Lyt til artiklen her:

I forbindelse med forslagene til Landskonferencen ønsker BaptistKirkens ledelse at skabe gode rammer for information, spørgsmål og uddybning. Der stilles i år flere større forslag end sædvanligt. De giver naturligt anledning til både spørgsmål og refleksion. For at give plads til dette – uden at tiden på selve konferencedagen den 3. oktober bliver for presset – indbyder vi derfor til en række online informationsmøder. Det er desuden ledelsens håb, at initiativet giver mulighed for, at flere deltager i samtalen.

Lidt praktisk info

På møderne gennemgår vi tre af forslagene, ledelsen og deltagerne i udvalgsarbejdet svarer på spørgsmål og modtager feedback. Hvert møde varer to timer, og der er fokus på ét forslag, så der er god tid til gennemgang og spørgsmål. Nedenfor er de enkelte forslag kort gennemgået, og der er links til de fulde forslag. Der er udsendt materiale til menighederne. Det kan du finde her.

Du kan deltage på online via Zoom (se faktaboks om Zoom) på møderne:

• Onsdag den 19. august kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Samværspolitik
• Tirsdag den 25. august kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Ordination og akkreditering
• Tirsdag den 1. september kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Ny bidragsmodel

Faktaboks om Zoom

Zoom er et populært online mødeværktøj. Du bruger det til at møde andre via computer eller telefon. For at deltage som helt ny bruger klikker du blot på det tilsendte mødelink, vælger at åbne i din webbrowser eller hente programmet, og skriver dit navn.

Det kræver ingen brugerkonto eller betaling at deltage i et møde, som en anden har oprettet.

• Find linket: Åbn den e-mail eller besked, hvor du har modtaget invitationen. Klik på det blå internetlink (f.eks. https://zoom.us…).
• Åbn i browser: Hvis du ikke vil installere noget, skal du se efter teksten i bunden af siden, der hedder noget i stil med “If you cannot download or run the application, join from your browser”. Klik på det link.
• Skriv dit navn: Indtast dit navn i feltet, så de andre ved, hvem du er, og klik på Join eller Deltag.
• Tillad lyd og billede: Computeren vil sandsynligvis spørge, om du vil tillade brug af mikrofon og kamera. Tryk Tillad (Allow). Tænd for lyd: Klik på ikonet med et headset eller et mikrofonsymbol i hjørnet (og vælg Join Audio / Computer Audio), så de andre kan høre dig.
• Vigtigt: Sluk din mikrofon, når du ikke har ordet!

Baggrund om Samværspolitik

Forslaget er udarbejdet af BaptistKirkens ledelse med mulighed for input fra ungdomsorganisationerne Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU).

Forslaget har fokus på BaptistKirkens nationale samlinger – fx stævner, lederdage og temadage. Politikken skal skabe trygge rammer for samtaler på tværs af generationer, menigheder og traditioner. Den lægger op til, at undervisning, debat og fællesskab skal være ikke-polemisk, omsorgsfuldt og håbsorienteret, og at vanskelige emner som seksualitet, bioetik, bibelsyn, partipolitik og internationale konflikter behandles med omtanke – især når børn og unge er til stede.

Forslaget skelner derfor mellem arrangementer for børn, unge, voksne og plenum (hvor alle aldre deltager), så samtalerne bliver alderssvarende og placeret i de rette rammer. Samtidig lægger politikken vægt på et sprog, der kan forstås af både kirkefolk og kirkefremmede, og den slår fast, at fælles samlinger ikke skal gøres til politiske kamppladser. Forslaget behandler også synlige manifestationer som flag, bannere og flyers og de enkelte menigheders muligheder for at manifestere særlige holdninger.

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Baggrund om ordination og akkreditering

Forslaget om ordination og akkreditering genindfører ordination af præster i BaptistKirken. Samtidig indfører forslaget en national akkreditering. Forslaget beskriver ordination som menighedens og kirkesamfundets bekræftelse af det kald, en præst har fået til tjeneste. Ordinationen sker ved forbøn og håndspålæggelse i den lokale menighed. Forslaget fastholder, at den lokale menighed fortsat kalder sin egen præst, men at menighed og præst efter 12 måneders tjeneste kan søge BaptistKirkens ledelse om ordination. Akkreditering er derimod en løbende national anerkendelse af ordinerede præster og skal styrke præstens tilknytning til det fælles præstefællesskab, efteruddannelse, mentoring og ansvar for kirkesamfundets liv og sammenhæng. Akkreditering er en anbefalet ordning – ikke et krav for lokal præstetjeneste – men den indebærer forventninger om baptistisk teologisk forankring, ansvarlig livsførelse, kollegial deltagelse og loyalitet over for BaptistKirkens fælles værdier og beslutningsprocesser.

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Baggrund om ny bidragsmodel

På det sidste af de tre onlinemøder handler det om en ny model for menighedernes bidrag til BaptistKirkens fælles arbejde.

I dag betaler menighederne som udgangspunkt 7,5 procent af deres indsamlede midler til basisbudgettet, men forslaget peger på, at modellen rammer skævt, fordi der er stor forskel på, hvor meget menighederne indsamler pr. medlem. Den nye model foreslår derfor, at bidraget fra 2027 beregnes som 250 kr. pr. medlem om året plus 2,5 procent af den første million, menigheden indsamler. Modellen skal både udjævne forskellene mellem menighederne og gøre det tydeligere, at medlemskab også indebærer et fælles økonomisk ansvar. BaptistKirkens ledelse kan i særlige tilfælde give en tidsbegrænset nedsættelse, fx ved store byggeprojekter, renoveringer, menighedsplantning eller større missionsprojekter.

Et oplagt debatpunkt er forslaget om en strammere praksis: Menigheder, der ikke betaler det fastsatte bidrag, bliver kontaktet af ledelsen. Vedvarende manglende opfyldelse af forpligtelsen betragtes som en udmeldelse af BaptistKirken!

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Vær med til at prøve noget nyt

Det er nyt i BaptistKirken, at vi møder hinanden online og taler om vigtige spørgsmål. Imidlertid har Internationalt Udvalg de seneste to år haft meget positive erfaringer med onlinemøder. Det er disse erfaringer, BaptistKirkens ledelse forsøger at bygge videre på – forhåbentlig med mange interesserede deltagere. Efter de tre møder vil ledelsen evaluere forløbet og – måske – tage værktøjet i brug senere.

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen:

Retræten var målrettet kirkeansatte, og retrætens fokus var gudsbilleder og selvbilleder. Med i bagagen havde jeg en hel del tanker om og oplevelser af mindreværd og utilstrækkelighed.

Vigtige ingredienser i en uges retræte i stilhed er bl.a. at sove, lytte og gå lange ture. Jeg havde delt nogle indtryk og tanker med Magnus Malm i de første samtaler, vi havde, bl.a. om at jeg havde set en grønspætte komme flyvende tæt forbi, at Gud umuligt kunne elske mig, som den jeg var og havde været – og så om alt muligt andet. Noget jeg bed særligt mærke i, var Magnus’ opfordring til at lade Gud elske mig gennem naturen.

Gud rørte mit hjerte

På en af mine gåture på retræten – til en sø et stykke derfra – så jeg i en lysning i skoven en stor flad sten beklædt med mos. Skovens stemmer berørte mig den dag på en særlig måde, og jeg fik lyst til at lægge mig lidt på ryggen på den flade sten. Der lå jeg så med næsen i sky og missede med øjnene mod solen i trætoppene. Lige dér, på den sten, i den skov, rørte Gud ved mit hjerte i en lydløs tiltale: ”Du er mit elskede barn…”.

Igen og igen har jeg haft lignende erfaringer, når jeg har bøvlet med mine selvbilleder og gudsbilleder. At fugle sætter sig i et træ tæt på mig, at hunden mærker mit mismod, at aftenhimlen kaster trøstende stjernestøv på mit hoved, at en hest kommer hen til hegnet og stiller sin silkebløde mule til rådighed for en naturlig sjælesorgssamtale.

Guds stemme

Nogen hører Guds tiltale med forstanden og intellektet, nogle gennem bønnen og Bibelens ord, andre bliver særlig berørt af sang og musik, under nadveren, eller i en samtale med naboen. Guds røst høres og erfares på mange modersmål. Stilheden og ordløsheden er ofte et godt sted at øve sig i at høre Guds stemme.

