”Se, hvor de elsker hinanden”

Det var mandag den 27. maj. Vi skulle egentlig have været på præstekonvent i tre dage på retrætestedet Ådalen, men der tegnede sig et afbud på afbud. Arrangørerne af præstekonventet kontaktede mig og spurgte, hvad vi skulle gøre, og vi fandt ud af, at det bedste var at skære konventet ned til én dag, lægge det i København og satse på ved personlig invitation, at mange så ville deltage. Og det gjorde de. Stort set alle fastansatte præster i danske baptistmenigheder plus de internationale menigheder var samlet. 23 i alt.

Mange af os kender hinanden igennem mange år, men der var også nye ansigter imellem, Niels Erik Nielsen, der er præst i FIBC, den engelsktalende menighed i København, havde aldrig været med til en præstesamling før. Rune Funch, ny præst i Lyngby Baptistmenighed var også med for første gang.

Ingen samhørighed

Men der har ikke været en egentlig samhørighed blandt præsterne i de seneste år. De fleste har andre netværk og vi koncentrerer os om tjenesten i vores menigheder. Der er netværk på kryds og tværs, oftest ud fra samstemmende teologiske holdninger eller spiritualitet. Men man kan ikke tale om et egentlig ”kollegium” af præster. Spørgsmålet forud for dagen var, om vi ”vil hinanden” og om vi sammen vil styrke vores fælles kirkesamfund, BaptistKirken.

Henrik Holmgaard, én af arrangørerne fordi han er med i Tjeneste- og Uddannelsesudvalget, indledte dagen med et ord fra Paulus’ brev til Timotheus^[1]: ”Vær stærk i nåden” og en bøn om, at få styrke og nåde til at forlade det, der bremser fællesskabet.

Samtalen mellem de 22 baptistpræster blev flot styret af David Viftrup fra Aarhus Valgmenighed, mens Henrik Holmgaard fra Tjeneste- og Uddannelsesudvalget indledte og afsluttede.

Stor forsigtighed

Der var stor forsigtighed fra starten, når vi skulle fortælle om vores forventninger til dagen. Mange sagde, at de blot ville lytte – men som en så indvendte: ”Hvis ingen taler, er der ikke noget at lytte til.”
Og talen kom på gled. Ud fra tegninger. Vi skulle tegne efter bedste evne, vores billede af BaptistKirken. Det var ikke alt for opmuntrende. En mand på glatis. Et hav af kompas-nåle, som pegede i hver sin retning og ikke kunne finde magneten. Nogle få, som krampagtigt bygger på ruinerne, mennesker, der står stejlt overfor hinanden. Kraftige streger omkring menighederne og tynde streger til fællesskabet.
Vi reflekterede over tegningerne og fik sat ord på frustrationer. Jeg sad med følelsen af, at vi havde svært ved at se, at alle her ville Kristus. Men at vi har meget forskelligt sprog at udtrykke det på, i ord og handling.

Stemningen vendte

Købnerkirken var vært og stillede en forløsende frokost op og samtalen begyndte at blomstre. Og over middag vendte stemningen. Jeg sad med følelsen ”Se, hvor de elsker hinanden”. Forskellige som vi er. ”Jeg tror, jeg genkender Kristus i hver enkelt af jer”, skrev jeg på min computer. Somme tider irriterende, bedrevidende… men jeg elsker jer faktisk.”

Fokus om eftermiddagen var BaptistKirkens succes’er. Vi var inddelt i fire grupper, og den jeg var i, havde nemt ved at identificere 12 succes’er. Måske fordi to af os i gruppen sidder i BaptistKirkens ledelse… Andre grupper havde ikke så nemt ved det og en enkelt kunne slet ikke skrive noget ned.

Mangfoldighed

De hang fast i ordet ”Mangfoldighed”. Er det noget positivt eller negativt afhænger af øjnene der ser.
Nogle efterlyser homogenitet, at vi vil det samme. ”Der er ingen fremdrift, hvis ikke vi er enige om retningen.”

Andre glædede sig over mangfoldigheden; i hudfarve, spiritualitet, sprog. Og hæftede sig ved at der, hvor der tales om mangfoldighed i Bibelen, anvendes udtrykker ”Guds mangfoldige nåde”^[2] – netop nåden, som Henrik havde indledt med at pege på.

Niels Erik Nielsen fra FIBC, First International Baptist Church, der holder til i Kristuskirken på Nørrebro i samtale med Torben Andersen fra Hjørring Baptistmenighed og næstformand i BaptistKirken.

Hvad er vores rolle?

Spørgsmålet, der hang i luften, er: ”Hvad er præstekollegiets rolle på landsplan? Når vi taler om BaptistKirkens udvikling er det ikke områder, vi har ansvar for.”

Det positive blev konkluderet til sidst: ”Det er sundt at begynde at dele det svære ved at være en del af fællesskabet.” ”Det giver energi bare det at mødes, for der har været lav tillid til hinanden. Vi har brugt al for lidt tid sammen, så vi kender ikke hinanden.” Og de to nye følte sig velkomne. ”Jeg troede ikke, jeg som international præst havde særlig meget til fælles med jer præster i danske menigheder, men det kan jeg nu se, at jeg har”, sluttede Niels Erik med at sige.

Mødes igen

Vi aftalte at mødes igen den 28. oktober, samme sted. TU (Lasse Åbom og Henrik Holmgaard suppleret med flere) tager ansvar for dagen, og alle nikkede ja til at komme.

Måske blev det et vendepunkt for præsterne i baptistkirken og synet på fællesskabet – også det nationale? Næste gang kan vi håbe, at migrantpræsterne også har lyst til og mulighed for at være med.

^[1] 2. Timoteusbrev kap. 2, vers 1

^[2] 1. Petersbrev kap. 4, vers 10