Lyt til artiklen:

”Hvad ville I savne mest, hvis Thisted Baptistkirke ikke var her længere?”

”Fællesskabet.” Marianne Drejer behøver ingen betænkningstid; svaret kommer prompte.

”Det var også det, jeg tænkte på,” siger Orla Møller.

Vi sidder omkring frokostbordet hos Kirsten og Orla Møller i Sennels lidt uden for Thisted. Orla er menighedsrådsformand. Marianne Drejer er kommet fra Nykøbing Mors, mens Ulla og jeg er kørt fra Aalborg i fantastisk efterårsvejr.

Søndag formiddag var vi samlet til gudstjeneste i byens baptistkirke. Der var 12 deltagere i gudstjenesten; andre gange er der 15. Menigheden har ingen fast præst, så taleren har ofte kørt et stykke vej for at møde menigheden.

Baptistkirken i Thisted på Rosenkrantzgade 10 (Foto: Henrik Andersen)

Denne søndag stod jeg på prædikestolen. Da jeg skrev og spurgte, om jeg måtte besøge og interviewe menigheden, svarede Kirsten venligt ja – hvis jeg til gengæld ville holde gudstjenesten.

Det var ikke sagt i spøg. I den lille menighed hviler meget på få mennesker, og de fleste har flere opgaver. Kirsten finder prædikanter og leder møderne. Jørgen styrer lyd og musik, mens andre står for lovsang, kaffe, regnskab, rengøring og andre praktiske opgaver. Gudstjenesterne er kun én del af det, der binder dem sammen. For syv faste deltagere er onsdagsmøderne en anden vigtig del af menighedslivet.

Onsdagsmøderne

To onsdage om måneden fra september til og med april mødes syv af menighedens medlemmer for at læse i Bibelen, tale sammen og bede.

”Vi kalder det bare onsdagsmøder. I gamle dage hed det vel studiekreds eller bibel- og bedemøde,” fortæller Orla.

De læser et stykke fra Bibelen og taler om det, der undrer, udfordrer eller falder dem ind. De udlægger teksten for hinanden. Målet er ikke nødvendigvis at nå frem til én fælles forståelse, fortæller Orla og fortsætter:

Kaffe og samtale efter gudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

”Hovedsagen er den samtale, vi har. Det synes jeg er det væsentlige. Der er så mange ting i Bibelen, som vi slet ikke kan forstå.”

Det gælder blandt andet nogle af de voldsomme fortællinger i Det Gamle Testamente.

”Noget af det, hvor de slagter hinanden og sådan noget, syntes vi til sidst var sort snak. Så bestemte vi, at nu gik vi videre til Det Nye Testamente.”

Efter samtalen beder de sammen. Her bliver det sociale fællesskab også et trosfællesskab: De holder troen levende og søger sammen ord for det, de ikke forstår alene.

Fra husmøder til onsdagsmøder

Siden de første danske baptistmenigheder blev dannet i midten af 1800-tallet, har lægfolk taget ansvar for at læse Bibelen og sammen forsøge at forstå, hvad troen betyder i deres liv. I baptistkirken har præsten ikke eneret på at fortolke Bibelens budskab.

Orla husker fra sin barndom, hvordan der blev holdt husmøder på gårdene omkring Thisted:

”Der kom bønder med træsko og satte sig ind og hørte prædikenen. Der var strengekor ude at synge, og så fik de kaffe og en snak.”

Menigheden drev også søndagsskoler og børnearbejde flere steder i Thy. Kirsten fortæller, hvordan hun som hjemmehjælper mødte mennesker, der selv havde gået i baptisternes søndagsskole. Marianne husker sin fars fortælling om baptisternes søndagsskole helt ude i den lille landsby Staun i Himmerland.

På den måde ligner onsdagsmøderne fortidens husmøder. Bibelen, bønnen, samtalen og kaffen er der stadig. Men ligheden rækker kun et stykke. Husmøderne og søndagsskolerne bragte baptisterne ud til mennesker i landsbyerne. Onsdagsmøderne samler næsten altid de samme syv.

”De ville noget dengang,” siger Orla.

Menigheden har bevaret det nære fællesskab, men det udadvendte engagement, der engang fulgte med, er langt vanskeligere at få øje på i dag.

Thisted Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Enige om at høre sammen

Menighedens medlemmer har forskellige livshistorier og erfaringer og ser forskelligt på dele af troen og kirkelivet. Indimellem er det musikken, der deler vandene. Nogle foretrækker nyere lovsange, mens andre foretrækker de kendte salmer.

Alligevel bliver de ved med at mødes. For Marianne er det netop det særlige ved det kirkelige fællesskab.

”Jeg tænker fællesskab på grund af – eller på trods af – forskellighed. Det kan noget, at vi ikke er enige hen over bordet.”

Hun standser et øjeblik, inden hun fortsætter:

”Jeg synes egentlig, at fællesskabet bliver lidt stærkere, hvis man ved, at det menneske, man føler sig i fællesskab med, er man i virkeligheden dybt uenig med i mange ting.”

Fællesskabet om troen på Jesus som Herre og Frelser bærer menigheden, selv om forskellene består.

”Den slags fællesskaber er svære at finde andre steder end i kirken. Hvis det er i fodboldklubben eller noget andet, går man jo hver til sit,” siger Marianne.

Enigheden i Thisted består i, at de fortsat sætter sig ved det samme bord, læser den samme Bibel og beder sammen – ikke i, at de altid når frem til det samme svar.

Man skal kende én, der kender én

Det tætte fællesskab holder medlemmerne sammen. Men for nye kan tærsklen være høj.

Menigheden har forsøgt sig med udadvendte arrangementer og har delt skriftlige invitationer ud til naboerne omkring kirken. Resultatet var beskedent.

Thisted Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

”Der kom én, og det var vist nærmest en tilfældighed,” siger Orla.

”Vores berøringsflade er ikke så stor mere, som den har været,” siger Kirsten. ”Man skal ligesom kende én, der kender én, for at komme ind i kirken.”

Marianne, Kirsten og Orla fortæller, at troen følger med dem ud i mødet med andre mennesker, i samtaler og personlige relationer. Men menigheden har svært ved at omsætte det stærke interne fællesskab til en lokal, udadvendt bevægelse.

Fællesskabet holder stadig menigheden levende. Det har langt sværere ved at gøre kredsen større. Men billedet er ikke entydigt. Den 19. april 2026 blev to unge, som er vokset op med tilknytning til menigheden, døbt i Thisted Baptistkirke. Kirsten kalder dem “børn af menigheden”. Dåben blev en glædelig påmindelse om, at en ny generation fortsat har tilknytning til det lille fællesskab.

Samtale efter gudstjenesten – i et fællesskab, hvor ingen kan undværes (Foto: Henrik Andersen)

Et år ad gangen

”Hvordan ser Thisted Baptistkirke ud om ti år?” spørger jeg over kaffen.

Kirsten svarer uden omsvøb:

”Den er der ikke mere om ti år.”

Det er ikke økonomien, der presser kirken. Bygningen er betalt, menigheden har ingen fast præst, der skal have løn, og der er penge til at støtte BaptistKirkens projekter. Problemet er manglen på mennesker, som kan tage over.

Næsten alle de faste deltagere er oppe i årene. Marianne er en af de yngre, men hun bor i Nykøbing og har svært ved at deltage i aftenaktiviteterne, især om vinteren.

Samtidig hviler mange opgaver på ganske få personer. Nogen skal finde prædikanter, stå for musikken, lede møderne, føre regnskabet og tage ansvar i menighedsrådet.

”Falder der én væk, så er vi langt henne,” siger Kirsten. ”Opgaverne er svære for os andre at tage på os.”

Orla er selv endt med opgaver, han ikke havde forestillet sig at skulle løse:

”Der er nogle ting, man gør lidt af pligt for at få det til at køre.”

Pligten er en del af fællesskabets bæreevne. Kirken fortsætter, fordi nogen bliver ved med at tage ansvar, også når kræfterne er begrænsede.

Menigheden har ikke lagt en plan for at lukke. Tidligere på dagen havde jeg prædiket om, at vi ikke behøver kende hele vejen for at kunne tage det næste skridt.

”Vi tager ét år ad gangen,” siger Orla.

Foreløbig mødes de igen om Bibelen, samtalen og bønnen. De kender ikke hele vejen, men tager det næste skridt sammen.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv

Find flere

Kronikken afspejler alene skribentens egne holdninger.

På Landskonferencen den 3. oktober var der flere store og kontroversielle spørgsmål på programmet. Alligevel var det punktet om det manglende punkt 4.c i BaptistKirkens værdier og fælleserklæring, der til sidst viste sig at være mest foruroligende for mig. Forslaget i sig selv, som det kom fra ledelsen, kan næppe siges at være kontroversielt. Som et forsøg på at opnå et (måske lidt opgivende) kompromis mellem fløjene i BaptistKirken, kan det mest siges at være en intetsigende omgang, der lyder:

“Derfor: vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt ud fra deres karakter, kompetencer, gaver og kald.”

Jeg har svært ved at forestille mig nogen, der ikke kan gå ind for det, eller som ikke håber, at enhver kirke allerede har dette som værdi. Dette forslag blev stemt igennem og er derfor også nu det nye punkt 4.c i BaptistKirkens værdier og fælleserklæring.

Det er en naturlig konsekvens af, at vi er flere sammen og ikke har nok i os selv.

Der hvor det bliver foruroligende er, at der også var afstemning om et ændringsforslag fra Roskilde Baptistkirke, som blev nedstemt med én stemmes flertal imod. Forslaget bevarede Ledelsens forslag, dog med en tilføjelse, som lød:

“I nationale sammenhænge er ægteskabet mellem en kvinde og en mand en del af grundlaget for vores forkyndelse og lederskab.”

Det problematiske for mig er ikke som sådan, at der stilles et forslag jeg er uenig i og som trækker i en anden teologisk retning end jeg ønsker.

Teologisk uenighed i fællesskabet

Jeg kan leve med, at mit kirkesamfund ikke repræsenterer alle de teologiske standpunkter, der er vigtige for mig. Sådan har de fleste andre baptister det sikkert også. Det er en naturlig konsekvens af, at vi er flere sammen og ikke har nok i os selv. Jeg vil selvfølgelig ønske, det lige netop er mine mærkesager, der er i centrum og at vi alle kunne være enige om dem, men sådan er det ikke altid.

Jeg kan leve med at være del af et mindretal i BaptistKirken og med, at jeg og min menighed for fællesskabets skyld må begrænse vores praksis på områder, vi finder vigtige, så vi stadig kan indgå i det større fællesskab på områder vi finder væsentlige. Sådan har mange baptister sikkert accepteret at leve gennem tiden, og måske gør de det stadig.  Så er der frihed til at vælge BaptistKirken til eller fra, alt afhængig af hvor vigtig og væsentlig vi betragter en given sag. Jeg vil selvfølgelig ønske, at mit kirkesamfund kan rumme min og min menigheds praksis, uden det skaber problemer, men det kan ikke udelukkes det vil ske.

Hvorfor skulle vi indrette det nationale fællesskab efter andre principper end de lokale?

Jeg kan sådan set også leve med, at BaptistKirken indskrænker menighedernes frihed til at indrette sig, som de vil, uden risiko for udskillelse, hvad enten den er selvvalgt eller bestemt af de øvrige menigheder. Det er ikke ønskeligt, men kan være nødvendigt og det skaber klarhed i forhold til, hvad vi har med at gøre og om en given menighed hører til i det større fællesskab. Jeg vil selvfølgelig ønske vi aldrig kommer i en situation, hvor et sådant brud skulle blive nødvendigt, men det er nu engang en mulighed.

Menighedernes ret til at vælge ledere

Hvad jeg til gengæld har svært ved at leve med, er at man tydeligt tilstræber, at begrænse menighedernes ret til at vælge de ledere og forkyndere, menighederne ser sig vejledt af Gud til at kalde. Det er for mig at se et klart brud med den klassiske baptistiske forståelse af det almene præstedømme og baptismens syn på kald og udvælgelse af ledere, to centrale dogmer, der har været definerende for den baptistiske teologiske tradition.

Baptismens frihedsprincipper

Man kan indvende, at med ændringsforslaget har menighederne stadig mulighed for lokalt at kalde og vælge frit og at det egentlig er det, der er styrken ved og meningen med kongregationalismen. Under diskussionen om bidragsmodellen blev vores baptistiske frihedstraditioner netop fremhævet som gældende både lokalt og nationalt. En udbredt holdning var, at manglende betaling af det vedtagne bidrag ikke må få konsekvenser for medlemskab eller stemmeret. Det er baptistisk tradition, at man frivilligt giver, hvad man kan og vil, og den frihed må også gælde nationalt.  Den holdning forekom mig udbredt blandt støtterne til Roskildes ændringsforslag. Det undrer mig, at man ikke også mener, at det princip gør sig gældende i andre sager.

Har man i de enkelte menigheder haft samtalen om, hvad man mener vores kirkesamfund skal være?

Og hvorfor skulle det i det hele taget ikke gøre sig gældende i en national sammenhæng? Der er problematikkerne ikke væsensforskellige fra de lokale menigheder, andet end at fællesskabet er større, så hvorfor skulle vi indrette det nationale fællesskab efter andre principper end de lokale? Og når det nationale fællesskab er Baptistkirken i Danmark, er det vel i sig selv et problem, ikke at indrette det efter den teologi og de værdier og principper, der gør sig gældende lokalt.

Hvad mener menighederne?

Derfor er det for mig mest nærliggende at sige, at menighedernes forhold til BaptistKirken må svare til de enkelte medlemmers forhold til deres egen menighed. De principper, der i den baptistiske forståelse gælder for det almene præstedømme og for kald og valg lokalt, bør derfor også gælde nationalt. Det leder mig til at spørge, med tanke på, at de delegerede til Landskonferencen må antages at repræsentere deres menigheder:

Er det virkelig sådan, at næsten halvdelen af menighederne i Baptistkirken i Danmark ikke længere mener at enhver, der er døbt og medlem ikke bare har pligt, men også ret til at tage del i kirkens affærer og engagere sig i dens mission?

Er det virkelig sådan, at næsten halvdelen af menighederne i Baptistkirken i Danmark ikke længere mener at det er kirkens medlemmer i forsamling, der ved Helligåndens vejledning har kompetence til at vælge sine egne ledere og forkyndere?

I mine øjne ser det ud til, at næsten halvdelen af menighederne i BaptistKirken vil trække vores kirkesamfund væk fra grundlæggende baptistisk kirkelære og dermed i en retning, hvor jeg kan være i tvivl, hvor længe det overhovedet giver mening at tale om en baptistkirke, skulle det blive gennemført.

Det er selvfølgelig ikke givet, at de delegerede rent faktisk i lige netop dette spørgsmål repræsenterer deres menigheds holdninger eller at en menigheds delegerede stemte ens til forslaget, men det er dog menighederne, der har sendt de delegerede. Har man i de enkelte menigheder haft samtalen om, hvad man mener vores kirkesamfund skal være?

Medlemskab og deltagelse i kirkens liv

Jeg håber at de, der stemte for ændringsforslaget bare, ikke havde tænkt deres stemme godt nok igennem, at de måske tænkte, at det er mere skånsomt og kærligt at indføre en form for formel mellemposition, hvor de, man ikke mener lever op til en vis moralsk livsførelse stadig kan være medlemmer, men ikke fuldt ud tage del i kirkens liv, frem for helt at udelukke dem fra medlemskab.

Ser vi bort fra det problematiske teologiske aspekt i det, er der dog også et stort menneskeligt problem her. Det bliver svært at forholde sig konkret til sin status og værdighed i fællesskabet. Det bliver svært at forholde sig frit til hvem man er i verden, over for fællesskabet og over for Gud. Det er at sige: “Du må gerne være her! Du må gerne være med! (men ikke rigtigt alligevel)”.

Forskellige fortolkninger af Bibelen

Indvendingerne mod vores nuværende ret til at opstille og vælge kandidater til tjeneste nationalt fremføres som en enkeltsag, rettet mod en bestemt gruppe mennesker. Det er svært for mig at acceptere sådan en indvending, særligt når der ofte henvises til et bibelsk grundlag, der ikke begrænser sig til en enkelt gruppe, men også til flere andre, som vi tilsyneladende ikke har et problem med at inkludere. Hvorfor skal den, der arbejder om lørdagen (2. Mos 31,12-17), den, der giver lån mod renter (3. Mos 25,35-38; Ez 18,13), eller den, der er skilt og gift igen (Matt 5,31-32), ikke nævnes i samme omgang? De figurerer alle sammen som lovbrydere på lige fod med dem, der lever i andre ægteskabelige konstellationer end mellem en kvinde og en mand. Mig bekendt har vi ofte haft ledere og forkyndere, der falder ind under de kategorier og derfor kan det ikke være mindre relevant, at have dem med.

Du må gerne være her! Du må gerne være med! (men ikke rigtigt alligevel)

Hvorfor det skal ses som legitimt på den måde at fokusere på en bestemt gruppe, er der sikkert flere historiske årsager til. Ingen af dem synes mig at retfærdiggøre det teologisk og kirkeligt. Homoseksuelle er ved tidligere lejligheder blevet sat i bås med pædofile og alkoholikere og det undrer mig, at man er så kortsigtet, at man ikke i stedet sætter dem i bås med de førnævnte grupper, der ikke længere i vores samfund bærer et stigma, når det bibelske grundlag ellers sætter dem i kategori sammen.

Jeg har ikke selv den læsning og teologi, der nødvendiggør at jeg skiller nogle ud, i hvert fald ikke ud fra skarpe, lette kategorier, som det forekommer mig er udbredt visse steder, men det ærgrer mig, at jeg sjældent har set, at de, der har en sådan læsning og teologi, formår i deres argumentation at have nuancerne og bredden med, som deres teologi tilskriver. Uden det, hvordan skulle de, der med ændringsforslaget risikerer ikke at kunne tage fuldt og helt del i fællesskabet, kunne opfatte det som andet end en afvisning af, hvem de er?

Jeg er glad for, at ændringsforslaget ikke blev vedtaget, men jeg havde slet ikke forventet at det ville få sådan en tilslutning. Antallet af stemmer for ændringsforslaget vidner om en dyb identitetskrise i BaptistKirken, der ikke bare drejer sig om et enkelt spørgsmål, omend det er vigtigt, når det har så store menneskelige konsekvenser, men også om noget så grundlæggende som kirkesynet.

Jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen, men hvis ikke støtterne til ændringsforslaget overvejer, hvad deres synspunkt betyder for vores baptistiske kirkesyn og fællesskab, har jeg svært ved at se andet end splittelse forude.

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Den meget brede tilslutning til Landskonferencen vidner om, at mange føler et tilhørsforhold til BaptistKirken, men også om et stærkt ønske om at være med til at trække BaptistKirken i ’den rigtige retning’ – nemlig den retning man selv går ind for! 160 var tilmeldt Landskonferencen, 132 var stemmeberettigede: 117 som repræsentanter fra 42 menigheder, 11 for en landsorganisation og 4 som medlemmer af Ledelsen.

Evan Klarholt var for første gang ordstyrer på en Landskonference, og han får lov til at indlede denne artikel med følgende bemærkninger, ledsaget af sine kærligste hilsener:

”Som ny ordstyrer gik jeg til opgaven med lidt nervøsitet, ikke mindst på grund af den meget lange dagsorden med problemfyldte emner for vores kirkesamfund.

Jeg ved, at der er blevet bedt meget for netop denne landskonference, og bønnerne er blevet hørt.

Gud var der… ellers havde vi ikke kunnet gennemføre den udsendte dagsorden på en så fin og sober måde, som den blev.

Selv om der stadig er stor uenighed, er der HÅB, når Gud på den måde griber ind og viser, at med hans kraft og vejledning er alt muligt.”

Nadvergudstjeneste

Christian Bylund, BaptistKirkens næstformand, forestod Landskonferencens nadvergudstjeneste, der var præget moderne salmer og lovsang. Især en musikalsk hyldest til Martin Luther King var en oplevelse udover det sædvanlige. Christian Bylunds prædiken satte fokus på menighedens fællesskab og nadverhandlingen understregede, at vi er ét i Kristus. En dejlig indledning til en lang arbejdsdag.

Dagsordenen

Vigtige og kontroversielle emner prægede dagsordenen, og mange var på forhånd bekymrede for, om resultatet ville blive forhastede beslutninger uden ordentlig drøftelse eller evt. udskydelse til et senere tidspunkt. En disciplineret forsamling og især to dygtige dirigenter: Evan Klarholt, Korskirken Herlev, og Pia Duebjerg Andersen, Lyngby Baptistkirke, sørgede for, at alle forslag blev grundigt drøftet før stillingtagen.

Formandens mundtlige beretning

Vibeke Dalsgaard, formand for BaptistKirken, indledte dagens drøftelser med sin mundtlige beretning, som man kan læse her. Derefter blev den skriftlige beretning forelagt og den samlede beretning godkendt uden kommentarer.

Forslag om ordination og akkreditering af præster

Synoden 2025 gav udtryk for et ønske om en godkendelsesordning af menighedernes præster. Derfor fremlagde ledelsen et 12 sider langt og gennemarbejdet forslag om ordination og akkreditering af de præster, som menighederne vælger at kalde. Christian Bylund motiverede forslaget: I de etniske menigheder er ordination generelt et krav, for at man kan forrette dåb og nadver. Ved at genindføre ordination vil man skabe ens vilkår for præster på tværs af menighederne. Ordinationshandlingen vil lægge sig op ad den model, der tidligere blev brugt, men som noget nyt har man tilføjet en direkte tilspørgsel til ordinanden, som derved kommer til at aflægge et egentligt ordinationsløfte. Ordination foretages én gang og er en indvielse til tjeneste i de lokale menigheder.

Akkreditering er en godkendelse af præsten som medarbejder på nationalt plan, og den indebærer en forpligtelse dertil. Menigheden stiller – efter aftale med pågældende – sin præst til rådighed for det nationale arbejde. BaptistKirken har ansvar for uddannelse og udvikling.

Forslaget om ordination og akkreditering blev vedtaget og kan læses her.

Ny bidragsmodel

Vibeke Dalsgaard motiverede Ledelsens forslag om en ny bidragsmodel: ”Det er vigtigt, at vi holder os vores arv for øje, OG at vi forholder os til vores virkelighed. De første baptister var småkårsfolk, så økonomien skulle ikke bestemme, om man kunne være baptist, men der er ikke længere mange småkårsfolk i vores land.

Der er meget stor forskel på de beløb, som menigheder indsamler pr. medlem. Det spænder fra 500 kr. til 13.000 pr. år. Den nuværende model rammer skævt. Især de etniske menigheder kommer til at betale uforholdsmæssigt meget, fordi de betaler tiende.”

Såvel ledelsen som Bethelkirken, Købnerkirken og Immanuelskirken i fællesskab samt Østhimmerlands menighed havde stillet ændringsforslag. Vibekes motivering og ændringsforslagene kan læses her.

Ledelsens forslag indebærer, at en menigheds stemmeret på Landskonferencen forudsætter, at menigheden har opfyldt sin bidragsforpligtelse i det foregående år. Hvis en menighed misligholder sin bidragsforpligtelse to år i træk eller over en årrække uden aftale, foreslår Ledelsen, at menigheden indstilles til eksklusion. Beslutning om det træffes af Landskonferencen.

Det vidtgående forslag affødte mange kommentarer og var årsag til de stillede ændringsforslag.

Flere gav udtryk for, at problemet ikke er økonomisk. De manglende indbetalinger skyldes grundlæggende teologiske uoverensstemmelser. Man ønsker ikke at betale til BaptistKirken, fordi man oplever, at ledelsen lægger en teologisk linje, som man er stærkt uenig i. Man ønsker en mere traditionel, klassisk teologi om dom og frelse, et mere traditionelt, klassisk bibelsyn, som betyder, at LGBT+personer ikke bør kunne vælges til Ledelsen. Flere sagde, at når de teologiske problemer er afklaret, vil økonomien følge efter.

Ikke alle delte den kritik af den teologiske linje, men der var bred enighed om, at man ikke ønsker at knytte stemmeret sammen med indbetaling, og at eksklusion ikke skal være mulig som konsekvens af manglende bidrag.

Christian Bylund påpegede, at kongregationalister er præget af frihed og forpligtelse. Menighederne har frihed til selv at beslutte, hvad de vil betale til, men menighederne er også forpligtede på fællesskabets beslutninger og økonomi.

Forslaget til en ny bidragsmodel og alle ændringsforslag blev sat til afstemning et efter et og ingen af forslagene blev vedtaget. Dermed fastholdes den ordning, at hver menighed forventes at indbetale 7,5% af de indsamlede midler.

Stemmetællere på arbejde.

Samtalepolitik

Ledelsens forslag til en debat-, indholds- og samtalepolitik blev motiveret af Christian Bylund, der bl.a. sagde: ”Det er Ikke en censurpolitik, men en mulighedspolitik. Reglerne skal gøre det muligt for os at tale sammen uden at gøre hinanden ondt.”

Sæby Frikirkes ændringsforslag blev fremlagt af Lars Villadsen. Det indeholder en begrænsning af listen over svære og kontroversielle emner, så fortabelse og frelse, bibelsyn og bibelbrug, skabelsesteologi og tro og videnskab ikke indgår deri. Det er fundamentale teologiske emner, og en åben, tryg og levende samtale om dem bør være en central del af BaptistKirkens fællesskab. Endvidere ønsker man, at menighederne frit kan fremlægge deres eget grundlagsmateriale, velkomstfoldere og teologiske præsentationer ved fælles arrangementer uden forhåndsgodkendelse fra Ledelsen og uden mulighed for afvisning.

Christian Sofussen præsenterede ændringsforslaget fra Vaarst Baptistkirke. Da udtrykket ’Plenum’ kan misforstås, foreslår de i stedet udtrykket ”sammenhænge, hvor børn under teenagealderen skal kunne være med” eller ”Fællesskabsfokuserede samlinger”. Der har været en del modstand mod Ledelsens forslag, da mange har læst det som et forsøg på censur, selv om Ledelsen har pointeret, at det ikke er hensigten. Derfor foreslår menigheden, at man undlader at definere en liste over kontroversielle og polariserende emner og i stedet opfordrer til, at komplekse emner omtales med gensidig respekt og forståelse. Endelig foreslår man, at BaptistKirken vedligeholder en erfaringsbank over polariserende emner med henblik på at hjælpe samtalen uden at begrænse muligheden for debat.

Alle forslag kan læses her.

Da Ledelsen ikke har haft mulighed for at arbejde med et grundigt gennemarbejdet forslag til samværspolitik fremsendt af BBU[1], valgte Ledelsen at trække sit forslag til samtalepolitik. Man ønskede det ikke sat til afstemning, men ønskede en drøftelse for at høre forsamlingens mening.

Der var generelt enighed om, at det var klogt at trække afstemningsforslaget.

Tillæg til BaptistKirkens værdier – pkt. 4 c

På grund af uenighed udskød Synoden 2025 en beslutning om ordlyden af pkt. 4c i ”BaptistKirkens værdier”. Vibeke Dalsgaard motiverede ledelsens forslag til pkt. 4c: ”I Baptistkirken i Danmark vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt ud fra deres karakter, kompetencer, gaver og kald.”

Denne formulering blev vedtaget med overvældende flertal ved håndsoprækning.

Jacob Vagner motiverede Roskildes ændringsforslag. Man ønskede tilføjelsen: ”I nationale sammenhænge er ægteskabet mellem en kvinde og en mand en del af grundlaget for vores forkyndelse og lederskab.”  Skriftlig afstemning viste 62 stemmer for og 63 stemmer imod dette forslag. Dermed faldt forslaget, men udfaldet af afstemningen gør det tydeligt, at BaptistKirken er splittet på spørgsmålet.

Også Købnerkirken og Immanuelskirken stillede et ændringsforslag, som Kristian Bonde-Nielsen motiverede: ”I Baptistkirken i Danmark tjener alle på lige fod baseret på deres kald og kompetencer på alle niveauer, og vi ser en styrke i, at vores ledelse og arbejdsgrene udtrykker bredden og diversiteten i vores kirkesamfund”. En skriftlig afstemning viste 23 stemmer for dette forslag og 97 imod. Dermed faldt forslaget.

Købnerkirken og Immanuelskirken ønskede et tillægsspørgsmål til behandling: ”Skal alle medlemmer af Baptistkirken i Danmark, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet, kunne kaldes, vælges, udpeges eller engageres til nationale tjenester, ledelsesopgaver og tillidshverv i BaptistKirken på lige vilkår, forudsat at de i øvrigt har de gaver, kompetencer, karakter og det kald, som den konkrete tjeneste kræver?”

Landskonference tog dernæst stilling til om denne tilføjelse til dagsordenen kunne behandles. Det kræver, at 2/3 af de afgivne stemmer er for behandling. En afstemning viste 44 stemmer for og 49 stemmer imod. Forslag til tillæg til værdierne kunne ikke behandles.

Ledelsens forslag og samtlige ændringsforslag kan læses her.

Der var ikke plads til alle i kirkens café. Derfor havde Lai Baptist Church opsat et telt, så alle kunne sidde ned og spise frokost.

Forslag til vedtægtsændringer til 1. behandling  

Ledelsen fremsatte forslag til ændring af BaptistKirkens vedtægter.  Ringsted Frikirke havde indsendt et ændringsforslag, hvorfra alle paragraffer om sammenknytning af stemmeret og økonomi var fjernet. Ledelsens forslag og Ringsteds ændringsforslag kan i sin helhed læses her.

Christian Bylund motiverede ledelsens forslag til ændrede vedtægter: ”Ledelsen ønsker at præcisere, at organisationernes repræsentanter har tale- og stemmeret på Landskonferencen, uanset om de er medlemmer af en baptistmenighed.”

Den del af ledelsens forslag blev vedtaget med 104 stemmer for.

”Budget- og bidragssats besluttes af Landskonferencen ved behandling af budgettet. Derfor foreslår Ledelsen, at ansøgning om nedsættelse af en menigheds bidrag også skal besluttes af Landkonferencen. Menigheden sender sin ansøgning til Ledelsen, der forelægger den for Landskonferencen.”

Den del af ledelsens forslag blev vedtaget med 66 stemmer for ud af 86 afgivne stemmer. Dermed er forslaget vedtaget.

Endelig rummede Ledelsens forslag til nye vedtægter en paragraf, der gør en menigheds stemmeret afhængig af, at menigheden har betalt sit bidrag til basisbudgettet. Samtidig foreslås, at manglende opfyldelse af bidragsforpligtelsen eller gentagen misligholdelse skal kunne føre til eksklusion.

Afstemningen viste overvejende andel af stemmer imod disse forslag, som dermed faldt.

Forelæggelse af procesplan

Procesplanen er BaptistKirkens tidsplan for arbejdsopgaver, og Vibeke Dalsgaard meddelte, at Ledelsen planlægger at arbejde med flg. emner:

• næste Landskonference den 29. maj 2027
• mentorordning
• samtale og samværsmodellen
• A2M: Acts to Movement – Tro i Bevægelse
• læredag om bibelsyn, bibelbrug og bibeltolkning ved Teologisk Forum
• fokus på børn og unge
• menighedsudrustning og -udvikling
• måske også et lavere tempo

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Lone Møller-Hansen orienterede om Bibelapp’en, som 468 har downloadet. Udvalget efterlyser ambassadører i menighederne.

Økonomi – vedtagelse af budget 2027

Drøftelsen blev indledt med behandling af Hjørring menigheds forslag om, at midlerne fra puljer til missionsprojekter ikke anvendes til finansiering af faste nationale ansættelser, men til missionsprojekter i Danmark og udlandet. Ændringsforslag fra Hjørring menighed kan læses her.

Hjørrings forslag er vedtaget med 46 stemmer for og 44 imod.

Ulla Holm forelagde dernæst budget 2027, der kan læses her.

Som konsekvens af vedtagelsen af Hjørrings forslag måtte Ulla ekstemporere en budgetændring, hvor ’Mission i Danmark’-midler ikke anvendes i 2027. Dermed øges det budgetterede underskud til knap 800.000 kr.

Budgettet blev vedtaget med denne ændring.

Valg

Vibeke Dalsgaard, Pandrup Baptistkirke, blev genvalgt som BaptistKirkens formand.

Der skulle vælges tre nye medlemmer til Ledelsen.

Pia Duebjerg Andersen modtog ikke genvalg. Valgt blev Tine Kragh, Vrå Baptistkirke, Henrik Søndergaard, Baptistkirken i Odense, og Maria Bjørsted, Vrå Baptistkirke. Peter Kofoed, Tølløse Baptistkirke, er suppleant.

Christian Sofussen, Vaarst Baptistkirke, blev genvalgt til forslagsudvalget.

Evan Klarholt, Korskirken Herlev, blev genvalgt som revisor.

BaptistKirken gik ikke i stykker

Den store deltagelse afspejler, at BaptistKirken er en væsentlig del af mange baptisters DNA. Det var tydeligt, at alle tilstedeværende ville fællesskabet og gjorde sig umage for at undgå alt for skarpe udmeldinger. På overfladen står det klart, at vi alle er indstillet på at bøje os mod hinanden, fordi vi vil fællesskabet. Derfor er der håb for BaptistKirken.

Men samtidig er understrømmene også tydelige. Adskillige afstemningsresultater med næsten lige stemmetal, hvor små marginaler afgør resultatet, viser, at vi står delt i mange spørgsmål. Man kan selvfølgelig hævde, at ingen ved om afstemningsresultaterne afspejler faste grupperinger, eller er udtryk for tilfældigheder.

Min påstand vil være, at der er en sammenhæng, og at BaptistKirken er delt i tre grupper: to grupper på hver sin yderposition og en gruppe, der forsøger at finde en afbalanceret midterposition. Har jeg ret i den vurdering, forestår et stort forsoningsprojekt. Vejen frem går gennem tilgivelse og forsoning – en proces vi alle skylder at tage del i. Vi har alle – ved et uheld eller velvidende – sagt og gjort noget, der har såret ’de andre’, hvem det så end er. Det kan vi kun reparere ved at angre, bede om tilgivelse og være villige til at tilgive. Det er den eneste mulighed.

Landskonferencens ordstyrere, Pia Duebjerg Andersen og Evan Klarholt.

Var Gud til stede på Landskonferencen?

Som afslutning er det på sin plads at gentage Evan Klarholts hilsen:

”Som ny ordstyrer gik jeg til opgaven med lidt nervøsitet, ikke mindst på grund af den meget lange dagsorden med problemfyldte emner for vores kirkesamfund.

Jeg ved, at der er blevet bedt meget for netop denne landskonference, og bønnerne er blevet hørt.

Gud var der… ellers havde vi ikke kunnet gennemføre den udsendte dagsorden på en så fin og sober måde, som den blev.

Selv om der stadig er stor uenighed, er der HÅB, når Gud på den måde griber ind og viser, at med hans kraft og vejledning er alt muligt.”

Læs også Renathe Zimmermanns refleksion om Landskonferencen.

[1] Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Relateret

• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen

Find flere

Christian Peter Heldgaard Bylund, præst i Tølløse Baptistkirke og næstformand i BaptistKirken i Danmark.

Kronikken afspejler alene skribentens egne holdninger.

Retningen i BaptistKirken bekymrer mig og har gjort vejen videre vanskelig at få øje på. Efter Landskonference 2 er jeg ærligt talt i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre. Men én ting står klart for mig. Hvis vi skal have en fremtid sammen som baptister, må friheden gælde andre end dem, der kan samle et flertal.

Jeg ønsker at være baptist sammen med mennesker, jeg er uenig med. Også mennesker, som er betydeligt mere konservative end mig. Jeg vil gerne lytte til dem, udfordres af dem og arbejde sammen med dem. Men det kræver, at der også er plads til mig og til de mennesker, hvis tro og tjeneste jeg anerkender. Fællesskabet kan ikke bygge på, at nogle giver andre lov til at være der på tålt ophold.

Det ansvar kan jeg ikke overlade til et flertal på en landskonference.

To menigheder kan læse den samme bibeltekst og bede lige oprigtigt om vejledning, men alligevel nå frem til forskellige svar. Når de mødes i kirkesamfundet, følger uenigheden med ind i rummet. Det ansvar kan jeg ikke overlade til et flertal på en landskonference. Vi må selv læse Bibelen, bede og tale sammen om, hvad det vil sige at følge Jesus for os i Tølløse. Samtidig må jeg anerkende, at en anden menighed kan gøre præcis det samme og nå frem til noget andet for deres menigheds fællesskab.

Kongregationalismen bygger på den lokale menigheds selvstændige ansvar over for Kristus. Den lokale menighed står med et selvstændigt ansvar over for Kristus. Det stemmer med BaptistKirkens egen beskrivelse af en struktur, hvor den nationale organisation ikke har myndighed over menighedernes liv og lære. For mig følger der noget afgørende af det. Min menigheds frihed forpligter mig til også at forsvare andre menigheders frihed.

Jeg kan ikke nøjes med at være kongregationalist, så længe alle bruger deres selvstændighed på en måde, jeg bifalder. Det ville være en meget letkøbt frihedstanke. Den egentlige prøve kommer, når andre træffer et valg, jeg mener er forkert. Kan jeg stadig anerkende dem som kristne og som en del af vores fællesskab?

Den egentlige prøve kommer, når andre træffer et valg, jeg mener er forkert.

Den prøve gælder også hjemme i menigheden, her har jeg heller ikke råderet over andres samvittighed. Tværtimod har jeg ansvar for, at mennesker kan komme til orde, og for selv at lytte. Jeg må kunne forsvare min bibelfortolkning uden at opføre mig, som om min forståelse af Guds vilje er hævet over enhver kritik.

Hos Paulus finder jeg en frihed, der forpligter. I Galaterbrevet kapitel 5 vers 13 knytter han friheden til at tjene hinanden i kærlighed. I Romerbrevet kapitel 14 formaner han kristne, der er uenige om mad og særlige dage, til at afstå fra at dømme og foragte hinanden. Det løser ikke alle vores uenigheder. Men det minder mig om, at jeg ikke bliver fritaget fra kærligheden, fordi jeg mener, at den anden tager fejl.

Hvis jeg ønsker et kirkesamfund, må jeg også være med til at bære det.

Derfor kan jeg heller ikke bruge kongregationalismen som begrundelse for at trække mig fra ethvert fælles ansvar. Hvis jeg ønsker et kirkesamfund, må jeg også være med til at bære det. Det betyder, at jeg skal møde op, bidrage, og tage andre menigheders behov alvorligt. Jeg kan ikke forvente, at andre holder vores fælles mission i gang, mens jeg selv kun dukker op for at protestere. At vi frivilligt har valgt hinanden, gør ikke vores forpligtelse mindre overfor hinanden.

Jeg mener også, at vi skal kunne træffe beslutninger og komme videre. Vi kan ikke holde hele kirkesamfundet fast, indtil den sidste er blevet enig. Vi skal vælge en ledelse, vedtage budgetter og finde retning for det fælles arbejde. Men der er forskel på at tabe en afstemning og at få underkendt sin ret til at høre til. Et flertal skal kunne lede et fællesskab, som også mindretallet fortsat kan være en del af.

Det er især her, jeg bliver bekymret. Hvis en menighed gerne må have sin egen teologi lokalt, men dens medlemmer på den baggrund afskæres fra at bidrage nationalt, hvor meget er anerkendelsen så værd? Jeg kan ikke se et ligeværdigt fællesskab i en ordning, hvor vi alle må være med, men kun nogle af os må præge det.

Den lokale selvstændighed afgør ikke i sig selv, hvem der skal lede vores fælles arbejde. Det må vi beslutte sammen. Men efter min mening skal de beslutninger afspejle, at vi faktisk er et fællesskab af forskellige menigheder. At en person får ordet eller en opgave nationalt, betyder ikke, at alle menigheder dermed har tilsluttet sig hele vedkommendes teologi. Den sondring er vi nødt til at kunne leve med, hvis vi vil være kirke sammen.

Det gælder også LGBT+ personer, som jeg vil samarbejde med og give plads til på lige vilkår med alle andre. Når jeg skal vurdere, hvem der kan bidrage, vil jeg se på menneskers karakter, kompetencer, gaver og kald. Jeg kan ikke forsvare at afskrive deres tjeneste alene på grund af, hvem de elsker.

Jeg ved, at andre baptister vurderer det anderledes. Det må de kunne udtrykke, og vi må kunne diskutere det alvorligt. Jeg forventer ikke, at en anden menighed overtager min teologi. Men jeg forventer den samme respekt den anden vej. Min samvittighed giver mig ikke ret til at bestemme over deres menighed, og deres samvittighed kan ikke give dem vetoret over vores fælles kirkeliv.

Jeg må acceptere, at fællesskabet rummer mennesker og synspunkter, jeg ikke selv ville vælge. Det samme må andre acceptere.

Fællesskabet forudsætter, at vi hver især accepterer begrænsninger. Jeg må acceptere, at fællesskabet rummer mennesker og synspunkter, jeg ikke selv ville vælge. Det samme må andre acceptere. Vi kan forpligte os på at lytte, på at give hinanden reel adgang til at deltage og på at undlade at bruge vores flertal til at lukke andre ude. Sådanne forpligtelser kan beskytte den frihed, vi hver især har brug for.

En fælles vej frem kræver, at vi aftaler, hvordan vi vil behandle hinanden, når vi er uenige. Her kan de retningslinjer, Baptist World Alliance vedtog i 2013, være et udgangspunkt. De minder os om, at vores erkendelse er begrænset, og at uenighed ikke må blive til angreb på hinandens menneskeværd eller kristne tro. Det er ikke vores beslutning, men det er en baptistisk måde at tage fællesskabet alvorligt på, som jeg gerne vil stå på mål for.

Og måske kan vi også lære noget af vores kristne brødre og søstre ude i verden, Pave Johannes XXIII fremhævede i 1959 et ældre valgsprog, som i dansk oversættelse lyder ”Enhed i det væsentlige, frihed i det tvivlsomme, kærlighed i alt.” Hans kirkesyn var et andet end mit. Alligevel synes jeg, at ordene stiller et spørgsmål, vi har brug for at tage alvorligt.

Jeg kan ikke gøre enhver overbevisning, der er vigtig for mig, til en betingelse for andres plads i fællesskabet.

Hvad er det egentlig, vi skal være enige om for at høre sammen? For mig må udgangspunktet være Jesus Kristus og vores ønske om at følge ham, og den mission der ligger i det kald han giver til os. Det gør ikke vores øvrige uenigheder ligegyldige. Men jeg kan ikke gøre enhver overbevisning, der er vigtig for mig, til en betingelse for andres plads i fællesskabet. Hvis vi alle gør det, bliver der meget lidt fællesskab tilbage.

Kærlighed i alt må også gælde, når en beslutning gør ondt, og når jeg ikke ved, hvordan vi kommer videre. Jeg skal kunne sige tydeligt fra uden at afskrive mennesker. Og jeg skal selv være villig til at høre den kritik, jeg forventer, at andre vil lytte til.

Jeg skal selv være villig til at høre den kritik, jeg forventer, at andre vil lytte til.

Jeg har ikke alle svar på, hvordan vi kommer videre som kirkesamfund. Men jeg ved, hvilket fællesskab jeg ønsker at arbejde for. Et fællesskab, hvor jeg kan se et menneske i øjnene og sige, at vores uenighed ikke gør vedkommende mindre velkommen til at bidrage. Hvor jeg tager ansvar for mere end min egen holdning. Og hvor jeg kan regne med, at andre vil forsvare min frihed, ligesom jeg vil forsvare deres. Hvordan kan vi efter Landskonference 2 skabe et fællesskab, hvor både friheden og ansvaret er gensidigt? Og hvis BWA’s retningslinjer ikke er det rette udgangspunkt, hvilke andre veje kan vi så foreslå hinanden? Det må være spørgsmål, vi overvejer i den kommende tid.

Læs også Hanne Kiels reportage fra Landskonference 2, 2026

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen

Find flere

I Biblen står der, at vi ikke skal bekymre os. Gud er med os og forlader os ikke i svære tider.

Ved kirkekaffen i Korskirken dagen efter delte vi, der deltog i Landskonferencen, lørdagens oplevelser med menigheden, og det var opløftende ord, der kom fra dirigenten: ”Gud var til stede, ellers kunne det umuligt være gået, som det gik”.

Opløftende gudstjeneste

Dagen blev indledt med en gudstjeneste med fantastisk musik ved Christina Funch og Rune Funch. Bl.a. fik vi en stærk hyldest til Martin Luther King. Christian Bylund ledte gudstjenesten og bragte en positiv, men alvorlig forkyndelse om fællesskab, forskellighed, og den samme Herre.

Dagen forløb flot

Vi nåede endda hele dagsordenen til tiden, selv om vi hjemmefra havde gisnet om, hvilke punkter ledelsen på forhånd havde ønsket at gemme til en anden gang.

Der var en del ændringsforslag til ledelsens forslag, og ikke alt gik glat igennem. Afstemningerne viste, at vi stadig er splittede og uenige om mange ting. Stemmetallene lå meget tæt. Men samtalerne var på nær ganske få uheldige bemærkninger sobre, stille og rolige. Dirigenten måtte på intet tidspunkt tale højt eller tale folk til orden.

Afstemningerne viste, at vi stadig er splittede og uenige om mange ting.

Ledelsen trak sit forslag om Samtalepolitik. Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund havde udarbejdet en samværspolitik, som ledelsen ikke havde kunnet nå at tage stilling til. Det forslag skal der arbejdes videre med.

Punktet om ordination og akkreditering fik fuld opbakning.

Forslaget til ny bidragsmodel blev nedstemt.

Alle ændringsforslag vedr. 4.c om hvem, der kan vælges til Ledelsen, blev nedstemt og ledelsens forslag inkl. eget ændringsforslag blev vedtaget med stemmeflerhed på én stemme.

Når vi kan gennemføre Landskonferencen roligt og fredeligt på trods af de store holdningsforskelle, er der stadig håb for BaptistKirken.

Håb forude

Vi har stadig svære samtaler i vente, men når vi kan gennemføre Landskonferencen roligt og fredeligt på trods af de store holdningsforskelle, er der stadig håb for BaptistKirken om, at vi kan samles om det, vi er fælles om, diskutere det, der er svært, og blive enige om at være uenige på visse punkter.

Kristus er den samme. Vi er forskellige, og Han taler til os på forskellig måde, men alle er elskede, og vi ønsker alle at fremme Kristi sag.

Læs også om Mads Leths indtryk fra Landskonferencen her.

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen

Find flere

Dette opslag fra Chin Chins (Biak Chin Par Lian) private Facebookside bringes med forfatterens tilladelse:

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive noget om BiDs Landskonference. Men efter at have set flere opslag om konferencen på Facebook, har jeg fået lyst til at dele nogle af mine egne tanker og min oplevelse generelt.

For mig var det en vigtig, god, men også svær Landskonference. Både det konservative og det progressive forslag faldt, og derfor står vi faktisk et sted, hvor vi må mødes på midten.
Derfor er jeg glad for, at vi kan holde fast i det, vi faktisk i flere tilfælde er enige om som kirkesamfund:
“Vi vælger og engagerer mennesker på alle niveauer nationalt ud fra deres karakter, kompetencer, gaver og kald.”

For mig er det netop det, der er afgørende for tjeneste i kirken – ikke etnicitet, køn eller seksualitet. Vi må vælge lydigheden mod Gud og samtidig holde fast i, at Baptistkirken er et kirkesamfund for alle – også når vi er uenige.

Jeg har gennem årene haft venner og kollegaer, som er trofaste kristne, og som selv kategoriserer sig som LGBT+. Jeg har også været med i lederskab sammen med mennesker, som selv identificerer sig sådan, og med andre, som støtter og inkluderer. Jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge kategorier til at beskrive mennesker, for vi er så meget mere end vores seksualitet eller kønsidentitet.
Jeg vil bare sige: Jeg elsker dem, præcis som de er. Intet – heller ikke deres seksualitet, kønsidentitet eller overbevisning – står i vejen for min respekt, anerkendelse eller mit samarbejde med dem.
Jeg har stor respekt for mange af dem, netop fordi de er åbne og villige til at gå ind i samtalen – også når den er svær. Jeg har også mødt konservative mennesker, som er villige til at lytte og gå ind i samtalen. Og jeg har nogle gange oplevet det modsatte på begge sider – at samtalen er lukket, allerede inden den er begyndt.

For mig er det afgørende, at vi kan lytte til hinanden, også når vi ikke når frem til samme konklusion. På den måde kan vores horisonter blive større, og vi kan måske forstå hinanden bedre.
Men det gælder begge veje. Jeg tror, vi nogle gange selv kan komme til at gøre det sværere for hinanden, når vores overbevisning bliver så stærk, at vi får behov for, at andre skal tænke og mene det samme som os. Så kommer vi let til at skabe skel, som måske ikke behøver at være der.
Og i sidste ende er kirkens opgave større end vores interne uenigheder: at forkynde evangeliet til ALLE. Det må være det vigtigste i vores kirkesamfund og i hver eneste lokale menighed – at mennesker får mulighed for at høre evangeliet, møde Kristus og finde fællesskab i Ham, gennem forskellige lokale menigheder.

Det er den mission, der må samle os og hjælpe os til at se ud over os selv og vores egen navlepilleri – noget, vi måske er blevet lidt for gode til i velfærds-Danmark. Så vi ikke bruger al vores energi på interne uenigheder, men husker den verden og de mennesker, vi er sendt til.

Jeg må indrømme, at jeg synes, det virker lidt uprofessionelt, når præster, ledere og politiker bruger sociale medier til at bearbejde svære uenigheder. Og nu gør jeg så selv det samme.  Så jeg er vel med til at holde Facebook-møllen kørende.

Måske er det netop her, vores lederskab bliver sat på prøve.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Landskonference 2 i Lai Baptist Church i Ringe blev på mere end én måde en interessant sammenkomst i Baptistkirken i Danmark. Deltagelsen var historisk høj med 132 stemmeberettigede, dagsordenen var omfattende og diskussionsindbydende, men resultatet af Landskonferencen var, efter min mening, temmelig uforløst. Da konferencen endte sidst på eftermiddagen, drog jeg i hvert fald afsted fra Midtfyn med en mærkværdig følelse i kroppen og med endnu flere ubesvarede spørgsmål, end da jeg kom dertil syv timer tidligere.

Det begyndte godt

Samarbejdet mellem adskillige menigheder [er trampet] både fladt, træt og uproduktivt.

Det begyndte ellers fornuftigt og produktivt med en dejlig åbningsgudstjeneste og en opbyggelig og egentlig optimistisk formandsberetning. Men efterhånden som formiddagen skred frem, og der blev debatteret og stemt om forslag og ændringsforslag til blandt andet ordinationshandlinger, bidragsmodeller og samtalepolitikker, blev det mere og mere tydeligt for mig, at der var en kæmpestor elefant til stede i kirkesalen. Den selvsamme elefant, der i løbet af de seneste to-tre år har hjemsøgt vores kirkesamfund og trampet samarbejdet mellem adskillige menigheder både fladt, træt og uproduktivt. Teologien stritter i flere retninger, bølgerne er gået højt, der er røget finker af fadet, og fronter er blevet trukket for skarpt op, hvilket har resulteret i en betydelig træghed i BaptistKirken. Elefanten bærer officielt navnet: ”Tillæg til BaptistKirkens værdier – pkt. 4c”, men dyret kunne egentlig lige så vel hedde ”Holdning til LGBT+ personer i nationale sammenhænge” eller måske blot det meget mere mundrette ”bibelsyn”.

Én stemmes forskel

Ledelsens neutrale formulering af punkt 4c endte for øvrigt med at blive vedtaget, men først efter en nervepirrende afstemning om et knap så neutralt ændringsforslag, der faldt med den mindst mulige afstemningsmargin: 62 for, 63 imod! Rent faktisk skete det hele tre gange i løbet af dagen i Ringe, at en afstemning faldt ud til den ene side med det mindst mulige flertal. Så billedligt talt blev elefanten ganske vist jaget ud på savannen for en stund, men den blev ikke tøjret og vender derfor uden tvivl tilbage i fremtiden.

Kongregationalisme har vist sig [at være] en endnu sværere kirkepolitisk retning at efterleve.

Uenighedsfællesskab

I BaptistKirken har vi altid brystet os af at være gode kongregationalister, og vi har i generationer formået at samtale, diskutere og være et vellykket uenighedsfællesskab. Nok er kongregationalisme et svært ord at udtale, men på det seneste har det vist sig, at det er en endnu sværere kirkepolitisk retning at efterleve. Dengang Gud skabte mennesket, blev vi alle skabt lige, men heldigvis blev vi ikke skabt ens, hverken med hensyn til nådegaver, kompetencer, udseende, køn eller holdninger. Sådan er det også med landets baptistmenigheder. Vi er vidt forskellige, men vi tror på den samme frelser. Der forestår derfor den nye ledelse i Baptistkirken i Danmark en enorm opgave med at samle trådene op, og de har brug for al den hjælp, de kan få fra os alle. Tag derfor ledelsen med i din forbøn!

Læs også Christian Bylunds kronik her.

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen

Find flere

Lyt til artiklen.

Ved forhindringsbanen havde de otte-niårige spejderbørn fået fri, så de kunne løbe ind i kirken og se den næste cirkusforestilling. Men børnene ville hellere blive ved forhindringsbanen: De mente bestemt, at de skulle være der, for at tage imod andre børn.

Store Legedag samlede omkring 1.000 børn og voksne på Skotlands Plads foran Købnerkirken på Amager. Der var cirkus i kirkesalen, snobrød, popcorn og aktiviteter på pladsen. Bag arrangementet stod Købnerkirken og kirkens spejderkreds, AmagerbroSpejderne. Og blandt de frivillige var spejderbørn, som havde fået et ansvar, de ikke havde lyst til at give fra sig.

”De syntes, det var så vigtigt, at der var nogen ude ved forhindringsbanen, at de blev ude fra cirkus for at stå der og byde folk velkommen. Også selv om vi havde dækket ind med voksne,” fortæller spejderfører Simon Jul Boeriis.

Ballondyr gør alle glade! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Sammen med Købnerkirkens børne- og familiemedarbejder Mayken Rødvig og Caroline Westh Poulsen, der er frivillig i kirkens børnearbejde, har Simon Jul Boeriis brugt mange timer på at forberede festen.

Men hvorfor bruge så mange kræfter på at arrangere en gratis fest for børnefamilier, som ellers ikke er en del af menigheden?

En fest uden bagtanker

”Store Legedag er et mål i sig selv. Vi bruger det ikke som middel til noget andet,” forklarer Mayken og fortsætter: ”Vi bruger det for eksempel ikke som middel til at få folk ind i kirken eller til at få flere spejdere i spejdergruppen. Målet er bare dagen i sig selv. At give den gave til børnefamilierne i lokalområdet.”

Store Legedag så dagens lys for fire år siden som et samarbejde mellem menigheden og den næsten nystartede spejderkreds.

Princippet er enkelt: Alle skal have mulighed for at deltage. Arrangementet får økonomisk støtte, så både entré og aktiviteter er gratis.

”Vi vil gerne lave en kæmpe fest, hvor familier kan opleve en masse ting sammen, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra,” siger Mayken.

100 kopper kaffe plus det løse… de giver et vist pres på opvaskemaskinen! (Foto: Martin Krath-Andersen)

En kirke midt i kvarteret

Skotlands Plads ligger lige foran Købnerkirken. Og det er ikke tilfældigt, at festen foregår netop dér.

Mayken fortæller, at medlemmer af menigheden for mange år siden var med til at etablere det grønne område. Simon peger på, at kirken gennem årene har engageret sig i kvarterets udvikling, blandt andet gennem etablering af legeplads og andre faciliteter på pladsen.

”Det er jo lidt det, vi gerne vil bringe videre på en moderne måde. Nye, unge kræfter, der gør det på en ny måde, men stadig i kirkens ånd,” siger Simon. Han fortæller videre, at det handler om at være til stede, hvor mennesker bor og lever deres liv.

Caroline peger på, at området omkring kirken rummer familier med meget forskellige forudsætninger. Der er både socialt udsatte boligområder og villakvarterer med velstillede familier.

”Noget af det fede ved at holde Store Legedag er, at man får lov til at se alle de familier. Både dem, der er meget ressourcestærke, og dem, som måske kommer, fordi det er det eneste, de lige har midlerne til, netop fordi det er gratis.”

Der var cirkus i kirken (Foto: Martin Krath-Andersen)

For Mayken handler kirkens engagement også om at forstå, hvilke behov mennesker har netop dér, hvor kirken ligger. Som børne- og familiemedarbejder oplever hun, at mange børnefamilier savner fællesskab. Nogle oplever ensomhed, andre synes ganske enkelt, at det kan være svært at få hverdagen med små børn til at hænge sammen.

”Der er et kæmpe behov for, at vi faciliterer nogle aktiviteter, hvor de kan komme og få relationer og danne fællesskaber. Og det ser vi en stærk søgning til,” fortæller hun.

”Der ligger sådan en ret fed kirke”

Mayken fortæller en historie om, hvordan Købnerkirken efterhånden er blevet en del af kvarterets liv.

Hendes seksårige søn er begyndt i skole, og hun er ved at lære de andre forældre at kende. En dag falder samtalen med en af de andre mødre på Skotlands Plads.

Moren ved ikke, at Mayken arbejder i Købnerkirken.

”Ej, Skotlands Plads! Jeg kender godt Skotlands Plads. Der ligger sådan en ret fed kirke. Jeg har godt nok aldrig været der, men de har alle mulige aktiviteter,” fortæller moren.

“Der ligger en ret fed kirke…” (Foto: Martin Krath-Andersen)

Hun begynder begejstret at fortælle Mayken om spejderne og Store Legedag. Og så tilføjer hun:
”Vi kommer godt nok ikke i kirke, men hvis vi en dag skulle komme i kirke, så ville vi nok starte med at gå derhen.”

Mayken er flad af grin. Til sidst må hun fortælle moren, at hun faktisk kender kirken ganske godt. For Mayken er det væsentligt, at moren oplever, at tærsklen ind til kirken ikke er højere end at hun kan træde over den.

Og det er ikke kun Store Legedag, der har betydning. Købnerkirken arrangerer også MGP-fester og andre aktiviteter for familierne i lokalområdet.

”Vi oplever efterhånden, at kirken er alment kendt i vores lokalområde som et sted, man lige holder øje med,” siger Mayken.

Børnene vokser med ansvaret

Store Legedag giver også noget til dem, der arrangerer og hjælper til ved festen. Over 60 frivillige deltog i år. Omkring 25 af dem var spejdere. Den yngste frivillige var seks år, den ældste 83.

”Der er nogen, der enormt gerne vil være ude på pladsen og møde mennesker. Og der er nogen, der hellere vil stå i køkkenet og vaske de tusind IKEA-kopper op, som vi nok har igennem opvasken på sådan en dag,” fortæller Mayken.

For arrangørerne handler det om at finde opgaver, der passer til den enkelte. Alle skal opleve, at de bidrager med noget værdifuldt. Men det er især børnene, der gør indtryk på Mayken:
”Jeg bliver bare megastolt, når jeg ser, hvor meget børn faktisk kan.”

Hun fremhæver spejdernes tradition for at give børn reelt ansvar. Ikke opgaver, der er opfundet for at beskæftige dem, men opgaver, som faktisk skal løses:
”Det kan jeg også se, at børnene i kirken, som ikke er spejdere, vokser totalt meget på. Du er ti år, du må løse det her selv. Her har vi fire oppustelige heste og en kø på 50 mennesker. Find ud af, hvad de skal!”

Koncentration! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Er det mission?

Når en kirke arrangerer en stor fest for sit lokalområde, er det nærliggende at spørge, om det er mission.

Simon tøver lidt ved spørgsmålet. Han ser det som en moderne form for mission, men bliver samtidig udfordret af den traditionelle forståelse af ordet:
”Hvorfor er det, vi ikke bare kan gøre en forskel dér, hvor vi er? Det er jo også en mission,” siger han.

Mayken er mere direkte:
”For mig er det her total mission.”

For hende begynder relationen med interessen for andre menneskers liv, åbne kirken og give dem mulighed for at føle sig hjemme.

Hun skelner samtidig mellem Store Legedag og kirkens løbende arbejde:
”Vi er meget bevidste om, at Store Legedag er noget, vi laver én gang om året. Så det er ikke, fordi vi nødvendigvis laver dybe relationer med mennesker den dag.”

Men festen kan være begyndelsen på noget andet.

”Når vi så har legestue med dem 50 gange om året, kan vi pludselig lave reelt dybe relationer med dem. Vi kan få lov til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi tror på. Men de kan også få lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de tror på. Det er på et meget ligeværdigt niveau.”

Det er dér, Mayken oplever, at kirkens arbejde for alvor bliver både mission og fællesskab.

Caroline er enig i, at kirken skal række ud over sig selv:
”Jeg synes, det er virkelig fint at kunne være kirke for nogen andre end os selv.”

Superheltene var også til Store Legedag! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Når familierne selv skaber fællesskabet

Et af de steder, hvor Købnerkirken forsøger at være kirke for andre end sig selv, er den ugentlige legestue.

Caroline er en af de frivillige. Hun anslår, at omkring 30–40 familier benytter tilbuddet, som især henvender sig til forældre, der passer deres børn hjemme.

Kirken sørger for kaffe, frugt, legetøj og fælles rytmik. Men ellers gør kirken faktisk ikke ret meget.

”Langt hen ad vejen er det forældrene selv, der er med til at skabe det rum, det bliver,” fortæller Caroline.

Hun oplever, at familierne har taget legestuen til sig. Forældre og børn kender hinanden, børnene leger, og de voksne finder sammen om det, der optager dem.

”Nogle gange tænker vi nærmest, at det ikke er nødvendigt, at vi er der. Folk skulle nok bare finde ind og gøre det, de plejer, selv hvis vi ikke var der til at facilitere det,” fortæller Caroline.

Og det er faktisk sket.

Det kræver sit barn at lave snobrød! (Foto: Martin Krath-Andersen)

Da kirken glemte at holde lukket

Mayken havde en dag aflyst legestuen på grund af sygdom. Men Mayken havde glemt at låse døren. 15–20 familier gik ind og begyndte ganske enkelt at holde legestue på egen hånd.

Halvanden time senere ringede kirkens præst, Kristian Bonde-Nielsen, og spurgte, om det virkelig var meningen, at der skulle være legestue den dag.

”Nej, hvorfor ringer du?” spurgte Mayken.

Kristian kunne fortælle, at familierne åbenbart bare var gået ind og var begyndt at holde legestue ganske som de plejede.

Mayken griner stadig, når hun fortæller historien.

På Skotlands Plads samler Købnerkirken omkring 1.000 mennesker til Store Legedag. I legestuen dukker familierne op, selv om arrangementet er aflyst.

De er begyndt at føle sig hjemme.

Relateret

• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

Lyt til talen her (oplæserstemmen er skabt med kunstig intelligens):

Jeg vil gerne sige ledelsen, menighederne og mange enkeltpersoner tak for et meget arbejdsomt år, men også et år med store lyspunkter og glæder.

Et arbejdsomt år med lyspunkter

Jeg taler en smule kortere i år, end jeg har gjort tidligere. Vi har mange ting på dagsordenen i dag, som betyder noget for fremtiden i vores kirkesamfund. Formandstalen er ofte lidt bagudskuende og jeg vil derfor forsøge at gøre den kortere for at skabe bedre plads til de mere fremtidsrettede drøftelser.

Jeg vil dog alligevel opholde mig lidt ved nogle af de ting, som er sket i indeværende konferenceår, da de også peger frem mod den kommende tid.

Vi skal blive ved med at tale sammen

Først på året havde vi læredagen om inklusion, som jeg af personlige årsager ikke deltog i. Jeg fik dog fra mange deltagere en viden om, at denne dag havde været god. Vi blev ikke enige om spørgsmålet, og det var heller ikke formålet, men vi blev klogere på hinandens synspunkter og først og fremmest fandt vi ud af, at vi kan tale sammen, også om svære spørgsmål, og det håber jeg, at vi bliver ved med at gøre – også i fremtiden. I 2027 håber vi at skabe en lignende dag om bibelsyn, bibelbrug og bibeltolkning – men det kommer under orientering om procesplanen. Det vigtigste er, at vi taler sammen som brødre og søstre om emner i vores tro, også om ting, som er svære.

Landskonferencens dirigenter: Pia Duebjerg Andersen og Evan Klarholt (Foto: Gitte Elleby)

Mission som fælles bevægelse

I april fik vi en helt speciel oplevelse – eller jeg gjorde i hvert fald. Kirkesamfundet bød ind til møde om mission – Acts2Movement – tro i bevægelse. Et projekt, som Baptist World Alliance, BWA, havde fostret.  Jeg skal ikke lægge skjul på, at da Bodil henvendte sig til mig i første omgang med dette projekt, nåede jeg at skrive til hende: ”Synes du ikke, vi har nok at se til i forvejen?” Bodil var ihærdig, og hjulpet af andre gode folk fik hun fortalt mig og ledelsen, at selvfølgelig skulle vi som kirkesamfund tage vare på de ting, som lå fra synoden, men det ville også være godt for os at handle missionalt sammen – og sammen med alle andre baptister i verden.

Evangeliet skal bæres ud – sammen

Bodil fik ret. Jeg kom hjem fra inspirationsdagen i april med fornyet håb om, at vi kan betyde noget for mennesker omkring os. Og at vi kan arbejde sammen om det på tværs af alle de andre forskelle, vi har. Mange kom hjem med inspiration til både som enkeltpersoner og som menighed at lægge en fornyet fokus på sammen at arbejde missionalt.

Det var en stor gave, og jeg håber, mange menigheder vil slutte sig til. I sidste ende er det vores største opgave – at bringe evangeliet ud i verden både til fjerne egne, men også hos os selv, og det kan vi kun gøre sammen.

Vi vandrer ad bibelstien i fællesskab

Vi vandrer nu ad bibelstien i fællesskab. Senere kommer der flere andre stier og andre emner til, men allerede nu oplever jeg det berigende. Når Laust og jeg læser i vores bibel sammen, så er det en fantastisk fornemmelse, at vi er mange om det. Der kan komme flere til – skynd jer, hvis I ikke er med.

Igen må vi sige, at et materiale som det udsendte med bibelapp, læseplaner, prædikentekster og et senere andagtsmateriale ikke laver sig selv. Vi har fået det som gave af Baptist World Alliance, – tak for det, men det skal i den grad tilpasses vores forhold. Jeg ved, der har været mange i gang og det er svært at takke enkeltvis, men jeg vil sige, at det er et kæmpe privilegium, at mennesker fra hele vores kirkesamfund har bakket op om dette projekt. Tak til jer alle.

Der stemmes og tælles (Foto: Gitte Elleby)

Der er brug for lokale bindeled

Vi mangler en enkelt ting for nuværende.

Projektet har kaldt det ambassadører – det dækker over en kontaktperson ude i menighederne – som vil være bindeled mellem den nationale gruppe og den enkelte menighed. Hvis du oplever, at det kunne være dig, så kom endelig i løbet af dagen og giv din interesse til kende, så vil vi prøve at samle op på det efter konferencen.

De svære spørgsmål ligger på bordet

Men vi har også stadig emner af intern art, som vi skal drage omsorg for – sammen. Nogle af de ting, som kom fra synoden og landskonferencen sidste år, ligger nu på vores dagsorden i dag. Det omhandler:

• Ordination og akkreditering
• Samtale- og samværspolitik
• Ny bidragsmodel

Og vores meget berømte eller måske berygtede pkt. 4C fra vores værdier, som vi nu håber at kunne indføje efter denne konference.

Den nye bidragsmodel kræver ændringer i vores vedtægter, så de er også på programmet i dag.

Alle forslagene vil blive motiveret i dag, så det vil jeg ikke sige så meget om. Jeg vil til gengæld gerne sige tak til jer, som har været sammen med os om at udarbejde forslagene.

Vi er en demokratisk forsamling, så vi ved ikke, hvad det ender med i dag, men skulle de blive forkastet, vil jeg stadig gerne berømme jer, der stillede op og ydede jeres kyndige bidrag. Jeg håber, vi også kan trække på vidende mennesker i vores kirkesamfund i fremtiden.

Robuste samtaler – og demokratisk ansvar

Ledelsen har op til denne landskonference brugt en ny metode, som jeg oplever, har været givende. Vi indbød til onlinemøder, hvor tre af de fire forslag blev motiveret og drøftet. I et politisk sprog vil jeg sige, at drøftelserne var robuste. Men selv om vi ikke alle var enige, så medtog ledelsen lærdom fra møderne. Vi har derfor udarbejdet et ændringsforslag til bidragsmodellen, som vi håber, mange kan følge.

Deltagerne sad tæt ved Landskonferencen (Foto: Gitte Elleby)

Et stævne for hele kirkesamfundet

Noget af det, som vi i ledelsen har talt mest om både formelt og uformelt i det nu afsluttede konferenceår, er et kommende sommerstævne eller noget, der ligner. I ledelsen er vi ret åbne over for, hvad det kunne være. Skal det stadig være i sommerferien, eller kan det ligge på et andet tidspunkt? Skal det være en uge, eller kan det f.eks. være fire dage?

Der er helt åbent for ideer og synspunkter, bortset fra, at vi i ledelsen er enige om, at stævnet skal være for alle aldersgrupper, og at hele vores kirkesamfund skal kunne se sig i det og føle sig velkomne.

Ledelsen lægger heller ikke skjul på, at vi finder det allervigtigst, at vi laver et arrangement, hvor særligt vores børn og unge får plads og derigennem knytter bånd, som skal bære vores næste generation frem i kirkesamfundet.

Uanset hvilket arrangement vi forhåbentlig ender med, så kræver det mange ressourcer – planlægningsmæssigt og praktisk, og vi har desværre oplevet, at ressourcerne ikke har været der i en periode. Hvis I sidder og tænker, at det kunne være en god arbejdsopgave at engagere sig i enten for den enkelte eller for en menighed, så vil vi uendeligt gerne høre fra jer, for vi håber meget, at det vil lykkes at skabe noget i 2028, men der skal folk til – mange endda.

Tak for arbejdet – og for fællesskabet

Som jeg startede med, har det været et meget arbejdsomt år. Jeg vil gerne takke ledelse og generalsekretær Bodil for jeres store arbejde. Jeg vil også gerne takke alle jer fra menighederne, som har fulgt med, kommet med input og ændringsforslag samt har deltaget i vores onlinemøder.

Der skal bruges mange stole, når knap 200 både skal samtale og spise. Værterne fra Lai Baptist Church sørgede godt for deltagerne (Foto: Gitte Elleby)

Kongregationalisme, når det er bedst

Jeg oplever, at det allerbedste fra vores kirkesamfund virkelig har været i spil i det forløbne år. Vi har som ledelse fulgt den procesplan, som I har givet os. I har som menigheder fulgt med og givet rigtig mange indspark til vores overvejelser.

Vi har lyttet og lært og overvejet det hele, og det har givet nye vinkler og nye drøftelser. Det er kongregationalisme, når det er bedst. Jeg er dybt taknemmelig for jeres medvirken og engagement.

I det nye år ser vi ind i nye arbejdsopgaver, som jeg vil sige mere om, når vi kommer til ledelsens procesplan.

Når byrden bliver tung

Det kan godt være, vi nedsætter tempoet lidt, fordi det især for generalsekretæren og de fra ledelsen, som er i arbejde, har været lidt voldsomt. Bodil har især båret en stor byrde. Hun er ikke med i dag, fordi byrden for alle mennesker kan blive for tung og svær – så vi håber, lidt hvile giver hende kræfter til at komme snart tilbage.

Mangfoldighed med indbyrdes kærlighed

Der er dog en ting, som jeg håber kan bringes fra den nuværende ledelse til den næste, og det er, at vi – trods teologiske og kulturelle forskelle – altid har kunnet tale med hinanden med tryghed og åbenhed. Selv når vi har sagt ting, som aldrig har nogen gang på jord, eller som har udtrykt forbigående frustration eller måske endog sorg eller vrede, har vi haft en gensidig kærlighed og respekt, så vi har kunnet bære hinanden og bære over med hinanden. Det håber jeg fortsætter i det nye konferenceår.

Og jeg håber også, at det vil være gældende for BaptistKirken både nationalt og lokalt. Vi bliver aldrig ens og skal ikke være det. Vores kirkesamfund er kendetegnet ved stor mangfoldighed, men skal også være kendetegnet ved indbyrdes kærlighed. BaptistKirkens menigheder og medlemmer er ikke en ens masse, men formår at arbejde sammen i enighed om det væsentlige – at bringe evangeliet ud og være i tjeneste for næsten både nær og fjern.

Et nyt bud: Elsk hinanden

Jesus sagde: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Det er ikke kun et bud til disciplene, men også til os.

Lad os bede om, at Jesus vil give os velsignelse til alle i vores kirkesamfund – ledelse, udvalg, menigheder og enkeltpersoner, og lad os alle huske det offer, han gav til vores liv, og løftet om at være med os alle dage indtil verdens ende.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen:

En mor fra Eritrea har brug for hjælp. Hendes barn er født i Danmark, men før hun kan søge om opholdstilladelse til det, skal hun dokumentere, at hun har forældremyndigheden alene. Det er vanskeligt, når barnets far bor i England.

I Baptistkirken i Odense hjælper Mogens Andersen og Torsten Wendel-Hansen hver torsdag mennesker, der har svært ved at finde vej gennem det digitale Danmark. Arbejdet er en del af en omfattende social indsats i menigheden, som spænder fra myndighedshjælp og sprogtræning til julehjælp, familiearrangementer og ture til Legoland.

Mogens Andersen (tv.) og Torsten Wendel-Hansen (th.) hjælper med at finde vej i “SystemDanmark” (Foto: Privat)

Torsten fortæller begejstret om den torsdag i kirkens café på Klosterbakken, hvor han hjalp kvinden fra Eritrea:

”Der var jo en formular på Familieretshuset, som vi kunne sende ind. Den udfyldte vi sammen. Men systemet fungerer sådan, at der automatisk genereres et brev, som sendes til modparten, til faren – på hans gamle danske adresse,” fortæller han.

Det lykkedes at få dokumentet underskrevet af faren i England.

”Vi fik det igennem fra Familieretshuset. Så var der papir på, at hun havde forældremyndigheden alene og kunne ansøge om opholdstilladelse til barnet. Der var hun jo rigtig glad,” siger Torsten.

Hjælp gennem det digitale Danmark

Når Torsten og Mogens tager fat på arbejdet torsdag eftermiddag, møder de mange forskellige udfordringer. De hjælper med at læse og forstå breve fra kommunen og andre myndigheder, forny pas og opholdskort, finde dokumenter til ansøgninger om familiesammenføring, undersøge mulighederne for at klage over afgørelser og finde rundt i skattesystemet.

Cafégæster er især mennesker med eritreisk baggrund. De kommer for at få hjælp til de praktiske og digitale problemer, der opstår i mødet med det danske samfund.

”I vores digitaliserede samfund skal du jo lave alt digitalt. Du kan ikke gå på Borgerservice og snakke med en person mere. Du skal lave det hele på nettet, og det kan de bare ikke finde ud af,” siger Mogens .

Middag efter turen til Legoland (Foto: Privat)

Sagerne ligner løg! Det problem, en person kommer ind ad døren med, er ofte kun det yderste lag. Mogens og Torsten må skrælle sig gennem breve, blanketter og myndighedskrav, før de når ind til sagens kerne. Sådan er det i historien fra begyndelsen, hvor en ansøgning om opholdstilladelse først kræver en afgørelse om forældremyndighed.

Torsten og Mogens er ikke professionelle rådgivere. De hjælper med at læse og forstå brevene, finde relevante oplysninger og formularer og finde ud af den digitale kommunikation.

Begyndte med et spørgsmål til kommunen

Det sociale arbejde har altid fyldt meget i Baptistkirken i Odense. Mogens fortæller om ”Mandemøder” for udsatte mænd, allerede da han kom til Odense i 1958. I 1980’erne så den første café dagens lys, og i 2014 blev Foreningen Klosterbakken etableret.

Allerede inden foreningens første aktiviteter blev planlagt, kontaktede initiativtagerne Odense Kommune.

”Vi sagde til dem: Vi har tænkt os at starte noget socialt arbejde op i Odense. Hvis vi skulle gøre det, hvilke opgaver tænker I så, at vi kunne tage fat i?” fortæller Mogens.

Kommunen havde mange gode ideer! En af dem handlede om børn, der ikke kom på ferie, og hvis liv var fattige på oplevelser.

Det blev begyndelsen på de årlige ture til Legoland for familier, som ellers ikke havde økonomi til den slags oplevelser.

Gennem et samarbejde med Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) fik foreningen senere kontakt med flygtninge fra Eritrea. Det sociale arbejde ændrede karakter. Der var fortsat behov for at lære dansk, men også behov for hjælp til at forstå det danske samfunds mange systemer.

Legoland er bare sjovt! (Foto: Privat)

Foreningen Klosterbakken

Mogens Andersen er formand for Foreningen Klosterbakken, der danner ramme om en del af menighedens sociale arbejde.

Foreningsformen blev oprindelig valgt for at få flere muligheder for at søge økonomisk støtte til arbejdet.

Foreningens aktiviteter, som modtager kommunal eller anden offentlig støtte, indeholder hverken forkyndelse eller andagt.

For Mogens betyder opdelingen mellem foreningens og menighedens aktiviteter ikke, at troen er uden betydning. Tværtimod er troen selve motivationen for arbejdet.

Glade børn – glade forældre efter tur i Legoland (Foto: Privat)

Forskellige behov – forskellige tilbud

Torsdagscaféen er kun én del af Foreningen Klosterbakkens sociale arbejde.

Foreningen hjælper også mennesker i akut økonomisk nød med hjælpepakker eller gavekort. Nogle modtagere finder foreningen selv. Andre henvises af sociale organisationer. Det handler måske om voldsramte kvinder eller mænd, som efter en skilsmisse er havnet i økonomisk og social krise.

Omkring jul uddeler foreningen hjælp til 50–60 familier. Mogens fortæller, at hjælpen de senere år har bestået af et gavekort til juleindkøb og Lego-pakker til børnene.

Café Klosterbakken er også en del af foreningen. Caféen fungerer som et fristed med billig kaffe, hjemmebagt kage, aviser og adgang til internettet. Frivillige står for vagterne og bager kagerne.

Onsdagstræf menighedens tilbud til især ældre – både menighedens medlemmer og andre interesserede – til foredrag, kaffe, fællesskab, sang og andagt.

Fællesskab på Klosterbakken (Foto: Privat)

Menigheden møder også familier, der mangler fællesskab og oplevelser, med tilbud om fællesspisning, socialt samvær, sommerfest og aktiviteter for børn og forældre. Arrangementerne samler 40–60 mennesker. Blandt gæsterne er der mange familier, der ikke har deres daglige gang i kirken.

Foreningens og menighedens sociale aktiviteter spænder vidt. Det ser Mogens som udtryk for den samme grundlæggende forståelse af kirkens opgave: at møde mennesker, der hvor de er.

Tro, der bliver omsat til handling

Foreningen Klosterbakkens sociale aktiviteter bygger på et kristent værdigrundlag. Men hverken hjælpen om torsdagen eller kaffen i Café Klosterbakken er betinget af, at modtagerne deltager i gudstjenester eller deler Baptistkirkens teologi.

Mange af de eritreere, der kommer, er ortodokse kristne. Andre brugere kan have en anden religion eller slet ingen religiøs tilknytning overhovedet.

“Vi skal forkynde evangeliet, og vi skal demonstrere evangeliet. Det nytter ikke noget, at vi forkynder evangeliet bare med ord, hvis vi ikke også gør det i gerning. Og jeg ser det sociale arbejde som noget, vi gør i gerning,” siger Mogens.

Det er løn i sig selv

Torsten var knap nok gået på efterløn i 2009, før han blev engageret i det sociale arbejde. Gennem årene har han fået en betydelig praktisk erfaring i at hjælpe mennesker med at færdes i ”Systemdanmark”.

Torsten hjælper i Torsdagscafeen (Foto: Privat)

Han gør ikke stort væsen af indsatsen:

”Jeg kan godt lide at gøre noget for andre. Jeg kan se, at jeg kan hjælpe dem. Det synes jeg bare er løn i sig selv,” siger han.

Men det omfattende arbejde rummer også en sårbarhed.

Mogens fortæller, at Café Klosterbakken samler en stor gruppe af frivillige cafévagter og kagebagere: Måske er 20–25 mennesker på den ene eller anden måde engageret dér. Ikke alle er medlemmer af menigheden.

Men resten af foreningens arbejde er båret af en langt mindre gruppe. Foreningens bestyrelse har i store træk været den samme siden begyndelsen. Myndighedshjælpen om torsdagen afhænger i høj grad af den viden og erfaring, Mogens og Torsten har opbygget.

Mogens og Torsten glæder sig over, at menighedens nye præst, Sambuh Langle, engagerer sig i det sociale arbejde. De håber, at flere yngre – både danske og nydanske – med tiden vil tage del i det.

For erfaringen kan gives videre, men nogen skal være parat til at tage imod den.

”Det er især Torsten og mig, som trækker det store læs. Og det er en udfordring, fordi vi bliver gamle. Hvad så? Hvor længe kan vi blive ved?” siger Mogens.

Det spørgsmål har Foreningen Klosterbakken endnu ikke et svar på.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 08. jan. 2026 - Vise fra Østerland
• 06. jan. 2026 - Den sidste gudstjeneste i Karmelkirken: ”Gå efter lyset!”
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere