrene træde ind i deres kald og lade Gud hele det, som er brudt. Når mænd tager ansvar og vokser i åndelig modenhed, kan mænd og kvinder sammen finde den balance, Gud har tænkt. Han understregede, at når fædrene træder ind i deres kald, er kvinderne klar til at stå ved siden af og bygge op sammen.”

Deltagerne i ungdomslejren (Foto: Chin Bethel Church – Media Team)

Sailo Thang sammenfattede sit budskab i det, han kaldte de fem P’er (Priest, Prophet, Pastor, Protector og Provider) for en far. Som præst (priest) er faderen er kaldet til at gå i forbøn for sin familie, lede dem i bøn og bringe hjemmet frem for Gud og som profet (prophet) skal han tale Guds ord ind i familiens liv med visdom, sandhed og kærlighed. Han skal lede, vejlede og tage åndeligt ansvar i hjemmet (pastor) og samtidig skal han værne om familien både åndeligt og praktisk (protector). Til sidst har faderen ansvar for at forsørge familien både materielt, følelsesmæssigt og åndeligt (provider).

Påmindelse om det fælles ansvar

Dåbshandlingen blev derfor ikke kun en fejring af tolv unge menneskers tro, men også en påmindelse til hele menigheden om fælles ansvar. Kirken har brug for stærke kvinder og stærke mænd – ikke i konkurrence, men i fælles vækst.

Dåbskandidaterne med fine beviser (Foto: Zo Lian Mang)

Taknemmelighed og generøsitet

Glæden og taknemmeligheden over undervisningen og de unges dåb blev fejret med et fælles måltid for hele menigheden efter gudstjenesten. Det var menighedens assistentpræst, Za Uk Lian, der gav maden i taknemmelighed over, at hans datter blev døbt.

En anden familie, hvor moderen er næstformand for CBC’s kvindegruppe, fortsætter med at vise taknemmelighed over deres søns dåb ved at give et måltid til hele menigheden næste søndag.

Generøsitet og måltidsfællesskab med hele menigheden er en naturlig del af livet blandt chin-kristne. De giver tiende, støtter gode formål og engagerer sig i tjeneste. Tjenstvilligheden og generøsiteten er særlig stor blandt de forældre, der først kom til Danmark. Det er et vidnesbyrd om tro og taknemmelighed, som forældrene håber, vil blive båret videre af de næste generationer.

I Skjern glæder de sig allerede til næste år!
Chin Chin slutter beretningen fra Chin Bethel Church:
”Vi takker Gud for det, Han har gjort, og beder om, at både unge og voksne må vokse i tro, enhed og åndeligt ansvar – til velsignelse for kirken og verden. Glæden og forventningen lever videre i menigheden. Allerede nu ser mange frem til Sailo Thangs næste besøg, når han – hvis Gud vil – igen kommer i uge 7 næste år.”

Link

Du har mulighed for at se Sailo Thang og lytte til hans prædiken (på chin) under lejren på Facebook her.

Webmagasinet baptist.dk har tidligere bragt en artikel om Sailo Thang i forbindelse med CBC’s sommerlejr i september 2023. Du kan læse artiklen her.

Dåbskandidaterne på scenen i Chin Bethel Church (Foto: Zo Lian Mang)

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning

Find flere

Lyt til artiklen:

Tema for baptist.dk nr. 1, 2026 er Bibelen og vores brug af den. Derfor har vi stillet to spørgsmål til ledelsens medlemmer: Hvordan har Bibelen taleret i dit liv? Hvilken indflydelse har Bibelen i dit liv? Her er deres svar:

Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistkirke og næstformand i BaptistKirken:

”Bibelen taler sjældent til mig som et facit, men som en stemme, der kalder mig ind i Jesus’ måde at være menneske på – en måde, vi ofte overser midt i vores konflikter. Gennem teksterne og tolkningen af dem i tidens løb har Bibelen talt stærkest til mig om Jesus, og hvordan Jesus har blik for dem, der bliver gjort mindre værd; om hans mod til at sige sandheden, også når den er ilde hørt; og om hans nåde, der ikke kræver forbehold.

Jeg læser Bibelen som menneskers erfaringer af Gud og fortællinger om Gud. Det giver naturligt plads til nuancer og brudflader. Og derfor kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted – samt gøre mit hjerte blødere og rykke mig tættere på, hvordan Jesus ville leve sit liv i dag.

På den måde kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted.

Bibelen former min tro ved at åbne samtalen, ikke lukke den. Den giver mig et sprog for håb, når livet er skrøbeligt, og lader mig vandre med andre i troen. I bedste fald påvirker den mine valg ved at holde Jesus’ kærlighed frem som målestok. Derved kan den bygge op, skabe frihed og værne om menneskers værdighed på trods af min menneskelighed. For mig er Bibelen en bog, vi bruger i fællesskab med blik for den tid og kultur, vi lever i, og med opmærksomhed på de magtstrukturer, vi sætter op. En bog jeg læser for bedre at forstå, hvordan Jesus levede, så vi i bedste fald kan prøve at gå samme vej.”

Emmanuel Cinzah, præst i Chin Bethel Church i Skjern:

”Jeg opfatter Bibelen som Guds ord, og hver gang jeg læser i Bibelen, oplever jeg derfor, at det er Gud, der taler i mit liv.

Det er Gud, der taler i mit liv.

Baptister i hele verden tror på Bibelens uafhængighed og selvstændighed, og derfor har Bibelen indflydelse i mit liv.”