”Hellige treenige Gud, hjælp mig og lær mig at åbne mit hjerte for dig – rens ud i mine falske selvbilleder og gudsbilleder – og fyld så mit hjerte helt op med din kærlighed.”

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Henning Kiel, f. 1951:

• freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
• bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
• fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til kommentaren:

Baptistkirkens sprog ændrer sig. Titlerne forandres: pianisten bliver lovsangsleder, udvalg bliver til teams, og menighedsrådet bliver til ledelsen. Det lyder moderne og effektivt – og nogle gange er det sikkert også praktisk.

Når vi låner sproget, låner vi også logikken

Men sproget er ikke neutralt. Ord skaber mening, og ordene former vores forestilling om, hvad kirken er, og hvad vi er for hinanden. Spørgsmålet er, hvad der sker med en kirke, der lærer den sekulære verdens ledersprog så godt, at den taler det helt uden mislyde.

Guds rige vender magten på hovedet

Den sproglige glidning blev tydelig for mig, da jeg læste Johannes Aakjær Steenbuchs bog ’The Kingdom of God is Anarchy’ – på dansk ’Guds rige er anarki’.[i] Normalt forbinder vi anarki med uorden og konflikt. Johannes beskriver Guds riges anarki som frihed fra, at mennesker sætter sig over andre. Guds rige er et fællesskab, hvor søgen efter magt og status ikke er de drivende kræfter. I Guds rige er det værdighed, respekt og tjeneste, der bærer fællesskabet. Hvis det er et billede på Guds rige, må det også udfordre den måde, vi taler om og er kirke på.

Kirke nedefra  – ikke oppefra

I den baptistiske tradition vokser kirken nedefra. Baptister ser ikke kirken som et velorganiseret hierarki, der skal på plads, før kirken kan vokse. De første baptistmenigheder var ikke topstyrede projekter med en fjern ledelse. De bestod af mennesker, der tog ansvar for forkyndelse og menighedsliv sammen – med deltagelse, gensidigt ansvar og tjeneste som ideal.

Storhed måles i tjeneste

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Gør vi ledelse til et ideal i sig selv, risikerer vi at importere en kultur, hvor tempo, synlighed og gennemslagskraft giver status – og magt. Evangeliet peger en anden vej: styrke viser sig i at tjene, og storhed viser sig i at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Guds riges anarki er ikke et romantisk ideal, det er en konkret måde at være menighed på, hvor vi ikke bruger position, erfaring eller talegaver til at presse vores vilje igennem, men til at skabe rum for hinanden.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at ’Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.’[ii]

Købner skrev ’kirkens grundlov’

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev”, siger Johannes Steenbuch i et tidligere interview med baptist.dk, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Påvirkningen kommer med ordene

Tabet af fortidens fokus på tjeneste har ikke en enkel forklaring. Men påvirkningen kommer med sproget. Når vi bruger sekulære ord og begreber i kirken, lader vi os påvirke. Tjeneste er ikke et ord, der bliver brugt ret meget i verden uden for kirken, måske er det derfor, vi er ved at glemme det i kirken. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, hvis den lytter mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’ end til Jesus’ ord om at tjene.

Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer, som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

[i] ‘The Kingdom of God is Anarchy’ er omtalt på baptist.dk her: https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/

[ii] Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

Baptister er pr. definition demokrater. Vores kirkesyn bygger på, at alle i Guds folk – menigheden – har samme rettigheder, pligter og ansvar. Det viser sig blandt andet ved, at menighedsmødet, hvor alle medlemmer har én stemme, er menighedens øverste myndighed. I nogle menigheder udvikler det sig til ’demokratur’, hvor det handler om at stemme sig til beslutninger. Faktisk en politisk degenerering af ’kristent demokrati’. I de døbtes fællesskab talte man sig – med Helligånden som vejleder – frem til beslutninger, som man blev enige om. Det vidner det såkaldte apostelmøde i Jerusalem, det ældst bevidnede menighedsmøde, om: ’Helligånden og vi har besluttet…’.[1]

At alle er lige i menigheden betyder, at alle er brugbare – og principielt i lige grad valgbare – til tjenester alt efter udrustning med evner og nådegaver. Det kaldes ‘det almindelige præstedømme’. Eller bedre: ‘de døbtes præstedømme’. Efter dåben til Kristus er vi alle ’i ham’, og derfor er vi ligeværdige ‘lemmer’ på Kristi legeme, kirken. At nogle har evne til at lede, og at andre er gode til økonomi eller lovsang, ændrer ikke ved, at vi alle er lige værdige.

Denne lighed gik forud for det politiske demokrati blandt døberne på reformationstiden – de kendte i hvert fald ikke til politisk demokrati i 1500-tallet! Som baptister er vi ‘demokrater’ på grund af teologien. Vi blev ikke først demokrater, efter det politiske demokrati så dagens lys i nyere tid – herhjemme i 1849, som det siges. Vores ‘demokratiske’ kirkesyn er kristologisk motiveret!

Mon ikke også de politiske, vestlige demokratier har hentet deres inspiration i det kristne Vesteuropas virkningshistorie i samme grad som i politologien? Derimod blev de fleste kirkesamfund hierarkiske – uden at have lært ret meget af Jesus’ forkyndelse om lighed ‘i ham’.

Læs også ‘Demokrati som samtale‘.

[1] Apostlenes Gerninger kap. 15, vers 28

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Den berømte politolog Giuliano Da Empoli har vist, at vi nu lever i ’Rovdyrenes tid’. En tid, hvor magt er ret, og hvor populismen igen vinder frem. En ny epoke, hvor tech-giganter, milliardærer og politiske influencere forsøger at forme vores adfærd og samfund igennem de små skærme, vi alle har i lommen. Og de lykkes i høj grad med det.

Mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed.

Er vi teknologisk slavegjorte?

I dag mærker mange unge konsekvenserne af at være digitalt indfødte. Vi scroller løs på vores mobiler, og på de sociale medier alene bruger vi i gennemsnit over 2,5 time om dagen. Det sker til trods for, at 57 procent af os ifølge DUF’s seneste ungeanalyse gerne vil bruge mindre tid foran en skærm.

Vi står i en situation, hvor mange af os ikke er langt fra at have tabt kampen om vores egen opmærksomhed. I dag kan de fleste af os ikke se en film uden samtidig at tjekke Instagram hvert femte minut. Og dét at læse ti sammenhængende sider i en bog er for mange en bedrift at være stolt af.

Men oddsene er også imod os. For de sociale medier er ikke sociale længere. De er reklamefinansierede platforme, der er gearet til at udnytte vanedyr som os. Mod en hær af forskere, hvis mission er at fastholde vores opmærksomhed, er det ikke raketvidenskab, at så mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed. Kampen er langt fra jævnbyrdig.

Er ulemperne ved at tage over?

De sociale medier har selvfølgelig også meget godt at byde på, og vores digitale forbrug er hele tiden en afbalancering af fordele og ulemper. Men nu er vi efterhånden nået til et punkt, hvor det er tydeligt, at ulemperne er ved at tage over.

For når støjen skrælles fra, står vi tilbage med nogle medier, der systematisk hijacker, analyserer og sælger vores opmærksomhed til højest bydende. Status er, at vi kun ser indhold fra profiler, vi følger – på platforme som Facebook og Instagram – omkring 5-10 procent af tiden. Hovedparten udvælger Facebook til os.

Men hvilken demokratisk fremtid ser vi reelt ind i, hvis vi ikke har kontrol over vores egen opmærksomhed? Hvis algoritmer, tech-giganter og politiske influencere mere eller mindre har kontrol over, hvilken information vi eksponeres for?

Da de sociale medier først brød igennem, fremstod de som en fantastisk og uskyldig form for ny, social infrastruktur. Men i dag ligner de ingenlunde det produkt, som tech-giganterne oprindeligt lokkede os med.

Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab.

Hvad er problemet?

Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab. Moderate stemmer får moderat plads, og ekstreme stemmer får ekstremt meget plads.

Til alle tider har mobiliseringen af fordomme spillet en stor rolle i politiske slagsmål. Men i dag har de sociale medier muliggjort det i et langt større omfang.

Ekkokamre har altid været et problem i den virkelige verden, men i den virtuelle er udfordringen eksploderet. Ligeså frigørende ekkokamre kan være for forfulgte minoriteter, lige så aktiverende kan de sociale medier fungere for nye ekstreme bevægelser.

Halve nyheder og polarisering

En af udfordringerne er, at jo mere individualiserede vores nyhedsstrømme bliver, desto mere udviskes vores referencerammer.

En ting er, at vi får mindre kulturelt tilfælles, når vi ikke længere ser de samme film, lytter til de samme sange eller læser de samme bøger. Men værre er, når vi ikke længere får de samme nyheder: når personaliserede algoritmer kun viser udklip, der fremhæver venstrefløjens skandaler og højrefløjens triumfer – eller højrefløjens skandaler og venstrefløjens triumfer. Resultatet er et verdensbillede uden farver og nuancer.

Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati. Men i rovdyrenes tid fungerer algoritmerne som benzin på bålet, der forvandler sund debat til giftig polarisering.

Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati.

Hvad er løsningen?

Tech-giganter som Google og Meta er magtfulde monopoler. Og magt korrumperer – specielt i fraværet af konkurrence. Derfor bør første skridt være at skærpe konkurrencelovgivningen og bane vejen for alternativer: vi skal pålægge tech-giganter et krav om inter-operabilitet.

Interoperabilitet handler om at udveksle informationer, så forskellige virksomheder kan bygge ovenpå og forbedre hinandens teknologi, hvis det er teknisk muligt.

Prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.

Interoperabilitet var et grundvilkår, da internettet blev født, og var en af kerneingredienserne i ’Silicon Valleys’ opskrift på succes. I den periode vandt forbrugerne, og virksomhederne var tvunget til at holde sig på dupperne. Men det er næppe tilfældet længere. I dag bruger mange af os Facebook, ikke fordi vi elsker produktet, men fordi prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.

Med interoperabilitet ville vi – som almindelige brugere – kunne forlade Facebook uden at miste hele vores netværk, profil og alle vores opslag. Vores data ville ikke længere være Facebooks ukrænkelige ejendom. Med interoperabilitet vil enhver anden virksomhed kunne konkurrere med Facebook om at udbyde den bedste sociale platform. Og som forbrugere ville vi kunne vælge den, der passer os bedst, uden at miste alle vores sociale forbindelser.

Hvis vi skal vinde kampen om vores egen opmærksomhed, skal vi turde sige fra overfor tech-giganterne. Vi skal stille krav til dem. Ellers risikerer vi, at de sociale medier udvisker de bånd, der ellers binder os sammen.

Læs også ‘Baptister og demokrati‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Menigheden forstås som et fællesskab af Kristus-troende, som træffer beslutninger om menighedens ve og vel og fremtid i det lokale, forpligtende fællesskab. I en verden, hvor der er sprækker i tilliden til demokratiet, og de politiske poler er trukket endog meget skarpt op, kunne kongregationalismen være en profetisk røst.

Styreform og livsform

Overordnet kan demokrati forstås på to måder. For det første kan demokrati forstås som en styreform, hvor flertallet bestemmer – typisk gennem valg. Ordet stammer fra det græske demokratia, hvor demos betyder folk, og kratos betyder magt. Demokrati er altså folkets styre. Da hele folket sjældent er enige, er der tale om et flertalsstyre, som i moderne samfund fungerer som et repræsentativt demokrati, hvor borgerne vælger politikere, der træffer beslutninger for dem.

Demokrati er en fortløbende proces, der bygger på ligeværd, dialog og forhandling.

For det andet kan demokrati forstås som en livsform. Den tanke har især teologen Hal Koch været med til at formulere i Danmark. Efter anden verdenskrig var demokratiet tydeligvis i krise. Bl.a. fordi Hitler var demokratisk valgt. Det blev tydeligt for enhver, at demokrati ikke kun er noget, man skal forholde sig til i valgår. Hal Koch mente, at hver generation må tilegne sig og forsvare demokratiet, ellers er der risiko for at demokratiet overtages af despoter og magtmennesker. Demokrati er en fortløbende proces, der bygger på ligeværd, dialog og forhandling. Demokrati er i Hal Kochs optik ikke kun noget, der foregår i Folketinget, men også i hverdagen – i familien, i skolen, på arbejdspladsen og i menigheden.

Samtale og dialog er essentielt for fællesskabet.

Menighedens demokrati

I de fleste baptistmenigheder – ihvertilfælde i min egen menighed, Lyngby Baptistkirke – går den kongregationalistiske demokratiske tænkning på de samme to ben, som beskrevet ovenfor. Der er nogle strukturer, som sikrer en demokratisk proces, hvor der vælges repræsentanter til menighedsrådet, og menighedsmødet er øverste instans. Og der er en livsform, hvor samtale og dialog er essentielt for fællesskabet. Menigheden er et fortolkningsfællesskab, og derfor er samtalen om de bibelske tekster, tro og liv vigtig.

Basisregler i en demokratisk dialog:

• tag afstand fra holdninger, ikke mennesker
• spørg og lyt, frem for at motivforske
• sig jeg og ikke du
• tolerér uenigheden og forskelligheden

At leve med uenighed

I langt de fleste kristne menigheder siger man, at der skal være plads til alle. Derfor er vi også nødt til at arbejde med, hvordan vi kan leve side om side med de uenigheder, der måtte være. “We must learn to live together as brothers and sisters or perish together as fools,” sagde Martin Luther King Jr i marts 1964.[1] Hans udsagn er ikke blevet mindre aktuelt.

Værdifuld uenighed

At uenighed kan have en værdi i sig selv, understøttes af forskning fra den amerikanske jurist og adfærdsøkonom Cass R. Sunstein. Hans studier viser, at mennesker finder det følelsesmæssigt behageligt at være enige med den eller de grupper, man er en del af. Samtidig peger hans studier på, at grupper med fuld enighed ofte træffer mere ekstreme beslutninger, end det enkelte medlem egentlig kan stå inde for. Når alle antager, at andre allerede har delt relevant viden, bliver vigtig information ikke bragt frem – blandt andet af frygt for at miste status. Resultaterne fra hans studier peger derfor i retning af, at uenighed kan være mere konstruktiv – også i et demokratisk samfund – end ukritisk konsensus.

Uenighed kan være mere konstruktiv end ukritisk konsensus.

Uenighed i menigheden

Det samme gælder vel også for en kristen menighed? En velfungerende menighed accepterer og anerkender flere perspektiver på samme sag, og derfor handler det ikke om at begrænse ytringer i menigheden, men om at styrke dem, og finde gode rammer, så alle kan og vil deltage i fortolkningsfællesskabet. I det perspektiv er uenighed ikke et problem, men et grundvilkår – og et tegn på et levende, demokratisk fællesskab, hvor dialog er det redskab, der kan bygge bro mellem mennesker.

Og ja – demokrati er både besværligt og langsommeligt. 

Læs også ‘Kan dansk og vestligt demokrati overleve?‘

[1] Oversat: ”Vi må lære at leve sammen som brødre og søstre eller forgå sammen som tåber.”

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Jens Lei Wendel-Hansen:

• ph.d. i historie og seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet
• medlem af Korskirken, Herlev

”Jeg giver min Stemme, og vilde give titusinde Stemmer, om jeg havde dem, imod Forfølgelsen af de ’gudelige Forsamlinger’ og af ’Giendøberne’, ikke fordi jeg har mindste Sympathi med nogen af Delene, men fordi det staaer soleklart for mig, at al Religions-Forfølgelse er uchristelig og antiluthersk”.

Ordene er N.F.S. Grundtvigs. De blev udgivet i 1842 i pamfletten Om Religions-Forfølgelse. Anledningen til pjecen var den problematisering, som de danske baptister, siden de første blev døbt i Lersøen i København 1839, havde været udsat for, og som blandt andet havde ført til baptistlederen P.C. Mønsters fængsling i 1840 og flere gange i 1840’erne.

Tvangsdåb eller religionsfrihed

Danmark havde ikke religionsfrihed. Staten var forpligtet på den lutherske tro. Derfor anlagde J.P. Mynster, den lutherske statskirkes biskop over Sjælland, den politik, at baptistbørn skulle tvangsdøbes. Det skabte intern splid i statskirken og en af biskoppens sognepræster nægtede at tvangsdøbe baptisternes børn. Det var P.C. Kierkegaard, Sørens storebror.

… den politik, at baptistbørn skulle tvangsdøbes.

På den måde blev baptisterne centrum i den danske strid om religionsfrihedens grænser. Det var ikke, fordi man nærede sympati for baptisternes dåbssyn. Årsag til modstanden var den opfattelse, at man ikke kunne stille sig til dommer over andre menneskers samvittighed, og det var samvittigheden, der ledte folk til at dyrke Gud på den måde, de ville.  Et synspunkt, som ikke mindst Grundtvig gjorde opmærksom på.

Det var ikke, fordi man nærede sympati for baptisternes dåbssyn.

Affæren ledte til, at statskirkens trosforpligtelse for alvor blev problematiseret. Til tvangsdåben spurgte den liberale avis Fædrelandet i 1845 retorisk:

”Hvor bliver altsaa Statskirkens, eller overhovedet Kirkens Berettigelse til at anvende den omtalte Tvang? Hvorpaa grunder den sig? Hvormed vilde den forsvare at paakalde Statens borgerlige Magt til at trænge ind i Baptisternes Huse, fratage dem deres Børn, og med Politimagt opstille dem ved Døbefonten, til Miskjendelse for dem selv, Folket til et Skuespil, til at gjøre en saadan Daab latterlig for Mange og udsætte Adfærden ved Barnedaaben i det Hele for at tabe af dens Agtelse?”

Retten til at følge sin samvittighed

Samvittighedsfriheden havde længe været en varm kartoffel.

Samvittighedsfriheden havde længe været en varm kartoffel i statskirken. Også på landet var der i de første årtier af 1800-tallet blevet etableret husmenigheder, som insisterede på at synge Kingo og Brorson i stedet for de nyere kedelige fornuftsprægede salmer. Statskirken havde flere steder sat ind overfor husmenighederne. Nu fik skruen endnu et nøk.

Demokrati og samvittighedsfrihed

Betydningen af den kamp for samvittighedsfrihed kan dårligt overdrives i udviklingen af det danske demokrati. Den løsrev den jævne mand fra overklassens tænkning på hans vegne, og den skabte grobund for den danske venstrebevægelse, der ønskede en så udbredt frihed og valgret som muligt. Den kirkelige frihed forblev central for venstrebevægelsen langt op i tiden. I 2023 meldte Birthe Rønn Hornbech sig fx ud af Venstre, fordi man efter hendes opfattelse havde gjort vold på den kirkelige frihed ved at afskaffe Store Bededag som helligdag.

Revolution i Europa – og Danmark

Da revolutionerne skyllede ind over Europa i 1848, fik vi også vores egen omvæltning i Danmark, og med frihedsrettighederne i Danmarks Riges Grundlov i 1849 kom også religionsfriheden. Mens de gamle embedsmænd så en fare i, at den kirkelige frihed blev for stor, satte læreren og forfatteren Frederik Barfod i Den Grundlovgivende Rigsforsamling sin lid til, at det nye ministerium for kirke og undervisning ”altid og øieblikkelig vil føle det Upassende og Anstødelige i [at] true Præsten til at døbe Børn, navnlig Baptisternes Børn, imod hans Samvittigheds inderlige Overbeviisning om Daabens Betydning”.

Forfølgelsen af baptisterne blev med andre ord et af de brækjern, som banede vejen for friheden, og med Grundloven i 1849 blev baptisterne forfølgelsen kvit.

Forfølgelsen af baptisterne blev med andre ord et af de brækjern, som banede vejen for friheden.

Frihed, ansvar og demokrati

Den kamp for samvittighedsfrihed, som også baptisternes eksistens og rettighedskamp var en del af, gjorde det muligt for jævne folk at stille krav til øvrigheden om bedring af deres egne forhold. Den udvikling gjorde på lang sigt både bondebevægelsen og arbejderbevægelsen mulige i Danmark, og medvirkede også til en vedvarende udvidelse af valgretten. Uden den vilje til at tage sig selv og sine egne forhold og problemer alvorligt, ville demokratiet ikke have eksisteret i den nuværende form.

Baptisterne nød også godt af samvittighedsfriheden, og i tidens løb har baptister blandet sig i den danske politiske debat, ladet sig opstille til valg – også til det seneste folketingsvalg – har fået pladser i byråd og Folketing og endda siddet på ministertaburetter. Dermed har man også fået bekræftet, at baptister har valgt at bruge friheden præcis lige så forskelligt, som alle andre bruger den.

Læs også ‘At undgå polarisering – hvad kirke kan lære om konflikter‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere