Lyt til artiklen
Åbn lyd i nyt vindueSå længe nogen nulevende præst kan huske, har de danske baptistpræster været fløjtende uenige. Sikkert altid.
Præstekonventer var tilbage i 1970’erne højlydte diskussioner mellem forskellige fløje. Dengang kendte præsterne imidlertid hinanden, fordi de havde gået på samme præsteseminarium i Tølløse.
Men de senere år har det været svært at tale om et præstekollegium. Efter præsteseminariet lukkede, er der kommet præster til baptistmenighederne med meget forskellig kirkebaggrund. Færre og færre er kommet til det årlige præstekonvent. Og det er aldrig lykkedes at inkludere de nydanske præster.
Det sidste har man ikke fundet ud af, hvad man kan gøre ved. Men dannelsen af fløje blandt præsterne, som ikke talte sammen, havde ledelsen med den nye generalsekretær Bodil Højbak Møller i spidsen sat sig for at gøre noget ved i processen, som er kaldt Genstart2025. Præsterne skal være ambassadører for en ny metode til at tale sammen om det, vi er uenige om. Metoden er tænkt til brug i menigheder, ved lederdage 25.1. og 1.2. 2025 samt ved Synoden i Pinsen i Sæsing.
Tie stille i 30 minutter…
På Ådalen skulle metoden prøves af. Vi havde fået et oplæg om et emne. Første dag handlede det om bibelsyn, anden dag om inklusion i menighederne – er der grænser for, hvem vi vil have som medlemmer, og i så fald hvilke grænser? Tredje dag handlede om tjeneste og ledelse.
Ole Lundegaard havde fået til opgave at give et oplæg hver formiddag, første dag et tilbageblik og en status på et baptistisk bibelsyn med input fra verden. Efter oplægget fik vi 20 minutter til at forberede os; hvad mener jeg faktisk om dette emne.
Derefter:
Fire præster i samme lokale. I ti minutter skulle vi tale uden at blive afbrudt. I 30 minutter skulle vi bare lytte – uden at afbryde. Så gentog det sig. Ti minutter til at dele tanker om det, vi lige havde hørt, og så igen 30 minutter lytte. Og til sidst 30 minutters samtale om emnet.
Det var svært ikke at afbryde med bl.a. spørgsmål, men vi måtte vente, notere kommentaren og lytte videre.
”Dem og os”
Det var forunderligt, hvad der skete. Selvfølgelig var vi uenige. Vi var også sat sammen i grupper, hvor der tegnede sig uenighed imellem deltagerne på forhånd. Men det var respekt og nysgerrighed, der prægede samtalerne. Dét lykkedes. Én sagde, at den indbyrdes kærlighed voksede i løbet af dagene.
Undervejs viste det sig selvfølgelig, at man fandt sammen med dem, man var mest fortrolig med og tryg ved. Der var en tendens til ”dem og os”. Men fredag over middag blev der endelig sat ord på mest svære.
”Jeg var meget nervøs på forhånd,” sagde flere af deltagerne. ”Jeg har bedt meget for disse dage”, sagde en anden.
Foto: Emil Lavsen
Ingen eksklusion
Faktisk viste det sig, at flere præster og endda menigheder har frygtet, at de stod til eksklusion af BaptistKirken. Det blev kraftigt pointeret, at det ikke har været nogens dagsorden. Slet ikke ledelsens. Men at man skal være forberedt på, at efter processen kan der være menigheder, som ikke ser sig hjemme i BaptistKirken og derfor melder sig ud. I så fald er det menighedens beslutning og ikke fællesskabet, der ekskluderer en eller flere menigheder på grund af teologiske forskelle.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om BaptistKirken er funktionsdygtig med så divergerende teologiske opfattelser. Bodil understregede, at formålet med BaptistKirken er at støtte menighederne i at være i mission. Der lød et lettelsens suk, for det er det, alle præsterne ønsker. Men hvad gør man, når man ikke helt står inde for den teologi, der kommer til udtryk i valg af talere og undervisning f.eks. ved sommerstævnet og det fælles børne- og ungdomsarbejde?
Forskelligt syn på bøn
Et eksempel på forskellene var, da én efterlyste fælles bøn for BaptistKirken. Onsdag aften var der en dejlig lovsangsaften – og bøn. Hver morgen og aften var der bøn i Ådalens tradition, tidebøn. Stilhed fra kl. 21 til 9. Det var klart, at der var meget forskellige opfattelser af, hvad bøn er. Nogle vil helst bede på værelset, andre være på knæ sammen og bede mere højlydt. Men alle var i bøn for BaptistKirken, det var tydeligt. Men behovene og identifikationen af, hvad bøn for vores kirke er, var åbenbart meget forskellig.
Kan BaptistKirken leve med, at der endnu mere tydeligt opstår grupperinger, hvor teologien og spiritualiteten er mere samlende? En konsekvens kan blive, at der ikke er opbakning til ét sommerstævne, men i stedet bliver flere, hvor man er mere enig om de teologiske holdninger? Det er et af de åbne spørgsmål, vi præster tog fra Ådalen med.
Hvad tog du med hjem fra præstemødet?
Emil Lavsen. Foto af Kurt Bøgsted
Jeg spurgte den nye ledende præst i Kristuskirken, Emil Lavsen, hvad han tog med hjem fra præstemødet. Han svarede:
”Det var en glæde at samles på Ådalen med kollegaer fra hele landet og lære dem og deres arbejde i menighederne bedre at kende. Selvom der er betydelige teologiske forskelle, var samtalerne præget af åbenhed. Det gav mig klarhed, fornyet indsigt og en stærkere forståelse for fremtiden og et nyt fokus, hvor jeg nu ser frem mod Lederdagen i januar og Synoden i 2025.”
Bagest fra venstre: Anders Hyldgård, Christian Bylund, Annette Høgsbro, Henrik Søndergaard, Ulrick Refsager Dam, Benny Klarholt, Christian Sofussen, Rune Funch, Kristian Bonde-Nielsen, Emil Lavsen. Forrest fra venstre: Lars Midtgaard, Lone Møller-Hansen, Hanne Kiel, Ole Lundegaard, Anne-Marie Winther, Michael Jensen, Maria Bjørsted, Gert Bjørsted, Bodil Højbak Møller.
Kære Lone! I og med at præster både går og kommer OG at vi netop i disse år henter de nye fra både “her og der”, kunne det så ikke være en god idé, at sætte navne/menighed på de tyve, der her fandt vej til samtalen, sådan som det i al almindelighed er tilfældet, når det tages gruppefotos? Så et “lille efterskrift” vil sikkert glæde en del, tænker jeg! kh ibs
Jeg har altid været af den opfattelse, at hvis man er uenig og gerne vil have noget lavet om, så hjælper det ikke at forlade/flygte. Det eneste rigtige er at blive, så man kan arbejde for enighed eller fælles holdning. Endelig er det vigtigt at give plads.