Flemming Vesth Nielsen, Bethelkirken Aalborg:

”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Det stod på en plakat på mit teenageværelse.

”Det var vovet. Min kone og jeg var meget i tvivl om det større hus, vi havde brug for. Så jeg bad Gud give mig et tegn, slog tilfældigt op i Bibelen og landede på 1. Kongebog kap. 6 og versene, hvor Kong Salomon får at vide, hvordan og hvad han skal bygge. Det inspirerede til byggeriet af vores hus, der har været en velsignelse for os i 27 år.

I den mindre risikovillige afdeling elsker jeg jævnligt at sætte mig i fred og ro og meditere over de mest betydningsfulde vers for mig – og jeg har lært, at jeg må gøre Guds ord personligt: ’Fred efterlader jeg dig, Flemming, min fred giver jeg dig, Flemming; jeg giver dig ikke, som verden giver. Dit hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst, Flemming!’[1]  

[Gud] har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord.

Når Gud er Universets skaber, men samtidig en kærlig, himmelsk far, der blandt andet rejste sin søn Jesus op fra de døde for at vise mig hans nåde og godhed, er det helt logisk for mig, at han har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord, der skal vejlede og styrke os hver dag. Derfor har Bibelen for mig autoritet. Ikke blot til at styrke og opmuntre mig, men også til at vise mig vejen til efterfølgelse af Jesus.”

Pia Duebjerg Andersen, Lyngby Baptistkirke:

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det da naturligvis er i den bog, jeg hver eneste dag finder inspiration til at leve mit liv i overensstemmelse med Guds vilje. Og hvis jeg går og tumler med noget, så finder jeg altid svaret der. Det ville bare være helt og aldeles løgn.

Sandheden er, at jeg naturligvis læser i min Bibel, men mest når jeg skal forberede mig til en gudstjeneste eller en andagt. Men indrømmet, det er ikke noget, jeg har haft en fast rutine med. I 2025 fulgte jeg for (kun?) anden gang i mit liv en læseplan, så jeg er kommet Bibelen igennem på et år. Sidste gang jeg satte mig for at følge en tilsvarende, tog det syv år, før jeg var færdig!

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå.

Begge gange har jeg naivt håbet, at nu åbenbarer evangeliet sig for mig på en helt ny måde, for nu dedikerer jeg daglig læsetid til Bibelen. Og begge gange har jeg siddet forvirret tilbage, måske mere nu end tidligere. Når man sidder og tygger sig igennem Det Gamle Testamente, bliver man ramt af, at Gud især holder med dem, der snyder. Tag bare Jakob, der snød sin bror for arven.

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå. For på den måde får Bibelen – og Kristus – taleret i mit liv.”

Tine Kragh, Vraa Baptistmenighed:

”Jeg læser i min Bibel hver morgen. Det sker ikke altid i papir-udgaven. Jeg bruger app’en ’Holy Bible’ med guidet bøn hver dag med skriftsteder og længere bibellæseplaner. Her kan man også fx sammenligne med en engelsk Bibel-udgave. Teksterne får tit helt nyt liv, når jeg læser dem på engelsk.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud. Jeg har erfaret, at vedholdenhed hjælper, når man ikke fatter, hvad man læser. Det skal ikke være en sur pligt at åbne Bibelen, men en vis disciplin er nødvendig. Og så kan man faktisk være velsignet med, at Gud af og til taler gennem et skriftsted.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud.

På retræter har jeg haft tid til at fordybe mig i Bibelen. Jeg har også fundet en læseplan, hvor man skriver skriftstedet af og evt. tegner til, hvis man er lidt kreativ. I den proces har jeg fået nye tanker og inspirationer i forhold til gammelkendte tekster. Og igen: følt mig meget velsignet. Disse og flere ’tiltag’ har gjort, at jeg på et tidspunkt kunne skrive i min lille bog: jeg gen-elsker min Bibel! Jeg føler mig tit set, tiltalt, trøstet, taget ved hånden, ledt på vej eller revset, når jeg har læst i Bibelen.

Det er spændende at lære mere om Bibelen og teksternes tilblivelse, historie, originalsprog og fortolkninger, men det vigtigste er, at den er levende i dag.”

Vibeke Dalsgaard, Pandrup Baptistmenighed og formand for BaptistKirken:

”Bibelen er en vidunderlig bog og den vigtigste i verden. Den har fulgt mig, siden jeg som otteårig fik min første børnebibel, og den har givet mig trøst, inspiration, viden og indsigt i livet. Bibelen åbnede også litteraturen for mig, så jeg hele livet har været en stor læser af alle genrer. Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

’Jeg tror ikke på Bibelen’, sagde jeg under synoden, og det står jeg ved. Bibelen er for mig skrevet af mennesker under Helligåndens vejledning til mennesker om Gud.

Gud har ikke skrevet Bibelen, så det er op til os at tolke Bibelens ord til os og til verden. Vi skal hjælpe hinanden til at tolke ordene og fortællingerne, så de bliver relevante i vores tid. Tolkningen skal også hjælpe os til at finde det væsentlige i vores tro og give det videre til mennesker, som har behov for at høre om Gud.

Vi, som tror på den treenige Gud, skal gå ud i verden. Det gør vi altid med Bibelen som rettesnor, men samtidig med det for øje at nå mennesker der, hvor de er.

Derfor tolker vi Bibelen ind i verden i dag og viser mennesker den store kærlighed, som Gud har til hver enkelt – fra skabelsens tid og evigt.”

Læs også ‘Bibelsyn og bibelbrug’

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 27

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Lyt til artiklen:

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere